Tro, Håb og Virkelighed.
ennart kiggede på uret, klokken var kun ti minutter over et. Der var altså næsten tre timer til fyraften. Åh hvor han hadede disse regnvejrs dage. Havde han dog bare skulle være inde på laboratoriet og analysere nogle jordprøver, i stedet for at gå her ude og bore huller i en mark.
Lennart var enogtyve år, og havde nu arbejdet for Skandi Geoteknik i seks måneder. Han troede det skulle være et drømme job, at arbejde ude i naturen, i stedet for de varme rum på Møllevigs avls laboratorium, men han havde ikke lige tænkt på efterårets regnvejrsdage, og vinterens kulde og sne. Men af skade…..
Lennart havde siden han var syv år, dyrket gymnastik, så han var veltrænet, og kunne sagtens klare de fysiske strabadser, men dette møgvejr!
Denne eftermiddag, som så mange andre sneglede sig af sted. Hans makker var en ældre gut, som havde arbejdet i Skandi i en menneske alder, og var derfor ikke særlig lydhør over for klager over vejret.
Lennart havde nu egentlig heller aldrig set sig selv som jord og beton arbejder, da han regnede sig for at tilhøre den intellektuelle del af befolkningen, ja ikke for at jord og beton arbejdere var dummere end alle andre, men det var jo ikke et arbejde hvor man bruger hjernen alt for meget, vel?!
Fire meter; jord med lidt ler, fire og en halv meter; ler med lidt kridt, fem meter; ca. tredive centimeters ren kridt. Lennart skrev på den lille dåse, hvor jord prøverne blev lagt i, og registreret med borings nummeret og indhold. -Dødsygt, tænkte han, alt imens han skrev på dåse nummer to hundrede og gud ved hvilket nummer, bare denne eftermiddag. - Man skulle fandeme flytte til syden, men hvad skulle man så lave der ? boreprøver !? Han fik det næsten dårlig, ved tanken om at han skulle ende som sin makker, Georg.
Georg en mand midt i halvtredserne, knap så høj som Lennart, det ville sige omkring en meter og halvfjerds. Han havde askeblond hår og fuldskæg. Hans øjne var underlige lyseblå, de mindede Lennart om fiskeøjne, en død fisks øjne. Han var ikke den snaksaglige type, ham Georg.
Lennart havde på fornemmelsen at Georg var tilfreds når bare han havde sin madpakke, termokanden med varm kaffe, og så sine to daglige aviser, Ekstra Bladet og BT. Lennart brød sig ikke om nogen af aviserne, det var kun om andres ulykker og elendigheder, godt krydret med sladder. Det var ikke aviser man kunne tage alvorligt, synes han.
Lennart kiggede ud over marken hvor de stod og borede.
Pløjemark.
Muldens farve vekslede mellem mørkebrun og sort, lugten af fugtig muld stod ham i næsen. Ikke at han ikke kunne lide lugen, normalt forbandt han den med forårets komme, men ikke i dag.
Himlen var grå, selv skyerne var triste.
De drev dovent hen over himlen, i grå og sorte toner. En enkelt hvid sky drev forvirret rundt blandt de sorte og grå. Den så slidt og medtaget ud. Den var flosset i kanterne.
Som den drev, kunne Lennart se at den var under opløsning, som om den ikke længere kunne tage kampen op mod de sorte og grå der var i overtal og stadig blev flere og flere.
Det endte nok i regn eller sne.
Nej der måtte altså ske noget. Han kunne jo melde sig syg i morgen. Det var ellers meget imod hans moral. Man kunne ikke bare lade andre i stikken, for at vejret ikke lige passede en,
men ….. arh, det kunne jo rent faktisk være at man blev syg. Sommetider var man jo heldig.
- Hej pus, jeg er hjemme. Lennart trådte ind i den lille entrè. Intet svar. Hvor mon Lene var henne, nå jo, hun havde jo lukke vagt i “fritteren” i dag. Han tænkte på hvor glade de havde været, Lene og han, da de for et år siden fik lejligheden. Det var egentlig mere et lille rækkehus i to plan. Stue planet bestod af et vindfang, et fyrrum med en naturgas brænder, en lille entre, med trappe til første salen. Der var en rimelig stor vinkel stue, med fransk køkken og en dør til terrassen, med den ti kvadrat meter store græsplæne, men det var en græsplæne, og de havde ofte grillet om sommeren. Gud hvor han savnede sommeren.
På førstesalen var der badeværelse og to sove værelser. Det ene brugte de som gæsteværelse og pulterkammer, mest fordi der ikke ofte var overnattende gæster.
De fleste af deres venner boede i byen. En lille by for resten, men det var jo der de havde boet deres teenager år, og de fleste af deres jævnaldrende var blevet boende i byen, efter de gik ud af skolen og fik job. - Fandens også. Han var skide sulten, våd og ærligt talt i et forbandede dårligt humør.
Nå så var det måske meget godt at hun ikke var hjemme, for så ville de jo bare begynde at skændes, over en eller anden syg bagatel. Det var ved at være dagligdags med småskænderier, det var oftest over nogle banale ting, som at katten ikke havde noget mad, eller måtten i køkkenet lå sammenkrøllet i den ene ende af køkkenet, fordi katten havde leget med en levende mus på køkkengulvet. Og hvem skulle altid skrabe muse resterne af gulvet.?
Katten, en stor rød stribet hankat, der sommetider lystrede på navnet “Misser”, var som et barn for dem. Lennart havde fået den hos en arbejdskammerat, da den kun var otte uger gammel, en rigtig lille uld klump. Nu var han over et år, og ville helst ligge på sofaen.
Men det var alligevel rart at have et dyr, både Lennart og Lene var vokset op med dyr , og det var derfor ganske naturligt at anskaffe sig dyr, da de flyttede sammen. Og så flyttede “Misser” altså ind.
Det var jo egentlig heller ikke kattens skyld, når de havde et skænderi, den var bare en lejlighed til at komme med noget frustration.
Han vidste godt at det ofte var ham der startede skænderierne. Det var også det fandens arbejde, han blev sgu altid i så dårlig humør. Vist var det ikke fair over for Lene, men det var næsten altid hende der trykkede på den røde knap, som fik ham til at knalde helt ud, og bagefter havde han altid frygtelig dårlig samvittighed. Somme tider havde han helt kvalme, når han skulle krybe til korset og undskylde, for det var altid de samme undskyldninger han brugte. Gad vide hvor længe hun gad at finde sig i det.
Åh, han orkede ikke at tænke på det lige nu, senere….
Han kiggede i køleskabet. Det sædvanlige, leverpostej, tun i vand, og nogle kolde kartofler fra dagen inden, hvorfor var der ikke…. Nå lige meget, han var egentlig ikke sulten. Der stod et par øl i køleskabs døren, og en flaske vin. Havde de for resten ikke noget “Johnny Walker” fra sidst Hanne og Kim var på besøg. ?
Lennart fandt flasken inde i skænken, den var halv fuld, endnu… Måske skulle man tage en enkelt med i bad.
Lennart tog et stort glas, det var vist et ølglas, men det kunne indeholde mere end de små whisky glas, og når først man ligger i bade karet, gider man jo ikke at skulle stå op, for at hente mere.
Han skar et ansigt, der ville få et hvert lille barn til at løbe skrigende bort, da han tog en reel mundfuld af whiskyen. Da den første afsky havde lagt sig, bredte der sig en varme i halsen og hans mave vred sig. - Fandens også at han ikke kunne fordrage madpakker, whisky på tom mave, var måske ikke det bedste. Den næste mundfuld smagte næsten godt, og maven gik ikke i kramper. Nå alle gode gange tre!!…… ahhh….. det var nu ikke så ilde endda.
Glasset var næsten tomt nu, - nå men der var jo mere i flasken. Han hældte op, så glasset var tre kvart fuld, det måtte da række. Han kiggede sig om i stuen. Det var en typisk “flytte sammen” lejlighed. Der var ikke rigtig noget der passede sammen, men alligevel virkede den hyggelig. Der stod en hjørnesofa i en vel nærmest syren farve, et rundt sofabord i fyr, der passede nogenlunde til de to stige reoler i lys fyr. De havde også anskaffet sig et gammelt fjernsyn. Overalt var der store grønne planter. De havde begge bidraget med en hel del planter, eftersom de begge godt kunne lide de store grønne “iltgivere”.
Lennart tog glasset med op på første salen. Da han nåede midtvejs op, kom katten springende ned af trappen, den havde ligget i soveværelset, og var nu vågnet, i håb om at der var kommet mad i skålen.
Lennart spildte noget af det dyrebare whisky på trappen, alt imens han råbte efter katten. Nå det var måske ikke så meget, et par dråber. Han tørrede det op med strømpen. Tørrede var måske så meget sagt, for strømperne var drivvåde, efter en regnvejrsdag på pløjemarken.
Han gik ind i soveværelset, tog det klamme tøj af, og smed det i vasketøjskurven. Lene ville gå i spåner når hun så det våde tøj i kurven, men hvad skulle han ellers gøre med det, han gad da i hvert tilfælde ikke at gå på vaskeri og tørre det nu.
Han tog uret af, armen var helt sort af remmen, - ægte læder, javist.
Klokken var et kvarter i fem. Han åbnede for hanerne til badekaret. Lene ville ikke komme hjem før klokken var omkring otte, så der var god tid til et langt varmt bad.
Cigaretterne.
Når man skal hygge i et karbad, må man have både drinks og cigaretter, Lennart grinede, han havde vist lige lavet en ny leveregel.
Cigaretterne lå i hans arbejdsjakke, lige så våde som jakken. Fandens, men de tørrede vel efterhånden som man røg dem. Lortevejr.
Badekaret var endnu ikke blevet fyldt op. Han tog en slurk whisky og kiggede sig i spejlet. Han så en mørkhåret, kortklippet fyr, der plejede at være betydelig mere solbrændt end det han så nu. Der var det igen, det skide danske vejr. Men ellers så han jo da meget godt ud. Han var ikke så markeret i ansigtet, som mange filmstjerner, men de var vel også opereret og fyldt ud med plastic.
Hans øjne var stålgrå. Det og hans temperament var vist det eneste han havde arvet fra sin far.
Kroppen var ung og spændstig, takke været gymnastikken. Tja, så var der altså noget positivt ved vinteren.
Alt i alt, så var han ret godt tilfreds med det han så i spejlet. Whiskyen begyndte vist at virke. Normalt var der jo altid et eller andet der kunne være bedre. For eksempel havde han altid gerne ville have nogle pænere tænder, de var gullige, ikke hvide, men dog regelmæssige. Han havde altid troet at bumser var noget der hørte teenager årene til, men sådan var det i hver tilfælde ikke i hans tilfælde. De kom altid på de mest ubelejlige tidspunkter, og de skulle absolut sidde midt i ansigtet, hvor alle kunne se dem.
Nå han kunne vel ikke klage, og han var jo trods alt ikke den eneste der fik bumser, selv efter de tyve.
Han havde aldrig haft problemer med at få fat i pigerne.
Måske var det fordi han virkede uinteresseret i dem, og virkede derfor interessant.
Nå, han var ikke filosof, og det emne var ikke det han beskæftigede sig mest med, sådant var det jo bare. Og hver gang han tænkte på det, fik han den der underlige fornemmelse, som han ikke rigtig kunne finde ud af hvad var, han vidste bare at han fik det næsten dårligt hver gang han tænkte på det, og så var det jo lettere at lade være.
Selv nu, fik han næsten kvalme. Irriterende, glem det !
Vandet i badekaret løb over, - oh shit. Nå det havde da ikke ramt whiskyen, der stod på gulvet ved siden af badekaret.
Lennart krøb ned i det varme vand. - Ahh, dette var balsam for krop og sjæl. Han kunne mærke hvordan det varme vand omsluttede ham, samtidig med at whiskyen varmede ham indefra.
Han slappede af.
Han vågnede med et spjæt.
Hjertet bankede, så det næsten gjorde ondt. Det føltes som om det skulle hoppe ud af brystet.
- Træk vejret igen Lennart.
Det gik op for ham at han sad op i badekaret, og holdt vejret mens han lyttede.
Det var telefonen der ringede nede i stuen.
Lennart bandede over at de stadig ikke havde fået købt den telefon til soveværelset. Han vidste af bitter erfaring, at han alligevel ikke kunne nå ned i stuen, inden telefonen stoppede med at ringe.
Han ville købe en af de der billige telefoner i morgen.
Med bankende hjerte, og adrenalinet pumpende rundt i kroppen, steg han op af badekaret.
Vandet var alligevel også lunkent. Gad vide hvad klokken var blevet.
Den var et kvarter over seks, da han havde klædt sig på.
Han tog den sidste slurk whisky, og gik nedenunder.
Katten sad på køkkenbordet, den havde ingen mad, så Lennart fodrede den og gav den noget friskt vand.
Skulle han spise noget ?
Nej, han kunne ligeså godt vente på Lene. Bare hun nu ikke regnede med at han havde købt ind.
Nå, det ville tiden vise.
Han gik hen til stereoen, og startede cd-afspilleren. Det var Maurice Ravel´s “Boléro”, som sagte begyndte at fylde stuen. Lennart tænkte på, første gang han og Lene havde elsket, da havde de også hørt den, ligesom i filmen “10”, med Bo Derek.
Han kunne godt lide at elske med Lene. Hun var jo en flot pige, og en sød pige, og der var mange der gerne ville være i hans bukser, men det var alligevel som om der manglede noget. Det havde der for øvrigt altid gjort, men sådan skulle det vel være.
Han havde da godt nok snakket med gutterne om sex, men det var jo som oftest mest for at prale med alle de erobringer de havde gjort, og det virkede ærlig talt lidt for åndsvagt, synes han, eftersom det meste garanteret var løgn.
Sådan var der mange ting med det der macho-fis, der irriterede ham, når han var sammen med nogle af sine venner. Der var selvfølgelig også nogle som var o.k., og som man kunne tale med, uden at tage macho-masken på. Hvorfor kunne mænd ikke bare være sig selv, uden altid at skulle spille nogle helvedes karle.
Lennart tog sig en øl i køleskabet, og undrede sig over, hvorfor han gik og blev ophidset over det nu, det var jo længe siden der havde været nogle episoder……nej, det ville han ikke tænke på nu.
Der lå nogle reklamer på bordet. De fleste fra de lokale handlende. En fra Brugsen, og en fra den lille købmand på hjørnet.
Der lå også noget fra “Forsvarets oplysning og rekruttering”, hvad var nu det. Det kunne jo for resten også være lige meget, eftersom han havde trukket fri nummer til sessionen.
Nå, de så jo meget godt ud, de der soldater, med uniform og alt.
Han bladrede i folderen. Den handlede om alle de jobmuligheder der var i forsvaret.
En ide begyndte at forme sig imens han kiggede i folderen.
Måske skulle han søge ind i forsvaret, det kunne vel ikke være værre end at gå sammen med Georg resten af sit liv.
Men på den anden side, så havde hans far jo fortalt om hvordan han kravlet rundt i mudder til halsen, med en råbende og sparkende sergent over dem konstant .
Gad vide om de stadig gjorde det ?
Nej, mon ikke det var afskaffet, det kan man jo ikke byde folk nu om dage.
Lennart tænkte på Jesper, en af hans gode venner der snart skulle ind og “springe.“
Det var godt nok i søværnet, men mon der var nogen forskel.
Han kunne jo da i hver tilfælde spørge ham, hvordan det var.
Stod der mon noget om ansøgnings frist.?
Konstabel Lennart Eriksen.
Titlen tiltalte Lennart, men hvad indebar det?
Der var flere forskellige slags soldater. Ja det vidste han jo godt. Der var hæren, søværnet og flyvevåbnet.
Skulle han noget, skulle det være flyvevåbnet. Han havde altid haft en svaghed for flyve maskiner, tænk bare når men tog syd på, den herlige fornemmelse i underlivet når man lettede.
Lennart følte et sug i maven, bare ved tanken om at skulle begynde på noget han intet kendte til.
- Arh, det var nok også bare en dum ide, men der stod et telefonnummer, hvor man kunne få flere oplysninger, og det kunne jo aldrig skade, bare at ringe.
Det puslede ved yderdøren, og en nøgle blev sat i låsen.
Det var Lene. Var klokken allerede så mange. Hvis bare tiden på arbejdet gik lige så hurtig, som tiden her hjemme
- Hej pus. Lennart rejste sig fra hjørne sofaen, og gik ud i køkkenet.
Lene stønnede, imens hun med en anstrengelse satte de tunge indkøbsposer på køkkenbordet.
- Hej, sagde hun, og tørrede regnen af sine briller.
Hendes ansigt var rødmosset af regn og vind, hvilket stod i skarp kontrast til hendes lange lyse hår.
- Hvor længe har du været hjemme, du lugter af sprut.
Han skulle lige til at komme med et skarpt svar, da hun fortsatte; - Kan du ikke hælde noget vin op til mig, så er du en skat.
Hun smilede.
Det smil, der for seks år siden havde taget ham med storm.
Hendes ret fyldige læber, veg en anelse, for at blotte de flotteste tænder Lennart nogen sinde havde set. Regelmæssige og kridhvide.
- Jo, selvfølgelig.
- Hvordan er din dag gået, spurgte han, da han åbnede køleskabet.
- Som sædvanlig, sagde Lene, mens hun med den ene hånd prøvede at tage varerne op af poserne, og med den anden forgæves forsøgte at holde katten væk fra det hakkede oksekød.
Ved nærmere eftertanke ville Lennart ikke bytte med Lene. Tænke sig en hel flok umulige unger i otte timer hver dag, i guder.
Lennart rakte hende et glas med kold hvidvin, og ærgrede sig i samme sekund.
Han skulle jo have åbnet en flaske rødvin i stedet, for de plejede at indlede en hygge- aften med rødvin. Nå, han kunne åbne den senere.
- Skål, sagde han og blinkede til hende, lad mig sætte det der på plads, så kan du tage dit overtøj af imens.
- Kun mit overtøj, hun grinede.
Han lo tilbage.
Nu var den der igen. Følelsen af at der var noget galt. Følelsen af at han havde gjort Lene noget ondt, selv om han ikke havde.
Hvad fanden var der galt med ham.
Han skød det fra sig, satte varerne på plads, og spurgte;
- Skal jeg lave maden i aften, så kan du tage dig et karbad, jeg gjorde det, og det var faktisk lige hvad jeg trængte til.
Lene tændte sig en smøg.
- Vi har været i svømmehallen i dag, så jeg har allerede badet en gang. Men vi kan jo hjælpes med maden.
Efter råstegte kartofler, hakkebøf og grønpeber sovs, var det rart at sidde i sofaen og slå mave. Der var stadig en sjat vin i flasken, og Lennart synes at han var ved at være i bedre humør. Lene havde oftest et sprudlende humør, og var lige så god til at få ham i godt humør, som hun kunne gøre ham sur og tvær.
- Gud hvor er jeg mæt, sagde Lene, og spændte den øverste bukseknap op. - Jeg kan altså ikke lade de råstegte kartofler være, grinede hun, og spilede maven ud.
Lennart begyndte at grine så han var lige ved at kløjes i den mundfuld vin, han lige havde taget, og han måtte hostende foretrække ud i køkkenet.
- Hvad i alverden laver du, spurgte Lene forundret.
- Jeg kom til at tænke på den gang du skulle på slankekur, kom det halvkvalt fra køkkenet.
- Hvilken slankekur ?
- Det er typisk kvinder, det har du selvfølgelig allerede glemt, han begyndte at le igen, og tog en flaske rødvin og en proptrækker med ind i stuen.
- Dengang du skulle spise alle de æg, og jeg skulle være solidarisk.
- Nå, den. Jamen den var jo også umenneskelig, så ja- den har jeg glemt.
Det havde Lennart ikke.
Lene måtte kun få en kop kaffe om morgenen, nogle æg til frokost, og næsten ingen ting om aftenen heller, men nu ville hun af med de to kilo der var for meget.
Lennart havde lovet at være solidarisk, men om eftermiddagen var han så sulten at han lavede råstegte kartofler og bearnaise sovs. Lugten måtte have trængt op i soveværelset, hvor Lene lå og hvilede, for fem minutter efter, råbte Lene ned; -- Lav dobbelt portion, jeg kommer nu.
Og det var den slankekur.
Lennart syntes også at det var noget pjat med slankekure, man skulle hellere spise rigtigt.
Og for Lenes vedkommende var det ikke nødvendigt, hun havde stadig sin atletiske krop, som da de gik til gymnastik sammen.
Hun dyrkede ikke selv så meget gymnastik mere, men gik mere op i at træne de unge talenter der var på holdet.
Lennart åbnede rødvinen.
Lene fniste da proppen brækkede i to, og den ene halvdel stadig sad i flasken.
- Hvis du er så skrap, hvorfor gjorde du det så ikke. Lennart spillede fornærmet.
- Årh min lille puser, har jeg såret din mandlige stolthed. Lene purrede ham i håret.
- Ja, så ingen rødvin til dig min ven, han skruede proptrækkeren ned i den halve prop.
- Du Lene, jeg sad og kiggede i den brochure der på Bordet.
- Hvilken ?
- Den der fra forsvaret, han rakte hende folderen.
- Jeg har tænkt mig at ringe der ind. Han skævede til hende, for at se om der var en reaktion.
Ingen reaktion.
- Hvem ved, måske kunne jeg få et godt job inden for forsvaret.
Lene kiggede på ham.
- Mener du det alvorligt, spurgte hun med en smule vantro i stemmen.
- Jeg ved det ikke, men det kan vel være lige så godt, som det lorte arbejde jeg har nu.
Han hældte rødvinen op, og satte sig med front mod hende.
Lenes mandelformede øjne var blevet en smule smallere.
Hun bladrede i folderen.
Hun var ikke helt sikker på om han lavede fis med hende, eller han virkelig mente det.
Han havde jo godt nok aldrig været særlig glad for at arbejde i Skandi, og kunne det give ham hans humør tilbage, var alt værd et forsøg.
Lene kunne huske den glade og bekymrings frie levemand, hun faldt for til en hjemme opvisning i gymnastik foreningen.
Mange af hendes veninder, var også hemmeligt forelsket i ham den charmerende fyr, der sprang så frygtelig højt i trampolinen, at det gyste i tilskuerne.
Det var ikke den samme hun boede sammen med nu.
Lennart var selvfølgelig blevet mere voksen og ansvarsbevidst, men efter skolen var slut, var han blevet mere indelukket.
Arbejdet på Skandi havde ikke gjort sagen bedre, og absolut ikke hans humør.
Hun havde altid vidst, at han havde et frygtelig temperament, men han kom altid hurtigt ned på jorden igen, og det mest positive var, at han aldrig bar nag.
Jo, hun elskede ham.
Og ville han nu i forsvaret, kunne han regne med hendes støtte.
Hun havde godt nok…
- Lene !
Hans ord afbrød hendes tanker.
- Øh, ja.
- Synes du at det er en skør ide ? Lennart rynkede panden.
- Nej, kom det skyndsomt fra Lene.
- Men… det kommer bare lidt bag på mig, når man tænker på, hvor irriteret du har været på din fars soldater historier.
Hun tog sit glas, drak lidt, og kiggede derefter på Lennart.
Han var vist heller ikke selv overbevist, det viste rynkerne i panden, og måden han kløede sig i hovedbunden.
Det gjorde han altid når han skulle tage stilling til noget.
- Det kommer også lidt bag på mig, sagde han og tog om hende.
- Men jeg er så træt af at bore huller i jorden, så jeg er villig til at prøve alt andet.
Hans ansigt var helt tæt på hendes.
- Jeg ved ikke om det kun er arbejdet, sagde han og kiggede hende dybt i øjnene.
- Men jeg ved godt at jeg har været temmelig urimelig, i den senere tid, og hvis et andet arbejde kan hjælpe så …
Hun kyssede ham.
- Jeg elsker dig, og man er altid to om et skænderi, hun kiggede ham i øjnene.
- Jeg elsker også dig, over alt andet, svarede Lennart og krammede Lene, som skulle han aldrig slippe hende igen.
Atter kom denne bølge af dårlig samvittighed.
Hvad betød det ?
Her sad han med den pige han elskede, den pige han havde elsket i over seks år.
Han kunne ikke mindes, at han havde følt for nogen pige som for Lene.
Lennarts tanker fløj rundt i hovedet på ham. Hvorfor fik han disse tanker ?
Værst var det, at han ikke selv kunne sætte en finger på hvad det var, der fik disse tanker til at fare gennem hovedet på ham ?
Hvordan skulle han så bede nogen om hjælp ?
Hvad var det han skulle have hjælp for ?
Lene frigjorde sig fra hans favntag.
- Lennart, hvad er der galt, du er ved at klemme livet ud af mig.
- Undskyld, fremstammede Lennart.
Lene kiggede på ham.
Han var en anelse bleg, hans mund var smal som en streg, og hun kunne se kæbe musklerne arbejde, når han tyggede sammen.
- Herregud mand, du ser ud som om du har set et spøgelse.
- Jeg ved ikke hvad det er, jeg har det ikke så godt, måske er det vinen, eller noget influenza, efter alt det kulde og regn.
Han kom til at tænke på arbejdsdagen i morgen.
Han havde allerede besluttet sig for, at sygemelde sig i morgen.
Lene så bekymret på ham.
- Skal vi ikke gå til køjs, spurgte hun.
- Jo, det var nok en god ide, mumlede Lennart.
Han stod ved baren.
Foran ham stod en guld Tuborg og et tomt whisky glas.
Han følte sig ikke beruset, selv om han vidste at han burde være det.
Lennart kiggede sig omkring. Lokalet var tilrøget, og varmt.
Der var larm, både fra de store disquetek højtalere, og mennesker der snakkede og lo.
Der lugtede af øl, sved og after shave, i en stor blanding. Lugten var ikke direkte ubehagelig, den pirrede hans næsebor, og gav en spændt fornemmelse i mellem gulvet.
Lennart stod lænet op ad baren, i mellem to fyre.
Fyren til højre, var høj og mørk, havde et meget markant ansigt med daggamle skægstubbe.
Han havde blå gennemtrængende øje, der på samme tid virkede charmerende og tillidsfulde.
Hans mund var velformet, og passede til den ret firskårne hage.
Lennart havde lagt mærke til hans hænder når han drak af sin øl, de var store som en bjørns labber.
Alligevel virkede de sært forfinede, ikke barkede som en der var vant til at tage fat.
Under den stramme T-shirt, kunne Lennart se en uhyre veltrænet krop.
Lennart kunne ikke lade være med at beundre en veltrænet mande krop, alene tanken om trænings eller arbejdsindsatsen der lå bag.
Lennart vendte hovedet og kiggede på bar tenderen. Bartenderen kiggede tilbage, og smilede.
Der var et lille danse gulv, folk stod som sild i en tønde, det lod nu ikke til at genere dem. Den fysiske kontakt var en del dansen.
Det begyndte at gå op for Lennart, at der var noget underligt ved hele dette billede.
Der var ingen piger.
Han prøvede at berolige sig selv med, at det kunne der jo være en helt naturlig forklaring på.
Han bestilte en dobbelt whisky, og nok en guld Tuborg.
Da han ville drikke whiskyen, lagde han mærke til at hans hænder rystede en anelse.
Han spildte lidt, og kom til at slubre.
Den høje mørke kiggede på ham, smilede og deres øjne mødtes.
Det virkede som om de blå øjne holdt Lennarts blik fast, han kunne ikke slippe disse utrolige blå øjne.
Lennart kunne mærke at han rødmede helt op i hår rødderne.
Nu begyndte han at svede, han kunne mærke pulsen hamre i hans tindinger.
Det sugede i hans underliv, og maven blev hård som sten.
Lennart kunne høre sit eget hjerte slå, kun overdøvet af den buldrende bas, fra disqueteket.
Den høje mørke blinkede, og vendte hovedet bort.
Lennart vidste ikke hvor han skulle se hen, eller hvor han skulle gøre af sig selv.
Han syntes pludselig at alle kiggede på ham.
Han drak resten af sin whisky, og kæmpede sig gennem svedige dansende kroppe ned i den anden ende af rummet, til toiletterne.
Der var heldigvis ingen der inde, og der var køligt, på grund af det åbne vindue.
Han stillede sig ved vinduet, og trak noget frisk luft.
Det hjalp.
Han kiggede ned i baggården. Der var mørkt, men alligevel kunne han se den gamle mand der rodede i skraldespandene.
Lennart besluttede sig for, at lade sit vand, for derefter at gå hjem.
Han stillede sig ved renden, og knappede sine Levi´s op. Han havde af erfaring lært, det var nemmere uden underbukser, når man skulle ud og male byen rød, og havde siden vænnet sig til at gå uden.
Der var heldigvis ingen andre ved renden. Han vidste ikke hvorfor, men det havde altid generet ham, når der stod andre.
Så kunne man bare stå der og glo, for det var altid sværere at tisse når der var andre der kunne se. Så kunne man bare stå og vente, og prøve at tænke på noget andet, indtil der endelig kom noget.
- Hej, sagde en behagelig mørk stemme bag ham.
Det var den høje mørke inde fra baren.
Lennarts hjerte hoppede op i halsen.
Han fik fremstammet noget der ligende et svar.
Lennart kiggede ned i renden frem for sig, og bandede over at han endnu ikke var færdig.
Han turde ikke kigge ind i de blå øjne igen. Der var noget med de øjne, noget han ikke var tryg ved.
- Kommer du her tit, spurgte den behagelige stemme, samtidig med at han mærkede en hånd på sin bagdel.
Lennart for op i sengen.
Hjertet galoperede, blodet dunkede i hans tindinger, han var stakåndet som efter et hårdt træningspas, og sveden drev af hans krop.
Lene gryntede lidt i søvne, og vendte sig.
Lennart stod forsigtig op, for ikke at vække Lene, og gik nedenunder.
Han tog den sidste øl i køleskabet, og tændte sig en cigaret.
Da han sad i sofaen, kunne han mærke at han stadig rystede.
Det var ikke kulde, for han var varm i hele kroppen.
Misser hoppede op i sofaen. Han skubbede den væk, han kunne ikke holde den tanke ud, at den skulle lægge sig i hans skød.
Lennart masserede sine tindinger.
Det var som om han var helt tom indeni.
Hvad gik dette ud på.
Mon alle havde drømme som denne ?
Tusinde spørgsmål for rundt i hovedet på ham, men det var som om hjernen ikke ville finde svar.
Han tændte nok en cigaret.
Mon han skulle gå til en af disse hjernevridere, for der måtte da være noget galt med ham.
Igen kom denne kvalme snigende, og han fik hoved pine. Det var som om at han havde et spænde bånd omkring hovedet.
Han skoddede cigaretten, han måtte vel hellere få lidt søvn.
Lennart vågnede ved at Lene blidt skubbede til ham.
- Lennart du skal op, klokken er seks.
- mm. Lennart gav sig lidt.
Arbejde.!
Det var som et mareridt.
Så kom han i tanker om, at han ville melde sig syg, og humøret steg med det samme.
- Jeg sygemelder mig i dag, sagde han, idet han vendte sig og så på Lene.
- Er du syg ? spurgte Lene.- Ja, jeg føler mig så underlig, og jeg kunne ikke sove i nat.
Han kom igen til at tænke på drømmen.
Glem det ! Det var jo bare en drøm.
Han steg op, han ville lave kaffe til Lene imens hun badede.
Han kunne jo altid gå i seng igen.
Brevet lå der da Lennart kom hjem.
Det var en stor grå konvolut, og med rød skrift stod der: “Forsvarets Rekruttering og værnepligt”.
Lennart smed konvolutten på køkken bordet, mens han hængte sin jakke i garderoben.
Han havde ringet til “Forsvarets Rekruttering”, på hans “sygedag”, og sluttelig bedt om at få sendt noget materiale om konstabel uddannelsen i flyvevåbnet.
Nu var det altså her.
Lennart åbnede den grå konvolut.
Indeni var der forskellige brochurer, om forskellige uddannelser i flyvevåbnet.
Generelt for dem alle, var at man først skulle igennem en rekrudt uddannelse, som var på tre måneder, for derefter at kunne specialisere sig, i den gren man nu havde valgt.
Han læste dem alle nøje, det var jo hans måske kommende fremtid, så det gjaldt at vælge det rigtige. Det var jo ikke sikkert at man kunne skifte hest midt i det hele.
Lennart brugte udvælgelses metoden, og til sidst var der kun to tilbage.
Det var noget der hed “Kontrol og Varsling”, og så “Meteorolog”.
Meteorologi vidste han godt hvad var, men hvad det indebar at skulle forudsige vejret, det var jo nok noget helt andet.
“Kontrol og Varsling” var noget med overvågning af det danske luftrum, ved hjælp af radar og andet moderne udstyr, stod der.
Det lugtede lidt mere af soldat, synes Lennart.
Lennart lænede sig tilbage i sofaen.
Han sad lidt med lukkede øjne, og prøvede sig at forestille sig, hvordan det ville være, at være i det danske flyvevåben.
Det var nu lidt svært, synes han, for han vidste ikke ret meget mere om soldater livet, end det han havde set i “Soldater kammerater” filmene, og så sjovt var det jo nok ikke i virkeligheden.
Lennart tændte sig en smøg.
Han stirrede ud i luften, på noget usynligt, som syntes at tiltrække hans opmærksomhed, langt borte fra denne verden.
Lennart inhalerede dybt. -
Blæste røgen langsomt ud, og lavede røgringe af den sidste halvdel af røgen.
Han begyndte at klikke med kuglepennen, som i trance, en dårlig vane han havde når han skulle koncentrere sig om noget.
Foran ham lå en formular.
Skulle han udfylde den ?
Kunne man takke nej, når først man havde underskrevet ansøgningen ?
Hvad nu, hvis det slet ikke var det man gerne ville være alligevel ?
Man skulle jo underskrive en kontrakt, kunne man komme fri af den igen ?
Lennart følte sig pludselig træt.
Han lænede sig tilbage i sofaen, og følte sig rådvild.
Hvem kunne man spørge ?
Men så igen, hvem skulle kunne rådgive om hans egen beslutning.
Lennart skrev under på ansøgningen.
Nu var dét i hvert tilfælde gjort, så kunne han altid udfylde resten når han havde taget sig en lur.
- Hvad er det du har skrevet under på.
Lene kiggede på Lennart og smilede.
- Skal min lille pusser til at være soldat ?
Lennart vågnede, og kløede sig håret med den ene hånd, mens han med den anden gned sig i øjnene.
- Hvad er klokken. Spurgte han med søvnig stemme.
Han hostede, og hørte ikke svaret. - Fandens cigaretter.
- Ja, jeg ved ikke, man kan jo altid prøve.
- Hvad sagde du at klokken var ?
- Den er lidt over syv, svarede Lene.
- Hvornår skal du så starte din karriere som soldat.? Hun vendte sig ved køkken bordet og kigge de på ham.
Lennart begyndte at grine. Han gik hen og tog om hende, og kyssede hende i panden.
- Ja men, jeg ved jo slet ikke om jeg skál starte. Han purrede hende i håret.
- Hvornår finder du så ud af det ? Lene kiggede ham i øjnene.
- Jeg skal først til nogle prøver, hvis jeg overhovedet kómmer med til de prøver. Det er jo slet ikke sikkert, at mine papirer er gode nok.
- Årh mon ikke, du har da ret så fine papirer fra skolen. Lene skubbede ham blidt væk, for at vise at hun ville begynde på maden.
- Ja, jeg sender den i hvert tilfælde ind, og så får vi se.
- Hvad skal vi have, så skal jeg hjælpe dig, jeg må vel vænne mig til at stå på egne ben!
De lo begge, og begyndte på aftens maden.
Lennart stod og rørte i pasta sovsen, og havde en følelse af han skulle nyde alle de rare timer i Lenes selskab nu, hvor han stadig havde muligheden.
I guder, var han allerede ved fronten, langt fra kone og hjem.
Han grinede over sin egen teatralske tanke gang.
Det var den 20. November.
Lennart sad i S-toget mod Farum, destination Værløse.
Han havde fået brevet en uge tidligere.
Han skulle til optagelses prøve ved forsvarets rekruttering på flyvestation Værløse.
Det var kommet lidt bag på ham, at han skulle til prøverne. Ikke at han skulle til prøver, alle skulle til prøver, men at han var blandt dem der fik chancen.
Selvfølgelig havde han håbet på dette udfald, og han vidste også godt at hans skole papirer ikke var så dårlige, men alligevel havde han ikke sat for store forventninger op.
Som hans far havde sagt tusind vis af gange; Lad være med at sigte så højt, du bliver bare skuffet, når du ikke får det.
Det er ikke for folk som os, vi får aldrig chancen. Det kan du lige så godt glemme.
Det havde altid irriteret Lennart, når hans far talte sådan.
Var han ikke lige så god som alle andre.
På samme tid følte han en iver for at modbevise hans fars teorier, eller hans “dommedags” taler, som Lennart kaldte dem.
Hans mave begyndte at gøre opmærksom på sig selv, som den altid gjorde, når han blev lidt nervøs. Det var ligesom når han skulle til en konkurrence, så begyndte hans mave også altid at lave ballade.
Han blev nød til at tro på sig selv.
Hvis ikke han, hvem ville så.?
Lennart kiggede ud af vinduet i toget.
Han så hvor grønt det var der ude. Landskabet var typisk dansk. Store træer der kantede skinnerne, ligesom for at lukke toget og dets passagerer inde i deres egen lille verden.
Lennart så sig om i kupeen, folk sad i deres egne tanker, uden at bekymre sig om de andre passagerer, de havde nok i deres egne problemer.
Det var vel også derfor at verden så ud, som den gjorde. Hvis der var nogen i fare, hvis de blev overfaldet, skulle man ikke råbe om hjælp, for da ville alle bare kigge den anden vej, nej man skulle råbe “BRAND”, for så ville alle komme løbende for at se hvad der skete.
Lennart følte vreden stige, men var han bedre selv.?
Næ, han ville også helst undgå ballade, så han havde vel ingen ret at dømme nogen.
Han kiggede igen ud af vinduet.
Når han så alt det grønne, kom han til at tænke på en ferie i Tunesien.
Lige rundt om hotellet, var alting grønt og frodigt, men kom man uden for hotellets område, var alting sandfarvet.
Det havde været en rigtig god ferie, men alligevel syntes han ikke om at hotellet var indhegnet, så den fattige befolkning skulle komme ind på hotellets område.
Det havde på en eller anden måde føltes forkert.
De havde været der fjorten dage.
De første dage gik med at vænne sig til alle de tiggere der var overalt.
Der sad kvinder på gaden med små børn der var krøblinge.
Senere havde de fået at vide, at forældrene selv brækkede benene på børnene, for ingen turister kunne stå for de små stakkels børn, der var lemlæstet, og det gav penge til dagen og vejen.
Lennart havde lyst til at kaste op, da han hørte det, og troede ikke på det, så onde kunne ingen være.
Senere da han så en far til en lille dreng, der altid gik inde på hotellets bar, for at sælge blomster, tæve den lille dreng uden for hotellet, blot fordi han ikke havde solgt alle sine blomster, alt imens faderen ventede på sin knallert udenfor, idet han vidste at få kunne modstå sønnens store brune bedene øjne.
Da begyndte Lennart at tro på de rædsel historier han hørte fra guiderne.
Og alt var sand og jordfarvet.
Lennart smilede lidt for sig selv.
Han kom til at tænke på hans hår. Han var blevet helt lyshåret dernede.
Solen, saltvandet, og klor vandet havde afbleget hans hår til det ukendelig.
Efter tre dage var hans hår meget rødligt.
Efter en uge, var det gullerodsfarvet.
Havde folk kigget ? Oh jo !!
Da var det han begyndte at hoppe i poolen hver gang håret var tørt, for det blegede meget mere.
Efter et par dage var håret blevet lyst, meget lyst.
Det havde ikke vakt mindre opmærksomhed.
Lennart huskede specielt to episoder.
Den ene var en dag han havde gået ud fra en restaurant inde i byen, for rødvinen havde gjort livet lidt for varmt, og de andre sad stadig inde i restauranten.
Alt imens han stod der, kom der en tuneser, som med store øjne kom hen til ham, og rørte ved hans hår, og samtidig spurgte om det var hans eget.
Lennart havde grinende sagt ja.
Tuneseren, en ung fyr på ca. tyve år, kiggede Lennart i øjnene, spurgte om Lennart ville med ham hjem, for at have det rart.!
Lennart fik næsten hjertebanken bare ved tanken.
Han havde takket nej, og skyndt sig ind i restauranten til de andre.
Han havde ikke fortalt de andre om episoden.
Den anden gang, var inde på hotellet. Lennart skulle ned til spisning.
På vejen kom han igennem receptionen, hvor der sad tre af hotellets ansatte og spillede kort.
Lennart gik hen for at se hvad det var de spillede, hvilket faldt ham helt naturligt, eftersom han havde talt med dem alle, på et eller andet tidspunkt.
Da han stod der havde de begyndt at stille spørgsmål som, om han var sammen med nogen, havde han fast kæreste.
Lennart havde følt sig lidt underlig til mode, man havde svaret på deres spørgsmål.
De havde kigget så underligt på ham, og ham der sad nærmest havde taget rundt om Lennarts bare lår, kørt hånden op og ned, og sagt; jeg kan hjælpe dig med mange ting, hvis du vil..
Lennart havde sagt noget med at han skulle ned til de andre, for de ventede, og derefter skyndsomt gået ned til restauranten.
Selv her i S-toget kunne han mærke, rødmen stige.
Heldigvis var der ingen der kiggede.
Hareskoven.
Han nærmede sig.
Han kunne føle nervøsiteten stige.
Hvad skulle han sige.?
Hvad nu hvis de ikke ville lukke ham ind.
Lennart kiggede i sin tegnebog, havde han stadig de rigtige papirer med sig.
Hvor var nu den indkaldelse, der skulle give ham adgang til flyvestationen.
Fandens også, man lægger det et sted hvor man altid kan finde det, og så kan man aldrig finde det.
Flyvestation Nord !, lød det i bussens højtalere.
Lennart huskede indkvarteringen som noget helt specielt.
De blev indkvarteret på otte mandsstuer.
Der var ingen dyner, to lagner og et tæppe skulle udgøre sengetøj.
Det krævede en speciel teknik, for at få det til at ligne noget der mindede om sengetøj. En gammel seniorsergent fra hæren viste dem hvordan det skulle klares.
Lennart og en anden ung fyr blev sat til at vise de andre, hvordan det skulle gøres, efter hånden som de mødte ind.
Da klokken var ti, var alle mødt ind, og de blev smidt i seng, da der jo skulle være en masse prøver dagen derpå.
Lennart sov ikke meget den nat. Der var en masse lyde som han ikke kendte.
Ham der sov i køjen under ham snorkede saligt, hvilket ikke gjorde det lettere at falde i søvn.
Lennart tænkte på de kommende prøver. Hvad ville de indebære? Han vidste at der var både nogle skriftlige og nogle fysiske. Han vidste at de skulle løbe en tolv minutters test, men ellers vidste han ikke meget.
Hvad nu hvis han ikke bestod, hvad ville vennerne og familien sige. Ikke mindst, hvad ville hans far sige.
Der var en der talte i søvne, men Lennart orkede ikke at lytte efter hvad han sagde, det var bare en mumlen i det fjerne, og Lennart faldt i søvn.
Det bankede på døren. Døren gik op og seniorsergenten sagde:
- godmorgen de herrer, så står vi op, - tid til at vise hvad I dur til.
Lennart var øm i hele kroppen. Det var ikke lige sådan en seng han var vant til at ligge i. Fin start på dagen, og de skulle ud og løbe. Lennart hadede at løbe, det var så kedeligt, og hårdt. Øv.
Fælles brusere, det var lige det der manglede.
Lennart hadede fælles brusere. Selv da han i første klasse gik til svømning havde han hadet de fælles brusebade. Det var ikke blevet bedre til fodbold i tolv års alderen, hvor trænerne havde deltaget, så man ikke kunne undgå at se deres veludviklede muskler, og behårede brystkasser.
Tænk på noget andet.
Lennart vendte ryggen til de andre, og lod det varme vand rende ned over sin krop. Han behøvede ikke at skamme sig over sin krop, det var jo bare at tage et blik på de andre. Jo selvfølgelig var der da nogen der så godt ud, men ikke så meget bedre end Lennart selv.
Han tørrede sig, ikke så grundigt som han burde, men han ville bare have sit tøj på, og have noget morgen mad. Det gik pludselig op for ham at han var utrolig sulten.
Men inden da skulle de aflevere en urin prøve, og have taget en blodprøve.
Tale om hård kost fra morgenstunden.
I cafeteriet stod der allerede en masse unge mænd i grønne uniformer, i kø ved kassen.
Nogle af dem stod og spiste i køen, pli var vist ikke deres stærke side.
Lennart skulle senere erfare at det var nødvendigt, for overhovedet at nå det på den tid der var afsat til morgenmad, morgen rengøring, lægge udrustning frem, og alt det andet der skulle klares inden stueeftersyn.
Lennart følte sig nervøs. Det skulle bare mangle at man tabte bakken med et ordentlig rabalder, og alle ville vende sig for at kigge på fjolset.
Hvor skulle man nu sætte sig. Var der mon faste pladser? Hvor var der nogen han havde set før.
Der var vist nogen han kendte igen. Selvfølgelig var der ingen pladser ved det bord, de andre havde klumpet sig sammen om det samme bord. Nå han fik jo bare sætte sig ved et andet tomt bord. Heldigvis kom ham han havde lagt tæpper sammen med aftenen før, og satte sig over for Lennart.
Lennart kiggede på ham. Han så ikke så gammel ud, sikkert lige kommet ud af gymnasiet. Han havde mørkt hår, og var vist lige begyndt at barbere sig.
- Du godeste, mon det bliver sådan hver morgen når vi skal starte?
Lennart kiggede op fra sit rundstykke. Det var ham med tæpperne der talte.
- Hvad mener du?
- Ja, altså når vi skal være rekrutter. Ham med tæpperne kiggede troskyldig på Lennart.
- Hvordan kan du være så sikker på at vi bliver optaget?
Lennart kunne næsten ikke lade være med at grine. Dels på grund af den unge fyr, der åbenbart mente at det ville blive den letteste sag i verden at bestå prøverne, dels på grund af hans egne nerver og de tusinde tanker der fløj igennem hans hoved.
Han tænkte på de historier hans far havde fortalt ham om militær livet.
- Ja, sagde Lennart, der må jo være en grund til deres lidt uciviliserede opførsel.
- Ja, du har sikkert ret, var det klokken otte vi skulle være tilbage?
Klokken otte præcis, sad de alle fire og tyve ved hver deres nummererede bord i klasseværelset. På bordet var der som sagt et nummer, som de skulle beholde under hele optagelses prøven, et fortrykt navneskilt ,to blyanter og et viskelæder.
Lennart havde fået nummer otte, og ham med tæpperne havde nummer seks.
Lennart var godt tilfreds med nummeret, for nummer otte havde været hans lykke nummer ved alle hans eksamener i skoletiden.
De var blevet budt velkommen, ja det er måske så meget sagt, for velkomsten sluttede af med ordene:- Ja I skal nok ikke regne med at I kommer med, i hvert tilfælde ikke denne omgang, for der er tre tusinde ansøgere, vi tager ca. fem hundrede til optagelsesprøver, der i blandt jer, men vi skal kun bruge seksten.
Kald det for en velkomst, det var en velkomst Lennart havde kunnet være foruden. Men på samme tid havde det også givet et skub, for hvem ville lade ham få ret. Ikke Lennart.
Der fulgte nogle nervepirrende dage. De havde muskel styrke prøver, sprog- prøver, tekniske prøver, lægeprøver, og den famøse løbe test .
Lennart vidste at man skulle løbe 2400 m på tolv minutter. Han løb 2500 m, det måtte være rigeligt, og det var for øvrigt det han kunne klare.
Imellem alle prøverne talte de i munden på hinanden om hvordan prøverne havde været, og hvordan det “sikkert nok var gået.”
Typisk. Her sad de med nerverne uden på trøjen, og talte om hvordan det sikkert var gået, og der var sikkert ikke en eneste der fortalte hvordan de virkelig troede at det var gået.
Lennart følte sig alt andet end sikker på hvordan hans prøver var gået, for det føltes som om det var gået meget godt, men vidste han hvad de så efter, og hvad de ville have. Næ, det gjorde han ikke, hvordan skulle de andre så vide det.
Det var vist mest for at afstive deres egen selvtillid.
Når Lennart ringede hjem til Lene, havde hun selvfølgelig spurgt hvordan det gik, og han havde, sikkert som alle de andre der ringede hjem, sagt at det gik fint.
Der var også en masse vente tid, den prøvede de at slå ihjel med læsning af diverse ugeblade, der lå i deres opholdsrum, og de der røg, røg selvfølgelig en masse cigaretter.
Lennart tænkte på, hvorfor er ventetiden altid så lang. Det er som om der går en time på hver minut. Hvilken en kliche, og endda så sandt.
Lennart begyndte at tænke på alle de ordsprog han kendte. Det var jo klart at der var noget rigtigt i dem, ellers ville de jo ikke være blevet ordsprog.
Ved nærmere eftertanke kendte han faktisk temmelig mange ordsprog. Han begyndte at remse dem op for sig selv.
Tiden gik.
Lennart Eriksen !
Lennart fór sammen. Han havde været så optaget af sine ordsprog, at han havde glemt hvor han var.
Det var seniorsergenten der stod i døren op råbte hans navn op.
Åh gud, nu var det hans tur.
Kommissionen.!
Det var det de havde siddet og ventet på, og alligevel følte Lennart sig ikke parat.
Her sad de og ventede, og når det endelig blev tid, var man ikke parat alligevel.
Han kunne mærke hjertet banke i halsen. Han var pludselig sikker på at han ikke havde bestået.
De fleste der kom ud, gik lige ned og pakkede, så de havde nok ikke bestået. Dette var meget værre end han havde forestillet sig.
Hans ben var bløde, det føltes som om de kunne give efter hvornår det skulle være. Lennart tænkte på hvordan det var til en konkurrence. Han tog en dyb indånding. Det hjalp. Kunne han klare et danmarksmesterskab kunne han vel også klare dette.
Inde på kontoret sad der fire uniformerede personer. Lennart kendte ikke alle gradstegnene, men han kunne se, at de så vigtige ud, det var vel ikke så underligt, det var dem der skulle bestemme hans fremtid, eller en stor del af den.
Lennart kunne ikke lade være med at tænke på skrankepaver. Det var nok ikke det rette tidspunkt, men det faldt ham bare ind.
- Sid ned, vi skal lige tale lidt sammen. Det var ham med mest på skulderen der talte. Lennart satte sig. Hvordan skulle man nu sidde. Ligge benene over kors. Nej det var nok for tøset. Så han satte sig med lidt skrævende ben. Armene, man kunne jo ikke ligge dem over kors, det var jo et tegn på at man sad i forsvars stilling, og det var han jo ikke. Så han lagde dem skødesløst i skødet.
Han havde hørt at man ikke skulle kigge folk i øjnene men det var nu engang det han havde det bedst med, så det gjorde han, han havde jo ikke noget at skjule, det var de der sad på den anden side af bordet der havde noget at gemme, hvis nogen. Han havde jo gjort sit inde til prøverne, nu var det deres tur til at lægge kortene på bordet.
Det gik op for Lennart, at han ikke havde noget at være bange for. Det var jo op til dem nu, han kunne ikke gøre mere, så hvorfor være nervøs.?
Selvfølgelig skulle man være nervøs, det var for helvede fremtiden det gjaldt.
Åh - kunne det ikke bare være overstået. Lennart følte pludselig lede ved det hele. Hvorfor er der altid nogen der skal bedømme andre. Hvem og hvorfor er der altid nogen der er bedre end andre, og derfor kan og skal bedømme andre. Hvorfor er der altid en norm man skal leve op til. Tænk hvor dejligt det ville være hvis man kunne være den man var, og blev værdsat som sådan. Utopia, tja måske, men tanken var dog dejlig.
- Du har søgt ind i kontrol og varsling.
Stemmen afbrød Lennarts tanker.
Lennart rømmede sig. - Ja, jeg synes at det lyder interessant.
- Har du tænkt på meteorologi ?
- Næ, jeg syntes at kontrol og varsling lød mere spændene.
I samme sekund Lennart havde svaret, fortrød han. Fandens, hvis nu han var flonket til kontrol og varsling, men kunne bruges til meteorologi, havde han nok lige kastet det ud af vinduet.
Nå sagt var sagt. Han ville ikke at de skulle tro han ikke kunne stå ved sit ord.
Åh hvor var det dog typisk ham og hans store mund.
Ham med meget på skuldrene kigge på Lennart.
- Så du vil altså ikke i vejrtjenesten ?!
Lennart krøb lidt sammen i stolen.
- Det kan jeg ikke rigtig svar på, sagde Lennart, jeg ved jo ikke hvad det går ud på, men jeg synes bare at det andet lyder mere spændene.
- Du ved jo godt at vi har næsten alle dem vi skal bruge til kontrol og varsling, og vi mangler i vejrtjenesten, og du har kvalifikationerne til at komme i vejrtjenesten, så hvis nu der ikke er plads i kontrol og varsling ville du så overveje at komme i vejrtjenesten ?
Lennart så pludselig muligheden for at rette sin brøler.
- Jo selvfølgelig, svarede han.
- Jamen det noterer vi så her. Som du jo nok forstår, så har du bestået, og er kommet med i puljen. Normalt kan vi tilbyde en kontrakt med det samme, men der er så mange der skal igennem prøverne endnu, så vi bliver nød til at komme dig i puljen.
- Det var vist det sidste. Du hører fra os.
Lennart rejste sig fra stolen. Skulle man give hånd? Nej det var nok ikke nødvendigt.
Lennart havde lyst til at hoppe højt i vejret da han kom uden for døren. Men det var vist ikke det rigtige at gøre. Igen fik han næsten kvalme over sig selv. Hvad fanden betød det om det var det rigtige at gøre, hvis det var det han havde lyst til,.. men sådan var han jo ikke opdraget.
Skulle han gå ud til de andre og fortælle at han var kommet i pulje? Nej det var vist ikke fair, for det var klart at der var nogen der var dumpet, og det ville være som at komme salt i såret, at gå ud og hovere, hovere var det jo ikke, men det kunne let komme til at virke sådan.
Næ, han ville tage bussen hjem.
Selvfølgelig gik bussen først om en halv time, den var lige kørt.
Nå, der var jo et KFUM-soldater hjem. Man kunne vel altid drikke en kop kaffe.
På KFUM havde de en gylden flyver-vinge. Lennart købte en, han var dog trods alt næsten i flyvevåbnet. Han satte den på hans jakke. Det så egentlig ret godt ud.
Hvordan får man det ud? Der er visse følelser man ikke kan dele med nogen. Det man føler inderst inde, hvorfor er det så svært? Selvfølgelig vil venner og familie dele glæden over at man har bestået, men de kan jo aldrig føle den sprudlende glæde man føler. Er det fordi vi er for dårlige til at dele vore sorger og glæder med andre, eller er det pinligt når man føler den ultimative glæde eller sorg?
Lennart styr dig, du hedder ikke Sokrates.!
Da Lennart steg af bussen, synes han at vingen skinnede og blinkede, så alle ville ligge mærke til den. Måske skulle han tage den af. Han ville jo på den ene side gerne at de skulle spørge. Men på den anden side vidste han ikke rigtig hvad han skulle sig, eller snarere hvordan han skulle sige det.
De fleste han havde fortalt, at han ville søge ind havde syntes at det var o.k, men måske var det fordi de ikke regnede med, at han ville klare det.
Herregud. Hvorfor lave et problem ud af det. Han havde jo for et par timer siden jublet af glæde. Hvorfor skulle han gemme sig for at undgå spørgsmål.
Det var jo ikke engang sikkert at han skulle starte i forsvaret.
Han ville ringe til sin far. Han ville blive stolt, det vidste Lennart.
- Hej far, det er Lennart.
- Dav, nå så du er kommet tilbage, gik det ikke godt?
- Jo, det kommer vel an på hvad man mener med godt. Lennart kunne godt lide at holde hans far lidt på pine bænken.
- Jamen, bestod du, eller hvad det nu hedder?
- Jae.. det gjorde jeg, men det betyder jo ikke at jeg skal starte.
- Nå, hvad skal det sige?
- Jo men, det er fordi man kommer i en pulje, hvor alle dem der har bestået kommer i, og så fra den pulje vælger man de bedst egnede.
- Nå….. hvordan ligger du så i den pulje?
Lennart måtte undertrykke en klukkende fornemmelse i maven.
- Det ved jeg ikke, det vil de jo ikke fortælle os, men jeg får et brev et af dagene.
- Jamen I må da ha fået noget at vide.
Det var typisk hans far. Han ville vide det med det samme. Det ville Lennart for resten også gerne, men det var han jo ikke selv herrer over, ikke i dette tilfælde, hvor gerne han end ville.
- Nå men tillykke med det. Det var hans far der talte. Lennart vidste hvor svært hans far havde det med at give udtryk for ros. Han var meget bedre til at skælde ud og klage over ting. Så når han som nu endelig gav udtryk for glæde og ros, kostede det ham virkelig en reel anstrengelse, og det var virkelig noget der betød noget for ham, for ellers undlod han at kommentere det.
Lennart følte sig stolt. Det var utrolig hvor meget det betød for ham, at hans far var stolt over ham. Hvorfor kunne han ikke have været det noget oftere, som for eksempel når Lennart vandt et mesterskab i gymnastik?
Det havde han måske også været, men som sædvanlig bare undlod at vise, eller kommentere det.
De andres forældre var altid med til konkurrencerne, og klappede og hujede, sommetider så Lennart krummede tæer, det kunne jo også blive for meget.
Hans egen far var der aldrig, han skulle altid arbejde, eller også var der noget andet der kom i vejen.
Gad vide om han slet ikke kunne lide gymnastik ?
Men hvilken følelse det var. Det varmede helt indvendigt.
Det gik pludselig op for Lennart hvor meget hans far betød for ham. Han kunne jo virkelig godt lide sin far. Lennart havde aldrig som nu følt sig knyttet til sin far.
Denne følelse af fællesskab.
Militæret. Var det virkelig “bare” det der skulle til, for at knytte bånd mellem far og søn, eller måske snarere knytte stærkere bånd. Det var som om Lennart så sin far i et nyt lys. Det var en ubeskrivelig følelse. Lennart havde lyst til at le højt.
“Far og jeg har noget vi deles om”
Lennart forstod nu hvad der mentes, når nogen sagde; “de var så stolte, at hjertet kunne hoppe ud af brystet”.
Samtidig med at han følte denne over brusende glæde, nagede det ham at han ikke tidligere, meget tidligere, havde kunne føle denne glæde og følelse af at være sin fars søn, en søn han var stolt af.
Hvorfor var livet indrettet sådan? Var det en tvungen nødvendighed, at hver gang man følte lykken, kom der omgående noget miserabelt med på vejen. Det var som om at det ikke er tilladt at være positiv, uden at man påmindes noget negativt omgående.
- Ved du hvor du skal “ligge”, hvis du altså kommer ind.
Hans fars stemme afbrød Lennarts tankestrøm.
- Øh, næ ikke rigtigt. Lennart blev lidt overrumplet.
- De snakkede om noget nord for København, men man skal vist rundt i det meste af landet, for at gå på skole og sådant. Lennart kunne ikke huske præcis hvad det var de havde sagt, men det var noget i den stil.
- Nå, men det får du jo også nok at vide til den tid.
Da Lennart havde lagt røret på, sad han i sofaen og stirrede på himlen gennem vinduet.
Hans egne tanker genlød i hovedet på ham.
Der var borgerkrig i hans hjerne. Den ene side kæmpede for glæden over at have bestået, den anden side sneg rundt i mørket, udkæmpede sin guerilla krig i skyggerne, slog til hver gang glæden stak næsen for langt frem, eller følte sig for sikker.
Denne rædselsfulde følelse af aldrig at kunne slappe af, for fjenden lurede konstant ude i periferien, nagede og tærede forfærdeligt på kræfterne. Selv om fjenden var langt i undertal, skulle man altid regne med den, for de slog til når man mindst ventede det, og som regel med et uhyre effektivt resultat.
Lennart blev revet ud af sine tanker, ved at yderdøren gik op. Det måtte være Lene, men hvad gjorde hun hjemme så tidligt.
- Hej det er mig. Lene kom ind i stuen helt forpustet, og en naturlig rødme i hendes kinder.
- Er du gal hvor der var modvind. Hun grinede.
- Nå hvordan gik det så, sig dog noget, jeg har været så spændt hele dagen, så jeg fik Marianne til at tage det sidste af vagten. Lene kiggede spændt på Lennart.
- Hallo, er der nogen. Hun stirrede på ham. Lennart kunne ikke modstå hendes ligefremme måde at være på. Det var så dejligt med Lene, der var ikke en masse krinkelkroge og skjulte hensigter. Hun sagde hvad hun tænkte, og så kunne folk tænke og synes hvad de ville, lide hende eller lade være.
- Ja det er jo ikke bare sådan lige til, begyndte Lennart. Han studerede Lenes
reaktion. Ganske som ventet, blev hendes øjne smallere, hun prøvede at læse hans tanker.
Hun satte hænderne i siden.
- Kom nu bare med det. Hun tog et skridt nærmere.
- Jamen det er ikke afgjort endnu, begyndte Lennart igen.
Lene fór hen mod Lennart med et krigshyl, tog med begge hænder om hans hals, og på skrømt prøvede at kvæle ham.
Hun rystede hans hoved.
- Din lille lort, så klarede du den. Hun grinede.
- Sig nu at det er sandt.!
Lennart vristede sig fri af hendes kvælertag.
- Lene, jeg ved det ikke endnu, jo jeg bestod optagelsesprøverne, men man kommer i en pulje, og så tager de, de bedste derfra. Så jeg får først endelig besked her om små 14 dage.
- Jamen det er da fedt, udbrød Lene, det må vi da fejre på en eller anden måde.
- Nå, og hvordan har du så tænkt dig at vi skal fejre det? Lennart kiggede drilsk Lene i øjnene.
- Ih din gamle gris. Lene gav ham en lille ørefigen. Tænker du ikke på andet?
Hun rejste sig og gik ud i køkkenet.
- Skal vi ikke gå ned på grillen, så kan du byde på en øl og noget at spise, og så kan vi spille om den næste øl. Hun kiggede udfordrende på ham.
- Hvis du altså tør…….
- Hvis jeg tør, Lennart begyndte at grine, Og hvad skulle jeg være bange for?
- At tabe IGEN, svarede Lene rapt.
Lennart grinede højt.
- Ha, ja når der bliver to onsdage i en uge.
Han havde faktisk tabt til hende flere gange. De spillede på en gammel arkade maskine nede på den lokale grill. Da grillmutter Bente ville skille sig af med den var der blevet et ramaskrig, for alle elskede den gamle sag.
Det var et udviddet Pac-man. Og alle havde brugt formuer på at lære sig banerne, og ville derfor ikke at med den.
Nu blev den brugt til at spille om omgange på. Med hensyn til omgange førte Lennart vist lidt foran Lene, men det skulle siges, at hun var faktisk ret skrap med knapperne, hun vandt ofte over Lennart, og de andre var slet ikke i hendes klasse. Lennart var faktisk lidt stolt over hende.
Lennart havde heller ikke fortalt hende at han somme tider smug trænede, for at kunne vinde over hende. Men ikke at fortælle, var vel heller ikke det samme som at lyve, eller?
- Ja, men jeg skal da gerne give en ristet pølse på grillen.
Lennart rejste sig fra sofaen.
- En ristet pølse ! Nej min dreng, jeg skal have det dyreste der findes, og dertil en årgangs øl. Lene slog med hovedet og tog en vigtig mine på.
- Og så må du gerne køre vognen frem, jeg går op og smukkesere mig så længe.
Hun forsvandt op ad trappen.
Køre vognen frem, det havde ikke engang en bil, de havde deres cykler og det var det. For øvrigt var der ikke længere ned til grillen end de kunne gå.
Skøre tøs.
De gik hånd i hånd ned mod grillen.
Det var efterår, men der var stadig en lun brise i luften. Solen var ved at gå ned, og himlen var en eksplosion af farver, fra en lys gul til den dybeste røde, der stod i flot sammenspil med træernes gyldne blade.
I trækronen på det store kastanietræ sad der en flok krager og holdt hus. De larmede som var det folketinget der debatterede. Det var måske netop hvad de gjorde, debatterede.
Der var ingen biler på gaderne. Folk var nu kommet hjem fra arbejde. De fleste i byen arbejde i København, eller en anden storby, så når de endelig kom hjem blev bilen stillet i garage indtil næste morgen.
Byens kirke klokker begyndte at ringe solen ned. Det var sådant en hyggelig lyd, selvom Lennart ikke ligefrem var religiøs, så var der noget beroligende ved kirker og lyden af kirkeklokker i det fjerne.
Det var stunder som nu Lennart gerne ville kunne huske. Fred og ro i sindet.
Bare være glad for at være til, bekymringerne var langt borte, længere borte end kirkeklokkerne. Længere borte end kragerne og deres skrigen, det var som om at hele…..
- En krone for dine tanker. Lene afbrød hans tanker.
- Hva´, øh jeg faldt vist i staver…….. over naturen.
Han trykkede hendes hånd.
- Synes du ikke her er smukt, spurgte han hende. Han kiggede rundt, og med en fejende bevægelse med armen viste hende hvad han mente.
- Jo det er det vel. Man tager nok mange ting for givet, når man har boet her i så mange år. Hun kiggede sig rundt.
- Kan du huske hvordan det så ud bare for en syv, otte år siden. Hun kiggede på ham.
Lennart nikkede.
Der hvor de gik nu havde der været de bare marker. Den nye bydel hvor de boede havde slet ikke eksisteret dengang.
Det bragte mange minder. Gode som dårlige. Men nok mest gode, det er en af de gode ting ved den menneskelig hjerne, evnen til at huske de gode, og glemme de mindre gode minder.
De var nu nået ned til grillen. Der holdt et par biler, en knallert og nogle cykler udenfor.
De gik ind, og den kendte lugt af olie og mad slog dem i møde.
- Hej Bente. Det var Lene der hilste på grill mutter.
- Hvad søren, er det jer, jeg troede at var flyttet fra byen.
Det var Bente der svarede bag disken. Hun var en sød dame i fyrrene, der altid gerne ville snakke, og gik heller ikke af vejen for at drikke en enkelt øl med hendes stamkunder.
Hun havde mørkt krøllet hår, og grønne øjne. Lennart havde set hendes grønne øjne skyde lyn, hvis ikke folk kunne opføre sig ordentlig. Ellers var der en varme i hendes øjne, så man fik tillid til hende ved første øjekast.
Hun var ikke særlig høj, Lennart havde sommetider drillet hende, ved at lade som om han ikke kunne se hende inde bag disken, og forundret spørge de andre hvor i alverden Bente var gået hen.
Det tog hun med godt humør, man måtte bare være forberedt på at få tilbage af samme spand.
- Må jeg fortælle det? Det var Lene der hviskede i øret på Lennart.
- Nej vent med det, indtil jeg har fået endelig svar. Lennart tøvede.
- Ih hvor er det typisk dig, det er da flot at du bestod, du har jo gjort dit, og det gjorde du godt. Lene tog hans hånd.
- Nej jeg synes vi skal vente. Lennart hadede hvis han skulle fortælle noget før han kendte hele historien. Det ville blive pinligt hvis han ikke blev taget alligevel, og han havde allerede fortalt hele byen at han skulle være soldat. Nej det var bedre at vente.
- O.k, som du vil. Lene vendte sig mod disken.
- Bente vi skal have det bedste og det dyreste du har, Lennart betaler.
Lene vendte sig om mod Lennart og grinede.
- Det dyreste og det bedste, jamen det er jo mig, svarede Bente med et grin, samtidig med at hun blinkede til Lennart.
- Så tager vi to af dem. Lennart gik frem til disken.
- Og tre Tuborg.
- Hvem skal have den tredje. Bente spillede den uvidende.
- Ja gæt selv, svarede Lennart.
- Åh takker som byder. Bente satte hovedet koket på skrå. Og med høj klar stemme henvendte hun sig til de andre i lokalet;
- Det er du den første som gør i dag, der er ikke så mange andre der tænker på stakkels mig, der slider og slæber her hele dagen !
Lene og Lennart grinede.
Lennart tog de tre Tuborg, og gik ned til et ledigt bord. Der sad fem andre i lokalet. Det var ikke nogen Lennart umiddelbart genkendte. Jo den ene hed vist Jimmy, og havde gået et par klasser under Lennart. Det var lidt underligt at se hvordan de små voksede op. Det passede ikke rigtigt ind i billedet at se de der små tredje klasser vokse op, og pludselig sidde her og drikke øl. Det passede ikke rigtigt, for Lennart syntes ikke at han var blevet ældre, hvordan kunne de så?
Han og Lene havde ofte talt om dette, og det var altid endt med at Lene sagde;
det er os der er nogle gamle røvhuller. Sjovt nok følte Lennart sig ikke sådan.
- Nå hvorfor skal du så betale gildet.
Bente så på Lennart. Lennart vidste at han ikke kunne lyve for Bente, hun ville vide det med det samme.
- Det her bliver imellem os, begyndte han, jeg har været til optagelsesprøver til flyvevåbnet.
- Gud hvor spændende, Bente lyste op i et stort smil, og det gik godt går jeg ud fra?
- Ja, jeg bestod da, men det er ikke ensbetydende med at jeg får jobbet, det får jeg først at vide om et par uger.
- Og så er du lidt spændt. Bente nikkede og kiggede Lennart i øjnene.
- Ja selvfølgelig. Lennart kunne mærke at han fik lidt farve i kinderne.
- Nå Lene hvad siger du til at skulle dele tag med en soldat? Bente henvendte sig til Lene.
Lene så på Lennart og smilede.
- Hvis det er det han vil, og det kan gøre ham glad, så kunne han for min skyld blive skraldemand. Hun gav ham et kys på kinden.
- Jamen skål på det. Bente løftede sin øl, skålede og fortsatte;
- denne her lille middag er på huset, hvis jeg må spise med.
Hun løftede det ene øjenbryn, satte hovedet lidt på skrå.
- Ja så klart, svarede Lennart, alt for et gratis måltid.
Bente tjattede ham på skulderen, da hun rejste sig for at lave maden.
I det samme åbnede døren sig.
- Hvad satan, er I levende?
Lennart og Lene vendte sig. Det var Berit, Lennarts gamle genbo.
Berit var en stor, kraftig pige, et par år ældre end Lennart.
Hun havde mørkt skulderlangt glat hår, der omkransede hendes runde ansigt. Hun havde tendens til at få røde kinder. Hun bar briller, og var måske ikke ligefrem en model, men hun var charmerende. Hun var den type der bliver drillet i skolen på grund af hendes udseende. Hun blev drillet i skolen. Det var først i de større klasser at hun blev delvis accepteret, da hun blev bestyrelses medlem i ungdomsklubben, og derfor pludselig fik lidt magt.
Lennart kunne lide hende for den hun var, ligefrem og ærlig.
Der var krudt i hende, hun og Lennart havde haft mange gode timer sammen.
Det var sjovt med Berit, for man kunne tale med hende om alt, og hun var med på de mest kugleskøre ideer, og dem havde de haft mange af. Hun var virkelig en god kammerat.
Lennart tænkte på når de havde ædt flødeboller om kap, en bakke med fire og tyve flødeboller skulle stå midt imellem dem, og på signal skulle de æde så mange som muligt. Den der havde ædt mindst, skulle betale flødebollerne.
Eller når de fandt en stor snedrive, og byggede en snehule. Godt at ingen havde set dem, voksne mennesker bygge snehule! Men skægt var det. Det var en af de gode sider ved Berit, hun havde ingen skrubler med hensyn til hvad man bør, og hvad man ikke bør gøre.
- Hej Berit, dit dejlige rivejern. Lennart rejste sig og gav hende et ordentlig knus.
- Det er fandeme længe siden, hvilken sten har du været gemt under. Berit klemte Lennart mindst ligeså hårdt, som han hende.
- Ja hvis du lader mig få luft så skal jeg fortælle dig det, Lennart lod som om han var ved at besvime.
Berit slap ham og grinede. - Hej Lene.
- Hej Berit, kom og sæt dig her. Lene klappede på pladsen ved siden af.
- Bente, kan vi få en gammel Carlsberg til Berit ?
- Den er på vej, Bente kom ned med øllen og maden.
Berit var blevet gift og flyttet til nabobyen, så det var ikke så tit at Lennart så hende mere. Ærgerligt, men sådan går det jo tit med venner der flytter fra hinanden. Berits mand Ole, var en helt okay fyr, Lennart havde kendt ham inden han blev gift med Berit. Faktisk var det hjemme hos Lennarts bror at Berit og Ole havde mødt hinanden. Og Ole accepterede Berit og Lennarts venskab fuldt ud. Det var ikke fordi Lennart havde glemt Berit som ven, men man har kun plads til et vist antal venner og kammerater i sin vennekreds, og dem der ikke er der hele tiden, de glider stille og roligt ud af kredsen. Men det gode ved at have nogle virkelige venner som Berit, er at når man møder dem selv efter lang tid, så føles det som om det var i går man sidst sad og snakkede sammen, det falder helt naturligt at genoptage venskabet, lige der.
Og der går ikke lang tid før;
- Kan du så huske dengang………
Der var nu gået en uge siden han havde været til optagelsesprøverne.
Stadig intet svar.
Det var en pestilens at komme på arbejde. Han kunne ikke fortælle at han havde søgt ind til forsvaret, for så vidste han at firmaet ikke ville satse på ham, som efterfølgeren til at stå for laboratoriet.
Han vidste ikke om han skulle starte i forsvaret, så han kunne heller ikke sige op.
Han vidste ikke om forsvaret var det han ville. Han vidste faktisk ikke rigtigt hvad det var han skulle lave i forsvaret. Han vidste at han ikke ville grave huller i jorden resten af sit liv, men kunne han komme ind på laboratoriet, var det måske ikke så dårligt endda.
Åh, kunne der dog bare snart komme svar. Han hadede at gå i denne uvished. Han kunne ikke starte på noget, for han vidste ikke om han fik tid til at gennemføre det. Han kunne heller ikke bare gå med hænderne i lommen, det gjorde ham så frygtelig rastløs. Der måtte snart ske noget, dét var sikkert og vist.
Lennart aflæste skalaen på den elektroniske vægt, der med en tusindedels nøjagtighed angav prøvens vægt, og noterede det i journalen. Det bankede på døren.
- Ja kom ind.
Ind kom en mand midt i trediverne. Han havde mørkt kortklippet hår, og velplejet mørkt fuldskæg. Han havde brune varme øjne. Han var en smule højere end Lennart, og tydeligvis trænede han, for han lignede ikke typen der var vant til hård fysisk arbejde. Han smilede og viste et blændede hvidt tandsæt.
- Undskyld, sagde han, hvor er Clausen henne?
Clausen var lederen af laboratoriet. En gammel gut der skulle have været pensioneret for længe siden, men han elskede sit job, og firmaet havde ikke været i stand til at finde en afløser, der vidste ligeså meget som Clausen.
Clausen havde luftet tanken for Lennart at han skulle overtage efter Clausen.
Det var endnu en grund til at Lennart ikke kunne sige noget om forsvaret, sæt nu det ikke gik, så kunne han jo altid håbe på at overtage efter Clausen.
- Øh, han gik vist ind til en af cheferne.
Fandens også, Lennart kunne mærke at han blev rød i hovedet. Knæene blev bløde, og hans puls steg betydeligt. Hvorfor nu det, han løj jo ikke. Hvad var det der fik ham til at reagere sådant.
- Kender du noget til rapporten om Faxe kalkbrud? Den mørke smilede igen.
- Ja det er faktisk det jeg står med lige her. Lennart holdt journalen frem.
- Så har du måske allerede resultatet ?
Lennart holdt journalen ind til sig. Måske lidt for tæt. Den mørke bemærkede det åbenbart.
- Undskyld, sagde han, mit navn Thomas Jakobs, jeg er den nye ingeniør der startede i sidste uge.
Thomas rakte hånden frem.
Lennart kunne have gravet sig ned. Det var for pokker da ikke en hemmelig rapport han stod med, hvad tænkte han på.
Lennart tog hans hånd og trykkede den.
Han kom til at tænke på udtrykket, at trykke hånden så skoen faldt af.
Det var det han følte da han stod med Thomas´ hånd i sin.
Han begyndte at svede. Pulsen steg yderligere. Knæene rystede så meget at han var sikker på det kunne ses.
Så slip dog den hånd !
Det gik pludselig op for Lennart at han stadig holdt Thomas i hånden.
- Lennart, Lennart Eriksen, fik han fremstammet.
Thomas havde endnu ikke sluppet Lennarts hånd, han kiggede Lennart i øjnene.
- Hyggeligt at møde dig Lennart.
Lennart havde lyst til at løbe ud af rummet, han måtte have luft.
Han tog sig sammen. Thomas slap hans hånd.
- Øh, hvad ville du vide, jeg er ikke helt færdig med de sidste tør-prøver.
Han stod som en anden skoledreng der ikke har lavet sine hjemmeopgaver. Han kiggede skiftevis på gulvet frem for sine sko og på journalen, han kunne ikke kigge Thomas i øjnene.
- O.k, men kan du så ikke kigge ind på mit kontor når du er færdig med dem? Thomas så på Lennart og smilede.
- Jo selvfølgelig, men jeg ved ikke om jeg når dem alle til fyraften. Lennart ledte rent instinktivt efter en undskyldning for ikke at skulle ind på Thomas´ kontor, han vidste ikke hvorfor.
- Det er helt o.k, jeg er her i hver tilfælde til klokken seks, men ellers er der jo en dag i morgen. Thomas vendte sig om og gik hen mod døren. I døren vendte han sig om.
- Vi ses senere Lennart.
Thomas gik.
Det bankede i hans tindinger. Hans hænder rystede. Han trængte til en smøg. Han havde kvalme. Følte han sig underlegen over for Thomas? Næ det havde han ingen grund til, det var jo Thomas der var kommet til ham for at få hjælp.
Var det fordi Thomas var en flot mand?
For fanden da Lennart, tag dig sammen. Havde han virkelig haft lyst til at se nærmere på Thomas´ bukser? Og hvad var det han ville se der? Herre gud, det kunne jo ikke være tilfældet. Hvorfor skulle han kigge på en anden mands bukser. Det var virkelig langt ude.
Ikke desto mindre havde hans blik vist lige strejfet bulen i Thomas´ skridt.
Eller var det bare noget han troede at han havde set ?
Han tog et dybt drag på sin cigaret.
Der var jo noget der hed biseksuel. Det havde han da både hørt og læst om.
Men hvorfor skulle han være det. Hans søskende var jo helt normale.
Lennart slog tanken ud af hovedet, han havde et arbejde at udføre. Måske skulle han vente med at gøre det færdigt til i morgen, så kunne Clausen gå ind til Thomas med resultatet.
Men på den anden side, kunne han jo også gøre det færdigt, for var Thomas ikke på sit kontor, kunne han jo bare ligge journalen på hans skrivebord.
Han tog vægtskålen af vægten, tænkte ikke på at hans hænder stadig rystede.
Dér lå vægtskålen på gulvet, og prøven spredt over en hel kvadrat meter.
Nej for fanden ! Heldigvis havde han noteret vægten i journalen, så måtte man bare håbe at det ikke skulle kontrol vejes.
Klokken var lidt over fem. Lennart skrev den sidste vægt ned i journalen.
Skulle han gå ind med journalen nu.?
Nej han måtte hellere rydde op i laboratoriet først. Måske ville klokken blive så mange at Thomas var gået hjem.
Det var irriterende. Men tanken om at komme ind på Thomas´ kontor pirrede ham på en eller anden måde. Hvad forventede han sig? At Thomas skulle……
Han vidste det ikke.
Klokken blev kvart i seks. Laboratoriet var ryddet. Ikke et støvkorn lå forkert.
Han kunne ikke trække den længere. Han kunne heller ikke bare snige sig hjem, for sæt nu Thomas stadig var der og så ham. Han havde jo lovet at komme ind med journalen hvis han blev færdig.
Det sugede i hans underliv. Det prikkede i hans fingre, og blodet bankede i hans tindinger. I guder, han stod her i laboratoriet. Han var ikke engang inde på Thomas´ kontor endnu.
Han gik i den lange korridor hvor ingeniørerne havde deres kontorer.
Korridoren var tom. Dørene til kontorene var lukkede, på nær en.
På det lille sorte skilt der hang over døren stod der; Thomas Jakobs. Ingeniør.
Lennart kunne høre nogen pusle inde på kontoret.
Hans ben blev som gele.
Han kunne vende om, gulvtæpperne i korridoren havde sikkert dæmpet hans skridt, så Thomas ikke havde hørt ham komme.
- Stå dog ikke der, kom ind.
Det var Thomas der stod i døren, lænet op ad karmen.
Lennart havde ikke set ham, han havde været så optaget af sine flugtplaner.
Havde han aldrig været rød i hovedet før, så blev han det nu.
Han skulle til at fremstamme et svar, da Thomas tog ham om skulderen og førte ham ind på kontoret.
- Nå lad mig så se hvad du har til mig. Han satte sig i sin drejestol ved skrivebordet.
Lennart rakte ham journalen.
Thomas studerede den, og sagde; Hmm.
- Er du sikker på det er rigtigt?
Thomas pegede på et tal i kolonnen.
Lennart måtte stille sig ved siden af Thomas for at kunne se hvad det var for et tal han mente.
- Øh, ja, det er det prøverne viste. Jeg undrede mig også lidt. Lennart rømmede sig. Men jeg checkede det to gange.
- Ja jeg tænkte det sgu nok. Thomas rejste sig, og ligesom tilfældigt lagde hånden på Lennarts hofte da han skulle forbi ham, for at komme hen til reolen i den anden ende af kontoret.
Lennart gøs. Det føltes som om nakkehårene rejste sig. Han blev helt varm indeni.
Thomas satte sig igen. Han havde hentet en masse grafer, som han bredte ud på skrivebordet.
Han tog Lennart om skulderen og trak ham nærmere skrivebordet.
- Se her, sagde han. Når der er så lidt ral i en meters dybde så…….
Lennart hørte ikke mere. Han kunne kun tænkt få Thomas´ hånd der nu hvilede midt på hans ryg. Han kiggede på den anden hånd der pegede på graferne.
Det var en stor flot hånd, med sorte hår startende på armene, og gik helt ned på håndryggen, ja endda lidt ud på fingrene.
Han kunne lugte Thomas. Han lugtede maskulin. Farlig. Dejlig.
Det gik i alt sin skræk op for Lennart at han stod her og blev seksuelt ophidset af en anden mand. Bare hans nærhed og hans hånd, nu på lænden.
Han havde mest lyst til at løbe ud fra kontoret. På samme tid som han gerne ville blive. Blive og føle Thomas´ hånd på sin skulder, ryg, lænd, ja hvor han end ville ligge den. Lennart følte at han skulle brænde op inde fra. Hvad var det der skete.
Hans fornuft sagde at han skulle se efter at komme derfra. Hans krop tiggede om mere, tiggede om at blive, lade Thomas røre ham.
- Men o.k det er jo mit problem og ikke dit.
Thomas vendte hovedet og så direkte ind i Lennarts øjne.
Lennart blev bragt tilbage til virkeligheden.
- Ja det er jo det du bliver betalt for, svarede han fjoget.
Idiotisk replik Lennart, hvornår lærer du……
Thomas grinede.
- Men tak for hjælpen, det var pænt af dig at blive så længe.
- Det var da så lidt. Lennart tænkte, at det havde været det værd.
Så snart tanken var tænkt til ende, undrede han sig over hvad det var han stod og tænkte. Han kunne ikke lige overskue hele situationen. Der var noget galt, og alligevel var der et eller andet befriende ved den tanke.
- Skulle det være en anden gang kan du bare sige til.
Her stod han og håbede faktisk på at der ville blive flere gang. Flere gange hvor Thomas ville røre ved ham, bringe de følelser frem i ham. Det var forkert, det vidste han, men det var dejligt, dejligt og befriende.
- Jamen det bliver der sikkert, jeg vil gerne trække på dine ressourcer i fremtiden hvis jeg må.
Thomas sendte ham et blændende smil.
Om han måtte. Altid.
Lennart blev helt forskrækket over sine egne tanker. Hvad i alverden var dette?
Han vidste det ikke, men det var dejligt. Næsten som at svæve på små lyserøde skyer.
Han kunne ikke lade være med at smile. Faktisk havde han lyst til at hoppe højt op i luften af glæde. Der var noget inde i ham der sprudlede, noget som skulle ud.
- Nå men jeg må nok hellere finde en bus.
Lennart rettede sig op.
Thomas lod hånden falde ned på armlænet at stolen. På vejen ned snittede han Lennarts bagdel ganske let.
Lennart gøs bare ved denne lette berøring.
Han undrede sig over at han ikke blev flov over hans egen reaktion, tvært imod, det var dejligt.
Nu måtte han vist hellere gå.
- Tak for hjælpen igen, vi ses vel i morgen?
Thomas rejste sig.
- Ja selvfølgelig, svarede Lennart, vist nok lidt for hurtigt.
- Hej, mumlede han på vej ud gennem døren.
Han havde lyst til at løbe ned gennem korridoren.
Hans sind var splittet i tusinde tanker. Han kunne ikke samle dem, for der kom hele tiden tanker der konfliktede med de, der i forvejen for rundt i hovedet på ham.
Da han stod udenfor bygningen, syntes han at vejret var aldeles pragtfuldt for årstiden. Fuglene sang stadigvæk. Sang de ikke højere end de plejede.
Folk så ligeså sure ud som de plejede. Lennart kunne ikke lade være med at fnise som en skoletøs. Det var urkomisk at de var så sure når han kunne eksplodere af glæde, eller hvad det nu var for en følelse han havde indeni.
Men skide være med hvad det var for en følelse, for det var en ubeskrivelig skøn følelse.
Det var længe siden at han havde følt en sådan overstadig glæde.
På vej hjem i toget kom skyggerne krybende.
Hvad var det han var ved at give sig ind på. Hvad betød det for Lena og ham?
Ville det overhovedet få nogen indflydelse på deres forhold. Han behøvede jo ikke at sige noget til nogen.
Hvis nu….
Hvis nu han var biseksuel, betød det ikke at han kunne have følelser for begge køn. Men betød det også at han ikke var Lene utro, når det var en mand han havde følelser for. Eller var det at være utro uanset hvilket køn man var tiltrukket af?
Hvorfor sad han og tænkte på det nu. Han havde jo ikke været sammen med Thomas. Havde han lyst til at være sammen med Thomas. Havde Thomas lyst til at være sammen med ham.
Nu kom kvalmen igen.
Nej fandeme Lennart. Du kan ikke blive ved med at løbe fra dig selv.
Vær for helvede mand nok til at indrømme det overfor selv.
Du har lyst til at være sammen med Thomas. Er det måske ikke det du så ofte har drømt om. Og hvad så. Der er sikkert tusinde andre der er biseksuelle.
Det er jo ikke engang sikkert at du synes om at være sammen med andre mænd.
Det gør du garanteret ikke når det kommer til stykket.
Find dog ud af det hvis chancen byder sig.
Det viser sig jo sikkert at du er helt normal. Du kan garanteret ikke engang lide det.
Og så kan du leve et normalt liv igen, uden alle disse åndssvage tanker der farer rundt i hovedet på dig.
Gør det!
Og find ud af hvor ækelt det er. Så er det ovre.
Han havde taget en beslutning. Nu skulle den bare udføres……..
Han følte sig tom indeni, han havde lyst til at græde. Hvorfor kunne han ikke bare være som alle andre.
Hvorfor kunne han ikke savle over pigerne med de alt for store bryster, som alle hans kammerater. Ved nærmere eftertanke syntes han faktisk at det var lidt ulækkert med de store svulmende, gyngende bryster.
Hvorfor syntes hans kammerater at det var så lækkert at slikke en pige, når nu han syntes at det var klamt at ligge der og slikke skamlæberne.
Han gjorde det fordi han vidste at pigerne kunne lide det. Han havde oven i købet fået at vide at han var skide god til det. Det var jo nemt at finde klitoris, og det var da også fedt når han kunne mærke at pigen blev ophidset, men det ophidsede jo altså ikke ham.
Han vidste godt at pigerne talte sammen, og han vidste også godt at han havde ry for at kunne længe, så længe så de fleste piger fik noget ud af det. Det var noget hans kammerater var misundelig over.
De skulle bare vide.
Bare vide at det var fordi han blev nød til at tænke på en trekant med en anden fyr og pigen han lå og bollede.
Selvfølgelig var det da fedt at bolle, men han kom altså først når han tænkte på at han bollede pigen og fyren stillede sig med sit underliv lige ud for Lennarts ansigt.
Når det skete, kom han i en skøn udløsning, ikke før.
Han havde aldrig fortalt det til nogen.
Faktisk ikke engang til sig selv. Han havde altid skubbet det til side når det var overstået.
Det gik op for ham at han aldrig havde været så ærlig over for sig selv før.
Det gav ham hovedpine.
Det føltes som om han havde et spænde bånd omkring hovedet og der stod en og strammede mere og mere, og han var ikke i stand til at stoppe vedkommende.
Lennart kiggede ud af vinduet. Han var lige ved at græde nu. Han kunne ikke styre sine tanker. Han vidste ikke rigtig hvorfor han havde lyst til at græde. Var det fordi han havde fundet ud af at han ikke var som alle andre. Var det fordi han inderst inde altid havde vist at han var anderledes, men først indså det nu. Eller var det fordi han havde frygtelig dårlig samvittighed overfor Lene.
Skulle han fortælle hende det.
Nej, for hvis nu det viste sig at det virkelig var ækelt at være sammen med en anden mand. Man skal jo ikke brænde alle broer bag sig. Og Lene var jo det bedste der nogensinde havde hændt ham. Han vidste at han aldrig kunne finde en som Lene.
Der var vist ikke mange der kunne holde hans luner og humør ud. Lene kunne, hun var et så godt menneske, hun havde det store plus, at hun kunne tilgive, selv om hun kunne fare op ligesom Lennart, men hun kunne gennemskue ham, og se at det ikke lå så dybt når han blev hidsig. Hun vidste hvor ked af det han blev bagefter, og at han ville gøre alt for at det skulle blive godt igen.
Som hun sagde; som en hund der kommer krybende når den har bidt noget i stykker og godt ved at det er forkert.
Han elskede Lene, for alt hvad hun stod for.
Tænk hvis han skulle miste hende.
Tanken var uudholdelig.
De havde jo kendt hinanden så længe, han var ikke sikker på at han kunne leve uden hende.
Pludselig forstod han hvorfor at en enke eller enkemand ofte døde kort efter magens død, simpelthen af savn.
Hvor forfærdeligt.
Her stod han knap toogtyve år gammel, og havde følelser som en på firs.
Han var vist ikke helt normal. Selv om hans mor altid havde sagt at han var gammelklog lige fra spæd.
Lennart smilede for sig selv.
Det var vist fra den gang han havde gået i forskolen. Der havde de en rigtig forskole lærerinde, Fru Schelde.
Fru Schelde var enke fru. En stram og bestemt dame med knold i nakker og briller. En stor dame. Men med et hjerte af guld.
Lennart elskede fru Schelde.
I starten havde han været bange for hende. Hun var så imponerende, og hun havde den der helt naturlig autoritet over sig. Der var ingen der turde sige hende imod.
Havde man skrevet en side i skrivehæftet, og gjort sig umage, så kunne man få en guldstjerne klistret ind på siden. Det var den største belønning der kunne overgå sig. Man var stolt som en pave. De andre i klassen vidste om det helt automatisk, for man skulle gå op til katedret og få siden godkendt. Fru Shelde ville så skrive “fint”, eller man skulle gøre det om igen.
Det var fru Shelde der selv skrev for, det var ikke fortrykte bøger som nu, næ det var ganske almindelige kladdehæfter, hvor hun så skrev for, så det var hende der bestemte hvilke bogstaver og ord man skulle skrive.
Havde man så gjort sig fortjent til en guldstjerne, satte hun den i og holdt siden op for klassen, så alle kunne se at der var givet en guldstjerne.
Man voksede en halv meter når man fik en guldstjerne.
Lennart var heldig, for fra naturens side faldt det ham nemt at skrive og tegne, noget han havde arvet fra hans far.
Lennart havde mange guldstjerner, som han stolt viste sin mor og far.
Lennart elskede at gå i skole, specielt hos fru Schelde.
At hans mor kaldte ham for gammelklog var fru Scheldes fortjeneste.
For i “bibelhistorie” som det hed dengang, fortalte fru Schelde det som en lang historie. Og hvilke børn elsker ikke at få fortalt historie. Lennart gjorde.
Fru Schelde fortalte så levende at Lennart kunne huske det ord for ord.
I en alder af otte var han meget religiøs, takket være fru Scheldes bibelhistorie.
Hvis hans far sad og brokkede sig over noget, ville Lennart straks være klar med en lignelse fra biblen, der passede til situationen. I starten syntes hans far at det var meget sjovt, men det aftog da Lennart blev ved, og hans far syntes at han begyndte at blive irriterende. Hans mor syntes at det var sjovt, og det var nok grunden til at han blev kaldt gammelklog. Det havde selvfølgelig ikke gjort det bedre at han læste alt han kunne komme i nærheden af.
Han havde som en af de få fået lov til at låne mere end tre bøger på biblioteket.
Tre bøger. Det var jo kun til tre dage, uanset hvor tykke de var.
Lennart elskede de tykke bøger om “Silver king” , ulvehunden der hjalp sin canadiske ridende betjent.
- Køge, toget kører ikke videre.
Lennart for sammen.
Ah, sådant noget skidt, han havde kørt for langt.
Nå, men nu var han jo her, så kunne han vel lige så godt gå ned på “Hugo´s vinkælder”.
Lennart havde mange gode minder fra Hugo´s vinkælder. Det var der de altid gik når de pjækkede fra handelsskolen.
De havde nogle frygtelige gode Half and Half.
Lennart stod foran den store vintønde, der var døren ned til Hugo´s.
Han gik ned ad den stejle trappe, og huskede at bukke nakken, for døren var meget lav. Selve kælderen var blevet udgravet, da man havde opdaget at spærene gik ned gennem gulvet i stue etagen. Det viste sig at der var en gammel vinkælder under stuen.
Den var blevet gravet ud, og der var flere rum, alle belagt med brosten.
Mellem brostenene var der bare hårdtstampet jord.
Lennart smilede.
Tænk om man havde det der hjemme, ikke noget med at støvsuge, for så forsvandt gulvet.
Men det var meget smart om vinteren, for det vand der blev slæbt med ind, sivede bare lige så stille ned i jorden.
Praktisk.
Men det var måske ikke så smart, hvis man havde en kat der ikke var stueren.
Nå men det var Misser jo.
Der var en utrolig hyggelig atmosfære.
Brostensgulvet, stolperne der bar loftet.
Alt træ var ubehandlet.
Det havde den der typiske gråbrune farve, som træ får når det er gammelt og ikke har fået lys.
Eller var det måske på grund af røgen fra lys og ildstederne?
Det kunne vel næppe være på grund af cigaretterne, eller…….
Selv hylderne bag baren så gamle ud, solide planker der var formet i buer, som loftet over baren.
Det havde sin egen charme når man kunne se at tingene var gamle.
Træ loftet var fyldt med kroge, hvor der hang forskellige gamle potter, og ølkrus.
De fleste af potterne var skåret, de så også brugte ud.
Gad vide om det var nogle man havde fundet under udgravningerne.
Væggene var hvidkalkede, med de tværgående bjælker. Der var levende lys, og åbne ildsteder i væggene.
Hyggeligere kunne det knap blive.
Lennart bestilte en stor Half and Half.
Tjeneren havde han set før.
Han så til gengæld ikke så gammel ud.
En ganske flot fyr.
Det boblede i brystet på Lennart. Tænk at han turde tænke den tanke.
Han fik sin øl, betalte med tredive kroner. Det blev treogtyve.
- Behold bare resten.
Lennart følte sig sært opstemt ved at give ham drikkepenge.
Måske havde han det som Lennart ?
Nej, nu holder vi lige hesten.
Men kiggede han ikke.
Det så næsten ud som om han kiggede på Lennart.
Blinkede han.
Nej, det var vist ønske tænkning.
Men han smilede, det var helt sikkert.
Lennart tog en mundfuld af sin øl. Uhm det smagte godt. Han tog nok en slurk.
Han sad og følte sig godt tilfreds med livet, for nu.
Men angsten gnavede inde bagerst i bevidstheden.
Der måtte komme noget negativt. Dette var for godt til at være sandt. Det kunne ikke vare ved. Det vidste han af bitter erfaring.
Der sad et par fyre længere inde i vinstuen, ellers var der tomt. Det var lidt underligt når man tænkte på hvad klokken var.
O.k det var sidst på måneden.
Lennart tændte sig en smøg. Tog et dybt drag og lænede sig tilbage i stolen. Tænk sig en verden hvor folk var ligeglade med om man var til mænd eller kvinder, eller til begge dele for den sags skyld.
Ville det ikke være fedt.
Utopia, ja vist, men fedt alligevel.
Selvfølgelig ville det kræve utrolig meget af alle parter, for at vide Lene var i seng med en anden pige fra tid til anden, det ville, tja det ville vel egentlig ikke være så slemt. Men ville hun kunne acceptere at Lennart var sammen med andre mænd ? Det troede han ikke, selvom Lene var frit tænkende og en åben person, så var det nok lige på grænsen, til hvad selv hun ville kunne klare.
Lennart tømte sin øl.
Han tog det tomme krus, og satte kurs mod bardisken.
Han så nu at tjeneren var noget højere end han selv.
Han havde kortklippet mellemblond hår. Hans ansigt var meget markeret, med en lidt for stor næse. Hagen var til gengæld perfekt synes Lennart, som sagt meget markeret. Lennart hadede folk med en svag hage. De havde i hans øjne ingen karakter. Han havde opdaget at de to ting ofte passede sammen. Ikke altid selvfølgelig, men ofte.
Lennart skød ham til at være først i trediverne.
Han var slank, men havde dog antydning af at være bredskuldret. Det vil sige at hans skuldre var bredere end hans hofter.
Måske var det fordi Lennart var vant til at se på gymnaster, men mænd hvor skuldre og hofter var lige brede, så forfærdelige ud synes han.
Lennart måtte kigge lidt op for at få øjenkontakt. Hans øjne var is blå.
Lennart undrede sig over hvor det var han havde set de øjne før.
Drømmen.
Selvom fyren i drømmen havde været mørkhåret, var det de samme øjne.
Han kunne ikke lade være med at se på tjenerens hånd. Det var som i drømmen.
En kæmpe hånd med lange fingre, hvor man kunne se sener og årer helt tydeligt.
Det gav et lille gib i Lennart.
Det var ikke helt drømmen om igen, men der var meget der mindede om den.
- Hvad kan jeg hjælpe dig med.
Tjeneren lænede sig ind over baren.
Lennart rødmede over sine tanker. Det var ikke øl han lige havde tænkt på.
- Jeg kunne godt tænke mig en stor.
Det fór ud af munden på Lennart inden han nåede at tænke sig om.
Tjeneren tog kruset, og kom derved til at røre Lennarts hånd.
- En Half and Half.?
- Ja tak.
Lennart fandt pengene frem.
Han stod med en halvtredser i hånden og så på at tjeneren blandede øllen.
Hvilke hænder.
Hvorfor var han så tiltrukket af hænder lige pludselig.?
Han slog tanken ud af hovedet igen.
- Treogtyve kroner.
Tjeneren satte kruset foran Lennart.
Lennart stak ham halvtredseren.
Hvis han rør min hånd igen, kan det da ikke være en tilfældighed tænkte Lennart.
Tjeneren tog halvtredseren. Hans lange fingre rørte ved Lennarts fingre.
Lennarts hånd begyndte at ryste svagt.
Da han skulle give Lennart byttepengene tilbage, lagde han dem i hånden på Lennart, og trykkede dem i hans håndflade.
Lennart kiggede ham direkte i øjnene.
Noget han aldrig ville have turdet bare i går.
Tjeneren flyttede ikke blikket. Lennart lukkede hånden om pengene, og dermed også tjenerens fingre.
- Du har da været her før, har du ikke?
Det var tjeneren der brød fortryllelsen.
- Jo, svarede Lennart. Mange gange faktisk, men det var mest da jeg gik på handelsskolen. Da kom vi tit her hele klassen.
- Ja, jag synes jo nok at jeg kunne huske dig. Du havde ofte en trøje på, med striber i masser af forskellige farver, ikke?
Lennart sank en klump.
Det var rigtig, det var hans yndlingstrøje, og han havde brugt den flittigt på skolen. Men at tjeneren skulle kunne huske sådant noget. Han måtte jo se tusindvis at mennesker hver dag.
- Jo, det er rigtigt. Lennart smilede og tog hånden til sig.
Han lagde byttepengene i lommen. Rakte hånden frem.
- Jeg hedder Lennart.
Tjeneren rakte sin hånd frem og klemte Lennarts hånd.
- Jeg hedder Kim.
Lennart lagde mærke til at hans hånd fuldstændigt forsvandt i Kims store næve.
Han mente ellers ikke at hans egne hænder hørte til de mindste, men her var syntes hans hånd som en lille piges.
Hele Lennarts krop blev som en vulkan der kan komme i udbrud når som helst.
Det sydede og boblede.
Han vidste ikke om det var på grund af det stærke øl, eller om det var Kim og hans berøring.
Lige nu var Lennart faktisk også ligeglad, han nød bare fornemmelsen.
Han ville gerne blive stående med Kims hånd. Han ville gerne……..gå ned til sit bord.
Fornuften tog over igen.
Lennart kunne ikke kende sig selv. Det var som om han stod ved siden af og så på en fremmede, der til forveksling lignede ham selv.
- Venter du på nogen. Det var Kim der talte.
- Mig, næ det gør jeg ikke. Jeg kom bare forbi….
Lennart sendte sit bedste skæve smil.
Jamen herre gud. Han tog sig selv i at flirte med en mand.
- Vil du så ikke komme herop til baren og snakke lidt, det bliver sgu så kedeligt at stå her og glo en hel dag. Kim løftede øjenbrynene og så let spørgende ud.
Lennarts hjerte hoppede over en gang. Om han ville.
- Joe, det kan jeg da godt.
Nu ikke virke for ivrig.
Dette var næsten for meget.
Først Thomas, og nu Kim.
Gad vide om han havde trækplaster på røven. Det klukkede i maven. Normalt ville han ikke kunne have grinet af så plat en vittighed, men lige nu var har helt ør, ikke så meget af øllet, som det euforiske i at blive flirtet med af en anden mand, og kunne flirte tilbage, uden at få kvalme og lede ved sig selv.
Tanken om at skulle hjem til Lene var lige nu langt borte.
Nu ville han nyde hvert sekund han kunne, så kunne han tage konsekvenserne op til overvejelse senere.
Han havde faktisk ikke rigtig flirtet med nogen, siden han havde mødt Lene.
Han havde glemt hvilken skøn fornemmelse det var at flirte, hvor bekræftende det var at andre gad flirte med en.
Man følte sig som noget helt specielt.
Han tog sin rygsæk og jakke, og gik op til baren hvor han hængte rygsækken på en krog der var sat i baren til det samme. Jakken hængte han over barstolen.
Kim stod og pudsede nogle glas.
Lennart satte sig på barstolen, og tog en tår af sin øl.
Han kiggede på Kims ryg.
Den var faktisk bredere end Lennart først havde antaget. Kim havde faktisk en rigtig flot figur.
Den hvide skjorte var facon syet, så den sad tæt de rigtige steder.
Ikke dårligt.
Lennart for fanden, du stirrer.
Nå ja, han stod jo med ryggen til, så det kunne vel ikke skade.
Lennart sad og beundrede musklerne der arbejdede under skjorten når Kim pudsede glassene.
Pludselig fik han fornemmelsen af at nogen iagttog ham.
Han blev ildrød i hovedet da det gik op for ham hvem det var der kiggede.
Kim stod og små grinede, samtidig med at han kiggede på Lennart i spejlet.
Spejlet !
Hvordan kunne han overse det.
Han følte sig virkelig som et fjols. Hvem var han at tro, at Kim var interesseret i ham.
Kunne han have krøbet i et musehul, havde han gjort det.
- Dengang du gik på handelsskolen siger du, du går der altså ikke mere ?
Kim vendte sig om. Der var ikke noget i hans ansigtsudtryk, der viste at han havde set Lennarts stirren.
Måske havde han ikke set det? Lennart håbede.
- Nej, jeg arbejder nu for Skandi Geoteknik, og har gjort i et halv års tid.
Lennart tog en ordentlig tår af sin øl, det her skulle skylles ned.
- Hvad er det for noget, geoteknik?
Kim kiggede undrende på Lennart.
- Det er undersøgelser af undergrunden, hvis man skal bygge noget, et hus eller en vej.
Lennart tændte en ny cigaret.
- Det lyder da interessant.
- Det er det måske også, men ikke for arbejdsslaver som mig, sagde Lennart med et smil.
- Nå men det giver da en flot krop. Kim nikkede hen mod Lennart.
Fandens, nu gjorde han det igen. Han hadede at rødme, og desto mere han prøvede på at lade være, desto lettere gjorde han det.
- Hø, tak……..du mangler da heller ikke noget.
Sad han virkelig her på et værtshus og modtog komplimenter fra en fyr. Ja han gav oven i købet nogle retur.
Det var ikke virkeligt.
- Jeg har også kæmpet en lang og brav kamp, var Kims svar.
- Hvordan mener du? Lennart blev nysgerrig.
- Jeg har styrketrænet i snart tre år, og det bider ikke på mig som du kan se.
Kim holdt armene ud fra kroppen, og kiggede ned af sig selv.
- Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvordan du så ud inden du begyndte. Lennart kiggede på Kim. Nu var det jo ligesom lovligt.
- Men du har da ikke noget at klage over synes jeg.
Lennart gav et nik hen mod Kim.
- Det ved jeg nu ikke når man tænker på alle de timer jeg har lagt på det skide træningscenter, så måtte det godt se ud af lidt mere.
Lennart begyndte at grine.
- O.k. sagde han. Så skal jeg fortælle dig en lille hemmelighed. Jeg har dyrket gymnastik siden jeg var omkring syv år. Så det er ikke bare de seks måneders arbejde.
Kim sukkede.
- Tak skal du have, jeg var lige ved at tro at jeg var unormal.
Ja, du skulle bare vide hvem der er unormal, tænkte Lennart. Han sidder over for dig lige nu.
Lennart syntes at han kunne mærke de to store øl. En liter Half and Half kan vist give de mest garvede lidt slinger i benene.
Men han havde jo ikke lyst til at tage hjem. Han ville meget hellere blive her og snakke med Kim.
- Vil du have en til, jeg gir. Kim tog Lennarts krus.
- Arh, så skal det vist være en almindelig, jeg synes at jeg kan mærke de to andre.
Lennart så Kim begynde at skænke en ny Half and Half.
- Og hvad så, jeg skal nok bære dig op når jeg lukker.
Kim så direkte på Lennart, med underfundigt smil på læberne.
- Nå, men tak som byder.
Klokken var næsten midnat.
Lennart sad stadig på barstolen og fortalte Kim om gymnastik, og hvordan han generelt synes at verden var skruet sammen.
Kim snakkede godt med, han var begyndt at drikke øl sammen med Lennart ved en elleve tiden, for som han sagde; Jeg skal jo alligevel lukke om en times tid, og der kommer vist ikke særlig mange i dag.
Der havde kun været et par gæster i løbet af aftenen. De to der sad der da Lennart kom, sad stadig på deres pladser.
Kim havde været inde med et par “kander” til dem. Men de passede sig selv, og sad derinde og sludrede.
Lennart lagde knap nok mærke til dem, han kendte dem ikke.
Han var faktisk lidt fuld.
Det kunne ham mærke når han rejste sig for at gå på toilettet, så var han ikke så sikker på benene som han burde være.
Skide være med det, det var stadig fedt at tale med Kim.
Han var for øvrigt blevet endnu mere tiltrækkende i løbet af aftenen.
Det var absolut ikke på grund af øllene, næ nej. Men han var rar at tale med, og så havde han sådant et lækkert smil………….
Det var skide irriterende når man drak, det blev så svært at fokusere.
Årh med lidt koncentration så gik det da stadigvæk.
Han måtte vist på toilettet igen.
Da han kom tilbage stod der en Guld Tuborg og en lille whisky ved hans plads.
Lennart blev næsten ædru.
Hvor var det nu ?
Nå jo, drømmen.
Han satte sig på barstolen igen.
- Kim, hvorfra ved du at jeg kan lide guld Tuborg og whisky?
Kim kneb øjnene sammen og så vældig listig ud. Og med et smil sagde han;
- Ved du ikke at jeg har klæbehjerne?
Lennart forstod ikke en skid.
Det kunne Kim åbenbart se for han fortsatte;
- Du var godt nok fuld, men vi har faktisk talt sammen før her nede. Du kom i en ordentlig brandert, og det eneste du ville drikke var guld Tuborg og whisky shots.
- Hvorfor har du ikke sagt det før.
Lennart følte sig lidt stødt. At Kim åbenbart vidste mere om ham, end han troede, det var ikke nogen speciel rar fornemmelse.
Kim lænede sig ind over baren. Han hoved var ganske tæt på Lennarts.
- Jeg var ikke sikker på om det var dig, så jeg satsede, og håbede at det var dig.
Lennart blev pludselig meget usikker.
Hvad mente han med, om det var dig. Havde han sagt noget dumt i sin brandert. Det havde sket før, så……..
- Tag det helt rolig, du opførte dig pænt, og det var vist kun mig der opdagede at du var så kanon fuld, fordi du sad her oppe ved baren og talte med mig.
Kim klappede hans hånd. Han kunne åbenbart se at han havde rystet Lennart.
- Tag det nu roligt, der skete ikke noget.
Han kiggede Lennart dybt i øjnene, hans hånd stadig hvilende på Lennarts.
Lennart fik det virkelig skidt. Han kunne ikke få den følelse af at have gjort eller sagt noget forfærdelig, ud af hovedet.
- Lennart !
Kim trykkede hans hånd, og med den anden ruskede blidt i Lennarts skulder.
- Hvad er der galt med dig. Har jeg sagt noget forkert?, Lennart for helvede du opførte dig eksemplarisk, du var rar og behagelig, hvorfor tror du ellers jeg kan huske dig, hvorfor tror du at jeg gerne ville have dig til at blive og snakke?
Det var som om korthuset rasede ned om ørene på Lennart.
Hvor stor en idiot kan man være. Her sad han og troede at Kim var varm på ham.
Og så var det bare for selskabs skyld, fordi det var kedeligt uden ret mange gæster. Store fjols.
Nå, ryk dig op, du kan ikke sidde her med trut mule.
- Det må du undskylde Kim, det kom bare bag på mig at jeg har siddet og talt med dig i en brandert, for det kan jeg ikke huske.
Lennart tvang sig til at se Kim i øjnene.
Det var som om at der var noget sørgmodigt over Kims øjne. Tog han det virkelig så tungt som han sagde?
- Det er helt o.k, som jeg sagde, jeg nød dit selskab dengang, og gør det stadig.
Kim tog sit whisky glas, hævede det op til skål.
- Skål Lennart, rart at kende dit navn.
- Skål Kim.
Lennart tømte glasset i en køre, han trængte til noget der kunne stive ham lidt af.
De to fyrer der hele tiden havde siddet inde bag ved, rejste sig og tog jakker på.
Nå ja, det var jo også lukketid.
Den forreste af de to var mørkhåret, samme højde som Lennart. Ikke så muskuløs, men kunne faktisk godt minde lidt om ham.
Den anden var lys, høj og ranglet. Han så usympatisk ud. Overlegen.
Da den første gik forbi Lennart, snerrede han ud gennem mundvigen;
- Det kan du godt glemme søde, han dumper dig inden fjorten dage.
Den anden smilede ondskabsfuldt, og skubbede med fuldt overlæg til Lennart, så han måtte tage fra på baren.
I sin lettere tåget tilstand fattede Lennart ikke med det samme hvad det var der var blevet sagt.
Det kan du godt glemme søde, han dumper dig inden fjorten dage…………
Hvad fanden mente han med det?
Hvad kunne han godt glemme?
Og hvem dumper………..
Spritten gjorde sit til at det blev endnu mere uforståeligt.
Lennart havde åbenbart siddet og mumlet højt, for pludselig tog Kim hans hånd.
- Lennart.
Lennart kiggede op.
- Ja!
- Jeg kan se at du undrer dig over den kommentar du fik med på vejen.
Kim holdt fast i Lennarts hånd.
- Ja ærlig talt. Lennart rystede lidt på hovedet.
- O.k, du var måske mere fuld sidst end jeg først troede, for du kan åbenbart ikke huske hvad vi talte om.
Hvad de havde talt om, nej det havde han jo allerede sagt. Nu kom den der snigende, snærende fornemmelse igen.
- Kan du huske at du hjalp mig med at lukke, præcis som i dag?
Lennart rystede på hovedet, og kiggede ned i bardisken.
- Vent lige lidt, jeg bliver nød til at låse, ellers kommer der bare nogen rendende, og så får jeg aldrig lukket.
Kim tog et nøglebundt, og forsvandt op ad trappen.
Lennart var helt tom inden i. Han vidste ikke hvad han skulle tænke. Hans hjerne var rent kaos. Han var hunderæd for hvad Kim skulle sige. Ikke fordi han vidste hvad det var han ville sige, men instinktet sagde ham at det var noget der på en eller anden måde havde med ham at gøre, eller ville få indvirkning på ham og hans liv.
Han tvang sig selv til at se ud som om at han var uberørt af situationen, så godt han nu kunne i hans halv brandert.
Kim kom tilbage. Tog både Lennarts og sin egen øl.
- Kom vi sætter os ned til et bord. Der er vist noget vi to skal have på det rene. Lennart hørte hvad han sagde, men orkede ikke at tænke over hvad det indebar. Han havde pludselig mistet alle sine kræfter.
De sad overfor hinanden ved plankebordet der stod ved et af de åbne ildsteder.
Lennart kunne ikke løsrive sit blik fra ilden der slikkede lystigt på en stor egetræsknude.
Han var ikke sikker på at han ville høre hvad Kim havde at sige, men der var noget der sagde ham at han burde.
- Lennart !
Lennart så på Kim.
Kim tog begge Lennarts hænder i sine, og så ham dybt i øjnene.
De blå øjne kunne til enhver tid tryllebinde Lennart.
- Lennart, eftersom du ikke kan huske det fra sidste gang jeg talte med dig, så siger jeg det igen.
- Lennart, du fangede ikke den kommentar du fik på vej ud, vel?
Lennart rystede på hovedet, så stadig ind i Kims øjne.
Hvis ikke det var fordi der var den snigende fornemmelse af noget ubehageligt, så ville situationen faktisk have været helt romantisk.
Lyden fra ildstedet. Kim der holdt hans hånd. De hyggelige lokaler.
- Ham fyren der sagde det til dig hedder Jens.
Lennart skulle til at afbryde ham, han kendte jo ikke denne Jens.
Noget i Kims øjne gjorde at Lennart tav.
- Jens og jeg har været kærester engang.
Lennart sad som forstenet.
Første tanke der slog ham, var hvad Kim ville med sådant en idiot.
Kim så stadig Lennart i øjnene.
Jamen, det betød jo at………..
- Lennart, jeg er bøsse.
Lennart begyndte at ryste over hele kroppen. Han bed så hårdt sammen at det gjorde ondt i kæberne.
Kim knugede hans hænder hårdt, hans knoer var helt hvide.
Det gjorde ondt i Lennarts hænder, men han kiggede stadig Kim i øjnene.
- Du ville ikke tale om det sidste gang du og jeg talte sammen.
Kim rykkede nærmere Lennart, uden at slippe hans hænder.
- Hvordan har du det med bøsser Lennart?
Lennart ville kigge bort, men Kims blik holdt ham ligeså fast, som den skruestik han holdt hans hænder i.
Lennart kunne mærke at han snart ikke kunne holde det tilbage længere.
Tårene steg i hans øjne, synet begyndte at blive sløret.
Fanden tage Kim.
Lennart faldt sammen over bordet. Han hulkede. Han græd som aldrig før. Han hadede sig selv for at sidde der og tude som en anden tøs, foran en fremmede, men han kunne ikke stoppe. Kroppen havde taget over, han hulkede så det føltes som kramper i maven.
Kunne han dog bare gemme sig, så der ikke var nogen der kunne se ham.
Kim rejste sig og satte sig på samme bænk som Lennart.
Han tog Lennart om skuldrene, trak ham ind til sig. Han tog Lennarts hoved forsigtig, og lagde det på sin skulder, så Lennarts ansigt lå ind mod halsen.
Trods Lennarts hulken, kunne han føle Kims kraftige puls i hans hals.
Lennart mærkede hvordan Kim lagde armene om ham, og blidt vuggede ham frem og tilbage.
Sådan sad de i lang tid, hvor lang tid vidste Lennart ikke.
Han vidste bare at han ikke havde lyst til at blive skilt fra Kims trygge krop.
Ikke lyst til at se Kim i øjnene igen.
Det var Kim der brød tavsheden. Han lod Lennart sidde ind til sig.
- Det er underligt. Jeg ved ikke om det er øjnene, eller om det bare er en sjette sans, men jeg ved det altid, lige med det samme.
Lennart vidste godt hvad han mente, men havde ikke lyst til høre ordene udtalt.
Han ventede, men Kim sagde ikke mere.
Han lyttede til Kims hjerteslag. Det var en rolig rytme nu, ingen vilde hjerteslag som lige før. Det var en rar lyd.
Mon det var sådant Lene følte det når hun lå tæt ind til ham, eller hvilede sit hoved på hans bryst. Så kunne han godt forstå at hun synes om det.
Kim tog Lennart om skuldrene, og holdt lidt ud fra kroppen, så han kunne se ham i øjnene. Han smilede ømt.
- Klokken er over et. Har du overhovedet mulighed for at komme hjem nu?
Herre gud. Det havde Lennart ikke skænket en tanke.
Hvad med Lene. Skulle han ringe nu. Hun sov jo garanteret.
Jo, han ville ringe, det var trods alt bedre at hun blev lidt knotten over at han vækkede hende, end at hun vågnede midt om natten og han ikke var kommet hjem. Hun ville blive bange for at der var sket noget med ham.
Det var bedre at ringe.
- Næ, jo selvfølgelig hvis jeg tager en taxi.
- Ikke tale om, du sover hjemme hos mig, jeg bor to minutters gang herfra.
Kim tog det to halvfulde guld øl.
- Vil du have mere? Han rakte flasken frem mod Lennart.
- Nej tak, ellers tak. Tanken alene om lunken guld øl var nok til at Lennart følte maven gå i knude.
Eller var det på grund af gråden.
Kim gik hen bag baren med flaskerne.
- Kim, må jeg låne telefonen.
- Ja, du kan tage den her inde bag baren, men gør det kort, chefen flipper helt ud hvis vi sidder og snakker i telefon når vi er på arbejde.
- O.k jeg gør det kort, jeg skal bare ringe hjem og sige at jeg ikke kommer.
- Hvad siger hun til det?
Lennart trak på skulderne.
Lene var godt søvndrukken da hun svarede.
Hendes eneste kommentar var;
- Nå er du fuld din lille gris, ja ja, men sørg nu for at komme på arbejde i morgen, jeg skal selv møde klokken seks, så jeg har ikke ondt af dig.
Lennart lagde røret på.
Han kunne ikke rigtig finde en følelse der passede til situationen.
Underlig fornemmelse.
- Så er jeg klar. Husk din rygsæk.
Lennart tog sin jakke på, og hentede rygsækken.
Han gik først op ad trappen.
Gud hvor han hadede den trappe, specielt når han havde drukket som nu.
Trinene var skæve og uens, som om det ikke i forvejen var svært nok med trapper og spiritus.
Han kunne høre Kim små grine bag ved ham.
Da de gik i de øde gader, kunne Lennart mærke at han havde fået ret mange halv liters øl. Specielt de fem eller seks Half and Half. Pyh…..
Kim låste døren til lejligheden op.
Godt det ikke er mig, tænkte Lennart. Han fniste. Han havde garanteret ikke kunne finde nøglehullet.
Lennart du er en tegneserie figur. Han fniste igen.
Kim vendte sig i døren.
- Hvad fniser du ad.
- Bare det at jeg er lettere selskabelig overrislet. Lennart lænede sig op ad dørkarmen.
- Må man komme indenfor?
- Ja selvfølgelig dit lille fjols, kom ind.
- Smid skoene der, og jakken kan du hænge der på knagerne. Skal du ryge så tab venligst ikke gløderne i skindsofaen.
Årh, det var da rigtigt, ham Kim røg jo ikke.
Måske skulle man lade være med at ryge, det var jo trods alt et ikke ryger hjem.
- Du må gerne ryge, bare du lover at passe på.
Kim stod med et askebæger i hånden.
Gad vide om han kunne læse tanker? Nå nu havde han jo fundet askebægeret.
Lennart fulgte efter Kim ind i stuen. Den var ikke særlig stor, men hyggelig. Der var et hvidt reol system for enden af stuen. Hele den ene side var vinduer. Ved den modsatte side stod en tre personers sort skind sofa, et hvidt sofa bord, og to sorte skind stole.
Noget der fangede Lennarts opmærksomhed, var de store grønne planter.
- Nå så du kan også godt lide grønne planter.
Lennart pegede rundt.
- Ja. Kim grinede og skænkede et par reale whiskyer op.
- Det er mine små børn, så ikke noget med at prøve at klatre i dem.
- Jeg har det selv på samme måde. Lennart satte sig i sofaen.
Kim tændte for stereo anlægget. Bang og Olufsen. Der bredte sig en hyggelig stemning sammen med musikken der strømmede ud af højtalerne.
Lennart var ikke lige i stand til at finde ud af hvem det var der spillede, det var jo også skide lige meget, bare det var hyggeligt, og det var det………
- Kan du også godt lide planter?
Kim lød forbavset.
- Ja jeg har arbejdet hos en gartner efter skoletid i fire år.
- Nå men så er det altså dig jeg skal gå til, for at få gode råd.
Kim løftede glasset.
- Skål Lennart.
- Ja spørg du bare, måske kan jeg svare. Skål.
- Det kan vente. Kim så på Lennart.
- Har du lyst til at tale om det?
Han så nu Lennart direkte i øjnene.
Lennart kiggede væk. Han vidste at fik Kim først øjenkontakt med ham, så kunne han ikke løsrive blikket fra de blå øjne.
- Lennart, jeg hverken kan eller vil ikke tvinge dig, men du bliver nød til at tale med nogen om det. Tro mig, jeg har selv været der. Jeg troede også at jeg kunne gemme mig, eller klare det selv. Det kan du for en tid. Men det indhenter dig igen og igen, og værre og værre for hver gang. Kan du ikke selv mærke det, det trænger sig mere og mere på.
Hvorfor ikke tale med en der har været det hele igennem. Det behøver ikke være mig, hvis du ikke har lyst at tale med mig, men for guds skyld, tal med nogen der har prøvet det på deres egen krop.
Lennart følte det som om han skulle græde igen. Hadede det.
Han kunne mærke at Kim kiggede på ham.
- Lennart, du kan også godt tale med alle andre om det, men tro mig de kan, uanset hvor godt de end mener det, ikke sætte sig ind i din, min, vores situation, for det er i sidste ende ikke dem der skal tage stokkeslagene.
De uforstående blikke. Væmmelsen som folk åbenlyst viser. Foragten over at du tør vise dig som anderledes.
Lennart kunne mærke tårene nu begyndte at trille ned ad hans kinder. Hvad var det for et liv. Var det det han var født til. Skulle han stå som en vanskabning på markedspladserne til offentlig beskuelse?
Han skulle kaste op.
- Lennart, du behøver at få alt den skræk og de stærke følelser ud. De kvæler dig indefra.
Den bedste måde, er at tale med nogen der har det ligesom dig.
- Lige pludselig vil du finde ud af, at det er slet ikke umuligt at få et godt og indholdsrigt liv, selv om man er bøsse.
- Der er lang vej, men det kan lade sig gøre. Og nemmere bliver det hvis du lader andre hjælpe dig.
- Der er ingen grund til at du udkæmper de samme slag, som tusinder har kæmpet før dig, og for dig.
- Det er klart at visse kampe må du selv tage op, for der er ingen andre der kan kæmpe dem for dig. Men bagefter, er vi andre der til at trøste, hvis det skulle have gået galt.
Lennart hulkede ikke denne gang. Men tårene løb frit.
Han prøvede at forstå alt det Kim sagde. Han kunne ikke kapere det hele, det flød over.
Men han havde på fornemmelsen at det var noget godt, og at der var noget rigtig det han sagde, han kunne bare ikke rumme det lige nu.
Han kiggede stadig ned i sofaen, da Kim satte sig ved siden af og lagde armene rundt om ham.
Det var som balsam for Lennarts sjæl.
Bare han dog aldrig ville slippe ham igen. Denne tryghed. Det var en helt vidunderlig ny fornemmelse.
Lennart tænkte på om det mon ville føles ligeså rart hvis hans far havde givet ham et kram.
Han mindedes ikke at hans far havde givet ham et kram, i så fald, var det så længe siden at han ikke kunne huske det.
Han trykkede sig tættere ind til Kim. Kim nussede ham i håret.
Lennart puttede sit hoved ind til Kim, og slappede af.
Lennart vågnede med en frygtelig hovedpine.
Årh hvor han dog hadede dagen derpå.
Han vendte sig forsigtigt i sengen, så hovedet ikke skulle finde ud af at han bevægede sig.
Han stirrede ind i et par af de mest blå øjne han nogensinde havde set.
Kim smilede.
- Godmorgen prinsesse, har vi det bedre i dag?
I samme sekund kom hele aftenen, ja hele natten væltende ind over Lennart.
Han rødmede dybt. Han skammede sig.
Han havde siddet der og vrælet som en anden tøs.
Hvad skulle han sig til sit forsvar.
Han kunne jo ikke bare ligge der og sige ingenting.
Inden han kunne finde på noget at sige, lagde Kim armen om ham og sagde;
- Du har ingenting at skamme dig over, jeg er glad for at vi fik talt sammen.
Kim holdt Lennarts blik fast.
Det var som om han kunne læse Lennarts tanker.
Lennart lagde sin hånd på Kims bare skulder.
- Jeg er også glad for at vi fik talt sammen Kim, tak for at du gad lytte til mit tuderi. Lennart kunne mærke at han rødmede igen.
Kim trak ham ind til sit bryst og knugede ham som en skruestik.
- Dit lille tossehoved, hold da kæft hvor jeg godt kan li dig.
Lennart blev liggende og nød nærheden af Kim.
Hans hoved var presset ind mod Kims muskuløse bryst. Han kunne mærke varmen fra Kims krop, og hans hår på brystet kildede så dejligt.
Lennart kunne mærke at han begyndte at blive ophidset.
Åh nej det måtte bare ikke ske.
Han frigjorde sig fra Kims greb.
- Du skulle vel tilfældigvis ikke have en ti tyve hovedpine piller ?
Kim grinede og rejste sig.
Han havde ingen underbukser på.
Lennart ville ikke kigge, men kunne ikke lade være.
Han blev bare endnu mere ophidset. Kim havde en endnu flottere krop når han var nøgen. Det var selvfølgelig heller ikke nogen ulempe at han var temmelig vel udrustet.
Åh gud. Lennart havde heller ingen underbukser på.
Panik.
Hvor var de.
Han måtte finde dem inden Kim kom ind igen. Satans.
Han huskede ikke engang hvordan han var kommet i seng.
Var der sket noget.
Selvfølgelig var der det, hvorfor skulle han ellers ligge her uden underbukser.
Hvor naiv havde man lov til at være.
Herre Jemini, hvor det bankede i øverste etage. Aldrig mere sprut, aldrig.
- Here you go.
Kim kom ind med et glas vand, hvori to Treo boblede op og ned.
Hvorfor fanden skulle han se så godt ud……over det hele.
Han rakte Lennart glasset, og krøb selv ned under dynen.
Lennart tømte glasset i to slurke.
Han lagde sig ned igen.
Han ville gerne blive, men på samme tid ville han væk fra det hele.
Det var som om, at tanken om at Kim vidste det hele var på en gang rar, og samtidig så… så skide skræmmende.
Kim lå på siden, støttende på hans højre arm.
Han kiggede på Lennart.
Lennart kunne mærke det uden at han behøvede at se på Kim.
- Lennart?
Lennart vendte hovedet og så på Kim.
Der spillede et lille smil om Kims mund og i hans øjne.
- Lennart, er der ikke noget du vil spørge mig om ?
- Det ved jeg ikke, hvad skulle det være.
- Måske hvorfor du ikke har nogen underbukser på.
Kims smil blev nu større.
Ja selvfølgelig vidste han at Lennart ikke havde underbukser på, det var jo for helvede ham der havde pillet dem af. Hvordan havde han dog troet at han kunne skjule det for Kim.
Pludselig synes Lennart at det var sjovt.
Han grinede.
- O.k. Jeg giver op. Hvorfor har jeg ingen underbukser på ?
- Din lille frækkert.
Kim blinkede.
Den første tanke der slog Lennart var; fandens, første gang og jeg kan ikke huske en skid.
Lennart blev mere modig, eller også var det fordi han endnu ikke var ædru.
- Ja så, var det godt ?
Nu var det Kims tur til at grine.
- Kan du virkelig ikke huske noget ?
Næ, det måtte Lennart indrømme at han ikke kunne.
Kim kiggede længe på Lennart.
Ingen sagde noget.
Endelig sagde Kim.
- Lennart dit lille fjols, der skete ingenting.
- Grunden til at du ikke har underbukser på, er at du tog dem selv af.
Lennart sank en kampesten.
Han kunne ikke bekæmpe det smil der brød frem over hele hans hoved.
- Troede du virkelig det om mig ?
Kim så Lennart lige i øjnene.
Lennart blev flov.
Kim havde vist sig som den bedste ven. Prøvet på at hjælpe ham, fordi han vidste hvor svært det var at se kendsgerningerne i øjnene, specielt når det gjaldt sig selv.
Lennart du er en kynisk kold skid. En lille egotripper.
Hvorfor tror du altid det værste om andre.
Lennart kiggede ned på dynen.
Det var noget sjovt krøllet stof. Sort med nogle blå streger på.
Han krammede stoffet, det føltes underlig hårdt, men på samme tid blødt og rart.
Kim tog med begge hænder om Lennarts hoved, og kyssede ham.
Kiggede igen med de frygtelige blå øjne.
- Ikke fordi jeg ikke har lyst.
Han smilede.
Bette Midlers “When a man loves a women” fyldte hele stuen.
Lennart stod over gryderne ved komfuret.
Kartofler og gulerødder kogte svagt i den ene gryde.
Man skal spise masser med rodfrugter, havde hans mor altid sagt.
Han kogte broccoli i en kasserolle.
De skulle senere pureres, jævnes med fløde og creme fraice.
En skøn, grøn sauce uden fedt.
“You will trade the world for the good thing you found”
Lennart sang med.
En vidunderlig sang.
Lennart elskede Bette.
Hun gav alt når hun sang.
Og skæg var hun også, hun generede alle på det groveste ved hendes koncerter.
Ja, o.k måske ikke så meget mere, men det gjorde hun da hun kom frem.
Han kunne huske en koncert han havde set med hende på tv.
Tre timer.
Hun havde steppet rundt i tre stive timer, og der kom bare mere og mere gang i hende.
Hun havde råbt efter bøsserne der sad og skreg på hende.
Hun havde “bøsse tække”.
Måske fordi hun var som hun var.
Hakkebøffer med hvidløgsost.
De skulle steges ved svag varme, ellers løb osten ud.
Lidt skulle smelte, så det gav saft og kraft i kødet.
Resten skulle blive i midten som prikken over i’et.
Uhm. Lennart elskede det.
Lene synes også at det var godt.
De skulle hygge i aften.
Lennart havde købt tre flasker god rødvin.
Hmm. Det her gik jo helt godt.
Lennart havde ikke tænkt på Kim siden han kom hjem.
Turen i bussen hjem havde været et helvede.
Bondeanger.
Nå, lad det nu ligge.
Shiit, broccolien kogte over.
Nå den var vist også færdig alligevel.
Misser sad på hans hjørne af køkkenbordet og fulgte interesseret med i alt der foregik.
Det var hyggeligt med selskab når man gik og lavede mad.
Og Misser lavede aldrig indvendinger om hvordan maden skulle laves.
Han ville bare have et lille klap i ny og næ, så spandt han og var tilfreds.
Skøre kat, han elskede kolde kogte kartofler.
“When a man loves a woman, he can do her no wrong”
“This is a mans world”
Bettes stemme skar i Lennarts sjæl.
Han vendte forsigtigt bøfferne.
Der var ikke løbet noget ost ud.
Lave mad var da noget af det han kunne.
Han tabte en bøf på gulvet.
Satans.
Misser var på pletten.
Med den ene hånd prøvede Lennart at holde katten væk.
Ikke helt let.
Misser vejede knap seks kilo, og han var virkelig interesseret i bøffen der lå der og duftede så uimodståelig.
Typisk.
Lennart havde gjort rent hele formiddagen, og nu var der en stor fedtplet på gulvet.
Han kiggede på bøffen.
Den havde vist ikke taget skade, og gulvet var jo helt rent.
Nej, han lagde bøffen til side.
Han kunne stege den færdig senere, så kunne Misser få den.
Der lå stadig fire bøffer på panden, det var også nok til ham selv og Lene.
Han tørrede gulvet.
Lidt vindue-spray tog det sidste fedt.
Lennart tog stavblenderen og blendede broccolien.
Hældte fløde og creme fraicen i, smagte til med salt og sort peber.
Lidt sukker gjorde saucen perfekt.
Lennart åbnede to flasker rødvin.
Den ene dekanterede han i en gammel keramik kande, som havde stået i køleskabet.
Det var noget han selv havde fundet på.
Når kanden var kold, kom vinen ned på den temperatur den skulle, seksten til atten grader, også selv om den havde stået i stuetemperatur.
Det var ret smart, synes han selv.
Danskere drikker rødvin som det hele skulle være gløgg. Alt for varmt.
Mange satte oven i købet vinen på radiatoren, eller hen til komfuret for at få den varm.
Lennart hadede varmt rødvin.
Hvem havde hørt om varmt rødvin i de lande der lavede rødvin ?
Ingen.
Hvorfor?
Fordi rødvin ikke skal være varmt.
I Spanien for eksempel, bliver rødvin serveret direkte fra køleskabet.
Ergo.
Rødvin skal ikke være varmt.
Det havde taget Lennart flere år at overbevise Lene om at rødvin skulle være mellem seksten og atten grader.
Hun var ikke så nem at overbevise.
Lennart havde købt et vin termometer, hvor der på træ-æsken stod hvilke temperaturer de forskellige vine skulle have.
Det var en fin træ-æske med guld bogstaver.
Lene havde studeret det nøje.
Lennart grinede ved tanken, for på æsken stod der at den vin der skulle serveres varmest, var Bordeaux, og den skulle være mellem seksten og atten grader celsius.
Bourgogne og Cotes du Rhone fjorten til seksten grader.
Beaujolais helt nede på tolv grader.
Alle andre rødvine mellem tolv og fjorten grader.
Termometret havde kostet et hundrede og to og halvtreds kroner, men hvad betød det. Han fik ret.
Alle andre der synes at han serverede for kold vin, blev også konfrontere med det berømte termometer.
Sådan klarer man danske barbarer der vil have varm vin.
Lennart smagte på vinen.
Uhm, den var rund og havde en bouquet af friske druer.
Selv om der var mange gode krydrede spanske vine, foretrak Lennart de lidt lettere vine, gerne med denne bouquet af friske druer.
Han snurrede vinen i glasset.
Kiggede på randene i glasset.
Det var noget han havde lært til en vinsmagnings aften.
På den måde kunne man se hvor meget glycerin der var i vinen.
Desto tydeligere rande, at vinen virkede tyk, var tegn på meget glycerin.
Han var ikke helt sikker på hvad det betød, om der var meget glycerin i vinen, men det virkede overbevisende på folk, når man forklarede hvorfor man snurrede vinen i glasset.
Lennart havde gjort det en gang på en restaurant, hvor tjeneren bad ham smage på vinen.
Lennart havde smagt, huskede at suge luft ind sammen med vinen, og snurrede vinen i glasset mens han smaskende havde smagt på vinen.
- Meget glycerin.
Han smækkede med tungen for at få bouqueten frem.
Han kiggede på tjeneren og nikkede.
- Jo den er god.
Tjeneren, en ældre mand, havde nikket anerkendende, sikkert overrasket over at en så ung mand vidste så meget om vin.
Lennart havde med vilje ikke kigget på Lene.
Han vidste at hverken han eller Lene ville kunne holde masken hvis de først fik øjenkontakt.
Da tjeneren var gået, havde de begge brudt sammen i krampegråd.
- Hold da kæft hvor er du snobbet.
Lene måtte tørre sine øjne med servietten.
- Ja, men det virker da, havde Lennart forsvaret sig.
Det havde flere gange vist sig nyttigt, for oftest fik det førsteklasses betjening når Lennart førte sig lidt frem.
Ellers havde Lennart på fornemmelsen at unge mennesker ofte fik andenklasses betjening, for de var ikke rige og betydningsfulde.
Men lavede man vin nummeret, samt opførte sig med gode maner, havde de fleste svært ved at bedømme hvem eller hvad man var.
Det kunne jo være at man var en rigmand søn.
Lennart smilede ved den tanke.
Rigmand.
Hans far var mange ting, men alt andet end rig.
Lennart stirrede ud af køkkenvinduet.
Han havde hældt vandet fra kartoflerne og gulerødderne.
Maden var færdig.
Det hele var i ovnen for at holde sig varmt, til Lene kom hjem.
Da Lennart kom hjem, lå der en seddel på køkkenbordet.
“Jeg er hjemme hos Lena, kommer i løbet af eftermiddagen, eller hen under aften, ring hvis der er noget. Knuser. Lene”.
Gad vide om hun var sur over at han ikke var kommet hjem.
Nej, det var hun nok ikke, for så havde hun ikke skrevet Knuser.
Så havde der bare stået Lene.
Lennart smilede.
De kendte faktisk hinanden ret godt.
Han tog en mundfuld af vinen.
Lænede sig ind over køkkenbordet.
Misser hoppede op på bordet og satte sig tæt op ad Lennart.
Den gned sin næse mod Lennarts kind.
Han tog den ind til sig.
Nu stod de der. Lennart lænende ind over bordet. Misser sad ved siden af ham og kiggede med ud af vinduet, for ligesom at finde ud af hvad det var Lennart kiggede på.
Lennart nussede den store hankat. Misser spandt og rykkede tættere.
Kim kiggede ud af vinduet.
Det begyndte at sne.
Store hvide snefnug dalede langsomt ned fra himmelen.
Det var snart mørkt.
Snefnuggene blev hvidere mod den mørke himmel.
Et let vindpust lavede kaos i det mønster de faldende snefnug lavede. De så ud til at komme ingen steder fra.
De blev bare ved med at falde fra himmelen.
Sneen virkede beroligende på Lennart.
Misser gjorde sit med sin spindene, og dens nærhed.
Lennart lod sig rive med i det virvar af snefnug der dansede for hans øjne.
Sådan stod han længe.
Han havde lyst til at løbe ud i sneen.
Lyst til at fange snefnug med munden, som han havde gjort da han var mindre.
Kunne man det nu ?
Nu når man var voksen?
Folk ville nok tro at man var tosset.
Og hvad så?
Han smilede ved tanken.
Havde Berit været her, havde de sikkert sprunget ud i sneen.
Spist snefnug, og kastet med snebolde, prøvet at give hinanden vaskere.
Han savnede faktisk Berit.
Hun var altid med på at lave noget fis.
Men nu var hun engageret og havde ansvar.
Ansvar.
Forfærdelig ord.
Hvorfor kom der altid noget ubehageligt, eller anstrengende, traskende i hælene på ordet ansvar.
Fandtes der ikke nogen form for ansvar der var sjovt.
Ansvar der kunne være opløftende eller tilfredsstillende ?
Lennart kunne ikke komme på noget sådan.
Han åbnede munden og lukkede øjnene.
Snefnuggene landede både i munden og i hans ansigt.
Skønt !
Det var som om snefnuggene der smeltede, blev til kolde dråber, vaskede Lennarts tanker bort.
Det var som om at blive født på ny.
Lennart stod i den lille have. Han havde trods alt ikke ville gå ud i gården.
Her i haven kunne ingen se ham.
Kun Misser der foretrak at blive i tørvejr, sad og kiggede i havedøren.
Lennart forsøgte at lade være med at tænke på noget.
Lennarts drømme tilstand blev brutalt afbrudt af telefonen der ringede.
Han kunne pludselig mærke at han frøs.
Hvor længe havde han stået i sneen ?
Hans hænder var røde af kulde.
Brrrr……..
Han lukkede havedøren.
Telefonen ringede stadig.
Han havde mest lyst til at lade den ringe.
- Lennart speakning.
- Hej det er Lene.
Lennart fik en fornemmelse af at dette ville indvirke på resten af aftenen.
- Hej Puser, hvor er du ?
Lennart forsøgte at undertrykke denne fornemmelse.
- Jeg er stadig hos Lena, Lene tøvede og sænkede stemmen, hun har det ikke så godt, Erik er skredet med en anden.
Lennart følte en slags panik. Hvorfor vidste han ikke.
- Øh o.k, skal jeg holde maden varm til dig, eller vil du varme den når du kommer hjem ?
- Jeg varmer den selv, ellers bliver det bare så tørt. Måske spiser jeg lidt her. Er det o.k ?
Lennart kunne mærke knuden i maven.
- Ja selvfølgelig. Lena har brug for dig.
Han håbede ikke at sarkasmen kunne høres i stemmen.
I samme sekund han havde udtalt det sidste ord, fortrød han.
- Nej undskyld Lene, selvfølgelig er det i orden, det var bare at jeg havde håbet på at vi skulle hygge med lidt god mad, men det tager vi senere, o.k ?
- Vil du gerne at jeg kommer hjem ?
Han kunne høre i Lenes stemme, at hun var blevet såret.
Fandens. Ham og hans store mund.
- Nej Lene, kom du når du vil, det helt i orden, hundrede, jeg mener det.
- Du er en Puser.
Lennart kunne høre at hun var lettet.
- Men der er jo selvfølgelig det problem med de to flasker rødvin jeg har åbnet.
Han smilede for sig selv.
Lene grinede.
- Det problem løser du garanteret, det er jeg sikker på.
- Jeg skal gøre mit bedste.
Lennart tog glasset i sin hånd.
- O.k, vi ses på et tidspunkt.
- Ja det gør vi, kør nu forsigtig, det kan være glat.
Lennart kiggede ud af vinduet i stuen.
Det sneede stadig.
- Det skal jeg nok.
- Hvis du bliver natten over, gider du så at ringe ?
Lennart havde ikke lyst til at være alene i nat, men han kunne jo ikke forlange at Lene altid kom hjem, når han ikke selv gjorde det.
- Det gør jeg nok ikke, men selvfølgelig ringer jeg.
Lennart kom til at tænke på aftenen før da han ringede hjem.
- Jeg smutter nu. Jeg elsker dig.
- Det samme, hils Lena.
De lagde røret på.
Lennart slukkede for ovnen.
Han var egentlig ikke sulten.
Det var der nu ikke noget mærkeligt i, for ofte når han havde tilberedt maden mistede han sin appetit.
Det var som om at han blev mæt af at stå ved komfuret.
Måske også for at man smagte på maden hele tiden.
Missers bøf var kold nu.
Han brækkede den i mindre stykker med en gaffel.
Misser sad og fulgte hver bevægelse, som om han vidste at det var til ham.
Lennart tog keramik kanden ind til sofabordet.
Han tændte for fjernsynet.
Der var ikke noget på de seksten kanaler der fangede hans interesse.
Han slukkede igen, og gik hen til stereo anlægget.
Queen, Kim Wilde, Strauss, Dvorak, Mike Oldfield………
Lennarts øjne kørte langs rækkerne af Cd’er.
Der var engang han havde orden i dem, alfabetisk orden.
Det havde Lene hurtigt lavet om på.
I starten havde det irriteret ham.
Nu syntes han egentligt at det var en god ide.
Det var meget mere besværligt når man ville finde en bestemt Cd, men netop at de ikke stod i orden, gjorde at man fandt nogle som man ikke havde hørt længe, og ved synet af dem, fik lyst til at høre igen.
Sisal.
Hvilken stemme.
Hun havde sunget i pauserne til et melodi Gran Prix, der blev afholdt i Norge.
Aviserne havde skrevet at hun var den egentlige vinder af Grand Prixet.
Det syntes Lennart også.
Han havde sjældent hørt så ren en stemme.
Han ledte videre.
Der var ikke rigtig noget han gad at høre.
Han lod Bette Midlers “The Rose” sidde i.
Han trykkede på start, og snart fyldte Bettes store stemme stuen.
Lennart elskede den film.
Efter at have set filmen “The Rose” havde han købt flere plader med Bette Midler.
Hun var bare skøn.
Han havde faktisk også købt nogle plader med Jannis Joplin.
Egentlig mest for at høre hvem det var de havde lavet filmen over.
Der var faktisk flere numre som han syntes om, selv om han ikke synes at hun havde haft nogen særlig stemme, men der var energi i hendes stemme og sange.
Det havde Bette gjort utrolig godt efter i filmen “The Rose”.
Specielt elskede han selvfølgelig titel nummeret, men også “Stay with me baby”.
Det var der i filmen hvor alle hun elskede havde forladt hende, og hun var ved at bryde sammen.
Man kunne høre i stemmen at hun ikke kunne klare mere, og at hun tryglede hendes elsker til at blive.
Ikke kun en stor præstation sang mæssigt, men også skuespiller mæssigt.
Lennart havde grædt første gang han så filmen.
Han havde elsket Bette Midler lige siden.
Lennart dansede rundt i stuen med Misser på armen, alt imens han sang med på “Midnight in Memphis “.
Han kunne alle sangene udenad.
“Concert monologue”, var et helt kapitel for sig selv.
Lennart elskede det.
Bette giver mænd en med på vejen, og bøsserne får også et prik i siden.
Der var den igen.
“When a man loves a woman”
Lennart tog sit glas, og tog en mundfuld af den røde vin.
Yaighh….
Den var varm.
Fy for den lede.
Hmmm.
Selv om han satte kanden i køleskabet ville det tage tid inden vinen var blevet tempereret igen.
Han satte kanden og den anden flaske vin i køleskabet.
Åbnede fryseren og tog en is terning.
Det var egentlig en skam at putte is i den vin, for den var god, men hellere en lidt tyndere kølig vin, end en varm.
Han gik ind i stuen igen, hvor Bette skreg ind i han øre;
“and this is a mans world”.
Lennart satte sig i sofaen.
Hans underbevidsthed arbejdede på højtryk for at holde det borte fra overfladen.
Han tog en blyant og et stykke papir.
Det plejede at hjælpe når han lavede kruseduller på et stykke papir.
Det var som om alt hun sang, var møntet på Lennart.
“Love me with a feeling”.
Lennart følte at rummet snærede om ham.
Han begyndte at svede.
Herregud, han havde kun drukket en halv flaske vin, det kunne ikke være det.
Hvor længe kunne han holde det på afstand.
Lennart, det her er jo sindssygt.
Du sidder og slås med dig selv.
Et helt tredje sted inde i hovedet var der en stemme der sagde;
- Hvad er det du er så bange for at konfrontere ?
Lennart kunne ikke svare, for så ville han sige det.
Det der ikke måtte komme op til overfladen.
Hans hænde begyndte at ryste.
- For fanden da, hvad har jeg gjort ?
Hans stemme overdøvede musikken, og Misser løftede hovedet fra sofaen og stirrede med store øjne på Lennart.
I guder, nu var han ved at tude igen.
Glasset slog mod hans tænder da han tog en tår.
Han for op ad trapperne.
Han nåede kun lige at slå brættet op, før han kastede op.
Der sad han på gulvet i badeværelset, med hovedet nede i kummen, og hænderne rundt om.
Han kastede op igen.
Han hadede at kaste op, han troede at han skulle dø hver gang.
Underligt nok nød han det denne gang, et eller andet sted dybt inde.
Det var som at straffe sig selv.
Han pressede maven til at kaste op igen.
Halsen snørede sig sammen, men alligevel kom de sidste rester rødvin op.
Han spyttede.
Øjnene løb i vand.
Det rev i halsen.
Han hostede, det gjorde ondt.
Han ville gerne bilde sig selv ind, at det var pga. rødvinen, men han vidste godt at det ikke var sandheden.
Lennart vaskede hænderne, og skyllede hovedet med koldt vand.
Han havde det bedre.
Da han kom ned i stuen sang Bette “Stay with me”.
Det var dråben.
Lennart lod sig falde ned i sofaen.
Grædende sang ham med på sangen.
Den stemme.
Så lidende.
Hun sang alle sine sorger ud i den sang.
Lennart startede den forfra.
Måske ville det også hjælpe ham.
Han vidste jo godt hvad det var der var galt.
Hvis nu han virkelig var bøsse, han kunne egentlig bedre lide det ord end homoseksuel, homoseksuel lød som om du var noget man kunne slå op i en bog, mens bøsse var et menneske, hvad så med Lene?
Hvad med hans venner og familie.
Hvad med forsvaret?
Det var for uoverskueligt.
Måske var vennerne ikke det værste, for hvis de ikke ville vide af ham, tja så var det ærgerligt, for det var gode venner.
Men hvis det var virkelige gode venner, ville det så betyde noget for dem?
Det burde det vel ikke, vel?
Hans familie.
Hans far ville sikkert bede ham fare der hen hvor peberet gror.
Hans mor ville sikkert blive ked af det, men hun ville nok ikke slå hånden af ham.
Hans storesøster.
Hun havde altid været hans yndlingssøster, for de var så ens, både temperament og væremåde.
Hun ville sikkert forstå.
Hans storebror havde han aldrig haft et rigtig tæt forhold til, selv om de senere år hvor de begge var voksne, havde bragt dem tættere end nogensinde.
Hans lillesøster ville nok kigge på ham, trække på skuldrene og sige;
- Hvis det er det du vil, er jeg da ligeglad, du er stadig min bror.
Lennart tømte sit glas.
Nu sidder du vist og maler verden lyserød lille Lennart.
Det kunne jo ikke passe at det kunne være så forholdsvis smertefrit.
Det var det måske indtil han kom til at tænke på Lene.
Hele korthuset faldt sammen med et øredøvende brag.
Faktisk lå der kort i hele stuen.
Hvordan kunne han dog nogensinde sige det til Lene.
Hun havde ikke sagt det direkte, men han kunne fornemme imellem linjerne at hun gerne ville til at tale om børn.
Lennarts hjerte begyndte at banke hurtigere.
Hvordan kunne han, han elskede hende jo.
Lennart tog en beslutning.
Han ville leve med det som en hemmelighed resten af livet, han kunne ikke såre Lene på den måde, så hellere lide i stilhed.
Det gav ham cirka ti sekunders ro i sjælen.
Så var den der igen, den tredje stemme, der bare kom, gemt dybt inde i Lennart.
- Synes du, at det er fair behandling af Lene ?
- Hvad så om tyve år når du ikke længere kan undertrykke det, og forlader hende med dine børn. Hvilket liv er det du efterlader hende.
Var det ikke bedre at bekende kulør, og lade hende få en chance til at leve hendes liv uden dig ?
Uden dig.!
Det rungede i hovedet på Lennart.
Uden Lene.
Den tanke ville ikke trænge ind.
Lennarts hjerne kunne ikke bearbejde den tanke.
Jamen, han kunne da ikke ………
Det vidste alle jo, at han og Lene var noget nær det perfekte par, og at de skulle blive sammen resten af livet.
Lennart sad og rystede på hovedet.
Det kunne ikke være sandt.
Der måtte findes en anden udvej.
Ville hun acceptere en kæreste der åbent var biseksuel?
Ja o.k, han behøvede jo ikke at leve åbent med det, men bare at Lene vidste det.
Det ville jo løse det hele.
Igen Lennart. Du gør det igen.
Hvem er det du vil narre.
Det er selvfølgelig mest praktisk for dig, men har du tænkt på Lene ?
Nej vel……dum ide.
Tænk sig at være så egocentrisk.
Han blev led ved sig selv.
Lennart kiggede på de to tomme flasker der stod på bordet, som gennem en dis.
Pyh, han var vist lidt beruset.
Han virrede med hovedet.
Whisky…….det var lige hvad han trængte til, hvor var det nu det stod.
Han hældte en god stor whisky op et glas.
Han havde ikke lyst til at drikke det, men han ville gerne have virkningen.
Han gad ikke tænke mere.
Ikke i aften.
Han ville bare slappe af, og synge nogle sange.
Lennart vågnede for anden dag i træk med et hoved der føltes som en glasklokke, der var fyldt med spejderhagl.
Hvad var klokken?
Halv otte.
Fy for en start på en dag.
Foran ham på sofabordet stod en lille sjat whisky.
Den lugtede stærkere end noget andet i hele stuen.
Og den lugtede absolut ikke godt, tvært imod.
Lennart fik kvalme da han hældte det ud i vasken.
Whisky lugten bredte sig i køkkenet.
Lennart prøvede at skylle det ud med vand.
Det varme vand fik det bare til at lugte endnu værre.
Årh til helvede med det.
Han åbnede køleskabet.
Der stod heldigvis en kande med saftevand.
Lennart drak næsten halvdelen, og tog resten med ind til sofaen.
Gad vide om Lene var hjemme, det var hun nok ikke, eftersom han ikke havde hørt hende, og der var ingen støvler smidt i entreen.
Lennart lagde sig på sofaen, og faldt i en urolig søvn.
- Lennart Eriksen !
En ældre gnaven udseende mand i uniform stod i døren og kaldte på Lennart.
Lennart kendte ham godt.
Det var Senior sergent Andersen.
Han havde vist aldrig rigtig brudt sig om Lennart.
Lennart kunne heller ikke lide den gamle sure cigar, så det var vel fair nok.
- Vær venlig at komme her ind Eriksen.
Lennart fulgte med ind på kontoret.
Andersen satte sig, men gjorde ikke mine til at Lennart skulle sætte sig, så Lennart blev stående bag stolen.
Kontoret lugtede af gammel cigar.
Der stod mapper og bøger fra gulv til loft, på de gamle teaktræ reoler.
Lennart hadede teaktræ.
Det havde denne ubeskrivelige brune gyselige farve.
Gennem vinduet kunne man se eksercits pladsen.
Der var nogle stakler der fortvivlet prøvede at dreje samme vej rundt, alt efter hvilken kommando den unge værnepligtige sergent bjæffede ad dem.
Det lykkedes mildt sagt ikke særlig godt.
Hver, hver anden gang stod der nogle med ansigt til ansigt.
Sergenten var rasende og råbte endnu højere, og værre blev rekrutternes reaktion.
Lennart kunne næsten ikke holde sig.
Der var en latter der boblede i maven på ham.
Han kiggede på senior sergent Andersen.
Det var vist ikke det rette at gøre lige nu.
Andersen sad og kiggede på nogle papirer, der i blandt nogle billeder.
Lennart kunne ikke rigtig se hvad de forestillede, han kunne kun se ud af øjenkrogene, eftersom han stadig stod ret.
- Eriksen stå bare rør.
Lennart gik pr. refleks i rørstilling, soldatens hvilestilling som det så smukt hed.
Senior sergent Andersen sad bag et enormt skrivebord. Et skrivebord der mindede om de soldater kammerater film Lennart havde set. Et kæmpe skrivebord som alle befalingsmænd og officerer skulle have, så de kunne føle sig overlegne, om ikke andet så på grund af deres skrivebords imponerende størrelse.
Han kunne se at Andersen sad uroligt i stolen.
- Ja Eriksen, jeg ville jo helst have undgået denne samtale.
Lennart fik en isende fornemmelse om hjertet.
- De ved jo at vi havde indstillet Dem til sergent skole.
Lennart nikkede.
Det vidste han godt, han vidste også godt at det ikke kunne lade sig gøre eftersom han var konstabelelev.
Det havde ærgret ham i flere dage.
Han forstod hvorfor.
At man i Kontrol og Varslingsgruppen ikke kunne bruge ham som sergent, da han ikke havde de uddannelser det krævede at være sergent der.
Han kunne blot glæde sig over at hans papirer var så gode at de havde tænk på ham som muligt emne til sergent skolen.
- Og De ved også at vi gjorde det, fordi de er en god soldat, og vi mener at de har evnerne til at blive befalingsmand.
Lennart nikkede igen.
Hvad var nu dette.
Havde Andersen en menneskelig side som ingen, inklusiv Lennart, kendte til.
Andersen kiggede Lennart lige i øjnene.
- Derfor gør dette mig også dobbelt ondt.
Han smed tre billeder på det store skrivebord.
Lennart bøjede sig ind over skrivebordet for bedre at kunne se billederne.
Han var nær ved at besvime.
Der på bordet lå tre billeder, taget hjemme i Kims soveværelse, hvorpå det ene Kim kyssede Lennart.
Det sortnede for Lennarts øjne.
Han kunne i baggrunden høre Andersen sige;
- Som De jo nok kan forstå, kan vi ikke bruge folk af Deres slags……….
Lennart kastede op.
Han kunne ikke trække vejret.
Hver gang han ville have luft i lungerne, så kom der en ny skylle.
Han øjne blev opspilet.
Han var ved at kvæles.
Tårene væltede ud af øjnene.
Snot rendte ud af næsen.
Endelig var maven tom, der kom ikke mere op.
Hvordan skulle han forklare dette.
Han kiggede op, forventede at Andersen skulle stå bred og skrævende, ventende på en forklaring.
- Er du syg eller har du bare drukket for meget?
Lene rynkede panden.
- Det lugter som om du har drukket for meget.
Lennart var stum.
Så det var bare en drøm?
Det havde været så virkeligt, kontoret, Andersen, det hele……………
- Undskyld !
Det var det eneste han kunne finde på at sige.
- Du behøver ikke at undskylde over for mig, det er dig selv der skal tørre op.
Lennart kiggede på gulvet.
Fandens der var kommet nogle stænk på tæppet, og det var rødvin.
- Men du må hellere skynde dig lidt, ellers får vi ikke farven af hverken tæppet
eller gulvet.
Lennart gik hen til køkkenvasken.
Tog spand og Ajax frem.
Lene var på vej op ad trappen, over skulderen sagde hun;
- Jeg tager et bad.
Lennart kiggede efter hende.
- O.k.
Han skrubbede gulvtæppet med en stiv børste.
Efter at have brugt noget knofedt, forsvandt den rødlige farve fra tæppet.
Vandet drev ned ad hans pande.
Føj hvor han havde det skidt.
Han lovede sig selv at han aldrig ville drikke whisky og rødvin igen.
I hver tilfælde ikke samtidig.
Lennart satte noget vand over til kaffe.
Han gik ind i stuen.
På sofabordet stod en halv kande lunken saft.
Han satte kanden til munden og tømte den begærligt.
Det rumlede faretruende i maven.
Lene kom ned ad trappen.
Hun havde morgenkåbe på, og et håndklæde om hovedet.
Lennart stod og hældte vand på kaffen.
Af en eller anden grund vendte han sig ikke om.
En sjette sans fortalte ham at det ikke var det rigtige at gøre lige nu.
- Der er kommet brev til dig.
Lennart vendte sig om, stadig med kedelen i hånden.
Lene stod og viftede med en stor hvid kuvert.
Hun kiggede på ham med et underfundigt udtryk i ansigtet.
Lennart forsøgte sig med en svag antydning af et smil.
- Det er vist fra forsvaret.
Lennart vendte sig om og hældte det sidste vand på.
Han kunne mærke Lene komme nærmere.
- Hvis du vil, kan jeg godt åbne det.
Lennart stillede kanden fra sig.
Da han vendte sig om, stod han ansigt til ansigt med Lene.
Hun studerede hans ansigt.
Så lyste hun op i et smil.
- Fy for den for en ånde. Hun gik grinende et par skridt baglæns.
- Ja måske skulle jeg børste mine tænder.
Lene nikkede, smilede og gik ind i stuen.
Lennart gik op på badeværelset og børstede sine tænder.
Lene råbte noget nede i stuen, han kunne ikke høre det for den elektriske tandbørste der snurrede i hans mund, og fjernede de sidste spor af den uheldige episode nede i stuen.
Han stoppede tandbørsten.
- Hvad siger du?
Lene råbte igen;
- Skulle jeg åbne det?
- Ja gør bare det.
Lennart startede børsten igen, han synes stadig at han kunne smage whiskyen.
Han var ikke sikker på at han ville vide hvad der stod i brevet.
Det ville være et lille mirakel hvis han skulle være blandt de seksten der skulle starte.
De havde jo sagt at der var tre tusinde der søgte ind, og de skulle bruge seksten.
Nej det var vist utopi at håbe på det.
Der havde jo været alle de der gymnasium-drenge, de havde garanteret klaret de skriftlige prøver til UG.
De var jo vant til at læse.
Lennart havde allerede hovedet fuldt af undskyldninger, hvorfor han ikke var optaget.
Lennart tog to krus i skabet.
Han hældte kaffen på termokanden.
Satte det hele på en bakke og gik ind i stuen.
Lene sad med brevet i hånden, og sit bedste pokerfjæs.
Hun havde virkelig pokerfjæs. Det var irriterende når man spillede mod hende, men herligt når hun var sin makker.
Lige nu vidste Lennart ikke om det var irriterende eller herligt.
Han sagde ingenting, satte sig i sofaen og hældte kaffe op til dem begge.
Lene kiggede på ham samtidig med at hun foldede brevet sammen igen.
- Lennart !
Han så på hende.
Hendes mandelformede øjne røbede intet.
- Hvad sker der hvis du skal starte, og hvad sker der hvis du ikke skal starte ?
Lennart kiggede forundret på hende.
- Hvad i alverden mener du ?
- Jeg mener, begyndte Lene.
Hun kiggede ned på det sammen foldede brev.
- Jeg mener, får det nogen indvirkning på os to, om du får det eller ej ?
Lennart tog en tår af sin kaffe, mest for at trække tiden ud inden han skulle svare.
- På hvilken måde mener du, jeg forstår ikke helt hvad du mener.
- Årh det er også bare mig der skal dramatisere det hele.
Lene åbnede brevet igen.
- Hvad tror du selv.
Lennart måtte styre sig.
Han vidste udmærket godt at Lene ikke gjorde det for at irritere eller drille ham, men han var lige ved at blive ……..
Han vidste ikke hvad det var for en følelse der ulmede inden i ham.
- Jeg aner det ikke Lene.
Han lød opgivende.
Lene lagde brevet fra sig, og tog med begge hænder om Lennarts hoved.
Hun trak ham ind til sig.
Lennart kunne mærke varmen stige op i hans ansigt.
Det var åbenbart hendes måde at sige det på, så forsigtigt og blidt som muligt, at han ikke havde klaret det.
Han kunne mærke skuffelsen gnave i alle hans ben, samtidig som lettelsen skyllede ind over ham.
Så tæt og så alligevel ikke.
Bedre held næste gang Lennart Eriksen.
Han lagde sine arme om Lene.
Hun havde sin mund ud for hans øre.
Han kunne mærke hendes varme åndedræt, det var rart.
- Lennart, i aften er det mig der byder.
- Tillykke min egen lille soldat, glem mig ikke når du rejser til det store udland.
Lennart holdt Lene ud fra sin krop.
Han kunne ikke fatte det.
Hvad var det hun sagde.
Lene smilede med hele ansigtet, ja med hele hendes krop.
- Du skal starte i Ålborg som rekrut til februar.
Lennart troede ikke sine egne ører.
Han flåede brevet op, og læste det tre gange inden han forstod at det var rigtigt.
Han checkede hans navn en ekstra gang. Det kunne jo være til en anden, og ved en fejl havnet hjemme hos ham.
Nej der stod Lennart Eriksen, det var virkelig til ham.
Han skulle skrive den ene kopi af kontrakten under og sende den ind, inden fem dage.
Han skrev den under med det samme.
Han ville sende brevet anbefalet, så han var sikker på at de fik det.
Han var helt ør af lykke.
- Jeg gjorde det sgu, jeg gjorde det fandeme Lene, ha ha.
Han krammede Lene.
Lene lo sammen med ham.
Var det bare ikke fantastisk.
Han måtte ringe sin far.
Hans far ville blive stolt, det vidste Lennart.
Han sad med en smøg i munden mens han trykkede nummeret til hans far.
- Der er ingen hjemme lige nu, men lig en besked eller telefonnummer efter tonen.
Ærgerligt.
Lennart ville gerne have fortalt det til sin far med det samme.
- Hej det er Lennart, vil du ringe til mig når du kommer hjem, hej.
Nå skidt nu med det, der var masse andre der skulle have det at vide.
Hans mors reaktion var typisk hans mor;
- Ålborg, jamen så kommer du vel og besøger mig.
Ja selvfølgelig ville han det.
Det kunne ikke betale sig at rejse hjem hver weekend, og så kunne han jo meget passende besøge sin mor.
Måske var reaktionen begrundet.
Hans mor havde jo levet sammen med hans far i seksogtyve år, så hun havde måske fået nok af soldater snak.
Hans mor var blevet en hel anden efter skilsmissen.
Hun var blevet meget gladere, og Lennart synes at hun virkede yngre.
Hun ville gerne med til koncerter, gå til hal-bal, ja hun kunne endda finde på at gå med på bodegaen og drikke øl.
En dag havde Lennart drukket hende små beruset. Det havde været skide skægt, at se sin mor på lidt slap line.
Han kendte slet ikke sin mor på den måde. Hun var jo en utrolig underholdende person.
Hun blev for øvrigt også syg dagen derpå.
Det var vel arveligt.
Hans lillesøster blev som altid stolt over sin storebror.
Efter at hun var flyttet til Jylland med deres mor, havde hun og Lennart fået et utrolig tæt forhold.
Måske nok mest på grund af den store afstand, og at de ikke var sammen hver dag, men alligevel.
Nu hvor de begge var blevet ældre, kunne de snakke i timevis, både på telefon og når de var sammen.
Hun var for øvrigt også den eneste Lennart skrev sammen med.
Lennarts storesøster var cool som sædvanligt.
- Nå men det er da godt, så må vi jo håbe at du kommer til at trives.
Typisk. Hun lagde ikke for mange følelser for dagen, for ikke at blive hængt op på det senere.
Det mest positive var nok den reaktion hans storebror lagde for dagen.
- Du er sgu da ikke rigtig klog. Hvad vil du derind og springe rundt for ?
Han havde grinet da han sagde det.
- Ja du er sgu en Eriksen, så du kommer jo garanteret til at kunne lide det, og inden vi får set os om er du vel officer eller det der er værre, men hvis det er det du vil, synes jeg at det er fedt for dig.
Det var hans måde at sige tillykke på.
Han ville aldrig vise det åbent at han alligevel var lidt stolt over sin lillebror, men Lennart vidste at dette betød det samme.
- Må jeg ringe og fortælle det til mor og far ?
Lene havde ladet sig rive med af stemningen.
- Ja selvfølgelig og hils mange gange.
Da Lene lagde røret på sagde hun;
- Mor og far vil gerne have at vi kommer til middag i dag, det er deres måde at sige tillykke til dig, gider du ?
- Jeg ved godt at jeg sagde at jeg ville byde dig ud, men kan du ikke have det til gode?
Lene lagde hovedet koket på skrå, og blinkede hendes bedste Bambi blink.
Lennart grinede.
Han gik hen til hende og kyssede hende.
Han knugede hende ind til sig.
Han sad i bussen på vej til Skandi Geoteknik.
Han havde lidt sommerfugle i maven.
Det var i dag han skulle sige op.
Lennart kiggede ud gennem bussens rude.
Det var trist og koldt.
Bussen var fugtig og kold, varmen virkede vist ikke, eller også var det for tidligt på dagen til at det lille oliefyr havde nået at varme bussen op.
Lennart frøs og skuttede sig på sædet.
Kunne det da bare snart blive sommer.
Lennart steg af bussen.
Der var en lille kilometer til arbejde.
Nå det var jo ikke noget at snakke om for en kommende soldat.
En tanke slog ham.
Thomas var jo sikkert også på arbejde.
Det havde Lennart fuldstændig glemt.
Uden at tænke over det begyndte han at gå langsommere.
Det hastede pludselig ikke med at komme ind i varmen.
Faktisk havde han det meget varmt lige nu.
Han tænkte på Thomas.
Mørk og maskulin.
Lennart vadede gennem den ene store vandpytte efter den anden, uden at lægge mærke til det.
Ikke før vandet begyndte at trænge ind gennem hans støvler.
Han kiggede ned.
De gule ruskindsstøvler var helt mørke.
Han ærgrede sig over at han ikke havde givet sig tid til at behandle dem med silikone spray.
Nu skulle han gå med våde støvler de næste par timer, indtil de tørrede.
En bil på vejen kørte gennem en sø af regnvand.
Bilens Michelin dæk flyttede vandet for at få bedre vejgreb.
En kaskade af vand kom gennem luften.
Jordens tiltrækningskraft fik vandet til at søge ind mod jordens centrum.
Cirka en halv meter før vandet ramte jorden igen, var Lennarts ben.
Lennart bandede højlydt, og kiggede ondt efter den hvide Toyota.
- Nå men nu passede det hele jo også sammen, en større helhed kunne man fristes til at sige.
Vandet drev ned ad han bukseben.
Ned på hans i forvejen våde støvler.
Gad vide om ikke bare han skulle vende om og gå hjem igen, for hvis dette bare var starten på dagen…….
Nu manglede det bare at de skulle ud og bore på en gudsforladt pløjemark.
Lennart hængte sin jakke på knagen.
Skulede på de våde bukser.
Det føltes ubehageligt med det våde jeans stof mod hans lår.
Det klæbede til hans ben.
Nå måske en kop kaffe ville hjælpe.
Han gik ud af laboratoriet, hen ad den lange gang, hen mod kaffe stuen.
Støvlerne svuppede ved hvert skridt han tog.
Kunsttæpperne under hans fødder var glatte på grund af de våde såler.
Lennart fik kuldegysninger.
Han hadede våde bukser.
De fire store billeder der hang i gangen forestillede de fire årstider.
Efterår forestillede nogle børn der legede i regnvejret.
En lille pige i en gul regnfrakke hoppede glædestrålende rundt i en kæmpe vandpytte.
Hun havde røde gummistøvler på.
Fornuftige forældre.
Som lille havde Lennart også elsket regnvejr, og vandpytterne i særdeleshed.
Det var sjovt at gå rundt i vandet.
Endnu sjovere var det at lave render mellem vandpytterne, så vandet fra en pytte kunne løbe videre til den næste pytte.
Hvis vandet ikke selv ville løbe videre, skulle man bare grave den ene pytte dybere, så kom der gang i de små kunstige floder.
Det var dengang, nu var det bare til irritation.
Sjovt som man ændret opfattelse af tingene som man bliver ældre.
Lennart ærgrede sig over at ikke også han havde taget sine gummistøvler på i dag.
Men hvem fanden vil gå rundt i gummistøvler og ligne en bondeknold fra fjerde kartoffelrække.
Ikke Lennart.
Næ, så hellere være smart og våd.
Men på den anden side, så skulle han have haft vaders på for at have undgået den hvide Toyotas lille hilsen.
Han hældte kaffe i kruset.
Duften af kaffe gjorde godt.
Gad vide om der var nogen der havde glemt lidt mælk i køleskabet.
Lennart gik hen og åbnede køleskabet.
Bortset fra en glemt madpakke var der ingenting i køleskabet.
Og dog.
Der i døren stod en liter letmælk.
Var der noget i?
Jo den var cirka halv fuld.
Datoen.
Der stod den 21 på kartonen.
Hvad var det i dag.
Lennart prøvede at se på hans armbåndsur.
Han var live ved at hælde kaffen ned over sig selv, da han drejede håndleddet for at kunne se på uret.
Smart Lennart, smart.
Han troede ellers kun at det var på gamle film at man kunne falde for det trick.
Men o.k. lige nu følte han sig egentlig også som noget der hørte hjemme i en gammel film.
Han “lånte” lidt mælk til sin kaffe, og satte kartonen ind på plads igen.
Der begyndte at blive liv i huset.
Folk var ved at møde ind, og småsludrede med hinanden.
Lennart svuppede tilbage til laboratoriet med sin kaffe.
Clausen var kommet.
- Godmorgen.
Lennart stille sit krus på bordet.
Laboratoriet var et stort vinkel formet lokale.
Der var borde langs størstedelen af væggene.
Der var forskellige former for vægte, en stor æltemaskine til at blande jordprøverne i, en stor ovn til at tørre jorden i. Det var når de skulle måle hvor meget vand jorden kunne indeholde, man vejede simpelthen jorden når den var våd, tørrede den, og vejede den igen. Alt sammen for at beregne jordens bæreevne.
I hjørnet stod en stor sigte.
Der var ikke mindre en fjorten forskellige finheder.
Den fungerede samtidig som en utrolig nøjagtig vægt.
I midten af lokalet stod et stort fyrretræ bord.
Det var her de sad og kiggede på tegninger over forskellige projekter, og diskuterede hvorvidt det var klogt at bygge på jorden, eller om det var rette sted af lave en ny vej.
Det kunne lyde kedeligt, men det var faktisk ret interessant når man blev sat lidt ind i det.
Det var også ved det bord de havde deres kaffe krus stående, ikke uvæsentlig.
Heldigvis røg Clausen også, så det var tilladt at ryge inde på laboratoriet.
Den ene af cheferne, der var to, var fanatisk ikke ryger.
Han havde engang forsøgt at få Clausen til at ryge i kaffes tuen, og kun i kaffe stuen for det kunne jo måske indvirke på prøverne at man røg i laboratoriet.
Clausen havde kigget på ham.
- Bevis det, og jeg skal gerne undlade at ryge herinde.
Clausen havde aldrig hørt mere om hans rygning.
Sej gammel gut.
- Skal jeg hjælpe dig på laboratoriet i dag, eller vil du have mig i marken?
Mere ledende spørgsmål skulle man vist lede længe efter.
Lennart håbede at Clausen forstod et hint.
- At dømme efter dine bukser og sko, så har du vist fået vand nok for i dag.
Clausen nikkede mod Lennarts våde bukser.
- Ja, det var en idiot der kørte tæt på fortovet, og oversprøjtede mig.
Lennart følte vreden komme tilbage ved tanken.
- Ja det med at tage hensyn er ikke det folk bruger mest tid på.
Clausen tog sin hvide kittel på.
Det var skægt med Clausen.
Selvom han arbejde med jord og mudder, var hans kittel altid pletfri. Lennart vidste ikke hvordan han bar sig ad.
Han satte sig ved bordet, og tændte en smøg.
I det samme blev døren åbnet.
Det var Thomas.
- Godmorgen.
Hvordan kunne man se så godt ud om morgenen.
Det var ligesom med filmstjerner.
Heltinden kunne fare vildt i ørkenen i ti dage, sove med en sten som hovedpude, og alligevel sad hendes hår og makeup perfekt om morgenen, hvor hun for øvrigt var blevet angrebet af en klapperslange i løbet af natten, og måtte løbe for livet gennem tæt kaktus krat for at slippe for de grumme indianere.
Hvordan gjorde de?
Hvordan gjorde Thomas?
Lennart fik en klump i halsen.
Hans hjerte bankede hurtigere.
- Godmorgen.
Det lød febrilsk i hans egne ører.
Thomas sendte ham et blændende smil.
- Godmorgen Thomas.
Clausen vendte sig om.
- Jeg har gået igennem rapporten om Faxe, med din unge kollega her.
Thomas nikkede hen mod Lennart.
Clausen kiggede over halvbrillerne på Lennart.
- Nå så du er allerede ved at tage over ?
Han smilede.
Lennart mærkede rødmen stige.
Clausen og Thomas gennemgik nogle detaljer i rapporten.
Lennart drak af sin kaffe og røg på sin cigaret.
Han kiggede ud gennem vinduet.
Det var ved at blive lyst.
Hvordan skulle han sige det til Clausen.
Hvad med chefen.
Chefen var egentlig ikke det værste.
Han havde intet forhold til chefen, han var jo bare chef, ikke en man arbejde sammen med.
Det var anderledes med Clausen.
Han havde set et lys i Lennart, og håbede på at han skulle tage over når han selv gik på pension.
Lennart kunne lide Clausen, han var en gammel hyggelig fyr.
Sådan en far type.
Måske nærmere en bedstefar type.
Men utrolig rar.
Han kunne jo selvfølgelig stikke en lille hvid løgn.
Han kunne jo lade være med at sige, at han selv havde søgt ind.
Det var vel ikke direkte at lyve, han fortalte jo bare ikke hele sandheden.
Lennart havde lyst til at gå hjem og ligge sig under dynen.
Bare ligge sig under dynen og ikke tage stilling til noget.
Og hvor smart var det?
Ville det løse noget.
Næ.
Ville Thomas dog bare gå.
Hvis han blev alene med Clausen, så ville det måske komme helt af sig selv.
Det var da altid noget at Georg ikke var her i dag.
Hæ hæ, det var lidt sjovt at han gik alene ude på marken.
Lennart for fanden.
Han plejede aldrig at nyde andres elendighed, hvis man kunne kalde det det, men det frydede ham lidt alligevel.
Ikke at han ønskede Georg skulle blive syg eller der skulle hænde ham noget, men det var dog lidt rart at kunne sidde her inde i varmen, og tænke på den standhaftige Georg, der aldrig klagede over vejret.
Han havde jo næsten selv bedt om det.
På en måde.
Døren smækkede.
Lennart hoppede en anelse i stolen.
Han blinkede et par gange.
Han havde vist stirret ud af vinduet.
- Nå så du har klaret paragrafferne med den nye ingeniør?
Clausen stod med Faxe rapporten i hånden.
Han havde for vane at kigge over de sorte halvbriller når han skulle se længere end de papirer han havde i hånden.
Lennart tænkte et kort øjeblik på, hvad han mente med at “klare paragrafferne”.
Clausen stod med et lusket smil på læberne.
Det smil Lennart havde lært at han brugte når han vidste noget, som Lennart ikke vidste.
Eller at han vidste noget som Lennart ikke troede han vidste.
Lennart synes selv at han var en menneske kender, taget hans alder i betragtning, men Clausen havde alderen, og han vidste vist mere om mange ting, end han gav udtryk for.
Det var en af de sider Lennart godt kunne lide ved ham.
Han var faktisk noget af en ræv.
- Nå skal du bare sidde og drikke kaffe hele dagen?
Clausen vendte sig om mod den store sigte.
- Ja, er det ikke o.k med dig?
Lennart slukkede cigaretten i askebægeret.
- Jo såmænd, der er ikke for meget at lave i dag, men med den løn skal vi jo heller ikke lave for meget.
Lennart grinede.
- Det er for øvrigt nydeligt arbejde du har lavet på Faxe rapporten, hvor ved du fra hvordan du skulle skrive den.
Lennart begyndte at føle sig utilpas.
- Har jeg gjort noget forkert?
Clausen vendte sig om mod Lennart.
- Nej, det sagde jeg jo lige, det var fint arbejde, men hvem har lært dig det?
- Jamen det har du da.
Lennart kunne høre forundringen i sin egen stemme.
- Har jeg?
Clausen begyndte at grine, alt i mens han tog brillerne af.
- Hvornår har jeg gjort det?
Han kom hen og satte sig ved bordet.
Han kiggede intenst på Lennart.
Lennart begyndte at sidde uroligt på stolen.
Sådant havde Clausen aldrig kommet frem.
- Øh, det husker jeg ikke.
Lennart fik det virkeligt dårligt.
Hvorfor sagde Clausen ikke bare at han ikke ville have at Lennart skrev rapporterne.
Hvorfor gjorde han sådant et stort nummer ud af èn skide rapport.?
Lennart prøvede at læse Clausen´s ansigt.
Han kunne ikke.
Der var ingen tegn på følelser eller udbrud i hans ansigt.
Dumme skid.
Det var sgu da godt at han skulle væk, når han kunne flippe ud over en skide rapport på den måde.
Det havde han alligevel aldrig troet om Clausen.
Clausens ansigt forandrede sig.
Det faldt i de sædvanlige folder.
Han smilede.
- Der fik jeg dig sgu.
Det var en af de meget få gange Lennart havde hørt Clausen bande.
Lennart var oprørt indeni.
Han vidste ikke hvad han skulle føle.
Han var gal.
Han var skuffet.
Han var måske nok mest lettet.
Clausen smilede jo.
Lennart kiggede Clausen i øjnene, og uden at tænke over det rystede han på hovedet.
Clausen purrede ham i håret.
- For fanden mand.
Han gav Lennart en let ørefigen.
- Det er et skide godt stykke arbejde du har lavet her, det er flot, jeg kunne ikke have gjort det bedre.
- Men hvor har du det fra, jeg har jo aldrig forklaret dig det.
Lennart var stum.
Det tog lidt tid inden det nåede ind i det inderste.
Clausen roste ham jo.
Underlig følelse.
Der sad stadig noget aggressivt inde i ham, noget som ikke havde fået lov til at komme til overfladen.
Han vidste ikke rigtig om han skulle give Clausen en på trynen, eller om han skulle falde ham om halsen.
I stedet blev han rød i hovedet og kiggede ned i bordet.
Han kunne ikke undertrykke en klukken.
- Idiot !
Han kunne ikke finde på andet at sige.
Clausen klappede hans hånd der lå på bordet.
- Det beviser jo bare at jeg havde ret da jeg talte med chefen.
Lennarts hjerte for op i halsen.
- Talte med chefen?
Han kiggede op på Clausen.
- Ja jeg har talt med chefen om at du skal fast her ind på laboratoriet, for jeg skal jo snart pensioneres, og vi skal jo have en afløser.
Lennart kiggede igen ned i bordet.
Han tændte en cigaret.
- Hvad er der, jeg troede at det var det du gerne ville.
Lennart, du må sige det.
Lennart så på Clausen.
Han havde ondt af ham.
Han havde frygtelig dårlig samvittighed.
Et kort sekund overvejede han at ringe til forsvaret og sige at han ikke kunne alligevel.
Kunne man det.
Han havde jo underskrevet en kontrakt.
De ville garanteret sende ham i fængsel hvis han ikke overholdt kontrakten.
Tusinde tanker fløj gennem hans hoved.
Han tog et ordentlig sug på cigaretten.
- Clausen……………der er noget jeg må fortælle dig.
Lennart nulrede cigaretten mellem fingrene.
Clausen tog hans hånd.
- Lennart hvis det har noget med dit privatliv, eller skulle jeg sige sexliv, så tror jeg godt at jeg ved det, og jeg er skide ligeglad, for jeg kan lide dig, og du er hamrende dygtig til dit arbejde.
Lennart var ved at falde ned fra stolen.
Han lignede sikkert et stort spørgsmålstegn.
Han kiggede bare på Clausen med åben mund og polypper.
Han kunne ikke sige noget.
Hans hjerte sad i halsen og bankede.
Han kunne ikke få en lyd frem.
Han kunne bare stirre på Clausen.
Clausen.
Hvordan kunne Clausen vide noget om det.
De havde jo aldrig talt om det.
Clausen vidste jo at han boede sammen med Lene, hvordan kunne han så tro at der var noget andet………..
Det begyndte at køre rundt for Lennart.
Han havde det som om han skulle besvime.
Clausen var jo over tres år, hvordan kunne han vide noget om den slags?
Hvor længe Lennart sad og funderede vidste han ikke.
Det føltes som en evighed, men var sikket kun nogle sekunder.
- Nu spørger du dig selv hvordan en gammel gut som mig kan vide noget om det, ikke?
Lennart kunne kun nikke.
Han var i en mild form for chok.
Det var det sidste han havde ventet fra Clausen.
- Jeg har altid haft en mistanke.
- Min yngste søn bor sammen med en anden mand, ja han er homoseksuel, eller bøsse som han hellere selv vil kalde det.
- Det tog mig lang tid at acceptere det, men efterhånden gik det op for mig at det var vigtigere for mig at Jens, som han hedder, var lykkelig, end at jeg fik mig nogle børnebørn. Hvad fanden, det sørger Erik, den ældste jo for.
Lennart var stum.
Clausen havde aldrig åbnet sig på den måde før.
Lennarts ben rystede.
Hans hænder rystede.
Hele Lennart rystede.
- Eller tager jeg helt fejl, så må du virkelig undskylde mange gange.
Clausen holdt stadig Lennarts hånd.
Han kiggede på Lennart som en bekymret far.
- Nej, du har ret.
- Det vil sige jeg tror at du har ret, jeg er ikke selv helt sikker.
Lennarts mave begyndte at gå i knude.
- Ja, jeg skal ikke blande mig. Men min søn havde store problemer med at få det sagt, så store at han prøvede med sovepiller.
Lennart kiggede op.
- Sovepiller?
- Ja, han prøvede at begå selvmord.
- Om det var for at få min opmærksomhed, for at fortælle mig hvor vigtigt, hvor svært det var for ham, det ved jeg ikke.
- Men det fik mine øjne op. Det fik mig til at tænke på ham og ikke på hvad naboerne ville sige. Gud ske lov for det.
Lennart havde altid godt kunne lide Clausen, men dette………
Clausen sad og talte om personlige problemer, med Lennart.
- Du er vel ikke kommet ud af skabet, som det så smukt hedder?
Clausen slap Lennarts hånd og tændte sig en cigaret.
Lennart kunne ikke fatte dette.
Det var som om det hele var en drøm.
- Øh nej, det kan man vel ikke sige.
Lennart blev pludselig meget bevidst om det, at han var homoseksuel.
Det gav ham lidt farve i kinderne.
- Du skal gøre det, men gør det lidt efter lidt, som du føler at du kan klare det.
Lennart tog sig selv i at stirre på Clausen.
Clausen tog et sug på sin cigaret, kiggede samtidig på Lennart, og var ved at kløjes i røgen da han begyndte at grine.
- Nej, jeg har ikke selv prøvet det, men jeg har talt meget med Jens om det, mange nætter, tro mig.
Lennart kunne ikke lade være med at smile.
Clausen som bøsse.
Hehe, nej den gik ikke.
Der var et spørgsmål som trængte sig på i baghovedet på Lennart.
- Hvordan kunne du vide det.
- Er jeg meget feminin?
Lennart så direkte på Clausen.
Clausen pustede røgen ud gennem næsen.
Han holdt cigaretten mellem pege og langfinger, mens han støttede hovedet på tommelfingeren.
Han så betænksom ud.
- Nej det er vist egentlig ikke det. Jeg ved ikke rigtig hvad det er, der er bare noget over dig.
- Jeg kan ikke lige sætte fingeren på hvad det er. Bare noget.
Det var ærlig snak.
Han vendte hovedet væk.
Kiggede igen på Lennart.
- Jeg blev sikker i dag, da Jakobs kom ind.
Han grinede.
- Du så ret sød ud.
Clausen slog Lennart let på skulderen.
Igen blev Lennart rød i hovedet.
Kunne man virkelig se det så tydeligt.
Hvad så med alle andre?
Kunne de se det lige så tydeligt som Clausen?
Åh gud, tænk på Thomas hvis han skulle høre for at der var en dum knægt inde på laboratoriet der var varm på ham.
Fanden stå i det.
- Jeg tror godt at han var klar over det, ham Jakobs.
Nej det måtte ikke være sandt.
Havde han været så nærgående, det havde jo ikke været meningen.
Nu var det hele ødelagt.
- Men han så da ikke ud til at have noget imod det.
Clausen blinkede til Lennart.
- Årh hold dog op!
Lennart skubbede til Clausen.
Det var utroligt så fortrolige de var blevet på ingen tid.
Lennart ville aldrig havde turdet gøre noget sådant med Clausen bare i går.
- Jamen det er sandt.
Clausen smilede.
- Ja ja, og min mor er dronning Margrethe.
Lennart kunne ikke lade være med at smile.
Måske lidt for meget.
Tænk om det var sandt.
Tænk om Thomas også havde følelser for ham.
Bare lidt følelser, det behøvede jo ikke være så meget, bare lidt…….
Lennart blev varm ved tanken.
Skubbede så tanken væk igen, det var for godt til at være sandt.
Hvorfor skulle en flot fyr som Thomas kigge Lennarts vej?
Nej, det var vist at håbe for meget.
Lennart stod ved den store sigte.
Den var næsten to meter høj.
Det var egentlig en simpel konstruktion.
Der var ti sigter i forskellige finheder.
Når man kom prøven i, ville jord og sten blive delt i forskellige grovheder.
Derefter kunne man veje hver enkelt si, og se hvor mange procent af de forskellige typer sten der var i prøven.
Men der satte sig ofte små sten fast i nettet, og de skulle ud for ellers blev den næste prøve misvisende.
En enkelt lille sten var nok.
Lennart stod og masede med en lille stædig sten, på størrelse med svovlet på en tændstikke.
Godt nok var den lille, men den havde sat sig uhjælpelig fast. Nu sad den der og var fast besluttet på at blive siddende.
Lennart kunne ikke bruge for meget vold, for så ville sien gå i stykker, og så ville prøverne ikke kunne bruges til noget som helst.
Hvordan fanden kunne en så lille sten sidde så fast?
Han besluttede sig for at hente en pirk.
Clausen stod og rodede med en masse rapporter.
- Lennart kan du ikke lige smutte op til Jakobs med disse?
Han holdt en stak rapporter i hånden.
- Jo selvfølgelig.
Fandens.
Den gamle ræv.
Clausen kiggede ned i bunken af papirer.
Lennart vidste at det var med vilje.
Han tog rapporterne.
- Er der andet jeg kan gøre for dig.
Han prøvede at lyde så sarkastisk som mulig.
Uden at kigge op fra papirerne svarede Clausen;
- Ja tak, du må da gerne tage et krus kaffe med nu når du alligevel er der.
Lennart hentede kruset der stod på bordet.
Det var helt sort indeni.
Han havde en gang, bare for at være flink, vasket kruset af.
Clausen havde kigget i kruset, så på Lennart.
- Vandalisme, hvad har du gjort ?
Georg kiggede på Clausen, derefter på Lennart.
- Åh åh, stakkel dig Lennart.
Lennart kendte ikke Clausen særlig godt dengang.
Han havde kigget uforstående på Clausen.
- Hvad mener du, jeg vaskede bare kruset af, det var jo helt sort indeni.
Clausen havde taget en tår af kaffen.
Smasket højlydt, hvorefter han skar ansigt.
- Ja og derved har du vasket ånden ud af koppen.
Lennart vidste ikke om han skulle grine, for var det en spøg Clausen lavede eller mente han det alvorligt.
Han mente det alvorligt.
- Nå det kunne du jo ikke vide, men gør det aldrig igen.
Lennart var rystet.
Skøre rad, det var jo bare et krus.
Clausen havde aldrig nævnt episoden senere.
Georg havde senere betroet Lennart at han havde gjort samme fadæse.
Det grinede de stadig af, selvfølgelig ikke når Clausen var i nærheden.
Lennart gik op mod køkkenet.
Forbi pigen i de røde gummistøvler.
Skulle han gå ind med rapporterne først, eller skulle han hente kaffen først.
Det var nok bedst at hente kaffen først, så kunne han altid undskylde sig med at han måtte ned med kaffen inden den blev kold.
Ja det ville han gøre.
Han kom til døren ind til Jakobs kontor.
Døren stod åben og han kunne se Jakobs sidde ved sit skrivebord bøjet over nogle papirer.
Lennart prøvede at snige sig forbi døren.
Pyh, han så ham vist ikke.
Hvor de du dog åndssvag Lennart, du skal jo alligevel der ind om to minutter.
Ja, men to minutter kan jo være lang tid.
Han lagde rapporterne på køkkenbordet.
Hældte kaffe op i Clausens og hans eget krus
Shit. Han kunne jo ikke have to krus kaffe og rapporterne samtidig.
Nå det skulle han.
Ellers ville hans plan jo ikke virke.
Han tog rapporterne med den ene hånd, og de to krus med den anden hånd.
Det ene krus var ved at glide fra ham, og ramte hans finger.
Han brændte sig.
Bandede satte han krusene fra sig.
Det måtte kunne lade sig gøre.
Han prøvede igen.
Det lykkedes.
Han skyndte sig hen mod Jakobs kontor, han skulle jo nødig brænde sig igen.
Han stod i døren til Thomas kontor.
Typisk, nu sad han og talte i telefon.
Lennart rømmede sig.
Thomas vendte sig mod døren, smilede, og gjorde tegn til at Lennart kunne komme ind.
Han skubbede døren til med sit ene ben, uden at tænke på hvorfor.
Lennart satte de to krus kaffe på bordet, brændte sig igen.
Rapporterne lagde han på skrivebordet.
Han blev stående for enden af skrivebordet.
- Ja men så siger vi det, ja tak i lige måde, farveller.
Thomas lagde røret på.
Han lænede sig tilbage i læderstolen, en af dem man kan indstille og køre rundt på.
- Jaså, hvad har du så der ?
Han rettede stolen op, og tog papirerne.
- Jeg ved det faktisk ikke, det var Clausen der sagde at du skulle have dem.
Thomas lagde dem foran sig.
Så kiggede han på Lennarts bukser der endnu ikke var helt tørre.
- Har du spildt kaffe ?
Han kørte hånden på Lennarts lår, for at mærke om de var våde.
Lennart måtte tage sig i at ville flytte sig fra hans berøring.
Han blev stående.
Det var som om Thomas´ hånd blev for længe på hans lår, til det bare var for at mærke om hans bukser var våde.
- Næ det er ikke kaffe, det var en idiot der kørte gennem en vandpytte, og sprøjtede mig til, så jeg blev gennemblødt.
Lennart mærkede harmen stige ved tanken.
Thomas tog hånden til sig.
- Øh nå, hvor var det ?
Kunne det ikke være lige meget, tænkte Lennart, han var jo blevet våd alligevel, uanset hvor det var sket. Vand er vel vådt lige meget hvor man bliver sprøjtet til.
- Det var faktisk lige her ude på vejen.
Thomas så på ham.
Han så næsten lidt forlegen ud.
- Så du bilen som gjorde det ?
Lennart fattede ingenting. Havde han tænkt at politi anmelde det ?
- Det var en hvid Toyota.
Thomas så virkelig forlejen ud.
- Jeg ville stoppe for at sige undskyld, men der var så meget trafik. Jeg kunne ikke holde ind til siden.
Lennart lignede et spørgsmålstegn.
- Lennart for fanden, det var mig. Jeg kører i en hvid Toyota.
Lennart kiggede uforstående på ham.
Han behøvede jo ikke at fortælle ham det.
- Jeg kan se at du undrer dig over hvorfor jeg fortæller dig det.
Lennart kunne ikke svare, for han vidste ikke hvad han skulle sige.
Thomas drejede stolen så han havde front mod Lennart.
Han tog med begge hænder på Lennarts ben, lige over knæet.
- Lennart jeg prøver at sige undskyld.
Thomas klemt hårdt om Lennarts ben.
Lennart fattede sig.
- Øh, det er helt i orden.
- Helt i orden ?
Thomas lagde hovedet på skrå.
- Vil det sige at du ikke engang blev sur på den idiot der gjorde det?
Lennart grinede.
- Jo gu fanden gjorde jeg det.
Han kom til at tænke på sin egen reaktion da det skete.
Han havde jo bandet idioten langt væk.
Men da vidste han jo heller ikke hvem det var.
- Nå og den idiot var altså mig.
Tænk sig en ingeniør kører i Toyota. Lennart synes næsten at det var komisk.
- Synes du så at jeg skal skælde dig ud ?
Lennart satte hånden i siden, og prøvede på at se streng ud.
Thomas slog en latter op.
- Ja hvis det er det du føler for.
Det var vist ikke det han følte mest for.
Det kunne åbenbart ses i hans ansigt, for det næste Thomas sagde var;
- En krone for dine tanker.
Han klemte Lennarts ben igen.
Det var først da at det gik op for Lennart at Thomas stadig holdt om hans ben.
Lennart tænkte på hvordan Thomas turde gøre sådant noget.
Der kunne jo komme nogen ind ad døren.
Rent automatisk kiggede han hurtigt hen mod døren.
Ville det ikke blive pinligt for Thomas.
Lennart blev helt varm bare ved tanken.
- Jeg har skældt dig ud i mine tanker, da det lige var sket, så jeg behøver vist ikke at skælde dig ud nu.
Thomas slap hans ben og lænede sig tilbage i stolen.
Stolen gled tilbage så Thomas næsten lå ned.
Hans trøje gled op så hans underliv var blottet i de slidte jeans.
Lennart prøvede forgæves at holde øjnene fra de slidte jeans.
De var slidte på sådant en fræk måde synes han.
Det var tydeligt hvor Thomas´ manddom normalt lå, og hvordan den lå.
Til venstre side.
Det var samme side som Lennart plejede at ligge den.
Gad vide om alle gjorde det ?
Thomas lagde sin højre hånd i skridtet og rettede lidt til.
Det var jo meget normalt for mænd, men alligevel syntes Lennart at det på en eller anden måde var stærkt provokerende.
Dejlig provokerende.
Han kunne mærke at der skete noget i hans bukser.
Åh nej ikke nu.
- Lennart hvis jeg må, så vil jeg gerne……..
Thomas rettede stolen op.
Lennart mærkede hvordan han blev hård i bukserne.
- Så vil jeg gerne gøre det godt igen.
Thomas så Lennart direkte i øjnene.
Lennart blev forlegen.
Både fordi Thomas ville gøre det godt igen, men ikke mindst for de følelser han vækkede i Lennart, og det der skete i Lennarts bukser.
Og pigerne snakkede om hvor belastende det var med deres månedlige menstruation.
Ja tak, men det kunne de da i det mindste skjule.
Hvad med mændene.
Det her var da ikke lige til at skjule.
Og hvad med stranden.
Det var fandeme ikke nemt at skjule noget i badebukser.
Hvor tit måtte mænd ikke vende sig om på maven, for ikke at vise deres begejstring.
Var det måske sjovt at være sort på ryggen og helt hvid på maven, nej vel ?
Kvinder og deres klynkeri.
“Åh det kan jo ses når vores brystvorter bliver stive.”
Javist, det sker jo ikke for manden vel ?
En gang om måneden.
Nå ja, hvad så skulle mænd ikke barbere sig hver morgen.
At de skulle barbere sig under armene og gud ved hvor, det var vel noget de selv havde valgt, for at se bedre ud, eller hvad det nu var.
Næ, de skulle bare prøve at være mænd en uge.
- Hvad skal du lave efter arbejde ?
Spørgsmålet kom bag på Lennart.
- I dag?
Selvfølgelig var det i dag.
Hvorfor stillede man altid de dumme refleks spørgsmål?
- Ja jeg tænkte at du måske ville drikke en øl med mig, sådant for at sige undskyld.
Om han ville drikke en øl med Thomas ?
Dumt spørgsmål.
- Jo tak det vil jeg da gerne.
Han huskede på at trække lidt på det, han skulle jo nødig virke for ivrig. Selv om han vidste at minutterne resten af dagen ville virke som timer.
- Fint så kommer jeg ned på laboratoriet og henter dig når jeg skal hjem.
- O.k.
Lennart tog kaffe krusene.
Han kunne mærke at kaffen var blevet lunken.
Det klukkede indeni ham.
Nu blev han nød til at hente nyt, men pyt, det havde været det værd.
Han skulle ud med Thomas.
Klokken var fem minutter over fire.
Lennart sad uroligt på stolen.
Clausen havde drillet ham hele dagen med at han skulle ud med en ingeniør.
Og som han sagde;
- Og hvilken ingeniør!
Lennart kunne ikke få sig til at tale om opsigelsen.
Det var bare så malplaceret nu hvor han var kommet så tæt ind på Clausen.
Han vidste godt at det bare ville blive værre desto længere han ventede, men alligevel gjorde han det.
Han ville gerne fortælle Clausen om det, det havde han jo fortjent, men han kunne bare ikke.
Ligesom han ikke kunne holde ud at tænke på Lene.
Han havde en samvittighed som ikke engang Djenkis Khan kunne hamle op med.
Gad vide om han overhovedet havde haft nogen samvittighed.
Han vidste godt at det var forkert, men han kunne ikke lade dette gå fra sig.
Det var for spændende og for vidunderligt.
Han måtte bare prøve om det var det han ville, han måtte finde sine grænser.
Havde han nogen grænser?
Han vidste ikke hvor grænserne gik lige nu.
Han var i en helt anden verden.
Han var som beruset.
Hans hjerne virkede ikke som den plejede.
Han var ikke rationel.
Han havde lyst til bare at flygte fra den daglige trummerum han levede i til dagligt.
Han stemme inde bag i hovedet fortalte hele tiden at han ville komme til at betale det senere.
Det vidste han godt, men ville glemme det lige nu.
Han ville gerne blive i den rus han følte.
Ikke vende tilbage.
Blive der.
Aldrig vende tilbage.
Det her var for rart til at forlade.
Kunne han bare spinde en puppe rundt om sig selv, som sommerfugle larven der spinder sig ind i puppen, i sin egen lille verden, for senere at komme ud som den smukke, farvestrålende skabning.
Men var det sådant med ham selv.
Ville han komme ud som en afholdt skabning ?
Nej.
Tværtimod ville de fleste foragte ham.
Han ville ikke blive en smuk sommerfugl.
Han ville blive en led bøsse.
- Hej !
Thomas stak hovedet ind ad døren.
- Er du klar?
Lennart rejste sig fra bordet.
Dårlig vane at sidde på bordet når der står en stol ved siden af.
Men det var en vane.
- Ja jeg skal bare have min jakke på.
Lennart hentede sin jakke.
Thomas havde en af de der Bomber jakker på.
Han så ikke mindre maskulin ud i den.
Da de kom ud til bilen låste Thomas først døren i passager siden op, og åbnede døren for Lennart.
Derefter gik han hen foran bilen for at komme ind i hans egen side.
Hm, han er optimist tænkte Lennart.
Det havde Lennart læst et eller andet sted.
Hvis man gik bag ved bilen for at komme rundt til førersiden, så var man pessimist, og optimist hvis man gik foran bilen.
Sikkert bare noget sludder.
De sad i bilen.
Lennart vidste ikke rigtig hvad han skulle sige.
Han kiggede på Thomas´ hænder der holdt om rattet.
Han havde store hænder.
Det var stærke hænder, Lennart kunne se senerne arbejde når han drejede på rattet.
Lange fingre.
Ikke tynde.
Heller ikke knoglede.
Dejlige fingre.
De var tilpas kraftige.
På håndryggen var der mørke hår.
Det var ophidsende på en eller anden måde.
De hænder kunne sikkert tvinge sin vilje igennem.
Lennart blev ophidset ved tanken.
Ikke at han synes om at gøre noget han ikke ville.
Men alligevel var det noget ophidsende ved tanken om at Thomas kunne tvinge sin vilje igennem, hvis det var det han ville.
Stemmen bag i Lennart hoved sagde noget med at det bare var for at Lennart var fri for at tage initiativ.
Lennart valgte at overhøre det.
- Hvor vil du gå hen ?
Lennart blev bragt tilbage til virkeligheden.
- Jeg er faktisk ikke særlig kendt her, så det må du bestemme.
- Det er jeg faktisk heller ikke, men vi kan vel altid finde på noget.
Det regnede igen.
Viskerne kørte utrættelig frem og tilbag hen over ruden.
Det virkede som hypnose.
Når man først begyndte at kigge på dem, kunne man ikke slippe dem igen.
Heldigvis var det kun sådan når man ikke selv kørte.
Lennart kom til at tænke på Miri en af han gode venner fra skolen.
Da det regnede for første gang under hendes køretimer, kunne hun ikke slippe viskerne med blikket, så hun havde kørt siksak alt efter hvilken retning viskerne gik, det havde kørelæreren grinet meget af.
Lennart havde knækket sammen af grin da Miri fortalte det.
Bagefter kunne hun godt selv se det sjove i det.
- Skal vi tage det første og bedste sted vi kommer forbi ?
Thomas kiggede på Lennart.
- Ja “what ever”!
Lennart var ligeglad, så længe det var sammen med Thomas.
De kørte på en lang lige vej.
Vejen var tosporet i hver retning.
Der var masser af biler.
Folk der skulle hjem til deres koner og mænd.
Lennart advarede stemmen.
Prøv ikke engang på det.
Der sad en person i næsten alle bilerne.
Det irriterede Lennart.
Hvorfor kunne de ikke køre sammen.
Det forurenede jo ad helvede til med alle de biler.
Lennart havde altid elsker naturen, og det gjorde ham virkelig ondt når han læste om forureningen.
Han var medlem i WWW.
Han synes at det var bedre at hjælpe dyrene end at støtte de sultende mennesker i ulandene.
Det lød måske hårdt, men han filosofi var at mennesker kan tænke rationelt, det kan dyr ikke.
At mennesker ikke kan indse at de skal lade være med at avle så meget, når landet ikke kan føde dem, det er dumhed.
At dyr bliver udryddet fordi man tager landet, eller skoven de lever i, det er menneskets skyld, og derfor bør man hjælpe dem, dyrene altså.
Det var da logik for burhøns.
Derfor støttede Lennart WWW, og gav aldrig en krone til de indsamlinger til de sultende lande, da det i hans opfattelse at det bare trak pinen i langdrag. På den måde fandt de jo aldrig ud af konsekvenserne af det de gjorde.
Thomas drejede ind til et lille værtshus.
“Ellas smugkro” stod der på skiltet over døren.
De steg ud af bilen.
Thomas låste hans dør, og Lennart lagde mærke til at der var central låsesystem.
Hvorfor havde han så låst hans dør op først?
De gik hen til døren på Ellas smugkro.
I guder.
Det var det første Lennart tænkte da de trådte ind.
Han kiggede på Thomas.
Thomas sendte ham et skævt smil.
Det var et middelstort lokale.
Der var båse hvor man kunne sidde fire til seks personer i hver.
Alt var lavet i mørk bejdset træ.
Der var en dunkel belysning.
Over bordene hang der lamper i rød og hvid ternet stof.
Dem med de små bolde i flæserne.
De havde i hvert tilfælde været hvide og røde.
Nu var de mere gule og rødbrune.
Lennart havde altid syntes at de var afskyelige.
De virkede så billige.
På gulvet lå der et gulvtæppe i en ubestemmelig farve.
Der var vist mønster i det, noget brunligt, eller det var i hvert tilfælde farven nu.
Langs hele den ene side af rummet var der en lang bar.
Der var stolper der bar loftet over baren.
Bag baren stod der en lille tyk brunette.
Lennart lagde mærke til at hun plukkede hendes øjenbryn og malede dem sorte.
Hun havde guldringe på næsten alle hendes fingre.
Hendes negle var lange og velplejede.
De var lakeret røde.
På barstolene sad der to stamkunder.
De sad med hver sin Hof.
Bartenderen drak Tuborg.
De to kunder lignede bumser.
Den ene havde en gammel slidt oliefrakke på, og den anden havde en eller anden ubeskrivelig hjemmestrikket sag på.
Længst nede i rummet var der en dør, og et skilt hvor der med barnlig skrift var skrevet “WC”.
Lennart tænkte på om ikke de kunne finde en der havde en lidt pænere håndskrift, som kunne skrive et nyt skilt.
Thomas og Lennart satte sig ved et bord så langt væk fra baren som muligt.
Det var ikke noget de havde aftalt, det kom helt naturligt.
Lennart kiggede på klokken.
Den var fem minutter over halv fem.
Thomas så det.
- Skal du skynde dig hjem?
- Nej nej, det er bare en refleks.
Lennart tog i sin inderlomme.
- Næ nej, den går ikke, det var mig der skulle give, remember?
Thomas løftede det ene øjenbryn.
Lennart tog hånden op igen.
- Hvad drikker du?
- Tuborg.
Thomas rejste sig.
Lennart kiggede på bordet de sad ved.
Det var slidt, men rent.
Som om han ikke havde forventet det.
Det ville nok aldrig blive hans stamværtshus.
Han vidste for øvrigt ikke rigtig hvor de var.
Gad vide hvordan et sted som dette kunne køre rundt, hvis ikke der var flere kunder.
O.k. det kunne jo være at der var flere i weekenden.
Thomas kom tilbage med øllene.
Han drak også Tuborg.
Det føltes som om Lennarts krop løftede sig fra bænken.
Åh gud hvor ville det være skønt hvis han ville tage ham i sine arme.
Lennart kunne næsten mærke de stærke arme rundt om sig.
Mærke det hårde bryst.
Duften af ham.
Tænk sig at gøre det helt lovlig.
Igen begyndte det at røre sig i bukserne.
Han rejste sig.
- Jeg skal lige på toilettet.
- Det sker jo for os alle.
Thomas hældte sin øl op i glasset.
Lennart gik ud på toilettet.
Der var forbavsende rent, og der lugtede stærkt af de lyserøde kugler der lå i renden.
Han stillede sig ved renden.
Han var glad for at den var faldet, for det var ikke til at tisse når man var ophidset.
Han måtte gå ind på toilettet for at finde noget toiletpapir.
Skide irriterende at der ikke var papir ved renden.
Men o.k havde der været det, hvor skulle man så smide det hen efter brug?
Gad vide om alle bare rystede den når de var færdige ?
Det gjorde han også selv når han var fuld.
Men så var det vel også lige meget?
Men det var vel egentlig lidt ulækkert.
Ikke særlig hygiejnisk i hvert tilfælde.
Lennart vaskede hænderne, sæben spredte en behagelig duft af lilje konvaller. Duften mindede ham altid om hans bedstemor.
Hun havde altid lilje konvaller i haven, og ofte inde i stuen. De duftede så vidunderligt.
Gud hvor han dog savnede sin bedstemor.
Hun havde altid stået som det absolutte tryghed for ham.
Han havde haft respekt for hende som ingen anden, men man kunne altid komme til bedste.
Hun havde altid tid.
Altid et godt råd på vejen.
Lennart gik ind igen.
Der var stadig kun de to kunder i baren.
Bartenderen smilede til Lennart.
Lennart smilede og nikkede igen.
Thomas sad og læste på Tuborg etiketten.
Han kiggede udfordrende på Lennart.
- Ved du hvad morbær er ?
- Ja det er en krydsning af hindbær og brombær.
Lennart frydede sig over at han vidste svaret, alt hans arbejde hos gartneren var ikke spildt.
Ved nærmere eftertanke havde han vist læst det i “Hjemmets havesider”.
Thomas kiggede anerkendende på ham.
Lennart satte sig.
Han så at Thomas havde hældt hans øl op i glasset.
- Jeg drikker ellers aldrig af glas.
Det var nu ikke helt sandt, men han skulle jo ikke tro at Lennart var som alle andre.
Lennart så på Thomas.
- Kan jeg aldrig gøre noget rigtigt med dig ?
Thomas lænede sig ind over bordet.
Han kneb sine øjne sammen.
Det dumme, dejlige, skæve smil kom på hans læber.
Lennart grinede, og undlod at svare.
Thomas tog den ene arm under bordet.
Han kiggede op mod baren.
Han kunne ikke se dem der sad i baren.
Lennart mærkede en hånd på sit lår.
- Er du stadig våd?
Lennart var sikker på at han blev så rød i hovedet, at han kunne lyse hele baren op.
Han tog mod til sig.
Hvorfor skulle han ikke, Thomas turde jo.
- Nej ikke lige der.
Lennart stirrede direkte ind i øjnene på Thomas.
Han ville ikke flytte blikket, ikke denne gang, ikke igen.
Han holdt Thomas´ blik fast.
Han vidste at han var god til det, for når han var en fire fem år gjorde han og hans far det ofte.
De sad tæt på hinanden og stirrede hinanden i øjnene, og den der først blinkede, havde tabt.
Lennart havde næsten altid vundet.
Han kendte godt fornemmelsen af at det det skar i øjnene, men det ville gå over.
Han ville ikke give sig.
Thomas kæmpede.
Han var heller ikke opsat på at give sig.
Lennart vidste at han kunne snyde, ved at kigge midt i mellem øjnene på Thomas, for så ville Thomas ikke være i stand til at se hvilket øje Lennart kiggede på.
Men ikke denne gang.
Denne gang skulle det være fair play.
Hvor længe de sad vidste Lennart ikke.
Det skar i hans øjne.
Thomas var god.
Men Lennart var stædig som få.
Lennart vidste at hvis han skulle vinde måtte han koncentrere sig om noget andet.
Han sad så tæt på Thomas at han kunne se hans iris.
Han havde brune øjne.
Men kiggede man nærmere havde han en hel del grønt i øjet, startende inde fra pupillen.
Dernæst kom der en cirkel af nærmest nougat brun farve, for at slutte i yderkanten med den skønneste varme sort-brune farve.
Det var altså de farver der gav den varme brune farve som Lennart havde set den første dag.
Ja, det gjorde han stadig, han kunne faktisk ikke slippe dem.
De var ikke hypnotiske som Kims, men de var dejlige at forsvinde ind i.
I en tusindedel at et sekund blinkede Thomas.
Lennarts underbevidsthed opfattede det.
Thomas prøvede at lade som ingenting, og kiggede igen Lennart i øjnene.
Lennart blinkede ikke.
- Du blinkede Thomas, jeg så det godt.
Lennart havde stadig ikke blinket.
Han kunne mærke at hans øjne skreg efter væske.
Han ville ikke blinke endnu.
Thomas grinede, og sænkede blikket.
Endelig kunne Lennart blinke.
Hvilken lettelse.
Han undrede sig over hvor vidt det var sundt at lade øjnene tørre ud på den måde.
Men hvad var sundt.
Han havde jo vundet, det var det eneste der gjaldt.
Thomas så stadig ned i bordet.
Han tog en slurk af sin øl, skyllede munden med øllet.
Så kiggede han op på Lennart.
- Fy for den lede hvor du er viljestærk…………stædig.
Lennart sendte ham det mest charmerende skæve smil han kunne.
- Hvad mener du dog med det ?
Thomas lavede cirkler med sit glas, så øllet snurrede rundt op ad kanten på glasset.
- Jeg mener bare at det er ikke alle der kan få mig til at kigge ned.
Han lagde hovedet lidt på skrå, og kiggede på Lennart.
Lennarts øjne blev lidt mindre.
- Hvad mener du ?
Han havde på fornemmelsen at der lå mere bag ordene end Thomas umiddelbart gav udtryk for.
- Det er en lang historie, begyndte Thomas.
Lennart tændte en smøg.
- Go ahead !
Stemmen sagde til ham at han ikke måtte slippe nu.
- Jeg har hele natten.
Det røg ud af ham.
Det var jo ikke sandt.
Han skulle jo hjem til Lene.
Tanken blev skubbet væk inden den var tænkt færdig.
Han støttede hovedet på samme hånd som han holdt cigaretten i.
Han tog en slurk af sin øl.
Thomas rykkede sig uroligt i stolen.
Det var en helt ny situation.
Det plejede at være Lennart som ikke rigtig vidste hvordan han skulle opføre sig.
- Nå men skal du have den lange eller den korte udgave af mit liv ?
Thomas skulede op fra bordet.
- Det er helt op til dig !
Lennart tog et langt sug på cigaretten.
- Nå men som du nok allerede har fundet ud af, så kommer jeg fra en rimelig velstillet familie.
Lennart kunne sparke sig selv for tankerne, “nåh du mener din fine Toyota”.
Han sagde ingenting.
- Jeg er i bund og grund en møg forkælet unge.
- Tænk, det havde jeg aldrig gættet.
Lennart kunne ikke lade være med at håne ham lidt.
Thomas så op, ligesom for at se Lennart ansigt.
Lennart smilede.
Thomas fortsatte.
- Jeg har en storebror, som er elleve år ældre end mig.
- så du kan vel næsten sige at jeg har været enebarn. Det er vel også derfor at jeg altid har fået det jeg har peget på.
Det har fulgt mig i voksenlivet også.
Jaså, tænkte Lennart, ikke alt min ven.
Hvorfor blev han nu sådan.
Han havde jo inderst inde følelser for Thomas.
Måske ikke følelser som sådant, man der var da en uhyggelig magnetisk tiltrækning mod Thomas.
Var det fordi han ikke havde fået alt muligt som barn.
Var han misundelig ?
- I skolen blev jeg af en eller anden grund lærerenes yndling, så jeg har altid fået gode karakterer. Nej, det er jo selvfølgelig ikke kun på grund af det, jeg har jo knoklet i skolen som alle andre, men jeg ved da godt at det ikke gjorde det værre.
Lennart vidste ikke om han skulle blive forarget eller om han skulle have medlidenhed med Thomas.
I mens Thomas talte kiggede han på sit glas som han sad og kørte rundt mellem sine fingre.
Det slog pludselig ned i Lennart at Thomas måske også var genert på nogle punkter.
- Jeg havde måske tendens til at imponere mine venner med mine forældres store hus, swimmingpool, og dyre biler, hvis jeg ikke selv slog til.
Lennart begyndte at få det dårligt.
Hans samvittighed blev dårlig over de tanker han havde tænkt for bare et par minutter siden.
- Du mener at du købte dine venner.
Thomas så op.
- Ja det er vel det, det hedder.
Thomas kiggede igen ned på sin øl.
- Jeg fik lige pludselig nok af det hele, da jeg var nitten.
- Jeg flyttede hjemmefra, til en lille et værelses. Min mor var lamslået.
Hvordan skulle jeg klare mig alene.
- Og så midt inde i København.
Thomas grinede.
- Åh gud, hvilke bekymringer hun havde.
- Men det gav mig lidt hår på brystet. Og jeg var euforisk om tanken om at skulle læse noget, uden at de kendte mine forældre, og min baggrund. Jeg skulle endelig stå på egne ben, og gøre noget helt alene, og for mig selv.
Lennart havde nu faktisk ondt af Thomas.
Sådant havde han aldrig tænkt på det.
Det havde måske i virkeligheden været en fordel, en gave, at han altid havde måtte klare sig selv.
Det måtte være en forfærdelig fornemmelse at det man havde opnået her i livet, var på grund af sine forældres indflydelse og penge, og ikke på grund af en selv, og det man havde præsteret.
Lennart kunne ikke forliges med tanken.
Det var så langt fra hans virkelighed.
Han havde altid måtte slide og slæbe for det han havde fået.
Men for første gang så han det i et helt nyt lys.
Det slid og slæb som han yndede at kalde det, det var måske i virkeligheden en lærerig form for gave.
Han så på Thomas.
- Jamen så bevidste du jo også for dig selv og omverdenen at du kunne selv, du blev jo ingeniør.
Thomas rettede sig op i stolen.
Han løftede glasset til skål.
- Gu´ fanden gjorde jeg, og med et gennemsnit op lidt over ti.
Han klinkede på Lennarts glas.
- Skål, din lille skid.
Lennart løftede sit glas og skålede.
Han tømte glasset.
- Jeg ved godt at du kører, men vil du have en til ?
Lennart rejste sig for at hente en øl mere.
- Vi kan også køre ind til mit stamværtshus og tage en !
Lennart tøvede.
Han ville godt høre det sidste af det Thomas var ved at fortælle.
- Jamen så kommer vi jo til at halte, skal vi ikke tage en til her, så kan vi køre ind til dit værtshus bagefter ?
Thomas nikkede.
- God ide.
Lennart stillede sig ved siden af ham i den slidte oliefrakke.
Han kunne lugte ham.
Han lugtede indelukket.
Lennart kunne levende forestille sig hvordan hans lejlighed så ud.
Lille, mørk, møgbeskidt.
Vinduerne kunne ikke åbnes, for de havde ikke været åbnet de sidste mange år.
Sengetøjet der ikke havde været skiftet de sidste seks måneder, lugtede i hele lejligheden.
Der var ingen badeværelse.
Han skulle vaske sig i køkkenvasken.
Over køkkenvasken hængte en af de der gas varmere som der var standart i gamle lejligheder.
Som om det var nogen undskyldning for ikke at vaske sig.
Der var vel svømmehaller man kunne bade i.
- Og hvad siger du ?
Lennart blev revet ud af sine tanker.
- øh, to Tuborg.
Han smilede til bartenderen.
Hun virkede faktisk meget sød.
Det var vel ikke underligt at hun stod og snakkede med de to bumser.
Argh, bumser var de jo ikke.
Men hvis det var de eneste kunder hun havde i flere timer, ja så begynder man vel at snakke med alle.
Det kunne jo rent faktisk også være at det var meget flinke mennesker.
Lennart, man skal ikke dømme folk på deres udseende.
Lennart gav sig selv en “Emma Gad”.
Eller var det nogen anden ?
- Vær så god.
- Det bliver to og tredive kroner.
Billigt tænkte Lennart.
Han gav hende to tyvere.
- Det passer.
Hun smilede.
- Vil I have rene glas ?
- Nej det er fint tak.
Lennart tog de to øl med en hånd, og tegnebogen i den anden.
Han stillede en foran Thomas og en foran sin egen plads.
Hvor var det dog irriterende med så stor en tegnebog.
Den var ikke til at få ned i inderlommen.
Han havde købt den for at han var slem til at ligge sin tegnebog alle steder, og så glemme den.
Så han havde købt sig denne lille taske af en tegnebog.
Den var svær at overse, og man kunne altid mærke om man havde den i inderlommen.
Specielt efter at der var kommet flere mønter og færre sedler.
Han kunne efter en dag i København på shopping-tur, have op til fire hundrede kroner i mønter.
Det var lidt vildt.
Men så var tegnebogen fandeme også tung.
Nu stod han der og fumlede med skidtet for at få den ned i inderlommen.
Han ventede sig en kommentar fra Thomas.
Der kom heldigvis ingen.
Han satte sig ned og skænkede sin øl op i glasset.
- Jeg troede ellers at du drak af flasken.
Fandens.
Fanget i sin egen løgn.
Lennart grinede fjoget.
- O.k, o.k, jeg drikker normalt også af glas………tilfreds.
Thomas smilede.
- Ja når du ikke mere lyver over for mig.
Han prøvede at holde Lennarts blik fast.
Lennart kiggede skyndsomt ned i bordet.
- Skål, på et godt “initiativ”.
Lennart løftede sig glas mod Thomas.
- Skål, ja det er hyggeligt, selv om omstændighederne for at vi er her ikke er så overvældende smarte.
Lennart var ved at få øllet galt i halsen, da der slog en kvik replik ned i hovedet på ham.
- Jeg har aldrig set den “approach” før, grinede Lennart.
Næsten inden han havde sagt sætningen, kunne han have bidt tungen af sig selv.
Han sad jo indirekte og antydede, kraftigt, at Thomas lagde op til ham.
For helvede Lennart, hvor smart var det så ?
Han studerede Thomas.
Det så ikke ud til at Thomas lagde mærke til noget.
Lennart åndede lettet op.
Thomas sad igen og kørte sin øl rundt i glasset.
Lennart ville gerne tage samtalen op fra før han hentede øl.
Han vidste ikke lige hvordan han skulle begynde.
Forsigtigt sagde han:
- Lidt over ti, sagde du.
- Hvor lidt over ti ?
Thomas tog en tår af sin øl og klukkede.
- Du giver sgu ikke så let op hvad ?
Lennart blev lidt forlegen.
- Næ det gør jeg måske ikke.
Lennart kunne se kæbemusklerne arbejde i Thomas´ kinder når han tyggede hårde sammen.
Thomas så op.
Han havde det der lumske smil på.
- Jeg sluttede med et gennemsnit på elleve komma tre.
Elleve komma tre !
Så tror da fanden at Skandi Geoteknik var glade for at få fingre i ham.
Det ville Lennart såmænd gerne uden de fine karakterer.
Lennart !
- Fy for fanden !
Det var måske ikke det rigtige at sige på det tidspunkt, men det var det der kom over hans læber.
- Var det ikke fedt ?
- Var det ikke fedt at få bevis på at du kunne selv ?
Lennart blev helt opstemt på vegne af Thomas.
Thomas vred sig lidt i stolen.
- jo, selvfølgelig.
Lennart kigge på ham.
Thomas så tilbage.
Smilede et genert smil.
- Jo, Lennart, det var noget at det fedeste jeg har oplevet, det var en helt ny følelse af frihed, som jeg aldrig havde kendt før.
- Det var ikke min direktør far, eller hans penge der havde lavet mine karakterer.
- Det var mig selv……..Mig og mig alene.
Lennart kunne næsten føle glæden og stoltheden på sin egen krop.
Men………..
Men hvorfor havde han så sagt det med at møde en der var viljestærk og stædig ?
Det var som om Thomas kunne læse Lennart tanker.
- Jeg kan se at du undrer dig over noget.
Lennart tænkte på hvordan han skulle sige det uden at Thomas følte sig krænket.
Man kunne jo altid prøve med ærlighed.
- Hvorfor sagde du at jeg var viljestærk og stædig ?
Thomas pillede ved etiketten på sin øl.
Det varede lidt inden han svarede.
- Fordi, som jeg prøvede at sige før, jeg har altid fået en masse foræret.
Lennart brød ind.
- Ja, men ikke alt vel !?
Thomas rømmede sig.
- Nej, men meget at det……og det er ikke så tit jeg møder mennesker der siger deres mening, og endnu sjældnere møder jeg nogen der siger mig imod, eller som du, ikke bare giver efter for mig men oven i købet giver mig noget modspil.
Lennart tænkte at de fleste bøsser ville give efter for Thomas, dels på grund af hans væsen men ikke mindst fordi han så så hamrende godt ud.
Hvis de så oven i købet havde fundet ud af at han havde penge, ja så var der straks nogle der blev ekstra interesseret.
Ja det var ikke kun bøsser, for der var med garanti også mange heteroseksuelle piger der havde det på samme måde.
Lennart tænkte på om han kunne leve sammen med en person, pige eller fyr, kun på grund af pengene.
Selvfølgelig ville det være fedt at have sit eget kreditkort, som man kunne misbruge.
Men nej.
Han ville ikke kunne holde ud at skulle leve sammen med en han ikke synes om på den ene eller anden måde.
Måske kunne man godt lide personen, men hvad så når man blev forelsket i en anden.
Det ville jo komme før eller siden.
Årh nej. Tænk om man ikke tændte seksuelt på personen, og så alligevel var nød til at have sex med vedkommende.
Lennarts mave vendte sig ved tanken.
Det var da egentlig underligt.
Han havde jo tit leget med tanken om at nogle fyre havde tvunget ham til sex.
Men o.k., de havde jo aldrig været frastødende, de havde bare gennemtrumfet deres vilje, om Lennart ville det eller ej.
Det var jo det der var det ophidsende.
Men tænk sig at det var en ulækker fyr, eller beskidt stodder.
Nej aldrig, ikke for alle penge i verden.
Måske en måneds tid.
Bare indtil man havde købt det man ville have.
Hvilken syg tanke.
At sælge sig selv.
Nej.
Det der var ved Thomas var bestemt ikke hans kredit kort.
Lennart kunne egentlig ikke sige lige præsis hvad det var, det var hele personen Thomas der tændte ham.
Og tændte ham det gjorde han……..
- Ja Thomas, det er ikke på grund af dit kreditkort at vi sidder her.
Lennart kom til at smile da han tænkte på hvorfor.
Hvor skæbnen dog er sjov.
Thomas grinede også.
- Nej det kan man vel ikke sige.
- Men du er vist heller ikke lige typen der accepterer folk for deres bankbog.
Lennart sank den mundfuld øl han lige havde taget, samtidigt med at han rystede på hovedet.
- Nej det kan man ikke sig, for så skulle jeg ikke have nogen venner overhovedet, for alle dem jeg kender er lige så fattige som jeg.
- Jeg har fundet ud af at folk der ikke er stinkende rige, er meget mere ærlige og ikke så korrupte.
Thomas viftede med pegefingeren ad Lennart.
Det var der sikkert noget rigtigt i, for de som ikke havde så mange penge, det havde heller ikke noget at være korrupte med.
Lennart hadede korruption ligeså meget som løgn, men det var vel også fra samme skuffe.
De var ved at være færdige med deres øl.
- Korruption, sagde Lennart, jeg siger aldrig en hemmelighed til nogen, min mund er lukket med tre guld Tuborg.
Han håbede at Thomas fattede joken, og den melding der var gemt mellem linierne.
Thomas tømte sit glas.
- Jamen så foreslår jeg at vi tager ned på mit stamhus, så kan du få dine tre guld, og jeg kan stille bilen, for der er ikke længere end at jeg kan gå.
Lennart slugte bundsjatten, og tog sin jakke på.
På vejen ud tog Lennart glassene og flaskerne med op til baren, for om ikke andet at bartenderen ville mindes dem med noget positivt.
Den lille brunette smilede overrasket.
- Tusinde tak skal du have, det var pænt af dig.
- Det var da så lidt, tak for i dag.
Lennart sendte hende et stort smil.
Høflighed koster ingen penge.
Det var altid rart at efterlade et godt indtryk.
Så ville de altid være velkomne igen en anden gang, selv om Lennart tvivlede på at de nogensinde ville komme tilbage.
Men han havde det godt med at han måske havde bragt lidt solskin ind i hendes lille grå hverdag, hvilket han var overbevist om at hun havde.
Thomas sagde også pænt farvel i døren.
De to bumser ænsede ikke at de gik.
Thomas låste igen døren op for Lennart, selv om der var central låsesystem.
Der var egentlig ikke blevet vekslet mange ord på vejen hjem.
De havde begge siddet fordybet i deres egne tanker.
Om det var bevidst vidste Lennart ikke, men Thomas havde sat Jean Michell Jarre på bil stereoen, og skruede ret meget op.
Det passede egentlig Lennart ret godt, også for at han godt kunne lide musikken. Han havde selv de fleste af hans plader.
De parkerede i en lille gade i den indre by.
- Ja så er vi her.
Thomas drejede nøglen, og bilens motor blev stille.
Det gjorde stereo anlægget også.
- Det er sikkert at du har lyst til at fortsætte ?
Thomas kiggede granskende på Lennart.
Han skulle bare vide hvor langt Lennart havde lyst til at fortsætte.
- Ja selvfølgelig, ellers havde jeg sagt det.
Lennart prøvede at se uskyldig ud.
- Ja selvfølgelig, det havde jeg glemt, du giver ikke ved dørene.
Thomas gav ham et dask på skulderen, og steg ud af bilen.
De gik hen ad gaden.
Hvilken gade havde Lennart ikke en anelse om, han var også ligeglad.
Han gik sammen med Thomas.
Pludselig stod de ud for det mindste værtshus Lennart nogensinde havde set.
Fra gaden lignede det gavlen af et hus.
Der var en dør og et vindue.
Under vinduet var der en blomsterkasse, fyldt med hvide og lilla petuniaer.
Facaden var malet almue grøn.
Det så ret hyggeligt ud.
Thomas tog i håndtaget, satte hoften til døren og stødte til.
- Den binder, forklarede han.
Ja så han havde da i hver tilfælde været her før.
Da de kom ind, kunne Lennart først ikke se noget, der var ret mørkt.
Han kunne skimte fire båse, som på den forrige beværtning, men der var ikke de afskyelige ternede stoflamper over bordene.
I stedet hang der messing lamper over alle bordene, og gav et dejligt afslappet gyldent lys.
I en af båsene sad der to ældre damer og snakkede.
Den ene drak porter og citron.
Hun røg cerutter.
Den anden drak HOF, og der stod et tomt snapsglas ved siden af den tomme ølflaske.
De havde begge farvet deres permanent rødt.
Lidt for rødt for Lennarts smag.
Den der røde farve der lige præcis er så rød, at man kan se at den er kunstig.
De var sidst i fyrrene, eller starten af halvtredserne.
Deres samtale lød som en uforståelig summen.
Længere inde i rummet var baren.
Den var to, to og en halv meter lang.
Lavet i Engelsk stil, med udskæringer.
Det var noget helt sort træ.
Nej det var nok bare sortbejset, Lennart kunne ikke forestille sig nogen der havde råd til at lave en bar i Ibenholt.
Over baren var den sædvanlig kappe i samme slags træ.
Denne var dog anderledes.
Hele kappen var udskåret som en stor savanne med nogle antiloper, zebraer, og en stor løveflok i midten.
Det var utrolig flot håndværk.
Lennart kunne ikke lade være med at lade fingrene løbe hen over en stor hanløve, der stolt stod og spejdede ud over savannen.
Det kunne ikke have været billigt at få den kappe lavet.
Imponerende.
Bartenderen var en fyr på omkring de fem og fyrre.
Han havde knald sort hår, der var lidt tyndt i toppen, og han havde høje tindinger.
Det prøvede han så at rede bod på ved at have bakkenbarter og overskæg.
Hans gråblå øjne stirrede lidt.
Han havde midt i hovedet en stor høgenæse.
Underligt nok klædte den ham.
Over den lidt fremskudte hage havde han en smal mund.
Læberne var smalle, de virkede næsten sammenpressede.
Lennart undrede sig om det var fordi han var sur.
Han havde den typiske hvide skjorte på, og et par sorte bukser.
Lidt underlig type, men han virkede alligevel sympatisk på en eller anden måde.
- Hvad fanden Thomas, lever du endnu ?
Det var bartenderen der hilste.
Hmmm………så var han altså ikke sur.
Lennart vidste ikke rigtig hvordan han skulle opføre sig, for hvis nu alle kendte Thomas, kunne det så give komplikationer for ham, at han havde Lennart med ?
Han stillede sig ved siden af Thomas ved baren.
Thomas henvendte sig til bartenderen.
- Kender vi to hinanden ?
Han havde taget en overklasse mine på, og kiggede nu op og ned ad bartenderen.
- Åh det må De undskylde Hr. Jeg troede at det var min forfærdelige underbo, men nu kan jeg se at Herren er i selskab, så kan det ikke være min underbo, da han ikke kender andre en mig.
Jeg ber så mange gange om undskyld.
De brød begge ud i latter.
- Ja det er godt med dig Benny.
Thomas slog i bardisken.
Han vendte sig mod Lennart.
- Det her er Benny…….Ja han hedder Benny, hans mor kunne ikke lide ham, det kan hun for øvrigt stadigvæk ikke.
Både Thomas og Benny grinede.
Thomas vendte sig mod baren igen.
- Benny det er Lennart, en af mine meget gode kollegaer.
Ordet kollegaer gav et jag i Lennart.
Kollegaer, ja men hvor længe.
Han havde stadig ikke fået sagt noget om opsigelsen til nogen som helst.
- Velkommen på den “Røde Løvinde” Lennart, også selv om du er en god ven til Thomas, sagde Benny alt imens hans næve rystede Lennarts.
- Tak Benny, så må jeg måske byde dig og Thomas på et eller andet, eftersom det er første gang jeg er her ?
Benny gav Thomas et hurtigt blik.
Førte så højre hånd op til hagen som han gned, og kiggede op i loftet.
- Hmmm, sagde han, jeg drikker jo ikke normalt.
Thomas var der med det samme.
- Nej du hælder det ned.
Thomas grinede, men Benny holdt masken.
- Jo Lennart, siden det er første gang du er her, så vil jeg gerne tage imod dit tilbud, bare for at få dig til at føle dig hjemme selvfølgelig, så en enkelt tuborsk øl ville jo nok ikke være af vejen.
Han blinkede til Lennart, greb med vant bevægelse en Tuborg fra køleren med en hånd, satte flasken på baren, og smed kapslen i skraldespanden.
Lennart lurede lidt.
Det havde han alligevel aldrig set før, ikke med en hånd.
Han havde godt set at Benny holdt en oplukker i hånden da han tog øllen, men at han kunne åbne den på vejen op, med en og samme hånd, det var alligevel en præstation synes Lennart.
Thomas´ eneste kommentar var:
- Blærerøv !
Smilende vendte han sig mod Lennart.
- Tag dig ikke af ham, det gør han for alle nye der kommer herind, og som han gerne vil gøre indtryk på.
Gøre indtryk.
Hvorfor skulle Benny ville gøre indtryk på Lennart ?
Lennart blev usikker på hele situationen, men lod det ikke vise.
- Hvad siger du Lennart, var det Guld Tuborg vi skulle have, nu hvor jeg ikke er i bil mere ?
Thomas nussede med højre hånd på Lennarts mave.
Ganske vist uden på trøjen, men det kunne ligeså godt have været på den bare hud, det gøs på samme måde i hele Lennart.
- Ja det lyder da dejligt, hvis de er kolde.
Ja det lyder da dejligt. Hvad fanden var det for noget tøse fis at fyre af.
Han kunne jo ligeså godt have sagt “ åh ja det ville da være helt vidunderligt” eller sådant noget feminint lort.
Lennart hadede sig selv.
Han havde lyst til at bide sig i tungen.
Udvekslede Benny og Thomas ikke blikke.
Eller var det bare indbildning ?
Shit.
Nu havde han ødelagt det hele.
Benny stillede en guld Tuborg foran Lennart.
Han ville ikke spørge efter et glas.
Så kunne han lige så godt spørge efter læbestiften.
Nej han havde vist kvajet sig tilstrækkeligt for nu.
- Må vi ikke få to glas ?
Det var Thomas der lige reddede hans skin.
Selvfølgelig kunne han godt drikke en bajer af flasken, det havde han jo tit gjort, men han blev bare så forbandet oppustet af det.
- Undskyld. Jo selvfølgelig, jeg står lige og sover.
Benny tryllede to glas frem bag baren.
Thomas tog begge glas med sin enorme næve.
Henvendt til Benny sagde han:
- Vi sætter os ned, du kan jo komme ned hvis du keder dig.
Benny skævede bare til Thomas, og smilede.
Lennart var ikke sikker, men han syntes at han så Benny blinke til Thomas.
De satte sig ved bordet nærmest baren.
Lennart over for Thomas, med ryggen til baren.
- Nå hvad synes du så om mit “stamhus” ?
Thomas hældte sin øl op.
Lennart kiggede sig rundt nok en gang.
- Jo, det er faktisk ret hyggeligt.
- Det er nogle utrolige flotte træsnit der er over baren.
Thomas løftede sit glas.
- Du må hellere skåle, ellers kaldes det at “pippe”.
Lennart kiggede undrende på Thomas.
Thomas forklarede.
- Hvis man giver en omgang, skal man åbne skålen, med alle dem der har fået, inden to minutter, for ellers trækker den skind, og det er at pippe.
Hvis man får en genstand af nogen, må man ikke drikke før de har åbnet skålen, for det er så også at pippe.
Endelig må man ikke drikke noget af det man har i forvejen når der skåles i noget man lige har fået, for eksempel hvis du har en halv øl stående, og Benny giver en omgang, så skal du drikke af den han lige har givet når han siger skål, ellers pipper du også.
- You see ?
Det kunne Lennart godt se fornuften i.
Det var jo egentlig bare et spørgsmål om at være høflig.
- Ja det tror jeg nok.
Han løftede glasset, vendte sig halvt om.
- Skål Benny !
Benny livede op bag baren.
Hævede sit glas.
- Skål Lennart, hyggeligt at møde dig.
- I lige måde.
Lennart vendte sig mod Thomas.
- Skål.
De klinkede.
En kold Guld Tuborg var nu ikke det værste man kunne få.
Thomas hilste på Benny efter han havde drukket.
Lennart gad ikke vende sig om.
Der måtte jo også være grænser.
For øvrigt havde han allerede sat sit glas ned.
Han kiggede på klokken.
Den var allerede syv.
Samvittigheden gnavede i ham.
Ham burde jo ringe til Lene.
Han rejste sig.
- Thomas er der en telefon her ?
Thomas lænede sig ud til kanten af bordet og pegede.
- Ned gennem gangen, ved toiletterne, der er der en mønttelefon.
Lennart gik ned gennem gangen.
Han kunne ikke se noget som helst.
Længst nede kunne han se lys, og et grønt “exit” skilt.
Der fandt han også telefonen.
Der var ingen der svarede.
Han blev på en gang lettet og irriteret.
Lettet for at han ikke behøvede at blive konfronteret med Lene lige nu.
Irriteret fordi han så var nød til at ringe igen senere.
Nej han ville hellere have det overstået nu.
Han trykkede nummeret til Lenes forældre.
Det var svigermor der tog telefonen.
Hende kunne Lennart godt lide.
Faktisk kunne han utroligt godt lide begge hendes forældre.
- Hej Alice, det er Lennart.
- Hej Lennart.
Hun var oftest i godt humør, det var nok fra hende Lene havde fået hendes humør.
- Har du Lene der ?
- Næ du det har jeg ikke, er hun ikke hjemme ?
Det er et af de der refleks spørgsmål, mennesker stiller, for selvfølgelig var hun ikke hjemme, for så var der jo ikke nogen grund til at ringe her til, vel ?
- Nej, og jeg behøver at give hende en besked.
- Er der sket noget Lennart ?
Alice lød straks bekymret.
- Nej, nej, jeg er bare ude med nogle kollegaer, for at få et par øl, så jeg ved ikke lige hvornår jeg kommer hjem, det er såmænd det hele.
Lennart håbede ikke at Alice kunne spore den halve sandhed han gav hende.
- Nå herregud, ikke andet.
Alice lød lettet.
- Jamen Lennart det skal jeg da nok sige til hende, det er da ikke noget problem.
Der faldt en sten fra Lennarts hjerte.
Han havde det straks meget bedre.
- Tusinde tak skal du have sviger, jeg skylder dig en.
- Ja ja, jeg skriver den i bogen til de andre.
Lennart vidste godt at hun havde hjulpet ham mange gange, og at hun havde en joke med at hun havde skrevet det hele op i en sort bog, og en gang ville hun kræve det hele tilbage.
Men så var der dengang Lennart gravede hele deres tre hundrede kvadratmeter store have, fordi svigerfar, Kurt, havde fået dårlig ryg.
Sådant måtte man jo hjælpe hinanden.
- Ja men løb du nu med dig, så skal jeg nok give Lene besked.
- O.k, ha det så godt, vi snakkes.
- Ja hej hej.
Lennart lagde røret.
Da han gik tilbage kom han til at tænke på hvad han skulle sig, hvis nu Thomas spurgte om hvem han ringede til.
Arh, det ville han heller ikke spørge om, de var jo ikke hverken kærester eller i familie.
Benny stod og læste i et blad bag disken.
Lennart satte sig over for Thomas, og tog en tår af sin øl.
Han kunne rigtig godt lide Guld Tuborg, når den var kold, men varme stærke øl var det han hadede mest næst efter lunken mælk, så øllen skulle ikke stå for længe i den varme bar.
Thomas kiggede underfundigt på ham.
- Må jeg være så fri at spørge hvem du skulle ringe til nu ?
Lennarts hjerte fløj op i halsen.
Det skulle han jo ikke spørge om.
Han kunne ikke lige finde på en god historie, så som sædvanlig måtte det blive sandheden.
Hvad kunne den også skade.
Han havde jo ikke et forhold til Thomas.
Han vidste ikke engang med sikkerhed om Thomas var interesseret i ham.
Han byggede det jo bare på indicier.
Lennart tog en stor slurk af sin øl.
- Jeg ringede til min sambo.
Sambo, det var kommet fra himmelen i allersidste øjeblik.
- Jeg ville bare sige at jeg ikke lige vidste hvornår jeg kom hjem.
Thomas så Lennart direkte i øjnene.
Åh de store brune øjne.
Lennart ville aldrig blive i stand til at nægte dem noget som helst.
- Undskyld, det rager heller ikke mig.
Thomas kiggede ned i sin øl.
- Det er helt o.k, halvvejs løj Lennart, spørg bare løs.
Thomas tømte sin øl.
Blinkede til Lennart og rejste sig.
Lennart kunne høre at Thomas og Benny snakkede, men ikke om hvad.
Han ville ikke vende sig om mod baren, det ville være for pinligt.
Selv om han var ved at revne af nysgerrighed, så ville han i hvert tilfælde ikke vise det.
Han begyndte i stedet at pille ved etiketten på hans øl.
Han pillede den forgyldte krave af flasken.
Han begyndte møjsommeligt at glatte den ud.
Da det var gjort, begyndte han forsigtig at rulle guld stanniolet sammen i den ene ende.
Derefter lavede han små bølger i papiret, samtidig med at han klemte det sammen nede i bunden.
Lidt efter lidt tog det guld farvede stanniol for som en lille gylden rose.
Den var en af de meget vellykkede.
Den var faktisk smuk.
Han kunne ikke huske hvem der havde lært ham det, eller hvor han havde set det første gang, men han havde altid været fascineret af det færdige resultat.
Han sad og beundrede den lidt.
Thomas stod stadig oppe ved baren.
Det begyndte så småt at irritere Lennart.
Havde de noget at snakke om, kunne Benny jo komme ned til bordet, det havde Thomas jo sagt.
Var det noget personligt de skulle tale om, kunne Thomas da i det mindste komme ned og sige, at der lige var noget de skulle tale om.
Det lød nærmest som om de stod og små pjattede.
Inden tanken var tænkt til ende, rejste Lennart sig op.
Han gik op til Benny med rosen.
- Den har jeg lavet specielt til dig.
Lennart kunne mærke at det frydede den onde del af hans hjerte.
Hvorfor vidste han egentlig ikke, han skulle jo, eller kunne jo ikke gøre Thomas jaloux.
Hvorfor skulle han også gøre det ?
Alligevel var det som om han instinktivt vidste at han ramte Thomas på et ømt punkt.
Benny tog rosen, og studerede den nøje.
Så gjorde han noget Lennart aldrig ville glemme.
Benny førte guld rosen op til sin næse og lugtede.
Både Lennart og Thomas stirrede på Benny.
Benny så på dem.
- Den er så gennemført flot, at man kunne fristes til at tro, at den også ville dufte.
Lennart blev dybt rørt over de ord, eller måske mere den gesture som Benny havde gjort. Han havde virkelig lugtet til rosen.
Det var lige ved at tage en vending som Lennart ikke havde forudset, eller ønsket.
Han ville jo bare se om der kom nogen reaktion fra Thomas.
- Tusinde tak skal du have Lennart, den vil jeg gemme resten af mit liv.
Benny sendte Lennart et varmt smil.
Lennart fik kuldegysninger da Benny sagde det.
Hvorfor vidste han ikke. Der var igen den fornemmelse af at der lå mere bag ordene end han lige umiddelbart forstod.
- Det er da ikke noget særligt.
Selv i Lennarts egne øre lød det fjoget.
Benny var jo virkelig blevet glad for den.
Hvorfor nedgør man altid det man selv har lavet.
Hvorfor kan mennesker ikke bare tage imod det ros de får.
Næ, nej, det skal straks undskylde sig, at det da ikke er noget, selv om de måske har brugt utallige timer, ja dage på det.
Thomas rømmede sig.
- Nå men så må vi jo hellere få nogle flere guldøl, så du kan lave en hel buket til mig………….hvis du jo altså vil.
Lennart vidste ikke helt om det var guldøllene eller om han virkelig skimtede noget ømhed glimte dybt inde i de mørke øjne.
Lennart kendte ikke Thomas tilstrækkeligt godt til at han kunne læse hans øjne til et hundrede procent.
Ikke endnu, i hvert tilfælde.
Lennart gav ham et af sine skæve smil.
Det var undskyldende samtidigt med at det kunne betyde narrestreger.
Det var det hans venner sagde.
Det er skide irriterende når du smiler på den måde, for man ved ikke om det er fordi du er ked af det du har gjort, eller om det er fordi du ligger op til narrestreger.
Hans ene moster sagde at han lignede Tom Saywer fra Huckelberry Finn når han smilede sådant.
Men begge dele var vel egentlig også lige fedt ?
Lennart havde brugt det flittigt lige siden.
Det havde vist sig som et effektivt våben mangen gang siden da.
Lennart puffede ham venskabeligt i siden med armen.
- Selvfølgelig vil jeg da det, hvis du gerne vil have dem.
Han kiggede på Thomas, og løftede øjenbrynene spørgende.
Thomas sagde ingenting.
Han smilede, og vendte sig mod Benny.
- Benny må vi få tre mere.
-S´ gerne.
Benny havde åbnet tre Guld Tuborg hurtigere end Lennart kunne sige øh.
Thomas rakte de to til Lennart og nikkede ned mod bordet.
Lennart forstod et vink.
Måske havde han misforstået det hele.
Måske havde Benny virkelig noget han trængte til at tale om, og eftersom Thomas var hans ven, så var det vel meget naturligt at det var ham der nu stod ved baren og snakkede med ham.
Lennart fik lidt dårlig samvittighed.
Hvilken strigle du er Lennart.
Du har dårlig nok fundet ud af om du er til fyre, før du får besætter trang.
Han vidste jo ikke om han var til fyre.
Han havde jo aldrig været sammen med en fyr.
Tæt på, men aldrig rigtigt.
Han sendte Kim en taknemmelig tanke.
Kim kunne jo ligeså godt have udnyttet situationen.
Lennart havde jo været så fuld, at han alligevel ikke ville kunne gøre modstand, end sige kunne huske noget af det.
Det havde givet Kim et endnu større plus i Lennarts øjne.
Thomas kom ned til bordet, balancerende med to små sort genstande.
Åh åh.
Hvis det var hvad Lennart troede det var, så endte det her galt.
Han elskede de små shots der var lavet på tyrkisk peber, men han blev så forbaskede fuld af dem.
I folkemunde blev de kaldt “små sorte svin” eller “små grå”.
Han sendte Thomas et skælmsk smil.
Thomas trak på skuldrene.
- Giv ikke mig skylden, det er fra Benny.
I det samme kom der intet mindre end et brøl oppe fra baren.
- Skål I to gamle røvhuller.
De to ældre damer kiggede på Benny, og blev en anelse stramme i betrækket.
Men Benny grinede bare.
- Ja I kan såmænd også godt være med, sagde han og nikkede over mod damerne.
Det gik op for dem at det ikke var dem der var blevet tiltalt første gang, og de løftede smilende deres glas til en skål.
Lennart dristede sig til at nikke til Benny, samtidig med at han blinkede til ham, på en sådan måde at han var helt sikker på at Thomas så det.
Igen.
Hvorfor gjorde han det.
Hvorfor var det en stille fryd at køre på Thomas på den måde.
Lennart kunne kun finde spørgsmålene, ikke svarene.
Han vendte sig med front mod Thomas.
- Skål Thomas, og tak for at du tog mig med i dag, det havde du ikke behøvet, men jeg er glad for at du gjorde det.
Igen prøvede han bevidst at se uskyldig ud.
Han måtte vel være lidt små dum hvis han selv troede på at Thomas hoppede på den.
Men alligevel kunne han ikke kæmpe mod det, han gjorde det bare. Nærmest rent instinktiv.
Han kiggede Thomas i øjnene så længe han kunne, før han var nød til at ligge nakken tilbage, og tømme det lille glas.
Thomas gjorde det samme.
Thomas satte først sit glas ned på bordet, med et højlydt aahh.
Lennart satte også sit glas på bordet, men sagde uuhhhh, og rystede hele kroppen.
Thomas kiggede forundret på ham.
- Kan du ikke lide det ?
- Jo, men det er bare den første der lige skal rystes på plads, lige som med Gammel Dansk, du ved.
Lennart skyllede efter med en tår guldøl.
- Jaså det er bare med den første.
Thomas så på Lennart og grinede skælmsk.
Lennart lagde ikke mærke til det, han var ved at tænde en cigaret.
Han skulle også snart på toilettet.
Han ville gerne vente længere med at gå derud, for når han først var startet med at løbe på toilettet, så skulle han hele tiden, sådant cirka efter hver øl han drak.
Han tændte cigaretten, og lagde lighteren ned i pakken.
Nogle kaldte det en dårlig vane, men det havde sparet Lennart for adskillige kroner i nye engangslightere, for han var slem til at glemme dem alle steder, så derfor var han begyndt at stoppe dem ned i pakken, når der altså var plads til det.
Thomas tog om Lennarts hånd der holdt om cigaret pakken.
Det gav et lille gib i Lennart.
Han kiggede op på Thomas.
Der gik lige et par micro sekunder for længe inden Thomas sagde noget.
Lennart skulle senere erfare at det var de micro sekunder der kunne fortælle om fyren man mødte på gaden, var heteroseksuel, biseksuel eller bøsse.
Ja det var måske så meget sagt, men han ville kunne med bestemthed sige om fyren eller manden var interesseret i ham, hvilken seksuel orientering han end måtte have.
- Jeg ryger godt nok ikke til dagligt, men jeg kan godt lide en cigaret til festlige lejligheder…….må jeg tage en af dine cigaretter.
Han holdt stadig Lennarts hånd.
Lennart havde ikke lyst til at svare, for så ville han jo sikkert bare fjerne sin hånd.
Lennart kiggede på hånden der gemte både Lennarts hånd og cigaret pakken.
Lennart kunne ikke huske at han nogensinde havde set så stor en hånd.
Måske lige med undtagelse af hans drøm.
Det var sjovt med Thomas´ hånd, for den var enorm stor, og fingrene var lange og tykke, med tykke knoer.
Men alligevel virkede hånden ikke grov.
Den var sjov forfinet samtidig med dens enorme størrelse.
Det havde måske noget med at gøre at han aldrig havde lavet hårdt legemligt arbejde, og derfor fandtes der ikke noget hård hud på hele hånden.
Lennart elskede de mørke hår der sad langs hele håndryggen.
Lennart vendte forsigtig hånden, så cigaret pakken kom frem.
- Nå skal du til at ryge, ja så ved vi jo godt hvad der sker.
Fortryllelsen var brudt.
Lennart trak skyndsomt hånden til sig, og Thomas tændte sig en smøg.
Han grinede til Benny som var kommet ned til Bordet.
Med sig havde han er bakke hvor der stod tre genstande.
Ud fra farven gættede Lennart på at det var whisky.
Dette ville ende galt.
Små sorte svin og whisky, blandet godt med guldøl.
Det skulle ende galt.
Benny satte bakken på bordet.
Han kiggede bedene på Lennart.
- Må jeg sidde ved siden af dig ?
Lennart kunne ikke lade være med at grine af Bennys fjæs.
Han rykkede sig ind på bænken.
Det var en rar fornemmelse af at være accepteret af en af Thomas´ venner.
Han var en rar fyr ham Benny.
Selv med det navn.
Da Benny skulle til at sætte sig, skete der det der ikke måtte ske lige nu.
Lennart skulle på toilettet.
- Inden du sætter dig ned Benny, så bliver jeg altså nød til at gå på toilettet, jeg er ked af det.
Benny rejste sig igen.
- Det skal du da ikke være ked af, der er jo ingen andre der kan gøre det for dig.
Lennart gik igen ned ad gangen mod telefonen.
Der var nu endnu mørkere end før.
Han kom til at tænke på hvad mon klokken var.
Han kunne ikke se tallene her i mørket.
Ude på toilettet så han at klokken allerede var ved at være ni.
Tiden flyver af sted når man er i godt selskab.
Og det var han jo.
Han smilede for sig selv.
Uden at tænke over det gik han ud på toilettet i stedet for at stille sig ved renden.
Han vidste at han havde svært ved at lade vandet hvis der kom andre ind og stillede sig ved siden af ham.
Hvem skulle komme her ?
Ikke de gamle damer.
Så var der kun Thomas og Benny tilbage.
Det var da måske ikke så tosset hvis de kom og stillede sig ved siden af, så kunne man jo altid komme til at skæve lidt.
Han var vist ikke helt ædru, med sådanne tanker flimrende rundt i hovedet.
Han grinede lidt af sig selv.
Åbnede døren, og stillede sig ved renden.
Han nåede kun lige at knappe sine bukser op, da døren til toilettet blev åbnet.
Det var Benny.
- Ja det er næsten ligeså godt at få det ud, som at drikke det.
Benny stillede sig grinende hen ved siden af Lennart.
Lennart havde faktisk ikke engang lagt mærke til Bennys hænder.
Underligt, det plejede han jo altid.
De var ikke så store som Thomas´, men alligevel større end Lennarts.
Lennart begyndte at tisse.
Det var dog rart at han kunne, så han ikke skulle stå der og blive pinlig berørt over at der ikke kom noget.
Det plaskede ved siden af ham.
Han kunne ikke dy sig, ham måtte kigge……….bare lidt.
Han havde nær sat sig på røven.
Benny stod med noget i hånden, der svarede til en tre stjernet salami.
Lennart måtte lukke munden, efter at hagen hang nede på brystet af ham.
Det var lige godt den største tissemand han nogensinde havde set.
Ja tissemand var det jo, for der var ingen erektion, den hang der bare og blev brugt til en af de ting den var lavet til.
Altså en tissemand.
Pludselig kunne han mærke at Benny kiggede på ham.
Han tog sig selv i at han stadig stod og gloede på Bennys lem.
Benny begyndte at grine.
- Det er helt o.k Lennart.
- Du er ikke den første der er ved at gå bagover, og sikkert heller ikke den sidste.
Lennart kiggede skamfuld ned på sin egen.
Herregud, der var jo ingenting i sammenligning.
Han havde ellers aldrig følt at han havde noget at skamme sig over, når han gik i bad med de andre gymnaster.
O.k den var ikke noget specielt, men heller ikke blandt de mindste, den var da vist helt normal.
Indtil nu.
- Jeg kan så fortælle dig, dengang jeg gik i skole var det mig der havde komplekser over for de andre, for der blev jeg drillet, kaldt salami , hesten, tyren og hvad de ellers kunne finde på.
Det var først da Thomas kom i klassen at jeg fandt ud af at der var altså andre end mig der så sådan ud forneden.
- Det er først i voksen livet at man lidt stolt stiller sig ved siden af andre her ved renden.
Herre jemini.
Thomas havde altså også sådant et apparat i bukserne.
Lennart måtte gøre sig færdig, for han blev ophidset ved tanken.
- Har du målt den i stiv tilstand ?
Det for ud af Lennart.
Han havde aldrig troet at han ville turde spørge om sådant noget.
Men der var et eller andet betryggende ved Benny, at han turde.
Benny rystede den, og lagde den i højre hånd som et lille barn, eller rettere det af den der kunne være i hånden, det var cirka to tredjedele.
Benny stod og vejede den i hånden.
Så kiggede han på Lennart.
Lennart vidste lige pludselig hvad der kunne ske nu.
Benny ville have Lennart til at holde den.
Det måtte ikke ske.
Lennart tænkte febrilsk over hvad han skulle sige.
- Har du aldrig målt den ?
Han gentog spørgsmålet, han kunne ikke finde på andet.
Han gik hen til håndvasken, og begyndte at vaske hænder.
Benny havde vist forstået hvad der skete indeni Lennart, for han stoppede herlighederne indenfor og lynede op.
Han kom hen til håndvasken.
- Jo det har jeg da, men med en sådan størrelse som den, så vokser den jo ikke tilsvarende meget ved erektion, som for eksempel din.
Nej herregud, det måtte guderne da forbyde. Lennart kunne i ånden se det enorme lem vokse til over dobbelt størrelse.
Så ville selv en hest have været misundelig.
- Men den sniger sig dog alligevel op på en to og tyve centimeter, og cirka seksten i omkreds, når den er som mest begejstret.
Thomas og jeg havde mange måle konkurrencer i vores teenage år.
Min var og er stadig den tykkeste, men Thomas har overhalet mig med to centimeter i længden.
Han grinede ad Lennart.
Ikke på en led måde, men som om at han forstod hvad der foregik inde i hovedet på Lennart.
Lennart kunne slet ikke forestille sig en pik på fire og tyve centimeter.
Det overgik hans forstand.
Hans egen var næsten sytten når den var rigtig glad.
Og så syv centimeter mere.
Han bumlede ind i vægen da de gik tilbage gennem gangen.
Seksten centimeter i omkreds.
Det var jo ligeså meget som hans egen var lang.
Det kunne ikke være rigtigt.
Det kunne garanteret ikke få rejsning, ellers var der noget andet galt, der måtte være en forklaring.
En logisk forklaring.
Benny satte sig inderst på bænken, så Lennart kom igen til at sidde overfor Thomas.
Lennart smilede vagt til Thomas.
Thomas slog en hjertelig latter op.
- Hvad fanden har du gjort ved ham Benny, han ligner en der har set et spøgelse.
Lennart hadede når han blev tiltalt i tredje person. Det var som om han slet ikke var der. Det irriterede ham.
Det lykkedes ham at smile lidt mere normalt.
Det slog pludselig ned i ham, at det var måske noget de havde aftalt.
Nej fandeme nej.
Han rettede sig op på bænken.
- Nå skal vi snart have noget at drikke, vi kan måske låne dit “sugerør” Benny, vi skulle vel nok alle sammen kunne komme til.
Han vendte hovedet og smilede til Benny.
Benny sad og klappede sig på lårene, og tårene trillede ned ad kinderne på ham.
Han grinede så han ikke kunne trække vejret, hvilket gav ham en ubeskrivelig rød blå farve i hovedet.
Lennart kiggede efter en reaktion hos Thomas, den fæle Judas.
Thomas lignede et stort spørgsmålstegn.
Han rystede let på hovedet og henvendte sig til Lennart.
- Hvad er jeg gået glip af ?
Lennart fik en virkelig dårlig smag i munden.
Hvordan kunne han tro at Thomas og Benny ville ligge et sådant komplot mod ham.
Lennart for fanden, du har allerede skrevet bøsse i panden på dem, og du har intet at bygge det på.
Hvornår har du haft et “normalt” forhold til andre fyre ?
Aldrig.
Hvordan ved du så at dette ikke er ganske normal omgang mænd i mellem.
Du er en idiot.
Du skal som en af de sidste på denne guds grønne jord, begynde at dømme andre mennesker.
Specielt to som Thomas og Benny som er så ligefremme og rare.
Thomas kunne åbenbart se på Lennart at der var noget galt.
- Lennart hvad er der ?
Thomas´ stemme steg i styrke, som om han kunne finde på at blive gal.
Lennart sank to gange.
Benny klukkede stadigvæk.
- Ja det må I undskylde, jeg troede at I havde aftalt at lave noget fis med mig, og så ville jeg bare give svar på tiltale.
Det var tydeligt at se på Thomas at han ikke blev et kuk klogere.
Benny skubbede til Lennart.
- Jeg skal lige ud, nu trænger vi fandeme til en drink.
Lennart kiggede rundt i lokalet.
Der var ingen ud over dem selv.
De ældre damer var åbenbart gået mens Lennart havde været på toilettet.
- Se ikke så fortabt ud Thomas, jeg forklarer det hele når jeg kommer ned med drinksene.
- Gør dig selv nyttig, og lås døren, og sæt skiltet “kommer senere” op, jeg gider sgu ikke mere i dag.
Thomas rejste sig og låste døren som Benny havde bedt ham om.
- Jeg kan ikke finde skiltet.
Thomas ledte i den lille garderobe.
- Det sidder i døren, du skal bare vende det, det er det der står “kommer straks” på den anden side af.
Thomas mumlede noget og vendte skiltet.
Han kom tilbage til bordet og satte sig.
Lennart turde næsten ikke se ham i øjnene. Han var over bevidst om at Thomas var sur på ham.
Thomas´ ene hånd lukkede sig om begge Lennarts hænder der hvilede på bordet.
- Så sig dog hvad det er.
Han rystede Lennarts hænder.
Lennart kiggede op.
Thomas smilede, han var ikke sur.
Lennart begyndte undskyldende at ryste på hovedet.
Benny kom ned med nye forsyninger.
Det var ikke længere hældt op i glas.
Det var hele flasker.
En flaske små sorte svin, en flaske whisky og en vodka.
Lennart vidste at dette her ville ende i kaos.
Han drejede hovedet mod Benny.
- Benny hvis vi skal drikke sådant noget stærkt sprut, så må jeg altså be´ om isvand, for ellers går jeg lige i brædderne før I får talt til ti.
Benny lavede en fejende bevægelse med hånden op mod baren.
- Selvfølgelig. Du må også gerne tage sodavand hvis du hellere vil have det. Hjælp dig selv.
Lennart gik ud i det lille køkken for at komme ind bag baren.
Køkken var måske så meget sagt.
Der var et køkkenbord med en køkkenvask. Ved siden af vasken stod der to gamle kogeplader.
På den anden ende af bordet, stod der en micro ovn.
Hmm. De serverede nok ikke noget spiseligt for kunderne, det var vist bare til at varme noget til bartenderen.
Han kom ud i baren, samtidig hørte han Thomas slå en latter op, og Benny stemte i.
Lennart var ikke sikker på hvad de lo ad, men alligevel havde han fornemmelsen at han var indblandet.
Det var sikkert Benny der prøvede at beskrive Lennarts udtryk, da han fik øje på Bennys “boa slange”.
Det irriterede ham ikke engang rigtig.
Hvad fanden, han havde jo sikkert set hylende grinagtig ud.
Han begyndte også selv at le ad situationen.
Tænk hvis Benny havde insisteret på at Lennart skulle holde den.
Han var jo ikke engang sikker på at han kunne løfte den.
Lennart bukkede sig ned under bardiskens højde, det ville alligevel blive for pinligt hvis de så at han stod og grinede ad sig selv.
Han tog et stort ølglas, fyldte det halvt op med is og hældte poste vand i til kanten.
Da han kom ned til bordet igen, sad de begge med et smørret grin, men de grinede ikke længere højt.
Benny begyndte at hælde whisky op i sjus glassene og små sorte svin i de mindste glas.
Thomas lænede sig frem mod Lennart, men med armene under bordet.
Lennart kunne se på hans øjne at spiritussen også havde gjort sin virkning på ham.
De flotte brune øjne var blevet lidt rødlige i kanterne, og de skinnede blankt.
Lennart selv kunne mærke virkningen på hans tale.
Der skulle ikke ret meget til før han begyndte at tale urent.
Det næste tegn var at han grinede af sig selv når han kiggede i spejlet på toilettet.
Det havde han aldrig fortalt til nogen, for de ville jo bare sende ham af sted med den blå vogn omgående.
Når det så begyndte at blive farligt, eller sagt på en anden måde, det var for sent at vende om, så kunne han ikke fokusere ordentlig medmindre han lukkede det ene øje. Men så var det også slemt.
“The point of no return” kaldte Lene det.
Hans hoved var kun et par centimeter fra Thomas´.
Han kunne lugte lakridsen fra Thomas´ ånde.
Nu kunne han også mærke to store stærke hænder der tog om hans lår.
Han var ligeglad med om Benny skulle se det.
Det lod til at Thomas var ligeglad, hvorfor skulle han så bekymre sig ?
- Nå så du har kigget intime dele af mænd på toilettet.
Thomas havde et glimt i øjet da han sagde det.
Han masserede nu Lennarts lår.
- Hvordan kan man undgå at se den ?
Lennart rev bemærkningen af næsten inden Thomas var færdig med sit spørgsmål.
Benny og Thomas slog en skraldene latter op.
Lennart kunne ikke selv lade være med at grine.
Dels af sin egen kommentar, men også fordi Thomas havde en utroligt smittende latter.
Den var dyb og melodiøs, samtidig med at der kom små ligesom hikke lyde.
Lennart kom til at tænke på en utæt harmonika.
Benny grinede som en sælhund.
Han trak den helt nede fra gulvet, grinede larmende, og forsøgte så igen at få luft i lungerne. Det var det der fik ham til at lyde som en sælhund.
Benny skubbede til Lennart.
Han ville vist have brugt albuen, men eftersom den ikke ramte ordentlig, så kom hele kroppen bagefter.
Han var vist også lettere selskabelig overrislet.
- Du er fandeme rap i replikkerne skal jeg love for.
Lennart smilede til ham, og undlod at kommentere det videre.
- Ja det må jeg nok sige.
Thomas havde taget armene op fra under bordet.
I stedet havde han Lennarts ben låst fast som i en skruestik, mellem sine egne ben, der var så lange at han uden besvær kunne nå over på Lennarts side af bordet.
- Skål !
Det var Benny der havde fundet glassene med de små sorte frem.
De klinkede alle tre med hinanden, og bundede.
Det smagte godt, og det varmede hele vejen ned.
- Benny virker juke boxen ikke ?
Det var Thomas der nikkede hen mod det modsatte hjørne.
Lennart havde ikke engang set den.
Den var en kopi af de gamle juke boxe, men på titlerne kunne Lennart regne ud at det måtte være Cd skiver der var i den.
Benny virrede lidt med hovedet.
- Jo gu fanden virker den da.
Lennart sæt den her nøgle i, så koster det ikke noget.
Benny rakte Lennart et nøglebundt.
Nøglen han holdt frem lignede mest af alt et lille rør.
Nøglen passede.
- Benny skal den blive siddende i eller hvad ?
Lennart prøvede at få Bennys opmærksomhed.
Thomas svarede på Bennys vegne.
- Ja Lennart lad den bare sidde, så ved vi hvor den er når vi skal låse.
Nå ja, det var der da noget fornuft i, hvis ellers du kunne huske hvor de havde sat dem.
Lennart begyndte at gå pladerne igennem.
Han kunne ikke beslutte sig, nu hvor det var gratis.
Det var meget nemmere når man kun havde to eller tre numre, for så tog man dem man bedst kunne lide lige nu, men så mange man ville, og med sprit i årene………hmmmm.
- Hvad vil I høre.
Lennart råbte gennem lokalet.
Han kunne selv høre at han ikke lød ædru.
- Noget med noget gang i.
Det var Benny der råbte.
Thomas råbte knap så højt::
- Ikke for vildt, ikke Heavy.
Ja tak for hjælpen.
Lennart kom til at tænke på noget med at den selv skiftede mellem alle pladerne.
Det måtte den da kunne.
Han kunne ikke umiddelbart se nogle knapper der havde med det at gøre.
Nøglen.
Han kiggede der hvor nøglen sad.
Han kunne ikke se en skid, der var helt mørkt, for det var næsten på bagsiden af maskinen.
Han hentede sin lighter.
Han nåede ikke at opfatte hvad det var de to sludrehoveder sad og talte om.
Nå det fik han jo nok at vide hvis det angik ham.
Han tændte lighteren.
Jo, der var godt nok forskellige stillinger nøglen kunne sidde i.
Der var den: Auto shuffle.
Lennart drejede nøglen.
Der skete da i hvert tilfælde noget, der kom lyde inde fra kassen.
Og ganske rigtig, den startede med at spille.
Så måtte de jo bare overhøre dem de ikke kunne lide.
Han satte sig ved siden af Benny.
Der var blevet hældt en ny små sorte op.
Lennart sippede til sin whisky.
Det var en god whisky.
Det var malt, det var helt sikkert, for det var det eneste whisky Lennart kunne lide.
Den var blød og rund i smagen.
Han vendte flasken så han kunne se etiketten.
“Famous Grouse” stod der.
Gad vide om han ville være i stand til at huske det i morgen.
Den ville han købe næste gang.
Den var god.
Nå nu var glasset tomt.
Igen kunne han mærke Thomas kigge på sig.
Han blev dejlig varm indeni.
Lennart kiggede op fra glasset, og hans øjne mødtes med Thomas´.
Thomas smilelede et skævt smil.
Benny havde sat begge albuer på bordet, og lod hovedet hvile i sine hænder.
Der sad han med det bedste baby fjæs han havde lært.
Han kiggede på Lennart og Thomas.
- Hvad så I to turtelduer, skal I med hjem til mig eller skal vi gå hjem til dig Thomas.
Lennart blev ildrød i hovedet.
Selv om han var fuld.
Selv om det de sidste par timer havde ligget stærkt i luften.
Så var det noget andet at høre det blive udtalt.
Det hang stadig i luften.
Turtelduer.
Lennarts hjerte begyndte at slå uregelmæssigt.
Han kiggede på Thomas.
Det så ikke ud til at det generede Thomas at det blev sagt.
Kunne det virkelig være rigtigt.
Kunne det virkeligt være rigtigt at Thomas havde en form for følelser for Lennart.
Lennart begyndte at grine nervøst.
Han så over på Benny der stadig sad og så åh så uskyldig ud.
Benny klappede Lennart på hans ene hånd.
- Hvis du synes at han er lidt langsom i betrækket den gode Thomas, så må du have ham undskyldt. Han er trods alt halvandet år ældre end mig.
- Havde jeg fået chancen, så kan du bide dig selv i røven på at jeg på nuværende tidspunkt allerede havde lænket dig solidt fast sammen med mig.
Lennart havde det som om han drømte.
Her sad han med to fyre.
Den ene var drømmen af en mand.
Den anden var ingen model, men tiltrækkende alligevel, og en charme som Lennart ikke ofte så.
Og så var de begge til mænd.
Og det virkede som om de begge godt kunne lide Lennart.
Lennart trængte pludselig til en whisky, det her skulle lige skylles ned.
- Benny må jeg få en whisky ?
Lennart ville helst ikke flytte på den hånd som Thomas sad og holdt.
Og han var ikke sikker på at han var sikker nok på hånden til at kunne hælde op med den ene hånd alene.
- Sæføli min lille uskyld.
Benny kiggede på Lennart ud af øjenkrogen.
Han fortsatte, mens han hældte whisky op til alle tre.
- Lennart må jeg spørge dig om noget meget personligt ?
Lennart kiggede på ham.
- Ja selvfølgelig Benny.
Benny stillede flasken fra sig igen.
- Hvis du ikke vil svare på det, så lad bare være, det er helt i orden.
Lennart lagde mærke til at Benny kiggede over på Thomas, for lige som at få hans accept til at udspørge Lennart.
Det var åbenbart bekræftende, for han spurgte efter en lille tænke pause.
- Det er altså meget personligt og intimt, startede han ud.
Lennart begyndte at blive nysgerrig.
- Mere intimt end da du viste mig din tissemand Benny ?
Thomas grinede.
Benny rystede på hovedet.
- Nu gjorde han det igen, gjorde han ikke ?
Han søgte hjælp hos Thomas.
Thomas smilede bare.
Lennart havde på fornemmelsen at Thomas var lige så nysgerrig som Benny og ikke mindst Lennart selv.
Det kunne jo også give nogle svar, som Thomas så ikke behøvede at stille spørgsmålene til senere.
- Lennart grunden til at jeg spørger, er ikke på grund af din opførsel eller væremåde.
- Jeg spørger af nysgerrighed, og fordi du reagerede som du gjorde ude på toilettet.
Lennart skævede over til Thomas.
- Det er o.k, jeg har fortalt det til Thomas, sagde Benny.
- Nå nu kommer spørgsmålet altså Lennart.
Lennart så direkte på Benny.
Han troede egentlig ikke at Benny var flov over at spørge, men han ville nok ikke virke skræmmende, ulækker, eller på anden måde klam over for Lennart.
- Lennart har du nogensinde været sammen med en mand ?
Lennart blev egentlig ikke overrasket over spørgsmålet.
Han kunne se på Thomas at det også interesserede ham.
Lennart tog et lille søb af sin whisky, for at trække pinen lidt ud.
Han satte glasset forsigtigt fra sig.
Tog sine cigaretter, og tog en ud af pakken.
Fordi Thomas holdt hans ene hånd kunne han ikke gøre det så hurtigt.
Han fik ild i cigaretten, tog et ordentlig sug.
Da han pustede røgen ud igen, kiggede han først på Benny, så vendte han hovedet over til Thomas.
Han kiggede Thomas lige i øjnene.
- Nej.
Igen var der et glimt af ømhed dybt i de mørke øjne.
- Hvad sagde jeg, kom det triumferende fra Benny.
Lennart så hen på Benny.
- Benny sig nu ikke at I har lavet væde mål om mig.
Benny så lettere såret ud.
- Nej Lennart så lave er vi heller ikke.
- Men da jeg fortalte Thomas om episoden på toilettet, sagde jeg til Thomas at jeg troede ikke at du havde været sammen med nogen før, hvilket Thomas ikke var helt så sikker på.
- Men Benny, hvad gjorde jeg på toilettet der fik dig til at tro det.
Lennart var nysgerrig.
Havde han gjort noget helt tåbeligt.
Benny smilede.
- Det var faktisk to ting. Det første din reaktion da du så min pik. Havde du været en garvet dreng, så havde du sikkert set sådant en før, måske oven i købet prøvet en.
- Det andet var din interesse for hvor stor den var når jeg havde erektion.
Benny studerede Lennarts reaktion.
- nu sidder jeg her som den store lærer, jeg ved jo ikke engang hvor meget du ved, og hvor meget du gider at høre på mig, men du må jo bare sige til når det bliver for meget.
- Øh, fortsæt endelig, fik Lennart fremstammet.
- O.k, sagde Benny.
- Hvor var jeg nu ?
- At jeg spurgte om størrelsen når den var stiv, sufflerede Lennart.
Benny tænkte sig om i to sekunder.
- Nå ja. Jo at du spørger om det viser også at du er til dels ny.
- Jeg ved ikke om du er passiv eller aktiv, og det ved du vel knap selv, eftersom du ikke har prøvet endnu.
- aktiv eller passiv ?
Lennart brød ind.
Det her var skide spændende.
Det havde selvfølgelig også med mængderne af sprit at gøre, men alligevel, at kunne sidde her og tale åbent om det.
Det var en ny fornemmelse.
Gad om det var noget at det Kim havde talt om ?
- Ja aktive er dem der boller, og passive er dem der bliver bollet.
- Er man enten eller, ville Lennart vide.
Thomas rystede på hovedet.
- Nej de fleste er lidt af begge dele, men størstedelen er dog nok aktive.
Der er en del der er panisk rædselsslagne bare ved tanken om at blive bollet.
Det kan jo skyldes flere ting, at de har hørt at det gør ondt, eller en eller anden idiot har trængt ind i dem før de var klar til det.
Thomas gjorde tegn til Lennart om han måtte tage en smøg.
Den anden smøg den aften.
Lennart nikkede, og fortsatte med at lytte til Bennys lille private forelæsning.
- Men man har jo et ansvar som aktiv, næsten som når man skal tage en piges mødom, der maser man heller ikke bare på vel.
- Det er det samme når det gælder bagfra, i analen altså.
- Du ved jo selv hvor ondt det kan gøre hvis man har dårlig mave, og det bare er en ordentlig en der skal ud, det føles som om man skal sprænges, og det kan faktisk ske hvis man ikke passer på.
- Ringmusklen er stærk, men alt har sine grænser, så derfor må man have et forspil til at varme op.
- Hvis man er ophidset, og stoler på den man er sammen med, er det meget nemmere at slappe af, og så gør det ikke ondt, jeg kan faktisk godt nyde det i ny og næ.
Benny grinede fjoget.
- Nå skål inden det bliver for alvorligt.
Lennart og Thomas fulgte trop, og de skålede.
Lennart klemt Thomas´ hånd.
- Benny hvis du gider må du gerne fortælle mere.
Lennart var blevet fyr og flamme.
At kunne få så mange informationer uden at føle at det var forkert, var en for god chance til at den måtte gå til spilde.
Thomas klemte Lennarts hånd så hårdt at Lennart blev nød til at kigge på ham.
Thomas smilede.
Det virkede næsten ømt tænkte Lennart.
Lennart vendte sin opmærksomhed mod Benny igen.
Bennys ansigt fik nogle alvorligere drag.
- Så inden vi går videre, så er det jo ikke kun sjov, der er også en alvorlig side.
Lennart lyttede.
- Hvis du boller nogen, eller der er nogen der boller dig………
- SKAL du eller han bruge kondom, ingen bolleri uden kondom.
Glem det aldrig.
Lennart rystede på hovedet.
- Hvis du skal sutte den af på en, også kaldet et blow-job, så undgå at få sperm i munden.
- Det bedste er faktisk at stoppe efter ret kort tid, vil man så fortsætte, så anvend kondom der også, for som du måske ved så kommer der noget der hedder presperm når man bliver ophidset.
- Det er egentlig bare glidemiddel, der smører kanalerne før den rigtig sperma kommer, men prespermen kan også indeholde HIV virus.
- Overholder du de to simple regler kan du have alt det sex du vil have.
Lennart undrede sig over om det mon var alle bøsser der vidste så meget om sex, eller om Benny var en ener på det område.
Han undlod at spørge.
- Nå hvad tror du så du selv er, passiv eller aktiv ?
Det var Thomas der pludselig kom ind på banen.
- Lennart var ikke sikker, men der havde jo alligevel været nogle drømme gennem tiderne.
Men kunne han sidde her og fortælle om dem ?
Årh skråt op, Benny havde jo fortalt vidt og bredt, og Lennart havde set hans tissemand.
Han tog en tår af sin whisky og rømmede sig lidt.
Han kunne ikke lade være med at grine lidt fjoget.
Thomas klemte hans hånd.
- Det er o.k at være lidt genert.
- O.k.
Lennart rømmede sig igen.
- Jeg har jo som sagt ikke prøvet det endnu.
Da han sagde endnu havde han øjenkontakt med Benny.
Benny gav ham et skævt smil, samtidig med at Thomas gav ham nok et lille klem.
Det klukkede indeni Lennart.
Stygge liderlige hanhunde, tænkte han.
Men hvilken fed følelse.
At have to mænd, der begge sad og sendte signaler om at de gerne ville have noget med ham at gøre.
Mon det også betød noget for en bøsse at bolle en anden mand der aldrig havde prøvet det før.
Mødom kunne man jo ikke kalde det, men alligevel ?
Det måtte han huske at spørge dem om senere.
- Men jeg har drømt om det.
Både Benny og Thomas blev mere interesseret kunne Lennart mærke.
- Altså det har jo altid været sådant nogle underlige forvirrende drømme, hvor jeg ikke har kunnet huske det hele, men det jeg kan huske, og altså så også det der har ophidset mig, så har jeg altid suttet den af på en fyr, eller blevet bollet af en fyr.
Både Benny og Thomas smilede.
- Betyder det at jeg er passiv ?
Lennart kiggede fra den ene til den anden.
- Det kan man jo ikke sige med sikkerhed, men du har jo øjensynlig lyst til at prøve at være passiv.
Det var Thomas der svarede.
- Har du bollet piger, ville Benny vide.
- Ja selvfølgelig.
Nå nej, det var måske ikke så stor en selvfølge som Lennart altid hade regnet med.
- Nå men så kan du sikkert også være aktiv.
Hmm begge dele.
Det var måske ikke det værste.
Men det var jo som om der altid manglede noget når han var sammen med piger.
Og de bedste udløsninger havde han jo altid fået når han fantaserede om at der kom en fyr og bad ham om at give sig et blow-job, samtidig med at han bollede pigen.
Lennart var lettere forvirret.
Han rødmede og fniste.
Han kom til at tænke på en af sine drømme.
Thomas skulle til at tage en tår af sin whisky, men ombestemte sig ved Lennarts udbrud.
- Hvad er der Lennart, du rødmer jo.
- Nej det kan jeg ikke fortælle, det er for pinligt.
Benny så opgivende på Lennart.
- Der er ikke noget der pinligt, bare vent til du finder ud af hvor mange forskellige slags sex folk dyrker, der er ikke noget der er pinligt, hvis du ikke selv synes at det er pinligt.
Thomas rykkede i Lennarts hånd.
- Fortæl det nu, så fortæller Benny og jeg også om nogle af vore fantasier, ikke Benny ?
- Selvfølgelig.
- Så må jeg altså have en whisky og en smøg mere.
Benny hældte whisky op og Thomas tændte cigaretten til ham.
- Det er altså lidt pinligt, startede Lennart.
Benny stønnede højlydt.
- Ja ja jeg ved.
Lennart prøvede at afværge endnu et angreb fra Benny, der var ingenting der var pinlige, det havde han jo lige fået at vide, o.k…….o.k.
- Jo jeg har altså haft den samme drøm mere end en gang. Det er ikke helt det samme hver gang, men det gennemgående er…….
Lennart tog et sug på cigaretten.
Det var en ordentlig whisky Benny havde hældt op til ham, han ville nok være sikker på at han fik hele historien, med alle de slibrige detaljer.
Det morede Lennart lidt.
- Jeg ved ikke rigtig hvor det foregår. Somme tider i nogle bygninger, somme tider i en skov tror jeg.
- Men den røde tråd er at jeg er alene. Jeg er vist sulten og tørstig. Jeg er i hvert tilfælde træt og afkræftet.
Så kommer der en eller to mænd.
- De siger ikke altid noget, men jeg ved godt hvad de vil, og jeg er for træt og bange til at gøre modstand.
- Oftest hvis der er mere end en, så skal jeg give blow-job til den ene, i mens den anden boller mig.
Lennart kiggede på Thomas og så på Benny.
De sad begge og smilede.
- Vil I høre mere ?
- Ja fortæl det hele, vi vil have det til den bitre ende.
- Jamen, så når jeg tror at de er ved at være færdige, og jeg kan få lov til at gå, så kommer der altid flere.
- Sommetider er der så mange at jeg ikke kan tælle dem.
- På et tidspunkt synes jeg ikke at det gør ondt mere, og jeg synes heller ikke at det er ulækkert.
- Jeg begynder at nyde det at de udnytter mig.
Engang var jeg i fængsel, hvor både fanger og vogtere brugte mig efter deres for godt befindende.
- Drømmen slutter som regel med at jeg kommer i en skøn udløsning, og så svinder det hele ligesom bare bort.
Benny aede Lennart over håret.
- Åh herre gud Thomas, her har vi en lille uskyldig dreng der tror at han har stygge drømme.
Lennart rødmede igen.
Thomas nussede hans hånd.
- Skal vi give ham chokket ?
Benny kiggede på Thomas.
Benny henledte igen sin opmærksomhed mod Lennart.
- Lille Lennart, der er ikke noget unaturligt i dine drømme, jeg tror de fleste har haft lignende drømme.
- Men det er jo ikke sikkert at selv om det er rart i drømmen, og det ophidser dig i drømmen, at du finder det rart og eller ophidsende i virkeligheden.
Lennart syntes at han fik sværere og sværere ved at forstå den dybere mening med alt hvad Benny sagde.
Det var nok delvis whiskyens skyld.
Mejsebolde.
Underligt ord.
Fedtstof og forskellige former for frø.
Alt sammen pakket ind i et grønt net.
Det var utroligt hvad man kunne tjene penge på.
Men nu hang de der, i deres fiskeliner.
Mejserne kunne tydeligvis lide det, for der var konstant nogle der hang i dem.
Det betød åbenbart ikke noget at de hang med hovedet nedad.
De spiste alligevel.
Det var mejse mor der spiste nu.
Lennarts lille mejse familie var vokset med årene.
Det startede med et par, og nu var deres unger der også.
Lennart følte varme om hjertet.
Han havde garanteret været med til, at de tre unger havde overlevet de første vintre.
Og så kostede det ham kun små fyrre kroner om året.
Hun var lille og pjusket.
Det havde hun altid været.
Lennart følte at han kendte hende.
Hun havde spist af hans bolde i tre år nu.
Gad vide hvor gamle de kunne blive, sådant nogle mejser.
Han var overbevist om at hendes lille størrelse og hendes pjuskede fjerdragt skyldes at hun gav alt hun havde til hendes unger.
Stakkels hende.
Hun var for ham tegnet på de der sled hele livet, og alligevel aldrig kom videre.
Hun gjorde selvfølgelig det hun var sat i verden for, men alligevel kunne han godt unde hende at hun skulle få lidt mere i livet.
Hun sled jo sig selv op.
Stakkels hende.
En af ungerne kom og gjorde hende selskab.
Bolden snurrede rundt.
Hele seksten gange den ene vej, og så fjorten den anden vej.
Lennart begyndte at grine.
Det generede dem åbenbart ikke det fjerneste, de hakkede bare videre.
En og tyve gange snurrede den den ene vej, og atten den anden.
Gud hvor havde det været fedt.
Det var ikke kun hans hænder der havde kærtegnet hans krop.
Thomas´ smukke øjne havde lige så vel kærtegnet Lennarts krop og sjæl.
- Du er smuk.
Det havde han faktisk sagt.
Lennart havde nu aldrig set sig selv som smuk.
Men det var dejligt at høre Thomas sige det.
Han havde været så blid.
Lennart følte at han var vægtløs.
Han lå bare der og svævede i det tomme intet.
Han lukkede sine øjne og nød det.
Det var perfekt.
Benny havde præsenteret det hårde og Thomas det blide.
Der skete noget i Lennart bukser bare ved tanken.
Hvorfor havde han så dårlig samvittighed, når det havde været perfekt?
Hans krop fortalte ham at han havde drukket for meget dagen før.
Han gik hen til skabet.
Der stod en flaske Gammel Dansk.
Han hældte en ordentlig en op.
Drak den i en køre.
Det hele vendte sig i ham.
Han tog en til.
Uhrrh……..
Han hældte en til op, og tog glasset med hen til sofabordet.
“War of the worlds”.
Han lagde pladen på.
Snart fyldte Richard Burtons varme stemme stuen.
Det var en dejlig lytte plade.
Lennart satte sig i sofaen.
Der sad en mejse unge på bolden.
De måtte bruge en masse energi, eftersom de ikke blev fede af at spise alt det fedt.
Der var jo også fedt i frøene.
En rigtig kalorie bombe.
Nej det var ikke War of the Worlds tid.
Han rejste sig og gik hen til stereoanlæget.
Giacomo Puccini´s Tosca.
Montserrat Caballé s stemme fyldte stuen til bristepunktet.
Han ville give alt, for bare en gang at se og høre hende, bare en gang.
Hendes stemme var det smukkeste han vidste.
Han elskede hende også i hendes version af Turandot.
Han kunne desværre kun lytte til det når han var alene.
Lene var ikke den store opera fan.
Det ærgrede ham.
Det kunne være så fedt hvis de kunne nyde en god opera sammen.
men sådant skulle det ikke være.
Specielt elskede han passagen i Turandot hvor faderens slave pige tigger den ukendte prins om ikke at prøve på at gætte den onde prinsesses gåde. Eftersom at det vil tage det eneste hun har, fra hende, nemlig hans smil.
Lennart kunne græde når han hørte den, selv om han ikke forstod det hele.
Men smerten i hendes stemme var nok til at han kunne føle med hende.
Mejserne blev slørede.
Han gav efter.
Han lod tårene løbe frit.
Underligt.
Han havde jo lige været i sådant et godt humør.
Gad vide om det var det der hed skizofreni ?
Nej det kunne det jo ikke være, for det var vel noget med at man var flere personer på en gang.
Hvad var det nu det hed?
Han snurrede den gamle dansk rundt i glasset.
Årh hvor var det dog irriterende når man ikke kunne huske hvad det var det hed.
Det sneede.
Sådant rigtig jule sne.
Store fnug.
Tøsne.
Mejserne lagde vist ikke engang mærke til det.
De spiste ufortrødent.
Maniodepressiv.
Det var det det hed.
Var han mon det?
Han skød tanken bort.
Han havde jo altid haft det sådant.
Måske var hans psyke bare ikke så stærk som han selv troede.
Men han var jo alligevel et konkurrence menneske.
Kunne man være det, og så være maniodepressiv?
Lennart rejste sig fra sofaen og så ned på sig selv.
- Hvorfor vil du nu lige pludselig være maniodepressiv?
Han sad i sofaen og rystede på hovedet.
- Er det nu en af dine smarte ideer?
Han kiggede op.
I hans øjne kunne man se at han var rådvild.
- Jeg personligt tror at det er for at du har dårlig samvittighed, både over for dig selv, men så sandelig også over for Lene, og speciel den sidste synes jeg du burde
gøre noget ved, og det meget snart.
Lennart sank tilbage i sofaen.
Han vidste at det var rigtigt.
Han ville bare gerne udskyde det.
Han kunne ikke få sig selv til at sige det til Lene.
Hun ville blive ked af det, det var han sikker på.
Hvordan skulle han kunne såre hende, han elskede hende jo.
Men hvordan kunne han elske hende, når han ville have sex med andre mænd?
Elskede han de mænd han ville have sex med?
Havde han overhovedet nogen følelser overfor de mænd, eller var det bare begæret der drev ham mod dem?
Kunne han overhovedet elske en anden mand?
Var det kun deres krop der tiltalte ham.
Havde han lyst til at omgås med dem når han havde fået stillet sit behov?
Havde det første i hans tanker ikke været at han ville hjem, da det var overstået?
Var det fordi han synes at det egentligt var ulækkert?
Eller var det hans dårlige samvittighed over for Lene?
Eller var det dårlig samvittighed over for ham selv, fordi han vidste at det han lige havde gjort, i virkeligheden var forkert?
Hvem bestemte egentlig at det var forkert?
Ham selv, eller var det fordi han var opdraget sådant?
Spørgsmålene virrede rundt i hovedet på ham.
Han fik hovedpine.
Han tømte glasset med den gamle dansk.
Denne gang smagte det ikke så dårligt endda.
Flasken var stadig halv fuld.
Hmmmm……….Det var nu lidt underligt.
Han havde læst et eller andet sted at, pessimister ville sige at flasken var halv tom. Her sad han og følte hele verdens byrder på sine skuldre, og alligevel havde han tænkt at flasken var halv fuld, hvilket var en optimistisk tanke.
Han kunne ikke se det store sammenhæng i det hele.
Han hældte nok en gammel dansk op i glasset.
- Du drikker for meget Lennart.
Stemmen kom snigende et sted inde bag i hans hoved.
- Har du tænkt på at du drikker når du har problemer, og ikke som de fleste, når der skal festes.
Lennart fik kuldegysninger.
Alkoholiker.
Var det det han var ved at blive.
Nej, det kunne det jo ikke være.
Han drak jo ikke hver dag.
Det vidste han da, alkoholikere drak hver dag.
Men på den anden side.
De havde vel også startet et sted.
Hans hænder rystede.
Han kunne mærke tårene.
Hvad fanden var han for en mand.
Han tudede jo næsten hele tiden.
Gad vide om andre mænd tudede når de sad alene?
- Lennart………..Lennart!
Lennart vågnede.
Lene stod og ruskede i hans arm.
- Hvorfor ligger du her på sofaen og sover, på den her tid af dagen.
Lennart kløede sig i håret.
Han kiggede på flasken.
Den var tom.
Hold da kæft.
Han synes ikke at han kunne huske, at han havde tømt den.
Han havde en frygtelig smag i munden.
Han ville gerne børste sine tænder.
Lene stod stadig og så på ham.
Hun havde stadig overtøjet på.
Hun forventede vist et svar.
Lennart kunne ikke lige finde på en god grund.
- Jeg har noget med maven.
I samme sekund han sagde det, havde han lyst til at bide sig selv i tungen.
Det var måske ikke den dårligste undskyldning han nogensinde havde brugt……..men meget tæt på.
Han kunne se på Lenes ansigtsudtryk at hun troede heller ikke på den.
- Ja det ville jeg sgu også have efter en trekvart flaske Gammel Dansk.
Hun gik ud i entreen og hængte sin jakke.
Lennart sad ubeslutsom i sofaen.
Han rejste sig for at gå op på badeværelset.
Han måtte bare børste tænder, fy for en smag.
Lene stod i køkkenet og lagde varerne på plads i skabene.
Lennart løb op ad trappen.
Han nåede lige ind på badeværelset og lukkede døren.
Han kastede op.
Første og anden gang var ikke noget problem.
Tredje gang gjorde det ondt.
Maven krampede, men der kom ingenting.
Maven var tom.
Kroppen prøvede en sidste gang at få mavens indhold ud.
Tårene trillede ned ad hans kinder.
Han hev efter vejret.
Kors hvor han hadede at kaste op.
Det var som om man skulle dø hver gang.
Han blev siddende på knæ, med hovedet over kummen.
Han spyttede et par gange.
Det dunkede i hans hoved.
Det måtte være alt det blod der blev presset op i hovedet når maven gik i kramper.
Han kiggede ned i kummen.
Dårlig vane.
Det lignede fortyndet Gammel Dansk.
Ved nærmere eftertanke, så havde han jo for resten heller ikke spist noget i dag.
Han rejste sig.
Hans ben rystede under ham, som om de kunne give efter hvornår det skulle være.
Lennart kiggede i spejlet.
I guder, hvor så han ud.
Han var rød flammet i hovedet.
Det måtte være på grund af blodet der var presset op i hans hoved.
Det dunkede stadig.
Han åbnede for det kolde vand.
Han lod vandet løbe ned over hans hænder.
Da det føltes meget koldt, lænede han sig ind over vasken og skyllede hovedet med det kolde vand.
Det var et chok for huden.
Men det føltes dejligt alligevel.
Han gentog behandlingen et par gange.
Det dunkede ikke så meget i hovedet mere, men hans ben rystede stadig.
Han tog tøjet af, og åbnede for bruseren.
Han havde ikke lyst til karbad nu.
Det ville være meget bedre at blive skyllet af under bruseren.
Det var måske nok mere for at skylle det indvendige, en selve kroppen.
Lennart stod under vandet der silede ned af hans krop.
Vandet var dejligt varmt.
Hele hans krop var slap.
Han åbnede mere for den kolde hane.
Vandet blev samme temperatur som kroppen.
Det var ikke varmt, men heller ikke koldt.
Uden at lægge mærke til det græd han igen.
Det gik først op for ham da hans krop gav efter for en hulken.
Lige nu ville det være meget nemmere hvis han ikke levede.
Hvor ville det dog være skønt, ikke at skulle tænke på noget.
Og hvis han ikke var her mere, så kunne det også være at folk ville værdsætte ham lidt mere.
Han håbede at de ville blive rigtig kede af det, for det ville de have godt af.
Så kunne de bare have værdsat ham noget mere da han levede.
Lennart stoppede stemmen.
Nej tak, ingen moralprædiken nu.
Han bøjede hovedet, lukkede øjnene og lod vandet løbe ned over sig.
En sang tonede frem for hans indre.
“ I´ll do my crying in the rain,
If I wait for cloudy skies,
You won´t know the rain from the tears in my eyes.”
Han kunne ikke huske hvem der sang den.
Men var det egentlig ikke også skide lige meget lige nu?
Han ville faktisk meget hellere glemme alt, og så starte på en hel frisk.
Tænk hvis man kunne gå tilbage.
Rette alle de dumme fejl man havde lavet gennem livet.
Hvordan var det nu resten af den sang var?
Han stod og nynnede.
“ I got my pride and I know how to hide
all my sorrow and pain.”
Hvad var det dog hun hed.
Han kunne høre hende synge det, men kunne ikke huske navnet.
Irriterende.
Hele hans krop dirrede.
Vandet var koldt nu, og han frøs.
Han lukkede for vandet og tog et badehåndklæde.
Han frotterede sit ansigt.
Han hadede når han var våd i ansigtet.
Lennart kiggede på sig selv i spejlet igen.
Det røde var væk.
Nu var han nærmest bleg.
Ligbleg.
Han fik nok en kuldegysning.
Han tørrede håret og resten af kroppen.
Håret stod ud til alle sider.
Måske skulle han snart klippes.
Måske skulle han prøve en ny frisure.
Lige så længe han kunne huske, havde han haft samme frisure.
Nej, det var faktisk ikke helt rigtigt.
Da han skulle konfirmeret, havde han langt hår.
Ligesom “Mabel”.
Han smilede ved tanken.
Kønt var det ikke, men det var moderne.
Det var også de skide hvirvlers skyld.
De gjorde nøjagtigt hvad de selv ville, så han kunne ikke have hvilken frisure som helst.
Nå, det kunne han jo spørge frisøren om, det måtte de vel vide.
Lennart kom ind i stuen.
Den var tom.
Gad vide hvor Lene var?
På sofabordet lå der en seddel.
“ Jeg er hos Lena, kommer senere” stod der.
Nå, hun kunne da godt lige have råbt op til ham at hun gik.
Han satte sig i sofaen og tændte fjernsynet med fjernkontrollen.
Der var en børneudsendelse.
Lennart trykkede på knapperne.
På Sverige et var der noget om dyr.
Det kunne han godt lide at se.
Det var noget om Geparder.
Flot dyr, og hvilken fart de havde på.
Der var en Hyæne der ville have gepardens bytte.
Men den var alene, så geparden kunne jage den væk.
Lennart hadede hyæner.
De symboliserede at det han ikke kunne lide.
De var grimme.
De var feje når de var alene.
De ville helst stjæle byttet fra andre dyr, i stedet for selv at jage.
Ja ja, se nu bare der.
Nu kom den tilbage med flere andre hyæner.
Geparden havde kun fået lidt af sit bytte, og den trængte til meget mere.
Dels fordi det tog hårdt på dens kræfter at løbe byttet op, men den havde oven i købet unger.
Men de lede hyæner jagede den væk.
Speakeren i programmet forklarede at geparden ikke turde forsvare sit bytte, da den var bange for at komme til skade med sine poter, da den så ikke ville være i stand til at skaffe sig føde.
Det var egentlig meget logisk.
Satans hyæner.
Nu stod geparden bare på afstand og så på at de møgdyr åd dens bytte.
De sorte streger under dens øjne, fik det til at se ud som om den græd.
Lennart kunne mærke harmen som en stor knude i maven.
Havde han været der havde han skudt de skide hyæner.
Han skiftede program.
Han kunne simpelthen ikke holde ud at se det.
Der var bare snakke programmer på de andre kanaler.
Lennart slukkede.
Han tog fjernbetjeningen til stereoanlæget.
P3.
Der lød en damestemme i højtalerne.
Det var jo den!
Melodien han nynnede under bruseren.
“ Raindrops falling from heaver could never wash away my memories,
but since we´re not together, I look for stormy weather
to hide these tears I hope you´ll never see.”
Lennart fandt papir og blyant frem.
Hvis de nu efter sangen, fortalte hvem der sang, så ville han være parat til at skrive det ned.
Han ville gerne have pladen.
Sangerinden fortsattte:
“Someday when my crying is done
I´m gonna wear a smile an walk in the sun
I may be a fool, but till then darling
You´ll never hear me complain.
I´ll do my crying in the rain.”
- Og det var så en blanding af lige dele regn og tuderi, vi går straks videre med lidt mere muntert, her kommer TOTO med deres egen Africa.
Speakerens stemme døde hen til fordel for TOTO´s Africa.
Gud hvor var det dog typisk.
Havde han nu ikke haft papir og blyant fremme, så havde de garanteret sagt hvem det var der sang.
De afrikanske rytmer lød i stuen.
Lennart kunne godt lide den.
Han havde selv cd´en.
Det var mørkt udenfor.
Det nagede ham at Lene ikke var hjemme.
Det var tydeligt at hun var sur eller irriteret da hun kom hjem.
Det var måske heller ikke så fantastisk sjovt at finde ham liggende på sofaen, sovende og lugtede af Gammel Dansk.
Men hvorfor havde hun så ikke sagt noget?
Det lignede hende ikke.
Hun plejede da ikke at være bange for at åbne munden når der var noget hun ikke syntes om.
Der var noget der ikke var som det skulle være.
Det var en ubehagelig krybende fornemmelse.
Det måtte være det man kaldte den sjette sans.
Lennart følte uroen brede sig i kroppen.
Han vidste jo godt hvem Lena var og hvor hun boede, men noget sagde ham at han ikke skulle gå derhen.
Noget fortalte ham at Lene ville være alene med Lena.
Han rejste sig, uden at vide hvorfor.
Han kunne bare ikke sidde stille i sofaen.
Han slukkede stereoen.
Han ville gå ned på grillen.
Der var altid nogen.
Måske kunne han komme til at tænke på noget andet.
Han vendte Lenes seddel om og skrev på den anden side:
“Jeg er på grillen, knus. Lennart”.
Da han stod udenfor hoveddøren og skulle låse blev han i tvivl.
Havde Lene låst døren?
Havde hun overhovedet sine nøgler med?
Han gik ind i køkkenet.
Han lagde sedlen så at den kunne læses udefra.
Han lod lyset være tændt, så skulle hun sikkert nok komme hen til vinduet hvis han ikke åbnede, og så ville hun se sedlen.
Så kunne hun jo komme derned, eller gå tilbage til Lena og ringe derfra.
Lennart låste døren.
Han håbede faktisk ikke at Lene skulle komme lige nu.
Hvorfor vidste han ikke, men han ville helst ikke møde hende lige nu.
Han gik rask til, indtil han var væk fra lysene i gården.
Det var hunde koldt.
Det var helt stjerneklar.
Nu da han var lidt på afstand af byens lys, kunne man tydeligt se stjernerne.
Han ledte efter Orion.
Det gjorde han altid.
Måske fordi det var det første stjernebillede han havde lært at genkende.
Han synes at det lignede et håndspejl.
Det var hans bedstemor der havde vist ham det.
- Det er bare at finde et spejl som det bedste har på kommoden, så har du fundet Orion, havde hun sagt.
Hvor han dog savnede hende.
Hun var så klog.
Da han var mindre, ja måske stadig lidt, var han overbevist om at der ikke var noget i hele verdenen som hans bedste ikke vidste.
Hun vidste alt om planter, hvilket hun gerne lærte fra sig, og Lennart havde været en lærenem elev.
Dels fordi han synes at det var interessant, men det var så rart når bedste tog ham i hånden og fortalte om alle de planter de så.
Men det var ikke bare på planter at hun var klog.
Hun var det man kunne betegne som en menneske kender.
Når folk i den lille bitte by, hun boede i, havde problemer, så kom de altid til bedste, for hun vidste nok råd.
Han kunne virkelig have haft brug for hendes råd lige nu.
Lennart kiggede op mod stjernerne.
Bedste sagde at, når man døde, så blev man til en stjerne der kiggede ned på jorden.
- På den måde kan jeg altid holde øje med dig, Lennart.
Lennart kunne se hendes gode, rare ansigt frem for sig.
Han kendte hver eneste rynke i hendes vidunderlige ansigt.
Han vidste før alle andre at hun snart blev vred.
Det var nok også derfor at hun sjældent blev vred på ham, for han kunne se hvornår han var ved at gå for langt.
Hun var den bedste Bedste i hele verdenen.
Han fandt Orion.
Der var tre stærkt lysende stjerner fra nord mod nordvest.
Hvis bedste var en stjerne, så måtte hun bestemt være en af de tre.
- Hvor ville jeg dog ønske at du var her nu bedste.
Lennarts stemme virkede sært unaturlig her i den mørke iskolde luft.
Han synes at den nordligste stjerne blinkede mere nu.
Nej selvfølgelig gjorde den ikke det, Lennart rystede på hovedet men det var nu en rar tanke at hans bedste vågede over ham.
Han åbnede døren ind til grillen.
Lugten af olie og kyllinger slog ham som en hammer.
Bente stod som sædvanligt bag disken.
Hun kiggede op da han åbnede døren.
Hun blinkede til ham, og et varmt smil bredte sig på hendes mund.
- Hej Lennart, det var ikke i går.
Det var hendes måde at sige, at det var for længe siden hun sidst havde set ham.
- Hej Bente, nej det var sidste torsdag!
Lennart vidste at hun godt kunne lide en rap replik, og det faldt som regel aldrig Lennart svært.
Bente grinede.
- Og hvad kan jeg så gøre for den herre, en kold Tuborg måske?
Lennart havde faktisk ikke taget stilling om hvad han skulle nede på grillen, det var mere et spørgsmål om at komme væk hjemmefra, at gøre noget og ikke bare sidde i sofaen og trille tommelfingre, og få en masse skøre tanker.
Bente åbnede en Tuborg og stillede den på disken inden Lennart kunne nå at svare.
Nå ja, så skidt da.
Han tog øllen, tørrede åbningen af med hånden, og tog en ordentlig slurk.
Da han satte flasken på disken igen, sagde han:
- Nej tak, jeg vil faktisk hellere have en cola.
Uden at løfte hovedet, skulede Bente op på ham.
- Cola !
Lennart smilede uskyldigt og nikkede.
- Hvornår fanden har du sidst drukket en cola…..uden halvdelen af det var Rom?
Lennart grinede og betalte øllen.
Bente kiggede på ham et øjeblik.
- Ville du virkelig have en cola?
Lennart rystede på hovedet.
- Nej, men du må da indrømme at det var go´ pes…..?
Bente slog øllen ind på kassen og lagde pengene i skuffen, alt i mens hun rystede på hovedet.
- Dumme dreng.
Lennart så sig om i rummet.
Der var kun to foruden ham selv.
To knægte fra tredje eller fjerde klasse der stod og spillede på flipper maskine.
Lennart kiggede på uret der hang over køleskabet.
Klokken var halv otte.
Det var et af de skøre århusianske ure, der kører baglæns.
Når man havde svært ved at se hvad klokken var, så var det som regel på tide at komme hjem, for så var man lettere beruset.
Først da så han den.
Kravlenissen der sad på uret.
Han kiggede igen rundt i rummet.
Der var juleduge på bordene, og plastik gran grene i loftet.
I begge vinduer hang der en elektrisk julestjerne.
Det var jo snart jul.
Det var faktisk meget snart jul.
Lennart kiggede på sit ur.
Datoen viste den tyvende.
Åh herregud.
Han havde ikke købt julegaver endnu.
Han blev et øjeblik næsten panisk.
Der var kun en ting at gøre.
Han måtte melde sig syg i morgen, og så få købt de julegaver.
Det var ikke så mange, men alligevel.
Han vidste af erfaring at det tog lang tid at finde noget til Lene.
Noget sagde ham, at det absolut ikke ville blive nemmere i år, tvært imod.
Der var sket så meget de sidste par måneder, at han helt havde glemt julen.
De plejede godt nok ikke at gøre så forfærdelig meget ud af at pynt op der hjemme, men alligevel.
Nogle gamle porcelæn nisser, og et par juledekorationer, var som regel det.
Det undrede Lennart at Lene ikke havde sagt noget.
Hun havde godt nok arbejdet meget hele måneden, men alligevel.
Der var noget galt.
Lennart kunne ikke sætte fingeren på hvad det var, men der var helt bestemt noget galt.
- Er det min smukke jule udsmykning der får dig til at falde i staver?
Bentes stemme afbrød Lennarts tanker.
Han vendte sig om og lænede sig på disken.
Bente havde et glimt i øjet.
- Ja plastikgran har altid tændt mig helt vildt.
Bente grinede.
Hun stod og skar skiver af en grillet ribbenssteg.
Lennart synes at der var for meget fedt på den.
Han sagde ingenting.
Hun kiggede op på ham.
- Ja jeg ved godt hvad du vil sige.
Lennart skød øjenbrynene op i panden, som når man bliver meget forbavset.
- Mig? Jeg ville skam ikke sige noget.
- Skal vi vædde en bajer på at du synes at den er for fed ?
Bente kiggede udfordrende på ham.
Lennart grinede.
Hun var nu ikke helt dum hende Bente.
- O.k, du vinder.
Han tømte sin øl, satte flasken i den tomme kasse ved siden af køleskabet.
- Skal du have en?
Han åbnede køleskabet.
- Ja gu fanden skal jeg have en, jeg har jo lige på ærlig vis vundet den.
Bente tørrede sine hænder i forklædet, og tog imod øllen Lennart rakte hende.
- Skål og glædelig jul.
De drak begge af øllen.
- Du har vel ikke set Berit for nylig?
Lennart havde pludselig fået en utrolig lyst til at tale med Berit.
Bente rystede på hovedet, samtidig som hun prøvede at tænde en smøg.
- Næ det er faktisk meget længe siden.
Cigaretten var kun tændt i den ene side.
Hun tændte igen, og pustede en røgsky ud i lokalet.
Lennart tændte også en.
- Hvorfor, har I da en aftale?
Lennart rystede på hovedet.
- Næ, jeg synes bare at det er længe siden jeg har snakket med hende.
Hvilket det jo også var.
Faktisk alt for længe.
- Nå lad os sætte os ned, vi gider sgu ikke stå her og gå i frø.
Bente gennede Lennart ned til et bord.
De sad ved bordet, røg og drak af deres øl.
Automatisk kiggede de begge ud af vinduet.
Det var bælgravende mørkt.
- Uf hvor jeg dog hader det her vejr.
Bente rystede over hele kroppen for at vise sin afsky.
- Ja så er det da godt at vi kan sidde herinde.
Lennart smilede og tog en tår af sin øl.
Det var underligt.
Det var som om Bente kunne mærke at der var noget galt, men havde pli nok til ikke at sige noget, før Lennart selv ville fortælle det.
Han vidste ikke om han kunne sige det til Bente.
Jo selvfølgelig kunne han sige det til Bente, hun rendte ikke med sladder.
Det var måske snarere det at han ikke vidste hvad han skulle sige.
Igen var der ingen af dem der sagde noget.
Igen kiggede de begge ud af vinduet.
Det begyndte at sne.
Lennart så hvordan fnuggene ramte ruden, smeltede og som dråber løb ned ad ruden.
En dråbe standsede undervejs, som om den ventede på en anden dråbe skulle komme og skubbe den videre.
Nok en dråbe stødte til.
Det var nu en hel lille å.
Sammen løb de videre ned ad ruden.
Snart var der mange små åer der hver især prøvede at komme først ned til kanten af vinduet.
Hele tiden kom der nye snefnug for at blive til dråber.
Dråber der flød sammen med andre dråber der rendte ned ad ruden.
Det gav et sæt i Lennart da døren blev åbnet med et ryk.
Døren blev lukket hårdt.
- Fy for helvede for et vejr.
Lennart vendte sig.
Han kendte den stemme, det var Berit.
Han blev faktisk mere glad for at se hende end han havde troet han ville.
Der stod hun med sin briller i hånden.
Hendes dynejakke var gennemblødt.
Håret var dækket af et tynd lag sne.
Hendes fyldige kinder var blussende røde.
Hun rystede på hovedet, så sneen stod i kaskader om hende.
Lennart rejste sig.
- Jamen hejsa med dig din gamle skrubbe.
Inden Lennart kunne nå at protestere, havde Berit taget ham i sin favn, og gav ham et ordentlig kram.
Lennart kunne mærke hvordan han blev våd gennem hans T-shirt.
- Ja tak Berit, jeg elsker også dig din gamle heks.
Berit grinede over hele hovedet, og slap ham.
- Nå så du vil ikke have et kram?
- Jo men sgu da ikke når du er plaks våd.
Lennart stod demonstrativ og prøvede på at holde den våde T-shirt væk fra kroppen, hvilket selvfølgelig var umuligt.
- Så tag dog den T-shirt af og vis os dit fuglebryst.
Berit stod og betragtede Lennarts nytteløse forsøg.
Han skulede til hende.
- Fuglebryst?
- Ja du behøver da ikke at skamme dig, der er da masser af samme slags her.
Berit kiggede hen mod kyllingerne der kørte rundt i grillen.
Bente brast i latterkramper.
Lennart gjorde sit bedste for at virke fornærmet.
- Hm……. Jeg gider for resten heller ikke at tale med jer.
Han satte sig ned ved bordet og kiggede ud af vinduet.
Berit satte sig ved siden af Lennart.
- Hvordan går det så dit gamle skrog.
Lennart fik et ordentlig dunk i ryggen.
- Bente kan vi ikke få en omgang, så vi kan tø den her sure mokke lidt op.
Berit rodede i sine lommer efter sin pung.
Bente kom ned med øllene.
- Berit du kan tage min plads, jeg skal til at bestille noget igen.
Berit satte sig på bænken overfor Lennart.
Hun tog sin øl og klinkede med Lennart.
- Skål og skide være med det.
Berit rejste sig og gik op til Bente.
Juke boxen spillede, og de to der oppe talte lavmælt, så Lennart kunne ikke høre hvad det var de talte om.
Alligevel havde han på fornemmelsen at det havde med ham at gøre.
Han vendte hovedet mod vinduet, de skulle jo nødig tro at han lyttede.
Berit satte et whisky glas foran ham.
Det var ikke whisky, for det var helt sort.
- Ja ved ikke med dig, men jeg får sgu ikke varmen af øl.
Berit blinkede og hævede sit glas.
Lennart kiggede mistænksomt på glasset og dets indhold.
Det var en dobbelt et eller andet.
Han tog glasset, og lugtede til det.
- Ja det slår dig ikke ihjel.
Berit nikkede imod hans glas.
Han kunne lugte at det var Jägermeister.
Det var nu ikke det værste.
Han skulede til Berit da hun drak.
Hun tog det hele i en køre, så kunne han vel også.
Berit bankede sit tomme glas ned i bordet.
- Ahh……..det varmer.
Lennart havde svært ved at synke den dobbelte Jägermeister, den var lige stor nok synes han.
Han satte glasset.
- Du er sgu ikke rigtig klog, ikke for at du nogensinde har været det, men alligevel.
Han så på Berit.
Hun slog en latter op.
- Næ men på den anden side, så har jeg heller aldrig pralet med det!
O.k Lennart, tag den!
- Berit, er du klar over at jeg ikke har fået en skid at spise i dag ?
Han undlod at fortælle om den Gamle Dansk og episoden på toilettet tidligere på dagen.
- Hvad skal du også med mad, ved du ikke at en øl svarer til to halve?
- Og desuden er det meget nemmere for maven at fordøje.
Berit kiggede ud over brillekanten og så meget lærd ud.
- Ja og du taler selvfølgelig af erfaring?
Lennart havde svært ved at holde masken.
Berit satte sine brille helt ud på næsetippen.
Hun kiggede på Lennart hen over brillerne, samtidig med at hun lænede sig ind over bordet mod Lennart.
- Ja, det kunne jeg jo godt give en doktor afhandling om, men så får vi jo ikke mere at drikke i dag, så spørgsmålet er, hvad vil du helst?
Hun trommede med fingrene på bordet, for at demonstrere hendes utålmodighed.
Masken revnede.
Lennart brød ud i latter.
Det var så rart med Berit, hun kunne altid få ham til at grine.
Lennart synes allerede at han kunne mærke øllene og den dobbelte Jägermeister.
En varme spredte sig fra maven ud i hele kroppen.
Det her var jo ikke meningen.
Han skulle jo ikke drikke igen.
Men det var jo længe siden at han havde set Berit.
Så han kunne vel nok tage et par små skarpe og en bajer sammen med hende.
Stemmen prøvede inde bagfra at sige noget med, at det var en billig måde at slippe alle de ubehagelige tanker.
Lennart valgte at overhøre det.
I stedet for hentede han en ny omgang Jägermeister og to nye øl.
Snart sad de, Berit og han, og talte om alle de sjove oplevelser de havde haft sammen.
Han savnede den tid, det hele virkede så sorgløst dengang.
Selvfølgelig synes han dengang at der var mange uløselige problemer, men de virkede så små nu, sammenlignet dem der stod udenfor og bankede på.
De to knægte der havde brugt alle deres ugepenge på flipper maskinen, gik hjem.
Der var nu kun Bente, Berit og Lennart selv.
Det var skægt med Bente.
Lennart vidste at hun havde frygtelig dårlig samvittighed over ungerne der brugte alle deres penge på spillemaskiner og sodavand, men hun vidste jo også godt at hvis hun ikke havde maskinerne, ja så kom ungerne heller ikke.
- Nå venner, så må det vist være min tur til at give en omgang.
Bente kom ned til bordet med nye forsyninger.
Lennart havde svært ved at holde regnskab med hvor meget de efterhånden havde fået.
Han så på Berit.
Hun var ikke helt ædru længere.
Erfaringen sagde ham, at så var han det bestemt heller ikke.
Berit var en af de få piger der kunne tåle lige så meget som han selv.
- Sig mig lige engang.
Lennart tog Berits hånd.
- Hvordan kan det egentlig være at du er her i aften?
Berits øjne var en smule blanke.
- Jo, det skal jeg såmænd sige dig.
Hun tog en slurk af sin øl.
Med sin frie hånd tændte hun en rød Cecil.
- Ole min kære mand, er for tredje aften hjemme hos min endnu kærere fader, for at lave hans gamle spand af en gammel bil.
Hun slog med hovedet i retning af hendes forældres hus.
- Og tre aftner sammen med min dejlige moder, ja………det er sgu bare for meget.
Lennart kunne ikke lade være med at grine.
Han kendte meget vel Berits mor.
Hun var en sød og elskelig kvinde, men hun kunne snakke en død mand ihjel.
Så tre aftner, jo det var nok lige i overkanten.
- Berit smid nogle mønter i boxen derhenne, så henter jeg en ny omgang.
Lennart købte en ny omgang til Berit og sig selv.
- Bente vil du have noget?
Lennart rodede i sin lomme for at finde nogle penge.
- Ja tak, men jeg giver denne omgang.
Bente slog i disken lige foran Lennart.
- O.k det er dig der bestemmer.
Lennart lagde skyndsomt pengene tilbage i lommen, de skulle nok få ben at gå på i morgen når han skulle købe julegaver.
- Sig mig lige engang, har du kun musik som er fra før anden verdenskrig?
Det var Berit der stod og fumlede med knapperne på jukeboxen.
Bente sendte Lennart et skævt smil.
- Må jeg så være fri, jeg fik nye plader i sidste uge.
Berit kiggede op mod dem.
- Nå………..hvorfor har du så ikke sat dem i maskinen?
Både Bente og Lennart grinede.
- Du er fandeme uforbederlig.
Bente gik ned til Berit.
- Du skal da bare åbne øjnene, kone.
Bente skubbede Berit væk fra jukeboxen.
- Det kan selvfølgelig også være at jeg skulle pudse mine briller igen, Brugsens leverpostej er sgu ikke hvad den har været.
Berit pudsede sine briller i trøjen.
Lennart grinede, det var nøjagtig sådan han kunne huske Berit, fuld af fis og fup.
Lene og alle de andre problemer var så dejlig langt borte.
Indtil jukeboxen begyndte at spille den første melodi.
“crying in the rain.”
Lennarts mave blev en stor knude.
Berit og Bente kom dansende tilbage til bordet.
- Er den ikke bare skøn?
Bente dansede rundt med en partner der ikke var der.
Åh nej, hvorfor lige nu, de havde det jo lige så rart.
Lennart havde mest lyst til at løbe ud af døren.
I stedet gik han ud på toilettet.
Da han stod foran spejlet, kunne han ikke lade være med at græde.
- Hvad sagde jeg, man kan ikke hverken drikke eller løbe fra sine problemer.
Det var den skide stemme igen.
Skrid, jeg har ikke bedt om din mening.
Lennart var ved at være godt træt at den evig kloge idiot.
Tag dig sammen Lennart.
Skid på det hele og mor dig sammen med Berit, det har du fortjent.
Han prøvede at lyde overbevisende.
Det lykkedes kun delvist.
Han tog noget koldt vand i hovedet og gik ud igen.
- Nå lad os så for fanden lave en fest, råbte han da han kom ind igen.
Han vågnede på sofaen.
Hovedet virkede som en stor byld.
En byld der kunne springe hvad øjeblik det skulle være.
Misser lå på hans mave.
Katten var ret tung, og vægten gjorde det lidt besværligt at trække vejret.
På samme tid var det behageligt med kattens varme.
Det var beroligende at lytte til dens spinden.
Lennart lyttede til lydene i lejligheden.
Han kunne høre vinden udenfor.
Ellers var der kun katten der spand.
Han kunne også høre sit armbåndsur.
Klokken!
Hvad var klokken, han skulle jo melde sig syg i dag.
Satans.
Han kiggede på uret.
Klokken var halv ni.
Shit.
Han skubbede katten ned på gulvet, hvor den med store øjne viste sin mis fornøjelse med at blive vækket nu.
Lennart gik hen til telefonen, og trykkede nummeret til arbejdet.
Ringetonen skar i hans ører.
Hjernen bad ham om at fjerne den støj fra øret.
Lennart skruede ned for lydstyrken.
- Skandi Geoteknik.
Damestemmen lød lidt træt.
- Godmorgen, må jeg bede om laboratoriet?
Lennarts stemme lød rusten.
Det kunne faktisk godt lyde som om han havde en ordentlig omgang halsbetændelse.
- Laboratoriet, det er Clausen.
Clausen lød lettere irriteret.
Han var sikkert i gang med noget, og Lennart vidste at han hadede at blive afbrudt midt i noget.
- Godmorgen, det er Lennart.
Lennart gjorde ikke noget for at hoste, den rallende lyd fik hans stemme til at lyde endnu mere syg.
- Godmorgen?
Clausens stemme virkede lidt overrasket.
- Ja du må undskylde at jeg først ringer nu, men jeg har ikke hørt vækkeuret, og jeg har det mildest talt ad helvede til, jeg har feber og ondt i halsen.
Så jeg kommer ikke i dag.
- Det var dog forfærdeligt, og så lige op til jul, men gå du i seng igen, tag et stort krus te med dig, og tag rigeligt med rom i.
Lennart var ved at kaste op bare ved tanken om spiritus.
- Ja det skal jeg nok, kvækkede han.
- Og så må du have en glædelig jul, og god bedring.
Clausen lød bekymret.
- Ja tak, i lige måde.
Lennart lagde røret på.
Han svedte, selv om han egentlig frøs.
Det var nok spritten der kæmpede for at komme ud, eller også var det kroppen der prøvede på at komme af med spritten.
Lige meget, det var ubehageligt.
Gad vide hvor Lene var.
Han vidste ikke om hun var hjemme.
Faktisk vidste han ikke om hun havde været hjemme.
Han kunne ikke huske hvordan han var kommet hjem, eller hvornår for den sags skyld.
Han skulle jo købe julegaver i dag.
Åh hvor hovedet dunkede.
Bare tanken om at skulle ud og rumle i en bus.
Hans hoved svarede med et jag af smerte.
Han kunne jo selvfølgelig også ligge sig ned på sofaen igen, bare en halv time.
Hans hals var tør, det føltes som sandpapir når han sank.
Lennart rejste sig og gik hen til køkkenvasken.
Han måtte have noget koldt vand.
Han lod det kolde vand løbe, så det kunne blive rigtig koldt.
Uden at tænke videre over det, stak han hovedet ind under det kolde vand.
Han gispede da det kolde vand ramte hans nakke.
Han hev efter vejret, men holdt hovedet under vandet endnu en stund.
Et eller andet sted gjorde det ham godt at lide.
Det føltes rigtigt at han straffede sig selv.
Han vidste ikke rigtig hvad det var han straffede sig selv for, men det føltes rigtigt.
Han drejede vandhanen over til den ene side, så den kolde stråle ikke længere ramte ham.
Hans vejrtrækning var hurtig, pulsen høj.
Han lukkede øjnene.
Vandet drev fra hans hår.
Han havde gåsehud på armene.
Benene truede med at give efter.
Vandet løb stadig fra hanen.
Lennart tog et viskestykke og tørrede sit hår.
Der stod et glas ved vasken.
Han skyllede det og fyldte det med koldt vand.
Han drak.
Det var som balsam for hans hals, men maven brokkede sig højlydt.
Det var som om at maven ikke ville tage i mod det, som om at der ikke var plads.
Lennart fyldte glasset igen.
Han tømte det i et drag.
Han tog endnu et glasfuld med hen til sofaen.
Det klukkede i maven da han lagde sig.
Han rokkede lidt, og det klukkede igen.
Underlig ting, menneskekroppen.
Misser løftede hovedet dovent henne i den anden ende af hjørnesofaen.
Det lod ikke til at den havde tænkt sig at komme hen til Lennart.
Den ønskede nok ikke at blive smidt på gulvet igen.
Misser gabte og lukkede øjnene.
Det var isende koldt.
Sneen knirkede under hans fødder.
Himlen havde den klareste blå farve.
Det var som om man kunne se helt ud i uendeligheden.
Derude tonede den over i en dybere blå.
Længere ude endnu dybere blå.
Det var vel det der var uendeligheden.
Han havde kun en T-shirt på, men han frøs ikke.
Hans Levis var tyndslidte, men han frøs ikke.
Han gik uden at vide hvor han skulle hen.
Der var ikke en lyd.
Kun den knirkende lyd af sne der blev presset sammen at hans kropsvægt.
Lennart kiggede rundt.
Han vidste ikke hvor han var.
Der var hvidt overalt.
Langt ude, han vidste ikke hvor langt, men han fornemmede at det var langt, kunne han se bjerge.
Bjerge dækket med sne.
Kun mørke skygger afslørede at det var bjerge.
De stod i skarp kontrast til den blå himmel.
Han kiggede efter en sky.
Der var ingen.
Kun den blå himmel.
Hvorfor kunne man ikke se stjerne i dagslys.
Det ville have været så smukt.
Han vidste ikke hvor længe han havde gået.
Han vidste stadig ikke hvor han var på vej hen.
Egentlig ville han heller ikke vide det.
Det var så dejlig befriende ikke at vide.
Han besluttede sig for bare at gå, gå indtil han ikke kunne mere.
Tiden måtte vise hvor han var på vej hen.
Hvorfor skulle han bekymre sig om hvor han havnede.
Der var så fredfyldt her, han ville aldrig mere bekymre sig om hvor, hvad, hvorfor.
Han ville bare gå lige ud.
Lige ud indtil han havnede der, der han skulle hen.
Sneen knirkede.
Lennart kiggede ned.
Han stoppede.
Det forstod han ikke.
Foran ham, og så langt han kunne se, var der fodspor.
Hans fodspor.
Hvordan kunne det være hans fodspor?
Han vendte sig om.
Bag ham var der ingen spor.
Han stirrede frem igen.
Fodspor så langt øjet rakte.
Han vendte sig igen.
Bag ham var der ingen spor, ingenting overhovedet.
Kun fint hvidt uberørt sne.
Det begyndte at snurre rundt.
Lennart lukkede øjnene.
Når han åbnede dem igen, så var det sikkert blevet rigtigt.
Han trak vejret dybt.
Pustede ud, og åbnede øjnene.
Foran ham var der ingen fodspor.
Han skævede over skulderen.
Der var sporene.
Selvfølgelig. Det var jo selvfølgelig fordi han havde vendt sig uden at han havde tænkt over det, det var jo derfor at der var fodspor foran ham og ingen bag ham.
Lennart begyndte at le.
Han stoppede næsten før han begyndte.
Lyden af hans latter var så frygtelig malplaceret her i det store intet.
Lyden døde hen.
Igen stilhed.
Det var bedre.
Lennart vendte sig om og kiggede på sine fodspor.
Der var noget galt.
Der gik en tid inden han indså hvad det var der var galt.
Fodsporene vendte forkert.
Når han stod og kiggede på sporene, gik de fremad.
Hvordan kunne de det, når det var den modsatte retning han gik?
Han vendte sig med ryggen til sporene.
Gik beslutsomt i den anden retning.
Han kunne ikke finde svar på denne gåde.
Det var også lige meget.
Det var jo lige meget hvilken retning han gik, der var jo ingen mål med hans vandring. Han ville jo bare gå, var det ikke det han lige havde sagt?
Han snusede til luften.
Den var ren.
Han kunne ligefrem lugte hvor ren den var.
Han kiggede tilbage over skulderen.
Bag ham lå den hvide uberørte sne.
Han stivnede.
Hvordan kunne den det, han havde jo lige gået der.
Han stirrede frem for sig.
Foran ham var der fodspor så langt øjet rakte.
Lennart kunne ikke trække vejret.
Der var noget der trykkede på hans bryst.
Han var ved at kvæles.
Han hev efter vejret.
Så Lennart, ikke panikke!
Luk øjnene, når du åbner dem, så er det hele forsvundet.
Han lukkede øjnene.
Han havde stadig trykken for brystet, og svært ved at trække vejret.
Da han åbnede øjnene, stirrede han lige ind i to bronzefarvet øjne.
Han gav et gisp fra sig.
Misser strakte sig dovent, gabte, og lagde sig bedre til rette på Lennarts bryst.
Lennart rystede over hele kroppen.
En drøm.
En skide drøm.
Han kælede for katten, der begyndte at spinde.
- Nå så det er dig der giver mig trykken for brystet, du må vist på en kur.
Han purrede katten på dens hoved.
Hvad var det for en underlig drøm.
Han kunne huske det hele, men det gav stadig ingen mening.
Han kiggede på klokken.
Halv tolv.
Det var vist på tide at tage et bad, og komme af sted, hvis han skulle nå at købe de gaver.
Det kornblomst blå velour føltes rart mod Lennarts fingre.
Men ni hundrede kroner for en morgenkåbe.
Det var en lidt pebret pris synes han.
Men hvad fanden skulle han ellers give Lene.
Og med den opførsel han havde lagt for dagen på det sidste, så var det vist ikke for meget med ni hundrede kroner.
Så manglede det bare at de ikke havde den i hendes størrelse.
Han ledte efter en medium.
Der var en.
Han holdt den op foran sig.
Jo den ville vist passe hende.
Han gik hen til kassen.
Selvfølgelig var der en kø uden side stykke.
Det begyndte at prikke i huden.
Han hadede køer.
Ekspedienten havde alt den tid i verden, som Lennart ikke havde.
Hun var ved at pakke et par sorte strømper ind.
Hvem fanden gad at få et par sorte strømper i julegave.
Nu stod hun der og pakkede dem ind, som om det var en diamantring.
Idiotisk.
- Glædelig Jul. Ekspedienten smilede da hun gav kunden en lille pose med de åndssvage strømper.
Hvad glædeligt var der ved den ?
Det kostede jo bare en bondegård.
Lennart var lige ved at ligge kåben tilbage, men ændrede mening, og blev stående i køen.
Der var jo kun to foran ham.
Han kunne mærke at sveden rendte ned ad hans ryg og bryst.
Han begyndte at blive virkelig irriteret.
Hvorfor var der også kun en ekspedient?
De måtte da vide at folk havde bedre ting at bruge tiden til, end at stå og glo i en åndssvag kø.
- Ja! Skal den pakkes ind som gave?
Hun smilede venligt til ham.
Pakkes ind som gave, havde hun tænkt sig at han selv skulle bruge en velour morgenkåbe?
- Ja tak.
Det var jo egentlig ikke hendes skyld.
Hun prøvede jo bare at være venlig, og det var jo heller ikke hendes skyld at der ikke var flere ekspedienter til at slå de horrible beløb ind på kasse apparatet.
Lennart smilede til hende.
Hun rakte ham en pose med den indpakkede morgenkåbe.
Han gav hende en tusind lap.
Han smilede igen.
Tænk sig at man kan smile når man giver en tusind lap væk.
Han fik de sørgelige rester til byttepenge tilbage.
- Glædelig Jul.
- Jo tak, og i lige måde.
Han skyndte sig ud af den varme butik.
Udenfor var der et mylder af mennesker, alle med poser og pakker, flere end de kunne bære.
Lennart tænkte på om der overhovedet var nogen der nød julen.
Børnene måske.
Han havde elsket julen, fordi den var så hyggelig.
Det så ikke ud som om nogen at alle disse mennesker hyggede sig.
Nå, der var tre kvarter til at bussen kørte.
Han bestemte sig for at kigge lidt på vinduer.
Han havde faktisk set det meste allerede.
Det var jo to måneder siden at forretningerne havde pyntet op.
Det var irriterende at de begyndte så tidligt, for man blev jo træt af det inden det blev jul.
Men alt bliver jo gjort op i penge.
Lennart stoppede op.
Han stod foran en stor tønde.
I tønden var der en dør.
Han kunne jo tage en enkelt Half and Half.
Det var jo kun fordi der var så lang tid til at bussen kørte.
Kim var jo sikkert ikke engang på arbejde.
Han åbnede døren og gik ned ad trappen, han huskede at bukke sig så han ikke slog hovedet mod den lave karm.
En duft af gammelt øl og varm gløgg slog ham i møde.
Der var mange mennesker.
Lennart kunne ikke ved første øjekast se et bord der var ledigt.
Det var svært at se noget overhovedet.
Det skyldes dels mørket, når man lige kom ude fra dagslyset, der blev forstærket af sneen, men også røgen der lå som en tåge nede i kælderen.
Lennart kiggede hen mod baren.
Det var ikke Kim der stod bag disken.
En bølge af skuffelse skyllede ind over Lennart.
Nå, det var jo heller ikke derfor at han var derned…………
Eller var det?
Han bestilte en stor Half and Half.
Imens bartenderen hældte den op, så Lennart efter et tomt bord.
Der var ingen.
Han kiggede ind i det tilstødende lokale.
Der var vist ikke helt så mange mennesker.
Han gik hen i døren, og prøvede at skabe sig et overblik.
Der sad ingen ved bordet nede i det ene hjørne.
Han vendte tilbage til disken.
I samme øjeblik gav ølhanen et hvæs, og skummen stod op ad ølkruset.
Bartenderen gav et støn fra sig, kiggede på Lennart og smilede.
- Jeg bliver lige nød til at skifte den inden du kan få din øl.
Lennart smilede tilbage, det var jo ikke bartenderens skyld.
- Det er helt i orden.
Din falske snog, det er helt o.k når det er en flot fyr, og ikke en stakkels lille pige der skal pakke sorte strømper ind, hva´ ?
Stemmen gav Lennart et stik af dårlig samvittighed.
Han tog sig selv i at kigge på bartenderens krop, da han gik for at skifte fadet med Porter.
Da han kom tilbage, kiggede Lennart igen.
Det var en fyr sidst i tyverne.
Han havde et mørkt kraftigt hår, der var klippet meget kort.
Han havde et kraftigt overskæg, fyldige læber, der havde et stramt drag om sig når han ikke smilede.
Han havde et kraftigt hageparti.
Faktisk en flot fyr.
Gad vide om alle bartendere så godt ud, eller var det bare noget han havde med bartendere?
- Så prøver vi igen.
Bartenderen tog et nyt krus og begyndte at hælde op.
Lennart blev lidt flov over at han bare stod der og gloede.
Bartenderen skiftede hane.
Han kiggede på Lennart og smilede.
- Nå ude og købe de sidste gaver?
Lennart fumlede med sin tegnebog.
- Ja, hvorfor gøre noget i dag, du kan udsætte til i morgen.
Han håbede at bartenderen fattede joken.
Det gjorde han, han grinede, og rakte Lennart øllen.
Lennart gav ham en halvtredser.
- Har jeg ikke set dig før?
Spørgsmålet ramte Lennart som en hammer.
Nej ikke også ham.
- Øh, jeg har været her før, hvis det er det du mener?
- Ja det må være det, Pia min kæreste siger også at jeg har en hukommelse som en si.
Bartenderen trak undskyldende på skulderne.
Lennart sank en sten.
Han satte sig ved det tomme bord i hjørnet.
Ved nærmere eftertanke, så havde han faktisk aldrig siddet herinde før.
Det lignede det andet rum, men ikke helt så hyggeligt.
Det var måske fordi der ikke var et åbent ildsted.
På væggen hang der et gammelt ordsprog.
Papiret var gulnet.
Rammen var lavet af smedejern.
Det var svært at læse, det var skrevet med noget der lignede gotisk, det var vist ikke gotisk, men det lignede.
Lennart anstrengte sine øjne for at læse det.
Det tog lidt tid inden han kunne få en mening ud af det.
“Det bedre er at tro enhver og blive skuffet
Og over skuffet Tillid græde
End tvivle om eet Hjerte man har truffet
Som kunne fyldt vort Liv med Glæde.”
Det måtte være gammelt når der var brugt store bogstaver midt i en sætning, ord som ikke engang var egenavene.
Lennart så sig omkring.
Der var ingen af de omkring siddende mennesker der sagde ham noget.
De virkede intetsigende.
Det gik op for ham at han virkelig havde håbet på at møde Kim.
Nå, han kunne jo bare drikke sin øl og så gå.
Gad vide hvor Lene var.
Hvorfor havde hun ikke lagt en seddel, det plejede hun da at gøre.
Han fik igen den fornemmelse af at der var noget galt.
Vidste hun mon noget?
Nej, hvor i alverden skulle hun vide det fra.
Hvad fanden skulle han gøre.
Skulle han sige noget til hende, ville hun forstå det?
Hvad var det egentlig at han ville fortælle hende?
Hvad ville han egentlig med sit liv?
Ville han være sammen med Lene, og så have en affære med en fyr ved siden af?
Ville han være sammen med en fyr, og så have en affære med en pige ved siden af?
Hvorfor skulle alting være så kompliceret?
Havde Gud ikke sat mennesket i verden for at de skulle parre sig, eller mangfoldiggøre sig som det så smukt hed, og befolke jorden.
Hvorfor kunne han så ikke bare gøre det?
Næ, nej, han skulle straks gøre alting til et problem, selv det at have sex.
Typisk.
Hmmmm………..på den anden side, så var der jo mennesker nok på jorden.
Faktisk var der så mange mennesker at der ikke var mad nok.
Se bare på negerne i Afrika, de forstod virkelig at mangfoldiggøre sig, faktisk avlede de som kaniner.
Han hadede sig selv inden tanken var tænkt til ende.
Men var det ikke sandt?
De bollede jo bare til højre og venstre.
Forstod de da ikke at det var bedre at kun få to børn og så give dem det mad der var, i stedet for at dele maden ud på tolv unger, hvoraf ti alligevel døde af under ernæring.
Så var det da bedre at de kun fik to, og gav dem alt maden, så ville de jo ikke blive underernæret, og ville derfor overleve.
Det var åbenbart ikke logik der styrede dem.
Lennart lo indvendigt.
Han vidste nok hvad det var der styrede dem.
Lennart !
Det kunne jo selvfølgelig også være deres tro.
Havde de nogen tro?
Var de kristne?
Jo det måtte de da være.
Nå ja selv kristne, i hvert tilfælde katolikker måtte jo heller ikke bruge beskyttelse.
Vidste de ikke at der var noget der hed AIDS?
Folk var sgu underlige.
Landene omkring Arabien var jo ligesådan.
De fik også alt for mange børn.
Ulandene fik faktisk for mange børn syntes Lennart.
Var det mon derfor at Gud havde gjort nogle til bøsser og lesbiske?
Var det en måde at afhjælpe overbefolkningen?
Nej, den løsning var vist lidt søgt.
Han så igen på det gamle billede.
Hvad betød det egentlig?
Var det mon kun kærlighed der var tale om, eller var det alle ting.
Det var faktisk ret godt syntes Lennart.
Han tog en tår af sin øl.
Den smagt faktisk meget bedre end han havde troet mulig.
Oftest smagte det ad helvede til dagen efter.
Den mørke bartender kom ind og samlede tomme glas og flasker.
Synd at han havde en kæreste, han så faktisk meget godt ud, og han virkede jo da også meget sød.
Det var egentlig meget fedt at vide at han havde en kæreste.
Det gjorde det lidt mere uskyldigt at synes om ham, når man vidste at der ikke var en chance.
- Vil du have en til?
Den mørke gjorde tiltag til at tage Lennarts glas med den lille sjat i.
- Ja tak.
Lennart havde faktisk ikke tænkt sig at drikke en til, men spørgsmålet havde kommet så pludseligt at han ikke havde tid til at overveje sit svar.
Nå ja, man kunne vel altid drikke en til, og Lene var jo sikkert på arbejde til klokken seks.
Lene!
Han burde ringe hende.
Han ledte efter sin lommebog i rygsækken.
Han kunne ikke huske nummeret til hendes arbejde i hovedet.
Egentlig for dårligt, for han havde dog ringet derop nogle gange efterhånden.
Fandens, lommebogen måtte ligge hjemme.
Han tændte en cigarret.
Gad vide om bartenderen skulle skifte fad igen, det tog lidt lang tid syntes Lennart.
Nej så mange havde da ikke drukket Half and Half.
Nå der var jo sikkert bare andre kunder.
“Det bedre er at tro Enhver og blive skuffet”
Lennart læste igen.
Måske skulle han alligevel flirte lidt med en mørke bartender.
Han kiggede hen mod døren, ingen bartender.
Hmm….
Jo der kom han jo.
Han havde faktisk en flot krop, ikke som Kims, men alligevel flot.
En gyselig tanke slog Lennart.
Gad vide hvordan han så ud.
Som en der havde været på druk dagen før?
Åh gud lad det ikke være tilfældet, for så kunne han ligeså godt gå hjem og ligge sig under dynen.
Han gav sit bedste og mest indsmigrende smil, da bartenderen kom med hans øl.
Han tænkte på Kim og hans måde at give penge tilbage på.
Lennart fandt sin tegnebog frem.
Han tog med vilje mønter i stedet for en seddel.
Han lagde mønterne i den mørkes hånd, og med vilje rørte han hans hånd, lidt længere tid end det var nødvendigt.
Lennart kiggede op og smilede.
Den mørke smilede tilbage, og talte pengene.
Inden han var færdig sagde Lennart:
- Det passer.
Der var syv kroner for meget.
Bartenderen smilede,
- Tak skal du have.
- Det var da så lidt, det koster vel at få personlig betjening.
Lennart smilede skævt.
- Ja den slags personlig betjening giver jeg for syv kroner……..
Resten hang i luften.
Den mørke blinkede til Lennart, smilede, og gik ud til baren.
Lennart kunne mærke varmen og farven stige i kinderne.
Det kunne ikke være sandt, han havde jo en pige kæreste.
Hold da kæft hvor er du nem Lennart.
Stemmen igen.
Tror du ikke at han kan mærke hvordan det er fat med dig, og han er jo så professionel at han gerne flirter lidt, for at få lidt ekstra med hjem i drikkepenge.
Lennart skammede sig.
Men så kiggede han igen på det gamle billede.
Han elskede det mere og mere, ikke mindst det der stod på det, og i hvert tilfælde den tolkning han havde af det der stod.
Man skulle ikke lade noget være uprøvet.
Ja o.k, der stod at man ikke skulle dømme folk før man kendte dem, men det kunne vel også tolkes som at, man ikke skulle lade noget være uprøvet.
Han tog en slurk af sin øl.
Han havde snart drukket den anden også.
Og han som ikke skulle drikke.
Han kunne jo gå ud og købe en til, måske var der et ledigt bord derude, så kunne han jo også kigge lidt…….
Han tømte glasset og rejste sig.
Pyh……….enten var de meget stærke, eller også havde han stadig lidt sprit i blodet fra i går, for han kunne mærke på hans ben at de ikke var helt stadige.
Hvor heldig har man lov til at være ?
De to der sad ved bordet foran pejsen var ved at tage tøj på, de skulle til at gå.
Bordet var også lige foran bardisken.
Lennart vendte i døren og hentede sine ting.
Han satte dem ved bordet, der nu var tomt.
Han fiskede en hundred lap frem fra tegnebogens gemmer.
Han tog sit tomme glas med op til disken.
Den mørke bartender stod og pudsede glas.
- Nå jeg var lige ved at være bange for at du skulle gå.
Hvis det bare var for at få nogle ekstra drikkepenge, så gjorde han et fandens godt job.
- Næ, men jeg synes bare at det er hyggeligere herude……..ved ilden mener jeg.
Lennart kunne mærke at alkoholen gjorde noget ved både hans tunge og hans tanker.
- Nå er du en af dem der skal holdes til ilden?
Spørgsmålet kom så uskyldigt, og alligevel følte Lennart at der lå mere bag.
- Skal vi ikke alle det?
Han kunne da godt give tilbage hvis det skulle være.
Den mørke grinede.
- O.k, den bad jeg vist om. Skal du have en mere?
- Taler vi om øl?
Lennart kunne have bidt tungen af.
Det var så pinligt når han talte før han havde tænkt.
Den mørke slog en latter op.
- Du er edder-mamemig hurtig på aftrækkeren.
Lennart rødmede.
- Hvad hedder du for resten.
Han hældte en øl op til Lennart.
- Lennart.
Den mørke gjorde ikke mine til at sige sit eget navn.
Han hældte porter i glasset.
Da han satte glasset på disken, sagde han:
- Jeg hedder Keld.
Han så på Lennart.
- Den her er på huset………og jeg synes stadig at jeg kender dig et eller andet sted fra.
- Hej Keld, hyggeligt at mødes, og kommer du i tanker om hvor det er du mener at have set mig, så må du endelig sige til.
Lennart følte at han havde en form for overtag.
Han vidste ikke overtag over hvad, det føltes bare sådant.
Han blinkede til Keld, tog sin øl, og satte sig ved bordet.
Da han kiggede op på Keld, stod han igen og pudsede glas.
Han havde et skævt smil på læberne.
Lennart skulle på toilettet.
Han skulle altid på toilettet når han drak øl, det løb lige igennem.
Da han kom tilbage og satte sig ved bordet, så han op mod baren.
Der stod en høj lyshåret fyr og talte med bartenderen.
Det var tydeligt at de kendte hinanden.
Der var noget bekendt ved den lyse.
Kim.
Lennart var ikke sikker.
Det lignede Kim, men han kunne kun se ham bagfra.
Han havde lyst til at gå op og stikke ham i siden.
Men tænk nu hvis det ikke var Kim, hvor ville det være flovt.
Han blev siddende.
Han kunne heller ikke se ham i spejlet bag ved Keld.
Kelds ansigt var i vejen, ikke for at det gjorde noget, han så jo ret godt ud.
Lennart tændte en smøg og så ind i ilden.
Der var et eller andet fascinerende ved ild.
Hvordan kunne noget så smukt på samme tid være så farligt.
- En krone for dine tanker.
Det gav et sæt i Lennart.
Kim stod bøjet ind over bordet.
- Hej Kim, jeg havde slet ikke hørt dig komme.
- Nej du så ud til at være ret langt væk.
Kim rettede sig op.
Lennart blev bange for at han skulle gå.
- Sæt dig ned og lad hvilen falde over dig.
Han pegede på stolen på modsatte side af bordet.
- Nej det går ikke, jeg har en and i ovnen, og den skal ud om små tyve minutter, jeg skulle bare aflevere nøglerne til Keld.
- Nåh………..
Lennart kunne ikke helt skjule sin skuffelse.
Han ville faktisk gerne tale med Kim, være sammen med ham.
Kim måtte have læst hans tanker.
- Hvorfor går du ikke med hjem og får en juleøl hjemme hos mig?
Kim løftede sine øjenbryn og så Lennart i øjnene.
Lennart kiggede på sin øl, der var stadig en halv tilbage.
- Drik bare ud, jeg vil gerne vente.
Kim trak stolen ud.
- Nej, nej, det er lige meget, jeg har vist fået Half and Half nok for i dag.
Kim satte stolen på plads igen.
- O.k så lad os smutte.
På vejen ud gik de forbi baren.
Keld stod og betjente en kunde.
- Hej hej Keld, tak for i dag, og glædelig jul.
Lennart så ud af den ene øjenkrog overraskelsen i Kims ansigt.
Det nød han lidt.
Da de kom ud spurgte Kim:
- Kender du Keld?
Lennart synes at det var lidt sjovt.
- Kender og kender. Jeg har snakket lidt med ham, i dag.
Kim sagde ingenting.
Det var begyndt at sne.
De sad i Kims hyggelige køkken.
Det var hyggeligt på grund af dets størrelse, hyggeligt på grund af indretningen.
Køkkenet var næsten kvadratisk.
Der var køkkenbord og underskabe på to af væggene, som i en vinkel. Vinklen hvor vasken sad, var der ingen overskabe, men et vindue ud mod gården.
Der hang hvide gardiner i vinduet. Ja helt hvide var de ikke, for der var penselstrøg i blå, gule og grønne nuancer.
Over den anden vinkel af bordet var der overskabe. Der var indfattet glas i lågerne så man kunne se ind i skabene. Det så smart ud, men Lennart kunne ikke lade være med at tænke på at man aldrig kunne have det rodet i skabet, for så ville alle kunne se det.
Men på den anden side, hvor tit havde man det rodet i et køkkenskab med skåle, tallerkner og kopper?
Skabene var hvide, og passede godt til bordpladen der var af lyst træ, det lignede kirsebærtræ, for det var ikke lyst som fyr men heller ikke mørkt nok til at være ubehandlet Teak.
Væggene var hvide, knækket med lys syren, hvilket bevirkede at de ikke var hvide, men heller ikke lyslilla.
I hjørnet for enden af bordet, stod der et køleskab og et gaskomfur. Lennart elskede at lave mad på et gaskomfur, for det virkede med det samme når man skruede op eller ned for varmen.
I modsatte hjørne stod et lille spisebord, vist også i kirsebærtræ, det havde i hvert tilfælde samme glød som bordpladen på køkkenbordet.
Det havde en lille klap som kunne slås op, så der var plads til fire.
Gulvet var afhøvlede planker. Lennart elskede afhøvlede gulve, de virkede så hyggelige.
Nu sad de der over for hinanden og med hver sin krus rygende varm kaffe.
Kim brugte både mælk og sukker, Lennart tog den sort.
Da han slubrende havde taget den første tår, ændrede han mening og bad om lidt mælk, kaffen var stærk.
- Sig selv stop.
Kim hældte mælk i Lennarts krus.
- Tak det er fint.
Kim satte mælken tilbage i døren på køleskabet
Han skulle lige til at sætte sig, da han ombestemte sig.
- Vi skal vel også høre noget musik?
Han så spørgende på Lennart da han stod i døren ind til stuen.
- Ja gerne, men ikke mere julemusik lige nu, vel?
Lennart havde ikke lyst til at høre julemusik, det mindede ham bare om at han ikke havde gjort noget som helst for julen hjemme.
Hjemme, han burde måske være hjemme i netop dette øjeblik.
Hvor var Lene, og hvorfor havde hun ikke ladet høre fra sig.
Hans tanker blev afbrudt af Kim Schumacher der annoncerede en plade som “knæhøj karse for øregangene”.
Det var Rick Astley med hans “Take Me To Your Heart”. Det var et godt nummer, det svingede godt.
Kim viste sig i døren.
- Er det for højt?
- Nej nej.
Kim satte sig, tog en tår af sit kaffe.
- Er du sikker på at du kan lide kaffe?
Lennart smilede og så på Kim.
Kim rynkede panden.
- Hvad mener du?
Lennart kunne ikke lade være med at grine.
- Jeg mener bare at det kan da ikke smage meget af kaffe med alt det sukker og mælk du har-- i, men selvfølgelig, så er det måske ikke så hårdt for sarte maver.
Kim rykkede sig lidt baglæns.
- Hvad fanden mener du med sarte maver, jeg har sgu da ingen sart mave, og jo tak, det smager faktisk fortrinligt, og det smager af kaffe, Kaffen smager som kaffer skal smage.
Lennart brød sammen af grin.
- O.K. Hvad er nu så morsomt.
Lennart skulle lige til at svare, men fik et nyt anfald af krampegråd.
Han prøvede nok en gang at sige det, men uden at det lykkedes.
Kim lagde sine arme over kors.
- Ja ja, jeg kan vente.
Lennart grinede endnu mere.
- Kaffer……..
Mere fik han ikke sagt.
Endelig kunne han kontrollere sin latter og sagde;
- Kaffer, er det ikke en slang for negre?
De begyndte nu begge at grine.
- Jo, det er det vist.
Kim gav Lennart noget der skulle ligne en ørefigen
- Møgunge.
Kim prøvede at se streng ud, men hans strålende blå øjne afslørede ham, for de smilede til Lennart.
- Nå, hvad har du så gået og lavet siden sidst, ikke ulykker håber jeg.
Spørgsmålet var i sig selv uskyldigt nok, men alligevel ramte det noget i Lennart, han kom til at tænke på Thomas og Benny, han rødmede.
Han kiggede op på Kim.
- Nå så der er sket noget hva´ ?
Lennart vidste ikke at han viste det så tydeligt, men det måtte han jo gøre siden Kim var i stand til at læse hans ansigt så tydeligt.
- Kom nu med det, du ved da at du kan fortælle alt til mor.
Kim lagde hovedet på skrå og plirrede med øjnene.
Lennart smilede lidt genert. Ikke at han havde noget i mod at fortælle Kim om oplevelsen, men alligevel var det lidt for intimt til at han bare kunne buse ud med det. Han sagde ikke noget, men tog en tår af sin kaffe.
- Du har været sammen med en fyr, ikke?
Nå ja, hvorfor ikke slå ham med en lægtehammer. Spørgsmålet eller snarere konstateringen kom så hårdt og kontant, at Lennart snappede efter vejret.
Han blev helt stum, han smilede og han rystede på hovedet. Ikke sådant en benægtende rystende på hovedet, snarere en, du er tosset, rystende på hovedet.
Kim lænede sig ind over bordet, så hans næse næsten rørte Lennarts.
- Har du været sammen med mere end en, Hmmm?
Sig mig en gang, kunne han læse Lennarts tanker. Lennart prøvede at virke forbavset over at Kim overhovedet kunne få sig selv til at sige sådant noget.
Det virkede vist ikke.
Kim satte sig tilbage i stolen, han slap ikke Lennarts blik.
- Du har været sammen med to fyre på én gang, din lille gris.
Lennart ønskede at han var to centimeter høj og panel-farvet, for så kunne han krybe i et musehul.
Han behøvede jo ikke at have dårlig samvittighed over noget, da ikke over for Kim, eller?
Hvorfor havde han egentlig det? Var det fordi han kunne lide Kim mere end han inderst inde troede?
Kim var dejlig, men det var da bare en god ven ikke?
Det var som om tiden stod stille.
Han kiggede på Kim.
Kims dejlige blå øjne stirrede tilbage på ham.
Det gav en dejlig varm fornemmelse.
Måske kunne havde han flere og dybere følelser for Kim end han troede?
Der undslap et lille gisp fra ham da Kim lagde sin hånd på hans.
Lennart kunne mærke at der strømmede en behagelig varm fornemmelse igennem ham ved Kims berøring.
Men ville Kim være mere end venner. De havde jo lagt i samme seng, og der havde der jo ikke sket noget.
Kunne man ligge ved siden af hinanden i samme seng uden at have sex, hvis det altså var det der var meningen. Var det ikke bare venner der kunne det, eller var det en forkvaklet indstilling?
Hvis Kim ville være mere end venner, ville han så ikke have udnyttet situationen, Lennart havde jo være fuld som et æsel.
Eller var det fordi Kim var den type han var. Var han så reel at han ikke ville benytte sig af en sådant situation?
- Hvad tænker du på?
Kim nussede Lennarts hånd.
Lennart kunne ikke lade være med at smile. Han blev lidt forlegen.
Han kunne ikke lade være med at kigge på den store hånd der lå på hans egen.
Ja han troede da at hans hånd var under Kims, for Kims hånd dækkede hele Lennarts. Den så stærk og senet ud, som om den kunne knuse Lennarts hånd hvis det var det den ville. Tanken pirrede Lennart på en eller anden måde.
Han løftede blikket og så på Kim.
Det var som om at Lennart så det for første gang.
Kim var utrolig attraktiv. Ikke bare hans ansigt, men hele personen Kim.
Lennart prøvede at skyde det fra sig. Kim var jo hans gode og fortrolige ven.
Var han ikke?
Der kom pludselig tvivl snigende ind i billedet.
Selv om han havde været sammen med Thomas og Benny, var det så i virkeligheden hele tiden Kim han gerne ville have haft? Var det ikke altid Kim han først tænkte på når der var noget han gerne ville vide, var det ikke Kim han gik til når han skulle spørge nogen om det der med sex mellem to mænd?
Men var det ensbetydende med at han elskede Kim?
Lennart kunne mærke at han fik spændinger i hovedet. Der kom altid en masse spørgsmål i hans hoved, men aldrig nogen svar. Det var trættende.
Grebet om hans hånd blev nu hårdere, han kiggede Kim i øjnene.
- Du var vist langt væk.
Kim slap ikke grebet om hans hånd.
- Jeg synes bare at der er så meget at tænke på for tiden. Lennart smilede afvæbnende.
- Jeg ved godt hvad du mener, tro mig, jeg har jo ligesom selv været der.
Kim smilede. Lennart elskede når Kim smilede. Det var ikke bare med munden han smilede, også hans blå øjne smilede.
Kim gav Lennarts hånd endnu et klem.
- Jeg skal ikke plage dig mere, hvis du har lyst til at fortælle om det, så ved du hvor jeg findes. Jeg har jo ikke krav på at få noget at vide.
Han slap Lennarts hånd.
Lennart ønskede at han ikke skulle slippe hans hånd. Nu lå den der bare på bordet og så dum og ensom ud, han trak den til sig og lagde den i skødet.
Han ville jo egentlig gerne fortælle Kim om det, det ville være rart at have nogen at dele det med.
Oplevelser er jo egentlig ikke noget ved, hvis man ikke har nogen at dele dem med.
- Vil du have mere kaffe?
Kim rejste sig og hentede kanden.
Uden at afvente svar fra Lennart, fyldte han hans krus op på ny.
- Jeg har da vist for resten lidt Jägermeister, vil du have en, det er jo trods alt snart jul.
Jul !
Lennart blokkede de tanker om jul i familiens skød ude, før de overhovedet kom rigtig frem i hans bevidsthed.
Kim kom med to små glas og en stor flaske Jägermeister.
Lennart lagde mærke til at der næsten ikke var taget noget at den store flaske.
“Lidt Jägermeister” det var da vist en underdrivelse der ville noget.
Men hvad var egentlig definitionen på lidt?
- Skål og glædelig Jul.
Kim løftede sit glas.
Lennart tog sit glas og klinkede til Kims glas.
- Skål og i lige måde.
Lennart skævede til Kim for at se om han tømte glasset i en køre, eller om han bed den over.
Kim satte glasset til mund, lagde nakken tilbage og væk var den mørkebrune væske.
Lennart gjorde det samme, det kunne han godt tillade sig nu hvor han havde set at Kim drak det hele.
Der kom en svag brændende fornemmelse i halsen. Lennart kunne mærke hvordan det varmede hele vejen ned.
Maven reagerede med det samme med en dyb brummen. Det var ikke spiritus den havde mest lyst til i dag. Den havde vist også fået sin andel i går.
Han kunne ikke lade være med at lave en kunstig kulde gysning.
- Brrr.
Smagen var ikke så ilde endda.
Lennart skyllede efter med en tår kaffe.
- Kan du ikke lide det?
Kim kiggede forundret på ham.
- Jo, jo det er bare sådant med den første.
Fandens. Det lød som om at han bad om en mere.
Kim grinede, og hældte op til dem begge.
- Nå ja, vi har jo også to ben, så vi må vel hellere få en til dem begge.
Lennart tog sit glas og holdt det hen i mod Kim.
- En endnu glædeligere Jul.
Han kunne godt selv høre den ironiske undertone. Det havde faktisk ikke været meningen, men han kunne alligevel ikke helt holde tankerne om juleaften hjemme hos Lenes forældre, helt borte.
Hvor fanden var hun henne?
Han skød tanken væk igen, selv om samvittigheden prøvede at skubbe den frem til hans bevidsthed.
- Lennart er der noget galt? Er det noget derhjemme? Er det noget du vil tale om?
Kim fik et par rynker i panden og så lidt bekymret ud.
Han bekymrer sig virkelig om mig. Lennart kunne se at det ikke var skuespil.
- Nej det er bare det sædvanlige du ved.
Han håbede ikke at Kim kunne se at han løj. Han orkede ikke at tænke på det der hjemme, og i hvert tilfælde ikke at tale om det, og få det hele frem.
Det lå så godt gemt der omme bag i hovedet. Lad det bare blive liggende der indtil videre i hver tilfælde.
- Hvis du giver en til det tredje ben, så skal jeg fortælle om mine eskapader.
Han havde sagt det inden han egentlig havde tænkt tanken til ende.
Men han ville hellere fortælle om Thomas og Benny, end at skulle til at tænke på Lene.
- Dumme Lennart.
Kim rystede på hovedet og smilede da han hældte den tredje Jägermeister op i deres glas.
- Jamen så lad mig da høre.
Lennart vidste ikke rigtig hvordan han skulle begynde. Det var ikke helt så let som han havde forestillet sig.
- Er det nogen jeg kender?
Uden at vide det, hjalp Kim ham på vej.
Eller vidste han det netop?
Lennart fortalte om sin første seksuelle oplevelse med en mand, eller rettere to mænd.
Det tog to Jägermeistere mere inden han var færdig.
Han havde ikke fortalt alle detaljerne, han havde en eller anden underlig fornemmelse af at selv om Kim gerne ville vide hvad der var sket, så berørte det ham mere end han ville give udtryk for.
Så Lennart undlod visse ting, for han ville jo ikke såre Kim. Underligt. Hvorfor havde han den fornemmelse af at det ville såre Kim.
Hvorfor skulle det dog såre ham?
Kim stillede ind i mellem spørgsmål som, kunne du lide det eller, blev du ophidset af det, eller var det ikke som du havde forventet.
Da Lennart var færdig med sin beretning, sad de og kiggede hinanden i øjnene, Lennart med et fjoget smil, Kim så en lille smule spekulativ ud, men dog med et smil om munden.
Kim hældte nok en Jägermeister op i de to små glas.
- Skal jeg forstå det derhen at du alt i alt godt kunne lide det?
Kim så forskende på Lennart.
- Lide det !! Det kan man vist godt sige, det er det fedeste sex jeg nogensinde har haft.
Lennart blev næsten ophidset bare ved at tænke på episoden.
Han kunne mærke virkningen af Jägermeisteren. Han fik nogle af de der forbudte tanker.
Tanker som, hvordan det ville være at elske med Kim.
Hvorfor tænkte han egentlig at “elske” når det var Kim han tænkte på, og ikke at have sex, som når det var Thomas.
En skrækkelig tanke slog ned i Lennart. Han havde jo lige selv sagt at det var det fedeste sex han nogensinde havde haft, ville det dermed sige at han var bøsse.
Fald til ro Lennart, du kan jo stadig godt lide at gøre det med piger.
Eller kunne han, han havde jo ikke været sammen med en pige siden han var sammen med Thomas og Benny.
- Er sandheden lige gået op for dig?
Det var dog irriterende som han kunne læse Lennart.
Kim tog om begge Lennarts hænder, der lå på bordet.
Han brugte kun en hånd til at holde om begge Lennarts hænder. Lennart kunne ikke lade være med at tænke på det, det måtte være de største hænder han nogensinde havde set.
Det var i hvert tilfælde de største der havde holdt om hans hænder.
- Gud hvor er du dog irriterende, sig mig engang, kan du læse mine tanker?
Lennart kunne ikke lade være med at blive i godt humør når han var sammen med Kim, det var altid så rart, så trygt på en eller anden måde, han glemte altid de problemer han gik og rodede med, det var som at komme i en helt anden verden, en verden hvor også han selv var en anden.
En verden hvor han følte sig mere fri, ikke alle de snærende bånd der altid strammede om ham, og fik ham til at føle sig som en slags robot der gjorde som den var programmeret til.
Han kunne sige og gøre ting, som ikke ville være acceptable hjemme, sammen med venner og familien.
- Nej jeg kan desværre ikke telepati, men du er jo som en åben bog, søde.
Det måtte være noget bøsser brugte, det der søde. Lennart kunne ikke lade være med at grine når Kim sagde det. Det virkede så skrub forkert når en mand med verdens største hænder, sagde søde.
Lennart vidste godt at det var med vilje at Kim sagde det, for han kendte Lennarts reaktion.
Kim hævede sit glas til en skål.
- Og jeg behøver naturligvis ikke at spørge om i havde sikker sex, vel?
Det var som om Lennart havde stukket fingrene i en højspændings stikkontakt.
Kim kunne tydeligvis se på Lennart hvad der skete med ham.
- De brugte kondomer ikke, sig nu at de brugte kondomer for helvede.
Kims stemme var høj og intens, og den ramte Lennart som et piskesmæld.
Panikken skyllede ind over Lennart.
Han havde jo været fuld, men han mente da at de brugte kondomer. Det havde han da ikke lagt mærke til. Han havde jo ikke set efter. Det havde de da naturligvis, det gjorde alle vel.
Han prøvede febrilsk at huske. Han lukkede øjnene og prøvede at se det hele for sig. Men han kunne ikke se om de havde kondomer på.
- Var du så fuld at du ikke lagde mærke til det?
Kims spørgsmål var ubarmhjertige.
- Jeg mener da at de brugte noget, var Lennarts spage svar, alt imens han granskede sin hjerne efter et spor der kunne fortælle ham om de havde haft sikker sex eller ej.
- For helvede da din store idiot. Har du overhovedet ikke hørt et eneste ord af hvad jeg har sagt til dig?
Lennart kunne høre at Kim var vred. Han turde ikke løfte blikket og møde Kims blik.
Kim tog Lennart under hagen, og tvang ham til at se ham i øjnene.
Kims blå øjne var om muligt endnu mere blå.
Hårde blå.
Iskolde blå.
Lennart fik kuldegysninger. Han havde aldrig troet at han nogensinde skulle kunne blive bange for Kim. Søde Kim.
Den følelse han havde lige nu kunne kun beskrives som bange. Han havde aldrig set Kim sådant før.
Kim hamrede sin store næve i bordet så det gav et brag, og glassene og askebægeret hoppede.
Lennart hoppede også ved lyden, og ved Kims vredesudbrud.
Han forsøgte igen.
- Jamen jeg er sikker på at de brugte noget.
Han lød ikke særlig overbevisende. Ikke engang i hans egne ører.
Kim lagde sit hoved i hænderne så Lennart ikke kunne se hans ansigt.
Han sagde ingenting.
Lennart fik kvalme, han havde lyst til at løbe ud på toilettet og kaste op, men han blev siddende. Noget ved Kims holdning sagde ham at det var bedst at blive siddende lige der hvor han sad nu.
Da Kim endelig lod sine arme falde ned på bordet så Lennart kunne se hans ansigt, fik han et mindre chok.
Kims øjne var røde og der stod tårer i dem.
Han så på Lennart og sagde med en lidt hæs stemme;
- Lennart for helvede, dit lille fjols. Hvad sagde jeg til dig. Tror du det er sjovt at gå til begravelser for at begrave sine venner? Venner der er midt i deres bedste alder den tid af livet hvor de virkelig skulle leve, og så skal de væk, bare fordi de én eneste gang ikke lige tænkte sig om.
Kim rystede svagt på hovedet imens han talte.
- Lennart jeg vil sgu ikke miste dig.
Tårene løb nu ned ad kinderne på Kim.
Han hældte en Jägermeister op i sit glas og drak det uden at se på Lennart.
Han satte glasset på bordet og hældte endnu en op i sit glas, denne gang også en til Lennart.
Kim så på Lennart, rystede lidt på hovedet og drak sin Jägermeister.
Lennart kunne ikke holde tårene tilbage.
Dels fordi han ikke vidste om Thomas og Benny havde brugt beskyttelse, men mest på grund de følelses udbrud han lige havde set ved Kim.
Han følte sig ubeskrivelig dum.
Lennart havde det som hele verden skulle bryde sammen om ørene på ham.
Det kunne da ikke være sandt.
Han kunne da ikke have AIDS.
Det var jo første gang han nogensinde havde været sammen med en anden mand.
Kunne man virkelig få det bare af én gang?
Idiot Lennart, det ved du sgu da godt. En gang er nok.
Tankerne fløj rundt i hovedet på ham.
Jamen hvem sagde at de ikke brugte noget? Hvem sagde at Thomas eller Benny havde AIDS? Det var da ikke sikkert. De så jo da begge sunde og raske ud.
Lennart tørrede sine øjne.
Kim tog Lennarts ene hånd i begge sine.
Lennart så ud over havet.
Havet var mørkt, koldt og viste tænder. De hvide skumtoppe red på hver deres bølge.
Også i Lennarts sind rullede bølgerne.
Bølger af skyld.
Bølger af angst, hysterisk angst. Angsten for at han var smittet med HIV.
Bølger af ærgrelse. Ærgrelse over sin ubeskrivelige dumhed.
Bølger af håbløshed. Håbløsheden over hele den situation han havde bragt sig selv i.
Bølger af afmagt. Afmagten for den sygdom som måske netop nu langsomt men sikkert spredte sig i hans krop.
Sygdommen som langsomt ville æde hans immun forsvar. Immun forsvaret som han behøvede for at overleve, behøvede for ikke at dø af en simpel forkølelse.
Han ville så gerne græde, men der var ikke flere tårer tilbage i hans krop.
Han havde grædt dem sammen med Kim.
Store stærke Kim, der havde siddet der som en lille dreng og grædt åbenlyst.
Det var næsten det værste. At se Kim græde. Lennart havde aldrig troet at han skulle opleve det.
Han havde ikke været forberedt på det. Måske derfor virkede det dobbelt så stærkt på ham.
Det virkede endnu stærkere at se Kim græde over Lennart. Lennart havde jo aldrig troet at Kim holdt så meget af ham.
Eller havde han?
En stor stormmåge stod stille i luften kun få meter fra Lennart.
Den store fugl brugte vinden til at holde sig svævende.
Den bevægede næsten ikke vingerne. Luftens kraft alene kunne holde denne store fugl i luften. Den lavede kun nogle små korrektioner med vingerne og holdt sig på samme sted.
Imponerende.
Et kort øjeblik synes Lennart at den kiggede på ham. Ja det så næsten ud som om at den studerede ham.
Hvorfor skulle den egentlig ikke også det, hvorfor skulle det altid være mennesket der studerer dyret.
Dyret.
Var mennesker ikke også en slags dyr?
Havde han ikke glemt alt om at tænke, da han var sammen med Thomas og Benny. Var det ikke hans dyriske drifter der havde styret ham. Var det ikke hans dyriske drifter der havde tilsidesat alt fornuft, og måske havde givet ham hans egen dødsdom?
Hvem er det egentlig der er mest dyrisk?
Stormmågen så igen på Lennart.
- Når det kommer til stykket er du sgu nok den klogeste af os to alligevel.
Lennart råbte til fuglen.
Hans stemme døde hen i vinden.
Stormmågen kiggede en sidste gang, tippede lidt med vingerne og forsvandt ud over havet.
Aldrig havde Lennart følt sig så alene.
Han rystede over hele kroppen. Han frøs. Det var mørkt.
Han havde siddet og set ud over vandet. Hvor længe vidste han ikke. Han var egentlig også ligeglad. Det kunne jo være at han havde så lang tid tilbage til at se på havet.
En bølge af angst, og selv medlidenhed skyllede ind over ham.
Den næste bølge bestod af skyld.
Hvad skulle han sige til Lene. Hvordan skulle han forklare det for hende.
Hvor var hun for resten?
Hvorfor vidste han ikke hvor hun var, og hvad hun lavede. Hvorfor havde hun ikke lagt nogen besked til ham som hun plejede.
Han kiggede ud over det mørke vand.
Han kunne ikke holde tanken ud. Problemer med Lene og sygdommen, at han skulle sige op, fortælle Clausen at han skulle forlade firmaet.
Skulle han fortælle Thomas om sine bange anelser?
Ville Thomas kunne huske om de havde brugt noget?
Eller ville han bare blive skide sur over at Lennart kunne finde på at tænke sådant noget.
Lennart var ikke engang sikker på at han havde lyst til at se Thomas i øjnene igen efter den nat.
Det havde da været fedt, men ……
Hvad nu hvis Thomas ikke gad og tale med ham igen. Hvordan skulle han så få at vide om ……han vidste jo ikke engang hvor Thomas eller Benny boede.
Det ville jo egentlig være meget nemmere hvis man bare gjorde en ende på det hele.
Så kunne de alle sammen sidde og have dårlig samvittighed bagefter.
Tænke sig, at det for en gangs skyld ikke skulle være Lennart der havde dårlig samvittighed. Mon ikke at de ville føle sig lidt skyldige over at de ikke havde hjulpet ham inden det var for sent?
Så ville han bare sidde der oppe blandt stjernerne sammen med sin bedstemor og godte sig over at det ikke længere var ham der var plaget af alle mulige og umulige skyld og tvangstanker.
Tanken frydede ham lidt.
Men havde han egentlig bedt nogen om hjælp?
Var der nogen der vidste hvordan han følte. Var der nogen der vidste at han havde det så dårligt med sig selv?
Var der nogen der vidste at han konstant kæmpede en kamp med sig selv og sin samvittighed?
Hvis de ikke vidste det, hvordan kunne han så forvente at de ville hjælpe ham.
Ville han have hjælp.
Ville han have hjælp, hvis det indebar at han skulle fortælle dem hvad han følte aller dybest inde?
Kunne han åbne sig til nogen. Åbne sig så meget at han kunne fortælle dem alt?
Lennart tænkte på hvem han ville kunne åbne sig et hundrede procent over for.
Alle blev kasseret.
Kunne det virkelig være rigtigt at der ikke fandtes et eneste menneske her på jorden som han ville kunne fortælle alt?
Han indså at selv om det var hans bedste venner, så havde han en skjult side over for dem alle.
Det var ikke den samme side han skjulte for dem. Ting han følte han kunne fortælle Lene ville han ikke fortælle Berit. Men der var ting som Berit vidste, som ikke Lene vidste.
Det var ikke bedre da han begyndte at tænke på familien. Det var stort set det samme.
Han kiggede igen på det mørke vand.
Hvor ville det dog være nemt.
Lennart skød tanken fra sig.
Vandet var jo garanteret også skide koldt på denne årstid.
Han rejste sig og gik ind imod byen igen.
Hold da kæft hvor han frøs.
Varme systemet i bussen havde ikke virket. Buschaufføren havde beklaget, men der var ikke noget at gøre ved det, eftersom det var den sidste tur han skulle køre, og det var en anden bus der skulle køre næste runde, så det kunne ikke svare sig at bytte bussen ud med en hvor varmen virkede.
Chaufføren var vist heller ikke så forfærdelig glad ved situationen, han så også ud som om han frøs.
Det var begyndt at regne.
Typisk.
Nu var det jul, og så regnede det.
Julevejr var store snefnug der langsomt dalede ned fra himlen, og det skulle ikke blæse.
Men hvornår havde det for resten sidst været julevejr. Det var vist da Lennart var barn. Eller ville han bare gerne have at det havde været sådant?
Nå, tanken om at det havde været julevejr engang var nu meget rar, så lad det nu ligge.
Da Lennart stod foran hoveddøren begyndte tankerne igen at springe rundt i hovedet.
Han tog i døren.
Han vidste ikke om han ønskede at den skulle være låst, eller om den skulle være åben.
Han tøvede.
Var der lys i køkkenet?
Han lænede sig over mod vinduet for at se ind i køkkenet.
Der var mørkt.
Han tog i døren.
Den var åben.
Hans hjerte slog over et par gange.
Så var Lene altså hjemme. Hvad skulle han sige. Var hun sur. Eller var der noget andet galt siden at hun ikke havde fortalt ham hvor hun havde været.
Han åbnede døren og gik ind.
Han kunne næsten ikke tage sine støvler af. Hans fingre var så kolde at det var svært at snøre dem op.
Da han lukkede døren bag sig, kunne han høre musik. Ganske svagt.
Det var Jean-Michell Jarre´s Equinoxe.
Det var en af deres yndlinges lytte plader. Men at Lene spillede den nu var ikke ligefrem noget godt tegn.
Lennart tog sin jakke af og hang den på en bøjle.
Posen med Lenes julegave tog han med ind. Hvorfor vidste han ikke, normalt ville han have gemt den, men noget sagde ham at det kunne virke som formidlende omstændigheder, og så kunne det jo også ligesom bekræfte hvad han havde lavet hele dagen. Nåh ja han havde jo ikke brugt hele dagen til at købe gaver, men alligevel.
Lene sad i sofaen og kigge frem for sig.
Foran hende på sofabordet stod der en tom rødvinsflaske, og en der var drukket lidt over halvdelen af.
Lennart var paf.
Lene plejede aldrig at drikke alene.
Det var som om at hun ikke engang ænsede at han var kommet ind i stuen.
Hun stirrede bare frem for sig.
Lennart satte posen med gaven fra sig og gik et par skridt nærmere.
Lene så op på Lennart.
Det var som om at der blev stukket en issyl i brystet på Lennart.
Lenes øjne var røde og opsvulmede, men det var ikke det der slog Lennart, det var det aldeles tomme udtryk hun havde i øjnene. Lene der havde så smukke og levende øjne. Nu sad hun der med det tomme udtryk.
Lennart kunne kun komme på et ord, fiskeøjne.
Han kunne ikke gøre andet end bare at stirre på hende. Lene stirrede tomt tilbage.
Lennart fik en ubeskrivelig lyst til at falde på knæ og tage Lene i sin favn, men han kunne ikke, han var som forstenet.
Selv om Lene tydeligvis var beruset af en og en halv flaske rødvin, så var det ikke det der gjorde det. Lennart havde set hende fuld før, men dette var noget andet.
Han ville sige noget, men kunne ikke. Han kunne kun stå der og stirre tilbage i hendes tomme øjne.
Han fik så dårlig samvittighed at han havde lyst til at fortælle det hele, og fortælle hende at han aldrig ville gøre det igen.
Det måtte jo være det. Hun havde fundet ud af hvad han havde lavet. Hun vidste det hele også at han måske havde haft usikker sex med to andre mænd.
Aldrig i hele sit liv fortrød han noget så bittert som det han havde gjort mod Lene. Hvordan i alverden kunne han gøre det. Egoistiske svin, det var hvad han var. Han tænkte bare med sit underliv, og så skadede han dem der virkelig elskede ham. Hvor stor en idiot skulle man være for at vide at Thomas og Benny bare gjorde det fordi de trængte til noget ungt og uerfaren kød, og fordi han lod dem gøre det.
Hold da kæft Lennart hvor er du dog et dumt svin.
Lene rejste sig og lagde armene om Lennarts hals.
Lennart vidste at han skulle, burde, han ville også gerne ville lægge sine arme om Lene, men der skete ikke noget, han stod stadig uden at røre sig.
Lene begyndte at hulke.
Lennart kunne fornemme smerten i hendes gråd. Han tog instinktivt om hendes liv og knugede hende hårdt, som om at han vidste at det var det hun trængte til lige nu.
Lene frigjorde sig fra hans favntag.
Hun sagde ingenting, men tog hans hånd og førte ham hen til sofaen.
Lennart fulgte med og satte sig ved siden af hende. Han satte sig på den ene balle, på kanten af sofaen, så han kunne se på hende.
Lene sad og pillede i det papirlommetørklæde hun lige havde knuget i hendes hånd. Hun kiggede ned på sine hænder.
Lennart var ikke sikker på om han skulle sige noget eller om han skulle tie indtil hun selv begyndte at tale.
Han var overbevist om at hun vidste det hele, og at det hele ville komme frem nu.
Men det var måske også ligeså godt.
Han var træt af at leve på en løgn, selvom det ville gøre ondt på dem begge, så var det måske nok det bedste der kunne ske, at få rene linier.
Hvis hun ikke ville have mere med ham at gøre, så behøvede han jo heller ikke at fortælle hende om det der HIV.
Der var jo ingen grund til at hun skulle vide det hvis de ikke skulle have mere med hinanden at gøre.
- Det var da vist en lidt billig løsning eller hvad?
Stemmen havde sneget sig ind på Lennart på et tidspunkt hvor han ikke var forberedt på at skulle forsvare sig mod den.
Tarveligt, men måske havde den alligevel lidt ret.
Lene kiggede op.
Hendes øjne var stadig tomme.
Lennart følte sig virkelig ilde til mode.
Han blev pludselig opmærksom på musikken, og for første gang blev han irriteret på den plade, pladen som han havde nydt utallige gange var pludselig forstyrrende, ikke beroligende som den plejede, men irriterende.
- Lennart der er noget jeg må fortælle.
Lene så pludselig så gammel og udbrændt ud.
Lennart blev bange.
Noget hun skulle fortælle ham.
Hvordan kunne hun have noget at fortælle ham, det var jo ham der havde gjort noget forkert, ikke hende.
Var det ikke ham der havde………jamen hvorfor sagde hun nu det, det var jo ikke det hun skulle sige, det var jo ham der havde …….
En tanke slog ned i ham.
Havde Lene, hans Lene, være utro med nogen anden?
Nej, tanken var absurd, ikke hans Lene.
Men hvorfor skulle hun ikke gøre det, når han kunne, kunne hun vel også.
Hun havde jo egentlig ret til det, men…..
Lene kiggede igen ned.
Lennart tog hendes hånd og knugede den.
Åh gud hvor han dog elskede hende.
I samme øjeblik han havde tænkt tanken, kunne han mærke hvordan der var noget der snørede hans hjerte sammen.
Hvordan kunne han elske hende når han behandlede hende sådant.
Lene snøftede.
Hun kiggede op på Lennart.
Han kunne se at det virkelig smertede hende at skulle sige det. Hun ville helst være fri for at sige det der lå hende på sinde.
Lennart kunne mærke hvordan det isnede fra hans isse ned til hans haleben.
Nu kom det, det måtte komme.
Men han var ikke længere sikker på hvad det var der ville komme.
Det føltes som om at uvidenheden skulle gøre ham sindssyg.
Tårene begyndte at løbe ned ad Lenes kinder.
- Lennart.
Det gav et gib i Lennart da hans navn blev nævnt.
- Der er sket noget forfærdeligt.
Tusinde tanker for gennem hovedet på Lennart.
Var der nogen der var død?
Var det derfor at Lene havde været væk?
Var det noget af hendes familie?
Der var da ikke nogen af dem der var syge, var der?
Var det et trafikuheld?
Hvem var det?
Lene trak hånden til sig og gemte sit ansigt i sine hænder.
Nu hulkede hun højlydt.
Lennarts hjerte blev revet i tusinde stykker ved lyden, og synet af Lenes hulkende krop fik alle hans beskyttende instinkter til at komme op på palisaderne.
Han tog hende i sine arme.
Han lagde sit hoved på hendes.
En underlig fornemmelse af tryghed, og på samme tid mangel på samme, spredte sig i hele hans krop.
Var det det der hed beskyttelses instinkt?
Det gjorde i hvert tilfælde ikke hans dårlige samvittighed mindre.
Lenes hulken blev til en sagte snøften.
Hun frigjorde sig blidt fra hans favntag. Hun tørrede sine øjne, og så op på Lennart.
- Lennart jeg har tabt vores barn.
Tiden stod stille.
Lennart fattede ikke hvad det var hun sagde.
Tabt vores barn.
Hvilket barn. Hvad var det hun talte om. Han kendte ikke til noget barn. Skulle de have et barn. Skulle han være fader til et barn, det kunne ikke passe.
Hun havde tabt det. Var der ikke noget barn. Hvorfor sagde hun det. Hvad var det egentlig hun sagde.
Tabt vores barn.
Havde hun været gravid?
Hvorfor havde hun ikke sagt noget.
Men hun havde tabt det. Var der ikke noget barn mere.
Hvornår havde der været det?
Havde der været et barn.
Hans barn.
Havde han haft et barn. Et barn i Lenes mave. Hans barn i Lenes mave.
En stolthed voksede i ham. Han skulle være far til et barn. Hans barn.
Hans og Lenes barn.
Men det var der jo ikke mere.
Samtidig med stoltheden der voksede i hans sind over at han skulle være far, sad der en lille nagende stemme i hans baghoved. Var det ikke det bedste sådant. Ville han gerne være far? Kunne han blive far.
Ja det havde han jo lige bevist. Men var det meningen at han skulle blive far?
Han kunne jo egentlig bedre lide mænd. Men fornemmelsen af at skulle være far, at hans gener skulle være med til at danne et nyt menneske. Tanken var berusende. Lennart følte en indre glæde og stolthed han aldrig havde følt før. Det var en underlig fornemmelse.
Billedet af ham selv og hans søn der gik hånd i hånd ned i byen. Sønnen på stolpende usikre ben, pegende på alting, forsøgene at sige navnet på alt det han så. Lennart kunne ikke beskrive hvor stolt han ville være.
Uden at ænse det begyndte tårene at løbe ned ad hans kinder.
Det ville jo ikke blive til noget.
Hun havde tabt deres barn.
Inderst inde vidste Lennart at det var noget han aldrig skulle opleve. Han vidste at han ikke kunne lyve over for Lene resten af sit liv. Han ville ikke få chancen for at få et andet barn.
- Din egocentriske lort.
Stemmen fra hans underbevidsthed tordnede.
Lennart skammede sig. Selvfølgelig kunne han ikke blive sammen med Lene bare for at blive far. Men tanken om at blive far var så rar. Den var ubeskriveligt rart.
Men når han havde sådanne følelser over for det barn der aldrig var født, hvad så med Lene.
Han vendte tilbage fra sin lille ego verden, og så på Lene.
Der sad hun.
Bleg, med øjne så røde som ræven der luskede rundt i haven om natten.
I det øjeblik vidste Lennart at han var nød til at fortælle hende alt.
Hun fortjente noget bedre end Lennart.
Hun fortjente en der virkelig elskede hende.
Lennart elskede hende, men ikke hele vejen.
Lene fortjente en der elskede hende på alle måder, ikke bare for sin egen vinding.
Han elskede hende over alt andet, men der var lige den lille brist med det der i sengen.
Hun var jordens dejligste og derfor skulle hun ikke nøjes med ham, ham der kun var en halv mand. En halv mand der aldrig kunne gøre hende hundrede procent lykkelig. En halv mand der aldrig kunne gøre hende til en hel kvinde.
En varme bredte sig over Lennarts sind. Han kom til at tænke på at, han i hvert tilfælde ikke havde smittet hende med HIV. De havde jo ikke være i seng sammen siden han havde været sammen med Thomas og Benny. Noget godt havde han da gjort, selv om det måske snart var slut med ham selv. Han havde ikke givet Lene HIV.
Hvordan skulle han for øvrigt forklare Lene at de fremover var nød til at bruge kondom?
Der var kun en løsning. Men hvordan kunne han fortælle hende det nu. Hun var jo på afgrundens rand allerede nu på grund af det med barnet, hun kunne jo umuligt klare mere. Han kunne ikke fortælle hende det nu, det ville få hendes verden til at synke i grus.
Han vidste godt at hun var stærk, men……
Han skulle jo støtte hende i denne stund, række hende en hånd, ikke støde hende tilbage i sølen.
Gad vide om det var sandt at man blev genfødt.
Så ville situationen se meget lysere ud end den gjorde nu.
- Lene der er noget jeg må fortælle dig.
Ordene brast ud af Lennart.
Igen havde han talt uden at tænke tilstrækkeligt over det han ville sige.
Lene kiggede op på ham.
Hun forventede garanteret at han ville sige noget om barnet.
Det kunne han jo gøre, det var ikke for sent endnu.
Hans samvittighed rasede frem og tilbage som bølger. Store bølger der gik højt, i han så frygtelig dårlige samvittighed, skulle han sige det ene eller det andet.
Han vidste at han skulle sige det hele alligevel, men i hvilken rækkefølge?
Kunne han virkelig være bekendt at skubbe hende ud over den faretruende nære kant. Skulle han ikke hellere række hende en hjælpende hånd. Ville han være et dumt svin hvis han fortalte sandheden nu.
Ville han være et dumt svin hvis han fortiede sandheden, og dermed bare trak pinen ud.
Men nu sad hun jo der og ventede på at han ville fortælle hende noget.
Lennart begyndte at blive desperat. Stilheden, hans stilhed, var ved at blive pinlig.
Han sendte en stille bøn ud i mørket, håbede på at nogen ville høre den og hjælpe ham. Der skete ingen ting. Hans hjerne var gået i baglås. Der kom ingen gode indfald der kunne hjælpe ham ud af denne kattepine.
Det var Lene der først talte.
- Du har været sammen med en anden, ikke?
Lennart vendte hovedet og så på Lene. Han kunne ikke sige noget. Han nikkede bare.
Lene tog hans hånd.
- Jeg vil helst ikke vide hvem det er. Men jeg vil gerne vide om du stadig elsker mig.
Lennart tog hende om halsen og trykkede hende ind til sig. Han gav tårene frit løb. Åh Lene, jo han elskede hende over alt, men kunne hun dog bare forstå hvad det var der foregik inde i hans hoved. Men hvordan skulle hun kunne gøre det, han vidste jo ikke engang rigtig selv hvad det var der skete der inde.
Hun havde altså godt kunne mærke at der var noget galt. Om det var hendes kvindelige intuition eller om det var et gæt, vidste Lennart ikke, men hun havde jo ramt plet. Ja næsten plet, for hun vidste jo ikke hvem det var han havde været sammen med.
Lennart bestemte sig for at han ville vente med at fortælle hende hele sandheden, hun havde rigeligt at slås med lige nu.
Selv om hun var stærk, havde selv Lene sine grænser.
Der var ingen grund til at gnide salt i såret.
Det var en af de værste jule aftener han kunne huske.
Alle var trykket af det der var sket.
Lenes forældre prøvede forgæves at virke muntre og forsøgte at få alle i julestemning, det lykkedes ikke særlig godt.
Lene var i bedre humør. Hun havde fået det lidt på afstand. Hun havde talt med Lena, det var derfor hun ikke havde været hjemme et par dage.
Det irriterede Lennart at ingen sagde noget om det der virkelig trykkede dem.
- Det taler vi ikke mere om, havde Lenes mor sagt. Det var sikkert i bedste hensigt, men det virkede total modsat. Lennart troede at det ville hjælpe Lene meget mere hvis hun kunne tale med hendes forældre om det, få det ud i det åbne, komme af med det. Men sådant skulle det ikke være.
Så nu sad de der og så lige ud i luften.
Bing Crosby drømte stadig om en hvid jul.
Hvem gjorde ikke det. Lennart kunne ikke huske hvornår de sidst havde haft en hvid jul. Det var altid tøsne der kom, så det forsvandt lige så hurtigt som det kom.
Han synes at det altid sneede da han var barn, store hvide fnug der langsomt faldt mod jorden. Men det var måske bare løgn, noget han ønskede havde været, men alle andre sagde jo det samme.
Lenes far og Lennart sad alene i stuen. Lene og hendes mor var i køkkenet.
- Skal vi ikke lige gå i kælderen.
Lenes far kiggede på Lennart over sine briller.
Lennart smilede. Han vidste godt hvad han mente. Lenes far havde en hjemmebar i kælderen, nede i festsalen.
- Jo det lyder som en god ide.
Lennart satte sig på en af de tre barstole.
Lenes far skænkede to store whiskyer op. Lennart lagde mærke til at det var af den gode whisky, den der normalt var låst inde i barskabet.
Uden at sige noget, løftede Lenes far sit glas til en skål. Lennart fulgte ham.
Whiskyen løb ned i halsen, og en varme bredte sig i maven.
Den var blød, rund og havde en svag smag af nødder. Lennart lod smagen brede sig i munden. Han kunne ikke lade være med at lukke øjnene og nyde den.
- Jeg kan godt lide at drikke en god whisky med en der virkelig sætter pris på den.
Lenes far tændte piben.
- Den er virkelig god.
Lennart satte glasset fra sig.
Der var mørke træpaneler på væggene. Gulvet var belagt med noget grønt filt. Det gav en hyggelig atmosfære. På væggene sad der små lampetter med grønne skærme. Temmelig kedeligt, men resultatet var dog hyggeligt.
- Ja så blev det altså jul igen.
Lenes far pustede en røgsky ud i rummet.
Lennart kunne mærke at han ville sige noget, men at han først lige skulle starte et sted. Lennart forblev tavs.
De tog begge en tår af whiskyen.
Lenes far røg betænknings fuldt på sin pibe.
- Det var da også noget værre skidt.
Han kiggede på Lennart.
Lennart kiggede ned på sin whisky, han kunne ikke møde hans blik.
Han var bange for at han ville kunne se den storm der rasede i hoved på Lennart.
Bange for at han måske kunne se et lille glimt af den følelse der sagde, at det måske var godt at det ikke var blevet til noget. Se et glimt af den skyld Lennart bar på fordi han havde den følelse.
Åh gud hvor Lennart følte sig led. Han ville jo gerne have det barn nu da det havde været der, men samtidigt…….
- Hvordan tager Lene det egentligt…..jeg mener, ikke det hun viser mor og mig, men sådant rigtigt?
Lennart så op.
- Jeg tror faktisk gerne at hun ville have kunne tale med jer om det.
Lennart tænkte at han kunne jo lige så godt få det at vide. Han vidste også at Lene sommetider gik til sin far med problemer som hun ikke kunne tale med sin moder om. Så måske kunne hun tale med sin fader om det.
- Jeg ville også gerne tale med Lene om det, men det er bare så svært. Jeg ved jo ikke om Lene vil tale om det, hvornår hun vil tale om det, for det kan jo være at men kommer til at tage det op på et tidspunkt hvor hun ikke har lyst til at tale om det.
Det kunne han selvfølgelig have ret i, for Lene var jo ret sårbar lige nu, og hun ville nok fare som trold op af en æske hvis det ikke lige passede hende at tale om det. Det var ikke let.
- Næ det er ikke let, men du kunne jo sige til hende at hun kan komme til dig når som helst at hun har lyst til at tale om det.
Lennart kiggede på hendes far.
Han stod og så ud i luften. Han nikkede.
- Nå der er I, jeg tænkte jo nok at I havde sneget jer herned.
Lene stod i døren.
- Vi skal spise nu, maden er klar.
- Vil du have en lille en før maden? Det var Lenes far der holdt flasken op.
- Ja hvorfor ikke, det er jo ikke hver dag ens far låser op for den gode sprut.
Lene kom hen til baren og stillede sig ved siden af Lennart.
Lennart drak det sidste i glasset. Næsten inden han fik det sat på baren hældte Lenes far en ny op.
De skålede alle tre og ønskede hinanden en glædelig jul.
- Jeg bliver vist lige nød til at gå på det lille hus.
Lennart så Lenes far i øjnene og gik.
På vejen hjem fortalte Lene at hendes far havde sagt, at han gerne ville tale med Lene om det hvis hun skulle få lyst.
Han mente også at hendes mor gerne ville, hun skulle nok bare have det lidt på afstand, det ville jo trods alt have været hendes første barnebarn.
- Som om det ikke ville være mit første barn.
Lene rystede let på hovedet.
- Jamen sådant tror jeg ikke at kommende bedstemødre ser på det Lene, det er jo ikke for at være ond, men hun har sin egen sorg, som på sin måde er ligeså stor som din, giv hende lidt tid.
- Vi behøver nok alle lidt mere tid.
Lene så op på Lennart og missede med øjnene for sneen der ville ligge sig på hendes ansigt.
Lennart tog Lene om skulderen og trykkede hende ind til sig.
Han kiggede op mod gadelygten.
Store dovne snefnug dalede stille ned mod jorden.
Tredje Januar, første arbejdsdag.
Det var aldrig rart at skulle i gang igen efter en periode med fri. Men Lennart syntes at dette var meget værre. Han kunne ikke længere udsætte det. Han var nød til at fortælle hans chef, og ikke mindst Clausen om det der skulle ske.
Han skulle holde op i firmaet. Han skulle sige op.
At fortælle det til chefen var ikke noget problem, han havde allerede en plan. Han ville sige at han ikke havde trukket frinummer, og grunden til at han først sagde det nu, var at han havde prøvet på at slippe fri på alle mulige måder. Han havde ikke dårlig samvittighed overfor hans chef selv om han løj.
Det var Clausen.
Han var sikker på at han kunne se lige igennem ham. Clausen havde så stor livs erfaring, at det ikke var nemt at lyve over for ham Men det største problem var nok Lennart selv. Han hadede at lyve, han hadede folk der løj. Han vidste at det ikke var svært at se det på ham når han løj, specielt hvis det var nogen der kendte ham, og han syntes at Clausen og han selv var kommet tættere på hinanden siden de havde den samtale om Clausens søn.
Det var helt sikkert at Clausen ville kunne se det på ham. Det var måske bedre at sige sandheden til ham. Han ville ikke sige det videre til chefen hvis Lennart bad ham om at lade være.
Men ville han så ikke blive ked af det. Han havde jo mere end en gang sagt til Lennart at han håbede at det skulle være ham der tog laboratoriet over efter at Clausen gik på pension.
Han kunne måske ligge det ud som om det var noget han gerne ville prøve inden han sagde ja til Clausens job, ligesom for at være sikker på at det var det han ville. Hvis han kunne få en sergent uddannelse, ville det ikke gøre ham bedre rustet til at skulle være chef i laboratoriet?
Tankerne snurrede rundt i hovedet på Lennart.
Toget nærmede sig hastigt København.
Det var stadig mørkt da han sad i bussen. Han havde ikke fundet det endelige svar på hvordan han skulle gribe sagen an.
At han ville lyve stærkere end en travhest kunne løbe, overfor sin chef, var der ingen tvivl om, han havde jo intet forhold til hans chef, så det var ikke noget problem. Problemet var stadig Clausen.
Thomas !
Han havde jo helt glemt Thomas. Hvad skulle han sige til ham? Behøvede han overhovedet at sige noget til ham?
Det nemmeste ville jo være at sige sandheden til ham. Kunne han overhovedet se ham i øjnene igen. De havde jo ikke haft nogen som helst form for kontakt siden den dag….
Skulle han spørge om det der lå ham mest på sinde.
Vidste Thomas det. Eller kunne han heller ikke huske det. Havde han overhovedet tænkt på det. Han vidste jo nok hvad han selv havde gjort, men havde han lagt mærke til hvad Benny havde gjort?
En knugende fornemmelse spredte sig i brystet på Lennart.
Kunne han bare gå ind på hans kontor og spørge ham, eller skulle han vente på at samtalen kom hen på det.
Hvad nu hvis samtalen ikke kom ind på det emne overhovedet.
Hvad nu hvis Thomas var flov over det der var sket og ikke ønskede at tale om det?
Hvad nu hvis han ikke kunne komme til at tale med Thomas alene.
Lennart kendte sig selv godt nok til at han så bare ville udskyde det til en anden dag. Men var han ikke ved at løbe tør for andre dage. Hvor mange dage var der at udskyde det i. Skulle han ikke holde op med at arbejde sammen med Thomas. Han kunne jo ikke udskyde det i alt evighed.
Hans tid var ved at løbe ud.
Måske på mere end en måde.
Han så ud af vinduet.
Han for ud ad den åbne dør.
Han havde været så optaget af sine tanker at han helt havde overset stoppestedet hvor han skulle af.
Han hoppede ud af bussen, lige ned i en stor vandpytte. Typisk.
Hans skridt var tunge da han gik hen imod indgangen til laboratoriet.
Tunge var måske så meget sagt, det føltes snarere som om hans ben var lavet af gummi.
Nå der var ikke andet at gøre end at få det overstået.
Det ville måske blive meget værre når først han havde sagt det. Måske ville Clausen sende ham ud i marken hver dag, eftersom han ikke skulle blive på laboratoriet alligevel. Så var der jo ingen grund til at spilde tid med at lære ham op mere.
På den anden side var der måske så meget at lave at det var nødvendigt at han blev på laboratoriet og hjalp til. Der var trods alt ikke mange der vidste så meget om arbejdet i laboratoriet som Lennart, ud over Clausen selvfølgelig.
Lennart hængte sin jakke på knagen.
Clausen var ikke i laboratoriet.
Lyset var tændt, så han havde været der. Han var måske bare oppe i det lille tekøkken for at hente noget kaffe.
Kaffe. Det var måske ikke så dårlig en ide.
Lennart gik i gangen, og kunne ikke lade være med at se om der var lys på Thomas kontor, det var der ikke. Selvfølgelig ikke. De mødte jo sjældent før klokken halv ni.
Måske havde han taget nogle dage fri i forbindelse med helligdagene. Der dannede sig et lille håb i hovedet på Lennart.
Men det ville jo ikke være så godt alligevel. Hans tid var ved at løbe ud.
Fandens.
Clausen var ikke i køkkenet. Gad vide hvor han så var. Lennart hældte kaffe op i sit krus. Der var ikke noget mælk i køleskabet han kunne låne. Det vil sige at det var der, men det var fra før jul. Lennart hældte med væmmelse det sure mælk ud i vasken skyllede den og smed kartonen i skraldebøtten.
Da han åbnede døren til laboratoriet sad Clausen på en stol.
Han så bleg ud.
Lennart blev stående i døren. Det virkede som om at der var noget galt.
Clausen vendte sig og så på ham. Han smilede.
- Godmorgen Lennart.
Lennart lukkede døren bag sig.
- Godmorgen Clausen, er der noget galt?
Clausen hostede.
- Det er bare mig der er et gammelt fjols. Jeg tror at jeg stadig er tyve år. Jeg har spist lidt for godt her i julen, og troede at det ville være godt at cykle på arbejde i dag, for at få noget at julesulen smidt igen. Det var nok lidt for meget for denne gamle krop.
Lennart satte sig på en stol overfor Clausen.
- Er du syg, skal jeg ringe efter nogen.
Lennart blev bekymret, han havde aldrig set Clausen på denne måde.
- Nej, nej jeg skal bare sidde her og have min morgen kaffe og en smøg, så bliver jeg så god som ny igen.
Han lo.
- Du ser jo helt opskræmt ud knægt.
Lennart smilede tilbage. Det var jo ikke meningen at han ville skræmme Clausen. Måske var det hans dårlige samvittighed over at han skulle holde op, der kom nærmere nu da han så at Clausen ikke skulle være her for evigt.
Han havde virkeligt troet at det var ved at være slut med Clausen. Han havde jo været helt bleg.
Hvorfor skulle han altid over dramatisere alting.
Clausen havde jo bare taget for hårdt fat, måske havde han haft modvind på arbejde og det havde været lidt for anstrengende.
Et var helt sikkert. Lennart ville ikke fortælle Clausen om hans planer, hvis han ikke blev bedre i løbet af dagen.
- Nå Lennart har du haft en god jul?
Clausen så på Lennart samtidigt med at han tændte en cigaret.
En god Jul? Det kunne man vist ikke ligefrem sige.
Skulle han fortælle Clausen om Lene og barnet?
Det ville måske være en lettelse at komme af med det til en som ikke er fremmed men heller ikke er for tæt på.
Lennart tog en tår af sin kaffe og tændte sig også en cigaret.
- Har vi travlt i dag?
Han smilede skævt til Clausen da han spurgte.
- Ja som en i helvede, alle vores bore-crew har arbejdet røven af sig her imellem jul og nytår, så vi har cirka et tons prøver der skal analyseres.
Clausen grinede bredt.
Farven var ved at komme tilbage i hans ansigt.
Lennart tog nok en tår af sin kaffe.
- Næ det kan man faktisk ikke sige.
Clausen rynkede sin pande, og satte sig bedre tilrette.
- Faktisk har det været en lorte jul.
Lennart fortalte åbenhjertigt om alt hvad der var sket siden han og Clausen sidst havde siddet på laboratoriet og snakket.
Da han var færdig så han hen på Clausen. Clausen sad med en cigaret der for længst var gået ud, der var kun filtret tilbage.
Han opdagede nu at der ikke var ild i cigaretten, han lagde filtret i askebægeret og tændte sig en ny.
Lennart vidste ikke hvordan hans eget ansigtsudtryk var. Han var også ligeglad. Han følte en underlig fred med sig selv. Det var en rar fornemmelse at have fortalt det hele til nogen.
Det hele. Det vil sige ikke det hele, for den del med HIV mistanken havde han undladt. Det var lidt for personligt. Det passede ligesom ikke ind i alt det andet han havde fortalt .
Det var et kapitel for sig selv.
- Hvordan har du det med det?
Clausen så direkte på Lennart.
Lennart tænkte sig om. Hvordan havde han det med det. Det var en blandet landhandel.
- Det ved jeg faktisk ikke rigtigt.
Hans svar var undvigende, det kunne han godt selv høre.
Clausen hostede, så igen på Lennart.
- Jeg ved det ikke Lennart, men sådant som du fortalte det, kan jeg kun tolke det på en måde. Jeg ved ikke om det er rigtigt, men det er den måde jeg tolker det på.
Lennart kiggede på Clausen. Han ville gerne vide hvordan han tolkede det, men samtidigt var han ikke sikker på om han ville høre det fra nogen anden. Han havde jo sin egen tolkning inden i, og han var ved at vænne sig til den tolkning, måske ville Clausens tolkning rokke ved hans egen, og han var ikke sikke på om han havde lyst til det.
- Jeg henter lige noget mere kaffe, så kan du jo fortælle mig hvordan du tolker det, bagefter. Skal du have noget kaffe med.
Clausen strakte sig.
- Hvorfor tager du ikke en termokande med, vi skal alligevel ikke lave så meget andet end at drikke kaffe i dag.
Lennart smilede og rejste sig. Han havde aldrig set en termokande på laboratoriet før. Han vidste ikke om det var fordi Clausen ikke ville have det, eller om det var fordi cheferne ikke ville se det.
Nå det var jo også lige meget, der var jo så tyndt befolket i dag alligevel.
Der var trods alt mange som havde taget fri torsdag og fredag, så de fik en længere jul og nytårsferie.
Da han kom tilbage med termokanden med varm kaffe, havde Clausen taget sin hvide kittel på.
Uden at vente på Lennarts kommentar, svarede Clausen;
- Hvis der skulle komme nogen, så må de jo gerne tro at vi bare holden en lille pause, ikke?
Han smilede og satte sig igen.
Thomas Jakobs kontor havde været tomt. Det var en lettelse for Lennart samtidigt som at det irriterede Lennart. Det ville jo have været nemmere at komme til at tale med Thomas alene en dag som i dag, hvor de fleste kontorer var tomme.
Lennart hældte kaffe op i begge krus, og satte sig.
- Lennart, nu må du ikke tage det fortrydeligt op, for det er jo ikke sikkert at det er som jeg tror det er, det er bare sådant som jeg opfatter det, og du behøver ikke at kommentere det hvis du ikke har lyst.
- Jeg tager det ikke fortrydeligt op, det kan jo til og med være at du kan hjælpe mig med at sætte nogle ting i relief.
Lennart havde bestemt sig for at være åben. Om ikke andet at virke åben. Han behøvede jo ikke at bruge noget af det som Clausen sagde, men på den anden side kunne det jo aldrig skade at lytte til det han havde at sige.
- Lennart, det er noget forfærdeligt noget at miste et barn. Jeg har selv prøvet det med en af mine første kærester. Dengang var det ikke pænt at skulle have børn før man var gift, men det skete jo alligevel. Vi var jo ikke en skid bedre en unge nu, men det var bare ikke velset dengang.
Derfor tror jeg også at jeg læser dig rigtigt når jeg siger dette.
Jeg var knust over at have mistet et barn. Et barn der var en del af mig. Et barn som jeg havde været med til at skabe.
Jeg følte at en del af mig døde sammen med barnet, selv om jeg aldrig havde set, mærket, haft noget sammen med det, men den ubeskrivelige stolthed jeg havde når jeg fik at vide at jeg skulle være far. Tanken at jeg kunne lave børn. Tanken at jeg kunne være med til at skabe noget levende. Noget levende og så unik som et lille menneske.
- Jeg tror at du har haft samme fornemmelse, eller skal vi sige samme stolthed i din krop, har jeg ikke ret.
Lennart kunne ikke andet end at nikke.
Det var jo præcis den følelse han havde haft, selv om det kun havde været en kort tid, inden alle de andre tanker trængte sig på.
- Jeg har haft den samme fornemmelse hver gang jeg har fået at vide at jeg skulle være far. Men denne første gang var det noget andet.
Clausen små grinede.
- Ja jeg er sgu ikke bedre end alle andre. Pigen som var blevet gravid, var ikke nogen jeg havde tænkt mig at gifte mig med, hun var en pige, en pige jeg mødte til et bal. Ja, og når bajerne går ind, så begynder man at tænke med et andet hoved end det der normalt sidder højest.
Clausen tog et stort sug på sin cigaret, og så ud i luften.
- Hun så skide godt ud, store………ja du ved, men hun var ikke særlig smart. Faktisk mistede jeg alt respekt for hende da hun åbnede munden første gang.
Men for fanden hvor så hun godt ud.
Ja så skete der jo det, som der så ofte sker, vi gik ud i buskene, og hun blev gravid.
Lennart opdagede nok en ny side af Clausen. Han var om end endnu mere menneskelig en han hidtil havde troet.
- Jeg blev sgu stolt over at skulle være far da hun fortalte mig det. Men samtidigt var det jo noget skidt, for det var jo ikke lige hende jeg havde forestillet mig at jeg skulle gifte mig med. Det havde jo bare været nogle sjove ti minutter i busken.
Det ærgrede mig faktisk at jeg ikke havde tænkt med det øverste hoved, men sket var jo sket.
Lennart lod ham fortælle. Det virkede som om han befandt sig i den tid da det havde foregået, og han nænnede ikke at bringe ham tilbage til nutiden.
- Det gik så ikke bedre eller værre end en uge efter at hun havde fortalt mig det, jeg havde ikke fortalt det til nogen endnu, hvorfor ved jeg egentlig ikke, men det havde jeg ikke, men så kommer hun hjem til mig en aften, ligbleg og ligner en der har set døden i øjnene.
Clausen hældte mere kaffe op i sit krus.
- Hun så faktisk temmelig sølle ud. Jeg fik sgu helt medlidenhed med hende, selv om jeg syntes at hun var en dum gås.
Hun kom ind og satte sig på min sofa og græd som var hun pisket.
Det tog mig lang tid, og noget af min dyrebare snaps, at få hende så meget beroliget at hun kunne fortælle mig hvad det var der var så forfærdeligt.
Hun havde væltet på sin cykel, fået styret ind i siden af maven.
Det resulterede i at hun om natten aborterede.
Lennart studerede Clausens ansigt. Han kunne se at der for skygger af følelser over Clausens ansigt.
Han sagde stadig ingenting. Det var bedst at lade Clausen fortsætte uden afbrydelser.
- Jeg blev sgu ked af det Lennart. Jeg blev helt ærligt ked af det. Jeg følte at jeg havde mistet noget. Noget som jeg aldrig rigtigt havde haft noget forhold til, men alligevel var det som om jeg mistede en lille del af mig selv.
Clausen vendte hovedet og så på Lennart for første gang under hans fortælling.
- Har du ikke også følt det?
Lennart kunne mærke kuldegysningerne løbe ned langs hans rygsøjle.
En sorg han ikke vidste han havde, skyllede ind over ham. Sorgen for den lille skabning som aldrig ville se dagens lys. Den lille skabning som var en lille del af ham selv.
Han svarede ikke, han nikkede bare.
Clausen så igen ud af vinduet.
- Men det værste af det hele var den anden følelse der dukkede op samtidigt.
Clausens udtryk forandrede sig fra intetsigende til et bittert udtryk.
- Jeg blev faktisk lidt glad. Glad er måske ikke ordet. Lettet.
Jeg følte mig lettet.
Lettet over at jeg ikke skulle gifte mig med hende. Nu var der jo ingen grund til det længere, jeg skulle jo ikke være far til hendes barn. Der var ingen der kunne forvente at jeg giftede mig med hende. Jeg havde pludselig ingen forpligtigelser over for hende.
Jeg havde ondt af hende. Jeg havde faktisk frygtelig ondt af hende, for det var måske hendes eneste mulighed for at blive gift. Jeg havde nemlig fundet ud af at hun var det man kaldte “let på tå”. Hun havde været med de fleste unge mænd fra omegnen i buskene. Så der var ingen der havde lyst til at gifte sig med hende.
Sådant var det dengang. Alle de unge knøse ville gerne dyppe ettallet, men når man skulle gifte sig, så skulle det være med en af de pæne piger.
Jeg ved nu ikke om det så meget var os unge der så sådant på det, det var vist mere alle andre i sognet. Folk var om end endnu mere dobbelt moralske dengang end de er nu.
Jeg havde virkelig ondt af hende stakkels tøs. Bare fordi hun lod sine lidenskaber komme til live.
Gad vide hvad der er sket med hende.
Clausen drak noget kaffe og tændte sig en ny cigaret.
Lennart gjorde det samme.
- Nå men vi stoppede i hvert tilfælde med at ses.
Clausen så smilende på Lennart.
Han blev alvorlig igen.
- Det jeg prøver at fortælle Lennart er at, jeg skammer mig den dag i dag, over den følelse af lettelse eller glæde om du vil, som jeg følte da jeg fik at vide at der ikke blev noget barn alligevel.
Det er den mest kaotiske følelse jeg nogensinde har følt.
- Jeg hadede mig selv for at jeg var lettet over at et liv, oven i købet et liv som bar en del af mig i sig, ikke var blevet til noget.
Skammede mig fordi jeg følte glæde og lettelse over at alting ville blive meget nemmere og måske bedre for mig selv.
Clausen så på Lennart og holdt hans blik fast.
- Jeg tror at du har den samme følelse Lennart.
Lennart sank en klump. Det var jo præcis den følelse han havde. Og han hadede sig selv for det.
- Lennart, jeg kan ikke give dig opskriften på hvordan du skal komme dig over den følelse, hvis du altså har den. Men når jeg ser tilbage, så synes jeg ærlig talt ikke at det har været alle de dage og timers spekulationer værd.
Det bliver ikke bedre af at du går og giver dig selv en masse skyld. Det er sket Lennart, og det var ikke noget du ønskede skulle ske, det skete bare, det er skæbnen. Og når skæbnen går den vej, så er det bare naturligt for os mennesker at prøve at finde noget godt i det, noget godt vi kan bygge videre på.
Jeg nægter at tro på at du inderst inde ville bede Lene om at få en abort, bare fordi det ville være mere belejligt for dig lige nu. Havde Lene fået et barn, så ville situationen se helt anderledes ud, og så ville du også have prøvet på at finde det gode i den situation, noget godt du kunne bygge videre på.
- Som jeg sagde Lennart, så ved jeg ikke om du har de følelser, det var bare den måde jeg tolkede det på da du fortalte det.
Lennart vidste ikke hvad han skulle sige, eller hvordan han skulle reagere.
Det var jo ikke på samme måde eller rettere helt samme situation, men reaktionerne og følelserne var de samme.
Han kunne jo egentlig ligeså godt indrømme det over for Clausen, han havde jo fortalt hele historien til ham, så han kunne vel også lige så godt få det hele at vide. Det kunne jo være at det ville hjælpe ham endnu mere at få snakket det hele igennem, og det virkede jo som om Clausen gerne ville tale om det. Det kunne jo også være at det ville være en hjælp til Clausen selv. Det var jo ikke sikkert at han nogensinde havde haft nogen at tale med, nogen der ville kunne forstå de følelser han gav udtryk for, og det var helt klart at han kunne huske det lige så tydeligt som var det i går. Det havde ikke været svært at tyde hans ansigt da han sad og fortalte om det. Det pinede ham stadig.
Lennart havde ikke sagt noget i lang tid. Han rømmede sig.
- Jeg troede at det var mig der var noget galt med. Jeg skammer mig over den tanke at det måske var bedst sådant.
Faktisk føler jeg præcis det du beskriver der. Jeg er lettet men samtidig hader jeg mig selv for det.
Clausen nikkede.
- Som jeg sagde Lennart, så tror jeg at det er noget du skal prøve at komme dig over, for jeg har grundet over det i alle disse år, og jeg har det stadig siddende i mig. Men jeg tror at det ville have været meget bedre at jeg havde taget tag i det, og så forsøgt at komme over det, for alt det jeg har grundet , har ikke hjulpet mig eller min samvittighed en skid.
Lennart nikkede. Han forstod godt hvad Clausen sagde, men han vidste også at den skyldfølelse ville blive svær at komme af med.
- Jeg forstår godt hvad det er du prøver at sige til mig, men jeg kan ikke overskue hvordan jeg skal kunne komme den følelse kvit.
Clausen slukkede sin cigaret.
- Jeg ville gerne kunne give dig svaret, men jeg har det ikke.
Han trak på skulderne.
Clausen kiggede på uret. Klokken var ved at være halv tolv.
- Vi må hellere få noget at spise, det ville jo være en katastrofe hvis vi glemte vores frokostpause.
Clausen rejste sig grinende for at hente sin madpakke.
Lennart havde ingen madpakke med, han hadede madpakker, og i morges var han absolut ikke i humør til at stå og smøre madpakker.
Han tog i stedet et krus kaffe mere, han tændte ikke en ny smøg, eftersom Clausen skulle til at spise.
Clausen kiggede forundret på ham.
- Skal du ikke spise?
Lennart rystede på hovedet.
- Nej jeg har ingen mad med, og jeg er egentlig heller ikke særlig sulten.
Han kunne også købe noget i kantinen, hvis den altså havde åbent i dag.
- Jeg tror faktisk ikke at kantinen har åbent i dag.
Clausen åbnede sin madpakke.
Lennart kunne se de to øverste halve stykker rugbrød. Det var to med leverpostej. Den ene med rødbeder og den anden med syltede agurker.
Clausen kiggede lidt modløst på de to halve.
- Jeg er faktisk heller ikke særlig sulten, men jeg får skideballe hvis jeg ikke spiser min madpakke, for så spiser jeg for meget når jeg kommer hjem til aften.
Han grinede.
Lennart kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Tænke sig fru Clausen give Clausen skideballe. Tanken var lidt morsom.
- Det er ikke noget særligt, men gider du ikke at hjælpe mig igennem det her læs af indpakket mad.
Clausen så på Lennart, og med en fejende bevægelse med hånden tilbød han Lennart at tage af hans madpakke.
Lennart tog grinende imod hans tilbud.
- Alt for at hjælpe en ven i nøden.
Tanken at han kaldte Clausen for sin ven, slog ham pludselig. Han havde egentlig aldrig tænkt på Clausen som en ven, men det var han jo. Her sad de og delte sorger og glæder. O.k mest sorger, men er det ikke også med sine venner man deler sine sorger?
De spiste i stilhed.
Hver med sine tanker rumsterende i hovedet.
Lennart spiste fire halve. Det var halvdelen af madpakken. Så havde han vist gjort sin del for at Clausen ikke skulle få skideballe når han kom hjem.
For øvrigt var han også mæt efter det tredje.
Den sidste halve, med rullepølse, sky og rå løgringe, spiste han mest fordi han godt kunne lide det, og rullepølsen så ud til at være hjemmelavet, der var nemlig ikke meget fedt i den. Lennart kunne ikke døje rullepølse med meget fedt, og slet ikke hvis det var tykke skiver.
Denne var god. Gad vide om det var fru Clausen der havde lavet den her til jul.
Da de sidste krummer var fortæret, krøllede Clausen mellemlægs papiret og stanniolen sammen til en kugle, som han elegant kastede hen i skraldespanden.
Det havde han vist prøvet før. Men hvis Lennart kendte ham ret, så havde skraldespanden også stået der på samme plads alle de år Clausen havde arbejdet i Scandi Geoteknik.
- Nå så bliver den lille kone glad igen i aften.
Clausen smilede og hældte mere kaffe op til både ham selv og Lennart.
- Ved du om cheferne er her i dag, eller holder de fri?
Han kunne jo lige så godt få det overstået.
Clausen så på ham. Det var tydeligt at han undrede sig over hvad Lennart skulle med dem.
- Jeg tror faktisk at de holder fri til på mandag. Det er vist din ven Thomas Jakobs der er højest på strå i dag.
Lennart fik en klump i halsen.
Så var det altså alligevel i dag det store slag skulle stå.
Lennart vidste inderst inde at det måtte være i dag han skulle konfrontere Thomas med spørgsmålet, der ville sikkert aldrig komme et bedre tidspunkt.
- Sig mig hvornår lærer du det dit skvat, der kommer aldrig et bedre tidspunkt.
Stemmen rungede i hovedet på Lennart.
Lennart valgte at overhøre det.
Han tog en tår af sin kaffe. Han ville gøre det lidt senere i dag, men absolut i dag.
Døren var lukket.
Han bankede på.
Han vidste ikke om han ønskede at der kom et svar.
Hvis der kom et svar var han nødsaget til at gennemføre det, hvilket jo var meget godt, men på den anden side, hvis der ikke kom noget svar, så måtte han jo vente til en anden dag.
- Kom ind.
Lennart tog en dyb indånding, og åbnede døren.
Thomas vendte sig mod døren. Han smilede.
Lennart lukkede døren bag sig.
- Hej Lennart, tak for sidst. Thomas smilede bredt. Lennart kunne mærke at han blev rød i hovedet.
Han fik fremstammet et spagt; selv tak.
Skulle han gå direkte til sagen eller skulle han vente på at Thomas måske selv kom ind på det. Han var nød til at sige det selv, for hvad nu hvis Thomas overhovedet ikke kom ind på det emne, så kunne de bare sidde der og snakke om vejret, og det ville være for pinligt.
- Thomas, du må undskylde at jeg buser sådant ud med det, men der er noget jeg må spørge dig om.
Han så på Thomas, var der nogen reaktion?
Thomas lænede sig tilbage i sin store læder drejestol.
Var det et godt tegn? Var det ikke en forsvars position, burde han ikke havde lænet sig ind over bordet, frem mod Lennart?
Lennart blev pludselig mere nervøs, end han havde forestillet sig at han ville blive. Det ville måske ikke blive så nemt som han havde håbet på.
Han så ned i bordet. Han havde ikke lyst til at kigge op og se Thomas´ hårde øjne. Det var helt sikkert at Thomas ville synes at han var en billig ……ja hvad de nu en hed når det var af hankøn.
Lennart tvang sig til at se op. Thomas sad med et nærmest nysgerrigt udtryk.
- Ja, hvad er det du vil spørge mig om Lennart?
Det er faktisk lidt pinligt, men der er noget jeg er kommet til at tænke på.
Thomas forholdt sig tavs.
- Vi havde jo fået lidt at drikke sidst vi så hinanden.
Thomas grinede.
- Ja det er da vist mildt sagt, jeg håber ikke at du vil have mig til at huske noget jeg har sagt.
Lennarts mave frøs til is, ville det sige at han ikke kunne huske noget som helst, ville det sige at Lennart ikke kunne få svar på sit spørgsmål, skulle han gå i uvisheden igen?
- Næ egentlig ikke noget du sagde.
Han var forbavset over sin egen åbenhed. Forbavset over at han kunne være så ligefrem.
Thomas sad med et smørret grin. Han lænede sig ind over skrivebordet, så hans ansigt var tæt på Lennarts.
- Er der noget du gerne vil have demonstreret igen?
Lennart blev om end endnu mere rød i hovedet, men han kunne heller ikke lade være med at smile.
- Thomas…….. jeg er kommet til at tænke på om I brugte noget beskyttelse.
Lennart så Thomas i øjnene. Han ville se ham i øjnene når han svarede, for han var sikker på at han kunne se om han løj.
Thomas rynkede brynene og så ned i bordet. Han tænkte.
Lennarts hjerte hoppede et par slag over.
Han vidste det ikke.
Thomas kiggede igen Lennart i øjnene.
- Jeg sidder lige og tænker mig om. Jeg ved at jeg gjorde, det gør jeg altid. Både for andres skyld, men så sandelig også for min egen.
Men om Benny gjorde det, det husker jeg ærlig talt ikke, I’m sorry.
Lennart kunne bide sig selv i tungen. Selvfølgelig havde Thomas brugt noget, han var jo en o.k fyr. Han skammede sig over at han overhovedet havde tænkt tanken.
Thomas lagde sin store hånd på Lennarts.
- Men jeg er faktisk glad for at du spørger, for det viser bare at du tænker dig om.
Lennart kunne ikke lade være med at smile af det ironiske i det. Havde han tænkt sig om, så havde han aldrig været i denne situation, og han havde aldrig behøvet at skulle spørge Thomas om noget så pinligt.
- Jeg er ked af at skulle spørge dig om sådant noget, men jeg ville bare gerne være sikker, for det har virkelig gået mig på.
Thomas klemte hans hånd.
- Det er et godt tegn, det skal fandeme gå dig på, for det er ikke noget at spøge med. Hvis du vil, så kan jeg godt spørge Benny næste gang jeg ser ham.
Der var intet Lennart hellere ville.
- Hvis du ikke synes at det bliver for pinligt.
Thomas lænede sig grinende tilbage i stolen.
- Nej, det skal være mig en sand fornøjelse at spørge ham. Og nej det er ikke pinligt, og jeg skal nok lade være med at fortælle ham, at det er dig der gerne vil vide det. Jeg lader som om at det er mig der den store faderlige og ansvarlige førsteelsker.
Han lo, og Lennart lo med. En dejlig befriende latter. Nu ville han da i hvert tilfælde ikke være tvungen til at vente de fire måneder før han kunne få et svar.
Det slog Lennart. Han skulle jo holde op. Hvordan kom han så i kontakt med Thomas. Han var nød til at fortælle Thomas at han skulle holde op.
- Thomas, der er også noget andet jeg må fortælle dig.
Han kunne jo ligeså godt tage tyren ved hornene nu han var ved det.
- Thomas, jeg har fået et andet arbejde.
I samme øjeblik han sagde det, vidste han at han også var nød til at sige det til Clausen, for han skulle høre det fra Lennart selv, ikke ad omveje, det havde han ikke fortjent.
En knugende fornemmelse i maven. Men det var når alt kom til alt nok bedst at få det hele overstået på en gang. Så var der ikke mere at tænke over.
- Ja så, hvor og hvornår. Thomas så overrasket ud.
- Jeg har søgt ind som konstabel i flyvevåbnet. Jeg skal starte i marts.
Thomas virrede lidt med hovedet.
- Øh det er jo snart. Hvorfor? Kan du ikke lide at være her?
- Jo jeg kan, men jeg har lyst til at prøve noget nyt. Og kan jeg ikke lide det, ja så må jeg jo prøve noget andet eller noget helt tredje.
- Eller komme her tilbage. Thomas kneb øjnene lidt sammen. Du er jo faktisk meget vellidt her, ja ikke kun af mig og på grund af det, men bosserne og Clausen synes godt om dig, og du kan jo dine ting, som du for øvrigt ikke har været særlig lang tid om at lære, if I may add.
Lennart blev genert. Han var ikke særlig god til at modtage ros.
- Jeg er ked af at du forlader os, men jeg kan godt forstå at du gerne vil prøve dine vinger mens tid er. Jeg var nok bare heldig at jeg fandt min pind i første forsøg.
Han så Lennart dybt i øjnene.
- Betyder det så også at vi ikke skal ses mere?
Spørgsmålet kom bag på Lennart.
Det havde han egentlig ikke skænket en tanke. Han havde aldrig tænkt på at Thomas gerne ville se ham igen. Havde det ikke bare været en engangsforestilling? Havde det ikke bare været fordi situationen opstod, og Thomas så sit snit til at få tilfredsstillet et øjeblikkeligt behov?
Lennart blev forvirret.
Han så på Thomas. Det var vist ikke tilfældet. Thomas så alvorlig ud, ja næsten en lille smule ked ud af det.
Det rørte Lennart et sted dybt inde i hans bryst. En rar, varm fornemmelse.
- Jamen jeg troede…….
- Du troede at det bare var for at få noget på den dumme, nu hvor lejligheden bød sig. Thomas afbrød ham.
Lennart nikkede.
- Jeg kan godt lide dig dit lille fæ. Jeg troede at jeg havde vist dig det tydeligt nok, men det har jeg åbenbart ikke.
Lennart var lige faldet ned fra månen. Han vidste ikke hvad han skulle sige.
Thomas Jakobs kunne godt lide ham.
- Jeg vil meget gerne se dig selv om jeg ikke arbejder her, hvis du altså virkelig mener det.
Lennart kunne stadig ikke rigtig forstå det.
- Du har vist ikke særlige høje tanker om dig selv, hva´?
Thomas slap ikke hans blik.
- Næ måske ikke. Lennart kiggede ned på det store egetræs skrivebord.
- Her er mit kort, der er både telefonnummeret her til, og mit privatnummer. Jeg har allerede dit nummer, jeg har slået det op, men jeg har ikke ringet, eftersom du bor sammen med en.
Lennart smilede, det var lidt sjovt at Thomas havde slået hans telefonnummer op, så mente han måske alligevel det han sagde, hvorfor skulle han ellers gøre sig den ulejlighed.
- Nå jeg må vist også hellere komme tilbage til arbejdet. Lennart rejste sig.
Arbejde, ja vist, de havde drukket kaffe hele dagen, og det var også planen for resten af dagen. Men han synes at det var et godt tidspunkt at slutte samtalen, den havde været mere positiv end han havde turde håbe.
Clausen stod og rensede en af tromlerne til jordprøver.
Han vendte sig da Lennart kom ind.
- Det var I da ikke længe om. Han kluk lo da han sagde det.
Lennart kunne heller ikke lade være med at grine.
- Længe om hvad?
- Ja hvad det nu var I skulle. Clausen vendte sig mod tromlen igen.
- Nej, jeg er jo ikke så længe om så lidt. Lennart satte sig ved bordet.
- Skal jeg hjælpe dig?
- Nej jeg er færdig nu, men du kan da hente noget mere kaffe, hvis vi ellers kan tåle mere.
Lennart syntes at han havde fået mere end rigeligt kaffe for i dag. De havde drukket kaffe siden i morges, og klokken var snart tre. De havde fri om en time.
- Jeg tror ikke at min mave kan klare mere, men jeg vil da gerne hente noget til dig hvis du vil have.
Clausen kom hen til bordet.
- Hvor mange var der på “chef-gangen” ?
- Der var vist kun Thomas…….. jeg mener Jakobs.
Clausen stak i en latter.
- Du behøver sgu ikke at spille hellig over for mig din lille gris. Han lo igen.
Lennart kunne mærke farven stige op i hans kinder.
Hvor idiotisk. Clausen vidste det jo godt, men det var en refleks der havde fået ham til at rette det til Jakobs.
- Nå siden det lige har været jul og nytår, så kan vi vel godt gøre en undtagelse. Vi siger bare at vi har taget fri klokken tre, hvis altså nogen spørger.
Lennart anede ikke hvad han talte om
Uden yderligere forklaring forlod Clausen laboratoriet.
Lennart sad tilbage og følte sig som et dumt får. Sådant havde Clausen aldrig teet sig før. Hvad mente han med at de havde taget fri klokken tre, hvis nogen skulle spørge.
Han fik svaret da Clausen kom tilbage med to øl i hånden.
Lennart var chokeret. Han havde aldrig nogensinde troet at han skulle se Clausen drikke øl på laboratoriet.
Det syntes tydeligvis i hans ansigt, for Clausen begyndte at le da han så Lennarts udtryk.
- Bliv nu ikke skræmt lille ven, ja jeg ved godt at det ikke hører til dagligdagen, men det er jo heller ikke dagligdag i dag eller hvad?
- Det må vel være det man kalde en fyraftens bajer, eller hvad? Lennart kunne ikke lade være med at smile. Clausen var åbenbart fuld af overraskelser.
Lennart vidste efterhånden godt at han var lidt af en ræv, men alligevel.
- Ja man bliver jo ædt op inde fra med alt det kaffe, det kan være at en øl kan lappe nogle af hullerne.
Clausen åbnede øllene og stillede den ene foran Lennart.
De skålede og tog en tår.
Lennart vidste at det var nu han skulle sige det.
Han tændte sig en cigaret.
- Clausen, der er noget jeg bliver nød til at fortælle dig.
Clausen så på ham.
- Ja så, det lyder alvorligt.
- Det er det måske også. Lennart vidste ikke rigtig hvordan han skulle begynde.
- jamen så spyt da ud knægt. Clausen tog en mundfuld af sin øl.
Lennart tog også en slurk af sin.
- Jeg ved godt at det ligesom ligger i luften at jeg skulle tage laboratoriet over efter dig.
- Men det har du ikke lyst til, er det det du vil fortælle mig?
- Nej, og alligevel jo. Jeg har nemlig fået et andet arbejde.
Clausen studerede Lennart et kort øjeblik.
- Nå hvad er så det for et arbejde?
Lennart sank et par gange inden han svarede.
- Jeg skal starte som konstabelelev i flyvevåbnet her til marts.
Nu var det altså sagt, åh gud lad ham tage det pænt.
Clausen bankede Lennart i ryggen.
- Det er sgu det mest fornuftige jeg har hørt længe. Jeg er ligeglad hvad folk siger om militæret, men det er sundt at komme hjemmefra, og prøve kræfter med noget helt andet, og jeg tror at du vil finde ud af at det er noget helt andet. Vi kunne godt bruge lidt mere kæft, trin og retning i det her forbandede samfund, men nej det må man jo ikke, så overtræder man jo alle de forskellige love og regler om diskrimination og hvad ved jeg.
Han rystede opgivende på hovedet.
- Du mener altså at det er et godt valg? Lennart kunne knap tro sine egne ører.
- Ja ikke fordi jeg mener at du trænger til det, men jo alle har godt af at komme ind og springe. Der lærer man lidt om normer og værdier på en måde som man ikke lærer andre steder. Ja det er da hvis ikke også pædagogerne har fået deres indflydelse gældende derinde. Det kan jeg nu ikke tro. Men det skal såmænd nok komme med tiden, bare vent.
Lennart smilede, det lød næsten som om det var hans far der sad og talte.
Resten af dagen gik med at høre om Clausens tid som rekrudt. Det var faktisk ret sjovt, og da Lennart kørte hjem glædede han sig ligefrem til at skulle alle de strabadser igennem. Clausen havde fået det til at lyde så sjovt selv om det vist ikke havde været det hele tiden.
Lennart havde ikke haft nogen problemer med sin chef. Han havde stukket ham en hvid løgn om at han ikke havde trukket frinummer, og chefen havde beklaget på hans vegne, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Han håbede at Lennart ville komme tilbage når de ni måneder var gået. Det var rart at vide at man havde et arbejde at komme tilbage til, hvis nu det alligevel ikke var det han havde drømt om, det der militær liv.
Ironisk nok skulle Lennart arbejde i marken det meste af januar og februar, ikke fordi at Clausen var fornærmet, men de var kommet bagud med markarbejdet, og Lennart var nød til at hjælpe til derude. Han var stadig til tider i laboratoriet, for selvfølgelig var der også meget at lave der, når de kørte så hårdt på ude i marken.
Inden han fik set sig om, så var det den sidste arbejdsdag.
Lennart kunne ikke lade være med at tænke på om det nu også havde været så smart at søge ind til forsvaret, han vidste jo ikke hvad det var han gik ind til, han vidste trods alt hvad han havde nu.
Men han havde jo skrevet under på kontrakten, så der var ligesom ikke nogen vej tilbage.
Lennart skulle være på laboratoriet den sidste dag, eftersom det var snestorm, og de kunne ikke arbejde i marken.
Hele dagen måtte han høre dårlige vittigheder om soldaterlivet, og dumme kommentarer som; ” stå ret når jeg taler til dem”, eller; “det er i orden soldat, stå bare rør”.
Det hele var sagt i en god tone, og Lennart syntes egentlig også selv at det var meget sjovt.
Da han skulle hjem kom Clausen hen til ham. I hånden havde han en lille pose lavet af stof.
- Den skal du have, så du ikke glemmer det gamle fjols du har måtte døje med.
Han rakte Lennart posen.
Lennart tog den, og løsnede snoren der snørede posen sammen.
Inden i lå der forskellige små stenprøver.
Lennart fik en klump i halsen, og han kunne mærke at der kom mere væske i øjnene en der burde være.
Hans hals snørede sig sammen, og han kunne ikke sige noget.
Han så på Clausen. Han ville ikke græde, det ville være for åndssvagt. Han havde jo ingen følelser over for Clausen.
Herre gud, hvem prøver du på at narre Lennart. Indrøm dog at du har fået et tæt forhold til den gamle mand, gennem de sidste måneder. Uden at Lennart havde tænkt over det havde Clausen kommet tættere på Lennart end han selv havde troet mulig. Han ville komme til at savne samtalerne med Clausen i laboratoriet. Clausen repræsenterede noget trygt, noget næsten faderligt.
I stedet for at sige noget, gav han Clausen et stort knus.
- Så nu må du vist hellere tage hjem, inden jeg begynder at blive sentimental.
Clausen skubbede blidt Lennart væk.
Lennart kunne se at også Clausen var berørt af situationen, hans øjne var røde.
Lennart nikkede.
- Jeg skal aldrig glemme dig, tak for din tålmodighed med mig, og………tak for din måde at være på.
Clausen dunkede ham på skulderen.
- Held og lykke med det knægt, og du ved jo at der altid er en plads ledig til dig her.
Lennart nikkede og skyndte sig ud af døren.
Da han var kommet i sikker afstand af bygningen, lod han tårene løbe frit.
Han knugede den lille pose med sten der lå i hans lomme.
Hans far insisterede på at køre ham til toget.
Det var dagen før han skulle starte. Lennart tog nattoget til Aalborg, på den måde ville han være på Aalborg station en god halv times tid inden den militære bus ville hente dem.
Det var alt sammen tilrettelagt og beskrevet i det brev Lennart havde fået en uge før han skulle starte.
Han havde sommerfugle i maven. Det uvisse han skulle møde. Hans far lignede en stolt pave. Tænke sig at hans søn skulle starte i forsvaret.
Lennart var på sin måde stolt over at han kunne gøre sin far stolt. Han kunne ikke lade være med at små grine. De var sgu et kønt par.
Lennart havde ikke pakket alverden, for i brevet havde der stået at de kun skulle medbringe det allermest nødvendige samt toiletsager. Det var vel også lige meget med en hel masse civil tøj, eftersom han nu skulle til at gå i uniform.
Hans far fulgte med op på perronen. Der var ingen der sagde noget. Det var ligesom om de var en smule fremmede over for hinanden.
Da toget kom, rakte hans far hånden frem.
- Kan du nu have det så godt, du kan jo lade høre fra dig, så vi ved hvordan det går med dig.
Lennart trykkede hans fars hånd.
- Det skal jeg nok, om ikke andet så skriver jeg et brev eller et kort, det er jo ikke gratis at ringe.
Han gik op i toget.
Han skulle et par coupeer ned ad gangen før han fandt sin plads. Han smed sin taske ind på sin køje og gik så ud på gangen igen.
Han ville lige sige farvel igen til sin far, og så kunne han også få sig en godnat smøg.
Hans far vinkede da toget begyndte at køre, Lennart vinkede tilbage.
Da han havde røget færdigt gik han ned på toilettet og børstede sine tænder.
Det var lidt af den omvendte rækkefølge. Han plejede altid at børste tænder inden han tog sin godnat smøg. Der var ikke noget bedre end at ryge når man havde den gode smag af tandpasta i munden, men nu var det altså lige omvendt.
Han smilede ved sig selv. Han kunne jo bare tage en til godnat smøg, han havde jo hele natten på sig. Det var jo ikke engang sikkert at han kunne sove i den trange coupe.
Han var alene i coupeen. Han kiggede på de små skilte uden for coupeen. Der var nogen der skulle stå på senere, så det var måske en god ide at komme til køjs, og se om man kunne sove inden der kom en hel masse der ville snakke. Han vidste jo ikke hvad morgendagen ville bringe.
Toget rokkede sig af sted gennem natten.
Ja du gamle, så er toget sgu kørt!
Lennart sov.
- Godmorgen de herrer, så er det Aalborg om små tyve minutter.
Konduktøren stod smilende i døren. Lennart missede med øjnene mod lyset der strømmede ind gennem den åbne dør.
Ham fik mumlet noget der lignede godmorgen. Han var ikke sikker på om konduktøren hørte ham, han var heller ikke sikker på om han forventede et svar.
Rundt om i coupeen lød der mumlen og køjerne knagede efterhånden som folk prøvede på at vikle sig ud af lagner og tæpper.
Lennart var stiv i hele kroppen. Køjen var vist ikke lavet til folk over en meter og halvfjerds. Han havde måtte krølle sig sammen for ikke at hovedet skulle bumpe ind i væggen. Ikke videre behageligt.
Han forsøgte at strække sig, det var ikke videre nemt i en køje der er for kort. Han måtte strække kroppen ad flere gange. Hmmm, det var vist bedre at stå op, inden alle andre gjorde det, der var ikke ligefrem meget plads på gulvet.
Der var i løbet af natten kommet yderligere to ind i coupeen. Den ene en ældre fed mand. Han havde ikke noget hår på hovedet, meget lidt i hver tilfælde. Lennart kunne ikke særlig godt lide når mænd var så fede. Han kunne dårlig nok have sin mave i køjen, uden at den stødte på køjen over ham.
Den anden en mand midt i fyrrene. Han lignede en typisk sælger, den solarium brune type med velklippet hår og et smil han kunne tage på når han ville, der uden tvivl ville afsløre et sæt helt lige meget hvide tænder.
Lennart hoppede ud af køjen, han ville forsøge at komme på toilettet inden alle andre også fik samme ide.
Selvfølgelig var der kø ved toilettet. Det var ikke særlig vel gennemtænkt at alle skulle dele det ene toilet der var i vognen.
Nå, det blev endelig hans tur. Det var en middelalderlig dame der havde stået derinde i ti minutter. Hvorfor skulle kvinder altid bruge så lang tid på et toilet, specielt når der var cirka tyve andre der også skulle til.
Lennart tissede og børstede sine tænder. Det tog cirka tre minutter. Se hvis alle gjorde det så hurtigt.
Han stillede sig i gangen med sin taske. Han åbnede vinduet og tændte sig en smøg.
Lennart lænede sig ud af vinduet og indåndede den morgenfriske luft, alt i mens toget kørte ind på Aalborg station. Lennart kunne mærke hvordan frosten bed ham i næse og lunger, som om at den ville rense ud og sige, nu starter vi på en frisk.
Så er det nu Lennart, nu starter en ny epoke af dit liv, gør nu noget ved det.
Fast besluttet på at gøre sit bedste med sit nye liv, steg han de to trin ned på perronen på Aalborg station.
Da han kom ud foran stationen så han med det samme den store grønne militær bus. Den var tom foruden chaufføren.
Skulle han stige ind som den første? Hvad skulle han sige til chaufføren?
Han kunne jo selvfølgelig også gå en runde rundt på stationen, og håbe på at der i mellemtiden var kommet nogle andre, så han ikke var den første.
Han så på uret, klokken var tyve minutter i otte. Der var jo masser af tid, bussen ville ikke køre før klokken otte. Det stod der i hans papirer.
Lennart begyndte at gå rundt om stationen. Det ville sikkert også gøre ham godt at gå lidt, efter det mareridt af en køje i toget.
Han gav sig god tid. Han skulle jo ikke skynde sig. Der var sikkert ikke kommet andre endnu. Han så igen på uret. Et kvarter i otte. Han begyndte at gå hurtigere, han skulle jo heller ikke komme for sent.
Pyh, bussen holdt der stadig. Der var en der var ved at mase sin bagage ind bag i bussens bagagerum. Lennart så det nu. Hele bussen var fyldt. Det var endnu værre en da den var tom. Hvad nu hvis der ikke var nogle tomme pladser. Ville de så tro at han var typen der altid kom for sent. Hvorfor havde han dog ikke bare sat sig ind da den var tom.
Han satte sin taske ind oven på alle de andre. De fleste var sportstasker som hans egen.
Chaufføren sad og gloede ud ad sit sidevindue. Han var tydeligvis ikke interesseret i at tale med nogen.
Lennarts hjerte bankede vildt da han steg op i bussen. Han synes at der lugtede underligt i bussen.
Der var ingen tomme sæder, så han skulle altså sidde ved siden af en eller anden. Han begyndte at lede efter nogen der så flinke ud.
Bagerst i bussen sad der en der vinkede til ham. Underligt. Lennart vidste ikke af at han kendte nogen her. Han gik ned mod ham der vinkede.
Så var der alligevel en højere magt. Han kendte ham jo godt. Det vil sige det gjorde han jo ikke, de havde været til optagelsesprøve sammen, men Lennart kendte ikke engang hans navn, han kunne huske hans nummer, han havde haft nummer tolv, og Lennart havde haft nummer otte.
Det var nu også lige meget, det var utrolig fedt at møde nogen man havde set før.
- Nå så du kom også igennem?
Lennarts spurgte den mørkhårede fyr inden han satte sig.
- Ja, er det ikke bare fedt.
De grinede fjoget begge to.
- Ja da jeg fik at vide at jeg var kommet i pulje som den første, ville jeg ikke blive siddende i venterummet for at høre jeres svar, det synes jeg virkede lidt for åndsvagt. Det kunne jo nemt blive misforstået som om at jeg bille prale eller sådant noget.
Lennart forsøgte at forklare hvorfor han ikke vidste hvem der kom igennem.
- Det er kun os to fra vores hold der er kommet igennem.
Den mørkes øjne lyste af iver.
- Jeg hedder for resten Lennart, vi kan vel ikke blive ved med at kalde hinanden et nummer.
Lennart rakte hånden frem mod den mørke.
- Jeg hedder Erik, for resten kan jeg godt huske at du havde nummer otte.
Han trykkede Lennarts hånd.
- Ja og du havde nummer tolv.
De grinede begge igen.
- Var du også skide nervøs da du skulle ind til kommission ?
Erik talte hurtigt og højt.
Lennart tænkte på hvor underligt det var at sidde her og tale med Erik, en fyr som han faktisk ikke kendte, men alligevel talte de som om det havde kendt hinanden i flere år.
Efter noget tid så en af de forreste i bussen et jagerfly der lagde an til landing.
Bussen var ved at kæntre da alle ville til vinduerne i samme side, for at se flyet.
Det var en der vidste at det var en F-104 også kaldet en Starfighter.
Lennart anede ikke hvad den hed, men den var imponerende som den brølende kom ind over landevejen.
Alle snakkede ophidset om oplevelsen. En på sædet foran Lennart mente at det fedeste i hele verden måtte være at være pilot.
Tanken forekom Lennart en drøm. Det var meget få mennesker der kunne blive pilot, så meget vidste han da.
Snakken af tog snart efter. Det var som om at jagerflyet havde påmindet alle om at nu var de snart ved flyvestationen.
Også Erik blev tavs.
Lennart så på det kilometer lange hegn der om kransede flyvestationen. Han lagde mærke til at der var pigtråd øverst oppe.
Da de drejede ind ad hovedvagten så Lennart på de store låger der skulle holde uvedkommende ude.
Han kom til at tænke på brevet han havde modtaget fra rekrutteringen. Der stod at de ikke måtte forlade flyvestationen den første uge.
Da de kørte den lange vej fra hovedvagten ned mod selve flyvestationen, kunne Lennart ikke lade være med at tænke på, hvad det var han havde indladt sig på.
Han syntes at de kørte i evigheder inden de endelig drejede ind til nogle bygninger.
- Den er godtnok stor hva´ ?
Det var Erik der endelig sagde noget. De andre i bussen sad også og små snakkede med deres sidemand.
Lennart kunne ikke gøre andet end at nikke. Han følte sig pludselig meget nervøs.
Bussen standsede.
Chaufføren sagde at de skulle tage deres bagage og gå ind ad døren i enden af en lang bygning, det er cafeteriaet, forklarede han. Der kommer nogle og tager sig af jer om lidt. Han smilede.
Lennart kunne overhovedet ikke lide hans måde at smile på.
De havde siddet i cafeteriaet i over tyve minutter, og der skete stadig ikke noget.
Erik og Lennart sad og talte lavmælt om de andre.
De fleste så ret sjove ud. Til Lennarts store overraskelse var der også tre piger. De måtte jo også være konstabelelever, eftersom piger ikke har værnepligt.
Det var ikke til at sige hvem der var konstabelelever og hvem der var værnepligtige, men det var måske også godt det samme.
Lennart kunne ikke lade være med at kigge på ham der sad ved bordet ved siden af. Han kiggede mest ud af vinduet, og han talte ikke med nogen.
Lennart havde egentligt lidt ondt af ham, for han så anderledes ud end alle de andre. Han var vindøjet, og det virkede som om hans brystkasse var alt for stor til resten af kroppen. Han var næsten kronraget, men hvis han havde haft noget hår, ville det sikkert være lysblond.
Han sad og nulrede et stykke Sorbits papir. Han virkede nervøs. Hvem var for resten ikke det, men de fleste prøvede at skjule det ved at tale med nogle af dem der sad nærmest, men ikke ham, han holdt sig meget for sig selv.
Nå det var jo hans problem.
- Skal vi ikke gå over og tale med pigerne, de må jo også være konstabelelever?
Erik rev Lennart ud af sine tanker.
- Øh….jo det kan vi da godt.
Pigerne sad alle tre ved det samme bord.
- Hej, jeg hedder Erik og det er Lennart. Vi er konstabelelever, det er I vel også eller hvad?
- Ja med mindre vi skal sidde her alle tre måneder. Hun som svarede var en tynd pige med mellemblond krøllet hår. Hendes ansigt var meget markeret, men med læber der syntes fyldige i det smalle ansigt. Lennart lagde mærke til at hun havde meget levende, men også meget hårde øjne.
Hun smilede.
- Jeg hedder Michelle og det er min søster Marlene, og det er Christina. Pigerne hilste, Erik og Lennart gjorde det samme.
Lennart kunne ikke lade være med at undre sig over at Michelle og Marlene var søstre. De var lige så forskellige som dag og nat. Michelle var tynd og senet og Marlene var lidt mere buttet, og havde det flotteste og længste kobberrøde hår Lennart til dags dato havde set. Hendes ansigt var rundt og fyldigt. Bag hendes briller sad et par mosgrønne øjne og så direkte på Lennart. Hendes læber var fyldige og bag dem sad en perlerække af tænder.
Christina havde et bredt ansigt med et par store mandelformede brune øjne. Sådanne øjne som man kunne svømme i. Hendes hår var mørkebrunt skulderlangt. Lennarts blik fangede hendes røde ruskindsstøvler.
- Tag jeres bagage og stil op her ude foran.
Stemmen rungede gennem cafeteriaet. Lennart havde været så opslugt af at snakke med pigerne, at han ikke havde set den lille grønklædte mand komme ind i cafeteriaet.
Der blev vild forvirring i cafeteriaet. Alle prøvede på at finde deres pakkenelliker og komme ud foran.
Der stod de så i en stor klump.
Foran dem stod der fire uniformsklædte mænd. Mænd var måske så meget sagt. Lennart bedømte dem til at være omkring de tyve, på nær den ene af dem. Han var noget højere end de andre, og han stod lidt i baggrunden sådant ligesom for at overskue det hele.
De andre tre stod med cirka ti meters afstand af hinanden, med hvert sit clipboard og en blyant.
Der stod de skrævende med hatten trukket godt ned i panden, det var umuligt at få øjenkontakt med dem, hvilket nok også var meningen.
Han der havde været inde i cafeteriaet begyndte igen at råbe.
- Når Deres navn bliver nævnt, siger De javel, og stiller Dem bag deres respektive sergent som vil blive Deres mor og far, det vil sige Deres stue kommandør de næste tre måneder.
Lennart vidste ikke om han skulle græde eller le. Det hele virkede så komisk, så uvirkeligt på en eller anden måde.
Navne blev råbt op, og Lennart så hvordan den ene efter den anden med et spagt “javel” slukøret luskede hen bag den sergent som havde råbt navnet.
Lennart håbede at Erik og han kunne få den samme “mor og far” så der var nogen han kendte. Men sådant skulle det ikke være. Det havde dog nogle fordele, for Erik fik ham den lille skrighals som stuekommandør, og det kunne Lennart godt være foruden.
Da de alle var fordelt på nær pigerne, kom der en kvinde i uniform. Hun stillede sig ved pigerne. Lennart kunne høre at hun talte lavmælt med pigerne, men han kunne ikke høre hvad hun sagde. Han kunne se at pigerne nikkede.
Lennarts stuekommandør hed Brandtstrup, det stod der i hvert tilfælde på hans navneskilt.
Brandtstrup checkede sin liste en sidste gang inden han med et kort; “følg med” gik hen mod en anden bygning. Den lignede alle de andre bygninger til forveksling.
Da de gik ind i bygningen lagde Lennart mærke til at der stod et hundrede og seksten på et lille skilt over døren. Det var måske meget smart at huske på, ellers kunne man vist godt fare vildt, med alle de ens udseende bygninger.
Bygningen bestod af en lang gang, med værelser på begge sider. Gulvet var belagt med lysegule kakler, væggene havde en farve der matchede. Ikke for at det var noget kønt syn, det var nærmest en kvalmende gul farve.
Der lugtede skarpt af et eller andet som Lennart ikke kunne bestemme hvad var.
Det var ikke en ubehagelig lugt, den var snarere spændende, den gav en kriblende fornemmelse i hans mellemgulv.
Han skulle senere lære sig at det var en blanding af støvlesværte, geværolie og gejlevædske.
Brandtstrup standsede ikke før de var næsten halvvejs nede ad gangen. Han læste fire navne op.
- Eriksen, Holst, Vermerr og Nielsen.
Det her mine herrer, er Deres nye hjem. Han nikkede ind i rummet. Lennart prøvede at se ind i rummet. Han kunne se at der var to køjesenge og nogle skabe. Der lå noget på sengene, men han kunne ikke se hvad det var.
Lennart og de tre andre gik ind i rummet. Lennart satte sin taske ved vinduet. Ud over de to køjesenge, var der fem skabe. I hjørnet ved vinduet stod der desuden et bord, det lignede de gamle grå skoleborde Lennart havde haft i de første skoleår. På bordet lå der to stole. De lå på sædet som om at de ikke måtte røre gulvet.
Gulvet var mørkebrunt, stengulv lignede det. Gulvet skinnede underligt.
Sengene var nogle gamle køjesenge. Der lå en ti centimeters skumgumme madras på hver. Selvfølgelig med grønt betræk.
Lennart gik hen til sengene for at se på tingene der lå spredt ud over madrassen.
Der var et navneskilt. Et lyserødt navneskilt guddødeme. Mon ikke det var en fejl.
Hvordan i alverden ville de at de skulle rende rundt med et lyserødt navneskilt til en grøn uniform.
Lennart fandt et lyserødt navneskilt hvor der med en sort tuschpen var skrevet “Eriksen L “. Det måtte vel så være hans køje. Det var en overkøje. Han så ned på køjen under ham.
“Holst J” stod der på navneskiltet.
Han vendte sig om. Der stod han. Ham den underlige fra kafeteriaet, ham den vindøjede med den alt for store brystkasse. Han skulle ligge lige under Lennart.
Lennart vidste ikke hvordan han skulle reagere. Han så på Holst og smilede.
- Tja, så det er hotel standarten her på stedet.
Holst smilede.
Lennart kunne fra samme øjeblik godt lide “Holst J”, hvad det så end stod for.
De otte andre fra de to andre rum kom ind efterfulgt af sergent Brandtstrup.
- Vi samles lige herinde alle sammen, så er jeg fri for at gentage mig selv.
Lennart lagde mærke til at han stadig havde sin hue på, stadig godt trukket ned i panden.
- Mit navn er sergent Brandtstrup. I kan kalde mig sergent, eller Brandtstrup, eller hvis I synes, sergent Brandtstrup.
Her er vi alle Dis. Det vil sige at vi siger De, Dem og Deres, og intet andet kan respekteres. Her i starten vil det muligvis falde Dem lidt svært, men vi skal nok hjælpe Dem med at huske det. Stol på det.
Dette er deres kvarter, også kaldet en stue. På hver stue er der en stueformand. Det vil De skiftes til at være. Det er stueformanden der er ansvarlig for at stuen og de der bor på stuen. Det vil sige at stuen er i orden til stueeftersyn, og at de der bor på stuen kommer til tiden.
Kommer en fra stuen for sent, kommer hele stuen for sent, er det forstået.
Tolv hoveder nikkede. Ingen havde lyst til at svare eller kommentere det der blev sagt.
- Jeg er stuekommandør på de her tre stuer. Er der noget de er i tvivl om, eller har de problemer af nogen art, er det mig De kommer til. Selvfølgelig kan De gå til en af de andre befalingsmænd hvis jeg ikke skulle være her, men det er primært til mig De skal henvende Dem.
Den første uge er det følgende der er stueformænd;
første stue er det Eriksen. Anden stue Peters, og sidste stue Nielsen.
Lennart følte at jorden gyngede under ham. Hvorfor skulle det lige være ham. Han havde håbet på at det var en af de andre der skulle starte, så man ligesom kunne se hvad det var de forventede. Men det var typisk at det skulle ske for ham.
- Der er stueeftersyn hver morgen. De vil blive bedt om at fremlægge en del af deres udrustning, for at vi kan checke at det er i ordentlig stand. Nærmere om det tilgår senere.
Alle står foran deres køje i rørstilling og når jeg kommer og stiller mig i døren, råber stueformanden “stuen ret” hvorefter alle går i retstilling, og jeg giver så på et givet tidspunkt ordren “stuen rør”. Jeg forventer selvfølgelig ikke at alle kan det den første dag, men det kommer sikkert også hurtigt, ellers må vi jo bare træne det.
Lennart kunne allerede mærke hvordan han blev slap i hele kroppen. Skulle han lige fra start af give ordrer. Jamen han havde jo aldrig givet ordrer før. Jo til gymnastik, men da ikke militære ordrer.
Denne rekrut enhed hedder Eskadrille seks hundrede og halvfjerds. Vi er delt ind i to sektioner. Første og anden sektion.
Efter stueeftersyn træder alle an på gangen til fælles ordre modtagelse.
Der vil De stå i rør, og når næstkommanderende, premierløjtnant Andersen, kommer ind i bygningen vil fløjmanden for første og henholdsvis anden sektion beordre deres sektion i retstilling. Fløjmanden for anden sektion er Dem Eriksen.
Brandtstrup så på Lennart.
- Det vil vi selvfølgelig også øve.
Lennart håbede at jorden ville åbne sig og opsluge ham. Det hele kørte rundt, han syntes ikke at han kunne kapere mere. Alt det han skulle. Hvordan var det nu med stueeftersyn, I guder, det havde han allerede glemt.
- Programmet for resten af dagen er at De skal have udleveret uniform og udrustning. Der vil blive frokost i cafeteriaet, bagefter samling af basis, og hvis tiden ikke er løbet fra os, vil vi øve stueeftersyn og antrædning på gangen henholdsvis på stuen.
De fik hver sin brune affaldssæk, og skulle stille sig i kø ved en lang skranke.
Efterhånden som de kom ned langs skranken, fik de udleveret forskellige ting som de skulle putte i deres skraldesæk.
Undertøj, strømper, sokker , kampbukser, kampjakke, det fortsatte indtil der ikke kunne proppes mere ned i sækken. Da de kom ned til enden af skranken havde de stadig ikke fået udleveret støvler, det undrede Lennart en del, en soldat måtte vel have støvler.
Forklaringen fik de senere da de alle stod uden for med deres skraldesække.
De nye støvler var ikke kommet til tiden, da de var i restordre, så indtil videre måtte de anvende deres private fodtøj.
De traskede tilbage til deres bygning. Lennart syntes at det var varmt, der var langt, han svedte som en hest.
De næste to timer gik med at få instruktioner om hvordan tøjet skulle ligge i skabet. Lennart var lige ved at komme til at grine, selv strømperne skulle lægges sammen. Da de var færdige, lå alt tøjet i skabet som det var rettet ind efter en snor, eller som det hed i militæret; rettet ind til højre.
Lennart bestemte sig for at han ville bruge så lidt som muligt af det militære tøj, så var han da fri for at stå og lægge det sammen hver gang han havde brugt det, og det militære undertøj kunne han bestemt godt være foruden.
Brandtstrup kom og checkede skabene.
- Det kunne være værre, men bestemt også bedre mine herrer. Men det skal De nok lære med tiden.
Han drejede om på hælen og gik.
Lennart og Holst så på hinanden. Hvad i alverden mente han med det, de havde jo næsten brugt en linial for at få det til at ligge pænt. Holst trak på skuldrene.
Lennart trængte til en smøg. Der havde ikke været mulighed for at ryge i flere timer, og han var heller ikke sikker på hvor man måtte ryge. Der stod godt nok et askebæger på bordet, men det betød nødvendigvis ikke at man måtte ryge her, militæret var underligt. Lennart undrede om han var den eneste på stuen der røg.
- Anden sektion, på gangen træææd an!
De så alle fire på hinanden. Holst var den første der sagde noget.
- Jeg tror nok at det var os.
De væltede ud på gangen.
Der kom folk myldrende ud fra alle stuerne, også dem der boede først i bygningen, det vil sige dem fra første sektion, men der var ingen der turde tage chancen at det var dem der blev kaldt på, og så ikke komme.
Det var selvfølgelig skrigehalsen der havde råbt. Lennart kendte ham ikke, men allerede nu vidste han rent instinktivt at han ikke kunne lide ham, og det nok var klogest at holde sig fra ham.
- Når man træder an på gangen, stiller man sig langs den væg.
Han pegede på væggen i venstre side af gangen.
- Derefter sætter de venstre hånd i venstre side, for på denne måde at få korrekt afstand til Deres sidemand.
Der blev en masen og puffen da alle prøvede at finde det rigtige sted at stå. Det viste sig at der ikke var plads til alle seks og tredive mand.
Skrigehalsen fik et hårdt udtryk. Det havde han vist ikke lige taget højde for.
Der var nogle i geleddet der syntes at det var sjovt, og begyndt at fnise. Lennart holdt masken. Det var vist ikke strategisk smart at begynde at grine ad skrigehalsen den første dag. Det skulle senere vise sig at holde stik.
- Det lader sig åbenbart ikke gøre, i stedet stiller De Dem med en knyttet hånds bredde skulder ved skulder.
Lennart kunne ikke lade være med at tænke på om aldrig den mand blev hæs.
- Sergent Brandtstrup og jeg vil nu demonstrere henholdsvis ret og rør stilling.
I retstilling er hælene samlet, der skal være to knyttede hænders bredde mellem støvlesnuderne, armene strakt ned langs siden, hænderne let knyttet og tommelfingrene lagt på som låg, således.
Han viste hvordan retstilling så ud, Brandtstrup gjorde det samme.
- Hagen skal løftes let, blikket en lille smule op, brystet frem og maven ind.
I retstilling smiler, griner, taler man ikke medmindre man bliver direkte tiltalt.
Indtag retstilling.
Alle prøvede efter bedste evne at indtage retstilling. Lennart fik en ubeskrivelig lyst til at grine. Han vidste at det var det sidste han måtte gøre, men netop derfor blev trangen desto værre. Tænk på noget andet Lennart for fanden.
Skrigehalsen og Brandtstrup inspicerede tropperne.
Der kom nogle kommentarer på vejen.
- Ind med maven frem med brystet, der må ikke grines, løft hagen, blikket let opad, sammel hælene, er der to knyttede hænders afstand mellem Deres støvlesnude?
Der var åbenbart altid noget at rette.
Det blev ikke stort bedre da de skulle stå rør.
Det blev et cirkus da de skulle gå fra rør til ret, og endnu værre fra ret til rør.
- Man stamper, og jeg mener stamper, det skal kunne høres at alle gør det på samme tid, man stamper altid ud med venstre fod.
Alt efter om man er en gruppe, trop, deling, eller sektion, og eftersom vi er en sektion, er kommandoen;
anden sektion rør, på ordet rør skal alle stampe ud samtidigt.
Vi øver nu.
Vi indtager først retstilling for derefter at udgå i rørstilling.
Alle stod og prøvede på at huske kommandoerne, og hvad det nu var det indebar.
Tommelfinger som låg………..var det nu i rør, næ det måtte være i retstilling…øh.
- Anden sektion ret !
Uro i geleddet. Nogle prøvede at skæve til sidemanden for at se om de gjorde det rigtigt, det blev straks belønnet med en skarp irettesættelse, da man jo ikke bevæger sig i retstilling, og blikket skal være rettet fremad og en lille smule op.
Igen blev der rettet på maver, bryst, hager, fødder og blikke.
- Vi er klar til at udgå i rørstilling.
Anden sektion rør !
Kaos.
Cirka hver tredje stampede ud på sidemandens højre fod. Der blev grinet og jamret gennem hele geleddet.
Lennart kunne ikke lade være med at grine, Holst hulkede højlydt af grin.
Lennart skævede til Brandtstrup, han trak også på smilebåndet. Lennart syntes godt om ham, han var jo helt menneskelig. Hvis man ikke trådte ham over tæerne, så var han vist ikke så slem endda.
Lennart bestemte sig for at han ikke ville træde nogen over tæerne.
Resten af eftermiddagen gik med at træde an på stuen, træde an på gangen, indtage retstilling, udgå i rørstilling. Lennart råbte anden sektion rør de første femogtyve gange, men til sidst var han faktisk helt god til det, og det var ikke bare lige til, for der skulle være takt i det, for ellers stampede folk ikke ud samtidig, men de blev helt habile til det til sidst.
Det var en træt flok der blev aftrådt den eftermiddag, men samtidigt syntes Lennart at de nu var begyndt at være lidt soldater, når man kunne eksercere lidt, sådant som rigtige soldater kunne.
I cafeteriet var aftensmaden brændende kærlighed. Det kunne Lennart godt lide, så han bestilte en portion. Han var lige ved at gå bagover da han fik rakt en portion over disken. Eller rettere da han fik rakt en middag til fire personer over disken. Han kunne ikke lade være med at give et lille “oj” fra sig. Det var en tallerken på størrelse med en serveringsbakke, og der var intet mindre end et bjerg af kartoffelmos og et halv kilo stegt bacon og løg, indlagt i en halv liter fedt.
Han kiggede på den trinde dame der smilende rakte ham tallerkenen.
- Øh jeg tror ikke at jeg kan spise alt det.
Hun kluklo samtidig med at hun med sin baghånd skubbede sine briller på plads.
- Det skal du såmænd nok snart lære min dreng, bare vent.
Lennart tog tallerkenen. Han var ikke sikker på om han kunne lide hvad hun sagde, for det varslede et eller andet sted ikke så godt syntes han.
Han satte sig ved siden af Holst, der allerede var godt i gang med sin portion.
- Kan du æde alt det der?
Lennart nikkede hen mod den portion Holst var i gang med.
Holst grinede.
- Det ved jeg ikke, men jeg skal da gøre mit bedste, for det smager faktisk ret godt.
Da de var godt halvvejs måtte de begge give fortabt.
- Jeg tror at vi har nogle skrappe uger frem for os. Lennart skubbede tallerkenen væk fra sig.
- Hvorfor tror du det?
- Damen med maden sagde at vi skulle nok lære at spise de store portioner.
Holst skar en grimasse.
- Jeg ved ikke hvad der skulle ske hvis jeg skal lære at spise op her.
- Jeg har nu også mine tvivler, men vi kan vel tage en kop kaffe, jeg giver.
Lennart rejste sig, tog begge bakker med sig.
- Hvis jeg skal have kaffe, så skal jeg have meget sukker og mælk i, tak.
Lennart grinede.
- Hvor meget er meget sukker?
-MEGET!
Klokken var kun lidt over otte, TV avisen var lige slut, men Lennart følte sig allerede søvnig. Måske var det den temmelig kedelige TV stue der gjorde det,
der var nogle gamle to personers sofaer, den slags med brune hynder man havde i starten af halvfjerdserne. Gulvtæppet var gråt, lavet af det der materiale der stikker lidt når man går på det med strømpefødder. Henne på den ene væg var der væghylder med orange væg holdere, og grå metalhylder. Der lå nogle informative blade fra forsvaret. Ingen videre interessant læsning. De fleste var fra den lokal idrætsforening.
- Måske skulle man ligge sig over på sengen og læse lidt. Lennart henvendte sig til Holst.
- Det lyder som en god ide.
De rejste sig og gik over til deres kvarter.
Lennart læste vist det meste af en side.
Så sluk dog det forbandede vækkeur.
Det måtte da være Lene der skulle op, Lennart var så træt i hele kroppen, det kunne umuligt være ham der skulle op, ikke allerede.
Pludselig slog det ham, han var jo ikke hjemme, der lugtede anderledes, der var lyde fra andre mennesker, mennesker der ikke lavede de samme lyde som Lene, de lugtede heller ikke som Lene. Hvad fanden var det her.
Det slog ham at der lugtede af skosværte.
Hvorfor lugtede det af skosværte i soveværelset?
Han åbnede øjnene. Det var stadig mørkt. Var det hele bare en drøm, eller hvad var det der foregik?
Pludselig blev lyset tændt, det skar ham i øjnene. Lennart missede med øjnene for at vænne sig til det skarpe lys. Det hjalp ikke, han var så træt. Det eneste han ønskede sig var at han kunne ligge sig ned igen og sove videre.
Holst stod og kiggede på Lennart. Han var ikke videre køn, o.k han var født sådant, men at han også var morgen grim gjorde ikke sagen bedre. Lennart kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet.
- Hvad fanden er det der er så sjovt klokken seks om morgenen ?
Holst prøvede at fokusere på Lennart.
- At du er endnu grimmere om morgenen, end når du går i seng.
Lennart begyndte at grine.
- Look who´s talking.
Holst forsvandt ned i sin køje.
Det var hårdt at komme ud af køjen og slæbe sig hele vejen hen til baderummet.
Lennart svingede benene ud over køjen, håbende på ikke at hoppe ned i hovedet på Holst, men han orkede ikke at se om han sad nedenunder, så han tog chancen.
Lennart stod og halvsov under den varme bruser. Det varme vand gjorde ham ikke mere vågen, næsten tvært imod. Men det var dejligt.
Hvis han skulle vågne i dag blev han vist nød til at lukke lidt for det varme. Bare tanken fik ham til at gyse, han blev stående lidt endnu.
Nå det gik jo ikke.
Lennart skruede lidt ned for det varme vand.
Det var ikke særlig rart med det lunkne vand. Han skruede op for det varme igen.
Hmm, han blev vist nød til at tage en “kold tyrker”.
Hans hånd greb bestemt om den varme hane……det var ikke nemt.
Han lukkede for det varme vand.
Ham måtte bide sig i læben for ikke at skrige højt.
Fy for den lede hvor det var koldt.
Han tvang sig selv til at blive stående lidt, så sprang han ud, gispende efter vejret.
Bare det at skulle stikke hånden ind og lukke for den kolde hane var en hård overtalelse proces.
Men han følte sig lidt mere vågen, ikke mere udhvilet, men mere vågen.
Da han stod og tørrede sig lagde han mærke til, at de andre så ligeså søvnige ud.
Der stod en fyr ovre ved vinduet. Det så ud som om han tørrede sig i søvne.
Lennart kunne ikke lade være med at studere ham. Han så så sød ud med hans søvnige bevægelser.
Han stod og nussede sit lyse hår med håndklædet. Lennart bemærkede at den lette behåring på hans bryst var mørkere end hans hovedhår, det samme gjaldt hans behåring længere nede.
Gad vide om han trængte til at gå på toilettet.
Lennart vidste af egen erfaring, at hvis man skulle på toilettet om morgenen, så havde man ofte mere eller mindre rejsning.
Det så ud som om han skulle på toilettet.
Eller kunne det virkelig passe at han havde så meget uden at skulle på toilettet?
Det irriterede Lennart at han ikke kunne huske hans navn. Det var vist Andersen eller Albrechtsen, noget med a i hvert tilfælde.
Lennart havde svært ved at tage blikket bort.
Han kunne mærke at selv om han var træt, så skulle han vist ikke stå og beundre den lyses manddom alt for længe, inden han selv “skulle på toilettet”.
Han tog sit shampo og gik ind på stuen.
Verrmer og Nielsen var allerede klædt i kampuniform og små sorte sko.
Lennart ønskede at hele sit hjerte at de snart kunne få deres støvler, det var simpelthen så pinligt at komme ind i cafeteriet med de små sorte sko. Alle kunne bare se at de var helt nye rekrutter. O.k det var selv følgelig værre for Christine i hende røde støvler, men alligevel.
Lennart kom hurtigt i tøjet, og begyndte at hjælpe med at bone gulvet.
Fandens til slid, og det skulle de blive ved med resten af tiden i Aalborg, det var ikke særlig rart at tænke på, men skulle det ikke blive værre, så gik det jo nok endda.
Holst kom smilende med to stykker gamle gulvtæpper.
- Hvad skal du med det?
Nielsen så forundret på Holst.
Det var et trick jeg fik af en konstabel. Gummiet på bagsiden gør at man ikke glider på det, og tæppet på den anden side gejler gulvet, så det er ligesom at stå på skøjter, bare at man laver noget fornuftigt samtidigt.
Holst begyndte at skøjte hen over gulvet. Der kom lange blanke striber der hvor hans gulvtæppe skøjter havde gledet. Holst skøjtede så sveden rendte ned over hans hoved, han kunne vist trænge til et nyt bad.
De blev enige om at de alle skulle skaffe gulvtæppe rester næste gang de kom hjem.
Inden gulvet så nogenlunde ud, så var klokken over syv. De skulle stille til stue eftersyn klokken halv otte, og de havde ikke spist endnu.
De løb over til cafeteriaet.
- Jeg havde to skiver franskbrød, to skiver skinke og en letmælk, ingen smør.
Lennart stod ved kassen og skulle betale.
Han havde allerede spist maden i køen på vej op til kassen.
Kassedamen fortrak ikke en mine, hun var så vant til at der blev spist i køen, og stolede åbenbart på folk, eller også var hun ligeglad.
- Seksten og en halv.
Lennart betalte.
Holst stod lige bag ved ham, også han havde allerede spist hans mad.
De småløb tilbage til bygningen.
- Stuen ret !
Stemmen dirrede let.
Det var Verrmer. Det var første gang han skulle kommandere med stuen, noget han skulle som denne uges stue formand.
Alle fire prøvede efter bedste evne at indtage retstilling.
Der var ingen synlige tegn på Brandtstrup om han var tilfreds eller ej. Det var han sikkert ikke, men det var jo trods alt den første morgen de skulle stille på stuen.
- Stuen rør!
Der lød ikke én udstampning, men fire.
Brandtstrup trak på smilebåndet. Han så forbavsende frisk ud.
Lennart tænkte på hvordan de så ud. Garanteret med sorte render under øjnene.
- Godmorgen De herrer. Har vi sovet godt.
Der lød en spredt mumlen.
- Hver morgen vil jeg gennemgå jeres skabe for at se om alt er i orden, er det ikke det bliver I nød til at gøre det om igen, indtil jeg er tilfreds.
I vil også blive bedt om at fremlægge enten våben eller en anden udrustnings genstand, i ren gjort stand. Jeg kan ligeså godt sige med det samme, at det skal være i orden, for jeg skal nok finde de steder hvor I har snydt, så lad være med det.
Han så ned på gulvet.
- Det her gulv skal skinne, det her ligner noget man kan så radiser i. Det skal skinne. Det skal gøres om.
Lennart så hen på Holst. De var begge enige om at det ikke kunne gøres bedre, det behøvede de ikke at sige noget om, blikkene talte deres eget sprog.
Brandtstrup kiggede ind i alle skabene.
- De herrer lært i går hvordan man skulle ligge tøjet sammen, og dette er ikke den rette måde, det skal gøres om.
- Ikke forstået, hr. sergent!
Det var Nielsen der talte.
Brandtstrup snurrede rundt på hælen og stod front mod Nielsen.
- Ikke forstået, Nielsen?
- Ikke forstået hr. sergent.
Nielsen så uforstående på Brandtstrup.
- Nielsen, hvis jeg tager en linial, og måler alle deres skjorter og undertrøjer, tror De så selv på at alle er lige brede?
Nielsen bed sig i læben.
- Javel hr. sergent.
Brandtstrup så igen på Nielsens skab.
- Nielsen jeg gider ikke engang at hente en linial for at måle, for Deres skab ligner noget der er lagt sammen i mørke.
- Lyset er heller ikke særlig godt om aftenen hr. sergent.
Nielsen var åbenbart hurtig på aftrækkeren, men Lennart var ikke sikker på at det var så smart lige her og nu.
Brandtstrup smilede og så ned i gulvet.
Da han så op på Nielsen igen, var smilet forsvundet.
- Alle skabene skal gøres bedre, I har ti minutter, og det gælder også Dem Nielsen.
Lennart svedte da han stod og så på skabet. Alt lå rettet ind til højre. Det kunne umuligt gøres bedre.
Hvis han fik det godkendt, ville han aldrig røre noget inde i skabet igen.
Han vidste godt at det var en umulighed, for de skulle jo bruge tøjet. Det ville måske blive en vane at ligge tøjet sammen til deres tilfredshed. Lennart håbede.
Brandtstrups eneste kommentar var at, det var bedre men ikke godt.
Lennart havde lyst til at sige noget til ham, men gjorde det ikke. Noget sagde ham at det ikke var det rigtige tidspunkt at gøre opmærksom på hans mening.
De havde lige spist en stor vaffelis til dessert, de sad nu mætte og trætte og orkede egentlig ikke at sige noget. Lennart kom til at tænke på at, det var da vist på tide at han fik ringet hjem. Lene havde ikke hørt fra ham i tre dage nu, hun var måske urolig.
Eller var hun sur over at han ikke havde ringet? Hun måtte da kunne forstå at det ikke var fordi han ikke havde villet, men at de havde haft så travlt at han ikke kunne nå det.
Han var ikke helt sikker på hvem det var han prøvede at overbevise, ham selv eller en for prøve på det han ville sige til Lene hvis nu hun var sur.
Han gik med en knugende fornemmelse i maven ned mod telefon boksene.
De var alle optaget. Det var jo selvfølgelig en anden grund, der var altid nogle der stod og snakkede, så det var svært at komme til en telefon, og han ville jo ikke ringe så sent at hun var gået i seng.
Michelle stod og knævrede løs. Hun stod med en hel håndfuld femkroner. Hun havde åbenbart ikke tænkt sig at slutte lige foreløbig.
Hun vendte sig om og smilede til Lennart alt imens hun stadig talte med personen i den anden ende. Det var vist hendes kæreste.
-
Det tager altså lidt tid med mig.
Hun henvendte sig til Lennart. Han stod lænet op ad muren.
-
Det gør ikke noget, jeg har tid til at vente.
Han havde faktisk tid til at vente, men det var nu ikke så meget derfor at han gerne ville vente. Han havde dårlig samvittighed over for Lene. Han vidste ikke rigtig om han skulle lyve over for hende, eller om han skulle sige det han havde gået og funderet på de sidste par dage.
Det var måske ikke det mest rigtige at sige det over en telefon. Han burde nok vente til han kom hjem. Men var det nu også fair at lade hende vente, lade hende gå i den tro at alt var i den skønneste orden, når nu han gik og tænkte som han gjorde?
Han vidste ikke rigtig hvad det var der var ved at ske med dem. Det var ligesom om at de var gået skævt af hinanden lige siden det der med barnet. Eller var det bare en undskyldning han brugte?
Var det i virkeligheden ikke mest på grund af at han havde prøvet det der med andre mænd?
Prøvede han ikke bare på at, finde en undskyldning for at slippe ud af forholdet med Lene på en pæn måde? Ville han i det hele taget ud af forholdet med Lene. Havde han lyst til at springe ud, og finde en anden mand som han kunne starte et forhold med.
Kunne han starte et forhold med en anden mand.
Var det overhovedet sikkert at det var det han havde lyst, til at leve sammen med en anden mand. Hvordan ville det være at leve sammen med en anden mand. Skulle en af dem så være kvinden i forholdet, eller ville det være en blanding af det hele? Fandtes der overhovedet nogen der boede sammen som par, eller boede de hver for sig, og så bare mødtes når de havde lyst til det. Det gik lige pludselig op for Lennart hvor lidt han vidste om den verden han var på vej ind i.
Var på vej ind i. Det virkede så uoverskueligt. Der var så mange ting der ikke gik i spænd sammen.
Han syntes allerede nu at han var utrolig bidt af det militære system. Han ville gerne blive der og måske avancere. Men kunne han det hvis nu han fandt sig en mandlig kæreste. Kunne man holde det hemmeligt for sin arbejdsplads, og sine arbejdskammerater?
- Jeg er færdig nu, hvis du skal ringe.
Michelle stod med telefonrøret i hånden. Lennart rystede tanker af sig.
- Ja tak, det må jeg nok hellere. Han gik hen til telefonen. Hvad skulle han sige.
Han puttede en femmer ind i revnen, og drejede på skiven.
Han ville bare tage det som det kom, det kunne jo ikke nytte noget, han måtte lade skæbnen afgøre hvor meget der skulle siges.
Det dyttede i røret, telefonen ringede i den anden ende.
- Det er Lene.
Lennarts hjerte begyndte at hamre i brystet på ham. Han havde ikke forventet at lyden af hendes stemme skulle virke sådant på ham.
Han hængte røret på plads i holderen.
Tyve kroners snak om vejr og vind. Der var ingen af dem der havde sagt noget om nogen ting. Det var som om at de var fremmede for hinanden. Lennart havde prøvet på at undgå visse emner, og det havde Lene vist også. Det var ikke så let at tale i telefon. Det var vist også første gang at de ikke havde talt sammen så længe. Det måtte være det der gjorde det. De plejede jo altid at se hinanden hver dag, eller også så ringede de til hinanden. Men ikke nu, og Lennart vidste godt at det var hans fejl, Lene kunne jo ikke ringe til ham, så det måtte være ham der ringede op. Hun kunne jo selvfølgelig ringe tilbage til ham for at spare på hans mønter, men det var ham der skulle ringe op, og derfor var det hans skyld at de ikke havde talt sammen så længe.
Han havde det dårligt.
Nu var den der igen, kvalmen.
Han havde lyst til at skrige højt hvis det ville hjælpe, men det ville det jo nok ikke. Han gik udenfor. Han kunne ikke klare at gå ind til de andre igen.
Udenfor var det mørkt. Der blæste en kold vind der gik gennem marv og ben. Lennart nød det. Kulden skar i hans ansigt. Det var som om desto mere kulden bed i hans hud og krop, desto bedre fik han det. Det var som om han kunne straffe sig selv med kulden og smerten. Det begyndte at sne. Det gjorde det ikke dårligere. Han kunne mærke sneen smelte på hans hud, der selv om den var kold, var varmere end sneen. Vinden skar og bed om end endnu mere i hans nu våde hud. Han kunne mærke hvordan den stikkende fornemmelse forsvandt mere og mere efterhånden som huden begyndte at blive følelsesløs.
Alle de advarsler de havde fået af sergenterne om frostskader var for et øjeblik glemt.
Det var på en måde en befrielse med den bidende smerte. Han glemte for et øjeblik alle hans problemer.
Han lagde ikke mærke til hvordan hans krop begyndte at ryste svagt.
Lennart lagde hovedet bagover og lukkede øjnene.
Han åbnede øjnene. Det gjorde ondt i hans nakke. Han prøvede at strække de stive muskler i nakke og hals.
Han kiggede sig rundt i kupeen. Der var kommet to mere i kupeen siden han faldt i søvn. De virkede ikke særlige interessante.
Han så ud ad vinduet.
Det var gråvejr. Toppene på plovfurene var mørke, den nøgne muld stak frem mellem furene der var fyldte med sne. Så det havde altså været lidt tøvejr.
Skyerne hang tungt over himmelen. Det var ikke de søde lammeskyer han kendte så godt fra sommeren. Disse flød mere ud over hele himmelen, det var svært at skelne den ene fra den anden, og farven gik fra mørk grå til sort.
Lennart kunne godt lide når det hele var hvidt, dækket af sne. Det her midt i mellem virkede trist.
Han gned sig i øjnene. Han kunne mærke at der sad en ordentlig klat søvn i hans venstre øje. Han prøvede at fjerne den uden at vække for megen opmærksomhed. Gad vide hvorfor man egentlig fik søvn i øjnene. Var det mon en slags beskyttelse øjnene forseglede sig med om natten, ligesom propolis i et bistade?
Han var for træt til at tænke nærmere over sagen. Gad vide hvor de var henne.
Han var så træt, han kunne ikke huske hvornår han sidst havde været så træt, jo selvfølgelig havde han været ligeså træt de sidste tre uger, men ikke før han kom ind til militæret.
Han gad egentlig ikke at rejse hjem.
Der var så meget der skulle ordnes. Bare det at han skulle stå til regnskab over for sine venner, fortælle om hvordan det væmmelige soldater liv egentlig var.
Lige nu orkede han ikke fortælle om alle de oplevelser han havde haft de første tre uger. De ville jo alligevel ikke kunne forstå hvorfor de havde grinet hysterisk midt om natten i Tranum skydeterræn. Man var jo nød til at være der for at kunne sætte sig ind i situationen. De vidste ikke hvordan det var når der kom en og sagde at man skulle vaske gulvet en gang til, fordi man ikke kunne spejle sig i det. Hvad fanden vidste de egentligt om nogen ting.
Han tog sig selv i at han blev ophidset på sine venner, der jo ikke havde gjort noget forkert. Var det ikke inderst inde fordi han frygtede gensynet med Lene?
Kors hvor han hadede sig selv når han begyndte at analysere sig selv og sine tanker.
Hvad var problemet? Inden afrejsen var han var jo blevet enig med sig selv om, Lennart rystede på hovedet, hvad var det egentlig for en sætning; “blevet enig med sig selv om”. Var han skizofren? Hvordan kunne man blive enig med sig selv om noget, var man ikke kun en person.
Stemmen hostede diskret i hans baghoved. Nå ja, det måtte jo være det man mente, sin egen samvittighed.
Nå men han og hans samvittighed var jo blevet enige om, at han skulle lade tingene gå sin gang. Hvis lejligheden bød sig - hvis de alligevel kom ind på emnet, så skulle han lade det svæve i luften, at han måske ville flytte til Jylland.
Det var en løgn han havde digtet op, så han havde en undskyldning for at komme væk fra det hele, og få tid til at tænke over det hele en gang til i fred og ro. Han var kommet så vidt, at han ville søge om at komme til Jylland og arbejde.
Ikke fordi han havde lyst til at komme til Jylland, men det ville ligesom give ham noget luft fra familie og venner. Han kunne jo altid søge tilbage til Sjælland.
Så behøvede han jo heller ikke at sige det direkte til Lene.
Han havde en dum fornemmelse af at Lene kunne gennemskue ham hvis det var det hun ville. Men ville hun det, hun havde jo også virket underlig i telefonen.
Lennart masserede sine tindinger. Hvad fanden var det egentlig han var i gang med, hvad helvede var det egentlig der var ved at ske med ham og hans liv?
- Du prøver som sædvanlig at løbe fra dine problemer, har du ikke snart lært at det er meget bedre at tage tyren ved hornene?
Det var den forbandede stemme igen.
Det værste var dog at han vidste jo godt, at stemmen havde ret. Men hvordan skulle han kunne fortælle Lene at han ville flytte fra hende, måske oven i købet på grund af en anden mand. Det sidste kunne han jo godt undlade, det ville nok være at såre hende unødigt. Eller ville det være en lille trøst for hende, at det ikke var en anden kvinde der fik ham til at bryde forholdet.
- Undskyld du har vel ikke noget ild?
Det var en ung fyr der sad over for Lennart. Lennart havde ikke lagt mærke til ham før. Han blottede en perlerække af tænder da han smilede venligt. Hans mørke hår…
Lennart var ved at kaste op over sig selv. Her sad han og prøvede på at få orden på sit liv. Prøvede på at finde en måde hvordan han kunne komme ud af forholdet med Lene, den Lene han så inderligt elskede, på en måde der ville såre hende mindst muligt, og så kunne han alligevel ikke holde øjnene for sig selv. Det var jo kvalmende.
Han havde mest lyst til at komme med en uvenlig bemærkning til den unge fyr, men han havde jo egentlig ikke gjort noget, andet end at spørge efter noget ild.
Lennart tændte hans cigaret, og i samme åndedrag tændte han en til sig selv.
Det regnede da han steg af bussen og typisk for ham, vadede han selvfølgelig lige ud i en stor vandpytte. Han bandede fælt indeni, slængte tasken over skulderen og satte kursen hen mod deres lejlighed.
Han kunne se at lyset var slukket i køkkenet. Der var heller ikke tændt noget lys på første salen. Han åbnede hoveddøren. Der var stille i den mørke lejlighed.
Klokken var næsten syv, så Lene burde da være hjemme fra arbejde. Han tog sit overtøj af og hængte det i garderoben. Også de våde støvler fik han af. Fandens vandpytte.
Der lå ingen besked på køkkenbordet. Det havde han faktisk forventet. Han havde da sagt til hende at han ville komme hjem. Han havde jo fri i næsten en uge på grund af helligdagene.
Han tændte lyset over spisebordet. Det slog ham med det samme at der manglede noget.
Lene havde overhovedet ikke pyntet op til påske sådant som hun plejede. Måske havde hun ikke haft tid. Der plejede altid at være påskeris med hjemmelavede små gule kyllinger og hjemme dekorerede æggeskaller. Alle lysene plejede også at være gule eller grønne. Nu var der de sædvanlige hvide i alle stagerne. De bruget mange lys for de syntes begge to at det var hyggeligt med levende lys, og de hvide var de billigste så det var oftest dem de købte. Bortset fra det, så passede hvidt jo også til alt.
Han så hen på sofabordet, der lå heller ingen besked til ham. Det var da underligt.
Han gik hen og løftede røret på telefonen. Han trykkede nummeret til Lenes forældre. Det var hendes far der tog telefonen.
- Hej det er Lennart, er Lene hos jer?
- Hej Lennart, nej det er hun ikke. Ved hun godt at du kommer hjem?
Lennart begyndte at blive i tvivl. Han var da næsten hundrede på at han havde sagt det til hende sidst de talte sammen.
- Ja det har jeg sagt til hende, men hun har sikkert bare glemt det.
Lennart prøvede at slå det hen som om det ikke var noget.
- Ja hun kommer sikkert snart hjem.
- Ja hun er sikkert bare ovre hos nogle af hendes veninder. Lennart vidste ikke hvem det var han prøvede at overbevise, sig selv eller Lenes far.
Han lagde røret på igen.
Han vidste ikke om han var mest irriteret eller lettet over at hun ikke var hjemme.
Han gik op på toilettet. Det undrede ham så fremmed det hele virkede på ham. Så længe syntes han da heller ikke han havde være væk. Det var på en gang dejlig hjemmevant, men på samme tid så underligt fremmed.
Da han stod ved kummen for at lade sit vand, vandrede hans blik hen til hylden under spejlet. Der var kun en tandbørste i kruset. Det virkede forkert. Det hele virkede på en eller anden måde forkert. Det var som om han allerede var flyttet ud af lejligheden, der var ingen spor af ham, eller at han havde boet der i næsten to år. Det virkede lidt uhyggeligt på ham.
Han vaskede sine hænder og skyndte sig ned ad trappen, han ville ud, væk fra lejligheden, der var noget der ikke stemte. Han kunne ikke sætte en finger på hvad det var, men der var noget der føltes ubehageligt.
Han smækkede døren bag sig.
Bussens rumlen døsede ham. Han havde været på vej ned på grillen, men havde ombestemt sig da han så bussen til Køge.
Nu sad han der uden egentlig at vide hvorfor og hvad han skulle foretage sig i Køge, det havde været et pludseligt indfald.
Han kunne jo altid gå ned i kælderen og få en enkelt øl. Når han så tog hjem igen, så var Lene sikkert også kommet hjem.
Da han bukkede sig for at komme ind igennem øltønden, faldt der sne ned fra hans hoved. Han ruskede lidt i jakken for at få det hvide kolde stads af.
Der var varmt i rummet, og der sad mange mennesker og hyggede sig over en stor fadøl, visse af dem drak vin, de gamle kander stod på deres borde. Han vendte sig mod baren. Det gav et lille gib i ham.
Der bag baren stod Kim. Han havde travlt med at skæne øl op. Lennart stillede sig hen til baren uden at Kim opdagede det.
- Når det bliver min tur, så vil jeg gerne se på en stor Half and Half.
Kim vendte sig irriteret mod den fremfusende kunde.
- Lennart! Han lyste op i et smil.
Lennart kunne mærke at hans hjerte begyndte at banke hurtigere. En ubeskrivelig følelse af glæde spredte sig i hele hans krop. At se Kim igen var en ubeskrivelig følelse. Lennart havde aldrig troet at han kunne blive så glad for at se et andet menneske, havde ikke troet at han skulle kunne føle denne følelse af total lykke. Det var som om at alle de grå skyer forsvandt fra himmelen, som om solen havde magt til at jage dem bort.
Denne sol måtte jo altså være Kim.
Det gik langsomt op for Lennart hvor meget Kim egentlig betød for ham. I virkeligheden betød Kim måske meget mere end han gerne ville indrømme.
- Som om du ikke har vidst det længe, du har bare ikke ville indrømme det eller hvad? Stemmen hviskede ordene i øret på Lennart.
Lennart så igen på Kim. Det varmede så dejligt inde i ham. Han havde en ubeskrivelig lyst til at gå hen og give et kram. Knuge ham ind til sig og aldrig lade ham gå igen.
- En stor Half and Half.
Kim stillede øllen på disken foran Lennart. Lennart så ham i øjnene. Kim blinkede og smilede. Da han tog imod pengene gav han Lennarts hånd et klem.
- Rart at se dig igen.
Han vendte sig og gik hen til kassen. Lennart kunne ikke lade være med at beundre den brede ryg og de smalle hofter.
Han blev helt ked af at det ikke var Kim der havde været hans første. Han havde jo haft chancen, men Kim havde været for reel til at benytte sig af chancen.
Det ærgrede Lennart i bund og grund. Det ville have været så meget finere og smukkere at det havde været Kim. Det virkede meget mere rigtigt at han havde givet sig til en han elskede.
I samme øjeblik tanken var tænkt til ende, slog det ham at han tænkte på Kim som den han elskede. Men var det ikke sandt, var det ikke så håbløst åbenlyst at det var ham han elskede, men at han bare ikke kunne se skoven for bare træer?
Havde han ikke, når alt kom til alt, elsket Kim fra den første dag af. Var det hans barnlige forsøg på at skubbe hans egen homoseksualitet væk, at han også havde skubbet Kim væk?
En tanke slog pludselig ned i Lennart. Tænk nu hvis Kim havde fundet en anden og han slet ikke var interesseret i Lennart mere. Tanken gjorde Lennart rædselsslagen. Det stod nu lysende klart for Lennart at det var Kim han ville have, at det var Kim han gerne ville bo sammen med, at det var Kim han ville dele sit liv med. Han havde lyst til at sige det til ham nu med det samme. Det kunne ikke gøres hurtigt nok. Han kunne mærke panikken gribe ham. Hvad nu hvis Kim i dette øjeblik havde fundet en blandt dem der sad her inde lige nu. En han havde fået et godt øje til, en som han gerne ville lære nærmere at kende, måske oven i købet en han gerne ville have med hjem. Lennart kiggede rundt i rummet, febrilsk løb hans blik hen over dem der sad derinde. Prøvede på at finde en der kunne falde i Kims smag. I første øjekast fandt han ingen. Men da hans blik for anden gang skimmede rummet, så han ham. Han sad i hjørnet alene. Han var en slank ung fyr midt i tyverne. Han havde mørkt hår og vistnok blå øjne. Han så sympatisk, næsten sød ud. Det måtte være ham.
Lennart vidste ikke hvad han skulle gøre. Han kunne jo ikke gå ned og bede ham om at gå. Han havde mest lyst til at gå ned og give ham nogen på hovedet, så det pæne fjæs blev skamferet. Det måtte være ham.
Han vendte sig om og så på Kim.
Kim stod og pudsede nogle glas, samtidig med at han så ud i rummet. Det ærgrede Lennart at han ikke var den eneste der stod ved baren. Hvorfor skulle de to kegler også stå her ved baren når der garanteret var plads i rummet ved siden af, det kunne vel for fanden ligeså godt sidde der inde og pladre, der var da ingen grund til at de skulle stå her ved baren og fylde op.
Lennart vidste ikke om han var ved at blive hysterisk eller om han havde lyst til at græde. Han kunne mærke hjertet bankede helt op i hans tindinger.
- Har du det godt, er det rart at være hjemme igen.
Kims spørgsmål kom bag på Lennart.
Han vidste ikke om han skulle give Kim et møgfald eller om han skulle falde ham om halsen.
Han kunne ikke falde ham om halsen eftersom det ikke var en bøssebar, men han kunne jo heller ikke give ham et møgfald, for var der overhovedet noget i de syge tanker der for rundt i hovedet på ham.
- Ha ha du er jo sygelig jaloux dit lille fæ, tag dog og fald ned på jorden, der er jo ingen der er skyld i noget som helst, ud over din egen rædsel for at blive skrottet.
Stemmen lo hånligt i Lennarts baghoved.
Lennart samlede sig.
- Jo det er rart at være hjemme igen, men jeg har savnet dig.
Han blev overasket over hans eget svar. Men det virkede faktisk som et godt svar, og det var jo rigtigt.
- Har du savnet mig? Det er jeg da glad for.
Kim smilede til Lennart. Lennart kunne mærke at han smeltede indeni.
- Kender du ham der nede i hjørnet?
Lennart spurgte så hurtigt at Kim ikke kunne nå at sige noget. Sige at han også havde savnet Lennart, eller snarere hvis han nu ikke havde tænkt sig at sige det, så havde Lennart en undskyldning over for sig selv, hvorfor han ikke havde sagt det, han havde ikke fået chancen. Desuden ville det berolige ham en hel del hvis Kim ikke kendte den unge fyr, og han mente nok at han kendte Kim godt nok til at han ville kunne gennemskue hvis han var interesseret.
- Ja det gør jeg da rigtig nok. Kim smilede skælmsk til Lennart.
Lennart prøvede at skjule sin skuffelse og det indre raseri der gjorde at han næsten ikke kunne ånde normalt.
- Han hedder Jan og er en af mine bekendte.
Lennart tømte sin øl i en køre.
- Nå vi er nok tørstige, har de ikke øl i Aalborg?
Kim tog hans krus og begyndte at fylde det igen.
- Jeg går ud fra at du gerne vil have en til?
Lennart kunne kun nikke, han var ikke sikker på at hans stemme ikke rystede, så han lod være med at sige noget. Han kiggede ud i rummet, mest for at lade som om det hele ragede ham en skid.
Kim stillede det fyldte krus ved siden af Lennart.
Lennart blev stående og så ud i rummet, han gjorde ingen tegn til at ville betale, hvis han ville have betalt, så måtte han bede om det.
Kim sagde ingenting. Han tog et glas og begyndte at pudse det. Han stillede sig lige bag ved Lennart.
Lennart så ned på Jan. Han var faktisk en rigtig pæn fyr. Garanteret dum som en østers. Og når han fik tøjet af var han sikkert både mager og benet.
- Kender du Erik?
Lennart vendte sig om og så på Kim.
- Næ det tror jeg ikke, skulle jeg det. Lennart tog sig selv i den snerrende undertone der lå i hans svar. Det var ikke meningen, men det var for sent nu. Det var ikke meningen at Kim skulle mærke hvilke følelser der rasede inden i Lennart, for et eller andet sted vidste Lennart jo godt selv at det var temmelig latterlig, eftersom han overhoved ikke havde grund til at reagere som han gjorde.
Kim var jo ikke hans kæreste, så han kunne jo principielt flirte med hvem han ville, ydermere vidste han jo ikke engang om Jan var en trussel.
Hvad Lennart ikke så, var at der var et underfundigt smil om Kims læber.
- Næ det ved jeg ikke, men det kunne jo da godt være at du kendte Erik.
Kims blå øjne borede sig ind i Lennarts. Lennart kiggede ned i bordet og tog en tår af sin øl. Så behøvede han da ikke at se Kim i øjnene så længe.
Da han stillede kruset på bordet, så han at Kims blik var rettet i retning af Jan.
Det gav Lennart en knude i maven. Da Kim nikkede til Jan, der hævede sit glas til svar, var det næsten som om Lennarts hoved skulle eksplodere.
Kim lagde hovedet på skrå og så på Lennart.
- Jeg har lært Jan at kende igennem Erik, ja kender og kender, jeg har været sammen med ham, eller rettere dem, et par gange.
Lennart havde mest af alt lyst til at løbe ud af rummet.
- Jeg skal lige på toilettet.
Uden at vente på nogen form for svar, vendte han sig og gik med hastige skridt ud på toilettet.
Han låste sig inde på et af de to små toiletter der var der ude.
Han trængte ikke til at lade sit vand, så han ville ikke stille sig ved renden, da det var så pinligt at stå der og der ikke kom noget ud, det kunne være et problem selv om han var trængende bare det at der stod en anden ved siden af, men nu skulle han ikke engang, så det var bedre at gå ud på det lille toilet hvor man kunne låse døren efter sig.
Han lagde nakken tilbage ligesom for bedre at kunne ånde, skabe frie luftveje. Men det var alligevel svært at trække vejret normalt. Han vidste ikke om det var den halve liter Half and Half eller hvad det var, men han følte sig svimmel, og han havde lyst til at kaste op.
Han så op i loftet. Han kunne mærke at tårene var på vej. Hvis han så op i loftet ville det sikkert gå i sig selv igen. Han ville for alt i verden ikke komme ind til Kim med røde øjne, han vidste at Kim ville se det med det samme.
Hvor længe han stod sådant vidste han ikke, men han tog sig sammen da han hørte to højt talende mænd komme ind og stillede sig ved renden.
- Har du set hende med de store nødder der sidder ved bordet siden af os?
På stemmen og ordvalget gik Lennart ud fra at det var en fyr først i tyverne.
- Ja er du gal mand, der imellem ville jeg godt køre dyret af.
Hvor var mandfolk dog platte og ensporede. Lennart følte afsky ved sit eget køn.
Hvorfor skulle fyre altid stå og fortælle hinanden om hvad de gerne ville og hvor meget de kunne, hvis de altså bare fik lov.
Hvis de var lige så gode til at bolle som de var til at prale, så var der sikkert ikke mange kvinder der ville være deres mænd utro.
- ja for sådanne tanker har du jo aldrig om andre mænd vel?
Lennart rystede stemmen af sig, skyllede ud på toilettet og åbnede døren, han ville lige se de to “sex tyre” der stod ved renden.
Begge fyre vendte sig om da Lennart åbnede døren.
Lennart kiggede også på dem. De var i hans øjne lidt under middel af fyre at være. Det var vel også derfor at de talte mere om det, end de gjorde ved det.
Han gik hen og vaskede sine hænder, og med begge hænder formet som en skål, tog han det kolde vand op til sit ansigt.
Det var dejligt forfriskende. De to ved renden sagde ikke mere. Han hørte et ritsh fra en lynlås der blev lukket, derefter en til.
Han gik tilbage til baren.
Kim var ved at give en kunde penge tilbage for de to store fadøl han havde købt.
- Jamen vi snakkes da lige ved.
Lennart opfattede det sidste Kim sagde til manden. Manden havde en lang mørk frakke på. Han havde kulsort hår og et meget markant ansigt, en smuk men også lidt stram mund der var prydet af et yderst velplejet overskæg. Han så et kort øjeblik på Lennart da han vendte sig med de to øl i hænderne. Han smilede. Et smil der afvæbnede Lennart. Han var en flot mand og noget i Lennart sagde at han var et rart menneske.
Kim smilede til Lennart. Faktisk så det ud som om at han var ved at begynde at le. Lennart kunne ikke helt tolke Kims ansigt. Hvad var der at le ad. Vreden begyndte igen at rumstere inde i Lennart.
Han stillede sig ved siden af sin øl, og så ud i rummet. Han kunne ikke få sig selv til at se på Kim, ikke når han havde det der underfundige smil.
Han så at den mørke mand gik ned til hjørnebordet, ned til ham Jan. Det undrede ham. Måske var det derfor at Jan sad der alene ved bordet, han havde ventet på nogen. Ventet på nogen og ikke på Kim. Måske havde Lennart helt misforstået situationen. Han begyndte at blive forvirret.
- Det var Erik.
Lennart vendte sig mod Kim da han talte.
- Erik og Jan er kærester, og jeg har kendt Erik i mange år. Faktisk var det ham der hjalp mig med at springe ud.
Lennarts ben begyndte at ryste. Han følte sig som verdens største fjols. Hvilket han nok også var. Han havde lyst til at le, faktisk havde han lyst til at grine højt og hysterisk. Han var ikke klar over om det var på grund af hans egen dumhed, eller om det var fordi han var så uendelig lettet.
Men hvorfor havde Kim så været sammen med dem et par gange. Var det for at have sex med dem, ligesom Lennart havde haft med Thomas og Benny eller…
Slap nu af Lennart, det kan jo faktisk også være at de har spist sammen eller gået i byen sammen.
Han prøvede desperat at samle tankerne og få styr på alle de løse ender der var ved at gå i hårdknude i hovedet på ham.
- Har du været sammen med dem?
Han kunne have bidt tungen af sig selv. Men nu var det jo sagt, og det var vel egentlig det der lå ham dybest på sinde, så det var nok ligeså godt at få det ud af verden. Men måske kunne han have spurgt på en mere diskret måde.
Kim lo højt. Heldigvis dæmpede musikken noget af det. Lennart kunne mærke at han blev rød i hovedet, han ønskede at Kim ville stoppe.
Kim lagde sit hoved i armen der lå på disken. Da han så op igen, så han Lennart direkte i øjnene. Han havde et skævt smil på læberne.
- Hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg tro at du var jaloux.
Lennart vendte ryggen til baren og Kim.
- Hvorfor skulle jeg dog være det?
Idiot Lennart. Hvorfor vil du nu lige pludselig ikke indrømme det. Nu har du stået og været ved at gå i tusinde stykker over det, og nu vil du ikke engang indrømme det.
Han vendte sig igen og tog en tår af øllen. Han fandt sine cigaretter. Han trængte lige pludselig forfærdelig til en smøg. Ved nærmere eftertanke havde han faktisk heller ikke røget hele den tid han havde været her nede. Han tændte en cigaret. Det irriterede ham at hans hænder rystede en smule. Han håbede ikke at Kim så det.
- Man havde jo lov at håbe.
Kim vendte sig mod den lyshårede pige der var kommet op til baren og ville bestille.
Lennarts hjerte slog et slag over. Lov at håbe. Mon virkelig han mente noget med det, eller var det bare hans flirtige måde at være på.
Lennart vidste at han snart måtte give sine følelser til kende. Ikke bare for sin egen skyld, men han kunne jo heller ikke forvente at en som Kim ville forblive single resten af sit liv. Ikke forvente at han ville vente på Lennart hvis han ikke engang vidste at Lennart havde følelser for ham.
Han vidste jo ikke engang om han havde nogen der ventede på ham der hjemme, der kan jo ske så meget på nogle få måneder. Lennart ærgrede sig over at han ikke havde ringet til Kim i alt den tid han havde været i Aalborg.
Igen var han ved at drukne i bølgen der ramte ham med hele sin bredside.
Han drak resten af sin øl.
Da satte kruset på baren havde han taget en beslutning. Han ville fortælle Kim om sine følelser i aften.
Men hvordan skulle han gøre det. Man kunne jo ikke bare sige, hej du der Kim jeg elsker dig, elsker du mig?
Det skulle jo helst ske når de på en eller anden måde alligevel kom ind på emnet. Men hvordan skulle han lede samtalen ind på emnet? Han følte sig som en lille skoledreng i femte klasse, der var blevet forelsket i klassens pæne pige. Pigen som alle de andre drenge også var forelsket i.
Hvad nu hvis han havde misforstået Kim. Hvad nu hvis Kim bare kunne lide Lennart som en ven. Hvordan skulle han så tackle det. Kunne han tackle det.
Og hvad så. Han var jo nød til at sige det til Kim for at få at vide om det var det ene eller det andet. Hvad var værst, at gå rundt og ikke vide om Kim kunne lide ham, eller at Kim kun kunne lide ham som kammerat. Ingen af alternativerne tiltalte Lennart.
- Det kunne jo også blive den tredje løsning, hvor er din selvtillid henne?
Stemmen sagde det som Lennart inderst inde håbede på, men samtidig det han ikke turde håbe på var sandt.
Kim stod og småsludrede med den lyshårede pige. Han stod og holdt ved baren. Lennart så på hans store hænder. Der var noget ved de hænder der tiltrak ham som en magnet. Han kendte godt grunden, men han turde ikke tænke tanken til ende, ikke som situationen så ud lige nu. Han var virkelig i vildrede. Så tæt som aldrig før og dog så langt borte.
Kim tog hans krus og med en udtryksløs mine skænkede han en ny Half and Half op til Lennart. Da han stillede kruset foran Lennart stillede han sig med korslagte arme og så på Lennart.
Det var tydeligt at han ventede på at Lennart skulle sige noget. Lennart vidste ikke hvad han skulle sige. Han kunne se at Kim studerede ham. Det så næsten ud som om at han nød situationen, hvilket gjorde Lennart om end endnu mere forlegen.
Lennart rodede efter sine cigaretter. Så behøvede han heller ikke at se på Kim og han fik lidt mere tid til at tænke over hvad han skulle sige.
- Håbe på at jeg var jaloux eller hvad?
Lennart tændte sin cigarret. Hænderne rystede stadig.
- Ville det være så utænkelig. Kim vendte sig, tog en klud og begyndte at tørre baren af samtidig med at han sendte Lennart et blik.
Lennart prøvede med et smil.
Det virkede næsten som om at Kim var skuffet eller stødt over noget. Det var jo ikke meningen. Lennart fortrød bittert han hvasse svar.
Han måtte finde på noget, og helst hurtigt hvis han skulle redde situationen.
- Og hvad så hvis nu jeg er jaloux, ville du have noget imod det?
Kim lagde kluden tilbage i vasken.
Han hældte to Jägermeister op i to små glas, satte dem på baren. Han skubbede det ene glas hen til Lennart og hævede det andet til en skål. Uden at sige noget drak de begge.
Kim satte de tomme glas hen til vasken. Da han vendte sig mod Lennart igen, smilede han det velkendte smil som Lennart så godt kunne lide.
- Nej, det ville jeg da ikke have det fjerneste imod, tvært imod. Men så ville jeg nok spørge om du havde tænkt dig at betale for de øl du har stået her og drukket, eller om du hellere ville betale i naturalier.
Lennart havde med vilje ikke drukket særlig meget, hvis chancen for at tale med Kim skulle komme, ville han ikke være fuld, det skulle ikke give Kim det indtryk at det han sagde var noget fulde snak. Han kunne selvfølgelig godt mærke de store Half and Half han havde drukket, men det var ikke så meget at han ikke kunne tænke klart. Bare en lille smule omtåget, lige nok til at han følte sig godt tilpas.
Folk var begyndt at gå hjem og Kim var begyndt at rydde bordene. Lennart stod stadig ved baren. De havde ikke sagt noget, men det lå ligesom i luften at Lennart skulle tage med Kim hjem, det var i hvert tilfælde det Lennart ønskede og håbede på.
Lennart så ned i hjørnet hvor Jan og Erik sad. Hvis man ikke lige vidste det kunne man ikke se at det var et kærestepar der sad der. De sad og sludede nok så hyggeligt som de fleste andre i rummet. Det var ikke helt fair at de ikke kunne
vise deres følelser, som for eksempel de to der sad ved bordet ved siden af. Det var et ungt par på ca. tyve år. Han sad og holdt hendes hænder i sine, åbenlyst på bordet. Det ville Jan og Erik aldrig kunne gøre.
Erik rejste sig for at tage sin frakke på. Det slog Lennart igen at han var en tiltrækkende mand. Han virkede på en gang hård, og alligevel var der noget rart over ham. De kom begge op forbi baren og sagde farvel til Kim. Da Erik gik forbi Lennart blinkede han til ham og sendte ham et varmt smil. Det gav et sug i maven på Lennart. Det virkede som om at han godt vidste hvilken virkning han havde på Lennart, det var sikkert ikke første gang han havde mærket at der var øjne studerede ham.
Lennart vendte sig om mod Kim, det var jo ham han ville have. Erik havde bare været et spændende afbræk i hans tankerække.
Tanken om Lene havde flere gange trængt sig på, men Lennart havde hver gang fortrængt den, han ville ikke tænke på det nu, han måtte gribe denne ene chance til at få talt med Kim, denne ene chance for at se om det virkelig var det han dybest inde ønskede. Han var ikke helt sikker på om han kunne gennemføre det han var i gang med, men noget sagde ham at han skulle fortsætte.
- Det var de sidste.
Kim kom med en bakke fyldt med glas, i nogle af glassene var der stadig sjatter som folk ikke kunne drikke. Tænk at købe mere end man kunne drikke, det var jo næsten blasfemi. Helt billigt var det jo ikke at købe drikkevarer hernede.
Lennart kom til at små grine ad sin egen nærrighed.
- Gider du ikke at tørre bordene af, så vi hurtigere kan komme ud herfra.
Kim stod med kluden rakt frem mod Lennart.
- Jo selvfølgelig.
Lennart tog kluden og begyndte at tørre bordene af. De fleste var fælt klistrede af øl og andre drikkevarer der var spildt på dem. Han var nød til at skylle kluden op igen, den var allerede ret ulækker efter tre borde.
Han måtte skubbe til Kim der stod ved vasken og vaskede glassene af. Det pirrede Lennart at stå så tæt ved Kim. Det gav en dejlig prikkende fornemmelse i kroppen.
- Hva’ fanden, skal du skubbe din lille lort.
Kim skubbede tilbage med sin hofte. Lennart kunne ikke undgå at mærke Kims hofte stødte ham selv et stykke over hans egen hofte. Kim havde noget længere ben end Lennart.
- Ja skal jeg tørre bordene af, eller skal jeg bare tvære det ud over hele bordet.
Han dyppede kluden i sæbevandet i vasken
- Av for helvede, det er jo kogende.
Kim slog en latter op.
- Ja skal jeg vaske glassene af eller skal de vare skylles?
Lennart sendte ham et skulende blik. Han var nød til at holde kluden over vasken for at den skulle køle så meget af at han kunne vride den.
Yderligere to gange brændte han sine hænder for at skylle kluden op.
- Nu er jeg vist færdig.
Kim lukkede døren og låste.
Det var begyndt at sne. Fodsporene fra de sidste gæster var næsten udslettede i det nyfaldne sne.
Der var meget stille. Sneen dæmpede alle lyde. De få biler der stadig kørte i den indre del af byen, virkede bare som en svag snurren i baggrunden.
Lennart havde lyst til at tage Kim i hånden og gå igennem den hyggelige gamle by i mens sneen langsomt dalede ned over dem, det virkede så romantisk. Men han vidste godt at det kun kunne blive ved tanken, bøsser gik ikke med hinanden i hånden i fuld offentlighed, det var ikke velset, ikke accepteret i det normale samfund.
Han havde aldrig hadet samfundet, dets normer og alle dets fordomme, så meget som lige nu. Det skar ham i hjertet at han ikke kunne få lov til at vise Kim hvor meget han virkelig holdt af ham. Han kunne ikke få lov til at opleve den romantik der lå i luften, få lov til for et øjeblik, at tro på at det var noget fint og smukt at han elskede et andet menneske. Få lov til at opleve den vidunderlige stolthed man har når man viser hele verden, at det her er det menneske man elsker over alt andet, det menneske man har lyst til at leve med, til at bygge en fremtid op.
Havde bøsser ikke lov til at have en fremtid?
Hvor ofte så man ikke par der gik hånd i hånd gennem byen, ikke for at de skulle købe noget, men bare for at de havde lyst til at gå en tur i det dejlige vejr, snevejr eller sol, det spillede ingen rolle, men bare det at man havde nogen at gå en tur med, nogen at dele noget med. Var det ikke bare en lille smule skønnere når man oven i købet kunne vise sin kæreste eller partner frem? Var det egentlig ikke det man også gjorde. Ville man ikke vise for hele verden at det her var den man elskede og at man var elsket at den selv samme?
Men sådant skulle det åbenbart ikke være for dem.
Det virkede så uretfærdigt at det var forbeholdt for en vis del af samfundet, den såkaldte normale del af samfundet.
Men hvad var egentlig normalt.
Hvem bestemte hvilke følelser der var normale, var det noget der stod skrevet i et facit hæfte for normale mennesker. Lennart havde aldrig set det hæfte.
Kim begyndte at gå.
- Kommer du?
Lennart var faldet i staver over sine egne tanker.
Han gik hen ved siden af Kim og de begyndte at gå.
De gik i stilhed. Lennart kunne mærke at hans gode humør havde fået et knæk.
Hvor var det dog typisk for ham. Når han endelig havde det godt med sig selv og det han var i gang med, skulle han straks ødelægge det med nogle åndssvage tanker eller ideer. Hvorfor kunne han ikke bare nyde nuet uden at tænke på følgerne.
- Hvorfor er du så tavs?
Kim stak sine hænder dybere i sine lommer.
Lennart kunne mærke at hans hænder begyndte at blive kolde. Han havde ingen handsker på, det havde han ikke tænkt på da han tog hjemmefra. Han lommer i jakken var for små til at han kunne stikke hænderne ned i dem, så han knyttede dem og forsøgte at trække dem op i ærmerne.
- Årh det er ikke noget.
Han ville helst ikke fortælle Kim hvad det virkelig var han havde tænkt på. Det ville jo ikke gøre det hele bedre. Han bestemte sig for at glemme det, og så se det positive i det der var ved at ske, han var på vej hjem til Kim.
- Skal du hjem eller vil du med hjem til mig?
Spørgsmålet kom bag på Lennart. Han havde jo regnet med at det var en selvfølge. Det var det også for ham, men ikke for Kim der jo ikke vidste hvilke tanker der havde rumsteret rundt i hovedet på Lennart hele aftenen.
- Jeg er bange for at den sidste bus er kørt, og jeg ved ikke om jeg har penge til en taxi.
Lennart så op på Kim. Kims reaktion ville være nøglen til resten af aftenen, ja resten af natten. Lennart ventede spændt.
- Jeg håbede at du ville tage med mig hjem, men jeg har jo efterhånden fundet ud af at man ikke skal tage noget for givet, når det har med dig at gøre.
Kim smilede.
- Er det ikke også lidt tidligt at tage mig for givet?
En sten faldt fra Lennarts hjerte.
Hvis Kim havde været afvisende nu ville det hele være ødelagt. Lennart vidste faktisk ikke hvad han ville have haft gjort hvis det havde været tilfældet, han havde satset, og indtil videre satset rigtigt.
Kim satte nøglen i døre.
- Fy for den lede hvor mine fingre er stive.
Lennart tog sig selv i at tænke en sjofel tanke, han skubbede den til side, han var jo en pæn dreng.
Kim vendte sig om og så på Lennart.
- Din lille gris.
Han åbnede grinende døren til lejligheden. Lennart blev rød i hovedet, hvordan kunne han vide hvad han tænkte. Så godt kendte han ham vel heller ikke, eller gjorde han.
Det var først da Lennart skulle tage sin jakke af at det gik op for ham hvor meget han frøs om sine fingre. Det var næsten umuligt at få fat i den lille dims der skulle åbne lynlåsen. Han fingre nægtede at lystre. Han bandede over den besværlige lynlås.
-
Skal jeg hjælpe dig?
-
Ja tak, mine fingre vil ikke lystre.
Lennart så opgivende på Kim.
-
Du er da også et lille fjols. Hvorfor har du ingen vanter på når du ikke kan stikke dine hænder i lommerne. Det er faktisk vinter ved du.
Lennart svarede ikke, det var på en eller anden måde rart når Kim skældte ud på den lidt faderlige måde, det gav en følelse af at være beskyttet, en følelse af at der var nogen det brød sig om hvordan han havde det.
Han hængte jakken på en knage.
Kim var ved at tænde lys i stuen. Han stod og fumlede med en up-light. Det var åbenbart ikke kun Lennarts fingre der var kolde. Lennart mærkede varmen da han trådte ind i stuen. Det var dejligt med noget varme. Han kunne mærke hvordan hele kroppen var kold. Han gned sig på lårene, det gav lidt varme både i lårene og i hans hænder.
- Sæt dig ned og lad som om du er hjemme.
Kim tændte nogle fyrfadslys der stod på bordet. Der var tre snebolde hver med sit lys i. Det hyggede med levende lys. Bordet var et solidt marmor bord. Det var glat slebet og farverne spændte fra benhvid til mosgrøn og noget der vel nærmest var rød jordfarvet. Ud over lysestagerne stod der kun et stort glas askebæger. Lennart lagde mærke til at det var rent. Han hadede når der stod fyldte askebægre. De lugtede så grimt, det var faktisk ofte det der lugtede i ryger hjem, og ikke så meget det at folk røg der.
-
Jeg kunne godt bruge noget varmt, kunne du ikke? Kim så ned på Lennart.
-
Jo det kan jeg vist ikke sige nej til.
Kim begyndte at grine.
-
Ja nu snakker jeg altså om noget varmt at drikke.
Lennart kunne heller ikke lade være med at grine. Han have faktisk ikke tænkt på noget andet end noget at drikke. Kim kunne altså være ligeså hurtig på aftrækkeren som han selv. Det var fedt at være sammen med nogen der kunne tage den form for humor, der havde været tilfælde hvor Lennart var kommet galt af sted, fordi han sommetider var lige hurtig nok med en rap replik.
-
Jamen så starter vi da med det.
Lennart ville ikke lade ham dø i synden.
Kim rystede på hovedet og gik ud i køkkenet.
Stuen var som Lennart kunne huske den, ikke særlig stor men meget hyggelig. Lædersofaen han sad i var stor og rummelig. Han havde altid syntes godt okseblods farvet, det var sådant en varm farve. Under bordet lå der et langhåret hyrdetæppe i naturfarve. Lennart kunne lade være med at tænke på det enorme arbejde det var at holde sådant et tæppe rent. Han havde selv haft et lille tæppe magen til på sit værelse. Det skulle bankes og børstes med jævne mellemrum for at få alt skidtet ud der altid gemte sig imellem de lange hår. Med det arbejde han havde haft med det lille tæppe han havde, gyste han ved tanken om det arbejde der måtte være med Kims tæppe der var omkring to gange fire meter. Nå det var jo ikke hans problem, i hvert tilfælde ikke endnu. Men havde det været det der kunne få alle brikkerne til at falde på plads, så havde han såmænd gerne børste hele tæppet et par gange om ugen.
Over for sofaen stod der to lænestole også i okseblods farvet læder. Bag dem, ved endevæggen stod der en stor reol i fire sektioner, Lennart var ikke sikker, men det lignede palisander.
Selvfølgelig stod der et B&O stereoanlæg i reolen. Selvfølgelig, fordi det passede til resten af stuen. Lennart havde selv B&O hjemme. Han syntes at det var et fedt design, han vidste godt at mange sagde, at det var det man betalte for og ikke for det der var indeni. Det var da sikker også rigtigt, men han havde nu aldrig haft nogen grund til at klage over det der kom ud af hans højtalere. Desuden betalte man vel altid for noget der var pænt at se på. Hvad med alt der havde med mode at gøre, var det ikke designet man betalte for?
Han så på de få grønne planter der stod i vindueskarmen. Det var ikke noget at råbe hurra for, men det var vel ikke alle der synes om levende planter, eller var det bare en dårlig undskyldning de fleste brugte for at de ikke kunne få dem til at vokse. Lennart var vist født med der hed grønne fingre, for han havde aldrig haft problemer med planter. Faktisk var det næsten omvendt. Han havde engang brugt nogle bambus pinde, som han havde taget fra haven, til blomsterpinde for det var jo billigere, og de virkede lige så godt som dem man betalte en formue for i butikken, faktisk virkede de næsten for godt, for de begyndte at skyde da han havde sat dem ned i potten til en blomst. Det havde hans mor syntes var utrolig morsomt, så det var noget af det første hun fortalte når der kom veninder på besøg og snakken kom ind på planter.
Lennart var ikke helt sikker på om han skulle være stolt eller flov.
- Så er der sgu serveret.
Kim kom ind gennem døren bærende på en bakke.
Han satte bakken på bordet. Det skurede fælt i ørene på Lennart, han fik kuldegysninger ved lyden.
- En til dig og en til mig.
Kim satte et glas, det største glas Lennart nogensinde havde set, foran Lennart.
Han kunne se at det var Irish Coffee.
Åh det skulle gøre godt. Der var ikke noget som Irish Coffee eller gløgg der kunne give varmen. Han lagde begge hænder rundt om glasset. Det varmede hans iskolde fingre. Han så igen på glasset. Det var enormt.
- Ja det er godtnok rødvinsglas, men det var de største jeg havde, og jeg regnede med at du gerne ville have varmen igen.
Kim satte sig i en stol overfor Lennart, han lænede sig mod det ene hjørne og lagde benet op over det modsatte armlæn. Det var faktisk også Lennarts yndlingsstilling i en læderstol. Lædermøbler var lavet til at slænge sig i, det bedste var at de kunne tåle det, de blev jo faktisk bare smukkere desto mere man sled på dem.
Kim drak af den varme drik. Nej det var jo rigtigt, man skålede ikke i medicin, og det var vel en slags medicin. Det var jo meningen at det skulle give dem den livs givende varme tilbage.
Lennart tog et lille søb af hans glas, han var bange for at brænde sig, så det blev bare til det lille søb med den uundgåelige slubren.
Han så på Kim. Han vidste ikke hvorfor, men han blev igen frygtelig bange for at miste Kim. Var det ikke lidt åndssvagt, der var jo ingen der sagde at han havde ham. Lennart var lige ved at miste modet.
- Du ser godt ud Lennart, har du det godt inde ved militæret?
Kim stillede glasset på bordet.
Lennart sad og kørte rundt med indholdet i sit glas.
- Har du ikke nogle bordskånere?
Han havde det næsten dårligt over at skulle sætte glasset på det bare bord. Bare tanken om den lyd det kunne give, gav ham gåsehud.
- Kan du ikke lide lyden?
Kim smilede og rejste sig. Han åbnede en låge nederst i reolsystemet og tog to korkskiver frem.
Han lagde en foran Lennart og satte sit eget glas på den anden.
- Nej, til lyden og jo tak jeg har det faktisk meget fint i militæret, bortset fra at det er så langt hjemmefra.
Han satte glasset på kortskiven, rakte ud efter sine cigaretter, og tændte en.
- Nå så du savner lillemor?
Kim så ham lige i øjnene.
Lennart vidste inderst inde godt at det var en åbnings replik til ham, men han vidste ikke hvordan han skulle gribe det hele an.
- Jo da, hvis du anser dig selv for at være lillemor.
Det røg ud af munden på ham. For helvede Lennart, det kunne godt have været serveret en smule bedre. Nå det var jo for sent. Han prøvede at smile afvæbnende.
- Lille og lille, jeg er dog trods alt en meter og otteoghalvfems, og så vidt jeg ved, uden at skulle sige det med sikkerhed, så tror jeg ikke at jeg er moder til nogen.
Kim smilede. Det så ud som om at han forstod hvad der lå bag Lennarts ord.
Det slog Lennart, at mennesker egentlig var nogle underlige skabninger. Her sad de to mennesker og vidste jo egentlig godt hvad de gerne ville snakke om, alligevel sad de begge som katten om den varme grød, og ventede på at samtalen skulle snige sig ind på det der var sagens kerne, det de begge egentlig gerne ville snakke om.
Lennart tog nok en mundfuld af hans Irish Coffee. Den var ikke helt så var nu, så han kunne godt tage en mundfuld mere, denne gang lidt større.
Han kunne mærke hvordan det varmede efterhånden som det løb ned i halsen på ham.
- Åh hvor er det dog godt. Jeg fryser som en lille hund i våde underbukser.
Lennart rystede uvilkårligt da han atter fik et kuldegys.
- Jamen så drik da noget mere, der er både mere kaffe og whisky hvis vi trænger.
Kim tog også en slurk af sit glas.
- Nej helt ærlig, så har jeg det faktisk bedre i militæret end jeg troede muligt. Jeg var faktisk bange for at det skulle være noget værre lort, men det er faktisk o.k.
Lennart dryssede aske i det helt rene askebæger.
- Jeg er lige ved at tro at jeg kunne blive en hæderlig soldat, jeg er da i hvert tilfælde ikke den der får flest skideballer, og det er, i militæret, at regne for godt.
Han kunne ikke helt lade være med at grine ad sine egne ord.
- Er der nogle gode uniformeret skår?
Lennart blev lidt forvirret, for det var faktisk noget af det han mindst tænkte på når han var der. Det lå ligesom så langt væk, alt det der med mænd og sex. Det hørte ikke hjemme der inde. Det var som om at man var en person når man var hjemme og en anden person når man var sammen med alle de andre i delingen.
Der var selvfølgelig ham der, Lennart kunne ikke huske navnet, der havde lavet noget der lignede tilnærmelser i bruseren, en dag de havde stået derinde alene.
Men Lennart havde fået den fornemmelse at han ikke var til fyre, men bare havde lyst til at prøve fordi han ikke kunne få andet, eller også ville han bare prøve Lennart af, for eventuelt at kunne bruge det senere. Lennart var ikke sikker, men han havde i hvert tilfælde bare slået det hen som en spøg, og det var han glad for i dag, for desto mere han tænkte over det, desto mere virkede det som om at han der fyren bare ville udnytte folk, og var der noget Lennart hadede, så var det det.
- Jo for pokker, der ham der ligger i køjen under mig. Han har en udstående brystkasse som alle ville blive misundelig på og så er han vindøjet.
Men han er for øvrigt verdens bedste kammerat.
Lennart tænkte på hans første indtryk af Holst. Det var en af de meget få gange han havde taget fejl af et menneske. Holst så faktisk lidt besynderlig ud, men han var sin vægt værd i guld. Havde det ikke været for ham så var Lennart ikke sikker på at han havde klaret sig igennem det daglige slid. Holst var der altid når der var brug for ham. Lennart prøvede også at støtte ham så meget som han kunne, han håbede bare at han virkelig også gjorde det.
- Tænder du da på fyre i uniform?
Lennart kunne ikke lade være med at drille lidt.
- Det kommer da an på hvem det er, jeg ville da ikke have noget imod at se dig i uniform.
Kim så på Lennart samtidig med at han tog nok en tår af den varme drink.
Det begyndte at snøre sig sammen i Lennarts mave. Han var ved at blive utålmodig. Hvorfor kunne de ikke komme i gang med det der var essentiel. Hvorfor kunne de ikke sige det de gerne ville. Måske ville det hjælp når de fik noget mere at drikke. Men hvorfor skulle man altid have noget at drikke for at sige det der lå en dybest på sinde. Det irriterede ham.
Han tog en ordentlig slurk af sin drink. Hvis det var det der skulle til, så skulle det i hvert tilfælde ikke hindre ham i at få sagt det han ville sig, og det skulle være i aften, det kunne ikke vente længere. Hvis han ikke fik det sagt i aften så kunne det hele også være lige meget, for så var det åbenbart ment som noget der skulle ske, og den tanke kunne han overhovedet ikke holde ud. Han tog en slurk til.
- Ja det giver varmen, ikke?
Kim så på ham, lettere undrende.
Lennart kunne godt se at det måske så lidt underligt ud, at han drak som en gal af den varme drik, Kim vidste jo ikke hvilke tanker der for gennem hans hoved lige nu. Han havde mest lyst til at gå over til Kim, sætte sig ved foden af hans stol og ligge hans hoved i hans skød, eller gå over og sætte sig på skødet af ham og putte sig ind til ham. Han blev siddende. Han vidste ikke hvorfor, men han kunne ikke få kroppen til at lystre, eller også ville han inderst inde ikke gøre det. Lennart kunne ikke huske at han nogensinde havde været så rådvild. Han ville så gerne, men kunne ikke.
Fanden tage det sprut. Han tog en ordentlig mundfuld til, og til sin egen forbavselse var glasset tomt. Han så hen på Kims glas, det var stadig halv fuldt. Han blev flov, havde han virkelig allerede bællet det store glas fuld allerede.
Han kunne ikke få sig selv til at se Kim i øjnene da han satte glasset på sin lille korkskive. Han tog sin pakke cigaretter. Så længe han lavede noget kunne Kim vel ikke forvente at han skulle se på ham.
- Nå der er nok synk i dig i dag, vil du have en til?
Lennart vidste ikke om det var bevidstheden om at han havde drukket den store Irish Coffee så hurtigt, eller om det var fordi at den havde været stærk, men han syntes at han kunne mærke spiritussen i sin krop og hjerne. Kroppen viste det ved at være afslappet, og varmen havde bredt sig som et varmt tæppe i hele han forfrosne krop. Hjernen kørte i halv fart, og gav derfor ikke så mange informationer om omgivelserne som den plejede. Det fik det hele til at virke som om at det foregik i en slags slowmotion. Det var en behagelig fornemmelse.
- Ja tak, det ville være dejligt Kim.
Kim tog hans glas og gik ud i køkkenet.
Lennart kunne lade være med at beundre hans krop. Det var sjældent at man så en så høj fyr der virkede harmonisk. Ofte syntes Lennart at høje mænd gik lidt duknakket. Det var måske fordi at de var vant til at skulle bukke sig når de skulle gennem døre og lignende, men det så ikke særlig godt ud, i hvert tilfælde ikke i Lennarts øjne. Der var ikke noget smukkere end et menneske, være det kvinde eller mand, der havde en flot holdning. Det stammede nok for de mange år som gymnast, der havde han vænnet sig til at alle havde en rank holdning, og derfor så det helt forkert ud når folk enten på grund af deres store mave, det var nu oftest lidt ældre mænd og gravide kvinder der havde det, næsten så ud som de var svajrygget eller også hang deres skuldre som om hele verdens problemer lå på deres skuldre. Lennart kunne faktisk tænde på en mand bare på grund af hans holdning. Det modsatte havde også sket, der sad en flot fyr ved et bord, men det hele gik i vasken når han rejste sig, og hans holdning lignede klokkeren fra Notre Dame.
Kim havde trods sin højde en flot rank ryg. Det var også som om at folk med en rank holdning virkede stoltere, som om at det havde mere selvtillid, som om at de så mere positivt på livet.
Det gjorde det jo ikke ringere at Kim havde smalle hofter der fik hans i forvejen brede skuldre til at virke endnu bredere. Han virkede harmonisk, både i krop og sjæl.
Lennart tog sig selv i, igen at tænke på, at han elskede Kim. Han var i dette øjeblik ikke i tvivl om at han gerne ville prøve at leve sammen med Kim. Det var ikke sikkert at det ville virke, men det var til hundrede procent værd at prøve.
Han så hen mod køkkendøren. Kim var stadig ikke at se. Lennart syntes at han kunne høre Kim tale. Med musikken i baggrunden var det svært at sige om det bare var noget han bildte sig ind, eller om det virkelig var Kim der talte.
Inden han havde tænkt sig om stod han næsten henne ved døren.
- Jeg er ked af at bryde vores aftale, men jeg har fået gæster og jeg kan ikke bare gå, det er en af mine gode venner, og vi har lige noget vi skal tale om. Kan vi ikke ringes ved en af de nærmeste dage?
Lennart var lige ved at kaste op. Havde Kim haft en anden aftale i aften. En af mine gode venner, var det det han var, en god ven.
Lennart begyndte at ryste over hele kroppen. Hvorfor havde Kim ikke benyttet telefonen inde i stuen. Hvorfor stod han her i køkkenet og talte i telefon. Var det ikke meningen at Lennart skulle høre det.
Hele det puslespil Lennart synes var ved at falde på plads var pludselig splittet i alle ti tusinde stykker igen.
Han famlede sig hen til sofaen. Det sortnede for hans øjne. Han havde kvalme. Han havde mest af alt lyst til at tage hans jakke og gå. Han kunne ikke fatte at Kim ville være så uærlig.
- Hvem er uærlig, har du fortalt ham om dine intentioner? Ved han overhovedet at du godt kan lide ham? Har du givet ham en chance? Nu hvor du endelig er ved at tage dig sammen til at sige noget, forventer du bare at han skal have samme følelser for dig som du har for ham. Har du spurgt ham om hvordan han føler? Forventer du ikke at han bare stiller sig til disposition nu, fordi du endelig er ved at finde ud af hvad du mener om ham, og hvad du gerne vil have ud af jeres forhold. Har du spurgt ham hvad han forventer sig af jeres forhold?
Du skulle ærlig talt skamme dig.
Stemmen rev hans hjerne i tusinde stykker. Nu syntes han endelig at der måske var håb forude, håb om at han kunne prøve at leve som hans sjæl og krop havde bedt om, i lige så mange år som han kunne huske, og så blev det hele brutalt revet fra hinanden med en eneste telefonsamtale. En telefonsamtale som han ikke engang rigtig vidste hvad gik ud på, men han syntes at han havde hørt nok til at forstå at Kim havde brudt en anden aftale, fordi han havde en god kammerat på besøg, der åbenbart trængte til at tale. Var det derfor han havde budt ham hjem, fordi han troede at Lennart trængte at tale med en anden bøsse, tale med en der kunne forstå ham, og måske give ham nogle gode råd.
Hvilken tåbe han havde været. Her sad han og troede at det var fordi Kim også havde kunnet mærke at der var noget i luften, og så var det bare fordi han var en god kammerat der kunne mærke at Lennart trængte til at tale med nogen.
Selvfølgelig, det var jo også derfor at han ikke havde sagt noget hele aftenen, noget om det som Lennart syntes var det essentielle, nemlig deres følelser for hinanden. Så klart havde han ikke sagt noget, for han havde ikke de følelser som Lennart havde, følelser som Lennart i sin naivitet havde troet at Kim også havde, og derfor havde forvasket hele billedet til sin egen fordel. Forvasket det hele så det passede ind i hans eget lille verdensbillede. Det hele havde jo været lige foran ham hele tiden, han havde bare ikke ville indrømme det fordi det ville gøre ondt.
- Hvad er der galt Lennart?
Lennart havde ikke opdaget at Kim var kommet ind i stuen. Han stod for enden af bordet med en rygende varm Irish Coffee. Kim satte glasset på den lille kortskive foran Lennart.
Han skubbede til bordet, og satte sig på gulvet foran Lennart.
Lennart kunne pludselig mærke tårene der trillede ned ad hans kinder. Han havde ikke været klar over at han græd. Han følte sig så dum. Ikke så meget på grund af tårene, men mere det faktum at han havde misforstået hele situationen.
Hans hjerne lavede en milliard beregninger der kort fortalte ham at hans fremtid ikke så så lys ud som han havde troet for bare fem minutter siden.
Kims store hænder tog begge Lennarts hænder i sine. Han nussede Lennarts hånd. Lennart vidste at de brændende blå øjne så på ham, forsøgte at få kontakt med hans egne øjne. Han holdt blikket fast på Kims hænder der hvilede i hans skød. Mest fordi han vidste ikke hvad han skulle sig. Han kunne jo ikke fortælle Kim hvad det var der var galt. Han kunne ikke fortælle ham at han havde været sådant et fjols der havde troet at Kim også havde følelser for ham, følelser der strakte sig længere end bare det at være gode venner.
- Lennart hvad er der, hvorfor er du lige pludselig så ked af det. Er det noget jeg har gjort?
Lennart så på Kim. Han så virkelig bekymret ud. Han klemte Lennarts hånd.
Lennart havde en ubeskrivelig lyst til at fortælle ham hvad det var der havde fået ham til at græde, men han kunne ikke. I stedet begyndte han ubehjælpeligt at hulke.
Kim lagde armen om ham og trak ham ind til sig. Lennart nød at være så tæt på Kim, men samtidigt vidste han at det var forkert, forkert fordi han lagde mere i den omfavnelse end Kim gjorde. Han havde lyst til at gøre sig fri af favntaget, men kunne ikke fordi det gjorde så godt indeni, selv om det kun var en lånt tryghed der ville koste ham dyrt senere, når han ikke længere kunne mærke Kims arme holde ham.
Lennart prøvede at stoppe den hulken der gennem rystede hans krop. Det var ikke let, dels fordi kroppen ikke ville holde op før den var færdig, dels fordi han vidste at Kim ville slippe ham når han stoppede.
Kim tog om begge hans skuldre og holdt ham ud i sine strakte arme.
- Lennart du bliver nød til at sige hvad det er der er galt, ellers kan jeg ikke hjælpe dig. Men du vil måske ikke at jeg hjælper dig?
Lennart nikkede. Han kunne ikke sige noget. Hvad kunne han sige. At han var en idiot. Hvad nu hvis Kim blev sur eller stødt over sandheden. Det ville nu ligne Kim dårligt, men hvem kunne vide hvordan han ville reagere.
Lennart tørrede sine øjne. Han gjorde sig blidt fri af Kims arme, og rakte efter sin drink.
Han brændte tungen da han tog en temmelig stor slurk af den brand varme drink, men han var lige glad, det var skide lige meget nu, alting var lige meget. Hvad betød det at han brændte sin tunge når han lige havde mistet det dyrebareste i sit liv, mistet det inden han overhovedet havde haft det. Det ærgrede ham at han ikke havde haft sex med Kim sidste gang han sov der. Ikke fordi det ville hjælpe ham nu, men så havde han da i det mindste prøvet det. Han hadede sig selv for at tænke sådant. Troede han at han kunne fange Kim med sex, troede han at han kunne holde fast på ham med sex. Han var lige ved at grine, skulle han, der næsten kun kendte mænds anatomi fra sin egen krop, kunne holde fast på en anden mand med sine dyder i sengen. Han havde ikke lyst til at lære mere om mande kroppen, ikke hvis det ikke var Kims.
Var det bare fordi at han ikke kunne få Kim at han følte sådant. Eller var han slet ikke til mænd. Tanken om at skulle være sammen med en kvinde slog ham. Nej det var heller ikke det han havde lyst til. Faktisk syntes han lige nu at sex var ulækkert, og det var lige meget om det var med den ene eller den anden. Selv tanken om at skulle have sex med Lene virkede frastødende, og det var på trods af at han vidste, at han havde nydt det tidligere.
Lennart tændte en cigaret. Igen behøvede han ikke at se på Kim når han bruge hænderne til noget, han var jo nød til at se på det han lavede.
Kim rakte ind over bordet og tog sin drink og den lille korkskive.
Han stillede det ved siden af Lennarts drink.
- Må jeg tage en af dine cigaretter, jeg trænger til at ryge.
Kim havde allerede taget Lennarts pakke cigaretter. Lennart svarede ikke, han nikkede bare. Kim tændte en cigaret. Han sugede dybt på cigaretten og inhalerede. Lennart gjorde det samme.
Kim blæste en stor røgsky ud i rummet. Han vendte sig mod Lennart, han sagde ingenting.
CD spilleren stoppede. Der var helt stille i stuen.
Kim forholdte sig tavs.
Lennart kunne mærke stilheden nage.
Han vidste at det var ham der skulle sige noget nu. Kim havde jo to gange spurgt ham om grunden til hans udbrud. Han måtte sige noget, men hvad.
Han kunne jo selvfølgelig sige noget om at det ikke gik så godt mellem ham og Lene, det ville jo ikke være at lyve, for der var jo noget galt mellem dem.
Men hvis han gjorde det, ville det så ikke bare være at trække pinen ud. Ville han så kunne sove i samme lejlighed som Kim og stadig ikke have sagt det der lå ham mest på sinde. Ville det ikke være værre når han kom hjem i morgen, komme hjem og ikke have opnået noget som helst. Ville han så ikke bare bilde sig selv ind at det hele var i orden, og at Kim sikkert godt kunne lide ham alligevel, og at det bare havde været noget familie han havde talt med på telefonen, men at han havde løjet om Lennart, kaldt ham sin ven, fordi han ikke ville have hans familie til at tro at han havde en ny fyr med hjem hver aften.
Lennart vidste at hans hjerne var ekspert til at finde bort forklaringer når det gjaldt sådanne situationer.
Han kunne mærke hans krop summede. Han vidste ikke om det var spiritussen eller om det var adrenalinet der pumpede i hans krop. Han vidste at der var adrenalin i hans blod, for hans hjerte pumpede dobbelt så hurtigt som det plejede.
- Hvis du har en anden aftale i aften, så skal du sige det, for så tager jeg en taxi hjem nu.
I samme øjeblik han havde sagt det, fortrød han det. Gu’ fanden havde han ikke lyst til at tage hjem i aften. Han havde ikke lyst til at skulle møde Lene, og stå over for flere problemer, flere forklaringer, flere løgne.
Han havde lyst til at være sammen med Kim, rigtig sammen med Kim. Ikke bare som en kammerat, han ville have Kim til at elske med ham. Han ville føle at der var nogen der kunne lide ham, nogen der gerne ville have ham, have ham og hans krop. Og denne nogen skulle være Kim, ellers kunne det være lige meget det hele.
Kim tog en tår af hans Irish Coffee. Uden at kigge på Lennart satte han cigaretten til munden.
Lennart syntes at der gik en evighed inden han svarede.
Gad vide om han også overvejede at finde på en lille nødløgn, eller om han skulle fortælle sandheden, sandheden hvad nu det var, den sandhed Lennart frygtede lige nu mere end noget andet.
- Har det med min telefonsamtale at gøre, at du er ked af det?
Kim lænede sig ind over sofaen og så på Lennart.
Lennart kunne næsten mærke panikken gribe ham. Hvad skulle han sig. Han kunne ikke bestemme sig, og han kunne mærke at tårene begyndte at presse på igen.
Han nikkede. Han vidste at hvis han sagde noget, ville hans stemme knække, og han ville højst sandsynlig begynde at græde igen, og det ville han ikke. Han ville ikke at Kim skulle tro at han var en tudeunge, der begyndte at tude hver gang livet ikke gik den vej han gerne ville gå.
- Hvorfor gjorde den telefonsamtale dig ked af det Lennart?
Kim ville åbenbart ikke lade ham slippe så let. Et eller andet sted vidste Lennart godt at Kim havde ham. Om han havde ham der hvor han gerne ville, vidste Lennart ikke, men han vidste at det lige nu var Kim der sad med den tykke ende af tovet.
- Du havde jo åbenbart en anden aftale med nogen i aften. Lennart kunne mærke at hans stemme begyndte at ryste.
- Jeg troede måske at du tog mig med hjem fordi du ikke havde en anden aftale, og at du gerne ville have mig med hjem.
Lennart sænkede blikket og så ned på han bukser. Han trak benene op i sofaen og lagde dem over kors. Han kunne mærke de kolde fødder de nu lå tæt op ad hans lår. Lårene var varme nu, men det var fødderne ikke, de var stadig iskolde.
Kim lagde hans hånd om Lennarts tæer. Han knugede dem let for at varme dem. Selv om det var et let knug gjorde det ondt i Lennarts kolde fødder, men han sagde ingenting, og gjorde intet for at Kim skulle fjerne sin hånd.
- Tror du at jeg tog dig med hjem fordi jeg følte mig tvunget?
Lennart svarede ikke. Kim fortsatte uden at vente på et svar.
- Lennart jeg ved ikke hvad jeg skal tro om dig, jeg aner simpelthen ikke hvor jeg har dig. Jeg ved ikke om du kommer her hjem til mig fordi du synes at det er rart at have en åben bøsseven at tale med om dine problemer, eller om du kommer her hjem fordi du har lidt stærkere følelser for mig, og gerne vil mere end bare at drikke kaffe. Jeg aner det ikke. Jeg er skide forvirret fordi du den ene gang sender nogle signaler som siger det ene, og en halv time senere sender nogle signaler der siger det modsatte. Hvad er det du vil? Ved du selv hvad det er du vil?
Lennart ønskede at han kunne krybe i et musehul. Kim havde jo ramt hovedet på sømmet, og han havde ikke vist eller fortalt hvad han selv syntes. Det var stadig Lennart der hang på den. Måske var det også fair nok, det var jo i sidste ende Lennart der skulle tage en beslutning. Det var jo ham der havde siddet i Kims sofa og nydt den varme drink, nydt Kims tilstedeværelse, nydt tanken om at Kim måske kunne lide ham, måske oven i købet havde lyst til ham som menneske, et menneske han ville tale med, ville elske med.
- Så sig det dog menneske, du kan for fanden da ikke sidde her hele natten og håbe på at der kommer nogen og siger alt for dig. Er du virkelig så bange for sandheden at du hellere vil leve resten af dit liv i uvished. Det er ikke sikkert at alt bliver som du havde drømt om, men der findes måske en løsning som alle kan bruge til noget. Det behøver jo ikke at blive en sort hvid løsning.
Stemmen dundrede mod Lennarts tindinger. Han kunne ikke synke. Det var som om hans hals strammede sig sammen, og der var ikke hul nok til at han kunne ånde.
Havde stemmen ikke ret. Kunne det ikke være ham der havde misforstået det hele, og at Kim virkelig kunne lide ham.
Men hvis han kunne lide ham, hvorfor sagde han det så ikke.
Lennart vidste godt at han heller ikke havde sagt noget, men Kim var jo også lidt ældre, og han vidste mere om bøsselivet end Lennart gjorde.
Bøsselivet.
Det her var nøjagtig lige så slemt som når han skulle finde ud af om en pige kunne lide ham. Faktisk var der ingen forskel på hverken følelser eller problemer, og det var lige meget om det var med piger eller drenge. Hvorfor skulle det også være nemmere at fortælle en fyr at man elskede ham, end det var med en pige. Det svære i det hele var jo at man var bange for at blotte sig, bange for at den anden, uanset om det var det ene eller andet køn, ville bruge de nye oplysninger til at såre en senere. Hvis man havde været ligeglad med hvad andre mente og tænkte om sig, ville det så ikke være lige meget om den nye potentielle kæreste havde fundet ud af at man var forelsket i dem. Hvorfor var mennesket så rædselsslagen for at få et afslag. Selvfølgelig var det ikke rart at blive afvist, men det kunne man jo leve med. Om ikke andet glemte man det jo efter noget tid, og man fandt en anden at blive forelsket i. Det værste ved at blive afvist var vel i virkeligheden angsten for at andre skulle finde ud af at man var blevet afvist. Var det ikke derfor at man beskyttede sig selv, ved ikke at buse ud med at man kunne lide nogen, for de kunne fortælle andre at de havde sagt nej. Det var jo i sagens kerne det man var bange for, bange for at den udvalgte skulle fortælle nogen at han eller hun havde sagt nej.
- Han fortalte mig at han havde været vild med mig i flere år, sådant en idiot, tror han virkelig at jeg vil have noget med ham at gøre.
Var det ikke det alle var bange for at hun eller han skulle fortælle sine venner. Bange for at blive til grin.
Hvordan kunne mennesker være så onde. Onde var de når de lavede grin med andres følelser. Følelser som ingen mennesker kan kontrollere. Man kan jo ikke gøre for at man bliver forelsket i et andet menneske. Hvem kan sige til sig selv at jeg ikke vil blive forelsket i den person. Man kan måske gøre det, og man kan sikkert også holde sine følelser for sig selv, men betyder det at man ikke er forelsket i personen mere? Betyder det ikke bare at man undertrykker sine følelser. Betyder det ikke at man igen ligger under for samfundets normer, det såkaldte normale samfund.
Det begyndte at snurre rundt for Lennart.
Hvis Kim ikke havde de samme følelser for Lennart som han havde for Kim, var han så dybest set interesseret i at have Kim som ven? Jo det havde han jo nok, for Kim var et utrolig behageligt menneske, med en masse fine kvaliteter, og han var jo rar at være sammen med. Lennart vidste godt at det ville være svært det første stykke tid, men så kunne han vel komme sig over det, og han havde jo ikke lyst til at miste Kim. Det var vel bedre at have noget af ham end at miste det hele.
Eller ville det gøre for ondt at omgås med ham, vel vidende at han ikke kunne blive som Lennart ønskede.
Uanset hvad, så ville det bedste være at sige sandheden til Kim, sige sandheden og så tage følgerne uanset hvad de måtte være.
- Kim, har du en kæreste?
Lennart skammede sig over spørgsmålet, men det var det første der faldt ham ind, og svaret ville jo også være entydig, så måtte han derfra finde ud af hvordan han skulle fortsætte. Det kom jo også an på hvad svaret blev. Lennart ville ikke tænke på hvad der ville ske hvis Kim svarede ja.
- Jeg kunne fristes til at spørge om hvorfor du vil vide det?
Kim holdt Lennarts blik fast.
Lennart vidste ikke hvad han skulle gøre. Han kunne ikke slippe Kims blik, og han vidste ikke om han skulle svare, eller håbe på at Kim fortsatte.
- Det lød bare sådant da du talte i telefon.
Lennart var helt tilfreds med hans svar, der egentlig ikke svarede på Kims spørgsmål, men lod en masse muligheder stå åbne. I det samme gik det op for ham at han indrømmede at han havde lyttet til Kims telefonsamtale.
- Nej det var ikke min kæreste jeg talte med.
Lennarts hjerte gik i stå. Så havde han altså en kæreste. Han kunne ikke ånde, hans mave blev en stor knude.
- Det var en af mine venner der har nogle problemer lige nu, han er lige blevet skilt, så derfor ville han gerne tale med mig i aften, men han var alligevel træt og ville i seng, så det ville ikke have blevet til noget under alle omstændigheder.
Men hvorfor ville du vide om det var min kæreste?
Lennart følte at han kunne krybe ind i sig selv.
Nå men Kim havde altså en kæreste, så nu kunne han jo lige så godt sige det hele som det var.
Han tændte en ny cigaret. Hans hænder rystede så meget at han næsten ikke kunne tænde lighteren.
Han tog et dybt sug på cigaretten og så Kim lige i øjnene.
- Ved du virkelig ikke det?
Det var et sidste desperat forsøg på at få Kim til at sige det han ikke selv kunne sige.
- Nej det ved jeg ikke, skulle jeg det?
Kim var åbenbart ubarmhjertig, han ville ikke lade Lennart slippe så let.
Lennart begyndte igen at græde. Han ville jo så gerne sige det. Han havde jo bestemt sig for at sige det, men alligevel kunne hans mund ikke sige det.
Han begyndte nervøst at nulre sine fødder.
Kim lagde begge sine hænder på den af Lennarts hænder der nervøst nulrede hans venstre fod.
Det gav et lille gib i Lennart da han mærkede Kims store varme hænder på sin egen hånd.
- Måske ved jeg godt hvad du vil sige, eller også har jeg måske en ide om hvad det er du vil sig, men jeg synes at du skal sige det.
Kim satte sin pegefinger under Lennarts hage og tvang Lennart til at se på ham. Lennarts blik var sløret af tårene der stadig stod i hans øjne.
- Kim, jeg…
Han prøvede at synke den klump han havde i halsen.
- Ja?
Kims pegefinger løftede igen Lennarts hage så han var nød til at se på ham.
Lennart bed sig i underlæben.
- Jeg tror at jeg er forelsket i dig.
Han havde sagt det. Han kunne jo godt. Han vidste ikke om han var lettet eller ej. Han vidste jo ikke om det ville bringe noget godt med sig, eller om det ville gøre det hele meget værre.
- Dit lille fjols.
Kim tog ham i sine arme og gav ham et ordentlig kram.
Lennart nød at mærke Kims stærke arme rundt om hans nakke og skuldre. Men hvad betød det. Hvad betød det at han var et lille fjols. Betød det at han ikke havde noget at være bange for, at Kim ikke havde en kæreste, at det hele var godt og at Kim også kunne lide ham. Eller betød det bare at Kim havde ondt af ham fordi han var så dum at blive forelsket i ham.
Ville det her aldrig tage nogen ende. Lennart havde så ondt i hovedet, han var ikke sikker på om han orkede mere. Han ønskede så inderligt, men samtidig var han så træt af at være usikker. Han følte at det hele tiden var ham der stod for skud, hele tiden ham der risikerede at blive taberen. Det var aldrig ham der sad med alle kortene på hånden, han sad altid og håbede på at de andre ikke havde noget der var bedre end hans, hvorfor kunne ikke være ham der sad med fuldt hus og bare kunne vente på at de andre gav et svagheds tegn mens han med et pokerfjæs kunne læne sig tilbage og nyde, bare for en gangs skyld.
Han syntes at verden var så uretfærdig. Hvorfor kunne han ikke for en gangs skyld være den der var ovenpå. Var det hans lod her i livet, altid at være den der skulle vente på at få lov, få mulighed for at gøre noget.
Han vidste godt at han sad her og havde ondt af sig selv, men han kunne ikke hjælpe det, selvmedlidenheden skyllede ind over ham, og han gav efter.
Hvad fanden betød det egentlig om Kim kunne lide ham eller ej. Havde han ikke klaret sig uden ham indtil nu?
Det var et spagt forsøg på at ruste sig imod det eventuelle afslag der kunne komme. Det hjalp ikke synderligt.
Kim gjorde sig blidt fri af Lennarts arme, og uden et ord gik han hen til stereoanlægget. Han tog en CD ud og lagde en ny i.
Han blev stående henne ved reol systemet og ventede på at musikken skulle
begynde at spille.
Lennart sagde ingenting. Han vidste ikke rigtig hvad der foregik.
Musikken begyndte at strømme ud af højtalerne.
Kim stod med et smørret grin om munden.
Lennart blev mere og mere forvirret. Hvad gik det hele ud på, og hvorfor havde Kim det smørrede grin om munden.
Han lyttede til musikken. Lennart genkendte musikken. Det var Tchaikovsky’s
Svanesøen. Hvorfor spillede Kim det, hvorfor stod han der og smilede så underligt. Lennart kunne mærke vreden kom snigende. Hvad fanden var det der var så sjovt, her havde han lige siddet og krænget sit inderste ud til offentlig beskuelse, og så spillede Kim svanesøen og syntes oven i købet at det var sjovt.
Lennart måtte virkelig beherske sig for ikke at gå sin vej. Kim syntes åbenbart at det hele havde været en stor joke.
Kim kom hen og satte sig på gulvet ved siden af Lennart. Han tog sit glas og holdt det frem for sig. Han så op på Lennart. Hans blå øjne strålede og der var et ømt smil om munden på ham.
- Jeg synes at musikken var passende, og jeg synes at vi skal skåle på det, for det er noget jeg har ventet på i meget lang tid.
Lennarts hjerne var gået i sort. Han fattede overhovedet ikke hvad det var Kim talte om. Han så ned på Kim der stadig holdt glasset hævet mod Lennart.
- Hvad fabler du om?
Lennart kunne godt høre at det lød temmelig uvenligt, men han var faktisk ret forbandet over hele situationen. Måske fordi han ikke forstod hvad der foregik.
- Kender du ikke Svanesøen?
Lennart blev om muligt endnu mere irriteret. Selvfølgelig kendte han Svanesøen, hvem gjorde ikke det.
- Jo, jeg kender både Svanesøen og Tchaikovsky, men hvad har det med sagen at gøre?
Han var ikke sikker på hvad der irriterede ham mest, at han ikke kunne se hvor det var Kim ville hen, eller det faktum at han følte sig utrolig sårbar eftersom han ikke vidste hvad der foregik.
- Lille Lennart, jeg ved at du har en IQ som er større end gennemsnittet, men til tider er du lidt dum, jeg ved ikke om det er fordi du vil være dum, eller du bare er lidt naiv?
Lennart var ved at nå et stadie af raseri. Skulle han blive ved, hvorfor blev Kim ved med at udnytte ham i denne situation hvor han ikke kunne forsvare sig. Han hadede når nogen fik ham til at føle sig dum, det var i og for sig ikke så tit det skete, men desto værre. Sad Kim ikke her og sked på hans følelser? Havde han ikke lige åbnet sig og Kim sad nu og førte sig frem på hans bekostning. Han kunne mærke at hans hjerne fik en kortslutning. Han kunne ikke tænke klart mere.
Det var måske det der var hele problemet. Han burde tænke klart, så kunne han sikkert se hvad det hele gik ud på. Han prøvede men det virkede ikke, hans hjerne var en stor knude ligesom hans mave.
- Jeg tror ikke at du er hverken dum eller naiv, faktisk ved jeg at du ikke er det, men sommetider vil du simpelthen bare ikke se noget positivt ved dig selv. Du skubber alt positivitet væk fra dig, måske fordi du ikke tror på at der er nogen der kan tænke noget godt om dig, fordi du selv har så svært ved det.
Lennart dirrede. Han var rasende, han ville ikke vise det, for inderst inde vidste han godt at det ikke var rigtigt, han følte at der ville komme noget godt ud af det i sidste ende hvis ikke han ødelagde det hele med et udbrud af raseri. Men han kunne ikke finde ud af hvad det var der var positive, han vidste bare instinktivt at det måtte der være eftersom Kim så ud som han gjorde. Han fattede ikke hvad det var og det irriterede ham så meget at han troede at han skulle miste sin forstand.
- Lennart tag nu dit glas og skål med mig, så skal jeg bagefter forklare for dig hvad det er jeg mener.
Kim kunne åbenbart også se at det hele var ved at løbe ud i sandet for Lennart.
Lennart tog modvilligt sit glas og klinkede mod Kims glas.
- Skål for Svanen.
Kim klinkede til Lennarts glas.
Lennart tog en tår af den efterhånden lunkne Irish Coffee, han vidste stadig ikke hvad det hele gik ud på, han kunne simpelthen ikke tænke klart.
- Lennart for fanden, kan du ikke se det. Jeg satte svanesangen på fordi du er svanen. Den grimme ælling der springer ud og ender med at blive svanen. Jeg ved godt at Svanesøen ikke er om den grimme ælling, men jeg synes at Svanesøen er en flot forestilling og nu havde jeg jo musikken til den.
Kim tog Lennarts hånd.
Lennart vidste ikke hvad han skulle føle. Han var helt tom indeni. Han havde stadig ikke hørt de ord han ville høre. Kim havde stadig ikke sagt at han også kunne lide Lennart. Hvis han kunne lide Lennart, hvorfor sagde han det så ikke. Hvorfor havde han næsten tvunget Lennart til at sige det, hvis han ikke selv kunne sige det, var det fordi han ikke kunne sige det, eller var det fordi han ikke elskede Lennart. Lennart følte at det hele efterhånden var en parodi på en dårlig film han havde set.
- Lennart kan du ikke se at det er dig der er svanen.
Kim trykkede hans hånd.
Hvad fanden mente han med det.
- Så vidt jeg husker så ender det hele med at svanen danser sig ind i døden.
Lennart kunne ikke lade være med at komme med en bitter bemærkning.
- Det er vel enden for os alle sammen.
Kim så Lennart i øjnene. Lennart kunne se at Kim ikke fattede hvad det var der foregik inde i hovedet på Lennart.
Lennart var heller ikke helt sikker selv.
- Lennart du har åbenbart misforstået det hele. Det jeg prøver på at sige er, at du er svanen, at du har kommet et helvedes stort skridt på vejen i din udvikling. Du har gjort noget som du aldrig før har gjort, nemlig at sige til en anden mand at du elsker ham. Alle bøsser der ikke er sprunget ud, har svært ved at sige det den første gang. Du har gjort det, altså er du kommet over en svær tærskel.
Lennart hørte hvad Kim sagde men det gjorde ikke noget indtryk på ham. Han syntes at Kim snakkede, men kom ikke til pointen, nemlig om han også elskede Lennart eller ej. Lennart var sådant set ligeglad med om han var kommet langt, for hvis det ikke var ensbetydende med at han ville få Kim som kæreste, hvad skulle han så bruge alle de tærskler til, han var da ligeglad med om han så var kommet over Mount Everest, det var jo ikke det han ville.
Kim rynkede panden og så ned på glasset han stadig holdt i sin hånd.
Han så op på Lennart.
- Nu tror jeg lige pludselig at jeg forstår en hel masse ting, hvorfor du har været som du har været hele aftenen.
Han lyste op i et smil.
- Du har været jaloux, og bange for at dine følelser ikke var gengældt, ikke sandt?
Lennart orkede ikke at svare. Hold da op Kim, du er jo et geni. Tanken var kommet så hurtigt at Lennart ikke havde nået at stoppe den. Han kunne ikke rigtig forliges med tanken om at Kim havde været så blåøjet at han ikke havde regnet den ud før nu.
Han stirrede bare ned i glasset. Han ville ikke at Kim måske skulle kunne se hvad han tænkte.
- Det må du undskylde Lennart, men du har jo aldrig tidligere vist noget der lignede følelser for mig, så jeg troede at det var umuligt. Ikke for at jeg ikke har tænkt tanken, men du har altid været en kold skid når det kom der til.
Lennart prøvede at tænke tilbage for at se om han havde været en kold skid, men han kunne ikke huske noget overhovedet.
- Lennart.
Kim tog Lennarts glas og stillede det på bordet. Lyden gav Lennart kuldegysninger.
Kim tog Lennarts ansigt mellem sine hænder.
Lennart løftede blikket for første gang i lang tid, og så på Kim.
Kim rejste sig på knæene, bøjede sig frem mod Lennart og trak hans ansigt hen til sig eget.
Kim kyssede ham.
Lennart lukkede øjnene. Han kunne mærke Kims varme læber mod sine. Tungen der varsomt men bestemt skilte hans læber og dermed gav adgang til hans mund.
Han kunne mærke Kims tunge i hans mund. Mærkede den hårde muskel mod hans tænder. Mærkede hvordan den begyndte at udforske hans mund legede med hans egen tunge, der helt automatisk besvarede de hårde kærtegn.
Han kunne mærke hvordan hele hans krop begyndte at reagere. Hans hjerte begyndte at slå hurtigere og dermed øgede hans puls. Det blev sværere at styre hans åndedræt, hans næsebor spilede sig ud i et forgæves forsøg på at skaffe nok luft til lungerne.
Betyder det at han elsker mig? Tanken slog ned i ham som et lyn.
Hans fornuft sagde at han skulle slå koldt blod i årene og konfrontere Kim med spørgsmålet, hans krop sagde at han bare skulle nyde det.
Kroppen vandt, Lennart begyndte at få rejsning og Lennart lod det ske. Et eller andet sted bag i hans hoved var der en stemme der sagde at han skulle skamme han sig over at seksualdriften kunne styre ham på den måde, men den var langt langt borte, og Kim var lige her.
Kims hænder skubbede blidt Lennarts ansigt bort. Han så Lennart dybt i øjnene. Denne gang veg Lennarts blik ikke.
- Lennart, jeg har forsøgt ikke at vise det over for dig, men jeg har fra den første gang jeg så dig, elsket dig mere end jeg selv troede muligt.
Kim slap Lennarts ansigt, og tog hans hænder i sine.
Lennart kunne næsten ikke holde sig oprejst i sofaen. Hele hans krop virkede som om at alt kraft blev drænet fra den.
Han vidste ikke om han havde mest lyst til at slå eller kramme Kim. Slå ham fordi han havde ventet så længe med at sige det, kramme ham for det han sagde. Det virkede som om at Lennarts hjerne ikke kunne fatte hvad det var han lige havde hørt.
Kim elskede ham.
Kunne det virkelig være sandt. Hvorfor havde han så haft alle de forfærdelige tanker og hvorfor havde han været på randen af sindssyge på grund af spekulationer.
Han blev dårlig.
Lennart løb ud på toilettet.
Han nåede lige ud til kummen og slog brættet op. Han kunne mærke at han fik vand i munden, og så kom det. Hans mave krampede, trykkede så hårdt at hele indholdet i mavesækken blev tvunget op i halsen, ud gennem munden.
Igen.
Nok en gang.
Den sidste gang var altid den værste, for der var ikke mere i maven, og det gjorde ondt som en i helvede.
Lennart hadede at kaste op.
Han spyttede ned i kummen. Hans øjne var stadig lukkede, han ville ikke kigge ned i kummen, for så var han bange for at han ville kaste op igen, bare ved synet Han trak vejret gennem munden for lugten ville sikkert også få ham til at kaste op igen.
Han var glad for at han ikke rigtig havde spist noget i dag, for det var nemmere når det bare var væske der skulle op.
Han spyttede igen.
Man fik en fandens dårlig smag i munden af at kaste op, det var en modbydelig sur smag.
Han støttede sig til toilettet da han rejste sig op, hans ben rystede og hele kroppen føltes som om han lige havde løbet et maraton.
Han skyllede ud, stadig uden at se ned i kummen.
Hvor mon Kim havde sit tandpasta. Det stod på en af de små hylder. Lennart orkede ikke at studere badeværelset nærmere, han var helt afkræftet, måske ikke kun på grund af at han lige havde kastet op, men de sidste timer havde været ret så hårde ved ham.
Han tog noget tandpasta på sin pegefinger. Hold da kæft hvor hans hænde rystede. Var det mon spritten, opkastningen, eller det fakta at han faktisk ikke havde spist noget i dag, der gjorde det. Eller var det en blanding af det hele?
Det var nok det sidste.
Han puttede tandpastaen sammen med noget koldt vand i munden.
Han skyllede munden med blandingen.
Det smagte godt.
Han lænede sig ind over vasken og så sig selv i spejlet. Han lignede lort.
Hans øjne var røde og opsvulmede på grund af alt det tuderi. Det gjorde det ikke bedre at han stod med basunkinder og skyllede munden i tandpasta vand. Han lagde nakken bagover og gurglede halsen.
- Er du o.k?
Kim bankede på døren.
- Ja jeg kommer nu.
Han åbnede igen for den kolde hane. Han fyldte begge sine hænder med koldt vand og skyllede sit ansigt med det kolde vand.
Det hjalp.
Han drak flere store slurke af det efterhånden iskolde vand. Det smagte godt, selv om maven brummede lidt.
Da han kom ind i stuen sad Kim i sofaen.
Lennart var frygtelig flov over situationen. Han kunne jo ikke forklare hvorfor han havde reageret som han gjorde.
- Kom her over til mig.
Kim klappede på sofaen ved siden af sig.
Lennart satte sig helt tæt op ad Kim.
Kim lagde armen rundt om ham.
- Det var vist rart at få det sagt hva’?
Lennart vendte hovedet og så på Kim. Vidste han hvad der var sket. Vidste han hvorfor han havde kastet op. Lennart blev forvirret, han vidste jo ikke rigtig selv hvorfor han havde reageret sådant som han gjorde.
- Da jeg var mindre var jeg skide ræd for tandlæger. Jeg var faktisk så bange at jeg ikke kunne tænke på andet i flere uger før jeg skulle til eftersyn, det var det eneste jeg kunne tænke på. Og når dagen kom, kunne jeg ikke spise eller gå på toilettet. Jeg havde det frygteligt dårligt.
Og når det var overstået, brækkede jeg mig altid i tandlægens vask. Han sagde at det var fordi jeg var lettet over at det var overstået.
Kim gav Lennart et klem om skulderen.
- Er det ikke også det du føler lige nu?
Lennart vidste ikke rigtigt hvad han følte. Faktisk følte han ingenting, ud over Kims arm der lå om hans skulder og så Kims krop som han mere eller mindre lå på. Egentlig var han glad for at han lå med hovedet på Kims skulder, for så virkede det helt naturligt at han ikke så op på Kim.
Det var måske det han følte.
Lettelse.
Han vidste det ikke rigtigt.
- Det er jo egentlig også lige meget. Har du det bedre nu?
Lennart nikkede.
Han havde egentlig mest lyst til bare at blive liggende i denne stilling. Blive liggende og så bare lukke øjnene to minutter. Han havde sjældent følt sig så træt.
Sjældent følt sig så tryg.
Han måtte tvinge sig til at rejse sig. Det var ikke let, hele hans krop vejede flere tons.
Han tog en cigaret og tændte den. Han rakte den frem mod Kim.
- Ja tak.
Kim tog cigaretten.
Lennart tændte en ny til sig selv. Det rev lidt i halsen der stadig var lidt sårbar efter den hårde behandling den havde fået da han kastede op.
Han vendte sig halvt om så han kunne se på Kim.
- Mener du helt alvorligt at du synes om mig?
Lennart havde stadig svært ved at tro det.
Kim pustede røgen ud og rystede på hovedet.
- Nej Lennart.
Han rystede igen på hovedet.
- Nej Lennart, jeg synes ikke om dig.
Jeg elsker dig…. Er det så svært for dig at forstå? Jeg har for fanden lige siden vi mødtes været varm på dig, og desto mere jeg lærte dig at kende, desto mere gik det op for mig at jeg elskede dig.
Lennart rødmede og kiggede ned i sofaen.
- Men det er altså ikke bare lige til at elske en der bor sammen med en pige. Jeg vil ikke påvirke dig til at skifte side. Hvordan tror du at jeg har haft det? Du gik lige foran næsen på mig, og til tider lagde du op til mig, andre gange afviste du mig. Kan du ikke forstå at jeg ikke kunne ligge an på dig før jeg var sikker på om det var det du ville. Var sikker på at du ønskede at være sammen med andre fyre.
Jeg vil ikke have skyld for at jeg har forført en stakkel heteroseksuel til det skammelige og syndfulde bøsseliv.
Lennart følte skammen strømme igennem hele hans krop. Han havde være så egoistisk og tro at det bare var ham der havde problemer med hele situationen, han havde ikke tænkt på at Kim kunne have problemer med det, for han havde jo sprunget ud. Lennart følte sig igen dårlig tilpas, denne gang fordi han havde været så egoistisk.
- Hvordan tror du jeg havde det da vi faktisk lå arm i arm i min seng her? Tror du at jeg var fuldstændig upåvirket af det?
Lennart tog et sug på cigaretten. Han kunne ikke få sig til at se på Kim, men han tvang sig til det, det syntes han at han skyldte ham.
- Det var fandens svært Lennart. Jeg har virkelig lyst til dig, og det havde jeg allerede dengang.
Det hårde udtryk i Kims ansigt begyndte at forsvinde. Han smilede igen.
- Vil du så godt være kærester?
Lennart prøvede på at løse lidt op på stemningen.
- I Guder, hvor jeg hader dig…
Kim begyndte at grine.
- Ja jeg vil elske at have dig som kæreste, hvis det er det du virkelig gerne vil.
Lennart gned med ydersiden af hånden på Kims brystkasse.
- Der er ikke noget jeg hellere vil.
Kim gav Lennart et kys på panden.
- Hvad siger din mave til en Irish Coffee, eller er det lidt harsk efter at du har kastet op? Du vil måske hellere have noget at spise. Jeg kunne faktisk godt spise noget ved nærmere eftertanke.
Lennart kunne mærke at hans mave var helt tom.
- Noget at spise var måske ikke så dårlig en ide.
- Jamen så kom.
Kim tog hans hånd og sammen gik de ud i køkkenet.
De sad over for hinanden ved køkkenbordet. Kim havde tændt et stearinlys der gav et hyggeligt islæt ved deres natmad. De havde taget hvad der var af pålæg i køleskabet. Det strakte sig til leverpostej, pølse, paté, og makrel i tomat. Det var nu ikke pålægget der betød noget. Det var det at sidde her med Kim vel vidende at de havde noget til fælles, nemlig hinanden.
Lennart kunne ikke huske hvornår han sidst havde været så lykkelig. Lige nu kunne han klare hele verdenen.
Han skubbede tanken om Lene bort. Han ville ikke have at noget skulle ødelægge dette. Hans dårlige samvittighed gnavede i hans baghoved, han vidste godt at der var ting der burde gøres, men han nægtede at lade det komme frem, det kunne han tænke på i morgen. I morgen ville han tage sig af det, ikke nu.
Han blev døsig af bussens brummen. Han så på uret. Klokken var næsten et.
Han gennemgået det igen og igen, men aldrig kommet frem til det samme.
Der var ingen let løsning på det han skulle.
Det virkede umuligt at forberede sig til sådant noget. Han havde jo heller ikke den store erfaring i det. Jo selvfølgelig havde han da gjort det slut med et par af pigerne i skolen, men dette var meget anderledes. Det her var Lene.
Hans tanker sprang tilbage til de år de havde været sammen. Han havde aldrig elsket en pige som han elskede Lene.
Det gjorde ondt at tænke på Lene. Han elskede hende vist stadigvæk. Hvordan kunne man elske to mennesker på en gang, og så elske dem på så forskellige måder. Mennesket Lene elskede han stadig, det vidste han. Han ville nok altid elske hende, men ikke på samme måde som han elskede Kim.
Elskede Kim, det virkede stadig underligt bare at tænke det. Men det måtte han vist til at vænne sig til, for der var ingen tvivl i hans sind, han elskede virkelig Kim.
Et lille smil bredte sig på hans læber ved tanke på nattens begivenheder. De havde ikke sovet meget. Kim havde vist ham hvad det var at elske med en men elsker. Lennart kunne ikke længere forstå folk der synes at det var fedt med engangsknald. Vist havde det da været fedt med Thomas og Benny, men det kunne på ingen måder sammenlignes med det han havde oplevet i nat.
Selv om Kim var en af de største fyre, i mere end en forstand, Lennart kendte så havde han været så nænsom at alt hvad de foretog sig, havde været en nydelse.
En stor del af nydelsen var at gøre det godt for Kim.
Det var måske i virkeligheden det der gjorde forskellen på at elske med sin partner og så have et engangsknald, det at man ved engangsknaldet mest tænkte på sig selv, hvor det med sin partner var en nydelse at se den anden blive ophidset, nyde det man gjorde ved dem, og derved selv føle en form for tilfredsstillelse.
Kim havde sagt at det blev bedre med tiden, når de lærte hinanden bedre at kende, for så ville det blive mere afslappet eftersom man ikke ville være nervøs.
Lennart kunne knap nok tro at det kunne blive bedre.
Han så ud af vinduet.
Det var tøvejr.
Den smule sne de havde fået de sidste par dage var næsten smeltet. De nøgne marker mistede langsomt deres hvide vinterkåber. Det var et trist syn. Det hele virkede hyggeligere og meget renere når det var dækket af den hvide sne, i hvert tilfælde indtil bilernes forurening gav sneen den grå sorte farve.
Så var det måske lige så godt med de nøgne marker, man kunne jo ikke se at de blev svinet til af bilerne.
Gad vide om Lene var hjemme.
Hvad skulle der ske med Misser når de nu ikke skulle bo sammen mere. Lennart blev overrasket over sine egne tanker. Havde han allerede accepteret at de ikke skulle bo sammen mere.
Hvor skulle de så bo? Han havde ikke talt med Kim om det. Skulle han flytte ind til Kim. Kunne han det. Hvad nu hvis Kim slet ikke ønskede at han skulle flytte ind til ham, hvad gjorde han så?
Kunne han klare lejligheden alene. Det ville vist blive lige til øllet, den var jo ikke helt billig. Lene og han havde sommetider måtte spare gevaldigt for at få det til at løbe rundt, så nej, han kunne ikke sidde i den alene. Kunne Lene det. Selvfølgelig ikke, hvis han ikke kunne så kunne hun jo heller ikke. Lene kunne sikker flytte midlertidigt hjem i kælderen hos hendes forældre, men hvad skulle han gøre. Han kunne, ville under ingen omstændigheder flytte hjem til hans forældre. Han kunne ikke klare tanken om alle de spørgsmål der ville regne ned over ham.
Han kunne jo altid bo på kasernen, for en tid i hvert tilfælde, og så opmagasinere de få møbler han havde, men hvad så med Misser. Lene kunne ikke tage katten hvis hun skulle flytte hjem til hendes forældre, de havde jo en hund, den var godt nok vant til katte, men Misser var absolut ikke vant til hunde, det ville ende galt. Lennart fik dårlig samvittighed over for katten. Det var jo dem der havde anskaffet sig den, og de kunne jo ikke bare smide den bort, det var jo et levende væsen, et væsen som Lennart havde knyttet sig tæt til.
Hvordan mon Lene ville reagere?
Han havde faktisk ikke den ringeste anelse. Underligt når de havde boet sammen så længe, men han anede ikke hvordan hun ville reagere. Hun havde jo temperament, så det kunne godt være at hun ville blive godt gal i skralden. Det kunne på den anden side også godt være at hun bare ville blive ked af det.
Det ville faktisk være nemmest at klare hvis hun blev gal, for blev hun ked af det, var Lennart ikke sikker på om han skulle trøste hende, eller hvordan han skulle trøste hende, det var jo hans skyld at hun var ked af det.
Det var ikke til at finde ud af. Hvorfor skulle alting altid være så komplicerede. Var der da ingenting her i livet der kunne være ligetil. Det ville være så meget nemmere hvis man ikke havde nogen samvittighed. Men ville verden blive bedre af det, sikkert ikke, men det ville stadig være nemmere.
Det var i det hele taget en fandens situation.
Det var heller ikke det mest vel valgte tidspunkt hr. Lennart. Lene var stadig ikke uberørt af det med barnet, og var sikkert derfor også mere sårbar nu end nogensinde, men han havde jo heller ikke ønsket at det skulle ske lige nu, det var jo bare sket.
Fandens.
Du er simpelthen født til at vade rundt i spinat bedet Lennart, og ikke kun vade rundt men vade rundt med gummistøvler der er fem numre for store.
Det gav et ding da han trykkede på stopknappen.
Det hele virkede så uvirkelig.
Det gik op for ham at hen aldrig havde set på husene på denne måde. Det virkede så uvirkeligt at vide at han snart ikke skulle bo der mere.
Han begyndte at få betænkeligheder. Var det virkelig det rigtige han var ved at gøre. Var det måske ikke bedre at lade tingene være som de var, det vidste han da hvad indebar. Var han ikke ved at vove sig ud hvor han ikke var sikker på om han kunne bunde?
Havde han ikke haft det godt med Lene. Var det virkelig værd at sætte det hele på spil, sætte det hele på spil for noget som han inderst inde var usikker på. Vidste han overhovedet hvad det indebar at springe ud som bøsse? Var det det han var ved at gøre? Var han ved at springe ud. Nej det kunne man vel ikke sige, det var jo kun Kim der vidste det. Hvis han skulle flytte sammen med Kim, var han så ikke nød til at sige det til familie og venner. Ville de ikke stille spørgsmål om hvorfor han og Lene gik fra hinanden. De havde jo altid haft det godt sammen, hvad var der sket siden det ikke længere fungerede. Hvorfor boede han på kasernen, eller endnu værre, hvorfor boede han sammen med en af hans kammerater.
Var han klar til at stå til regnskab for alle de løse ender der synes at være.
Hvad ville de sige inde i forsvaret. Ville de stadig give ham en kontrakt hvis han bestod elevtiden som konstabelelev? Ansatte man overhovedet bøsser i forsvaret?
Han fik pludselig en fornemmelse af at der stod folk bag gardinerne i alle vinduerne og kiggede på ham, som om de vidste at der var noget i optræk. Selvfølgelig var der ingen der stod og kiggede, men det var en ubehagelig fornemmelse.
Han kunne mærke at det begyndte at knuge i maven.
Han nærmede sig hoveddøren til sit eget hjem, eller var det det. Huset virkede på en eller anden måde fremmede på ham.
Han tog i håndtaget. Døren forblev lukket, der var altså låst, måske var Lene ikke hjemme.
Han tog sine nøgler frem. Selv om han måske godt havde haft det på fornemmelsen at hans hænder rystede, blev han alligevel overrasket over det da han så det. Det lykkedes ham at få rukonøglen i låsen.
Der var helt stille i lejligheden.
Lennart gik ind i den lille entré og hængte sin jakke på en bøjle. Der lød et dump inde fra stuen. Da Lennart var ved at tage sine sko af, kom Misser rundt om hjørnet, han strakte sig da han så Lennart. Det skar i Lennarts hjerte at se Misser stå der, forventningsfuld.
- Kom nu og tag mig op, det er længe siden at du har været hjemme, jeg trænger til at du nusser med mig.
Misser satte sig ned, han havde alt tid i verdenen. Han havde ventet på Lennart i flere uger, så han kunne også vente de par minutter det ville tage Lennart at tage skoene af, for selvfølgelig ville han tage ham op bagefter, det plejede han jo.
Der lå ingen sedler hverken på køkkenbordet eller stuebordet.
Lennart stod med Misser på armen. Katten spandt, det var rart at have far hjemme igen.
Lennart krammede katten og mærkede den bløde pels mod sin kind. Han var lige ved at komme til at græde. Hvordan skulle han kunne skille sig af med et dyr der var så hengiven og som han oven i købet holdt så meget af.
Han vidste inderst inde at uanset hvad der skete, så kunne han ikke skille sig af med katten.
Måske kunne Kim også lide katte.
Han sad i sofaen og kælede med Misser.
Katten så på ham.
Gad vide om det var rigtigt det der med, at dyr kunne mærke når der var noget galt, for det så ud som om katten prøvede at forstå hvorfor der var noget der var anderledes.
- Du har helt ret Misser, det er noget værre rod det hele, men jeg lover dig at det skal ikke gå ud over dig, uanset hvad der sker.
Han aede katten hen over hovedet. Den lukkede øjnene og nød det. Som tak spandt den højlydt. Den sad på Lennarts lår med poterne på hans bryst. Lennart kunne mærke at den nød det, for den begyndte at skubbe med poterne på hans bryst, ligesom den havde gjort da den var lille killing og diede ved sin mor. Det var meget sødt, men Misser havde vist bare glemt at han havde fået søm i sine vanter, og det derfor ikke var helt så hyggeligt som den ville det skulle være.
Lennart flyttede forsigtigt dens poter ned på sine lår, katten så på ham lukkede øjnene igen og satte igen poterne op på hans bryst. Misser havde det dejligt.
Lennart lod ham gøre det, hvad fanden det var jo kun et dyr, og hvis det var hans måde at vise at han kunne lide Lennart, så skulle det jo bare være sådant.
Lennart lagde sig ned på sofaen med Misser på maven. Det var en af hans yndlings hvile stillinger. Det var så betryggende med katten der lå på maven og brystet. Den varmede og den spandt, det var verdens bedste sovemiddel.
Det startede som en mumlen i baggrunden.
Det tog snart til i styrke.
Lennart undrede sig over hvad det var. Det lød som om der stod nogen ude i gården og snakkede. Efterhånden som det tog til i styrke kunne han høre at det blev mere taktfast og organiseret. Det var ikke længere en mumlen men det var nogen der sagde noget i kor.
Han rejste sig fra sofaen og gik hen til køkkenvinduet der vendte ud mod gården.
Han fik et chok.
Udenfor stod der tyve måske tredive mennesker. Da han kiggede igen var det ikke bare mennesker, det var alle mennesker han kendte.
Berit, Jesper, Lena, hans far, hans storesøster, hans bror, Lenes forældre og søskende og der stod Thomas og Benny.
Hans blik vandrede frem og tilbage, og der forrest, stod Lene.
Det var altså derfor at hun ikke var hjemme, hun havde arrangeret denne overraskelse til ham.
Det var da ikke hans fødselsdag, hvorfor stod de så alle derude. Lennart blev forvirret.
Han så igen rundt blandt flokken. Det slog ham pludselig at de så ikke ud som om de ville fejre noget. Faktisk så de overhovedet ikke glade ud, tvært imod så de temmelig vrede og forurettede ud.
Lennart forstod ikke et ord.
Misser gned sig imod hans ben.
Lennart så ned på dens skåle. De var tomme. Lene havde vist glemt at give den frisk vand og mad, det lignede hende ellers dårligt, men hun havde jo sikkert haft travlt med at arrangere det der foregik derude.
Men hvad var det der foregik. Lennart så ud ad vinduet igen. De stod der stadig. Han tog Misser op på armen.
Han begyndte at lytte efter hvad det var de sagde.
“ Lennart Lennart pak dit grej,
vi behøver ikke folk som dig.
Du og dine ækle mænd
tænker bare med sit lem.
Uanstændigt svineri
det kan du og dine slags li’
Lennart Lennart pak dit grej,
vi behøver ikke folk som dig.
Skam du bringer over os
når du dine lyster give los,
Bøssesvin vi vil ej give ly
flyt nu væk fra vores by.
Lennart Lennart pak dit grej,
vi behøver ikke folk som dig.”
Lennart stod som forstenet. Hvordan kunne hans venner og familie stå derude og sige noget så nedværdigende. Han var ikke sikker på om det var mest nedværdigende for ham, eller for dem der stod derude og efterhånden skreg ordenen ind mod ham. Nogle af dem begyndte at slå truende med knytnæver i luften i takt med deres modbydelige remse.
Hvordan kunne hans familie være med til at gøre noget som dette mod ham, deres søn og bror.
Lennarts hjerne kunne ikke fatte hvad det var der skete derude. Det hele virkede som et mareridt.
Lennart fik øjenkontakt med hans gamle træner i gymnastik. Hans gamle træner der havde grebet ham flere gange, og derved reddet ham fra at falde ned på gulvet og komme til skade. Vidste han ikke at det han var med til at gøre her og nu, skadede Lennart endnu mere end hvis han havde ramt gulvet. Vidste han ikke at dette her gjorde meget mere ondt på Lennart end det ville have gjort hvis han havde landet på hovedet midt på gulvet i hans tempo flikflak.
Hvordan kunne de gøre det?
Lene stod der og truede med begge hænder over hovedet. Hadet lyste ud af hendes øjne. Var det fordi hun havde mistet barnet. Det var vel ikke kun Lennarts skyld. Var det overhovedet hans skyld?
Hvorfor stod Thomas og Benny der. Det var for fanden da dem der havde forført ham, var det ikke dem der havde skiftes til at bolle ham først i den ene ende og så den anden, oven i købet på samme tid.
Hvorfor stod de der sammen med de andre? Lennart kunne ikke tro sine egne øjne. Der var ligesom ikke nogen mening med det hele, der var ingen sund fornuft.
Han fik øje på sin far.
Han stod sammenbidt og sagde de ord der gav Lennart kvalme. Hans far græd.
Hvis han var ked af det hvorfor stod han så derude sammen med de andre. Lennart kendte svaret før han havde stillet det.
Hans far var opdraget ordentligt. Så ordentligt at man fulgte strømmen, hellere sælge sin egen familie end at falde udenfor det etablerede samfund.
Men det passede jo heller ikke, hans far var opdraget på den gamle facon, men han havde jo selv på sin egen måde, gjort oprør mod systemet. Han var ganske vist kommet galt af sted flere gange, men skulle det virkelig være nok til at han ville stå derude sammen med alle de andre, og fordømme Lennart. Han havde jo været så glad og stolt da Lennart startede i forsvaret.
Det var for meget for Lennart.
Han så efter sin mor. Hun var der ikke. Hun var måske for flov til overhovedet at vise at det var hendes søn der boede inde bag de vinduer, som de stod der og råbte til.
Lenes far var helt udtryksløs. Lennart havde heller aldrig regnet med at han ville gå med til noget som dette, de havde jo altid haft et helt unik forhold til hinanden. De havde jo altid kunne tale om ting som han hverken kunne tale med Lene eller hendes moder om. Men det var vel fordi det var hans datter der havde fundet på det hele, og Lennart vidste godt at han altid ville støtte sin datter uanset hvad.
Lennarts blik faldt igen på hans far.
Det virkede efterhånden som om at ruderne ville springe så højt råbte mængden.
Larmen havde trukket flere mennesker til. Lennart vidst ikke hvor mange der stod derude efterhånden, men der var flere end han kunne overskue. Han overvejede at låse døren, for folkene blev mere og mere truende.
Han lod være. Hvis dette skulle være enden på det hele, så kunne de ligeså godt komme ind ad en ulåst dør, og så få det overstået, for Lennart var ikke i tvivl om at det ville ende med hans død. Hvis den flok derude kom ind til ham, vidste han at de ville opildne hinanden til mere end det at give ham en gang tæsk, de ville ikke stoppe med at slå og sparke før det var for sent, og han ville dø af de slag og spark de ville tildele ham.
En indre ro faldt over ham.
Faktisk var det en helt vidunderlig ro, for nu vidste han hvordan det hele ville ende. Den frygt han havde haft i umindelige tider, for hvordan det skulle ende, var nu væk. Han vidste jo hvordan det ville ende.
Det var en euforisk fornemmelse af at endelig ikke være usikker mere.
Han så de der var mest ophidsede, tage nogle skridt hen mod døren. Nu kunne det ikke vare længe.
Han så en sidste gang hen på hans far.
Hans far råbte ikke mere, han stod bare med et udtryk der fortalte Lennart, at han gav sig selv skylden for at dette var ved at ske.
Lennart havde lyst til at råbe til hans far; Far det er ikke din skyld, du opfostrede jo også tre almindelige børn, det er ikke hverken din eller mors skyld. Men han kunne ikke, hans hals var snøret sammen, og der kom ikke en eneste lyd ud.
Lennart kunne høre at der var nogen der åbnede døren.
Han lukkede øjnene og krammede Misser hårdt, som om at katten kunne beskytte ham.
En smerte jog gennem halsen på ham, han kunne ikke holde et lille gisp tilbage.
Han åbnede øjnene.
Han ville i det mindste se hvem det var der pådrog ham denne smerte, hvem det var der ikke kunne holde sit had tilbage.
Han stirrede ind i et par bronzefarvet øjne.
Misser gav et svagt klagende mjav fra sig.
Lennarts hjerte sad i halsen og bankede som besat, han kunne ikke få vejret. Katten hoppede ned fra sofaen, og kiggede fornærmet på ham.
Lennart kunne høre at der var nogen i entréen.
Sveden rendte ned i øjnene på ham, det sved som bare fanden.
Han satte sig op og så sig omkring.
Han var stadig ikke sikker på hvad det hele gik ud på. Han så sig om i stuen efter alle folkene.
Der var ingen.
En lyd fik ham til at vende sig mod køkkenet.
Lene stod med rygsækken i hånden.
- Nå er du hjemme?
Hun gik ud i køkkenet igen.
Lennart lagde hovedet i sine hænder, han kunne mærke at han var våd af sved. Det hele havde altså været en drøm.
Men den havde været så virkelig.
På en måde var han ked af at det havde været en drøm, for den dejlige følelse af at det hele var overstået havde været så rar, så skønt at der ikke var flere problemer der skulle løses og gennemleves.
Nu sad han her.
Det hele skulle først til at begynde.
Han sukkede. Han havde lyst til at vende tilbage til drømmen, selv om den havde været forfærdelig, var han ikke sikker på at den løsning i drømmen var nemmere end den han stod over for nu.
- Hvornår er du kommet, har du spist?
Lennart kunne høre Lene rumstere i køkkenet. Han så på klokken. Han havde sovet i et par timer.
- Jeg kom for et par timer siden.
Han rejste sig fra sofaen.
Lennart lænede sig op ad væggen. Lene stod med ryggen til ham, hun var ved at pakke nogle madvarer ud.
- Og nej, jeg har ikke spist.
Han prøvede på at lyde munter, hvorfor vidste han egentlig ikke, men det virkede som om at Lene var lidt mut, og han havde jo ikke være hjemme længe, så han burde vel være munter når han endelig kom hjem.
Han var ikke sikker på at han virkede særlig overbevisende.
- Jeg troede egentlig at du ville komme i går.
Lene så på ham et kort øjeblik, vendte sig så igen om til køkkenbordet.
Lennart kunne mærke en underlig, ukendt kulde.
Sådant plejede Lene kun at reagere hvis hun virkelig var sur på ham, for eksempel hvis han havde været på druk og brugt nogle af de penge de ikke havde, hvorfor var hun sådant nu. Hun kunne da umuligt vide noget, eller hvad.
Var der nogen der havde set ham i går og Lene havde fået det at vide. Skulle han sige at han var blevet forsinket i Aalborg, turde han det. Hvis nu der var nogen der havde set ham i går, og Lene vidste det, så ville det være en slem fadæse at bruge den. Men vidste hun ikke at han allerede var kommet i går, så ville det måske være formidlende omstændigheder at han var blevet forsinket i Aalborg.
- Ja det var også meningen, men der kom lige noget i vejen.
Lennart valgte den halve løgn, faktisk var det ikke nogen løgn, der havde jo virkeligt kommet noget op. Han mente ikke at Lene så nemt kunne gennemskue den halve løgn. Det var jo også dumt at satse, hvis han nu satsede forkert.
Det sidste han behøvede nu, var at de kom skævt ind på hinanden fra start af. Han ville jo helst at de skulle kunne tale om det der lå ham på sinde.
Måske skulle han åbne et par flasker vin. Det var altid nemmere at få tungen på gled når man havde fået et par glas vin.
Gad vide om de overhovedet havde noget vin.
Han så ned i vinreolen. Der lå to flasker.
- Er det det sidste vin?
Lene åbnede køleskabet og lagde nogle madvarer ind.
- Nej, der er også dem vi fik af mor og far til Jul, de ligger inde i skænken.
Hun virkede ikke sur længere. Hun virkede nærmere som om der var noget der gik hende virkeligt på.
Lennart tog sig selv i at han havde lyst til at tage hende i sine arme og trøste hende. Spørge hende hvad der var i vejen. Holde hende og kramme hende.
Det gik jo ikke.
Hvis han skulle fortælle hende at de ikke skulle komme sammen mere, måtte han holde sine følelser for sig selv, for ellers ville det bare blive endnu sværere at sige det, og det ville blive svært nok i forvejen.
Igen kom tvivlen snigende.
Var det virkelig det han gerne ville. Han kunne ikke komme udenom det fakta at han elskede Lene over alt på jorden. Han havde indset den senere tid, at han elskede hende som person mere end som kvinde, men kunne han ikke leve med det. Han vidste jo at de havde det godt sammen, de kunne grine og græde sammen, hvad mere kunne man egentlig ønske sig.
- At man er ærlig over for sig selv og den man elsker.
Stemmen tordnede så kraftigt i hovedet på Lennart, at han var lige ved helt automatisk at dukke sig.
Han vidste det jo godt. Hvis han blev sammen med Lene, ville han med garanti efter et stykke tid, prøve at snige sig til at være sammen med Kim, eller endnu værre, en han tilfældigt mødte. Han vidste jo godt inderst inde at han ikke ville kunne holde sig væk fra mænd. Han ville kunne have sex med Lene som de altid havde haft, men det var jo før han havde prøvet sex med andre mænd. Nu ville han ikke kunne leve uden.
Han måtte sige det til Lene, bare tanken om at skulle snige sig ud som tyv i natten for at møde andre mænd, og så skulle finde på undskyldninger over for Lene, var frastødende. Han kunne ikke forlange at Lene skulle kunne leve sammen med ham på en løgn. Fortjente Lene ikke også at få sin frihed, sin frihed til at finde en mand der elskede hende, elskede hende både som person og som kvinde.
Lennart vidst godt at han aldrig ville kunne gennemføre et sådant rollespil. Hans samvittighed ville ikke kunne leve med det, dertil elskede han Lene for meget. Der var sikkert ingen normale mennesker der kunne forstå hvordan han kunne elske Kim, og samtidig elske Lene, elske Lene på sin helt egen måde. En måde der betød at han elskede hende mest som person, men samtidigt en han havde elsket med i sengen, en han næsten havde et barn sammen med. Det giver en masse følelser der ikke er til at forklare.
- Har du tænkt dig at skrue den der proptrækker helt ned i bunden af flasken?
Lenes øjenbryn sad højt i panden. Hun var tydelig skeptisk, men samtidigt var der noget mildt over hendes udtryk.
Lennart rystede tankerne af sig og begyndte at grine.
- Sorry, jeg var lige ude og hænge nogle tanker til tørre.
Han trak korkproppen op med et svup.
- Det må da vist ha’ været i Skagen du hang dem til tørre.
Lene smilede og tog to glas.
- Holda kæft hvor jeg ikke gider at lave noget at æde lige nu.
Hun stod med de to rødvins glas frem for sig, så Lennart kunne hælde op til dem begge.
- Jeg er faktisk heller ikke rigtig sulten.
Lennart begyndte at hælde vinen op i det to glas. Han lagde mærke til at det var de store rødvinsglas Lene havde taget. Så måtte han hellere nøjes med at fylde glassene halvt, for fyldte han glassene op, så ville en flaske kun kunne fylde tre glas. Jo, det var nogle rigtige rødvinsbowler de glas, men de var flotte, og da de købte dem havde de begge været helt vilde med dem. De kostede en mindre formue så de havde kun seks af dem, men det var nu også sjældent at der var flere gæster, og i så fald kunne de jo bare tage de almindelige.
- Næ, det er jeg heller ikke, jeg spiste morgenmad sammen med mor og far, og så ved du jo at man ikke bliver sulten lige med det samme.
- Din mors Famous Brunch?
- Yep!
De smilede begge to.
Jo den kendte Lennart godt. Det var en blanding af den danske og engelske Brunch, det vil sige der var alt mellem himmel og jord, og at der var rigeligt af alt.
De så på hinanden, og drak af vinen uden at sige noget.
- Skal vi gå ind og sætte os, eller vil du blive stående her i køkkenet?
Lene så spørgende på Lennart.
Lennart forsøgte at stænge alle de følelser ude, der lige nu strømmede gennem ham. Han nikkede mod sofaen, og gik hen til stereoanlægget.
- Jeg har lige købt den nye med Diana Ross; Eaten alive. Den er faktisk meget god, den står vist nok først.
Lene satte glasset på sofabordet.
- Ja ja, jeg skal nok finde den, sæt dig bare ned.
Lennart viftede hende væk med en fejende armbevægelse.
Han kunne høre at hun satte sig i sofaen. Han kunne ikke se nogen CD med Diana Ross.
- Hvad laver du?
Han kunne genkende den lune undertone i hendes spørgsmål.
- Jeg leder efter en eller anden åndssvag CD, eller hvad?
Han kunne høre Lene sætte sig bedre til rette i sofaen. Uden at vende sig om, kunne han se hende for sig, med armene over kors og en aldeles uskyldig mine på.
- Når du nu opgiver at finde den, så kan du jo spørge mig om det er en CD eller om det er en LP.
Fandens. Efter at han havde købt den Cd-afspiller, havde han jo kun købt Cd’er, og regnede selvfølgelig også med at alle andre gjorde det.
- Hvorfor har du købt den på LP?
Ved nærmere eftertanke, så var de eneste Cd’er Lene havde købt, gaver til ham eller andre der havde en Cd-afspiller.
- Har du tænkt på, mister sharp-brain, at jeg ikke har nogen Cd-afspiller?
Lennart stod et split sekund inden han svarede. Han burde måske ikke svare det han var ved at svare, men hvis han ikke gjorde det ville det også virke underligt.
- Du må da gerne bruge min.
Han fandt Lp’en først i rækken af plader.
Han kunne mærke den pause der opstod efter hans svar.
- Ja det er da også meget godt, så længe jeg har adgang til den.
Han kunne mærke piskesnerten ned over hele hans ryg. Han stod et kort øjeblik som lammet. Hvorfor sagde hun det? Vidste hun noget? Eller var det bare en ganske almindelig bemærkning om, at det jo ikke var sikkert at de skulle blive sammen resten af livet, og det så var hans dårlige samvittighed der gjorde mere ud af det end det var nødvendigt.
Han lagde pladen på pladespilleren. Med vilje gav han sig god tid til at støve pladen af, det hastede ikke med at komme hen i sofaen til Lene.
Han trykkede på play og tangentialarmen kørte langsomt hen til starten af pladen.
Lennart rejste sig og gik hen til sofaen. Lene sad og kælede med Misser. Katten så dovent på Lennart. Han havde allerede glemt at Lennart for en halv time siden var ved at klemme livet ud af den. Det var vel nok dyrs største force, at de altid tilgav de bar aldrig nag, i hvert tilfælde aldrig særlig længe ad gangen.
Han nåede lige at sætte sig i sofaen, da han kom i tanker om at hans cigaretter lå på køkkenbordet.
Han måtte altså rejse sig igen. Han tog en tår rødvin før han skubbede sig op af sofaen.
- Hvor er dine cigaretter, skal jeg tage dem med til dig?
Lene så efter ham imens hun stadig kælede med katten.
- Jatak, i min rygsæk, den står i entréen.
Lennart tog det sidste vin med ind til sofaen. Der var knap en kvart flaske tilbage, han måtte hellere overveje at åbne en ny, for han syntes ikke at han havde fået modet til at sige det til Lene, endnu.
- Skal vi smage en af de gode vi fik af dine forældre?
Det var jo egentlig åndssvagt at han spurgte på denne lidt underdanige måde, det var jo for fanden da også hans vin. Men det var jo noget de havde fået af hendes forældre, og han ville helst ikke ødelægge hendes, vistnok, gode humør.
- Burde vi ikke have startet med de gode og dyre vine, og så drikke frikadelle skubberne til sidst?
Hun havde jo så evigt ret, men nu havde han altså startet med en af de billige fra vinreolen. Grunden til at de havde gemt de seks flasker vin i skænken var, at det var en ret dyr vin, og så var det jo også en gave. Desuden var der jo ingen grund til at de skulle bruge dem på deres guitar aftener, når de lige så godt kunne drikke en billigere vin til det. Det var jo ikke kun fordi det var hyggeligt at drikke vin, spille guitar og synge, det var jo også lidt for virkningen af vine, og det klarede en billig vin lige så godt som de dyre. Så de lod de finere vine ligge i skænken, hvor ikke alle kunne se dem.
Lennart hældte det sidste af flaskens indhold op i sit eget glas. Til sin overraskelse så han at Lene allerede havde tømt sit glas.
Han tog den dyre vin og fyldte hendes glas. Hvis hun også trængte til at få tungen lidt på gled, så ville han ikke være den der hindrede hende.
Hun så på det fyldte glas men sagde ikke noget.
Lennart tænkte som en gal, han ville så gerne sige noget, der var nogen der burde sige noget, stilheden gik Lennart på nerverne.
Diana Ross sang om “Chain Reaction”. Lennart kunne ikke lade være med at tænke på sarkasmen i det. Det havde startet så uskyldigt med at han havde nogle underlige og anderledes følelser for andre mænd, og se nu hvad det havde ført til, det kunne man da kalde en kædereaktion der ville noget.
De drak begge af deres vin. Det virkede som om at Lene også var nervøs, eller trykket ved situationen. Hvorfor var hun det hvis ikke det var fordi hun vidste noget, eller at hun var sur over noget. Hun plejede ikke at være sur længe før hun sagde hvad hun var sur over, hun havde endnu ikke sagt noget, og hun virkede jo heller ikke sur, så hvis ikke det var det, så måtte det vel være fordi hun vidste noget. På den anden side, hvis hun vidste noget ville hun på nuværende tidspunkt, under normale omstændigheder, have sagt noget, eller i det mindste kommet med en kommentar, en stikpille, eller et andet hint om det der gik hende på.
- Jeg troede faktisk at du ville komme hjem i uniform.
Hun satte glasset fra sig.
Spørgsmålet, eller rettere konstateringen kom bag på Lennart. Hans tanker roterede om det problem der lå på sinde, at Lene så begyndte at tale om uniformer, var så langt fra hans tankerækker at der gik lidt tid inden han fattede sig så meget, at han kunne svare.
- Øh, næ, jeg synes at jeg har gået rigeligt i uniform den senere tid, og hvis vi vil rejse hjem i uniform, så skal det være udgangsuniformen, og det er uld. Du ved jo hvordan jeg har det med uld.
Lene grinede.
Hun vidste kun alt for godt hvordan Lennart beklagede sig hvis der var uld i det tøj han skulle have på, det kradsede, og huden blev helt rød af det.
Han spekulerede stadig på hvordan han skulle få drejet samtalen derhen han gerne ville. Samtale var måske så meget sagt, for der kom de der pinlige lange pauser hele tiden.
- Hvad laver I om aftenen deroppe?
Lene tog nok en tår af sin vin. Glasset var snart kun halv fyldt. Hvorfor blev hun ved med at tale om Aalborg, prøvede hun også at dreje samtalen hen på noget, eller var det bare fordi hun var interesseret i hvad han lavede.
Dumme Lennart. Hvad skal I ellers tale om, du har jo været deroppe så længe og I har ikke set hinanden længe, så det er vel kun naturligt at hun spørger om hvad du har oplevet deroppe.
Lennart tænkte sig om. Hvad lavede de egentlig om aftenen. De havde jo ikke så meget fri, ofte var klokken næsten syv inden de var færdige med at klargøre deres udrustning, og inden de havde badet og fået noget at spise, ja så var klokken oftest over otte.
- Vi pudser vores våben og gejler støvler.
Han så på hende for at se hendes reaktion.
- Gejler støvler?
Både Lenes stemme og hendes udtryk røbede hendes vantro.
- Hvad fanden er at gejle støvler. Hvis det er noget fyre laver når de har været hjemmefra længe, så vil jeg ikke vide hvad det er.
Hun sagde det med et smil på læberne og et glimt i øjet.
Lennart var lige ved at komme til at rødme da hun sagde det, eller også var det hans egne tanker der gjorde det.
- Det vil sige at du pudser dine støvler med vat, skosværte og spyt, så de kommer til at ligne laksko.
- Laksko, er det ikke lidt upraktisk hvis i skal ud og lege røver og soldater?
Spørgsmålet kom helt spontant.
- Vi har to par støvler, og det er kun det ene par man laver det på, og det par bruger man så til parade og eksercits.
- Er det ikke begrænset hvor meget man kan pudse på et gevær, eller skal det også skinne?
Lennart kunne vist ligeså godt opgive at dreje samtalen lige nu, så han begyndte at fortælle om det pulserende soldaterliv.
- Og der er mange flere dele i et skide gevær end jeg nogensinde havde forestillet mig.
Han begyndte at grine højt. Han kom til at tænke på da de skulle skille bundstykket ad.
Hele anden deling havde siddet på gangen, hver med deres regnslag og gevær. De havde allerede lært at skille geværet ad i hoveddele, nu var turen så kommet til alle smådelene. Da bundstykket blev gennemgået, havde oversergent Jensen flere gange og med eftertryk sagt at de skulle holde godt fast på den lille udtrækker fjeder, der til daglig var bedre kendt som Hovsa-fjederen. Den sad nemlig i spænd i bundstykket, og når man frigjorde den havde den den dårlige vane at den sprang væk fra den stakkel der stod og fumlede med bundstykket.
Lennart og Holst havde set på hinanden som for at sige, det her klarer vi.
Lennart havde kun lige lirket lidt ved den, og væk var den hurtigere ene øjet kunne se, og der kom helt ubevist kun et ord fra hans læber, nemlig; Hovsa.
Holst nåede ikke engang at opfatte hvad der skete med Lennarts fjeder, før han bandede fælt, og væk var også hans lille fjeder.
De begyndte at lede efter den lille krabat. Lennart så sig omkring for at se om der var nogen der eventuelt ville håne dem. Hans blik vandrede vantro fra den ene ende af den lange gang til den anden, og han lagde sig på ryggen og skral grinede. Der kravlede intet mindre end fem og tredive mand rundt på gulvet, bandede og svovlende alt mens de prøvede at finde deres fjeder, og fandt de så endelig en, så var der to andre der mente at det måtte være deres. Oversergent Jensen og de andre befalingsmænd stod lænet op ad muren, og selv de havde svært ved at skjule deres latterkramper. Lennart kunne godt forestille sig grunden til at alle befalingsmændene var med til denne lektion, for der skete sikkert det samme hver gang de skulle lære rekrutterne om den lille udtrækker fjeder.
Lene kunne godt se det sjove i at de alle kravlede rundt på gulvet, men det var Lennart der lo højest. Det var også helt i orden, for det var sikkert svært at forestille sig når man ikke selv havde været med.
Nu havde Lene startet Lennart og hans soldater historier.
De drak noget mere vin og Lennart åbnede en flaske mere.
Lennart kunne mærke vinens virkning. Han tog lidt mere let på det hele og han blev lidt mere snakkesalig. Det var for øvrigt vist ikke kun ham der havde det på den måde. Lenes øjne afslørede hende med det samme, den mindste smule alkohol, og Lennart kunne se det på hende.
Han vidste godt at han snart måtte sige noget der ville få samtalen drejet hen til det han måtte sige.
- Hvad vil du nu høre?
Lene rejste sig fra sofaen.
- Vi kan vel høre den igen.
- Vi har jo allerede hørt den flere gange i træk.
Lene tog pladen af.
- Jamen den er faktisk meget god, og den er helt ny, så vi bliver vel ikke trætte af den sådant lige med det samme.
Lennart ville gerne høre den igen, ikke kun fordi den var god, men der var både stille og hurtige numre, og han var bange for at han skulle komme i en anden stemning hvis hun satte noget andet på. Han vidste kun alt for godt hvor meget musikken kunne ændre hans stemning.
Lene vendte pladen igen og satte side A på, hvorefter hun trykkede på gentagelses knappen.
Det var ved at blive mørkt udenfor. Det var så surt her om vinteren, når det blev så tidlig mørkt.
Flasken var tom. Lennart var ikke sikker på om det var en god ide at åbne en til. Han kunne bare risikere at hans følelser for Lene blev forstærket så meget, at han ikke ville kunne få sig selv til at sige det han havde sat sig for at sige.
Det kunne også være at Lene blev så træt at hun pludselig ville i seng, måske før han havde sagt noget.
Lene rejste sig resolut og hentede en flaske i skabet.
- Det er jo ikke hver dag du kommer hjem.
Hun tog flasken og proptrækkeren med hen til sofabordet. Lennart var ikke sikker på hvordan han skulle tolke det hun sagde, det var som om der var en undertone. En undertone der antydede at der ville komme en uddybning af det hun lige havde sagt.
Det var det der fik Lennart til at føle en eller anden form for utryghed, som om der var noget der ikke helt stemte.
Det gav et plob da Lene hev proppen op. Hun skænkede op til dem begge to.
- Går I aldrig i byen om aftenen? Du har jo også været der i weekenderne, der skal i vel ikke også gejle geværet.
Om det var vinen, en misforståelse, eller om det var med fuld overlæg at Lene byttede rundt på begreberne, vidste Lennart ikke. Det lød faktisk ret sjovt og Lennart kunne ikke lade være med at små grine. Det kunne jo på den anden side også være med vilje, og så var det enten ment i sjov, eller en udspekuleret måde at teste Lennart. Han vidste godt at Lene kendte ham godt nok til, at det ville være svært for ham at lyve for hende. Hun vidste også, at det værste han vidste, var folk der løj.
Lene grinede også.
- Ups, det var vist ikke helt rigtigt, var det?
Lennart studerede hende, men han kunne ikke se hvad det var hun tænkte på.
Hun løftede glasset til en skål. Da hun førte glasset op til munden og drak, var det tydeligt at hun var påvirket at vinen.
- Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro at du var sjofel.
Han ønskede at han ikke havde en tunge. Hvordan fanden kunne han lave sådant en brøler. Sad han ikke og sagde noget Lene nemt kunne opfatte som om han spillede op til hende. Var det ikke som om han ville i seng med hende, når han selv sad og var små sjofel? Hvordan kunne han sidde og sige sådant noget, når han samtidig sad og vred sin hjerne med, hvordan han kunne sige at det var slut mellem dem.
Store torsk Lennart.
Lennart løftede sit glas.
Han måtte hurtigt finde på noget at sige, noget der kunne reparere den skade han lige havde lavet.
Lennart kunne mærke hvordan modet sivede ud af hans krop. Det var som om hele kroppen blev slap, og han havde mest af alt lyst til at opgive sit forehavende. Måske ville Lene sige noget hvis bare han ventede lidt, det havde jo virket som om at hun også havde noget på hjertet, han var ikke sikker, men det var som om der lå noget bag hendes hentydninger og små kommentarer.
- Ja det ville jo da være dejlig belejligt ikke sandt, så kunne du igen slippe for at tage det første skridt og dermed udskyde noget som du ikke synes er så rart.
Stemmen ramte ham helt uforberedt som et slag i nakken.
Den havde jo ret det vidste han godt. Det kunne ikke nytte at blive ved med at udskyde det, det skulle siges nu, her i aften. Han vidste jo ikke hvornår lejligheden igen ville vise sig.
Han tog en tår af vinen.
Lene sad og stirrede på et punkt frem for sig og kørte vinen rundt i sit glas.
En bølge af skyld skyllede ind over Lennart. Skyld over at han ikke kunne tage sig sammen til at sige det til Lene, skyld over at han havde planer om at forlade hende. Men det var da vel bedre at han fortalte hende sandheden, så de begge kunne komme videre med deres liv. Han vidste at han ikke kunne leve på en løgn resten af sit liv, det ville kun være et spørgsmål om tid inden han igen ville få denne følelse af at blive kvalt, og så var han jo lige langt, og skaden var måske endda blevet større. Det var heller ikke fair over for Lene at hun skulle leve sammen med en der ikke elskede hende som hun så inderligt fortjente.
- Hvad har du fået tiden til at gå med herhjemme?
Åndssvagt spørgsmål, men han vidste ikke hvad han ellers skulle sige, og han var nød til at bryde den tavshed der var ved at opstå mellem dem.
Lene tog en mundfuld vin og smilede skævt.
- Ikke noget særligt faktisk, jeg har arbejdet en del og ellers bare tusset rundt herhjemme.
Det gik op for Lennart at han håbede på, at hun havde mødt en anden. Han var ikke sikker på om det var fordi det ville lette på hans samvittighed, så det ikke var ham der stod som den grimme fyr eller om det var for at der så var hændt noget positivt i hendes liv.
Måske var det en kombination af begge dele.
Han slog tanken ud af sit hoved. Lene var ikke typen der ville være ham utro med en anden, tanken forekom ham næsten absurd.
Men på den anden side så var hun jo en flot pige der gennem årene havde haft mange beundrere.
Det kunne da ikke være jalousi vel?
Lennart var lige ved at komme til at le ved tanken, måske var han ved at blive skør.
Lennart vidste at han var ved at miste grebet om situationen. Når han kunne få så sindssyge indfald som nu, så måtte der være noget galt.
Han kunne mærke hvordan kræfterne og modet forlod hans krop. Om det var vinen eller hans egen underbevidsthed der drænede ham vidste han ikke, men det var ikke den udvikling han ønskede lige nu. Han havde brug for sine kræfter nu mere end nogensinde før.
Han prøvede på at koncentrere sig. Han havde endnu ikke fundet en åbning til det der lå ham dybest på sinde. Hvordan skulle han gribe det an. Dette her var meget sværere end han havde troet.
- Nå har vi mon snart drukket os mod nok til, eller skal vi lige skåle en gang til?
Bomben sprang uden at Lennart havde fået en chance til at nå i dækning.
- Hvad mener du?
Verdens dummeste spørgsmål. Han kunne mærke hvordan hans stemme dirrede og varmen steg ham til hovedet.
Så havde hun altså mærket det. Hvordan kunne han også tro at han kunne narre hende, hun vidste jo sommetider når der var noget galt, før han selv vidste det.
Men havde hun ikke sagt “vi”. Hvad mente hun med det, havde hun også noget på hjertet? Så var det altså ikke kun en fornemmelse han havde haft, der var undertoner i noget at det hun sagde, og hun havde også kommet med spidse bemærkninger, det var ikke kun noget han havde syntes.
Lene hævede glasset og satte det til munden.
Lennart var ikke sikker på at han turde tage sit glas, hans krop rystede, og det ville hans hænder sikkert også gøre. Hvad var det han var bange for, det var jo det her han havde ønsket hele aftenen, en åbning til at de skulle tale sammen, en mulighed for at han kunne få sagt det han gerne ville sig, så hvorfor tøvede han pludselig nu.
Det var som om at de sidste år for gennem hans hoved i en tusindedel af et sekund, i form af en strøm af billeder, indtryk og følelser.
Han tog sit glas, ikke så meget for at han trængte til noget at styrke sig på, men mere for at slippe for at se Lene i øjnene.
Hvorfor var Kim der ikke.
Lennart følte sig frygtelig alene. Hvis Kim havde været der ville han kunne støtte ham, guide ham gennem dette rod han var ved at rode sig ud i.
Selvfølgelig kunne han ikke det, det var jo ikke hans problem, og han kunne jo heller ikke være der når han sad sammen med Lene, det var jo to forskellige dele af hans verden. Faktisk var det to vidt forskellige verdener, to verdener der ikke kunne forliges til en større enhed.
- Hvad jeg mener? Hører jeg dig sige, at du ikke har noget på hjertet, noget der trykker et eller andet sted?
Han havde altid godt kunne lide at Lene var så lige på med alting, men lige nu hadede han det.
Det var lidt for lige på syntes han, det virkede næsten som om at hun sparkede det ud i hovedet på ham. Eller virkede det bare sådant fordi han helst ville undgå denne konfrontation. Men hun havde jo ret igen, han havde jo virkelig noget der trykkede ham, noget der var ved at trykke luften ud af hans bryst, noget der i den grad gik ham på hver eneste sekund han trak vejret.
Han trak vejret dybt.
- Jo du har ret Lene, der er noget jeg må fortælle dig.
Han kunne mærke hvordan tårene stod ham i øjnene. Han havde ikke lyst til at fortælle hende det, han kunne ikke holde tanken ud, at han skulle såre hende. Men havde han ikke allerede gjort det, var det ikke allerede sket den første gang han havde været sammen med en anden. Var det ikke egentlig ikke allerede sket den første gang han havde set efter en anden, at det var en anden mand han havde set efter, spillede det overhovedet nogen rolle, var det ikke det at man så efter en anden end den man havde et forhold med. Spillede det så nogen rolle om det var sit eget køn, var det ikke selve tanken om at man havde lyst til nogen anden end den man havde forholdet med.
Måske var det ikke helt det samme når det var sit eget køn, for så så man jo efter noget som sin heteroseksuelle partner ikke kunne give sig. Så var det jo ikke fordi man havde set eller fundet noget som var bedre end det man kunne få af sin partner, det var jo netop noget som sin partner ikke kunne give sig.
Men dybest set var det vel alligevel at være sin partner utro, et udtryk for at man ikke var tilfreds, eller manglede noget i sit forhold.
Eller at man simpelthen havde ligget under for det familie og venner, ja hele samfundet forventede, nemlig at man opførte sig normalt. Normalt på den måde at man selvfølgelig fandt en partner af det modsatte køn, fik hus eller lejlighed, købte sig en bil og fik nogle børn, med andre ord blev en del af det samfund, der yndede at se unge mennesker stifte en kernefamilie.
Hvorfor kunne han ikke bare være som alle andre, så ville det hele have været så fandens meget nemmere. Så ville han ikke have siddet i denne situation. Han ville have haft et meget nemmere liv. Han havde jo her frem for sig verdens sødeste pige, en pige han elskede over alt, en pige som han var ved at skulle gøre meget ked af det, bare fordi han ikke var som alle andre. Han vidste at der var mange der misundte ham hans liv, hans liv med Lene. Lene der var sjov, ligefrem, og som så godt ud oven i købet, og som elskede ham eller i hvert tilfælde elskede ham engang, lige nu var han ikke sikker på hvad hun følte.
Hvordan kunne han sidde der og elske hende, når han havde planer om at forlade hende, men han elskede hende virkelig. Han prøvede at se ind i sig selv, for at se om han bare løj for sig selv, for at se om han virkelig elskede hende så meget som han selv påstod.
Jo han elskede hende. Det var jo på en måde også derfor at han sad her med verdens dårligste samvittighed, han kunne ikke lade som om at alt var som det plejede at være. Var det ikke også lidt for Lenes skyld at han følte sig tvungen til at fortælle hende det.
Han kunne jo vælge at lade som ingenting, og leve sammen med Lene og så en gang i mellem tage ind til byen for at få afløb for nogle af de frustrerende følelser, tage ind og få afløb for de seksuelle fantasier der gemte sig inde i ham. Men ville det ikke være endnu værre for Lene, ville det ikke være det samme som at bruge Lene til at blive accepteret som normal. Hvor længe ville det så vare inden at han igen ville få lyst til at bryde ud af det “normale” bur, og ville det ikke bare gøre hans misgerning endnu værre, ville han ikke så have trampet endnu mere på Lene, på hendes følelser og hendes tillid til ham.
Han var ikke sikker, men han havde på fornemmelsen at der var mange der levede på den måde. Ham havde jo selv set flere modne mænd på de barer hvor mænd mødte andre mænd, og mange af dem havde jo ring på som viste at de var gift. Mon ikke de var på barerne for at få levet nogle seksuelle fantasier ud.
Lennart var ikke vred på disse mænd, tvært imod, han havde faktisk ondt af dem, de var fanget af deres egen rolle i samfundet, og havde ikke modet eller kræfterne til at bryde med deres rolle. Mon deres koner og børn vidste hvad der foregik inde i deres hoved. De kunne umuligt have det godt med sig selv, stakler.
Lennart vidste at han ikke ville kunne leve sådant. Han kunne ikke misbruge et andet menneske, eller snarere dets tillid, på den måde.
Han skyldte Lene at hun fik sandheden at vide.
Men skulle han fortælle hele sandheden, at han var bøsse, eller skulle han bare sige at han havde truffet en anden.
Det ville måske såre hende mindre hvis hun fik hele sandheden at vide, end hvis hun troede at han havde fundet en anden, en han regnede for bedre en Lene.
Pladen startede forfra.
- Skal vi ikke høre noget andet?
Lene rejste sig og gik hen til stereo anlægget.
Lennart svarede ikke. Han så på Lene der forsigtig lagde pladen ned i dens cover.
Hun tog en anden plade frem, Lennart kunne ikke se hvad det var for en, hans blik var sløret af tårene der stadig stod i øjnene på ham.
Simon og Garfunkels blide stemmer begyndte at flyde ud af højtalerne. Lene kom hen og satte sig i sofaen. Hun så på Lennart. Lennart kunne ikke rigtig læse hendes ansigt. Hun var ikke udtryksløs, men alligevel var der noget apatisk over hende. Der var næsten noget medlidende over hende, Lennart kunne ikke rigtig få det til at passe til situationen, hvorfor skulle hun føle medlidenhed med ham, hun vidste jo ikke engang hvad det var han ville sige. Måske var det fordi hun havde set tårene i hans øjne.
- Lennart jeg ved ikke hvad det er du vil sige til mig, men uanset hvad det er, så ved du at jeg ikke tager det ilde op.
Hun prøvede at gøre det nemmere for ham. Hvor typisk Lene, der altid prøvede at hjælpe og lindre smerten for andre. Endnu et dybt stik i hans hjerte, hun prøvede at hjælpe ham, hjælpe ham med at såre hende selv. Han kunne ikke stoppe tårene der nu frit løb ned ad hans kinder.
Han gjorde ikke noget forsøg på at tørre dem bort, på en eller anden måde virkede det som om at de tog noget at det tryk der truede med at sprænge hans hoved.
- Lene, han holdt en lille pause for at tage en dyb indånding, jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal få det her sagt til dig, jeg har prøvet at forestille mig hvordan jeg skulle sige det, men det kom altid til at lyde forkert.
Lennart så op.
Lene så ham dybt i øjnene. Hendes smukke mandelformede øjne trængte dybt ind bag Lennarts. Han havde aldrig kunne lyve for hende, det var som om at hun kunne se lige i gennem ham.
- Jeg kan se at det er noget der gør ondt på dig, så det bedste ville vel være at få det sagt, eller?
Han tog en tår af sin vin.
- Jeg kan jo godt regne ud at det har med os begge to at gøre, ikke sandt?
Lennart nikkede.
- Jeg græder faktisk fordi det jeg har at sige, sikkert vil gøre ondt på dig, og tro mig Lene, hvis jeg kunne ville jeg gøre alt for at det her bare var en ond drøm.
Han tog nok en tår af vinen.
Glasset var tomt. Lene tog flasken og skænkede op til dem begge.
- Lennart, jeg kender dig godt nok til at vide det, du har aldrig villet mig noget ondt, og det gør mig frygtelig ondt at se dig sådant her, du ved jo godt hvor speciel du er for mig.
Lennart ønskede at hun ville lade være med at sige sådanne ting, det stak ham i hjertet og gjorde det bare endnu sværere at skulle sige det.
- Det jeg vil sige er noget jeg har opdaget gennem den senere tid, og jeg kan ikke skubbe det fra mig længere, så jeg har måtte indse at det bare er sådant, desværre.
Lene sagde ingenting. Hun så på Lennart, og nu var han sikker på at det var medlidenhed der viste sig i hendes ansigt.
- Når jeg har sagt det, vil jeg så inderligt håbe at vi stadig kan tale sammen, for du er også meget speciel for mig, meget.
Han vidste ikke om han forventede noget svar. Selvfølgelig kunne hun ikke love det, hun vidste jo ikke hvad det var der var i vente.
Han tog sit glas og satte det for munden. Han lod vinen blive lidt i munden så den kunne skylle noget af den dårlige smag, han havde i munden, væk. Han kunne mærke hvordan den løb ned i halsen, forbi de bagerste smagsløg hvor den afleverede en vidunderlig smag af de lagrede blå druer.
- Lene………Jeg er bøsse.
Han åbnede øjnene og så på Lene. Han vidste hvad han så efter i Lenes ansigtsudtryk, måske fordi han ikke vidste hvad han kunne forvente at få at se.
Lene sad urørligt, uden at fortrække en mine.
Lennart følte at der gik evigheder inden hun rettede sig op og lænede sig tilbage i sofaen.
- Så var det altså rigtig nok.
Lene fik et lille skævt smil om læberne, han syntes at kunne skimte tårer der steg i hendes øjne.
Lennart sagde ingenting, han havde på fornemmelsen at det var bedre at lade Lene tale helt færdig.
- Jeg har altid skubbet det fra mig, men jeg har, faktisk altid, følt at du har kigget efter andre fyre, eller snarere efter andre mænd, modne maskuline mænd. Det er dem du kigger efter ikke?
Lennart nikkede.
Han vidste godt at Lene var observandt og noget af en menneskekender, men dette overgik alt han tidligere havde troet.
Hun talte stille og velafbalanceret. Lennart kunne ikke hverken se eller høre, om hun var ved at bryde sammen, eller om hun ville få et raseri anfald.
- Hvor længe har du vidst det?
Stadig samme stemmeføring. Hendes ansigt afslørede heller ingenting.
- Måske et halvt år, men nu hvor jeg har indrømmet det over for mig selv, ved jeg ikke om jeg måske ikke altid har vidst det, men bare skubbet det fra mig.
Lene drak af vinen.
Hun lænede sig ind over bordet støttende på sine arme. Hendes ansigt var tæt på Lennarts.
- Jeg ved ikke hvor ondt det gør på dig at skulle fortælle mig det her. Jeg ved at det gør ondt på mig. Men jeg ved også at det ville have gjort endnu mere ondt hvis du ikke havde fortalt mig det. Jeg var ved at være bange for at du havde fundet en anden pige, og havde det været tilfældet, ja så ved jeg ikke hvad jeg havde gjort ved dig. Men det her kan jeg vist ikke rigtig konkurrere med, kan jeg?
Lennart rystede stille på hovedet og tårene rendte nu frit ned ad hans kinder. Han var så lettet at han havde fået det sagt, men samtidig var han så ked af at det virkelig var som det var. At han mistede Lene på grund af nogle dumme følelser han havde indeni. Lene der sad der og gjorde alt for at prøve på at forstå ham, ham der lige havde revet en flænge i hendes hjerte. Han kunne ikke sætte mål på hvor meget han elskede hende lige nu i dette øjeblik. Han havde altid elsket hende, men aldrig så stærkt som lige nu, og han vidste inderst inde at han altid ville elske hende, uanset hvordan hun reagerede.
Lennart så nu en tåre trille ned ad kinden på Lene. Det gjorde så usigelig ondt at se Lene græde, og endnu mere ondt når han vidste at det var ham der havde gjort hende ked af det.
Hun tog hans hånd i sine og krammede den.
- Jeg vil altid elske dig Lennart, det vil jeg ikke ligge skjul på, men du skal vide at du altid vil have en ven i mig uanset hvad der sker. Jeg kan slet ikke forestille mig et liv hvor du ikke er en del af det, og kan det ikke være som min mand, så må jeg jo hellere vænne mig til tanken om at have dig som min bedste ven.
Lennart vidste ikke hvad han skulle sige. Det hele havde udviklet sig så positivt at alle hans forestillinger om hvordan det ville tage sig ud, slet ikke slog til. Han havde forventet vrede, sårede følelser ja måske endda hysteri der endte med at han ville være tvungen til at gå sin vej.
I stedet var Lene så forstående at han skammede sig over de vrang forestillinger han havde haft.
- Lene, jeg ved ikke hvordan jeg nogen sinde skal takke dig. Takke dig for den du er, men ikke mindst for din måde at tackle hele denne akavede situation på. Jeg er så ked af at det er som det er, men jeg kan ikke lave om på det, tro mig jeg har forsøgt.
- Det ved jeg godt at du har Lennart, jeg kender dig jo.
Lene lænede sit hoved frem så hendes pande støttede på Lennarts. Han tog begge hendes hænder i sine og krammede dem. Gud hvor han dog elskede hende.
Hvor længe de sad sådant vidste han ikke, men da Lene lænede sig tilbage i sofaen, var de begge stoppet med at græde.
Lennart blev næsten genert, hvad skulle han nu sige, han følte sig en smule fremmed over for Lene.
- Underlig situation hva’ ? Det er næsten som om det er en anden person jeg har frem for mig, og jeg som troede at jeg vidste alt om dig.
Lene smilede.
- Du er den person der kender mig bedst af alle, og du vidste jo også godt det her, du ville bare ikke vide det.
Det rungede underligt i ørene da han talte, det virkede så uvirkeligt det hele.
Han havde fået det sagt til Lene, og alligevel sad de her begge to stadigvæk og drak vin. Han havde aldrig, selv i sine vildeste fantasier, drømt om at det kunne ende sådant her.
- Ja det er vel sandt. Ja jeg har nok altid vidst det inderst inde.
Lene tog glasset og holdt det frem for sig.
- En skål for dit nye liv, og fanden tage dig hvis jeg skal til at konkurrere med dig om de gode skår som vi møder i fremtiden.
Lennart kunne se at Lene prøvede på at skjule hendes følelser. Han kunne se at hun var såret, men hun prøvede tappert at få ham til at føle sig godt tilpas. Hvis ikke hun var en af de mest vidunderlige skabninger gud nogensinde havde skabt, så vidste Lennart ikke hvem det skulle være.
Han løftede sit glas og klinkede med hende.
- Konkurrere, næ du, jeg bliver nok nød til at blive din bodyguard, når det rygtes at du er fri på markedet, og alle omegnens hanhunde kommer rendende efter dig.
Lene smilede og drak.
- Der er noget jeg ikke forstår.
Hun satte sit glas på bordet.
- Spørg løs.
Lennart tændte to cigaretter og rakte Lene den ene.
- Tak. Hvordan fanden kan man være til mænd, når du samtidig er den absolutte bedste elsker jeg nogensinde har haft? Det virker sgu’ da ikke særlig logisk.
Lennart kunne ikke lade være med at grine. Det var en vidunderlig følelse at grine igen, så dejlig livsbekræftende.
- Tak for de fine ord.
Lene grinede også nu.
- Det er måske derfor at jeg er god i sengen, at jeg har lidt af begge dele i mig. Man har jo før hørt kvinder sige at det bedste sex får de sammen med andre kvinder.
Lene nikkede samtidig med at hendes øjne kørte frem og tilbage, som de altid gjorde når hun undrede sig over noget, som om at hun ledte efter et punkt i rummet men ikke kunne finde det.
Hun tog sit glas og med et skælm smil på læberne tog hun en tår.
- Hvad er du så, kvinden eller manden?
Lennart kluklo.
Han havde faktisk ventet på det spørgsmål. Det slog ham hvor naturligt det forekom ham at tale med Lene om det. Det virkede næsten surrealistisk at han sad her og talte med Lene om det, samme aften som han havde fortalt hende det. Det kunne kun være Lenes fortjeneste, han var sikker på at alle andre ikke ville reagere på samme måde som Lene.
- Du mener om jeg er aktiv eller passiv?
Lene slog med hovedet fra side til side, så hendes lange lyse hår dansede om hendes hoved.
- Ja hvis du hellere vil kalde det det, ja så er det det jeg mener.
Hun så let drillende på ham.
- Jeg har jo altså ikke være sammen med flere hundrede mænd, men jeg har nok været mest passiv de par gange det er sket.
Han tænkte på hvad der havde foregået med Thomas og Benny, og da han elskede med Kim. Han var vist mest passiv, men han var lidt flov over at indrømme det over for Lene, hvorfor vidste han ikke, måske fordi han jo havde været manden i deres forhold.
Det slog ham at Lene nu vidste at han havde været hende utro, om end det var med andre mænd.
- Det er underligt ikke, jeg kan ikke forestille mig dig som den passive, men det er måske meget godt at jeg ikke kan det.
Hvorfor vidste han ikke, men han blev meget stolt da Lene sagde det. Måske fordi det understøttede hans forfængelige mandighed.
- Lennart nu er der noget jeg må spørge dig om.
Lene så pludselig meget alvorlig ud.
- Har du nogensinde været mig utro? Med en anden kvinde mener jeg.
At hun specificerede hvilket køn hun mente, gav Lennart en fornemmelse af at hun på en eller anden måde havde tilgivet ham, at han havde været sammen med andre mænd, men han bestemte sig for ikke at komme ind på området, med mindre hun selv gjorde det.
- Nej Lene, aldrig. Jeg har ikke engang set efter nogen anden kvinde så længe vi to har været sammen.
Det var sandheden. Han havde aldrig set efter en anden kvinde, der havde jo ikke været grund til det, Lene var alt han kunne ønske sig af en kvinde.
- Nej du havde for travlt med at se efter andre mænd.
Lennarts hjerte hoppede et slag over. Han så hurtigt på Lene, var hun sarkastisk eller var vreden kommet op til overfladen.
Lene slog ud i latter over sin egen kommentar. Lennart åndede lettet op. Han kunne heller ikke lade være med at grine, hun havde nu altid været hurtig på aftrækkeren, den Lene.
Selv om himlen var lettere overskyet, syntes Lennart alligevel at der var nogle huller hvor han kunne skimte den blå himmel.
Bussen brummede da den automatiske gearkasse skiftede til et lavere gear for at klare stigningen op over bakken.
Han havde ringet til Kim. Han havde ikke sagt hvad det var han ville fortælle ham, han havde bare sagt at han havde noget han ville fortælle ham. Kim havde ikke presset på for at få noget at vide i telefonen, selv om Lennart kunne ane nysgerrigheden i Kims stemme. Men var det ikke meget naturligt.
Det havde været et par mærkelige dage.
Det var som om at både han og Lene havde været en slags fremmede over for hinanden.
Det var som om at det først rigtig var gået op for dem hvad det var der var ved at ske, da de om morgenen var vågnet, og rødvinen ikke virkede længere. De havde ikke sagt så meget til hinanden, de var nærmest generte over for hinanden. Det var jo også en helt ny situation, det havde jo altid været kærester i den tid de havde boet sammen. Nu boede de sammen, men var ikke kærester. De var to forhenværende kærester der forsøgte at konvertere deres forhold til noget der byggede på venskab i stedet for kærlighed. Det var nu ikke helt sandt, for han elskede jo stadig Lene, men det var på en friere måde, det var en kærlighed der ikke var så forpligtende. Måske var det fordi han ikke var forpligtet til at elske med hende, men bare at elske hende, personen Lene. Det var en underlig situation, en underlig fornemmelse.
Han måtte til stadighed knibe sig selv i armen. Det virkede så uvirkeligt at det hele havde formet sig som det havde gjort. Han var virkelig lykkelig beskåret at have en som Lene.
Det var først dagen efter at de havde vovet at tale om fremtiden. Lene havde sagt at det ikke var nødvendigt at han flyttede sådant lige med det samme, for de skulle jo begge to have noget andet at bo i. Lennart vidste ikke hvad han skulle gøre, men han havde næsten besluttet sig for at han ikke ville spørge Kim om han kunne flytte ind hos ham. Det virkede ikke så smart at flytte fra det ene forhold lige ind i det næste, det ville sikkert bare give en masse komplikationer.
Lene ville under ingen omstændigheder flytte hjem til hendes forældre, Lennart havde det på samme måde.
De var blevet enige om at den der fik de bedste forhold til Misser, skulle have katten med sig. Det var jo ikke kattens skyld at de ikke skulle bo sammen mere.
Lennart tog sig selv i at stirre på chaufføren i hans store bakspejl.
Han var en mand midt i halvtredserne. Han så temmelig sammenbidt ud, det virkede ikke som om at han nød at køre bus. Men hvor sjovt kunne det også være at køre bus, og han havde jo sikker kørt denne rute tusindvis af gange, og havde set alt på ruten der var værd at se.
Lennart så ud på markerne. Det var de samme marker som sidste gang han sad i bussen og kørte denne tur. Han fik næsten medlidenhed med chaufføren, han kunne godt sætte sig ind i hvordan det måtte være at køre samme rute dag ud og dag ind, det måtte være trist.
Han så igen ud på landskabet.
Kunne han bare finde et lille tegn på at foråret var ved at komme, så vidste han at det hele ville blive meget bedre. Der var intet der tydede på at det snart skulle begynde at blive grønt og varmere i vejret. Markerne var stadig mørke og golde, træerne stod nøgne, han anstrengte sig for at se om der var ved at komme knopper på grenene, men han kunne ikke se nogen. Måske var det fordi bussen kørte for hurtigt forbi dem, eller også var der bare ikke nogen.
Det var selvfølgelig også lige tidligt nok, eller var det?
Det værste ved foråret var at alting var så smattet. Der var mudder over alt, og trådte man uden for fortovet, var chancerne for at synke i til anklerne temmelig store.
Han spejde efter nogle af vårens budbringere. Hvis han kunne få øje på en vibe eller en lærke, så ville de være foråret et skridt nærmere. Han spejdede ud over de golde marker efter en vibe. Viben med de karakteristiske sorte og hvide tegninger, og den lille top på toppen af hovedet, der fik den til at se så årvågen ud, som om at den kendte til alt der foregik rundt om den. De pilede altid rundt i en rasende fart og så ud som om at jorden ville gå under hvis ikke de nåede alt det de havde sat sig for.
Han kunne ikke få øje på en eneste. Det var nok for tidligt i nu, men trøstede sig med at så måtte de da være på vej.
Han så op mod himlen, det kunne jo være at der et eller andet sted hang en lærke. Det havde altid fyldt ham med glæde og begejstring at se en lærke der hængte der, som hang den i en usynlig tråd. Højere og højere steg den, alt i mens den krævede total domæne i sit revir med sine smukke og glade triller.
Hvad skulle der nu ske med hans mejser. Hvordan ville hans lille familie klare sig når nu han flyttede. Han havde ganske vist hængt nye bolde ud til dem dagen inden, men hvem skulle gøre det når han var flyttet. Han kunne jo selvfølgelig lade de små tomme grønne net blive hængende, så kunne det jo være at de nye beboere ville fatte hintet og fortsætte der hvor han havde sluppet, og hænge nye bolde op, når det igen blev for koldt for de stakkels små, til at de selv kunne finde føde.
Var der ikke en lille sort prik på himlen, langt derude over markerne. Kunne det være den første lille lærke der var kommet med foråret til Danmark.
Gid at det var. Han ville så gerne at det snart blev varmere og bedre vejr. Han savnede solens varme stråler, mærke hvordan de bed i huden og fik små svedperler frem på panden.
Lennart lukkede øjnene og drømte sig ned til stranden. Ligge i sandet og bare nyde solens stråler, lytte til havets brusen. Det var lige så godt som at meditere, ikke for at han nogensinde havde prøvet at meditere, men det måtte være næsten lige sådan, for man fik en ro i krop og sjæl som man sjældent fandt andre steder.
Selv om der var andre mennesker på stranden, kunne det næsten virke som om at man var i sin egen lille verden. Stemmerne var ligesom langt borte, og de havde intet med dig at gøre, lidt uvirkelige, de var bare noget der var. Det værste der kunne ske når man lå på den måde, var hvis der var nogen der begyndte at tale til en. Hele boblen man havde skabt omkring sig, brast. Man fik hjertebanken på grund af at man blev forskrækket, det var møg ubehageligt, og det hele var ødelagt.
Det gav et lille gib i Lennart da chaufføren åbnede alle dørene.
- Ja så er turen ikke længere.
Til Lennarts store forbavselse var de allerede i Køge, han var ikke klar over at hans lille dagdrøm havde varet så længe. Nå, nu var han jo da i hvert tilfælde kommet til Køge.
Han gik op mod gågaden.
Uden at tænke over det, gik han og nynnede. Selv om han ikke var sikker på at det var en lærke han havde set, så var det alligevel som om at han så lidt lysere på det hele, præcis som han altid gjorde det hvert forår. Der manglede dog lugten af muldjord, men det var vel fordi han var her inde midt i byen, hvor alt jord var dækket med enten asfalt eller betonfliser. Det var måske slet ikke foråret der gjorde det.
Det var jo i og for sig også fuldstændig lige meget så længe han bare var i godt humør.
Han slentrede videre og fik en ide, men slog den ud af hovedet med det samme. Han havde ikke råd til det. Det kunne ellers have været sjovt at have en flaske champagne med hjem til Kim, men de kostede for meget.
På den anden side kunne det jo være at der var en på tilbud et eller andet sted, men det betød jo at han skulle gå rundt og lede efter den, og han ville egentlig hellere hjem til Kim end at gå i butikker.
Da han kom forbi den lille vinbutik på gågaden stoppede han alligevel op og kiggede ind ad vinduet.
Der var ingen champagne flasker udstillet i vinduet, men der stod nogle flasker mousseret vin til en fornuftig pris, og det var vel en slags champagne, der var da bobler i skidtet.
Lennart kom ud af butikken med tre flasker. Han kunne ikke bestemme sig, om det skulle være den hvide, røde eller roset, så han havde købt en af hver.
Det var måske nok ligeså dyrt som en flaske champagne, men nu havde han jo fået tre i stedet for en, og han havde for øvrigt heller aldrig smagt den røde.
Han havde lyst til at fejre det sammen med Kim, at han endelig havde fået det sagt til Lene.
Fejre!
Hvorfor vidste han ikke, men det skar på en ubehagelig måde i hans øren. Det var som om at det kun var en halv sejr, eftersom at han havde såret Lene. Hun tog det så utroligt tappert og på en måde afslappet, men alligevel.
Hans hjerte bankede og han var tør i munden.
Han stod foran Kims dør.
Hvorfor var han nu pludselig så nervøs. Han skulle jo ind til ham han elskede, var det nu pludselig noget at være nervøs over. Var det fordi han nu var fri og kunne, hvis han ville, indlede et forhold, et rigtigt forhold, til en anden mand?
Eller var det fordi han inderst inde var bange for at Kim måske alligevel ikke ville have noget med ham at gøre. Kunne det tænkes at Kim kun havde spillet med fordi han ville hjælpe Lennart med at komme igennem den svære periode, det var at springe ud af skabet.
Sikke noget sludder, selvfølgelig var det ikke sådant. Det ville han jo have mærket for længe siden, og havde Kim ikke, store Kim, siddet og grædt lige foran Lennart. Det gjorde man vel ikke hvis ikke man havde nogle følelser, vel?
Idiot Lennart!
Hvornår lærer du aldrig at stole bare en lille smule på dig selv.
Igennem døren kunne han høre at Kim spillede højt musik, det var ABBA’s Arrival.
Lennart lænede sig forsigtigt nærmere døren.
“If I had a little monney, its a rich man’s world. Frida’s sprøde stemme nåede Lennart gennem døren.
Han strakte armen frem og trykkede med pegefingeren på ringeklokken. Musikken blev skruet ned inde i lejligheden.
Kim åbnede døren.
Lennarts hjerte slog en kolbøtte. Selv om det ikke var så længe siden at han have set Kim, virkede han endnu større og endnu mere tiltrækkende end Lennart kunne huske.
- Hej smukke, kom indenfor.
Hvor åndssvagt. Hvordan fanden kunne man rødme, bare fordi der var en der sagde smukke.
Lennart trådte indefor i entreen og lukkede døren efter sig. Han hængte sin jakke på en knage. Han syntes at han kunne mærke Kims øjne i nakken. Han vendte sig om og så Kim læne sig op ad dørkarmen ud til køkkenet. Han sagde ingenting, han stod bare med korslagte arme og smilende studerede han Lennart.
Lennart følte sig næsten ilde til mode.
- Hvad er der, hvorfor ser du sådant på mig?
Lennart så ned ad sig selv for at se om der var noget galt med hans tøj.
- Hvad der er, ved jeg ikke. Det er vel det du vil fortælle mig, var det ikke det du sagde i telefonen, at du havde noget du ville fortælle mig.
Lennart blev lidt forvirret over Kims attitude.
Kim grinede og gik hen og omfavnede Lennart. Hans højde gjorde at hans arme holdt om Lennarts hals og trykkede hans hoved ind mod sit bryst.
- Du er så dejlig nem at bringe ud af fatning dit lille søde fjols.
Kim trykkede ham endnu hårdere ind til sig. Lennart tog om livet på Kim og krammede tilbage. Åh hvor han følte sig tryg sådant her, hvor han holdt om livet på Kim og Kims store arme holdt ham som i en skruestik tæt ind til sig.
Lennart brød sig fri af Kims favntag.
- Jeg tog et par flasker vin med.
Han gav Kim posen med de tre flasker vin.
- Oj da, vin med bobler, er der noget vi skal fejre?
Lennart fulgte med Kim ud i køkkenet, og satte sig ved køkkenbordet.
- Ja det kan man vel godt sige, på en måde.
Kim vendte sig halvt om mod Lennart og samtidig med at han så på Lennart, rodede ham med sølvpapiret hvorunder ståltråden sad og holdt flaskens prop.
- På en måde, nå det lyder da interessant.
Han fik ståltråden af flasken.
- Nå nu står jeg bare og åbner den røde, er det den du vil have åbnet?
Kim holdt flasken frem mod Lennart.
- Ja det er bare helt fint, jeg har aldrig smagt den.
Kim lirkede proppen af flasken uden at det skummede over, og hældte op i de to champagne glas han havde stillet på køkkenbordet. Han stillede flasken foran Lennart på det lille spisebord, og gik ind i stuen.
Lennart kunne høre at han startede pladen forfra. Da han kom ud i køkkenet igen havde han både Lennarts og sine egne cigaretter med, som han smed på spisebordet. Han tog de to glas og satte sig over for Lennart.
- Skål og velkommen.
Han rakte Lennart det ene glas. Lennart tog det og klinkede med Kim.
Han tændte en cigaret og så Kim i øjnene da han pustede røgen ud til siden.
- Jeg har endelig taget mig sammen og fået det fortalt det til Lene.
Kims ansigtsudtryk forblev uforandret. Han rakte ud efter sine cigaretter.
- Ja så, og hvordan gik det så?
Han tændte en cigaret og smed tændstikken i askebægeret inden den var helt gået ud. Hans stemme afslørede ikke nogen følelser. Hvordan kunne han være så kold, eller var han bare ligeglad og spurgte fordi Lennart sikkert forventede at han spurgte?
Det kunne selvfølgelig også være at han ikke ville vise sine følelser før han vidste om det godt eller dårligt nyt der var på vej. Det ville jo være lidt malplaceret at juble hvis det havde været noget lort.
- Jo vi drak nogle flasker vin, og jeg kunne ligesom mærke at det skulle komme den aften, for ellers ville det blive for sent, eller endnu værre, jeg ville aldrig få det sagt.
Men det var faktisk ikke mig der tog hul på problemet….
Kim lyttede og Lennart fortalte om den aften der muligvis skulle ændre hele hans liv.
Kim sagde ikke noget under hele beretningen, han drak noget vin og røg cigaretter.
Lennart kunne se efterhånden som han kom længere frem at Kim fik et mildere udtryk, han anede vist hvor det bar hen. Da Lennart kom til den del hvor Lene begyndte at spørge ham om detaljer i hans nye sexliv, skiftede Kims ansigtsudtryk til forundring.
- Det var satans, det havde jeg alligevel ikke regnet med. Hun må være speciel.
Lennart nikkede.
- Det er hun i høj grad også.
Lennart delte det sidste i flasken i de to glas.
- Skal vi ikke åbne en flaske mere og holde en lillebitte fest?
Han så på Kim.
- Jo fandeme, du må undskylde, jeg er stadig lidt rystet over hendes reaktion, jeg er lige ved at sige, at hende må jeg bare møde.
Lennart var ikke helt sikker på at det var så en god ide.
- Det er måske nok at træde lige lovlig meget i såret, hvis jeg kommer slæbende hjem med dig, et par dage efter at hun har fået det at vide.
Kim hev proppen af flasken, og det mousserede vin skummede over og løb ned af hans hånd og dannede små klistrede pytter på køkkengulvet.
Lennart grinede, det lignede, og virkede jo trods alt som champagne.
- Ja det ved jeg da også godt, det var egentlig også mere bare en talemåde, men hun virker som en person der var værd at træffe.
Lennart kunne ikke definere de følelser der virrede rundt i hans krop, det var som om han ikke rigtig kunne lade alle de glade følelser få frit lejde, og lade dem komme til overfladen. Det var som om at de gerne ville komme op, men samtidigt var der noget der forsøgte at holde dem nede.
- Hvem ved, måske mødes I en dag, jeg synes bare at det er lidt for tidligt lige nu.
- Lennart det var slet ikke sådant jeg mente det, jeg insisterer ikke på at møde Lene, det var bare en talemåde. Skal vi nu ikke lade det ligge?
Han lagde hovedet på skrå og så ned på Lennart.
Lennart kunne ikke lade være med at grine. Der stod Kim med mundvigene svagt pegende nedad, som om at han var ked af det, skuttende let med ryggen for at kunne se Lennart i øjnene, og med en flaske vin der skummede så det løb ned over hans hånd.
- Det er da vist meget godt at vi allerede har drukket den røde, selv om du ikke har gulvtæppe på herude.
Kim lod hovedet falde ned på brystet af sig selv, som om at han havde opgivet alt.
- Tja, så ville det også blive helvedes besværligt at slikke det op.
Han viste sin perlerække af tænder da han så op på Lennart og gav ham det skæve smil der gjorde Lennart svag i knæene.
Lennart rejste sig og tørrede vinen op fra gulvet med noget køkkenrulle. Kim skyllede sine hænder og tørrede vinflasken.
Kim blinkede og holdt flasken frem mod Lennart.
- Hvad siger du til at vi drikker den smule der er tilbage, inde i sengen?
Han tørrede panden.
Uanset hvor mange gange han tørrede så kom der bare mere.
De små dråber banede sig vej ud gennem huden. Det var værst med panden og lige under næsen. Han syntes at han kunne mærke at det også begyndte at løbe mellem hans bryster og på ryggen. Det irriterede ham men han kunne ikke stoppe det. Hvordan holder man op med at svede på kommando. Han havde taget jakken af og lige meget hjalp det, der var stadig kvalmende varmt i venteværelset.
Hvorfor mon han skulle komme derned. Insisterede de mon altid på at man kom ned personligt for at få besked, eller var det kun når der var noget galt.
Kunne der virkelig være noget galt. Det kunne da ikke passe at man skulle blive smittet bare for en gang, og han var jo ikke engang sikker på at der overhovedet havde været nogen fare for at blive smittet, det kunne jo være at de havde brugt noget.
Han tørrede sig under næsen igen. Fandens til varme. Det var sikker for de gamles skyld der sad her med deres reumatisme eller hvad sådant noget nu hed, men det var da skide ubehageligt for alle andre. Han var sikker på at hans deodorant snart ikke kunne skjule svedlugten længere.
Angstens sved.
Hvis han var blevet smittet bare for den ene gang, hvor det ikke engang var sikkert, at det ikke var sikker sex, så fandtes der ikke nogen retfærdighed til længere. Han vidste da at mange af hans kammerater havde bollet udenom masser af gange, og de var garanteret ikke smittet, bortset fra Ole der havde fået en drypper en af gangene, men det var jo bare at æde en pille og så var det ovre. O.k han havde selvfølgelig haft lidt problemer med at forklare det for Bettina, men det var jo ikke noget man kunne dø af.
I guder hvor tiden dog sneglede sig af sted. Han så igen på uret, der var gået fem minutter siden sidste gang han havde set på klokken. Hvor længe mon de havde tænkt sig at han skulle sidde her og pines.
- Lennart Eriksen?
En kvinde i en hvid kittel og hvide træsko stod i døren med et clipboard i hånden.
Lennart rejste sig.
- Ja.
Hendes sorte hår var sat op i en stram knold i nakken, og blev holdt på plads af et stort sølvspænde.
- Vær venlig at komme med.
Hun smilede. Så kunne det vel ikke være så slemt. Der var sikkert ikke noget i vejen med ham, det hele havde bare været hans dårlige samvittighed der havde spillet ham et puds.
Hun stoppede ud for et lille værelse.
- Vær så god at tage plads.
Hun pegede på en stol med clipboardet.
Lennart satte sig stille i stolen.
Den smilende kvinde satte sig over for ham på den anden side af skrivebordet.
- Du har fået foretaget en HIV test ser jeg.
Lennart rømmede sig.
- Øh ja.
Kvinden studerede papirerne på clipboardet.
- Ja-ha, det er jo positivt.
Lennart spjættede med benet så det bankede op i det lille bord der sad fastspændt på væggen mellem de to sæderækker.
Han ømmede sig og stirrede vildt på kvinden der sad over for ham.
- Nå drømmer vi en lille smule.
Kvinden havde nu ikke længere hvid kittel på og det sorte hår hang løst ned over hendes skuldre, men hun smilede stadig.
Det tog et øjeblik før det gik op for Lennart, at han sad i IC toget på vej til Jylland.
Han blev forlegen og forsøgte at smile samtidig med at han tørrede sveden af panden. Der var frygtelig varmt i kupeen, han tog sin trøje af.
Det var utroligt som underbevidstheden kunne spille sig et pus. Han havde ikke ligefrem glemt at han skulle have foretaget en HIV test, men han havde skubbet det i baggrunden, da han havde besluttet sig for at fortælle Lene sandheden. Nu havde han fortalt Lene det, så nu var det den skide test der stod for tur.
Det var næsten som om at det var meget værre med testen end det at skulle fortælle Lene om hans homoseksualitet, eller var det bare fordi han havde overstået det, og derfor syntes det værre at skulle tage en test.
Måske var det hjernens måde at reagere på, dens måde at klare problemerne på. Det var vel egentlig altid sådant, at det værste problem var det der optog mest tid, og det der ikke var så påtrængende, det der var lidt lettere at overskue, blev skubbet i baggrunden, så man kunne egne sig tid til det der var værst lige i dette øjeblik. Var det sådant at den menneskelige psyke var bygget op. Det var måske i virkeligheden ikke noget specielt for ham, eller den situation han var i, det var måske sådant for alle mennesker.
Måske var han ikke så speciel.
Måske reagerede han på problemer på samme måde som alle andre normale mennesker.
Måske var det ikke en forbandelse at være homoseksuel.
Måske var de trods alt mennesker som alle andre.
Det var ikke så nemt.
Skulle han gå ned på infirmeriet eller skulle han gå til en privat læge. Der var jo selvfølgelig også de der lægecentre. Hvis han gik ned på infirmeriet ville det ikke koste noget, men var det smart at det var dem der fandt ud af at han måske var syg.
Havde læger ikke tavshedspligt.
Det ville måske nok være det bedste at forsvaret ikke vidste noget. Men ville de ikke få det at vide på et eller andet tidspunkt alligevel?
Hvis han var smittet, så ville de jo under alle omstændigheder få det at vide på et eller andet tidspunkt. Han kunne jo så bare aftjene sin værnepligt og sige at det alligevel ikke var noget for ham, og de kammerater han havde fået derinde, behøvede ikke at få noget at vide.
Ville det ikke virke underligt at man kom ned på infirmeriet og bad om en HIV test. Det var da vist ikke det de var vant til.
Lennart bestemte sig for at han ville gå ned på lægecentret, det var nok det mest anonyme.
Blev man registreret i register når man fik taget en prøve. Kom det til at stå i alle hans journaler hvis han var smittet. Kunne man få arbejde hvis man var syg. Hvem ville ansætte en der havde en dødelig sygdom.
Spørgsmålene kom hurtigere end han kunne finde svar.
Det værste var at han ikke havde svar til halvdelen af dem. Han havde aldrig tænkt på hvordan det måtte være for de mennesker der havde en dødelig sygdom, ikke nødvendigvis HIV, men for de stakler der havde en sygdom som man ikke med dagens mediciner og behandlingsmetoder kunne helbrede. Var de ikke lige pludselig blevet nægtet et normalt liv, den dag de havde fået konstateret deres sygdom. Der var jo ingen der kunne helbrede folk med kræft. Jo vist kunne man hjælpe nogle, men det var jo langt fra sikkert at det ville virke, det var et spil på rouletten hver gang.
Lennart kom til at tænke på hans moster, hun havde altid været som en slags reservemor. Hun havde altid holdt hånden over Lennart, selv om hun selv havde fem børn. Lennart havde altid været noget specielt i hendes øjne, og Lennart havde altid elsket hende over alt på jorden, hun lignede Lennarts mor utrolig meget, og selv om Lennart elskede hans mor, så havde der altid været et specielt bånd imellem Lennart og hans moster. Han havde så langt tilbage han kunne huske, været feriebarn hos moster.
Hun døde af kræft.
Han havde fået det at vide en måned efter at det var blevet konstateret. Han havde aldrig haft chancen til at sige farvel til hende. Det hele havde gået så stærkt.
Han kunne mærke hvordan musklerne i ansigtet strammede til. Det var svært ikke at skære ansigt, det var svært at holde tårene tilbage. Det var som om at al den sorg han aldrig havde fået lov til at give udtryk for, pressede på for at komme ud. At hans yndlings moster var død, uden at han havde haft chancen til at sige farvel, ingen chance til at fortælle hende hvor meget han i virkeligheden elskede hende, at ikke give hende et sidste kram.
Hvor mange gange havde hun ikke taget ham i sine arme og givet ham et kram når han mest behøvede det. Han havde ikke givet hende hendes sidste kram. Det kram der måske ville have betydet mest for hende.
Det kram der ville have betydet mest for Lennart.
Et afskeds kram.
Hvis hans bedstemor havde ret, så måtte hans moster sidde som en stjerne på himmelen nu, og se ned på ham.
Hans moster og bedstemor måtte være stjerner i hans yndlings stjernebillede Orion.
Det var hans yndlings stjernebillede for det var det hans bedstemor havde vist ham, første gang de havde set på stjerner sammen.
- Kan du se der Lennart. Det ligner det håndspejl bedste har liggende inde i entreen. Der er tre meget lysende stjerner på stribe. Det er den øverste kant mod nordvest. Neden under dem kan du se håndtaget, som peger mod sydvest. Når du kan se dem kan du også se resten af spejlet.
Lennart havde set efter den lidt krogede finger der pegede ud i natten. Jo, han kunne se det.
- Kan du se det hele nu?
Lennart kunne ikke sige noget. Det var som om at noget inde i ham, fik ham til at bare nikke, som om det ikke var meningen at der skulle siges noget nu.
- Hvis du ser det hele nu, kan du så se hele spejlet?
Lennart nikkede igen.
- Hvilken form har det så?
Lennart så igen på stjernerne, det eneste han lige kunne sammenligne det med var de spillekort bedste havde, og som de kun fik lov til at låne når de havde vasket fingre, og lovede ikke at bøje dem.
- Det ligner en ruder på et håndtag.
Bedste nussede ham i håret.
- Det er lige det det ligner. Synes du ikke det ligner håndspejlet i entreen, det der har en krokodille som håndtag?
Lennart nikkede. Han kunne ikke se krokodillen nogen steder, men omridset af spejlet lignede, og han vidste godt at det var det hans bedstemor mente.
- Nu når du kan se det, så har du lært dig meget her i livet.
Lennart vidste ikke hvad hans bedstemor mente, men han ventede i tavshed, for han vidste at hans Bedste ville komme med forklaringen lige om lidt.
De stod og så op på himmelen.
Stjernerne var så klare her ude på landet, der var ikke noget lys fra byen der lyste himmelen op, så derfor var alle stjernerne så klare mod den kul sorte himmel.
- Ser du Lennart, du kunne ikke se Orion før jeg viste dig den. Det er det samme her i livet. Der er nogen der skal vise dig vejen, de kan ikke gå den for dig, det må du selv gøre, men de kan guide dig og hjælpe dig på vej. Du må selv gå den lange vej og gøre dig dine egne erfaringer, men det er altid klogt at lytte til nogen der allerede har gået længere end dig, de kan pege og vise dig de første stjerner, eller de første skridt.
Lennart sagde ikke noget. Han vidste ikke hvorfor, men han elskede når hans bedstemor sagde sådant noget til ham, det var som om at hun kun koncentrerede sig om ham, som om at hun troede på at han var klog nok til at forstå det hun sagde, og det var en vidunderlig fornemmelse.
- Da du først så op på himmelen vidste du ikke hvad det var jeg mente med Orion, vel?
Lennart rømmede sig.
- Nej Bedste, ikke helt.
Lennart kunne mærke hendes tunge bryster på hans nakke og ryg, da hun lænede sig længere ned over ham.
Hendes hoved var nu lige ud for hans højre øre, og hun hviskede næsten.
- Da jeg viste dig de tre stjerner, kunne du kun se dem, ikke sandt?
- Jo.
Lennart stod helt stille, han ville ikke bryde den fortryllelse han følte der lå over dem lige nu. Det var som om verden stod stille, der var kun ham og han Bedste.
- Da du så havde fundet håndtaget, så kunne du lige pludselig se hele spejlet, ikke?
Lennart nikkede. Han var ikke sikker på hvad hun mente med det hun sagde, men han vidste at det var klogest at lytte efter, for hans bedstemor, var det klogeste menneske han nogensinde havde kendt, og han vidst at hun gerne ville dele af sin viden, hvis du var interesseret i at få det at vide.
Lennart havde altid hørt efter alt som hans Bedste sagde, for alt hvad hun havde fortalt ham, havde aldrig nogensinde vist sig at være løgn, tværtimod, så vidste hun mange ting som andre voksne ikke anede noget som helst om.
Lennart havde godt hørt de voksne tale om ham, når de troede at han ikke lyttede, og så sagde de ting som; hvor er han dog klog, ja man fristes til at sige at han er gammelklog, hvor har han dog alt det fra?
Det var bare fordi han kunne huske hvad bedste havde fortalt ham. Det var som om at alt hvad hun sagde, på en eller anden måde sad fast med klisterbånd. Måske var det også fordi at alt hvad hun nogensinde havde sagt, på en eller anden måde, altid kom til at passe.
Han elskede også når hun tog ham med ud i skogen. De kunne gå i timevis, og Bedste fortalte hele tiden om planterne eller dyrene.
Bedste vidste åbenbart alt.
Gad vide om hun vidste at han skulle blive bøsse?
Tanken slog hul i den boble af minder han befandt sig i.
Han havde jo aldrig fået lejlighed til at fortælle hende hvordan det hele hang sammen, men et eller andet sted var han sikker på, at enten anede hun det, for det var umuligt til at skjule noget for Bedste, eller også vidste hun det, og var ligeglad.
Lennart kunne slet ikke forestille sig at hans bedste nogensinde skulle fordømme ham for at han var anderledes. Hun havde altid været en forkæmper for de svage i samfundet. Hun var typen der elskede mennesker for de mennesker de var. Selv i den lille jyske landsby hvor hun havde boet , havde hun stået frem og bekæmpet det ondsindede sladder der altid opstod i de små bysamfund.
Hun bruget gerne store ord, ja hun bandede endda, til mange fattigfine damers store harme, hvis hun fandt at det var nødvendigt og på sin plads.
Bedste havde den vidunderlig kvalitet, at hvis folk ikke kunne lide hende for det hun stod for, ja så var hun også ligeglad, for som hun sagde; Jeg er den jeg er, og det er jeg ikke flov over, man undrer sig om “de” kan sige det samme. Med “de” mente bedste de kvinder der følte at de var noget mere end alle andre, enten fordi de havde en mand der tjente nok til at forsørge dem, og de derfor kunne gå hjemme, eller dem der var født af en rig gårdmand, der som med den naturlige udvikling i det danske landbrug, ikke var så store og så rige mere, men stadig følte sig som lidt bedre end resten.
Lennart kluklo ved tanken. Bedstes far var fodermester på en stor gård, hvilket man jo ikke regnede for noget. Bedstes mor og alle Bedstes søskende hjalp selvfølgelig til på gården med alt forfaldent arbejde, det var ikke noget de egentligt fik betalt for, det var bare en selvfølge at fodermesterens familie kunne bruges som arbejdskraft.
Bedste havde altid været en knag i skolen, selv om arbejdet på gården kom i første række, så formåede hun altid at få top karakterer i skolen.
Skolemesteren sagde hver gang til årets samtale, at Edit Nielsen, som Bedste hed, var til alle tider, den bedste og mest engagerede elev han nogen sinde havde haft. Det gjorde det ikke dårligere at Bedste havde en vidunderlig sangstemme, og skolemesteren elskede at høre hende synge. Bedste var også hurtigt blevet solo sanger i skolens kor.
Lennart tænkte på hvor hårdt det måtte have været for hans Bedste, først arbejde i marken fra klokken fire om morgenen, derefter gå i skole klokken otte frem til klokken tre, og så direkte hjem og arbejde igen til det blev mørkt. Bedstes mor havde nemlig insisteret på at ingen af ungerne måtte arbejde efter det var blevet mørkt om aftenen. Sjovt nok måtte de gerne arbejde om morgenen når det var mørkt, men som Bedste sagde; Det tænkte vi aldrig på, vi var bare glade for at vi slap for arbejde om aftenen når det var mørkt, for så kunne vi lave vores lektier, inden vi blev sendt i seng, for vi skulle jo tidligt op igen.
Alle de “fine” i sognet havde næsten afsat skolemesteren, da han havde søgt om en plads på gymnasiet til Bedste. Der havde været indkaldt til bestyrelsesmøde i skolen, for det lignede jo ikke noget, at “fodermesterens” datter var indstillet til gymnasiet, når ikke alle gårdejernes døtre og sønner var indstillet.
Selv Bedste havde smilet da hun havde fortalt historien. Desværre havde hun ikke selv været der, og derfor ikke hørt det, men der var selvfølgelig nogen der havde hørt det og kunne genfortælle det, men skolemesteren havde rejst sig og slået i bordet, og selv for en skolemester var det sin sag at sætte sig op mod de store gårdejere, for hans myndighed lå jo ikke i at han var rig og derfor havde magt, men i at han var belæst, det var dog stadig storbønderne der havde pengene, og betalte en stor del af skolen og hans løn, men trods de dårlige odds havde han rejst sig og med myndig stemme sagt;
Edith Nielsen er denne årgangs, ja om ikke skolens til dato, bedste elev nogensinde, og hvis nogen fortjener at komme på gymnasium, så er det Edith Nielsen, fodermesterdatter eller ej. Jeg ved at det kan komme til at knibe med pengene for fodermester Nielsen, nu når hans datter skal til at læse på en højere læreanstalt, men jeg er sikker på at De, gårdejer Andersen, som har fodermester Nielsen i Deres brød, vil være behjælpelig med det lille problem. Det skulle jo nødig hedde sig i omegn og sogn, at det var Deres skyld at sognets bedste elev ikke kom til at studere ved amtets gymnasium, vel?
Andersen havde vredet sig si stolen, for hans pung hang svært fast i hans lomme, måske var det derfor at han var en af sognets rigeste bønder. Hans kone havde siddet med en meget stram mine, for hendes dovne og forkælede søn var ikke blevet anbefalet til gymnasiet, tværtimod havde skolemesteren foreslået at han skulle gå det sidste år om.
Hun sagde ingenting, for det var vist bedst at hun ikke huskede de andre møde delegerede på den pinlige episode det var da sandheden om hendes søn kom frem.
Men således var det altså sket at fodermesterens datter, helt uhørt, kom på gymnasiet.
Bedste var den første pige i sognet der kom til at studere på gymnasiet, det i sig selv var noget specielt, men at hun ikke havde en far der var rig og ejede en masse land, var måske det sværeste for de andre at acceptere. Ikke så meget de andre elever, for Bedste havde hurtigt sat dem på plads, både ved hjælp af hendes intelligens, men også for at hun var vant til at klare sig mellem mange søskende. Det første år havde været det værste, ikke bare for at hun blev drillet, men hun var nød til at hjælpe til hjemme som hun plejede, og hun havde jo også fået en masse lektier for i gymnasiet. Ofte sov hun ikke mere end tre til fire timer i døgnet, men hendes stædighed gjorde at hun alligevel kom igennem første år, med det tredje højeste gennemsnit i klassen. Det var ikke helt fair, for de andre i klassen kunne gå hjem og lave lektier eller ride en tur på deres hest, og lade staldkarlen tage sig af hesten når de ikke gad ride mere, for derefter at gå ind på deres værelse og bestille noget mad og drikke, som enten butleren eller stuepigen serverede for dem.
De kunne endda gå hen og ligge sig og sove til middag hvis de havde lyst. Bedste var tvungen til at gå i stalden og hjælpe sin far, for ellers kunne han ikke nå at muge ud og malke alle kørene inden det blev mørkt, og Storbonden blev sur hvis hendes far blev nød til at bruge lys for at blive færdig, det kostede jo det hele, og han var oven i købet nød til at betale to kroner mere om måneden i løn, så at fodermesterens datter kunne dygtiggøre sig. Derfor var det bedst at hjælpe hendes far med at blive færdig i tide, og ikke tirre bonden mere en nødvendigt var.
Bedste havde fået sognets bedste studentereksamen. Skolemesteren var i egen høje person kommet til hendes store dag. Han havde trykket hendes hånd og med tårer i øjnene havde han sagt; at han aldrig havde tvivlet på hendes evner, og at han var stolt over at hun kom fra hans skole.
Det skal lige tilføjes at det ikke var normalt, at skolemesteren nedværdigede sig til at tage sig af folk som Bedste. Dengang var det meget mere naturligt at sørge for sig selv, det vil sige, at fedte for de rige. Han blev næsten rørt da han fik at vide, at Bedste havde fået UG+ i sang.
Da Bedste havde fortalt Lennart det, vidste han ikke hvad UG+ var, og han vidste heller ikke at man kunne gå til eksamen i sang.
Bedste havde forklaret at UG+ var den højeste karakter man kunne få. Lennart fortalte hende så at det i dag var det der svarede til “et trettental”.
Lennart kunne ikke lade være med at være stolt over sin Bedste. Alle hans kammeraters bedsteforældre havde ingen studentereksamen. De havde ingen bedsteforældre der kunne tale både tysk, engelsk og latin.
Lennart kunne huske da han var begyndt at lære tysk, det var vist i fjerde eller femte klasse, så havde hans Bedste skrevet “Die Lorelei” ned på papir til ham, og derefter sunget den fejlfrit, alle tolv eller var det tyve vers der var i den. Da han havde set på papiret, kunne han ikke finde nogen som helst stavefejl heller. Det var ret imponerende, hun havde jo ikke gået i skole i over fem og fyrre år. Lennart ville ønske at han kunne huske ligeså meget når han nåede hendes alder. Det kunne han sikkert ikke, for hans Bedste var noget helt specielt, det havde han altid vidst, selv da hun levede.
Men han mærkede det bare endnu mere nu da hun ikke var der mere.
Lennart var ikke helt klar over om folk i den lille by var bange for hende, det var måske så stærkt et ord, men om de havde så stor respekt for hende på grund af hendes store almene viden, eller om det havde noget at gøre med, at hun var en af de eneste i hendes årgang der havde studentereksamen. Et eller andet sted måtte det jo nok betyde noget. Studenter eksamen i dag var jo ikke noget værd i sig selv, det var, hvis den var oven ud god, kun et adgangsbevis til de endnu højere læreanstalter.
Men da Bedste havde taget den, var det en af de højeste uddannelser man kunne tage. Man kunne gå direkte hen og læse til læge, eller man kunne starte direkte som skolelærer i en eller anden lille by.
Nej de var nok ikke bange for hende. De respekterede hende helt enkelt for den hun var. En der sagde sin mening uden de store omsvøb, og som alligevel, havde baglandet i orden i form af en fin uddannelse, hendes sunde fornuft og en hjerne der fattede hurtigere og mere end de flestes.
Det var altid Bedste man kom til hvis der var problemer, eller de manglede en til at hjælpe dem, for de vidste alle, at de kunne altid regne med Bedste, hun stillede altid op på den ene eller den anden måde.
- Ser du, det er lige sådan med livet.
Hendes stemme afbrød hans tanker. Han sagde stadig ikke noget, han så igen på stjernehimmelen.
- Du ser ikke altid hele billedet med det samme. Ved første øjekast ville du bare synes at det var underligt at der var stjerner der sad på rad og række, men ved at se lidt nærmere på dem, ser du at det ikke kun er seks stjerner der lyser kraftigt, men at der er mange flere stjerner, og at det faktisk er de små mindre prangende stjerner der danner det perfekte billede.
Lennart tænkte lidt over hvad hun havde sagde.
- Ser du Lennart, hvis ikke de små svage stjerner havde været der, så havde der ikke været et stjernetegn overhovedet, kan du forstå det?
Lennart troede nok at han forstod hvad det var hun sagde.
- Det er altid dem der lyser kraftigst man se først. Men hvis ikke de små svagere stjerner havde været det, så ville de kraftige bare hænge der tre og tre, og det ville ikke have været noget særligt, men ved hjælp af de svagere, dem man ikke ser ved første øjekast, danner de lige pludselig en større enhed, nemlig et helt stjernebillede.
Lennart nikkede.
- Det du ser først, eller det der er nemmest at se, er sjældent det der værd at se efter, det er sjældent det der får det hele til at hænge sammen. Selvfølgelig er det nødvendigt at de er der, for ellers var der ingen der ville få øje på det der ligger bag det hele. Det der er svært at få øje på, er oftest det der står lige frem for os, men som ikke glimter og glitrer.
Det er oftest det der er hjørnepillerne i den bærende konstruktion, og det er det der er værd at finde, værd at se.
Han havde set på hende med rynket pande.
- Altså, hvis nu de store stjerner ikke havde været det, så ville vi aldrig nogensinde have fået øje på de små?
Bedste havde puslet ham i håret.
- Nemlig. Kan du forstå det?
Han nikkede.
Hun satte sig på hug bag ved ham samtidig med at hun holdt ham tættere ind til sig. Alle hendes ord kørte rundt i hovedet på ham. Han forstod ikke helt hvad det var hun mente med alt det hun sagde. Det var sket før, han havde sagt til hende at han ikke rigtig forstod hvad det var hun sagde.
Bedste havde bare givet ham et knus og sagt at det vidste hun godt, men at han bare skulle huske alt hvad hun sagde, for en dag ville han forstå hvad det var hun havde sagt. Det måtte jo være det samme nu, så han sagde ingenting, han prøvede bare at huske hvad hun sagde, ord for ord.
Han havde virkelig gjort alt for at huske hvad hans bedstemor havde sagt gennem tiden. Mange gange oplevede han, at han ved visse situationer kom i tanker om noget hun havde sagt, noget som han havde glemt, men situationen gjorde at han pludselig kunne huske det.
Meget af det hun havde sagt kunne han først forstå nu. Han havde fundet ud af at det meste af det hun havde sagt kunne tolkes på utallige måder, alt efter hvilken situation man var i. Måske var det derfor at han til stadighed lyttede til hendes stemme i hans indre, når han havde brug for hendes råd.
Han så på flasken i hans hånd.
Han havde pillet etiketten af flasken.
Han blev pludselig bevidst om at han sad i messen på flyvestationen. Han var gået der over efter han kom over til bygningen og indså at han var den eneste fra holdet der var kommet.
Der sad fire andre i messen ud over Lennart og bartenderen.
Bartenderen var en høj mager fyr med skæg og briller. Han havde vist ikke nogen kone. Lennart havde snakket med ham et par gange, han var ganske rar, men også lidt speciel. Han var den type der havde givet sit liv til forsvaret og satte alt andet til side. Han kunne godt lide en bajer eller fire. Lennart kunne ikke huske at han nogensinde havde været i messen uden at han havde været der, eller også var han kommet senere. Lennart havde på en eller anden måde ondt af ham, uden rigtig at vide hvorfor. Det virkede som om at hele hans liv gik med at arbejde og så møde vennerne fra arbejde i messen.
Det virkede forkert at han ikke havde andre venner end dem han arbejde sammen med, og så dem ham kendte fra messen. Det kunne selvfølgelig godt være at han kendte andre, men Lennart havde på fornemmelsen at det var sådant tingene hang sammen.
Han kendte ikke de andre der sad ved baren.
Han havde ellers lært temmelig mange at kende ved at gå i messen, det var ikke så svært at komme i kontakt med folk der arbejde i samme system, og det blev endnu nemmere når man fik en øl eller to, ikke nok med at Lennart blev endnu mere snakkesalig når han fik lidt at drikke, og ikke havde så mange skrubler ved at begynde en samtale med folk han ikke kendte, men det lod til at alle andre havde det på samme måde, så han lærte altid nogen at kende, uden egentlig at gøre noget for det. Han havde selvfølgelig også givet et par omgange, man kunne jo ikke bare sidde og drikke gratis.
Lennart gik op til baren og bestilte en Tuborg mere, klokken var ikke så mange og han følte sig ikke træt. Han kunne jo se om ikke der var nogen af de andre der dukkede op, der var som regel altid nogle af dem der kom over i messen for at få en godnat bajer, inden ugens strabadser skulle begynde.
Han satte sig igen ved det store ovale bord og tændte en smøg.
Det var nok smartere at gå til et lægehus, eller måske sygehuset, for at få taget testen. Hvordan skulle han kunne se dem i øjnene på infirmeriet, hvis nu testen var positiv. De var jo sikkert også tvunget til at rapportere det videre, hvis de fandt ud af at han havde en dødelig sygedom. Hospitalet var nok det mest neutrale sted, de havde vel også en eller anden form for tavshedspligt, selv om man sikkert nok blev registreret i diverse registre. Men hvordan skulle han få fri til at tage ind til hospitalet. Han kunne jo ikke sige at han skulle ind og teste sig, heller ikke at han var syg, for så ville de jo bare jage ham hen på infirmeriet.
Hvorfor var der aldrig noget der kunne være ligetil, det skulle altid være så omstændeligt.
Gad vide hvordan han ville reagere hvis det viste sig at han virkelig var HIV positiv. Hvordan ville det føles at vide, at livet snart skulle ende. Hvordan ville hverdagen så se ud. Ville man gå til grunde, eller ville man blive fandenivoldsk, og forsøge at nå alt det man ikke havde nået i livet. Prøve alle de ting man gerne ville prøve, men som man altid havde udsat, og sagt at det kunne man gøre i morgen.
Hvordan ville det være at leve hver dag som om at det var den sidste. Ville man skide på det hele eller ville man værdsætte alt omkring sig, vel vidende at det kunne blive sidste gang man oplevede det.
Hvordan ville det være med venner og familie. Kunne man opføre sig normalt sammen med dem.
Kunne de?
Hvordan ville det føles når man gik hjem om aftenen og sagde farvel, måske ville det blive sidste gang man sagde farvel til dem.
Farvel havde jo aldrig betydet noget, man mente det jo mere som om at vi ses snart igen. Det var måske derfor at man altid bare sagde hej, i stedet for goddag og farvel.
- Må man slå sig ned her?
Holst stod på den anden side af bordet med en øl i hånden, og så lidt forundret på Lennart.
- Ja selvfølgelig.
Lennart rystede let på hovedet, ligesom for at ryste tankerne ud af hovedet.
- Du var da vist ret langt borte, er du pisse fuld, eller er du bare træt?
Lennart grinede afvæbnende, og Holst satte sig.
- Nej, jeg sad bare og faldt i staver.
Holst bankede flasken i bordet, som tegn på en skål.
De drak begge uden at sige noget, de så bare hinanden i øjnene, det var en del af deres ritual.
Hans underbevidsthed havde åbenbart arbejdet med problemet i løbet af natten, for da han vågnede vidste han hvad han skulle gøre. Han måtte blive i weekenden, og så tage ind og få taget testen om lørdagen. Der måtte vel være åbent om lørdagen, det var vel ikke kun ham der havde svært ved at tage fri fra arbejde. Ham måtte forsøge at ringe til dem i løbet af dagen, det ville jo være temmelig åndssvagt at blive i weekenden, hvis han ikke kunne få taget den skide blodprøve.
Det nagede ham lidt at han ikke kunne tage hjem til Kim i weekenden, samtidig med at han sendte en varm tanke til Lene, for at hun var så forstående. Han havde savnet Kim hele ugen, og han glædede sig mere og mere for hver dag de kom nærmere weekenden. Men det kunne ikke nytte noget, det her var noget der skulle overstås, han kunne ikke have det hængende over hovedet længere, det forpestede hver eneste dag. Det var værst om aftenen når han havde lagt sig, så lå han der og ventede på søvnen, men så begyndte han at tænke på testen. Det kørte rundt i hovedet på ham. Nej han måtte have vished om hvordan tingene stod til.
Igen kom alle spørgsmålene.
Hvad nu hvis han var HIV positiv. Det var næsten umuligt at falde i søvn, han prøvede på alle mulige og umulige måder at lade være med at tænke på det, men det var ikke til at kontrollere sine tanker, de kom bare og blev der så længe de havde lyst.
Han stod op.
Der var en lang dag forude. Han gik ud på toilettet og røg en smøg, det plejede at hjælpe. Han kunne godt mærke at klokken var blevet mange inden han var faldet i søvn. Hans øjne brændte og hele kroppen føltes tung. Han kunne ikke huske dagens program, man han håbede ikke at det var for hårdt, så som en fem kilometer løb på rullebanernes hårde beton.
Lennart lagde røret på. Det havde jo gået forbavsende nemt. Nummeret havde stået i telefonbogen, og en venlig dame havde forklaret hvor han skulle henvende sig, og at der kun var åbent mellem halv ni og tolv på lørdage.
Altså var han tvunget til at blive i Aalborg i weekenden, men skidt nu med det, det var bedre at undvære Kim en weekend og så få den test overstået. Han vidste at Kim ville forstå det, for inderst inde ville han jo også gerne vide det.
Selvfølgelig skulle de løbe fem kilometers løb efter frokost, og det var bare starten på en lang og hård uge.
Det var ikke rart at se de andre tage hjem.
Normalt var fredag eftermiddag altid noget specielt, alle var glade og de sure miner var gemt i weekend skuffen. Der var ingen der klagede over at det var netop dem der skulle gejle gulvet, alle var så velvillige for at blive hurtig færdig.
Lennart lod som om at han var med på klumpen. Han havde sagt at han skulle hjem til hans familie i Jylland, og derfor ikke skulle med toget hjem.
Han havde bestemt sig for at blive på flyvestationen indtil lørdag morgen, for så at tage ind til byen så tidlig som muligt, så var der forhåbentlig ikke så lang kø.
Han var ikke så sikker på at det var en god ide at gå i messen, med tanke på næste dags blodprøve, men da han havde siddet i tv stuen i over en time, alene, og ikke kunne koncentrere sig om de programmer der var, så gik han alligevel i messen, der var der da i hvert tilfælde en bartender at tale med.
Der sad, til Lennarts overraskelse, en hel del mennesker i messen. Det var måske fordi det var fredag, men det var en glædelig overraskelse, for han følte ikke for at være alene i aften.
Han havde lyst til at sige nej til det første sæt, men det virkede så uhøfligt, nu når det var fredag eftermiddag, og starten på en forhåbentlig god weekend.
Et sæt bestod af en øl og en lille skarp. Lennart vidste af erfaring at det hurtigt kunne blive farligt. Hans samvittighed nagede ham en smule, men samtidig var han ligeglad, for prøven i morgen ville jo alligevel ikke blive berørt af om der var spiritus i blodet eller ej. Det ville ellers være herligt hvis man kunne fjerne HIV virus med spiritus. Han kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet.
Det virkede nu meget godt med de der sæt. Han tænkte mindre og mindre på i morgen dagen, og hvilken betydning den kunne få.
Han gav et sæt til baren.
Lennart så på flasken der var gemt af kartonet til en Gammel Dansk. Han vidste godt at bag den hang der en flaske Gammel Dansk. Fidusen var, at man ikke vidste hvor meget der var tilbage i flasken, og det var gratis at drikke af den, indtil man tog den sidste, for så skulle man betale hele flasken.
Lennart bad om en dobbelt Gammel Dansk af den “frie” flaske. Lige nu var han skide ligeglad om han skulle betale for hele flasken, for tømte han den, så kunne han jo drikke gratis i lang tid, for så vidste han jo at flasken lige var blevet fornyet.
Det var åbenbart en helt ny flaske der hang der, for da han gik hjem, adskillige “sæt” og Gamle Dansk senere, havde hans balance nerver lidt svært ved at styre de ben der forgæves prøvede at bære ham hjem til sengen.
Han bandede svært over at han lå i den øverste køje, han stod og så på køjen som var det hans værste fjende. Nå Holst ville nok ikke have noget i mod at han lånte hans køje.
Det sortnede for hans øjne da han prøvede på at løfte hovedet fra sengen.
Han bandede stille over den manglende aktivitet i hans hjerne. Hvorfor fanden var der aldrig noget der virkede når man behøvede det som allermest. Han bandede over at han ikke havde drukket noget vand inden han havde lagt sig, hans mund føltes som Sahare eller det der var værre, hvis der altså var noget der var værre, jo det var der, Lennarts mund.
Han havde kvalme. Han plejede aldrig at have kvalme når han havde været på druk, men det var vist også blevet noget værre noget i går. Han kunne ikke huske hvor mange “sæt” han havde fået, men han var sikker på at han havde delt næsten en hel flaske Gammel Dansk, sammen med ….. åh hvad var det nu han hed. Nå skide være med det, det var for uoverkommeligt at skulle tænke på lige nu.
Han rejste sig langsomt alt i mens han holdt om sit hoved med begge hænder, ligesom for at forhindre at det skulle springe.
Han stolpede ud mod toiletterne.
Det var sgu’ da godt at der ikke var andre i bygningen, godt fordi så var der ingen der så ham sådant her.
Han nåede lige akkurat ud til døren til det første toilet, da han kunne mærke at det var på vej op gennem halsen.
Det føltes som om at det aldrig skulle stoppe, den ene skylle kom efter den anden. Han snappede efter vejret, men nåede kun en lille mundfuld inden der kom nok en skylle.
Lennart sad på knæene og spyttede ned i kummen. Alene lugten fra det der flød i kummen, var nok til at han havde lyst til at kaste op igen. Han rejste sig og gik hen til vasken. Det fjæs han så i spejlet var ikke hans eget, han ville i hvert tilfælde aldrig have genkendt det hvis han havde mødt det på gaden.
Staklen han kunne se i spejlet var ligbleg. Håret stod ud til alle sytten verdenshjørner. Øjnene var røde og hævede.
Tandbørste.
En tandbørste, et kongerige for en tandbørste. Han kørte tungen rundt i munden og kunne mærke hvordan en belægning på tykkelse med et gulvtæppe, havde lagt sig i hele hans mund, og hvilken afskyelig smag.
Han lukkede øjnene og børstede sine tænder, en efter en. Hans ene hånd måtte holde i vasken, for ikke at miste balancen når han lukkede øjnene.
Det var stadig det samme forfærdelige ansigt der stirrede tilbage på ham da han åbnede øjnene. Han lod det kolde vand løbe ned over nakken og ansigtet. Han gnubbede ansigtet med hænderne og han kunne mærke hvordan huden trak sig sammen ved sammenstødet med det kolde vand.
Der gik et kuldegys gennem hele hans krop. Måske var det vandet, måske det kolde gulv som hans fødder stod på, måske var det kroppens reaktion på alt det spiritus der løb rundt i årene, eller måske var det en blanding af det hele.
Han bestemte sig for at tage et langt varmt bad, der måtte vel være nok varmt vand i dag, ikke som på hver dagene, hvor alle på flyvestationen badede på næsten samme tid, så kunne man godt risikere at skulle skylle sæben ud med koldt vand, det var ikke at foretrække.
Lennart hentede shampo og håndklæde. Han brændte næsten hånden som han stak ind under bruseren for at mærke vandets temperatur. Det passede ham storartet.
Han lod det varme vand ramme hans nakke og mærkede den behagelige varme når det løb videre ned over hans ryg og bryst.
Han åbnede lidt mere for den varme hane. Han vidste at når man åbnede lidt efter lidt for den varme hane, så kunne man næsten klare kogende vand til sidst, det var en vidunderlig fornemmelse når det varme vand satte kropstemperaturen op.
Hvor længe han stod under bruseren vidste han ikke, han stod nærmest og halvsov, da hans sjette sans sagde ham at han ikke var alene.
Han åbnede det ene øje forsigt, dels for ikke at få vand i øjet, men også for at se hvem der var kommet ind i baderummet, uden at de skulle se at han kiggede.
Det var svært at se noget, for baderummet var helt tåget af damp fra hans varme bad. Han kunne skimte en person der var ved at hænge sit håndklæde på knagen. Han kunne ikke rigtig se hvem det var. Lennart lod som om han ikke havde set ham, han stod stadig med hovedet hængende let mod brystet og nød det varme vand, men stadig med det ene øje på vedkommende der vovede at trænge sig ind på hans domæne.
Hvem kunne finde på at blive på flyvestationen i weekenden ud over ham, og han gjorde det jo kun fordi han var tvunget til det.
Det måtte jo være en fra delingen, for ellers havde han jo ikke noget at gøre i deres bygning.
Personen kom nu nærmere.
Det gav et lille gib i Lennart. Han genkendte nu det mellemblonde hår og den behårede brystkasse. Han kunne ikke huske hvad han hed, men de havde før stået i bruseren alene, og da havde han kommet med hentydninger til Lennart om at du måske skulle gøre noget der ikke var helt stuerent. Lennart vidste ikke om han mente det, eller om han bare havde på fornemmelsen at Lennart var til mænd, og så brugte det mod ham bare for at lave fis med ham. Lennart var ikke sikker på om ikke han måske var biseksuel for han havde det der blik når han så på Lennart, men Lennart turde ikke stole på ham, for noget sagde Lennart at han var typen der kunne finde på at være sammen med ham, for så dagen efter fortælle alle de andre om hvad der var sket, og oven i købet med god samvittighed, fordi han stolede så meget på sin egen maskulinitet, at han altid ville kunne redde situationen med at sige noget om, at han havde gjort det bare for at prøve det, da han ikke var typen der ville lade noget være uprøvet.
En type der altid ville lande på benene, selv om man smed ham ud fra et højhus med hovedet først. En slesk og upålidelig type.
Lennart kunne ikke engang sige at han ikke kunne lide ham, for han havde jo aldrig gjort Lennart noget. Han havde bare på fornemmelsen at han ikke skulle vende ryggen til ham.
Lennart lukkede øjet.
Den anden havde egentlig ikke lavet noget larm, så det kunne jo godt passe at Lennart ikke havde hørt ham komme ind.
- Er det dejligt.
Lennart gav et lille hop. Selv om han godt vidste at den anden stod ved bruseren lige ved siden, var han ikke forberedt på at han ville sige noget. Han så over på ham.
- Shit hvor blev jeg forskrækket, jeg troede at jeg var helt alene i bygningen.
Den anden smilede og åbnede for sine brusere.
- Nej, jeg gad ikke at tage hjem den her weekend, og så ville jeg også spare på de få kroner jeg har tilbage til resten af måneden.
Lennart tog sig selv i at få små kuldegysninger. Ikke fordi vandet var blevet koldt, men han kunne ikke lade være med at føle sig underlig tilpas med ham stående ved siden af. Han kunne ikke sætte fingeren på hvad det var, men der var noget ved ham som han ikke kunne lide. Han så jo ellers rar nok ud, faktisk så han over hovedet ikke dårlig ud, men der var noget.
Nå han kunne jo ikke bare stå der og som en anden mokke, han blev jo nød til at tale med ham, og sjovt nok ville han inderst inde gerne lære ham bedre at kende, måske for at finde bevis for hvorfor han ikke kunne lide ham, eller finde bevis for det modsatte.
- Jeg er ked af det, men jeg kan altså ikke huske hvad du hedder, jeg hedder Lennart.
Lennart rakte hånden frem mod den anden.
- Det skal du såmænd ikke være ked af, jeg kan heller ikke huske alle de navne, men jeg hedde altså John.
De trykkede hinandens hænder.
Lennarts blik veg ikke fra Johns ansigt, heller ikke da han stillede sig ind under bruseren og lukkede sine øjne.
Lennart turde simpelthen ikke at se bort fra hans ansigt, bange for hvor hans øjne så ville se hen, og han ville ikke vide det. Han syntes at kunne huske noget om at John, som han nu vidste at han hed, var temmelig veludrustet sammenlignet med de andre i delingen.
Nej, han ville ikke kigge ned.
Lennart lukkede øjnene igen.
Nå ham måtte vel hellere se at blive vasket lidt, han kom til at tænke på at han vidste ikke engang hvad klokken var, det havde han ikke skænket en tanke. Han havde haft så travlt med at komme af med noget af det overskydende alkohol han havde i kroppen, eller rettere kroppen havde haft travlt med at komme af med det, og derefter var det det varme bad der stod i hovedet på ham.
Da han bukkede sig ned efter shampoen, kunne han ikke finde det, flasken stod ikke der hvor han mente at han stillede den.
Han stod foroverbøjet og ledte med begge hænder. Han kunne ikke åbne øjnene, for så ville vandet skylle ind i dem.
- Undskyld, jeg har glemt mit eget shampo, så jeg lånte lidt af dit, håber ikke at det gør noget, vær så god.
Lennart stod stadig med begge hænder på gulvet da han vendte hovedet mod John og åbnede øjnene.
John rakte flasken ned mod ham.
I et kort sekund, lige inden vandet begyndte at løbe ind i hans øjne, så han det. Hvordan skulle han kunne undgå det, da han så op efter flasken, så han jo lige op i hele herligheden.
O.k. nu var den måske heller ikke blevet mindre, af det varme vand og det at John havde vasket og gnubbet den, men han havde altså ikke husket forkert.
Han var meget veludrustet.
- Nej selvfølgelig gør det ikke noget, det er da helt i orden.
Han tog flasken og skyndte sig at vaske både hår og krop, alt i mens han forsøgte at tænke på alt mulig andet.
Tænk nu ikke på det Lennart.
Tænk på at du skal ind og have foretaget en HIV test i dag. Lennart kæmpede en brav kamp for ikke at tænke på noget seksuelt, det ville bare være for pinligt hvis han skulle få noget, der bare lignede en rejsning her i badet, når han stod der alene med John.
Han lukkede for hanerne og åbnede sine øjne.
Lige foran ham stod John og kiggede åbenlyst på ham, alt i mens han tørrede sig provokerende i skridtet med et af forsvarets udleverede håndklæder.
Det slog Lennart at det nok var det han ikke kunne lide ved John, det at han ikke lagde skjul på nogle ting, ting som Lennart inderst inde ikke var sikker på om John mente det, gjorde bare var for at drille, eller om det var for at få Lennart til at give sig til kende, og dermed måske blotte sig, eller om han forsøgte på at finde ud af om Lennart var til noget inden han tog det næste skridt.
Lennart havde lyst til at tvære det selvsikre smil af munden på John, som han stod der med den ene hånd dybt begravet i sin manddom, samtidig med at han egentlig syntes at han så ret fræk, ja næsten lidt lækker ud, som han stod der, bred og krævende.
Lennart var glad for at det varme vand i forvejen havde givet ham den røde farve i hovedet, så kunne John da i det mindste ikke godte sig over at Lennart rødmede.
- Var du ligeså veltrænet da du startede, eller er det noget der er kommet herinde?
John så direkte på Lennart.
Lennart rømmede sig.
- Veltrænet og veltrænet, jo jeg dyrkede gymnastik på elite niveau inden jeg kom herind, så det er nok mest det der gør det.
- Ja jeg kunne godt trænge til at miste et par kilo.
John tog fat i huden omkring maven. Der var måske en lille smule for meget, men overhovedet ikke noget at råbe op om.
- Arh den smule, det skal såmænd nok forsvinde inden vi er færdige her inde.
Lennart smilede, samlede sine ting og gjorde sig parat til at gå.
Da han skulle passere John på vejen ud, rakte John ud efter hans arm.
Lennart vendte sig da han mærkede Johns hånd om sin arm.
- Hvad skal du lave nu?
John så på Lennart.
Om det var Johns berøring eller det uventede spørgsmål vidste han ikke, men Lennart blev lidt paf.
Han overvejede et øjeblik hvad han skulle svare. Han kunne jo ikke fortælle ham at han skulle ind på hospitalet og få foretaget en test, det kendte han ham ikke godt nok til, og igen lurede den tanke, at John måske ville misbruge oplysningen til hans egen fordel.
- Jeg tænkte bare på om du havde lyst til at komme ned på vores stue, der har jeg en flaske Jägermeister i skabet, og tager jeg ikke meget fejl, eftersom der kun er os to her, så var de lyde der vækkede mig en lille henstilling om at du måske kunne trænge til en lille en at rejse dig ved.
John smilede. Hans hånd holdt stadig fast i Lennarts arm.
Spiritus i sit civile skab, det måtte da være forbudt. Lennart forsøgte at huske på alle de regler de havde fået de første dage, men han kunne ikke lige huske om det var forbudt at have spiritus i sit skab, men noget sagde ham at det ikke var tilladt.
Lennart havde ikke nået at finde på et svar inden John havde talt igen. Lennart blev lidt flov over at han havde vækket John da han kastede op på toilettet. Fandens til akustik der var på de store toiletter, det rungede altid meget højere end det egentlig var, på grund af de store flader der enten var belagt med hvide fliser, eller også bare var den rene beton.
Tanken om en Jägermeister var ikke just det der tiltalte ham mest lige nu, men på den anden side, så ville det måske tage noget at den trykken han havde i hovedet, og sætte en stopper for den rumlende fornemmelse han havde i maven. Han kunne jo bare tage en enkelt, og så undskylde sig med at han måtte med bussen ind til byen.
- Du har nok ret, jo tak, jeg kunne sikkert godt trænge til en enkelt lille en, det blev vist lidt for heftigt i messen i går.
Lennart smilede, meget bevidst om at Johns hånd stadig holdt hans arm. Han så ned på Johns hånd, han måtte da snart flytte den selvom der kun var de to, så ville det blive pinligt syntes Lennart.
Han så på John.
John holdt sit blik fast på Lennart, lidt for længe til at Lennart brød sig om det.
Endelig gav hånden slip og Lennart skyndte sig at gå, det var først ude på gangen han blev opmærksom på at han var nøgen. Underbukserne og håndklædet holdt han i den ene hånd og shampooen i den anden. Han skyndte sig hen til hans stue.
Da han klædte sig på kunne han mærke hvordan hans hjerte bankede. Det var en spændende og lidt fræk fornemmelse der fik hans hjerte til at banke hurtigere, samtidig med at en ubehagelig fornemmelse luskede rundt i hjernens afkroge. Han kunne ikke blive klog på denne John. Hvis bare John ville bekende kulør, sige at han var interesseret i Lennart, skide være med om han var bøsse eller biseksuel, men bare at han ville melde klart ud hvad det var han var ude på. Det var virkelig ubehageligt med hans væremåde. Lennart vidste hverken frem eller tilbage, for han lagde op til noget, men på en sådant måde at det under alle omstændigheder ville være Lennart der skulle starte, tage det første skridt, og det virkede ikke rigtigt. Det var som om at han hele tiden sørgede for at kunne dække sig ind under noget som Lennart ikke vidste hvad var.
Hmm. Selv om det hele var lidt frækt og John var veludrustet, og de var de eneste to i bygningen plus at det var weekend og der ville gå nok en uge inden de kom hjem……. Nej Lennart ville absolut ikke have noget med ham at gøre, ikke engang selv om det kun var for noget hurtigt sex.
Han turde simpelthen ikke, den der snigende fornemmelse af usikkerhed over for John og hele Johns attitude, gjorde at Lennart aldrig ville turde tage chancen, selv om der var nok en lang uge til at han skulle se Kim igen.
Han tog sin civile jakke i deres fælles private skab.
Døren stod halvt åben ind til stuen hvor John boede.
John sad nøgen på sengen og filede fødder. Han smilede da Lennart trådte ind.
- Man finder lige pludselig ud af hvor vigtigt det er at have velplejede fødder, ikke?
Lennart kunne ikke lade være med at smile. Han havde selv givet sine fødder en hel del mere omtanke siden han var startet i militæret. Det var ikke særlig rart med hård hud når man skulle gå lange marcher med fuld oppakning. Lennart tænkte på hvor normalt det virkede når han sagde ting som det, ja hele situationen virkede ikke så skum, det virkede ikke som om at han prøvede på at opnå noget, heller ikke at han havde skjulte hensigter, men det var sjældent at den snigenge fornemmelse ikke kom når han var i stue med John. Det eneste Lennart kunne sætte en finger på, hvis nu han skulle sætte en finger på noget, så var det det, at John ikke havde taget underbukser på endnu. Det skulle man jo ellers nok mene at han havde kunnet nå, når nu Lennart havde fået tøj på og gjort sig klar til at gå.
Lennart så ud ad vinduet.
Han ville ikke kigge.
Han kunne ikke lade være, det var som en magnet der tiltrak hans blik.
Hvis ikke han havde været forberedt på hvad han kunne forvente at se, ville han sikkert have givet et lille gisp.
Han var overbevist om at det var varmen i baderummet og Johns egen berøring der havde fået Johns lem til at blive lidt større end det ville være normalt, men nu sad han og filede sine fødder, og det var der jo i og for sig ikke noget seksuelt ophidsende i, og lemmet ville jo så trække sig tilbage til normal størrelse, men der var ikke noget der var blevet mindre af den grund.
Lennart skyndte sig at se ud af vinduet igen.
- Ja undskyld, her sidder jeg bare og filer løs, men nu skal jeg være der.
John rejste sig og gik hen til skabet efter flasken. Han rodede i en stor taske der stod midt på hans køje. Han kom glædestrålende hen til bordet hvor Lennart stod, med sig havde han nu både glas og Jägermeister. Det var ganske vist plastik øl glas, men som han sagde; Man kan vel også drikke små skarpe af store glas.
Lennart begyndte at blive lettere irriteret. Om det var fordi han var genert over for John, eller om det var fordi han følte sig generet af Johns nøgenhed.
- Holdt holdt, protesterede Lennart.
John havde næsten fyldt Lennarts glas halv op med Jägermeister. Lugten slog ind i næseborene på Lennart.
Lugten alene gav ham kvalme. Han vidste at det ville gøre godt hvis han kunne få det ned, og holde det nede. Men tanken om at få det ned fik hans mave til at krympe sig. Hvis ikke han havde vidst bedre, ville han påstå at det så ud som om at John nød synet af hans kvaler.
Mon ikke du er ved at blive bare en lille smule paranoid? Lennart forsøgte at dæmpe den ubehagelige fornemmelse Johns udtryk gav ham, som om han ikke havde problemer nok med den kvalme der stod ham i halsen, ved tanken om at skulle drikke det sorte stads han holdt i glasset frem for sig.
Han behøvede jo selvfølgelig ikke at drikke det hele på en gang, eller skulle han netop det, og så få det overstået?
Han havde ikke besluttet sig endnu, da John løftede sit glas til skål og satte glasset til munden.
Lennart så hen imod vinduet, mon han kunne nå at åbne det hvis nu han skulle kaste op.
Han satte glasset for munden.
Han havde bestemt sig for at tage det hele i en slurk, i stedet for at skulle pines flere gange, og så kunne han også hurtigere komme ud i den friske luft, og bort fra John.
Lennart stod og ventede på bussen. Der var tyve minutter til den næste, det var temmelig køligt og der blæste en kold vind.
Han havde selvfølgelig ikke undersøgt hvornår den næste bus gik ind mod byen, men det var også lige meget, det var bedre at stå her og vente end det var at være i stue med John. Igen blev han irriteret på sig selv. Hvorfor kunne han ikke finde ud af hvad det var ved ham, der gjorde ham så ilde til mode.
Det var jo pænt af ham at invitere på Jägermeister, specielt når man tænkte på at det var Lennart der havde vækket ham, og endnu mere når man tænkte på den måde han havde vækket ham.
Lennart satte sig på bænken i skuret.
Folk kørte ind til tanken der lå lige overfor hoved indgangen til flyvestationen.
De fleste af dem købte vist kun benzin, men der var enkelte der kom ud med favnen fuld af chips og et par videofilm. Mon det var fordi de var bange for at chipsene skulle blive udsolgt, eller ville de bare sikre sig de bedste videofilm. Det var jo egentlig ikke noget godt tegn at folk allerede nu hamstrede videofilm, for det kunne vel kun betyde at der ikke kom noget godt i tv i aften, og det var jo ellers det han havde håbet på, for hvad skulle han ellers lave.
En væmmelig tanke slog ham. Hvis John skulle blive i weekenden, så var han der vel også i aften. Lennart kunne næsten ikke holde ud at tænke på det. Hvis bare han kunne sige at han hadede John og at han var en idiot, så behøvede han ikke at omgås med ham, men han hadede ham ikke og han var heller ikke direkte en idiot, så det var kun den ubehagelige fornemmelse tilbage. Nå den tid den sorg, han prøvede at slå tanken ud af hovedet.
Han hev af vane en pakke cigaretter frem. Det var først da han havde den i munden og lugten af tobak nåede hans næse, at han kom til at tænke på om han overhovedet kunne tåle at ryge. Han var ikke sikker på om han kunne ryge uden at blive syg.
Han måtte hellere vente indtil busturen til Aalborg var vel overstået. Han måtte hellere sætte sig langt fremme i bussen, helst under en af de der friskluftsdyser.
For Gud ved hvilken gang, så han på uret.
Klokken var halv elleve.
Fandens også. Han ville jo netop have været tidligt af sted så han kunne undgå at sidde og vente i en uendelig kø. Nå det var der jo ikke noget at gøre ved nu, tiden kunne man ikke skrue tilbage.
Lennart så igen ud over de golde marker på den anden side af Thisted Landevej.
Det var ikke ligefrem noget opmuntrende syn. Sneen var smeltet næsten over det hele, og selv fra hvor han sad, kunne han se at det øverste lag var blødt mudder men et par centimeter nede var jorden stadig hård og frossen. Det var et helvede at skulle løbe på, for man gled i mudderet men man slog sig noget så forfærdelig på den hårde jord der lå lige under.
Hvis han kendte sergenterne ret, så skulle de allerede på mandag ud og trave hen over de hårde knolde med det bløde mudder på toppen.
Askebægeret var placeret i ryggen på sædet foran ham. Selv om det ikke længere var tilladt at ryge i bussen, så sad askebægeret der stadig.
Det var heller ikke gjort rent siden rygeforbudet trådte i kraft, for stanken af gammel sur aske stod lige op i hovedet på Lennart.
Han så sig om efter et andet ledig sæde.
Ventilationen virkede vist ikke, eller også havde buschaufføren bare slukket for det for at spare på den smule varme der var i bussen.
Lennart lukkede øjnene, måske kunne han døse så meget hen at han ikke lagde mærke til hvordan bussens bevægelser forplantede sig i hans mave.
Det virkede ikke. Hver gang han lukkede øjnene begyndte han at blive varm i hele kroppen og kvalmen steg op i halsen.
Han lod hovedet dunke mod ruden i bussen, at den sikkert var temmelig beskidt gjorde ham ikke noget, da han fandt ud af at ruden var behagelig kold mod hans varme ansigt.
Luft !
Han hoppede ud af bussen og dens dårlig luft. Det var et par stoppesteder før han egentlig skulle af, men hellere gå og få noget frisk luft, end at sidde i bussen og blive dårlig. Selv luften her inde i byen syntes frisk i sammenligning.
Lennart kunne mærke at han begyndte at blive nervøs, desto nærmere han kom hospitalet.
Sikke dog noget pjat, få nu bare den blodprøve overstået, så du kan begynde at virke som et tænkende menneske igen.
Lennart prøvede at holde en lille moralprædiken for sig selv. Det hjalp.
Han satte farten en smule op.
Det var som om at han gik ind i en mur.
Hospitalslugten fik ham næsten til at gå baglæns ud igen. Det var underligt, han kunne godt lide lugten, det lugtede rent og sterilt, men det var alligevel ved at tage vejret fra ham hver gang.
Det hjalp ikke stort på hans latente kvalme. Han begyndte at trække vejret gennem næsen. Det hjalp ikke.
Han gik hen til informationslugen. Damen der sad bag glasset havde den typiske hvide kittel på, og hun havde også noget der mindede om en kyse på hovedet. Lennart vidste ikke hvad man kaldte den form for hovedbeklædning.
Hun smilede venligt til ham.
- Hvad kan jeg hjælpe med.
Lennart havde øvet sig lidt på hvad og hvordan han skulle sige det. Det skulle jo helst lyde som om det var den naturligste ting i verdenen.
- Jeg skal have taget en blodprøve.
Det var da i hvert tilfælde ikke løgn.
Hun lænede sig frem mod glasruden.
- Du skal hen til trappen der, og så op på anden sal. Du kan også tage elevatoren, den er lige ved siden af.
Lennart så ud af vinduet da hun stak nålen i hans arm.
Han var ikke bange for nåle, og han vidste godt at det ikke gjorde ondt, men lige i dag var han ikke sikker på, om det var så klogt at se på nålen der forsvandt ind i hans arm.
- Det var så det.
Sygeplejersken løsnede gummislangen om hans arm, og lagde en vattampon på da hun bestemt bøjede hans arm sammen.
- så skal jeg lige bede dig om at komme med her ud, så jeg kan få dine personlige data.
Lennart satte sig op på briksen. Puh for en kvalme. Det var som om at der fløj små ildfluer rundt om hans hoved. Sygeplejersken stod henne i døren og ventede på ham.
- Er du dårlig?
Lennart rystede på hovedet.
- Nej nej, jeg var bare til fest i går, så jeg er ikke helt mig selv i dag.
Han smilede nervøst. Det var måske ikke så smart at have alkohol i blodet når man skulle have taget blodprøver, men det ville de jo finde ud af alligevel når de fik fat i hans blodprøve.
Han rejste sig.
Kvalmen var næsten ulidelig. Han lå ned igen.
Lennart blev forvirret. Hvad var der sket.
- Velkommen tilbage.
Hun smilede. Det lidt stramme drag hun havde haft om munden tidligere, var nu forsvundet.
- Du besvimede, så vi lagde dig på briksen igen.
Hun kunne åbenbart læse spørgsmålet i ansigtet på Lennart.
- Nu bliver du bare liggende, så sidder jeg her og skriver det ind vi skal vide om dig. Der står vand og juice der, det bør du drikke, for festen i går har tappet din krop for væske, det var derfor du besvimede, med mindre at du har noget med nåle?
Lennart lagde hovedet tilbage på den lille pude.
- Næ, det har aldrig sket for mig før.
Han virrede lidt med hovedet for at klare tankerne.
Hun skulle bare have hans navn og personnummer.
- Hvad er det du vil testes for?
Lennart for helvede, hun er sygeplejerske, det er hendes hverdag at høre om sådanne ting. Han kunne mærke modviljen der helst ville have ham til at tie stille, ikke sige det højt.
- Jeg vil gerne testes for HIV.
Han bandede indvendigt. Han syntes at han havde kontrol over sig selv, men alligevel var der en svag dirren i hans stemme.
Hun satte et kryds i journalen.
- Hvilken risiko gruppe tilhører du?
Lennart så spørgende på hende.
- Jeg mener hvorfor tror du at du har HIV, er du biseksuel, homoseksuel eller heteroseksuel med mange partnere?
- Det må vist være det sidste.
Det røg ud af munden på ham inden han overhovedet nåede at tænke.
Nå det kunne jo også være skide lige meget, det var da i hvert tilfælde noget de ikke sådant lige kunne checke op på.
Stemmen var ved at blive lidt træt af ham. Mon ikke at en sygeplejerske der har med hundredvis af mennesker at gøre hver dag, var total ligeglad med om han var til det ene eller det andet. Men hvorfor spurgte hun så? Det måtte være til noget med statistikker eller sådant noget.
- Hvordan skal vi kontakte dig når vi har svaret?
Det havde Lennart ikke lige tænkt på. Det ville jo virke underligt at der blev ringet til ham i delingen, fra Aalborg sygehus.
- Hvor lang tid vil der gå før I har svaret?
Lennart prøvede en anden løsning.
- Det tager ti til tolv dage.
Hun så på ham, som om at hun forventede en længere forklaring. Lennart rømmede sig.
- Det er fordi jeg er rekrut på flyvestationen, og vi er næsten aldrig hjemme, så jeg tænkte på, om ikke jeg kunne kontakte jer om for eksempel to uger fra i dag.
Hun skrev noget i journalen.
- Jo selvfølgelig kan du det, der er jo ingen grund til at vi ringer forgæves, vel?
Hun smilede og lagde journalen fra sig på det lille bord.
Lennart havde kun drukket juicen og lidt af vandet.
- Hvordan føler du dig nu?
Hun lagde bagsiden af hendes hånd på hans pande, på præcis samme måde hans mor altid gjorde når han var sløj.
Lennart mærkede til sin overraskelse at hans kvalme var væk, faktisk havde han det bedre nu end han havde haft hele dagen.
- Jeg tror godt at du kan rejse dig nu, stille og roligt, og så skal du drikke en masse væske, bliv ved med at drikke lige til du skal ud og tisse, for så er du fyldt op. Men drik ikke alkohol og drikke der indeholder koffein.
Hun støttede hans arm da han rejste sig fra briksen. Benene virkede stabile, og Lennart tog et skridt hen mod knagen hvor hans jakke hang.
- Det er helt fint nu, der er ingen problemer.
Hun nikkede og forsvandt med journalen hen ad gangen.
Lennart tog en dyb indånding da han igen stod udenfor. Han følte sig glad og tilfreds med sig selv. Han havde endelig fået taget den blodprøve. Nu var der kun svaret tilbage.
Kun.
Som om det ikke var nok.
Det var jo svaret det hele hang på, svaret om hvordan resten af hans liv skulle udforme sig.
Han gik ned mod rutebilstationen. Han vidste ikke hvornår der gik en bus hjem til flyvestationen.
Selvfølgelig kørte de endnu sjældnere her om eftermiddagen. Han bandede lidt af sit uheld.
Han satte kursen hen mod det lille cafeteria. Han havde aldrig været derinde før, men bare der var varme og man kunne købe en kop kaffe. Nå nej, han måtte jo ikke drikke kaffe.
Lugten af varm kaffe sitrede i hans næse da han stod ved kassen og skulle betale sin danskvand.
- Og en kop kaffe.
Hvad fanden, hvis han blev svimmel igen, kunne han jo bare gå ud på toilettet og drikke noget mere vand, eller bestille en danskvand mere, hvad var problemet. Han trængte altså til den kop kaffe, og det lige nu.
Kaffen var stærk. Han syntes næsten at hans hjerte begyndte at slå hurtigere. Idioti. Selvfølgelig gjorde det ikke det, det var bare noget han indbildte sig. Han rejste sig og gik ud på toilettet. I gangen mellem herre og dame toiletterne var der et stort spejl og en lille håndvask.
Lennart åbnede for det kolde vand. Da han mente at vandet nu var blevet koldt nok, formede han sine hænder som en skål og fyldte den med vand, som han lod klaske mod sit ansigt og med hænderne førte noget af den kolde væske om i nakken. Han vidste at der var noget med et nervecenter der lå i nakken, og det friskede altid op med lidt kulde i nakken.
En mand harkede inde bag døren hvor der stod “her to let”. Hvorfor kunne folk ikke lade være med at ødelægge alting. Han vidste jo godt at det betød “herretoilet”, men tænk på de stakkels turister der kom herind, hvordan skulle de kunne gætte hvad der skulle stå på skiltet.
Han kom ned med kaffekanden i hånden.
- Vil du have mere, det koster ikke ekstra.
Lennart så først ned i sin kop, derefter på sit ur. Han havde næsten drukket et krus kaffe, og der var stadig en hel time til bussen kørte.
- Ja tak, det vil jeg meget gerne.
Ekspedienten fyldte Lennarts krus til randen.
- Ja det koster normalt fem kroner at få fyldt et krus op igen, men der er som du ser ingen mennesker her i dag, så jeg kan jo lige så godt give dig en ekstra kop kaffe, i stedet for at skulle hælde den ud når det bliver til kogekaffe.
Lennart havde ikke skænket det en tanke, for der var så meget andet der snurrede rundt i hovedet. Han så sig omkring, og han var faktisk den eneste i lokalet bortset fra ekspedienten.
Ekspedienten en fyr midt i tyverne. Lennart så nærmere på ham. Det var utrolig svært at bedømme hans alder. Enten var han ikke så gammel, men havde levet et hårdt liv, eller også var han ældre end han så ud til at være, og holdt sig godt. Han var ikke særlig køn. Hans næse og øre var alt for store i forhold til resten af hovedet. Næsen var krum og pegede lige ned mod jorden. Hans hår mindede mest om selvbindergarn der havde fået en farvning der var mislykkedes, og derfor givet håret den der underlige grå-sorte farve.
Lennart følte sjovt nok en form for hengivenhed over for ham. Måske fordi han virkede lidt mislykket. Det er jo ikke folks egen skyld at de ikke er født som en model, de kunne jo være verdens sødeste og bedste mennesker alligevel.
Han tog sig selv i at stirre. Han så rundt i lokalet i stedet for. Der var noget underligt med helhedsindtrykket af det. Bordene var hvide med stålben. Stolene var de helt almindelige sorte cafestole, med sorte puder der var bundet fast til sæderne. Hele vejen rundt langs væggene var der bænke. De var betrukket med sort læder, eller noget der lignede læder. Det var nu nok læder, for Lennart følte sig ikke våd bagi, selv om han snart havde siddet der over en halv time.
Lokalet gik gennem hele bygningen og der var glas i begge ender, så man kunne se når der kom tog og busser ind. Der stod nogle store grønne planter hist og her, hvor der nu var plads til dem.
Over bordet hang der en sort og hvid pendel. Sort på ydersiden og hvid indeni, det var vist en slags kopi på en PH-lampe, men den var da meget pæn.
Alt i alt var der faktisk meget pænt derinde, og der var også rent, men alligevel virkede det meget billigere end det egentlig var. Lennart kunne ikke finde ud af hvad det var der gjorde det.
Han drak af sin kaffe og hev sine cigaretter frem. Der trillede en ud af pakken og landede på gulvet. Lennart bøjede sig ned og samlede den op.
Da så han det.
Det var gulvet.
Det var gulvet der fik det hele til at ligne noget billigt bras. Hvordan i alverden kunne man lægge sådant et gulv til de møbler, det var ham en gåde.
Linoleumsfliser på cirka fyrre gange fyrre centimeter, lagt i skaktern og i farverne grå sort og benhvid, næsten lys beige.
Det var det der ødelagde det hele.
Lennart kunne ikke lade være med at ryste let på hovedet da han tændte en smøg. Havde han haft denne beverding, så havde der været nyt gulv i morgen.
Han smilede denne gang.
- Kun en halv, jeg må hellere komme med den næste bus.
- Jamen, det er helt op til dig selv, hvis du skal nå noget så skal jeg ikke presse dig.
Han blev ikke kønnere når han smilede.
Og hvad rager det dig Hr. Lennart, du skal jo alligevel ikke have noget klinket, vel.
Hvis han skulle nå noget. Hvad skulle han egentlig nå? Han skulle jo bare hjem på en seksmandsstue, hvor der hverken var musik eller fjernsyn, og i fjernsynsstuen kunne han risikere at løbe ind i John, så hvad skulle han egentlig nå?
På den anden side kunne han jo heller ikke sidde her hele aftenen og drikke gratis kaffe. Han skulle jo faktisk overhovedet ikke engang drikke kaffe i dag, men han syntes faktisk synd om den meget lidt kønne ekspedient, og det gav en eller anden god følelse at blive siddende, så han ikke skulle være alene.
Han sad godt nok bare der oppe ved kassen, læste avis, røg cigaretter og hjalp Lennart med at drikke kaffen. Kaffe var måske så meget sagt, for Lennart havde set hvordan han mishandlede kaffen med fem store skefulde sukker og dertil en god portion kaffefløde, så hvor meget kaffe der var over det, kunne diskuteres.
Der var et kvarter til bussen gik.
Lennart rejste sig og gik ud på toilettet. Først kunne han næsten ikke se noget, han kunne svagt skimte to døre frem for sig, og der til venstre var der vist en pis rende.
Han gik ind ad den nærmeste dør der også stod åben. Han lukkede og låste. Hans øjne vænnede sig langsomt til mørket derinde. Det var dog irriterende at der ikke var noget ordentligt lys, så meget behøvede de da heller ikke at spare.
Han løftede brættet op med to fingre. Han hadede at skulle røre ved brættet på et herretoilet, for når det var slået ned, så var det som oftest ikke på grund af at der var en der havde siddet på brættet, men snarere en der ikke gad at slå det op inden han skulle pisse. Sådant nogle svin. Tænk hvis man virkelig skulle sidde.
Det lettede efterhånden som han tømt sin blære. Hans øjne kunne nu se alle detaljer inde på det lille rum. Han undlod med vilje at studere hjørnerne alt for grundigt, der plejede altid at være temmelig ulækkert i hjørnerne på offentlige toiletter. Han trak i knoppen for at skylle ud.
Vandet i hanerne var iskoldt, men alligevel føltes det rart at kunne få sine hænder gnubbet rigtig rene efter turen med brættet. Lennart fik en ubehagelig fornemmelse af at han ikke var alene. Puslede det ikke inde på det andet toilet.
Selvfølgelig.
Da han var ude for at skylle sit ansigt i mellemgangen, havde han jo selv hørt en der hostede på toilettet, og eftersom at ingen var gået forbi Lennart ved bordet, så var der jo stadig en der ude.
Det måtte være en hjemløs der havde fundet varme og tag over hovedet. Mon ekspedienten vidste at han havde gæster på toilettet. Det gjorde han sikkert, men han var nok typen der lod den gamle være så længe han ikke generede nogen, og det gjorde han jo ikke.
Der var skrevet noget på døren. Der stod også noget på karmen. Lennart vidste godt hvad det var, han havde set det før. Primitive kontakt annoncer fra mænd der vil have sex med andre mænd. Gad vide om de virkede. Lennart begyndte at læse dem. Det var ikke alle sammen han kunne læse. Nogen havde forsøgt at vaske skriften væk, men det var ikke lykkedes særlig godt, for selv om man ikke kunne læse dem alle tydeligt, så kunne man dog se at der stod noget.
Der kom et lille fnis fra ham.
Det var underligt forbudt at stå her på toilettet og læse annoncer. Det var på en måde som om at han trængte lidt ind i privatlivet på dem der havde skrevet på væggen, men når de havde skrevet det her, så måtte de jo også forvente at alle der kunne, ville læse eller i det mindste se det.
De fleste ville bare mødes for lidt hurtigt sex i parken eller på et toilet. Der var også en taxi chauffør der tilbød at komme og hente en der ville give ham oralsex i hans taxi. Gad vide om de havde tænkt på sikker sex.
Der var også en der havde skrevet så meget at det næsten var en annonce.
Han ville først mødes over en øl på en pub eller bar, for så at se om der var gensidig interesse. Var der det, så kunne de gå hjem til ham, da han boede alene, og så stod der et telefonnummer.
Lennart stod lidt og så på nummeret. Hvordan turde man skrive sit telefonnummer på toiletvæggen, her i cafeteriaet på busstationen, hvor der normalt kommer hundredvis, ja måske endda tusindvis af mennesker hver dag. Der kunne da nemt komme en eller anden idiot der ikke kunne lide bøsser, og derfor søgte staklen op for at give ham nogle tæsk, eller det der var værre. Lennart blev næsten chokeret over det. Han ledte efter et skriveredskab i sine lommer så han kunne slette telefonnummeret.
Han stod med den sorte skrivetusch i hånden. Det kunne han da heller ikke. Det var jo ikke ham der havde skrevet det, han kunne vel ikke tillade sig at slette noget andre havde skrevet. Det var jo ikke Lennarts toiletvæg. Men det var jo for at hjælpe ham, prøve at forhindre ubehageligheder for ham.
Han lagde touchen ned i lommen igen.
Der lød en stille snøften fra nabotoilettet.
Ekspedienten så op fra avisen da Lennart kom tilbage. Det gik op for Lennart at han måske havde været længe på toilettet, optaget af at læse skriften på væggen.
Lennart tømte kruset for kaffe.
Satans!
Gennem ruden så Lennart bussen køre. Han stirrede på sit ur. Den var god nok, bussen skulle køre for to minutter siden. Så havde det altså alligevel taget noget tid på toilettet, og der var en grund hvis ekspedienten så spørgende ud.
Nå ja, alle kunne vel have træg mave.
Han kunne ikke engang huske hvornår den næste bus gik, men det var sikkert først en gang sent i aften.
Fandens.
Han stak hænderne dybere ned i lommerne. Det var ikke skide varmt. Han gik mod centrum. Hvad skulle han ellers lave. Der gik jo først en bus om tre timer, og han kunne simpelthen ikke drikke mere kaffe, og det var også ved at blive lidt pinligt, bare at sidde der og ikke købe noget.
Uden at tænke over det, stod han pludselig i Jomfru Ane Gade. Der var ikke så mange mennesker i gaden, men med tanke på vejret, så var det utroligt at der overhovedet var nogen der.
Han gik ned mod “Gaslight”. Der havde de været inde nogle gange, for de kunne komme gratis ind på deres militære identitetskort, og få den første lille fadøl gratis.
Der var selvfølgelig ikke åbent endnu, så han gik over gaden til en bar der hed noget så ironisk som “Det lille Apotek”. Apotek var nok det man trængte til hvis man blev for længe derinde. De havde en speciel drink der var skarp orange, og som hed “Apoteker speciel”, og den var stærk som en i helvede. Det var en stor fornøjelse at invitere folk derind for første gang, og så give dem den, bare for at se hvordan de så ud i hovedet når de havde drukket den. Lennart havde selv prøvet turen, så han vidste hvad det gik ud på. Han havde dog ikke foretrukket en mine, for han havde på fornemmelsen at det var noget krads noget, eftersom han ikke måtte lugte til det inden han skulle drikke det.
Han gik hen til baren, og bestilte en Tuborg. Pigen bag baren lignede en der meget hellere ville ligge hjemme i sin seng og se videofilm.
Der var stadig tomme pladser ved bordene. Han havde en underlig fornemmelse af at han ikke burde være der. Der var noget der var forkert, noget der ikke stemte. Han blev stående oppe ved baren og begyndte at drikke af sin øl, men det irriterede ham at han stod med ryggen til det hele, det var ikke en rar fornemmelse at alle kunne se på ham og han kunne ikke se på dem. Han vendte sig og gik hen til et tomt bord og satte sig.
Øllen smagte ham ikke.
Hvorfor sad han så her og drak øl hvis det ikke smagte ham?
Han tog en tår mere.
Det måtte jo være fordi alternativet var tv stuen hjemme på flyvestationen, og dermed også chancen for at skulle møde John igen.
Hvorfor var han så bange for at møde John? Det irriterede ham grusomt. Var det på grund af den selvsikkerhed John udviste, og dermed gjorde Lennart usikker, eller var det den alt overskyggende følelse af at han ikke kunne læse hvad det var John var ude på, og derfor havde svært ved at stole på ham. Det var som om at der var en barriere rundt om John, som om han under ingen omstændigheder ville lade nogen komme så tæt at de var i stand til at finde eventuelle svage sider ved ham. Hvorfor var han så bange for at lade nogen komme ind på livet at ham.
Var det det der virkede underligt.
Hvorfor gjorde han ting der var så tydelige tegn på at han lagde op til Lennart, ja man fristedes til at sig at han åbenlyst lagde op til Lennart, selv når der var andre til stede. Det var måske det der virkede så forkert. Som om at han lagde op til ham når der var andre til stede, for ligesom bagefter at kunne sige, at alle vidste, at det kun var for sjovt.
Det var nok det der var det værste, at han lagde så tydeligt op til Lennart, men hele tiden sørgede for at dække sig ind, så han til hver en tid kunne komme uden om, og lade Lennart stå som den skyldige.
- Øh hallo.
Stemmen brød ind.
- Har du overvejet at det måske er fordi du inderst inde synes at han er spændende, og at det du ikke kan finde ud af, tiltrækker dig? At du er nysgerrig efter at finde ud af hvad han er for en fisk, men dine følelser for Kim blokerer dine tanker og handlinger, så du ikke kan eller tør tænke tankerne til ende. Tankerne om hvad der kunne ske hvis du gav efter, og konfronterede ham et af de utallige tilfælde hvor han har lagt op til dig. Hvad ville han gøre eller rettere, hvordan ville han reagere.
Flasken var tom.
Lennart hentede en ny.
Det hele virkede absurd. Han havde ikke lyst til at drikke flere, men han vidste ikke hvad han ellers skulle foretage sig.
Der kom fire unge fyre ind af døren.
Den sidste var en høj mørk fyr midt i tyverne.
Han så virkelig godt ud.
Lennart tvang blikket ned i bordet.
Nu var det vist på tide at han kom hjem, når han begyndte at se på fyrene der kom ind, så var det på høje tide at han kom hjem.
Han så på ham igen. De stod lige inden for, og diskuterede åbenbart hvor de skulle sætte sig.
Der var ikke flere tomme borde.
Der sad kun to ved bordet ved siden af Lennart, altså var der to tomme pladser, og tre tomme pladser ved Lennarts bord.
Det kunne de godt glemme, han flyttede sig ikke hen til bordet ved siden af, bare for at de kunne sidde sammen alle fire, ikke tale om.
Nu kom de.
En lyshåret fyr stillede sig ved Lennarts bord og gjorde en fejende bevægelse mod de ledige stole ved bordet, samtidig med at han så på sine kammerater.
- Må vi sidde her?
Han så spørgende på Lennart.
Lennart havde mest lyst til at sig, at han snart skulle gå, så de kunne bare sætte sig.
- Ja selvfølgelig.
Stædig som han var, ville han ikke bare lige give sit bord væk til den første der spurgte. Den lyse tog en stol fra bordet ved siden af og satte den ved Lennarts bord.
Eller var det fordi han gerne ville sidde lidt sammen med den høje mørke, så han kunne se lidt nærmere på ham.
Hvor åndssvagt. Han var jo overhovedet ikke typen der kunne være interesseret i Lennart. Nå men man havde vel lov til at kigge lidt endda.
Den mørke satte sig overfor Lennart.
Lennart kiggede rundt i lokalet. Han turde ikke se på ham.
Det gik op for Lennart at han faktisk var påvirket af de to øl. Det måtte være på grund af alt det spiritus han stadig havde i kroppen fra i går.
Det var lidt pinligt.
Her sad han med fire andre som han ikke kendte. Han kunne ikke deltage i samtalen, for det var jo ikke pænt at lytte til andres samtaler, men han kunne heller ikke undgå at høre hvad de sagde.
Han så på sit ur.
Der var stadig længe til at bussen gik.
Hvis nu han rejste sig for at hente en øl, ville de så tro at han var gået og tage hans stol. Det ville virke dumt hvis det var tilfældet, og en af dem satte sig på hans plads, og han så blev stående oppe ved baren. Det ville også virke dumt hvis han kom ned igen og krævede sin plads.
På den anden side virkede det også dumt at han bare blev siddende og gloede på sin tomme flaske.
Hvis han havde haft penge nok, kunne han have købt en omgang “Apoteker Speciel” til hele bordet, på den måde ville han også komme i kontakt med dem. Men han havde ikke råd til at købe så mange drinks, ikke hvis han skulle overleve resten af måneden.
Han rejste sig beslutsomt for at købe en øl mere, så kunne han altid gå når han havde drukket den, så havde han også lige som beseglet sin ret til at blive siddende ved det bord, der fra starten var hans.
Lennart stillede øllen på bordet og satte sig.
Den høje mørke så på ham et kort øjeblik for derefter at vende hovedet mod sine kammerater.
Lennart mærkede kulden.
Den høje mørke syntes åbenbart at Lennart var til gene, eftersom at hans nærværelse ved bordet gjorde at de ikke kunne sidde ved bordet alle sammen,
uden at der sad en idiot og lyttede.
Lennart kunne mærke skuffelsen. Selv om han ikke havde tænkt sig at ligge an på fyren, så var det alligevel en ubehagelig at vide, at hans nærværelse var uønsket. Specielt når det var den høje mørke der lod ham det vide.
Han havde lyst til at lade sin øl stå og gå sin vej.
Nej fandeme nej.
Bordet var hans, og han blev siddende så længe han havde lyst, de skulle ikke komme her og tro at de var noget.
Specielt skulle den høje mørke ikke tro at han var noget, han skulle ikke tro at der sad en lille bøsse på den anden side af bordet, som ville gøre alt for at komme med ham hjem.
Hvem fanden troede han egentlig at han var.
Guds gave til menneskeheden?
Han havde garanteret også en lille tissemand, og ydermere problemer med potensen.
Han var faktisk ikke særlig pæn, hans næse var for stor og så havde han bumser. Sådant en forvokset teenager.
Vor herre bevares.
Lennarts ansigtsudtryk afspejlede åbenbart hans vrede, for da han fik øjenkontakt med den lyse, smilede den lyse næsten undskyldende til Lennart.
Lennart trak knapt nok på smilebåndene som svar.
Du kan godt glemme det brormand, jeg er ikke til lyshårede.
Lennart satte flasken for munden og tømte den.
Han var lige ved at få det galt i halsen, men han ville ikke vise det, så han tvang sig selv til at drikke de sidste dråber.
Han satte flasken i bordet, lidt hårdere end han egentlig havde tænkt sig, for der lød et højt bump, og alle ved bordet så på ham.
Det var hans mening at sætte flasken hårdt, for lige som at markere at han var utilfreds med noget, men ikke helt så hårdt som det blev.
Han nikkede til den lyshårede, hvis øjne han fangede da han rejste sig og gik.
Han lukkede sin jakke da han stod udenfor.
Egentlig havde han ikke råd, men han gad ikke at vente på bussen, det var sikkert.
Han gik ned mod havnen der holdt en taxi, og det eneste han kunne tænke på lige nu, var at komme hjem og sove.
Hvordan var han ikke helt klar over, men det var lykkedes ham at kun at være i samme rum som John når der var andre til stede.
Det betød jo egentlig ikke så meget nu, der var jo kun en uge tilbage. Tænke sig at de var færdige med rekrutten om en uge. Det var næsten for godt til at være sandt, så var det slut med mudderræset hver dag, i hvert tilfælde så længe de skulle være på skole i Skagen, derefter vidste han ikke hvor meget de skulle lege soldater i det grønne, men efter hvad han havde hørt, så var det begrænset.
Denne fredag var længere end normalt.
Han skulle ringe til hospitalet for at få svar på sin test. Han havde utrolig svært ved at koncentrere sig om det der foregik.
Han ville ringe i middagspausen. Der var stadig en lektion før han kunne ringe.
Det måtte være hans heldige dag, for de fik lov til at begynde på rengøring af deres våben og stuer i stedet for at skulle have chef time, han var syg, men Lennart havde svært ved at have medlidenhed med ham, lige nu var det vigtigere at de kunne komme hurtigere hjem.
Hans hænder rystede da han skulle dreje nummeret. Hans pegefinger smuttede ud af hullet i skiven da han skulle dreje det sidste tal. Han bandede for sig selv, for nu måtte han dreje hele nummeret om igen.
Han havde selvfølgelig glemt hvilken afdeling han skulle spørge efter, så der gik lidt tid inden han havde fik forklaret informationen hvem det var han skulle tale med.
Telefonen ringede.
- Laboratoriet.
Stemmen lød lidt irriteret og en smule stresset.
- Goddag, mit navn er Lennart Eriksen, jeg skulle have svar på en blodprøve.
Han prøvede på at lyde så venlig og indbydende som mulig.
- Så må jeg bede om dit personnummer.
Lennart gav hende sit personnummer. Hun lød ikke venligere end før.
- Et øjeblik.
Lennart stod med røret mellem sin kind og skulder. Han prøvede at fiske sine cigaretter og lighter op af lommen. Det lykkedes efter en del besvær. Cigaretpakken var svært krøllet og cigaretterne var ikke mindre molesterede.
Han tændte en og tog et ordentlig sug for at få ordentlig ild i den.
- Lennart Eriksen.
Lennart var lige ved at få røgen galt i halsen da han ville svare.
- Øh ja.
- Har De ikke fået at vide, at vi ikke giver resultatet over telefonen når det drejer sig om en HIV test?
Lennart mærkede panikken.
- Øh nej, det har jeg ikke.
- Nå men det gør vi altså ikke, De må komme herind personligt, vi kan jo ikke uden videre give sådanne oplysninger til alle og enhver.
Lennart stod foran sygehuset.
Hun havde ikke været til at hverken hugge eller stikke i, og ville under ingen omstændigheder fortælle hverken det ene eller det andet over telefonen.
Det var måske også meget godt at de ikke ville sige det over telefonen, for det kunne jo ske at det blev misbrugt.
Han sad med hænderne i skødet. Han havde sagt til damen i lugen hvem han var, og han blev bedt om at sætte sig og vente.
Det hele havde gået så hurtigt at han næsten ikke havde nået at blive nervøs, ikke før nu.
Han kunne høre sit hjerte banke. Det bankede så hårdt at det måtte kunne ses uden på trøjen. Han så ned, men tog sig selv i det.
Idiot.
Selvfølgelig kunne det ikke ses.
Der sad to andre i venteværelset. Den ene var en gravid kvinde omkring de tredive år. Man måtte da ikke håbe at det var en HIV test hun ventede på. Selvfølgelig var det ikke det, alle der havde fået taget blodprøver sad jo her og ventede på svar.
Det gik op for ham at han sad og virrede med benene, og han pillede i sine negle. Han håbede ikke at de to andre havde bemærket det.
De sad begge og bladrede i nogle gamle ugeblade, så det havde de nok ikke.
- Lennart Eriksen?
En sygeplejerske stod i døren, i hånden havde hun et clipboard.
Lennart rejste sig.
Hun smilede til ham.
- Vær venlig at følge med.
Lennart fulgte hende ned ad gangen.
Hun havde smilet, mon ikke det var et godt tegn?
Hun stoppede ved en åben dør der ledte ind til et lille kontor.
- Vær så god at sidde ned.
Hun pegede på en stol med clipboardet.
Lennart satte sig i stolen.
Han så på hendes hår.
Hans hjerte stod stille.
Det lange sorte hår var sat op i en knold og blev holdt på plads af et stort sølvspænde.
Han havde set dette før.
Hans hals snørede sig sammen, han kunne ikke trække vejret, han ville skrige men kunne ikke.
Han havde oplevet dette før, det var han sikker på.
Der var noget ravende galt. Det her var ikke et godt tegn.
Hun satte sig i stolen overfor, og åbnede sit clipboard.
- Ja så du har fået foretaget en HIV test.
Lennart følte at rummet begyndte at køre rundt. Hun behøvede ikke at sige mere, han kendte jo allerede svaret.
- Jamen det er jo positivt.
Hun så hen på Lennart.
Lennart kunne mærke hvordan blodet forlod hans hoved, det begyndte at sortne for hans øjne.
Hun kunne åbenbart se hvad der skete med ham for hun skyndte sig at tilføje;
- Positivt, altså jeg mener at svaret er positivt, ikke prøven. Du er ikke smittet med HIV.
Det var som om at det hele foregik i en tåge.
Lennart var ikke sikker på om han drømte eller om det var virkelighed.
Hun rejste sig og kom hen til Lennart.
- Det må du virkelig undskylde, det var ikke min mening at skræmme dig på den måde, har du det bedre nu?
Lennart nikkede.
Hans hjerne havde ingen forbindelse til hans krop, selv om han havde opfattet at han ikke var syg, så ville kroppen ikke lystre ham.
Han havde ikke AIDS.
Lyset slukkede.
Han stod udenfor hovedindgangen til sygehuset.
Hvor var det pinligt.
Tænk at besvime bare for at få svaret på sin test. Lennart kunne alligevel ikke lade være med at smile, det havde været lidt komisk. Lennart havde undskyldt for at han var besvimet, og sygeplejersken undskyldte for hendes del, at hun havde sagt det på den måde hun gjorde, så at det kunne misforstås.
Men hvilken lykke.
Han var ikke syg, han kunne med god samvittighed jage alle de mørke og tunge skyer væk, solen skinnede forude.
Nu skulle han hjem til Kim, og det kunne kun gå for langsomt. Han måtte ringe til Kim med det samme. Han rodede i sine lommer og fandt sin tegnebog. Der var en telefonboks inde på sygehuset havde han set.
Der var ingen telefonkort i hans tegnebog, det undrede ham lidt, men han skød det fra sig. Hvad betød det, han havde ikke HIV.
Han bestemte sig for at ringe når han kom hjem til flyvestationen, han havde gemt alle sine femmere, så han havde noget at ringe for. Han regnede med at Kim var lige så spændt på resultatet som han selv, for det ville jo også få lidt betydning for ham.
Lennart smilede ved tanken.
Hvorfor var det så som om at der lå en skygge over den lykke han troede ville komme når han fik et positivt svar. Hvorfor eksploderede verden ikke i et festfyrværkeri af glæde. Han havde været overbevist om at han ville kunne se alt i et lyserødt skær af glæde, men det gjorde han ikke.
Hvorfor?
Var det fordi det egentlig kun var en frist han havde fået. Var det fordi at han vidste at han ved en eneste tankeløs handling kunne stå i den samme situation igen. Han havde jo prøvet det en gang, og selv om han nu vidste bedre, kunne det så ikke ske igen?
Skulle han helt og holdent holde op med at drikke, så han altid vidste til hundrede procent hvad han gjorde. Skulle han aldrig mere kunne tillade sig at drikke sig fuld sammen med sine kammerater og til de store familie fester?
Det var jo ikke så meget det at han ikke kunne drikke, men mere det at han aldrig skulle kunne stole på sig selv. Blev de fleste ikke lidt mere løsslupne når de fik noget at drikke. Hvor mange sidespring blev der ikke begået til julefrokoster landet over, og var det ikke på grund af alkohol.
Det kunne jo ikke være rigtigt at han aldrig mere skulle kunne gå til en fest uden at være bange for at få AIDS. Men var det ikke den lette løsning at give alkoholen skylden. Svaret var jo ligetil, han måtte sørge for at kun have sikker sex, men var det nu så nemt. Han havde jo ikke tænkt på det da han var sammen med Thomas og Benny, kunne han så ikke glemme det igen?
Kunne man være helt sikker på at sin partner kun havde sikker sex. Hvis han bare en gang lavede noget fy, noget der ikke var sikkert, så ville han jo kunne smitte Lennart til hver en tid, ville det så betyde at han aldrig kunne lægge kondomerne på hylden, selv med sin faste partner. Hvis han ville være et hundrede procent sikker så var der vist ingen vej uden om.
Var det ikke at lide af forfølgelsesvanvid?
Han kunne jo også tage en hel gummi dragt på, men hvor fedt var det?
Det måtte være det der nagede ham, men det var dog for åndssvagt, så hvorfor kunne han ikke få tanken ud af hovedet.
Det kunne jo ikke være rigtigt at han resten af sit liv skulle gå og være ræd for at få en sygdom. Eller kunne det.
Var det fordi han var bøsse at han tænkte sådant. Var det kun bøsser der havde det hængende over hovedet eller var det alle.
Det måtte vel egentlig være alle, for HIV viruset skelnede jo ikke på om du var den ene type eller den anden, men var bøsser mere udsatte end andre.
Næ, det var de vel egentlig ikke, Lennart kendte mange heterofyre der bollede udenom hver gang chancen bød sig, så de måtte vel stå med samme sorte streg i panden, eller tænkte heterofyre ikke så meget på det. Måske var det fordi så mange bøsser i starten, var døde af sygdommen, at det sad så dybt i bøssers underbevidsthed. Næsten alle Lennart kendte, som havde levet som åbne bøsser i en årerække, havde gode venner der var døde som følge af sygdommen.
Lennart kendte heldigvis ingen.
Endnu.
Han håbede at det måtte forblive sådant.
Lennart kunne ikke lade være med at tage et par små dansetrin ned mod enden af det lange bord.
John, Holst og Lennart var blevet udpeget til at skulle dække op til festen. Festen de alle med længsel havde ventet på, festen der betød at nu var rekruttiden slut, og det kunne kalde sig basser. Det betød også at de ikke skulle jages gennem mudder og vand flere gange om ugen, men i stedet skulle begynde på deres egentlige funktionsuddannelse. Det var lidt underligt at skulle skilles fra de mennesker der gennem de sidste tre måneder var blevet sine gode venner. Især var det svært med Holst. Holst og Lennart havde gennem de hårde tider knyttet et helt specielt bånd. Lennart følte at han til enhver tid og i hvilken som helst situation kunne forudsige Holst´s reaktion, det var som om at han næsten kendte ham bedre end sig selv. Holst havde det på samme måde. De havde talt om det en dag de stod i et skyttehul og gloede ud over en mark, hvor den formodede fjende kunne risikere at komme.
Lennart ville komme til at savne Holst, det var sikkert. Både Holst og Lennart var blevet taget til sergent skolen, men eftersom at Lennart var på kontrakt, så kunne han ikke blive sergent, før hans arbejdsmæssige kvalifikationer retfærdig gjorde at han kunne komme på sergent skole. Det gjorde nu heller ikke så meget, han var under alle omstændigheder glad for at Holst skulle af sted, han var sikker på at han ville blive en dygtig sergent, sikkert et levende helvede for de rekrutter der fik ham, men dygtig.
De havde stillet bordene i en hestesko, så der var plads til otteogtyve ved hvert bord, det skulle passe med hele delingen plus befalingsmænd og officerer.
De var fritaget for de sidste to timers eksercits så de kunne begynde at pynte lokalet og stille borde og stole op. De havde alle tre en usigelig trang til at drikke et par øl nu hvor de gik her og var så tæt på festen, men de turde ikke, sæt nu der kom en sergent hen for at se hvor langt de var, så ville der blive ballade, det var nu nok bedre at vente til de var blevet aftrådt.
Endelig.
Endelig var dagen kommet, eller rettere aftenen var kommet.
De var ikke længere rekrutter, de var vaskeægte basser, basser man ikke bare hundsede rundt med.
Det skulle fejres med manér. Der var lagt op til det helt store gilde. Alle havde været enige om at der skulle ikke spares på hverken det våde eller det tørre, så alle havde smidt tre hundrede kroner i puljen. Med tanke på at de var to og halvfjerds i delingen var det en betydelig sum penge at feste for. Lennart syntes egentlig at det var for vildt, men de andre ville have det sådant, og han ville ikke være en lyseslukker. I kraft af at han var talsmand for konstabeleleverne, var han blevet valgt til at skulle stå for budgettet og arrangere festen med mad, drikke, og pynte op. Han havde først forsøgt at leje sergentmessen, for de kunne ikke være i konstabelmessens lokaler, men det gik ikke. Det var ikke noget man gjorde med mindre at man var medlem i messen. Det var ærgerligt for det var nogle hyggelige lokaler de rådede over. Så det blev den ene halvdel af cafeteriaet, og med lidt pynten her og der, og nogle stearinlys på bordene, så var det såmænd heller ikke det værste. Lennart regnede faktisk heller ikke med at det var det der var det primære, det lå lige som i luften, at det var mere om at drikke og slå sig løs, og måske oven i købet snakke med befalingsmændene som næsten ligemænd.
Han havde svedt lidt da han stod med alle de penge i hånden. En og tyve tusinde, seks hundrede kroner.
Han havde aldrig haft så mange penge mellem hænderne før, det føltes næsten berusende. Men det var jo ikke hans penge, det var penge de andre havde betroet ham. Men alligevel. Det føltes næsten som om at de gav ham magt, magt til at gøre lige hvad han ville.
Han bestilte maden i cafeteriaet, det var jo nemmest når de alligevel skulle sidde i deres lokaler. De havde holdt møde om hvad der skulle være på menuen. Pigerne var dem der var mest oppe på dupperne, de fleste af mændene, det lød lidt forkert i Lennarts ører at kalde dem mænd, mænd var drenge der havde fået erfaring, men det havde de måske også, alligevel skar det lidt i hans ører, men de unge mænd i delingen, unge mænd var et godt ord, var vist næsten ligeglade med hvad det var de skulle spise, så længe der bare var nok af det.
De var til gengæld mere interesserede i hvad og hvor meget af det flydende der skulle være.
Nogle mente at der skulle være både snaps, øl og spiritus.
Lennart nedlagde veto.
Han kunne levende forestille sig hvordan det ville udarte sig, og hvordan der ville se ud i lokalet dagen efter, og hvem skulle gøre rent efter alle dem der havde brækket sig.
Han havde talt for sin sag, og foreslået snaps, øl og vand, da det burde være rigeligt. Der var nogle der mumlede noget om vin, men alle kunne godt drikke øl, så vinen blev glemt igen.
Efter nogen parlamentering havde hans forslag vundet gehør og alle kunne godt se fornuften i det.
Sergent Brandtstrup var også med til mødet, og han havde nikket anerkende til Lennart da han fik gennemtrumfet sit lille veto.
Da Lennart havde betalt for maden og det de skulle pynte op med, stod han stadig med godt ti tusinde i hånden.
Han slog sig for panden.
Man kunne edder bank brølende mig købe mange liter snaps og bajere for over ti tusinde kroner. O.k. de var næsten hundrede mennesker, men alligevel.
Han tog en beslutning.
Han spurgte cafeteriabestyreren hvor meget de tog for en flaske vin. Halvtreds for den bedste flaske og fem og tredive for den billigste.
Lennart havde bedt ham om at pakke ti flasker af den gode vin ind i noget farvet papir, da det skulle bruges til en gave, og bestyreren havde smilende sagt ja, da Lennart fortalte at de ti flasker skulle deles mellem de der skulle stå i køkkenet den aften og de der skulle gøre rent efter dem næste morgen.
Det var jo egentlig forkert af ham at bruge penge som ikke var hans egne, men han havde tænkt sig at rejse sig under maden og fortælle de andre om hans dispositioner, og var ret sikker på at det ville give genhør.
Men nu var det nu.
De fleste var kommet, og havde forsynet sig med en øl fra det bjerg af ølkasser der stod i den ene ende af lokalet. Det så ret voldsomt ud, men som sagt så var de jo næsten hundrede mennesker. Folk snakkede usædvanlig højt, og grinede næsten hysterisk. Alle var vist lidt overskruede og forventningerne var også skruet så højt op at det næsten kunne mærkes som en elektrisk spænding i rummet
Lennart måtte flere gange tage sig selv i at springe rundt og spørge alle om de havde noget at drikke og om de kunne lide udsmykningen.
- Lennart for fanden, de fleste er skide ligeglade med dit pynt, og alle kan jo se det bjerg af ølkasser, så hvis de ikke har noget at drikke, så er det deres egen skyld.
Stemmen havde en hånlig undertone. Til tider hadede han stemmen fra underbevidstheden.
Han vidste det jo godt, men det var svært at lade være. Han følte sig jo næsten som en slags vært.
Klokken var ti minutter over seks. Alle burde være kommet nu, men der var ingen der sagde noget om at sætte sig til bordene, alle stod bare i små grupper og ventede.
Holst kom hen til Lennart.
-
Hmm, der burde ligesom være nogen der sagde noget ikke?
Han lagde hovedet på skrå og med blinkende øjne så han intenst på Lennart.
Lennart forstod så udmærket hvad det var han diskret prøvede at hentyde.
-
Jamen så sig dog noget fjols!
Lennart stirrede tilbage med vidt åbne øjne. Han havde ikke tænkt sig at give sig så let.
Holst rettede sig op og satte hænderne i siden.
-
Det er sgu da dig der skal gøre det, din store klovn.
-
Og hvorfor er det så det om man må spørge?
Lennart lagde armene over kors.
-
Det er sgu’ da dig der har stået for det hele.
Holst stod og nikkede og lignede mest af alt en lallende tosse, hvilket også var meningen, for når han som tosse kunne indse det, så burde det også være åbenlyst for Lennart.
Lennart kæmpede for ikke at grine.
-
Nå så var det måske også på sin plads at der var nogen anden der tog over nu!
Han efterlignede Holst´s lallende udtryk.
Holst stod og stampede i gulvet for at demonstrere sin frustration.
Lennart grinede og klappede ham på hovedet.
Lennart slog de to flasker mod hinanden.
-
Hallo alle sammen. Må jeg lige låne jeres øren et kort øjeblik?
Alle vendte sig forventningsfuldt mod ham.
Han så hen mod Brandtstrup, han stod og grinede.
- Men jeg kan se at jeg her, klokken atten tyve hundrede, igen må tage en beslutning for jer alle sammen, med mindre at vi alle skal dø af sult. Derfor beordrer jeg jer ikke, da jeg jo ikke har graden til det, men beder jer om at sætte jer til bordene, og så vil maden komme lige om et øjeblik.
De begyndte at klappe, og Lennart holdt hånden op i luften for at signalere at han ikke var færdig.
- Menuen er en platte med det kolde på, der kommer til at stå lune retter på bordet henne ved disken.
Han pegede på det tomme bord.
Der lød et brøl fra alle de der elskede snaps, eller dem der drak det på grund af procenterne.
Lennart kunne se at flere havde været i messen for at varme op. Det skulle nok blive godt.
- Så har jeg kun at sig velkommen til vores befalingsmænd og vores officerer, nåh nej, de af vores officer, der ville møde op og fejre vores forvandling fra de grimme ællinger til næsten svaner.
Igen brød hele flokken ud i klapsalver og de der kunne, piftede.
Det var kun deres leder af operativ tjeneste, Premierløjtnant Andersen der var kommet, senere fandt Lennart dog ud af at det var helt normalt, at de højere officerer ikke kom til rekrut festerne.
-
Lad festen begynde.
Lennart slog ud med armene samtidig med at han lavede et buk der ville have fået selv de mest garvede musketerer til at rødme. Han var lige ved at falde ned at stolen da han begyndte at få overbalance.
Folk begyndte at sætte sig ved bordene, festen var i gang.
Han dansede, han drak.
Han dansede med Michelle, Marlene og Christina.
De var søde og så faktisk utrolig godt ud i civilt tøj. Det var sjovt sådant en forskel tøjet gjorde, til dagligt var de bare soldater som alle andre, men i aften lignede de alle en million, og de duftede godt når man trykkede dem tæt ind til sig.
Måske havde han lavet en fatal brøler, når han til dagligt behandlede dem næsten som ligemænd. Han havde gjort det, fordi de jo var ligemænd, de var konstabelelever ligesom ham selv, og de havde selv valgt det, og var derfor at regne som ligeværdige. Eller var det en fejl. Var det skrøbelige kvinder der gerne ville udfordre mændene på deres hjemmebane, men som et eller andet sted alligevel forventede at man tog hensyn til dem?
Nej.
Det virkede ikke sådant, og de havde faktisk klaret sig flot, faktisk havde de været mere seje end nogle af de værnepligtige.
Havde han måske ikke flere gange i starten ville hjælpe dem og de havde afslået.
Det var for ham et tegn på at de ville klare sig selv, og han havde derefter forventet det samme af dem som af alle andre i delingen. Var det forkert. De virkede så sårbare nu, hvor han stod og trykkede dem ind til sig en dans og de duftede så godt, og fulgte hans bevægelser.
Var det ikke meningen med dans, at kvinden skulle følge mandens bevægelser. Var det ikke det alle lærte når man lærte at danse. Var dansen i virkeligheden et spejlbillede af hvad samfundet i mange år havde lært børn og unge mennesker at leve efter.
Var det ikke det, det hele i virkeligheden drejede sig om. Var det ikke det samfundet forventede sig af de unge mennesker, nemlig at de skulle indordne sig.
Den unge mand der af sin mor lærte at danse hjemme i køkkenet, lærte han ikke at det var mor der førte an, men på en sådan måde at når den unge mand følte sig sikker, så kunne han tage over og lære sin tilkommende kone at danse som hans mor havde lært ham, og ikke mindst, at danse som han førte hende.
Lennart fik det næsten dårligt over de tanker der svirrede i hovedet på ham.
Hvordan kunne man forvente sig det at de her piger som havde været det samme igennem som ham i de sidste tre måneder.
De havde kravlet i mudder, smurt sig i hovedet med mudder og sløringsstift. De havde gravet skyttehuller sammen med ham. De var blevet uddannet på forskellige våben der kunne slå folk ihjel.
Han havde set dem på skydebanen. De kunne ramme skiverne, altså kunne de også ramme fjenden, dermed også andre mennesker.
Kunne de også klemme på aftrækkeren når det var et menneske der stod for enden af deres sigtemidler.
Kunne han?
Forhåbentlig fandt de aldrig ud af det.
Men der var kun en konklusion at komme frem til.
De var uddannede som soldater og derfor ligeså meget soldat som ham selv.
Men hvor duftede hun dog godt.
Han trykkede Christina ind til sig, det gjorde ham på en gang ophidset at mærke hendes underliv og bryster trykke sig mod ham, samtidig med at han fik dålig samvittighed.
Dålig samvittighed over at han nød det, dålig samvittighed over at han ikke havde fortalt hende at han havde en kæreste hjemme.
Det havde han jo faktisk også gjort. De vidste alle om Lene, men han havde det dårligt over at han ikke havde fortalt hende om Kim.
Hvorfor skulle han have dårlig samvittighed over det, det var vel lige meget hvem hans kæreste var, han havde en kæreste og det var det.
Det spillede jo ingen rolle om det var en han eller hun, han kunne jo alligevel ikke lave noget uden om. Han havde bare denne underlige trængsel til at fortælle nogen hvordan det hele hang sammen.
- Det er ikke smart Lennart, glem det, de behøver ikke at vide det. Hvis de viser sig at være de gode venner du tror de er, så har du masser af tid til at fortælle dem det.
Stemmen buldrede advarslen i hans baghoved.
Lennart fulgte, for en gangs skyld, stemmens råd uden at diskutere.
Lennart takkede for dansen og så sig om i rummet.
Han fik øjenkontakt med Brandtstrup. Han sad ved det bagerste bord, om det var lyset der stod foran ham eller om det var snapsen og øllene der gjorde det, vidste Lennart ikke, men han kunne se hans øjne skinne helt ud på dansegulvet hvor han stod.
Brandtstrup smilede og vinkede Lennart over til hans bord, samtidig med at han nikkede som de fleste gør når de har fået noget at drikke.
Lennart gik hen efter en ny øl og satte så kurs mod bordet hvor sergenten sad.
Han kunne mærke på hans ben at han ikke skulle danse så forfærdelig meget mere, for de havde ligesom fået deres egen vilje, og derfor svære at styre.
Lennart satte sig overfor Brandtstrup.
Brandtstrup begyndte at sige noget, men det var ikke så tydeligt og musikken spillede, så Lennart besluttede sig at sætte sig over ved siden af Brandtstrup på den tomme stol der stod der.
Da han kom over til sergenten, kunne han, selv om han også havde drukket en hel del snaps, lugte snapseånden der mødte ham da Brandtstrup begyndte at tale.
-
Hva’ så Eriksen? Går det godt?
-
Jo jeg kan ikke klage, og De selv?
Lennart måtte bide sig i underlæben for ikke at grine. Her sad han ved siden af Brandtstrup. Brandtstrup der i tre måneder havde været som en korrigerende far for ham, Brandtstrup der aldrig lavede noget forkert, ham der havde check på alt, og som forlangte at alt var udført til punkt og prikke.
Brandtstrup der nu sad over for ham svagt nikkende og med blanke øjne, smilende som om at Lennart var den han havde ventet på hele aftenen.
- Jo jeg har det fint. Måske en lille bitte smule fuld, men selvfølgelig ikke meget, det gør en god sergent jo ikke, vel.
Han smilede igen og hovedet nikkede faretruende forover mod bordet. En refleks i hans halsmuskler sørgede for at han ikke bankede næsen ned i bordet, men rettede hans hoved op på plads i et ryk. Brandtstrup bemærkede ikke engang de voldsomme bevægelser hans hoved var udsat for, han så bare igen på Lennart som om intet havde hændt.
- Nå men er vi ikke alle en lille smule fulde, og er det for øvrigt ikke også en af grundene vi er her?
Lennart smilede og klinkede med sin ølflaske på flasken Brandtstrup knugede i sin højre hånd.
- Gu’ fanden er det så Eriksen. Men vi gider ikke at drikke de lunkne bajere længere, næ se her hvad din stueformand lige har sørget for.
Brandtstrup lænede sig sidelæns ned mod gulvet, bort fra Lennart. Lennart var parat til at hive fat i ham, for det så faktisk ret farligt ud.
Men på en eller anden måde kæmpede Brandtstrup sig op til bordet igen, og med et smil der bevidnede sejr over alt, fremdrog ham med højre hånd en flaske snaps.
Der var stadig is på siden af flasken, så den var hentet i fryseren for nyligt. Lennart begyndte at regne på hvor mange genstande han havde fået under middagen. Han stoppede ved den tiende snaps, det var vist lige meget, han havde drukket mere end han plejede.
Brandtstrup så sig omkring. Han ledte åbenbart efter nogle glas. Der var ingen snapseglas i syne, kun nogle der lå på bordet, der så ud til at de havde været brugt.
Lennart ville rejse sig for at hente nogle nye ude i køkkenet.
-
Nej, du bliver her min ven, det er en ordre.
Brandtstrup hev fat i hans arm.
-
Jamen jeg ville bare hente nogle nye glas.
Lennart prøvede at protestere.
Brandtstrup virrede med hovedet.
- Behøves ikke, sergenten har som altid fundet løsningen, husk nu du skal stole på din sergent.
Lennart kunne ikke lade være med at se de komiske i situationen. Men samtidig vidste han også, at hvis han skulle følge nogen i tykt og tyndt, så ville det blive Brandtstrup, for han havde de sidste tre måneder vist at han vidste hvad han talte om, og havde han været urimelig i visse situationer, så havde de jo alligevel vist sig i sidste ende, at han havde haft ret, og at hans dispositioner i altid gavnede dem alle. Han havde virkelig fortjent Lennart og de andres respekt.
Brandtstrup skruede proppen af snapsen. Det var en Rød Aalborg. Lennart kunne godt lide snaps, men ikke lige Rød Aalborg, da den smagte af kommen, og Lennart hadede kommen. Hvis han skulle drikke den, så skulle den være så kold at man ikke kunne smage den.
-
Nu skal du bare se her, sådant klarer man det lille problem.
Brandtstrup hældte med slingrende hånd snaps op i Lennart ølglas. Lennart ville protestere, men indså at det var nytteløst.
Hans glas havde været knapt halv fuldt med lunken øl, og Brandtstrup hældte snaps i til glasset var fuldt.
Lennart prøvede at protestere, men det var vist kun ham selv der hørte det.
Brandtstrup hældte også op i sit eget glas, knap så meget ganske vist, men Lennart kunne ikke lade være med at tænke på hvor mange gange Brandtstrup allerede havde fyldt på sit glas. Efter hans bevægelser og øjne at dømme, så var det ikke første gang det skete.
Brandtstrup forsøget at skrue låget på flasken, men efter nogle forsøg opgav han og satte flasken på bordet med et dunk.
Han tog sit glas og hævede det.
-
En skål til Dem Eriksen.
Hans hoved virrede lidt og han så ned i bordet. Lennart kunne se at han ikke var færdig med at tale, så han holdt bare glasset op foran sig.
- Jeg siger ellers aldrig sådant noget her, men jeg synes faktisk at De fortjener det.
Han rystede på hovedet for ligesom at klare tankerne.
-
Ved De for resten godt at vi gerne må sige du til hinanden nu?
- Nej det vidste jeg ikke, men det betyder ikke noget for mig, jeg har vænnet mig til det, så det betyder ikke noget for mig.
Lennart lænede sig frem mod Brandtstrup.
- Det er jeg glad for at De siger, for jeg har det på samme måde, og skal jeg være ærlig, så selv om jeg prøvede, så ville jeg sikkert sige De alligevel, for det sidder så fast at det er svært at komme af med.
Lennart vidste godt hvad han mente. Lennart havde selv vænnet sig til det, og eftersom det ikke var det første hold Brandtstrup havde, så havde han anvendt De, Dem og Deres endnu længere, og derfor ville det jo også være sværere for ham at vænne sig af med et.
- Skal vi så ikke sige, at vi må gerne sige du til hinanden, men glemmer vi det og siger De, så er det også i orden?
Lennart forsøgte at få øjenkontakt med Brandtstrup.
-
Jo det er fandeme en god ide soldat.
Brandtstrup fik øjenkontakt med Lennart.
-
Men dem har du for øvrigt altid haft mange af, gode ideer mener jeg.
Lennart sagde ingenting.
-
Eriksen !
Lennart kunne se at Brandtstrup mandede sig op.
- Er De klar over at De er en fandens god soldat. De og Holst er fandeme de bedste soldater i delingen. Det er en helvedes skam at De er konstabelelev, for De ville blive en helvedes god sergent, ligesom Holst bliver.
Lennart ønskede næsten at han ikke havde været konstabelelev, men at han kunne have fulgt med Holst på sergent skole. Han havde jo til sin personel samtale fået at vide at han var et sergent emne, men på grund af hans kontrakt som konstabel, ikke kunne komme af sted.
- Og De er en fandens god sergent, Brandtstrup, selv om De til tider er møg irriterende, men med min sølle viden, så er De en af de bedste, og vi på stuen er i hvert tilfælde glade for at vi fik Dem.
Lennart kunne godt selv høre at det lød som om at han slikkede Brandtstrup lidt op ad ryggen, men ikke desto mindre var det sandt, de havde flere gange på stuen talt om at de var heldige. Heldige at have Brandtstrup, han forventede godt nok meget af dem, men var til gengæld også en af eneste der gerne roste sine folk når de havde gjort noget godt, og det lunede, faktisk gjorde det at de kunne klare et døgn mere i frostvejr, eller marchere ti kilometer mere uden at kny.
- Ja, vi har jo nok når alt kommer til alt, fortjent hinanden, og er der kommet bare lidt godt ud af det, altså at I er blevet rimelige soldater, og det er I jo godt og vel, så er jeg glad, for så har jeg gjort det jeg skulle.
Brandtstrup hævede glasset med lidt øl og den megen snaps.
- Skål Eriksen, og jeg håber ved gud at De kommer langt i forsvaret, ikke fordi jeg tvivler på det, de er jo en af mine knægte, men man kan jo aldrig ønske held og lykke for ofte, vel?
Lennart kunne ikke lade være med at tænke på at han faktisk var omkring et år ældre en Brandtstrup, og alligevel blev han kaldt en knægt.
Brandtstrup svingede glasset faretruende fra side til side, imponerende nok uden at spilde en dråbe.
-
Skål Eriksen på en formidabel fremtid.
Lennart skulede til glasset han holdt i hånden. Han brød sig ikke om lunkent øl, og nu var det spædet op med mere end over halvdelen snaps, snaps som smagte af kommen, og som også var blevet lunken alt den tid han havde holdt glasset i sin hånd, ventende på at Brandtstrup skulle skåle.
Det var en grim lunken blanding.
-
Skål og i lige måde Brandtstrup. Skal De for resten blive ved med at være rekrut sergent.
Han tog en tår at det der var i glasset.
I samme øjeblik fortrød han to ting.
Han fortrød at han drak af det stads der var i glasset. Det smagte mildest talt værre end han havde troet.
Han fortrød at han havde spurgt Brandtstrup om hvad han skulle lave, for nu var han tvunget til at høre svaret, og dermed kunne han ikke bare smutte og så hælde det forfærdelige sprøjt ud han havde i glasset.
Han kunne nemmest risikere at Brandtstrup ville sige skål flere gange, og han ville så være tvunget til at drikke yderligere en tår af det.
Resten af festen var lettere tåget.
Brandtstrup, som for øvrigt viste sig at være alle tiders flinke fyr, havde fortalt i detaljer hvilke planer han havde med forsvaret. Han ville være officer.
Han havde også skålet så flittigt, at Lennart havde drukket alt det der var i hans glas plus lidt til, for på et tidspunkt da han havde været på toilettet og var kommet tilbage var hans glas var mere fuldt end da han gik, og snapseflasken var næsten tom, så hvor snapsen var, var ikke så svært at regne ud.
Han kunne huske at Malene ville danse og han havde sagt at han ikke kunne, men hun insisterede, og det var da også blevet der efter. Det havde været hende der førte, eller rettere holdt ham på ret kurs.
Godt at hans mor ikke så det.
Han kunne også huske at John var kommet over til det bord han sad, og han havde to små glas med sig.
Lennart havde sagt at han ikke ville have mere snaps, men John havde bare grinet.
-
Jeg troede at du kendte mig bedre end som så.
John havde hevet en flaske Jägermeister frem fra sin inderlomme. Lennart havde egentlig ikke lyst til mere at drikke, men når nu John havde taget Jägermeister med, som han jo så selv havde betalt, og gerne ville byde Lennart på en lille skarp, så kunne man vel ikke sige nej.
Lennart prøvede at fokusere på John. Det var svært, øjnene ville ikke som han ville. Han lukkede det ene øje, det blev nemmere at fokusere på den måde
Han kunne se at John smilede.
Måske havde han ikke givet John den chance han fortjente. Han havde jo aldrig kunne sige hvad det var, bare at han ikke følte sig tryg sammen med ham. Måske var det i aften at han skulle ligge alt det på hylden, og give John den chance han fortjente.
Han skålede med John.
Han måtte indrømme at det smagte godt med Jägermeisteren, den tog ligesom den dovne smag af øl og den forfærdelige smag af kommen der blandede sig i munden af Lennart.
-
Det ser ud til at den gør godt, så vi tager sgu’ lige en til det andet ben også.
Lennart var ikke sikker på om han ikke nåede at protestere eller om han ikke orkede, eller måske var det fordi han gerne ville have en mere. Han sagde i hvert tilfælde ikke noget da John hældte den næste op.
Lennart så rundt i rummet.
Brandtstrup hang på den stol hvor Lennart havde forladt ham.
Han sov.
Der sad folk ved bordene og snakkede. Nogle diskuterede, men musikken forhindrede Lennart i at høre hvad de diskuterede.
Malene sad og var meget intim med en, hvem kunne Lennarts øjne ikke afgøre, de var slørede, og det virkede som at alting var dobbelt.
Han lukkede det ene øje.
Det kunne jo ikke være rigtigt.
Det var da bare noget man hørte i vittigheder eller så på film, det kunne da ikke være rigtigt at det virkeligt var sådant. Han vidste jo godt at det virkede, men det var lidt pinligt, og det ville være endnu mere pinligt hvis der var nogen der så ham sidde der med det ene øje lukket, i et forsøg på at se hvad der foregik omkring ham.
Han kunne stadig ikke se hvem det var Malene sad sammen med.
Han rejste sig for at gå på toilettet. Uden at de gav nogen advarsel, forsvandt benene under ham. Skide ben.
Stærke hænder hjalp ham op.
Det var John.
Han grinede.
Fanden stå i ham.
-
Jeg skal bare på toilettet, og jeg kan godt selv.
-
Ja det kan jeg se, lad nu mig hjælpe dig derud, du skulle nødig brække noget på vejen vel, kom nu her, jeg gør det gerne.
Lennart lod John hjælpe ham, eller rettere sagt, han lod sig hænge ved Johns side. John havde et solidt greb i Lennarts arm, der forsøgte at holde fast ved Johns hals.
Der var skide koldt på toiletterne.
Vinduerne stod åbne, måske meget smart, med tanke på at de fleste ikke kunne ramme noget som helst, hverken med våben eller deres……
Han støttede panden mod muren over pisse renden og åbnede sine bukser.
Det var dejligt at komme af med vandet, han kunne mærke at kroppen slappede af.
Det gav et ryk i hans krop da han stivnede til for ikke at falde. Gud ske lov var han færdig med at tisse, så der kom ikke noget på hans tøj. Kroppens vægt tvang ham to skridt bagud. Hans ryg ramte vægen med et hult drøn. Det gjorde ondt ad helvede til og han fik slået luften ud af lungerne.
Han hev efter vejret.
Da han endelig fik luft igen, gik det op for ham at han stadig stod med bukserne åbne og holdt om sit lem.
Han bøvsede og forsøgte at lukke bukserne.
Fandens bukser med knapper. Han ville aldrig mere have bukser med knapper, for eftertiden skulle det være med lynlås.
Smagen af bøvsen blev ved med at fylde hans mund. Han ville ikke. Han vidste godt at han var nød til det, men han ville ikke. Han prøvede at kæmpe imod.
Det hjalp i et halvt minut, så måtte han overgive sig.
Han stavrede ud på et af toiletterne og slog brættet op. Han var fuldstændig ligeglad med om døren stadig stod åben eller ej, han skulle bare kaste op.
Han hadede at kaste op.
Han kunne mærke hvordan der kom vand i munden og halsen snørede sig sammen. Hvorfor fanden skulle halsen snøre sig sammen når nu der skulle noget ud af den. Kroppen var ikke altid lige logisk.
Mavens muskler krampede.
-
Sover du?
Lennart fik kvalme igen.
Igen kastede han op.
Han åbnede øjnene og kom til at se ned i toilettet.
Han kastede op igen bare ved synet.
Det gjorde fandens ondt, for han havde ikke mere i maven, så det blev bare til nogle vilde kramper i maven.
Han havde mest af alt lyst til at ligge sig ned og dø, lige her på stedet..
-
Er du færdig?
Lennart nikkede og spyttede i toilettet.
Det var umuligt at få den modbydelige smag væk fra munden.
Han spyttede igen.
Han kunne mærke to stærke hænder tage fat i sine overarme og løftede ham, så han kom op at stå på sine ben.
Lennart pegede på vasken og han blev hjulpet hen til den. Han skyllede sin mund i det kolde vand, han vaskede også sit ansigt i vandet, i håb om at han ville få lidt mere styr på sine bevægelser.
Det hjalp ikke, hans ben blev ved med at give efter under hans vægt. Hold da kæft hvor var det irriterende når man ikke kunne kontrollere sin krop, han bandede højlydt.
Lennart rettede sit blik op i spejlet, både for at se sit eget ansigt, men også for at se hvem det var der havde hjulpet ham op fra toilettet.
Da han så sit ansigt i spejlet, ønskede at han ikke havde set på sit ansigt, han lignede en der havde fået tæv.
Bag ved ham stod John.
Ham igen.
Det var altså ham der havde hjulpet ham igen.
Han stod der bare, lænende op ad vægen. Han sagde ingenting.
Lennart vidste godt at han burde sige noget, om ikke andet end tak.
Han havde stadig den der lurende fornemmelse.
Det var jo for åndssvagt, det var jo John der nu to gange i træk havde kommet ham til hjælp, og så kunne han alligevel ikke slippe den der fornemmelse. Nu var Lennart sikker på at han var paranoid.
John var jo den eneste der havde vist lidt menneskelig medfølelse over for Lennart, pisse fuld som han var.
Lennart prøvede at smile og vende sig hen mod John. Det resulterede bare i at han slog hovedet ind i spejlet, og var ved at skride på det våde gulv.
John tog et skridt hen mod Lennart, parat til at gribe ham. Lennart fik stabiliseret sig selv ved hjælp af håndvasken.
-
Ups.
Han grinede fjoget.
-
Hvor længe har jeg været på toilettet?
Det var en pæn omskrivning om hvor længe han havde sovet med hovedet halvt nede i toiletkummen.
-
Det er sådant cirka små tyve minutter siden at jeg afleverede dig herude.
John stod igen og lænede sig mod muren, med armene over kors.
Det lykkedes Lennart at sige en lyd der mindede om Hmmm.
- Jeg syntes at det var underligt at du ikke kom ind igen, så jeg kom ud for at se om du måske var faldet på det våde gulv, eller om du var gået hjem.
Han var sgu’ da en flinker fyr ham John.
Det kunne jo meget vel have sket at Lennart var faldet på det våde gulv, med promillen i blodet og alt. Og så kom han ud for at checke om han lå der bevidstløs eller var gået hjem.
Det var da ikke mange der ville tænke så lang i en brandert.
Havde John overhovet drukket, ud over det Jägermeister han og Lennart havde delt?
- Sig mig har du overhovedet ikke drukket, eller klarer du bare sprutten så meget bedre end alle os andre?
Lennart forsøget at holde hovedet stille da han talte til John. Det var meget sværere end han nogensinde ville have troet. Det var som om hovedet sad på et kugleleje, og roterede rundt, og selvfølgelig ikke i takt med kroppens underlige roterende bevægelser.
John grinede.
- Jo jeg har drukket, men vist ikke helt så meget som dig. Jeg kan nemlig ikke lide snaps ser du.
Lennart begyndte pludselig at fatte tillid til John.
-
Jeg er fuld, gider du at følge mig hjem ?
John tog Lennarts arm om sin hals og de gik ud i den iskolde aften. Lennart så op mod stjernerne og han kunne mærke at han for alvor blev svimmel.
Hvad fanden var det der skete.
Han kunne lugte muldjord. Han vågnede ved at hans ansigt var ubehageligt trykket ned i de våde blade. En blanding af visne blade og pinde rev ham i ansigtet. Det hele var vådt og lugtede stærkt som skovbund gør.
Hvorfor blev hans ansigt trukket frem og tilbage hen over skovbunden, og hvem trykkede hans ansigt og krop ned.
Han prøvede at rejse sig op, så at det ubehagelige ville holde op, men kun for at opdage at han ikke kunne røre sine arme.
De var på en eller anden måde låst på ryggen af ham.
Han frøs som en i helvede, som om at han ikke havde noget tøj på. Lennart prøvede at huske hvad der var sket.
De sidste han lige kunne huske, var at de havde været til fest. Han havde ganske vist ikke haft nogen trøje på, men han havde da skjorte og lange bukser på.
Det var som om at hans underbevidsthed ikke ville forstå det.
Han kunne mærke det våde på hans ben.
Han kunne mærke skovbunden på hans ben, altså havde han ikke nogen bukser på.
Havde han prøvet på at tisse og så var faldet med bukserne ned om haserne?
Det havde han jo i og for sig prøvet før, så……
Det irriterede ham stadig at hans ansigt blev skubbet frem og tilbage over skovbunden, der kom hele tiden blade og grene i hans mund og næse.
Han spyttede jord og blade ud.
Han ville sige noget. Han ville spørge hvad fanden det var der foregik. Han vidste ikke hvem han skulle spørge, for var han der alene eller hvad.
Da han prøvede at sige noget, blev hans hoved brutalt trykket endnu længere ned i skovbunden. Han fik igen blade og muld i munden.
Han vidste godt at der var noget galt, men alligevel kunne han ikke lade være med at tænke på, hvor godt skovbunden lugtede, selv om det var blade der var ved at gå i forrådnelse, så lugtede de alligevel godt, frisk og naturlig.
Lennarts hjerne prøvede at arbejde og tænke logisk gennem de enorme sprittåger der lå som en dis i hans hoved.
Det var som om at hans krop var frossen fra taljen og ned efter. Han var klar over at han var iskold, og at det var derfor at han ikke kunne mærke noget.
Men hvad eller hvem var det der holdt ham nede, og hvorfor skubbede de til ham.
Han slappede af og begyndte at lytte.
Der var nogen der trak vejret tungt i nærheden.
Hvad lavede de.
Var det hele en drøm, og de var på øvelse, måske var de under fremrykning, og de havde været ude flere dage, og det var derfor at han frøs som bare pokker.
Men hvorfor blev han så holdt nede, var han blevet taget til fange?
Ja det måtte jo være svaret, det var derfor at han ikke kunne røre sig, han var blevet taget til fange og lå nu bundet.
Lennart prøvede at overbevise sig selv om at han havde resoneret rigtigt, og at det var sådant tingene hang sammen.
Han kunne mærke at spritten gerne ville forlade hans krop, og meget gerne gennem hans hals. Han trængte til at kaste op.
Det passede jo ikke.
Han vidste udmærket godt at han aldrig ville ligge her på en øvelse og så være i stand til at mærke sprutten pumpe rundt i kroppen.
Han havde aldrig drukket når de var på øvelse, så hvorfor skulle han så have gjort det nu.
Nej, det sidste han huskede var stadig rekrut festen.
Hans hjerne ville ikke acceptere det.
Han kunne høre at vejrtrækningen var lige over hans hoved.
Han kunne høre at den blev heftigere, samtidig med at han blev skubbet kraftigere og kraftigere frem og tilbage hen over skovbunden.
Lennart fik en kuldegysninger ved tanken.
Det kunne ikke være rigtigt.
Kvalmen fra før var nu kraftigere end nogensinde.
Hans hoved blev nu næsten dunket ned i skovbunden. Der var nogen der havde et solidt tag i hans hår, og på den måde kontrollerede hans hoved.
Han syntes at han kunne høre ord der blandede sig med stønnen der blev endnu kraftigere.
Lennart prøvede at stramme sine baller. Hvis hans mistanke var rigtig, så måtte han, uanset hvor kold hans balder og ben var, kunne mærke om det virkelig var det der skete.
Han strammede sine ballemuskler så meget han kunne, det var ikke let, når der ikke var nogen følelse i dem, men han strammede det bedste han havde lært.
-
Åh ja sådant, for fanden hvor er det skønt, synd at jeg ventede så længe.
Stemmen var hæs, og meget tættere på end Lennart havde forventet. Havde det ikke været for at hans hoved var presset ned i skovbunden, og derfor halvvejs fyldt med blade, jord og grene, så ville han have skreget højt.
Han forsøgte at komme fri af det der holdt hans arme, og den der lå oven på ham.
Lennart var ikke nogen slapsvans, men hans arme der på en eller anden måde var låst på ryggen af ham, samt det faktum at han havde temmelig meget spiritus i kroppen, gjorde at han ikke kunne komme fri.
Han skreg af sine lungers fulde kraft.
Det hjalp ikke, for ved den første lyd, blev hans hoved bare presset dybere ned i den bløde skovbund.
Lennart havde egentlig ikke nogen smerter ved den andens behandling, men han ville skrige sin frustration ud. Frustration over at ligge der og ikke kunne gøre noget, ligge der hjælpeløs i en andens magt.
Hans krop slappede af.
Det var som om at den opgav at gøre noget ved det der skete.
Lennart havde på intet tidspunkt prøvet at åbne sine øjne, for han var bange for at der skulle komme skidt ind, og med hænderne på ryggen, kunne han jo ikke tørre det bort.
Han kunne mærke at tårene begyndte at komme.
Han ville ikke begynde at græde rigtigt, han ville ikke hulke, for han havde jo så ofte hørt at voldtægtsforbrydere bare blev mere ophidsede når deres ofre tiggede og bad, og den fornøjelse ville Lennart ikke give til den der lå oven på ham.
Han lod tårene løbe, men der kom ikke en lyd fra hans strube, og ikke en eneste gang rystede hans krop. Hans krop blev en skal, en skal hvor Lennart kunne lukke alle følelser ude, lade dem blive uden for hans skal.
Det var som om at han pludselig blev mere ædru.
Hans hjerne forsøgte at tænke klart.
Hvem var det der gjorde det her ved ham.
Ville han blive efterladt når det var overstået, eller ville han slå ham ihjel så han ikke kunne sladre?
Af en eller anden grund var Lennart sikker på at han ville overleve dette. Han var næsten sikker på at han bare ville blive efterladt i skoven når det var overstået.
Hvad var det for øvrigt for en skov.
Hvordan var han kommet der?
Var de i en af de utallige små lunde der fandtes på flyvestationen?
Det måtte de næsten være, for hvordan skulle de være kommet uden for hegnet?
Lennart forsøgte at rekonstruere ruten fra cafeteriet over til bygningen. Det var svært, for selv om han havde gået der tusinde gange, så havde han jo aldrig lagt mærke til hvordan der så ud.
Åndedrættet i nakken blev endnu tungere.
Så se for fanden da at blive færdig.
Havde han kunnet sige noget, så ville han have sagt det.
Det eneste han ønskede lige nu, var at det skulle blive overstået.
Han strammede sine ballemuskler alt det han kunne. Den hæse stemme havde jo sagt at det var dejligt sidst han havde gjort det, så måske kunne han selv hjælpe til at det skulle gå hurtigere.
Han strammede endnu mere.
Der lød en grynten over hans hoved da han strammede så meget at han snart ville få krampe.
En panisk tanke slog ned i hans hoved.
Hvad nu hvis han blev efterladt med hænderne bundne og bukserne ned. Hvordan skulle han så kunne komme over på værelset.
Hvad ville de andre sige hvis de så ham sådant. Skulle han sige som det var? Var det ikke bedre at holde sin mund.
Ville forsvaret ikke lave en stor historie ud af det med politi og alt mulig.
Han orkede ikke at skulle alt det igennem.
Hvis han fik lov til at leve, så ville han bare forsøge at glemme det hele, han skulle jo snart væk fra Aalborg, så det betød vel ingenting.
Bare det ville slutte.
-
Århh fuck……..
Han kunne pludselig mærke noget hårdt i hans indre, da den fremmede stødte endnu hårdere i ham, samtidig med at han kom.
Han kørte frem og tilbage endnu et par gange mens han gryntede tilfreds.
Lennart slappede af og forsøgte at få den fremmede til at glemme ham. Hvis nu han glemte ham, så kunne det være at han bare gik sin vej, og Lennart ville kunne snige sig væk når der var blevet stille.
Den fremmede lagde sig helt ned over Lennart.
Lennart kunne nu mærke at han havde noget i enden, noget der ikke plejede at være der.
Han lå helt stille og sagde ikke noget.
Han kunne mærke den varme ånde mod sit højre øre.
Det lød som om det kom fra en der lige havde været ude og løbe.
Lennart syntes at de lå sådant i evigheder, det var som om at det ikke ville tage slut. Det var voldsomt generende at mærke mandens lem, som han ikke havde taget ud endnu, men Lennart blev liggende helt stille uden at sige et ord.
Stemmen var stadig hæs da han endelig talte.
- Det var fandeme et godt knald, synd at det ikke blev til flere, men du er jo en hård banan at få fat i.
Han trykkede underlivet hårdt ind mod Lennart.
Lennart var ved at kaste op.
Bare tanken om, at det nu slappe lem, der stadig var inde i ham, atter blev forsøgt trykket ind i ham, gjorde ham syg.
-
Hvad synes du der skal ske nu?
Stemmen blev med en gang hård og truende.
Lennart lukkede øjnene. Han turde knapt trække vejret.
Havde den fremmede et våben, eller lod han bare som om. Lennart var ikke interesseret i at finde ud af hvilket, for sæt nu at han havde.
Hans hænder måtte være bundet, for selv nu hvor han vidste at den fremmede havde en hånd på hver side af hans hoved, var hans hænder stadig låst fast, måske også på grund af den fremmedes vægt der lå på ham, men han kunne ikke røre dem.
Han havde ingen følelse i hænderne, og kunne derfor ikke afgøre om de var bundne, eller om det udelukkende var den fremmedes vægt der holdt dem som en skruestik på ryggen.
-
Der kan ske tre ting.
Stemmen var stadig hæs.
Lennart blev mere og mere sikker på at det var noget han gjorde med vilje, for at Lennart ikke skulle kunne genkende hans stemme.
Med andre ord, så var det en han kendte.
Han ville ikke tænke tanken til ende.
Det gjorde det hele om endnu mere ydmygende, at det var en han kendte.
-
Jeg kan blive nød til at slette alle spor, men det vil vi vel helst ikke, vel?
Lennart forholdte sig stadig tavs.
- Eller skal vi tage den sidste løsning. Jeg løsner dig, og du bliver liggende præcis som du ligger nu, tæller til fem hundrede, så kan du gå hjem, og vi glemmer det hele?
Lennart nikkede, han kunne ikke sige noget.
Den fremmede havde igen lagt sin hånd på hans nakke, så han kunne mærke da Lennart nikkede.
Der skete ikke noget,
Det var som om at tiden stod stille.
Endelig forsvandt noget af vægten fra Lennarts overkrop, og han kunne mærke at der var noget der hev i hans arme. Hans hænder var ved at blive løst fra det der havde holdt hans hænder låst på ryggen.
-
Fem hundrede, glem det ikke.
Lennart kunne høre at han gik.
Hvor længe han blev liggende vidste han ikke, men han ville være helt sikker på at han havde givet den fremmede det forspring han ønskede. Han havde ikke lyst til at stå ansigt til ansigt med ham længere henne i skoven.
Da han ville tage sine bukser på, gik det op for ham hvor stiv han var i hele kroppen, dels på grund af kulden, dels på grund af den ubehagelige stilling han havde ligget i.
Han tog bukserne på og spændte bæltet ind i inderste hul, som om at det kunne forhindre nogen i at tage bukserne af ham igen.
Hans krop begyndte at ryste som havde han feber.
Han lod sig falde ned i hug stilling i det bløde underlag.
Han tog om sine knæ med armene og knugede benene ind til sin krop.
Endelig turde han lade sin krop gennemryste af en stille hulken.
Lennart gik som i en tåge hen mod bygningen.
Det eneste han havde lyst til var at komme ind under bruseren. Han følte sig så ækel og beskidt. Han hjerne prøvede forgæves at bearbejde alle de tanker der for rundt i hovedet på ham, men det var et umuligt problem at løse. Der var for mange tanker, og det var som om hjernen ikke ville acceptere det der var sket. Den skubbede tankerne væk når de nåede til det punkt, hvor den normalt ville kunne bearbejde og forstå dem. Det var som en skypumpe af tanker der snurrede rundt i hovedet på Lennart, og de hvirvlede så hurtigt rundt, at det var umuligt at gribe fat i en eneste af dem.
Det varme vand gjorde godt.
Lennart skrubbede sin krop med neglebørsten, mere sæbe på, han skrubbede igen. Huden blev rød og det sved. Han skrubbede igen, for en sikkerheds skyld. Han skrubbede som om at han kunne skrubbe hændelsen bort. Det sved, og visse stedet begyndte det at bløde. Han lod sig glide ned langs fliserne til han sad med knæene op til næsen. Han holdt stadig sæben i den ene hånd og neglebørsten i den anden.
Lennart begyndte igen at hulke.
Hans hjerne tænkte ikke mere på noget som helst.
Han gled ind i noget der var sort.
Sort, mørkt og blødt som fløjl.
Han lod det ske, han orkede ikke mere.
-
Tror du ikke at du snart er ren?
Lennart vågnede med et sæt.
Han så sig forvirret omkring. Han sad stadig i baderummet, og det varme vand løb ned over hans krop, og det var svært at se noget i rummet, eftersom at dampen lå tykt derinde.
Lennart så op.
Stemmen kom fra John, der stod grinende foran ham med håndklædet om livet, og en flaske shampoo i den ene hånd.
Lennart trak benene ind til kroppen.
Han var forvirret, og på samme tid følte han sig flov.
Det sved flere steder på hans krop. Han så på sig selv. Der var flere steder hvor huden var rød og hævet. Han havde skrubbet huden af sig selv.
- Hvad er der sket med dig, det ser ud som om at du er blevet trukket gennem et buskads, hvor kommer alle de røde mærke fra ? Eller kan du ikke huske det ? Du var godt nok også lidt ”toasted” i går aftes.
I går aftes?
Var det allerede morgen? Havde han siddet under bruseren hele natten? Måske var det spritten eller også var det en forsvarsmekanisme i hans hjerne, men der skete ingenting, uanset hvor meget han ønskede at tænke.
Han så op på John.
Han kunne ikke se ham helt tydeligt gennem tåger af damp der til stadighed steg op fra det varme vand der dækkede en stor del at baderummets gulv.
Ind i mellem var Johns ansigt helt tydeligt.
Det gav et gib i Lennart.
Johns ansigt mindede Lennart om en hyæne, som han stod der med et skævt grin om munden.
Johns krop som før havde virket tiltrækkende på Lennart, virkede pludselig, underligt nok, frastødende.
Den velkendte kvalme steg i halsen på Lennart igen.
Det måtte være på grund af nattens hændelse at han følte sådant.
Det havde jo ikke noget med John at gøre, så hvorfor følte han så det han følte?
Han sagde ikke noget.
John gik hen og stillede sig under bruseren ved siden af Lennart, åbnede for hanerne som han skruede på til vandet havde den rette temperatur.
Normalt ville det have været ønske tænkning, at sidde her og se en anden fyr stå og vaske sit lem, i Lennarts øjenhøjde, men nu var det var næsten en pine for Lennart.
Det ville have ophidset ham at se det, men nu fik han det bare dårligt.
Det måtte være nattens oplevelse der spøgte.
Han vidste at han burde rejse sig og gå sin vej, men han kunne ikke. Han var helt afkræftet. Han var også ligeglad.
Han så ned på hans hænde. De var helt rynkede på grund af vandet. Langs kanten af neglene var huden helt grå og gennemsigtig.
Hvad betød det?
Overhovedet ingenting.
Hænder var alligevel grimme.
Måske ikke Kims hænder, de var store og lige, ikke små og skæve som Lennarts.
-
Du ved godt at de fleste andre allerede er taget hjem, ikke?
Det var en oplysning, men fordi det var John der sagde det, skreg alle Lennarts sanser. Det var en oplysning, men det virkede på Lennart som en trussel.
Hans hjerte begyndte at slå hurtigere, og han kunne mærke panikken lamme ham.
Hvis ikke han havde siddet i situationen, ville det hele have virket komiskt, men var han virkelig bange. Noget sagde ham at et eller andet var galt.
Han tog sig selv i at stirre på John, der ubekymret stod og vaskede sig under armene. Det ville ikke have undret Lennart hvis John begyndte at nynne. Af en eller anden grund virkede det forkert at John stod der så ubekymret.
Tag dig sammen Lennart, det er jo på grund af i nat at du ser spøgelser alle vegne. Han prøvede at overbevise sig selv om at, der ikke var noget usædvanligt i gære, og at det bare var ham selv der indbildte sig ting, ting der ikke var der.
Han tog sig sammen, og med en kraftanstrengelse rejste han sig og lukkede for vandet.
Han flyttede underbukserne der lå på håndklædet, og begyndte at tørre sig.
Håndklædet fik alle de døde hudceller fra den delvis opløste hud til at trille af. Det var ret ulækkert. Små grå hudnullermænd der sad fast på kroppen, nogle af dem løsnede sig og landede på de hvide kakler på gulvet.
Lennart børstede febrilsk med håndklædet for at få dem væk fra hans krop. De var beskidte og ulækre.
Til sidst opgav han, der var for mange, og der kom bare flere desto mere han børstede.
Han havde ondt i kroppen, både fra nattens strabadser men sikkert også fordi han havde siddet og sovet på det hårde gulv i baderummet. Hvor længe han havde siddet på gulvet vidste han ikke.
Han så hen mod bruseren hvor han havde siddet, sæben og neglebørsten lå stadig på gulvet, men han gad ikke at samle det op.
Han svøbte håndklædet om livet, han havde ikke fået rene underbukser med, og tanken om at tage de samme underbukser på. De underbukser der var blevet flået af ham kun nogle timer tidligere.
Han bestemte sig for at smide dem ud når han kom ned på stuen. Han ville ikke have dem mere.
-
Du Lennart!
Lennart var på vej ud af baderummet da han hørt Johns stemme. Han vendte sig modvilligt om mod John. Han havde ikke lyst til at tale med nogen, han ville bare ned på stuen og pakke sine ting, så han kunne komme hjem.
Han sagde ingenting, men stod bare og så på John.
John stod lidt forlegent og nulrede sin pung med den ene hånd, og holdt om overarmen med den anden.
-
Du bærer vel ikke nag vel?
Lennart forstod ingenting, hvad var det han snakkede om.
-
Jeg mener, vi var jo alle sammen ret fulde.
Lennart sagde stadig ingenting, men stirrede undrende på John. Der var en ubehagelig stilhed i baderummet, kun lyden fra det rindende vand hørtes.
Lennarts ben ville gå nu. Det var som om at et instinkt bad dem om at få Lennart væk herfra, jo før desto bedre.
Men de lystrede ikke, der var noget andet, noget stærkere der fik dem til at blive hvor de var.
Han ville spørge John om hvad det var han mente, men hans mund forblev lukket, og der kom ikke en lyd over hans læber.
-
Du vidste godt at det var mig ikke?
Musklerne i Lennarts krop spændtes så meget, at han var bange for at de skulle gå i krampe.
- Jeg er sgu’ helt ærlig ked af det, for det var ikke meningen, men det kom bare lige pludselig over mig. Jeg mener, jeg har jo gået og set på dig i flere måneder nu, og du har jo heller ikke virket helt afvisende, og så skete det bare. Det var som om noget tog overhånd, og jeg var ikke herre over situationen, og lige pludselig var det jo for sent, for det hele var i gang.
Lennart prøvede at forstå hvad det var han hørte, men det trængte ikke igennem.
Han stod som forstenet og stirrede vantro på John, der stod som før, men nu var hovedet bøjet, og han så ned i gulvet.
Nu så han op, direkte på Lennart.
Lennart kunne mærke hvordan det isnede i hele hans krop, da hans øjne mødte Johns.
-
Hvis det er nogen trøst, så brugte jeg kondom.
Han lavede en grimasse der skulle forestille et smil.
Lennarts hjerne eksploderede.
Alting blev rødt.
Han havde lyst til at slå John ihjel. Med begge hænder tage fat om halsen på ham og klemme til.
Mærke hvordan han lukkede for tilførelsen af luft til hans lunger.
Mærke hvordan kroppen blev slap efterhånden som manglen på ilt blev kritisk.
Stramme en ekstra gang, så han var sikker på at der aldrig mere ville komme liv i den krop der havde voldtaget ham.
Lennart snappede efter vejret. Det gik op for ham at han ikke havde trukket vejret i lang tid.
Han så en sidste gang på John, der stadig stod i samme latterlige stilling.
Latterligt at han stadig stod med den ene hånd på sin pung, som om at han var bange for at nogen skulle tage den fra ham.
Det var faktisk det han fortjente.
At nogen tog hans forbandede nosser fra ham. Hvis det stod til Lennart kunne de godt tage det hele. Skære det hele af, så han aldrig mere kunne gøre andre ondt.
Han fattede ikke hvordan folk kunne finde nydelse, når de vidste at det gjorde ondt på andre.
Han vendte sig uden et ord, og forlod baderummet.
Han kunne stadig høre vandet fra bruseren og hans egne skridt da han gik ned ad gangen, ellers var der underligt stille i bygningen.
Togets bevægelser gjorde ham døsig.
Det havde måske også noget med at gøre, at han ikke havde sovet så mange timer det sidste døgn.
Han prøvede på at lade være med at tænke på det der var sket. Det var ikke let.
Han glædede sig til at komme hjem til Kim.
Kim.
Hvad skulle han sige til ham.
Skulle han lade være med at sige noget overhovedet.
Kim ville jo nok kunne mærke at der var noget galt. Men hvordan ville han reagere hvis han fandt ud af hvad der var sket.
Han slog tankerne ud af hovedet, hvorfor bekymre sig om noget der lå ude i fremtiden.
Han måtte bare tage det som det kom.
Det hjalp ikke, han vidste inderst inde godt at han var nød til at fortælle Kim det.
Men skulle han sige det med det samme, eller skulle han vente til at lejligheden bød sig.
Det nemmeste ville jo være at vente på en lejlighed, men på den anden side, så kunne det misforstås.
Misforstås at han ikke ville have fortalt det, men at Kim opdagede det ved en tilfældighed.
Måske var det bedst at fortælle det allerede første aften. Men var det ikke meningen at de skulle hygge den første aften, når nu de ikke havde set hinanden så længe.
Ville det ødelæge de få dage de havde sammen.
Men var det ikke bede at ødelægge et par dage, end at risikere at ødelægge resten af deres tid sammen?
Lennart kunne ikke finde de ord han skulle bruge når nu han skulle fortælle det. Det forblev et sort hul.
Jamen for fanden da Lennart, det var jo ikke din skyld.
Eller var det?
John havde jo sagt, at han ikke havde været helt afvisende.
Havde han ikke det, eller havde han i virkeligheden lagt op til John.
Det han selv havde opfattet som en uskyldig flirt i det skjulte, var måske i virkeligheden det der havde fået John til at tage ham med vold, eftersom han ikke kunne blive sikker på Lennart og hans måde at være på.
Havde Lennart ikke set på John når de stod i bruseren, selvom han syntes at han havde gjort det i det skjulte. Måske havde John opfattet det som en invitation. En invitation som han aldrig havde fået bekræftet.
Sludder og vrøvl.
Ingen havde lov til at tage et andet menneske mod deres vilje, selv om de måske virkede som om de flirtede. Det var ingen undskyldning.
Han prøvede at overbevise sig selv, om hans egen uskyld.
Tanken ville alligevel ikke slippe Lennart.
Lennart lod skuldrene falde ned på plads. Uden at tænke over det, spændte han i nakke og skuldre, det var en hel befrielse at slappe af igen.
Det var også en befrielse at han ikke behøvede at se John igen.
John skulle ikke med på skolen, han skulle blive i Aalborg, og Lennart behøvede aldrig mere at skulle se ham i øjnene igen.
Han stod foran døren til Kims trappeopgang.
Skuldertasken havde lavet dybe mærker i hans skulder. Den var tung af alle hans ting fra Aalborg. Man tænkte ikke over at man tog lidt med hver gang man var hjemme på weekend, men når man skulle have det hele med sig hjem, ja så var der pludselig en hel del. Faktisk kunne det knap nok være i tasken.
Han kunne jo også bare lade være med at gå hele vejen fra stationen, han kunne have taget en taxi, men han havde overbevist sig selv om at det var bedre at gå, så han kunne få lidt luft, og få kontrol over tankerne.
Han havde fået luft, men tankerne for stadig rundt i hovedet på ham, og han havde endnu ikke fundet ud af hvad han skulle, og hvornår.
Han åbnede døren og gik op ad trappen.
Han kunne mærke at han rystede lidt da han stod foran Kims hoveddør. Han kunne ikke få sig selv til at trykke på ringklokken. Hvorfor kunne han ikke finde ud af hvad det var han ville sige. Ville ordene komme af sig selv, når han var i situationen, eller ville han blive stum som en østers?
Det han nok var mest bange for var jo i virkeligheden at Kim ville misforstå ham, eller endnu værre, at han ikke ville tro på ham. Tænk hvis han troede at det bare var en undskyldning for at han havde været ham utro.
Lennart vendte sig om og gik ned ad trappen igen. Uden at tænke over det listede han, som om at Kim skulle høre ham og komme ud for at hente ham.
Han behøvede mere tid. Han ville gå en tur i byen, og forhåbentlig ville han komme frem til en måde han kunne få det sagt, for ellers vidste han ikke hvad han skulle gøre. Det var fejt, men han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre.
-
Hvad søren, er du her allerede?
Lennart var lige ved at sætte sig på halen midt på trappen. Der stod Kim i trappeindgangen.
- Jeg troede at jeg lige kunne nå ned og handle lidt inden du kom, har du ventet længe?
Lennart kunne kun ryste på hovedet. Han var overhovedet ikke forberedt på at møde Kim lige nu. Han troede egentlig at han havde klaret skærene lige nu, eller rettere sagt, at han havde udskudt problemet for en tid.
-
Velkommen hjem.
Kim gav ham et lille knus.
- Kom så går vi op og få en kop varm kaffe, det tager kun et par minutter at lave den.
Lennart kunne mærke hvordan hans hals snørede sig sammen. Han kunne ikke sige det til Kim.
Kim var det bedste der nogensinde var sket for Lennart, så hvordan skulle han kunne fortælle ham noget så nederdrægtigt som at han var blevet voldtaget natten inden. Hvordan skulle Kim nogensinde kunne tro på det. Hvordan skulle han nogensinde tro på noget som helst Lennart fortalte ham.
Tanken om at skulle bære på den hemmelighed alene, gjorde næsten Lennart endnu mere dårlig tilpas. Han måtte simpelthen fortælle Kim det.
Kim låste døren op til lejligheden. De to poser han bar på, stillede han i den lille entre.
- Kom dog indenfor i varmen. Du ved hvor der er hjerterum er der varme….eller sådant noget.
Kim grinede.
Lennart forsøgte at smile, men han havde på fornemmelsen at det kun blev til en skæv grimasse.
Kim hængte sin jakke på en knage, og rakte ud efter Lennarts.
-
Kom her, lad mig tage den.
Lennart gav ham sin jakke. Han kunne ikke lade være med at se på Kim. Tænk sig at en som Kim virkelig kunne lide ham.
Men han kendte jo heller ikke hele historien endnu.
- Var det en hård fest, jeg synes at du er noget stille.
Han nussede Lennart i håret.
-
Kom nu med ud i køkkenet, du trænger vist til noget sort kaffe, og en lille en.
Kim grinede, tog bæreposerne og gik ud i køkkenet. Lennart fulgte stille efter. Det var en rar fornemmelse at komme ud i Kims hyggelige køkken. Det virkede på en eller anden måde trygt.
Han satte sig ned på sin side af det lille køkkenbord.
Kim havde i løbet af ingen tid fået alle varerne på plads, og begyndte at stille an til at lave kaffe.
-
Gider du ikke at hente et par Irish Coffee glas?
-
Jo selvfølgelig.
Lennart rejste sig og gik ind i stuen. Det slog ham at det faktisk var det første han havde sagt siden han kom.
-
Tager du også lige et par sjus glas med, vi må sgu’ hellere få dig tøet op.
Havde Kim allerede fundet ud af at der var noget galt. Lennart kunne godt mærke at Kim havde kigget efter ham da han gik ind i stuen.
Han tog de fire glas i skabet og gik ud i køkkenet igen.
Kim stod med front til døren ind til stue, lænende op ad køkkenbordet med hoften og med armene over kors.
Han så direkte på Lennart da han kom ud i køkkenet.
-
Stil lige glassene på bordet og så kom her over til mig, jeg vi have et rigtigt bjørne kram.
Lennart stillede glassene på det lille bord og gik hen til Kim.
Kim lagde sine lange arme om skulderne på Lennart, og Lennart tog ham om livet.
Kims stærke arme trykkede Lennart ind til sig. Lennart lagde sit hoved mod Kims brystkasse. På den måde behøvede han ikke at se Kim i øjnene, og det var rart at mærke Kims hårde brystmuskler, og høre hans hjerte.
Kim begyndte at vugge Lennart stille frem og tilbage.
Sådant stod de en tid.
Lennart sagde ingenting, han nød bare at mærke Kims krop og arme. Nærheden af ham.
-
Hvad er det der tynger dig?
Det måtte jo komme, for selvfølgelig kunne han ikke narre Kim, det vidste han jo godt.
-
Det er nu du skal sige det !
Han vidste godt at stemmen havde ret, men hans hals snørede sig bare sammen, han kunne ikke sige en lyd.
Han trykkede sig bare endnu nærmere Kim.
Kim besvarede hans knus ved at spænde i sine arme og Lennart kunne mærke hvordan hans ribben blev trykket, men det føltes bare godt.
Kim stoppede den vuggende bevægelse, og tog Lennart om hans overarme, og holdt ham ud fra kroppen.
Lennart kunne ikke se op på Kim, kunne ikke se ham i øjnene.
Kims hånd, der let kunne dække Lennarts ansigt, tog forsigtigt om Lennarts hage og løftede hans ansigt, så Lennart var nød til at se ham i øjnene.
Kim sagde ingenting, han så bare på Lennart.
Lennart kunne se at han var bekymret.
Det gjorde ondt at se Kims bekymring.
Lennart kunne mærke at tårene steg i øjnene på ham. Han ville gerne sige noget, men halsen var en knude, han kunne ikke.
Kim slap hans hage og trykkede Lennarts hoved ind til hans bryst igen.
-
Lennart, jeg ved ikke hvad det er, men det kan aldrig være så slemt at du ikke kan sige det til mig. Jeg elsker dig. Uanset hvor forfærdeligt du synes det er, så ved du da at du har mig.
Han kyssede Lennart i håret.
-
Drak du for meget til festen, og var sammen med en anden ?
Lennart skubbede sig væk fra Kim.
Han så på Kim. Han havde lyst til at løbe ud fra lejligheden.
Kim kunne åbenbart mærke det, for han tog et hårdt greb i begge Lennarts overarme.
Lennart kunne stadig ikke sige noget, han kunne kun ryste stille på hovedet. Dette var det mareridt han ville have undgået for enhver pris.
-
Undskyld Lennart, undskyld at jeg troede sådant om dig, jeg ved godt at du ikke gør sådant noget, jeg stoler jo på dig, undskyld.
Nu gjorde han det jo bare meget værre. Det var jo netop det der var sket. Måske var det ikke helt Lennarts skyld, men måske var det lidt hans skyld, måske…
Lennart kunne ikke finde ud af noget mere. Det hele var noget lort. Han hadede sig selv. Hvorfor havde han ikke bare sagt det lige fra start af. Nu var det hele et stort rod, og det blev barre værre for hvert ord der blev sagt. Hvordan skulle han nu rode sig ud af det igen.
Lennart kunne bare stirre på Kim.
Selv om han kunne sige noget, så vidste han ikke hvad han skulle sige. Det her var værre end det værste han havde kunnet forestille sig.
Noget i han hjerne eksploderede.
Han kunne høre sig selv udstøde noget der mindede om et kvalt skrig. En dyrisk lyd, en lyd han aldrig havde hørt før.
Det var vist ikke særlig højt, men selv i Lennarts ører lød det uhyggeligt.
Kim så lamslået på ham.
Lennart kunne mærke hvordan tårene løb ned ad hans kinder. Det hele virkede så uvirkeligt, som om at han stod ved siden af sig selv og oplevede det hele.
Det skar ham i hjertet at se Kims udtryk. Et udtryk af fortvivlelse og forvirring.
Kim der altid tog alting i stiv arm, stod der og anede tydeligvis ikke sine levende råd.
Og det hele var Lennarts skyld.
Han var nød til at sige hvad det var der var galt, det skyldte han Kim, det var ikke fair at Kim skulle lide sådant for hans skyld.
Hvordan fanden skulle han sige det?
Han kunne vel ikke bare sige; Jeg er blevet voldtaget !
Han tænkte det, men samtidig hørte han nogen sige det.
Det gik op for ham at det var ham selv der sagde det.
Sagde det højt.
Han blev grebet at panik.
Han havde sagt det, uden at det var meningen. Nu var det for sent, Kim havde hørt det.
Kims greb blev et kort øjeblik hårdere, det gjorde ondt i Lennarts arme. Så slap Kim grebet, og han tog i stedet Lennarts hænder.
Han så Lennart i øjnene.
Lennart kunne se at Kim fik vand i øjnene. Han var lige ved at græde.
Lennart græd stadig. Ikke at han hulkede, men han kunne mærke at tårene løb som en lille å ned ad kinderne. Nogle af dem løb ind i mundvigen, det smagte salt.
- Lad os sætte os ned. Nu trænger vi vist til både kaffe og noget der er stærkere, og så har du vist noget du skal fortælle mig.
Han rystede Lennarts hænder, samtidig med at han klemte dem hård.
Kim tog to krus i skabet og hældte kaffe op til dem begge.
Lennart satte sig stille ned ved bordet.
Det var jo nok lige så godt at han fik det fortalt, før eller siden ville han jo blive tvunget til det. Enten fordi at deres forhold ville blive dårligere, når Kim kunne mærke at der var noget Lennart ikke fortalte, eller fordi at Lennarts dårlige samvittighed ikke kunne holde til det længere.
Det var nok lige så godt at få det overstået.
Lennart kunne mærke hvordan hans krop blev slap. Det var godt det samme at de kom frem nu. Uanset hvordan Kim ville reagere, så ville han vide hvad der skulle ske i fremtiden, hvis de stadig havde en fremtid sammen.
Det ville de næste par timer røbe.
Kim satte et krus dampende varm kaffe foran Lennart, sammen med et sjus glas der var næsten fyldt med en gylden væske. Lennart gættede på at det var whisky, gættede for hans næst var stoppet, og han kunne ikke lugte noget som helst.
Han tørrede sine øjne med sit ærme.
Kim satte sig overfor ham. Han havde også et krus kaffe og en whisky.
Lennart kunne se at Kim havde røde øjne, så han havde altså også grædt. Kim så ned i bordet.
Lennart sagde ikke noget. Han ville gerne tage Kims hænder, men instinktiv gjorde han det ikke. Noget sagde ham at det skulle være Kim der tog det første skridt.
Han havde lyst til at tage en ordentlig slurk af whiskyen, men heller ikke det gjorde han. Han sad bare tavs og afventende.
Det virkede som en evighed.
Der skete ingenting. Kim sad stadig og så ned i bordet.
Lennart glemte helt sin egen smerte. At se Kim på den her måde, var noget der gjorde endnu mere ondt end det han selv havde været udsat for.
Et lille håb lyste forude.
Når Kim tog det på den måde, så måtte det jo være fordi han virkelig elskede Lennart.
Eller var det fordi han ikke vidste hvordan han skulle gøre det forbi med Lennart.
Kunne det virkelig være derfor.
Var det fordi at han ville have Lennart ud af sit liv, men han var for rar til at bare sige det, og derfor nu brød sin hjerne med hvordan han skulle sige det på en pæn måde.
Lennart kunne igen mærke panikken komme rusende. Det startede nede i benene og buldrede op gennem kroppen.
Det kunne ikke være sandt. Han kunne ikke miste Kim nu. Ikke nu, han trængte til Kim mere nu end nogensinde.
Gode Gud, lad ikke det være tilfældet. Lad mig ikke alene nu, jeg tror ikke at jeg kan klare det alene, ikke nu.
Endelig så Kim op.
-
Hvad er det du siger ?
Kims øjne lyste af smerte og vantro.
Lennart var ikke helt sikker på hvordan han skulle tolke udtrykket i Kims ansigt.
-
Jeg tror at jeg er blevet voldtaget.
-
Tror !
Kims vantro skiftede nu til vrede.
Lennart blev næsten bange.
Han tog en slurk af sin whisky.
-
Jeg mener, jeg blev voldtaget……..men….
Han ventede at Kim skulle sige noget, han vidste ikke hvad, men noget måtte han gerne sige, for at Lennart kunne fornemme hvor han stod.
Lige nu vidste han ikke om han var købt eller solgt.
Kims udtryk forandrede sig overhovedet ikke. Han stirrede Lennart lige i øjnene.
Lennart var nød til at se bort. Han så ned på sit whisky glas og tømte det.
Kim tog også en tår af sit glas.
-
Tror du ikke at du hellere må begynde ved begyndelsen ?
Lennart så op på Kim.
Han kunne ikke læse udtrykket i Kims øjne. Det var som en blanding af vrede, forundring, sorg, og alligevel en slags forståelse.
-
Må jeg få en whisky mere ?
Lennart holdt glasset frem for sig.
Kim hentede flasken fra køkkenbordet, og stillede den hårdt foran Lennart.
-
Du må tømme flasken, bare jeg får at vide hvad helvede der er foregået !
Lennart skænkede sig selv en whisky. Han ville se Kim i øjnene, men kunne ikke.
-
Jo, vi havde jo den der rekrut fest, og der er så den der fyr der hedder John…..
Det var blevet mørkt udenfor.
- Og han sagde at jeg ikke ligefrem havde været afvisende. Jeg ved det ikke, måske har jeg lagt op til noget, uden at jeg har tænkt på det. Jeg mener jeg har jo ikke taget på ham eller haft nogen som helst fysisk kontakt med ham.
Samtidig kom et billede frem. De havde haft nærkamp i en gymnastiktime, eller FUT, Fysisk Uddannelse og Træning som det hedder i forsvaret, og han skulle kæmpe mod John. John var større og tungere en Lennart, og havde ikke haft det store besvær med at få Lennart ned og ligge på maven. John havde lagt sig oven på ham, og nu kunne Lennart godt huske, at han havde syntes at John blev liggende lidt for længe oven på ham. Havde han i grunden ikke også kunne mærke noget hårdt mod sine baller ?
Men var det at lægge op til nogen ? Han kunne jo ikke gøre noget, John havde jo haft hans arme i en skruestik på ryggen.
Det var først da instruktøren havde bedt John om at stoppe, at John grinende havde flyttet sig.
Lennart havde ikke tænkt over det, ikke på det tidspunkt.
For første gang i lang tid sagde Kim noget. Han havde ellers siddet og lyttet uden at afbryde.
- Måske lagt op til ham ! Hvis du ikke selv føler at du lægger op til nogen, så lægger du ikke op til nogen. Hvis jeg synes at der er nogen der lægger op til mig, og jeg ikke er sikker, så må jeg sgu’ da på en eller anden måde finde ud af om de er til noget, eller ikke. Jeg kan da ikke bare gå hen og bolle dem, og så håbe at de kan lide det!
Kims øjne skød lyn.
Lennart sank en ekstra gang.
- Nej jeg ved det godt, men jeg mener der må jo være en grund til at det netop var mig han tog. Det kunne jo i princippet ligeså godt være alle de andre.
Kim rystede på hovedet.
- Nej. Når du møder en anden bøsse på gaden, ved du det så ikke rent instinktiv? Der er bare noget, noget du ikke kan sætte en finger på, men du ved det alligevel.
Jo det var jo egentlig rigtig nok. Lennart var ikke sikker, men han havde en teori om at det havde med at gøre, hvor længe den anden holdt blikket fast. Hvis den anden havde interesse i dig, så holdt de blikket fast længere end hvis det bare var en tilfældighed at blikkene mødtes på gaden.
Var det det John havde fornemmet.
Men var John bøsse ? Lennart var faktisk sikker på at John normalt var til piger. Men på den anden side, så var der jo mange der var til piger, men som alligevel godt kunne lide at være sammen med en anden fyr i ny og næ.
Lennart var træt.
Måske var det de tre whiskyer han havde drukket imens han havde fortalt Kim om det der var sket natten før.
Måske var det lettelsen over at han havde fået det fortalt.
-
Jeg føler mig så beskidt Kim.
Kim så på ham og tog hans hænder i sine.
- Det er ikke din skyld Lennart, og du bliver aldrig beskidt i mine øjne. Det her er noget der er sket, og jeg skal gøre alt for at du kommer over det uden mén, men det kræver at du er ærlig over for mig, og ikke mindst over for dig selv.
Lennart vidste at han havde ret.
Men hvad indebar det egentlig.
- Det betyder også at du skal fortælle mig det, hvis du kommer i tanker om noget om den aften, altså hvis du har lyst til at fortælle mig det, men jeg tror at det er bedst at du kommer af med det, og det vil sige at du fortæller mig det. Hvis du ikke kan fortælle mig det, så find nogen du kan fortælle det til. Har du nogen du kan betro dig til ?
Lennart tænkte sig om.
Umiddelbart syntes han ikke at der var nogen han havde lyst til at fortælle det til.
Hvis der var nogen, ud over Kim, han kunne tale med, så var det Lene. Men kunne han fortælle Lene det ? Hvis ikke Kim, så måtte det være Lene.
Han vidste det ikke, men han ville helst betro sig til Kim, for desto mindre hemmeligheder de havde for hinanden, desto bedre måtte det være. Alligevel var det en rar tanke at have Lene i baghånden.
Dejlige Lene.
Pludselig savnede han hende. Hendes ligefremme måde at være på. Han håbede at de altid ville være venner.
-
Jeg skal prøve på at være så åben som jeg kan.
Lennart trykkede Kims hånd.
Kim smilede til Lennart.
Det dejlige skæve smil som Lennart elskede, men det han lagde mest mærke til, var at også Kims øjne smilede. Store lyseblå safirer der gnistrede mod Lennart.
Kim slap Lennarts hånd og rejste sig.
Han tog de tomme kaffekrus med hen til køkkenbordet.
-
Klarer du en Irish Coffee ?
Lennart blev lidt forbavset over at Kim ville have mere at drikke.
Måske tog han det mere alvorligt end han viste. Lennart havde en underlig slaphed i kroppen, men han kunne vel altid klare en Irish Coffee, det var noget af det bedste han vidste.
Kim sagde ikke noget da han piskede fløden. Det var heller ikke så nemt eftersom at håndmixeren larmede en del. Han stod bare med ryggen til Lennart og så koncentreret ned i skålen med fløde.
Han satte efter en tid et glas med Irish Coffee i, foran Lennart.
De rørte begge rundt i glasset med den lille pind, hvor der var fæstet noget kandis på.
Lennart kunne ikke lade være med at undre sig over, så roligt han tog tingene lige nu.
Det undrede åbenbart også Kim, for det gik op for Lennart at Kim sad og studerede ham. Lennart kunne mærke det selvom han sad og så ned i glasset.
- Jeg skal være ærlig Lennart. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal reagere på det her, og jeg ved heller ikke hvordan jeg forventer at du skal reagere.
Lennart så op fra glasset.
Troede Kim nu ikke på ham, fordi han lige nu var så rolig. Lennart vidste ikke hvad han skulle gøre. Det var som om at han ikke kunne græde mere. Det var som om at han havde fundet en form for tryghed. Han var overbevist om at det meste kom fra Kim, men det var også som om at han havde fundet en mørk niche inde i sig selv, et lille mørkt rum hvor han kunne få fred, hvor intet ondt kunne nå ham.
Det var en lidt uhyggelig følelse, for selv om han sad og var tryg derinde, så var han også godt klar over, at alt andet end det onde heller ikke kunne nå ham.
Så måske var det bedst at komme ud derinde fra, for ellers var faren for at han også lukkede Kim ude, og det måtte ikke ske.
Han var ikke sikker på hvad det var Kim mente med det han sagde. Han var ikke sikker på at han ville komme ud, så længe han ikke vidst om det Kim sagde ville såre ham.
Han forsøgte at læse Kims udtryk, men det var svært, for det var en blanding af medlidenhed men samtidig lå der noget hårdt og truende der lurede inde bagved.
Lennart vidste godt at det var ham der skulle sige noget, men han var fuldstændig tom, han vidste ikke hvad han skulle sige. Han var også bange for at sige noget forkert, for det virkede som om at det næste der blev sagt, ville have en afgørende betydning for det videre udfald.
Så han ventede.
Han tog og sugede forsigtigt på det rødstribede sugerør der stak op af flødeskummen i glasset. Kim havde klippet noget af det, for ellers ville det vælte i glasset. Det var de der sugerør der kunne knække i den ene ende.
Det brændte på hans tunge. Han gav et lille gisp fra sig da den varme drik løb ned i halsen på ham.
Han turde stadig ikke se op på Kim.
Hvordan kunne han sidde her og spille en lille komedie, når hans forhold med Kim stod på spil. Han blev pludselig meget bevidst om at han sad og legede med sin Irish Coffee.
- Kom så for fanden tilbage til virkeligheden Lennart. Det er fedt at du har fundet det lille sorte rum, men det er altså ikke lige tidspunktet at kravle derind og gemme sig.
Stemmen tordnede gennem hovedet på Lennart.
Det gav et gib i ham og han rettede sig helt automatisk op i stolen.
Hvorfor havde han ligefrem dårlig samvittighed overfor Kim. Det var vel på grund af hans egen attitude. Her sad han og det virkede næsten som om at han var ligeglad med det der var sket natten før, og det var Kim der havde det dårligt over det.
Men det var så svært at slippe det sorte rum. Han havde det virkelig godt derinde, han kunne lade det hele blive udenfor, han behøvede overhovedet ikke at tage noget som helst med der ind. Kun det han havde lyst til at tage med.
Havde han ikke lyst til at tage Kim med derind ?
Var det i virkeligheden ikke det han gjorde nu, lod Kim blive udenfor.
Lod han ikke Kim stå udenfor og tage sig af de problemer der i virkeligheden var hans.
- Jeg ved for helvede heller ikke hvordan du skal reagere på det, jeg ved jo for fanden ikke engang selv hvordan jeg selv skal reagere ! Skal jeg tro på ham når han sagde at han brugte kondom ? Hvad kan jeg overhovedet tro på mere?
Han hørte ordene blive sagt.
Det blev næsten hvæset ud mellem tænderne.
Da han så op på Kim, gik det op for ham at det var ham selv, Lennart, der havde sagt ordene.
Nu kom det.
Tårene løb ned ad kinderne, og for første gang under hele samtalen, gennem rystedes hans krop af en højlydt hulken.
Han havde forladt det sorte rum.
Han stirrede vantro på Kim, som kunne han se sit eget spejlbillede i Kims øjne, og derved se den person der havde snerret ad Kim.
Han kunne ikke tro at han havde sagt de ord, og på den måde. Hvad bildte han sig egentlig ind.
Han havde lyst til at sparke sig selv. Det hele var ved at løse sig, og så fik han det til at gå i hårknude.
Han rejste sig og gik ind i stuen.
Stuen var mørk. Lennart stillede sig ved det store vindue. Lyset fra byen skinnede svagt ind gennem ruden. Han lagde armene over kors.
Han græd stadig da han mærkede Kims arme om sine skuldre. Han lagde nakken bagover, og lænede sit hoved på Kims skulder.
Kim lagde sit hoved mod Lennarts, samtidig med at han lagde armene under Lennarts og på den måde holdt om Lennarts brystkasse.
Han begyndte igen at vugge blidt fra side til side. Lennart lukkede øjnene. Han turde næsten ikke tænke tanken, men måske var det hele ikke smidt på gulvet, måske havde han bare misforstået Kim.
- Hvis jeg bare vidste hvad jeg skulle sige. Hver gang jeg siger noget, så bliver det ikke som jeg havde tænkt mig, det bliver hele tiden forkert.
Kim strammede grebet om Lennart.
-
Det gælder vist ikke kun dig.
Lennart forsøgte at vende hovedet så han kunne se på Kim.
Kim løsnede grebet lidt, så Lennart kunne komme tilstrækkeligt fri så han kunne se på Kim.
Selv i mørket kunne Lennart fornemme ømheden i Kims øjne.
-
Jeg elsker dig Lennart.
Det var som om en tung sten blev fjernet fra Lennarts bryst.
Kim kyssede ham, og Lennart besvarede hans kys, der hurtigt blev mere og mere krævende. Det var som om at alle misforståelser skulle fjernes med dette kys.
Sengetøjet duftede godt af skyllemiddel.
Det var dejligt at komme ned og ligge. Lennart kunne nu mærke hvor træt han var. Hans krop var stiv og øm.
Kim holdt ud i Lennarts arme, så han kunne se på hans krop.
Han så på de røde pletter på Lennarts krop, hvor han havde skrubbet huden af.
Han sagde ingenting, han vidste jo godt hvad det var. Han så på Lennart og kyssede ham midt på panden.
Kim ruskede ham blidt i håret.
- Kom nu går vi i seng.
Der var køligt i soveværelset, og Lennart kunne ikke lade være med at ryste lidt.
Kim løftede sin dyne.
-
Kom herind, så skal jeg varme dig.
Lennart bakkede villigt ind under den varme dyne, så de kunne ligge i ske.
Kim lagde armene om ham og trak ham helt ind til sig.
Det gav et sæt i Lennart og han kunne mærke hvordan han blev helt stiv og kold, da han kunne mærke Kims lem mod hans baller.
Han måtte berolige sig selv. Han vidste jo udmærket godt at selv om Kim ikke var ophidset, så kunne hans lem virke temmelig overvældende alligevel.
Han slappede af igen.
Kim kyssede ham i nakken.
-
Nu skal vi sove, ikke ?
Lennart svarede ved at putte sig tættere ind til Kim.
Lennart strakte sig.
Han var stadig træt, og havde overhovedet ikke lyst til at stå op. Han havde drømt en masse, men han havde ikke lyst til at huske noget af det, for han havde på fornemmelsen at det ikke var noget rart.
Han vendte sig og så over mod Kims side af sengen.
Den var tom.
Han så på CLOCK-radioen. Klokken var næsen ni, så det var vel også på tide at stå op.
Han kunne høre at Kim rumsterede i køkkenet.
Nå så ville han blive liggende lidt endnu, det ville være synd at komme for tidligt op, hvis nu Kim var ved at forberede morgenbord. Lennart puttede sig ned under dynen igen.
Han kom til at tænke på hans egen reaktion da han havde lagt sig ind til Kim. Hvad nu hvis han aldrig skulle få lyst til at have sex igen.
Han var lige ved at komme til at grine, skulle han, Lennart ikke have lyst til sex ?
Men hvorfor havde han så reageret som han gjorde.
Det måtte være fordi voldtægten stadig stod så klar i hans erindring. Han vidste jo at Kim aldrig ville gøre ham ondt. Faktisk havde Kim givet ham de bedste seksuelle oplevelser han nogensinde havde haft.
Bare tanken gav ham uro i underlivet.
Han kunne med et mærke at der var nogen i rummet.
Lennart blev liggende med øjnene lukkede. Han havde ikke lyst til sige noget lige nu, det var for rart at ligge her. Måske ville Kim komme hen og sætte sig på sengekanten.
Der skete ikke noget.
Han kunne høre at Kim gik ud på badeværelset. Der blev åbnet for vandet, og Lennart kunne høre at bruserens stråler ramte kaklerne på gulvet.
Der gik et gys gennem ham.
Skulle han virkelig have det sådant resten af livet. Skulle alt der mindede ham om den oplevelse give ham traumer i fremtiden.
Lennart slog dynen til siden.
Nej fandeme nej !
Han kunne høre Kim nynne under det varme vand.
Lennart listede sig ud på badeværelset og satte sig på toilettet. Han var glad for at der var et tykt dække på låget af toilettet, det var blødt og varmt. Varmen i gulvet var med til at han ikke frøs, nøgen som han sad der.
Han kunne skimte Kim gennem det matterede glas i brusekabinen. Lennart satte sig med benene over kort på frottémåtten midt på gulvet. Han sad nu ganske nær brusekabinen. Kim stod med ryggen til ham og havde intet bemærket.
Lennart sad og beundrede Kims krop.
Der var ingen der havde en krop som Kim. Så stor og muskuløs, uden at virke prangende, og så det han kunne bruge sin krop til.
Lennart kunne mærke at han på en gang blev ophidset, og på samme tid fik det dårligt.
Det her måtte han se at komme over.
Han rejste sig og gik ind i brusekabinen til Kim.
-
Godmorgen !
De smilede begge to.
Kim havde ganske rigtigt lavet et fantastisk morgenbord. Lennart blev altid så sulten når han lige havde elsket.
Det havde overhovedet ikke været svært, da først de havde vasket hinanden under bruseren, og Kim næsten havde båret Lennart ind i sengen, så kom det hele af sig selv.
Lennart kunne ikke lade være med at smile ved tanken. Tænk hvis han skulle have gået glip af det.
Der måtte aldrig mere komme noget som helst i mellem dem.
Intet.
De talte om løst og fast, grinede og pjattede i mens de spiste. Det var som om det begge ville have den tunge luft væk. Det var et overstået kapitel, og det skulle glemmes så hurtigt som muligt.
-
Skal vi ikke gå en tur i skoven, det er vist ret fint vejr.
Kim så ud af køkkenvinduet i mens han talte.
Lennart kunne se den klare blå himmel.
Han rejste sig og gik helt hen til vinduet. Han vidste at Kim havde et termometer uden for vinduet. Det var koldt, minus seks grader, men det var sådant Lennart kunne lide det. Klar frost og ingen vind.
De skyndte sig at rydde af bordet og fandt det varme tøj frem. Det var ikke noget ved at gå tur hvis man frøs.
Kim smed et par handsker hen til Lennart.
- Jeg ved godt at du ikke bruger den slags, men jeg tror nu at det er meget smart i dag, selv om jeg gerne vil varme dine hænder.
Han grinede.
Lennart tog handskerne på.
Fornuftige Kim.
Søde Kim.
Sneen knirkede under deres fødder.
Det var sådant en hyggelig lyd.
Kulden bed lidt i kinderne, men det var et fantastisk vejr. Lennart kunne ikke lade være med at gå og se på himlen, træerne, vandet der løb under et tyndt lag is i den lille å der snoede sig gennem skoven.
Han elskede foråret når det var som nu.
Han elskede det endnu mere når han gik her sammen med Kim. De havde mødt et ungt par der havde en barnevogn med, det var vist ikke så let, for den unge fader havde pustet og stønnet, men det måtte man jo tage med når man ville have en tung barnevogn med, op og ned ad alle de bakker der var i skoven. Stierne var ikke ligefrem lagt der hvor der var mest plan, men der hvor det var mest praktisk at gå.
Begge havde de dog smilet da de mødte Kim og Lennart, så det måtte jo have været besværet værd.
Kim og Lennart havde set på hinanden da de havde passeret det unge par, men de vågede ikke at grine før de var på sikker afstand af dem.
Ja børn fik de jo nok aldrig, men …..
Lennart var så glad at hans hjerte hoppede i brystet at ham.
Her gik han med verdens dejligste menneske.
Verdens dejligste menneske der oven i købet elskede ham, elskede ham, Lennart, på trods af alle hans dumheder og fejl.
Hvad mere kunne man ønske sig.
Kim tog Lennarts hånd.
Lennart så forbavset op på Kim.
-
Hvad nu hvis vi møder nogen ?
Kim så direkte på Lennart.
-
Så lad os møde dem, hvad rager det mig. Jeg går tur i skoven med min elskede som alle andre.
Skal jeg skamme mig over det ?
Lennart kunne ikke lade være med at putte sig ind til ham.
Kim skubbede til ham med skulderen og grinede, men han holdt fast i Lennarts hånd.
-
Du Lennart.
-
Ja.
Kim så ned på ham med et skævt smil.
- Jeg har tænkt på om det måske ikke snart var på tide at du flyttede din adresse hjem til mig ?!
Lennart smilede, behøvede han at svare ?
Han så igen op mod himmelen.
Aldrig havde den været så blå.